Tak for det.
Jeg kan jo næsten fornemme, at det her er en debat, hvor der lægges op til, at det foregår mellem på den ene side den røde lejr og på den anden side Dansk Folkeparti.
Så jeg beklager, hvis jeg blander mig i den diskussion trods min stemme – jeg håber, den holder hele vejen igennem.
Men jeg synes, at spørgsmålet her selvfølgelig er ret væsentligt.
Og de ændringsforslag, der er blevet stillet, om omprioriteringsbidraget på finanslovsforslaget, er selvfølgelig også så væsentlige, at de lige kræver et par bemærkninger fra min side og fra Venstres side.
Som vi ser det, handler politik om at turde prioritere, herunder at omprioritere.
Og det er sådan set det, vi gør med finanslovsforslaget her, hvor der også lægges op til det omtalte omprioriteringsbidrag, som jo har været kendt i statslig regi igennem en årrække, men som nu også bliver rullet ud i regioner og kommuner.
Vi synes, det er vigtigt, at Folketinget kan sætte en retning for, hvad det er, vi gerne vil med vores land, og at vi kan sige, hvor det er, vi kan se, der skal prioriteres yderligere, og hvad det er for nogle områder, som vi synes der eksempelvis skal ske nogle afgifts- eller skattelettelser på.
Det vil vi stå fuldstændig ved.
Vi noterer selvfølgelig de synspunkter, der er, om det her spørgsmål.
Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi ser det her som en del af en proces, hvor vi ikke bare skal stå og diskutere, hvordan vi skal få fordelt samfundskagen, men simpelt hen får gjort samfundskagen en kende større.
Det bliver alt andet lige lidt sjovere at være herinde, når man kan være med til at sige:
Der er altså fremadrettet nogle flere penge, vi kan tjene.
Vi har skabt nogle bedre vilkår for, at der er nogle arbejdspladser, som tjener nogle penge i Danmark, som i sidste ende – eller måske snarere i første ende – kommer den borgernære service til gavn.
For der er ingen borgernær service, hvis ikke der bliver tjent nogle penge i det her land.
Og pengene bliver kun tjent, hvis det kan betale sig at gøre det.
Det er sådan, den helt simple sammenhæng er, og derfor synes vi, det er sund fornuft netop at kigge på det.
Vi har i de her år historisk store budgetter.
Nuvel, der er også stor efterspørgsel, men vi har historisk store budgetter.
Det har vi også til næste år.
Vi har faktisk et større budget for den offentlige sektor.
Og for kommunernes vedkommende er det i omegnen af 238 mia.
kr., man kan skabe service for.
Dermed ikke sagt – og jeg køber sådan set ikke den præmis, som nogle prøver at stille op – at fordi man så måtte have 1 mia.
kr.
mere eller ½ mia.
kr.
mindre, så er det lig med for 1 mia.
kr.
bedre eller ½ mia.
kr.
dårligere velfærd.
Det er da klart, at der skal være et fundament under det, vi laver, også ressourcemæssigt.
Men jeg synes, det er væsentligt at understrege, at det selvfølgelig handler om, hvad man får ud af pengene.
Det handler da om, hvordan man får omsat midlerne, helst til varme hænder og så lidt som muligt til bureaukrati og administration.
Det er jo det, der tæller.
Det er det, der betyder noget for folk, der står derude og har brug for hjemmehjælpen, for skolen, for folkeskolelæreren, eller for dagtilbuddene, hvor der er brug for pædagoger.
Vi deler det synspunkt, at det er der brug for.
Men jeg synes sådan set også, det er væsentligt, at vi så har mulighed for at prioritere, så der kommer nogle flere midler i den retning.
Derfor kan man sige, at når det nu bliver diskuteret meget voldsomt – også i forhold til det, hr.
René Christensen for lidt siden var oppe at forklare – om pengene fra omprioriteringsbidraget kan gå til eksempelvis skattelettelser, så er det bare vores helt stille og rolige synspunkt, at det, at folk får nogle flere penge til sig selv, også er velfærd.
Det, at man får mulighed for at købe en måske lidt mere sikker bil til sig selv og sin familie, er også velfærd.
Men i bund og grund handler det jo om, at man sikrer nogle rammer for, at der også i årene fremover er nogle, der vil bidrage på arbejdsmarkedet og kan bidrage på arbejdsmarkedet, og at der i øvrigt er nogle job at få på arbejdsmarkedet, så vi kan få tjent nogle penge til vores fælles velfærdssamfund.
Derfor vil jeg sådan set meget i tråd med det, hr.
René Christensen var inde på før, også fastholde, at hvis man skal finde 1 pct.
på et budget, er der jo ikke nogen, der siger – eller tvinger nogen i kommunerne til – at det lige præcis skal være på et eller to udvalgte områder.
Jeg vil også understrege, at jeg ikke vil blande mig i det fra Christiansborgs side.
Jeg synes sådan set, det er fint, at når man lokalt er tæt på borgeren, skal man dermed også være tæt på de lokale beslutninger, der skal tages.
Men jeg noterer blot, at der eksempelvis er prioriteret på områder, som man i hvert fald kan diskutere om kan kaldes kernevelfærdsområder.
Det er der sikkert nogle der vil diskutere, men eksempelvis på kultur- og fritidsområdet har man fra 2014 til 2015 ikke bare holdt det i ro, men hævet budgetterne med over 700 mio.
kr.
under et.
Det kan man selvfølgelig sige er gode initiativer.
Det er det givetvis også flere steder, og det kan være dejligt der, hvor de penge kommer ud at arbejde.
Men jeg noterer blot, at det er det, man har gjort, og så er der altså ikke nogen, der skal komme til mig og sige, at 100 pct.
af de kommunale budgetter udelukkende går til det, som man måske i lidt mere smal forstand kan kalde kernevelfærdsområder, hvilket i hvert fald i min optik handler om dagtilbuddene, skoleområdet og ældreområdet.
Det mener jeg altså er et budskab, som det i hvert fald også er vigtigt at holde sig for øje.
Derudover vil jeg også gerne sige, at når man kigger ud over kommunerne, ser man selvfølgelig, selv når man renser for de her socialøkonomiske faktorer, som man med et fint ord kalder det, en meget stor forskel på, hvordan de får omsat pengene til konkrete resultater.
Og det skal der alt andet lige også være, når det er forskellige kommuner.
Altså, lad os tage den her opgørelse, som jeg tror KL har lavet, om folkeskoleområdet, hvor man på tværs af kommunerne har kigget på, hvad de bruger.
Det har man set på, og det viser sig så, at de ti kommuner, der har de højeste udgifter, i gennemsnit bruger omkring 28.000 kr.
mere pr.
elev end de ti kommuner, der bruger færrest midler.
Og det er altså uanset kommunernes rammevilkår i øvrigt.
Vi kan også tage dagtilbudsområdet.
Det har man også ifølge KL kigget på, og i de ti kommuner med de højeste udgifter bruger man i gennemsnit 30.000 kr.
mere pr.
barn end i de ti kommuner, hvor man bruger færrest penge.
Eller vi kan tage noget som vejvedligeholdelsesområdet.
Der har man fået lavet en analyse, der viser, at der kan spares et sted mellem 300 mio.
kr.
og 400 mio.
kr., hvis kommunerne med de højeste enhedsudgifter var lige så effektive som de kommuner, der har de samme strukturelle forudsætninger, altså hvis de bare var bedre til at samarbejde om indkøb og udbud m.v.
Det er bare for at give nogle eksempler på det, der blevet peget på.
Jeg står ikke her og siger, at alting skal være ens, at alting skal være fuldstændig identisk.
For det handler selvfølgelig også om at prioritere lokalt.
Men der er hvert fald ikke nogen, der skal komme og sige, at man ikke har mulighed for både at prioritere og lære af hinanden, blive dygtigere, bruge ny teknologi, nye metoder, få nye erfaringer, gode som dårlige.
Det er jo det, det handler om, også når man prioriterer lokalt og arbejder med tingene.
Så det er vores tilgang til det, og det er selvfølgelig derfor, vi fuldt og helt står bag den finanslovsaftale, der er lavet, og selvfølgelig ikke kan støtte de ændringsforslag, der er stillet her.
Men det kommer nok heller ikke som den helt store overraskelse.
Så vil jeg bare her til sidst til diskussionen om, hvorvidt der med det finanslovsforslag, der nu ligger, kommer flere eller færre penge til kommunerne i 2016, helt stille og roligt sige, at der kommer flere penge til kommunerne i 2016, fordi vi netop allerede sender pengene, 1,9 mia.
kr.
af omprioriteringsbidragets 2,4 mia.
kr., tilbage.
Derudover kommer der så en ekstra milliard i form af den ældremilliard, som vi så kalder en værdighedsmilliard, fordi den skal gå til at hæve serviceniveauet på ældreområdet oveni.
Så det er sådan set konstateringen, og det er derfor, vi selvfølgelig er rigtig godt tilfredse med den finanslovsaftale, der er lavet for 2016.