Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2015-16
L 30 Bilag 11
Offentligt
Til medlemmerne af Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Lemvig d. 15. december 2015
Vedr. energi-, forsynings- og klimaministerens kommentarer til undertegnedes henvendelse af 9/12-15
(L30, spørgsmål 12)
Vi ønsker med denne nye henvendelse af fremføre vores bemærkninger til ministerens kommentarer, som
vi mener er relevante at forelægge for udvalget.
Ministeren skriver:
En ansøger er således først sikker på pristillæg, når Energinet.dk har givet tilsagn herom. En ansøger
kan derfor sikre sig mod at skulle foretage investeringer og afholde udgifter, før han har fået tilsagn
om pristillæg ved at ansøge tidligt i processen, dvs. uanset om der er opnået de nødvendige tilladelser
fra kommunen eller ej. Det er således ikke nødvendigt at afholde udgifter, inden der ansøges om
tilsagn om pristillæg efter de nugældende regler i VE-loven om støtte for husstandsvindmøller.
Ministeren forholder sig ikke til, at den blanket, der skulle benyttes til at ansøge om tilsagn om pristillæg
først var tilgængelig på Energinets hjemmeside ultimo september 2015. Med en forventet
sagsbehandlingstid på ca. 2 måneder, ville der således tidligst kunne påregnes et svar på ansøgningen
ultimo november 2015. Ifølge ministerens argumentation skulle der først herefter være ansøgt om de
nødvendige tilladelser fra kommunen, for at sikre sig mod, at der afholdes udgifter, inden der opnås tilsagn
om pristillæg. Dette ville have betydet en betydelig forsinkelse af projektet, idet de kommunale tilladelser i
så fald forventeligt først ville blive meddelt i løbet af foråret 2016.
Spørgsmålet er, om det i august 2015 var forudsigeligt, at netop dén fremgangsmåde, som ministeren
beskriver, var en nødvendighed for at sikre sig mod at afholde udgifter til et projekt, der som følge af
senere lovændringer, ikke længere ville være rentabelt. Netop det forhold, at lovforslaget ikke har været
sendt i høring, inden det blev fremsat, bevirker, at vi ikke mener, at dette var tilfældet.
Ministeren skriver endvidere:
Hvis der opnås tilsagn om pristillæg efter overgangsreglen om nedregulering eller puljen for 2016, vil
der fortsat være tale om en høj afregningspris, uanset at afregningsprisen nedsættes. Den nedsatte
støtteperiode på 12 år skal sikre, at møllen dimensioneres til egetforbruget, og ikke med henblik på at
opnå en stor økonomisk gevinst.
Den nedsatte støtteperiode på 12 år skal give incitament til at møllen dimensioneres til egetforbruget.
Incitamenter kan imidlertid kun gælde fremadrettet. I det konkrete tilfælde er der således flere måneder
inden lovforslagets fremsættelse indgået en aftale om køb af en specifik type husstandsvindmølle, og det er
også denne type mølle, som der er ansøgt om kommunale tilladelser til at kunne opstille. At den fremtidige
lovgivning måtte give incitament til at investere i andre typer møller, er for så vidt den konkrete sag
uvedkommende.
Med venlig hilsen
Lars Ritter Petersen og Rikke Kloster