Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 28:

Forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet. (Indførelse af krav om retlig interesse, formandsafgørelser samt mulighed for, at Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan indbringe visse sager for Ligebehandlingsnævnet m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen).

(Fremsættelse 07.10.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og det er ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Rasmus Horn Langhoff, som starter. Værsgo.

Det er jo en genfremsættelse af L 197, som vi også nåede at behandle før folketingsvalget, men hvor behandlingen så blev afbrudt af folketingsvalget. Det handler om Ligebehandlingsnævnet, og det er noget, vi folketingsmedlemmer har diskuteret flere gange i først og fremmest medierne. Der har været sager om alt fra swingerklubber, strikkefestivaler, frisørpriser og andre sager i den sådan mere kulørte ende, og det har ofte været de her kulørte sager, der har fyldt mest i medierne. Det er så åbenbart det, må vi konstatere, der interesserer de danske medier. Det skal helst være i den kulørte ende, selv om det jo i virkeligheden ikke er særlig repræsentativt for de sager, der bliver ført, og for det store arbejde, Ligebehandlingsnævnet udfører.

Derfor synes jeg egentlig, det er fint, at vi har den her debat, hvor vi også får sat fokus på det vigtige arbejde, der bliver lavet i Ligebehandlingsnævnet, for nævnets arbejde handler jo først og fremmest om reelle diskriminationssager på arbejdsmarkedet, i nattelivet eller andre steder, og det er det arbejde, der skal styrkes med det her lovforslag.

Fra Socialdemokratiets side er vi glade for, at det i marts lykkedes at opnå bred enighed med en lang række andre partier om, at Ligebehandlingsnævnet skal styrkes. Det er en vigtig institution, hvor man som borger kan gå hen, hvis man oplever diskrimination – vel at mærke uden at skulle have penge op af lommen. Det har været vigtigt for Socialdemokratiet, at det også fortsætter, så alle har mulighed for at få deres sag behandlet, også selv om man ikke har penge på lommen.

Vi er glade for, at vi med aftalen og lovforslaget sikrer, at man, når man klager til Ligebehandlingsnævnet, skal have en retlig interesse i sagen. Det sikrer, at man ikke bare kan sidde derhjemme i sofaen og blive forarget på andres vegne og så på den baggrund indgive en klage. Jeg tror også, at det betyder, at vi vil få sorteret flere sager fra i den mere kulørte ende, som jeg startede med at nævne, ligesom det også vil lette arbejdet, at formanden for Ligebehandlingsnævnet fremover selv vil kunne træffe afgørelse i sager, hvor der er en fast praksis.

Så er der de principielle sager og sager, som det kan være svært at få frem som enkeltperson. Et eksempel på det kunne være – og det er jo også noget, vi har diskuteret i medierne – de her særregler for mandlige pædagoger i visse daginstitutioner, som begrænser deres mulighed for at passe deres job. Derfor er det vigtigt og et vigtigt fremskridt, at Institut for Menneskerettigheder fremover, når vi forhåbentlig har vedtaget det her lovforslag, vil få kompetence til at indbringe den type sager og andre diskriminationssager, som har offentlig interesse, for nævnet.

Socialdemokratiet støtter lovforslaget i dag. Det gjorde vi også, sidste gang vi diskuterede det her i Folketingssalen. Vi glæder os over, at vi med det her lovforslag styrker Ligebehandlingsnævnet.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det fru Pernille Bendixen som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Som der er blevet nævnt en gang, er det her forslag jo en genfremsættelse af et forslag, der faldt i forbindelse med folketingsvalget.

Det, der foreslås konkret, er jo, at man gerne vil målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde i klagesager, og derfor foreslår man, at dem, der klager, simpelt hen skal være direkte berørt, så man ikke bare kan gå forbi en damefrisør og blive forarget over, at der er forskel i priserne for mænd og kvinder. På den måde sikrer man, at man får nogle reelle sager, og at Ligebehandlingsnævnet ikke skal bruge tid på en hel masse sager, som folk egentlig ikke er involveret i.

Fremover bliver det også sådan, at man prioriterer ressourcerne i Ligebehandlingsnævnet. Det vil sige, at man kan bruge en formand til at træffe en afgørelse i sager, hvor der er en form for præcedens. På den måde målretter man jo også ressourcerne til de vigtige og de tunge sager. Som det også blev nævnt, får Institut for Menneskerettigheder også muligheden for at indbringe sager af principiel karakter. Netop den med mændene og forskelsbehandling ude i daginstitutionerne har jo været oppe i medierne, og en sådan sag vil nu kunne blive indbragt for Ligebehandlingsnævnet, også selv om den mandlige pædagog ikke selv har indbragt den for Ligebehandlingsnævnet.

Dansk Folkeparti støttede det her før valget, og det gør vi også i dag.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det ordføreren for Venstre, fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for ordet. Når vi i dag førstebehandler L 28, forslag til lov om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet, er det, som vi har hørt tidligere, ikke første gang, at vi forholder os til nødvendigheden af at ændre lov om Ligebehandlingsnævnet. Så sent som i maj var samme punkt på dagsordenen her i Folketingssalen.

Lovforslaget her er en konsekvens af en bred aftale mellem Folketingets partier indgået i september 2015, nemlig »Aftale om en målretning af Ligebehandlingsnævnets arbejde«. Med aftalen og nu også med lovforslaget skal Ligebehandlingsnævnets arbejde målrettes og fokuseres på reelle ligestillingsmæssige problematikker, og det giver god mening. For vi har set eksempler på sager, som jeg mener man med rette kan sætte spørgsmålstegn ved om hører hjemme i regi af Ligebehandlingsnævnet. Lad mig komme med et par eksempler: Mænds adgang til strikkefestivaler, forskellige priser på klipning hos frisører, kvindeetager på hoteller eller kønsdefineret entré til swingerklubber, ja, eksemplerne er mange.

Ligestilling for os i Venstre er en friheds- og rettighedskamp og handler ikke om, at mænd og kvinder skal være ens. Ligestilling handler om, at alle får lige rettigheder. Derfor glæder det mig også, når f.eks. Kvinfo tager initiativer og inviterer til arrangementer og aktiviteter, som på forskellig vis kan styrke etniske minoriteters... minoritetspigers muligheder, det er et svært ord. Vi oplever desværre hændelser, hvor mennesker diskrimineres på grund af f.eks etnicitet, og det er for mig at se af langt større alvor end f.eks. prisforskelle på herre- og dameklipning. Det er netop i diskriminationssager, at Ligebehandlingsnævnet kan gøre en særlig forskel.

Tilbage i 2009 var baggrunden for at oprette Ligebehandlingsnævnet at forbedre klagemulighederne i sager om forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet og at skabe en mere ensartet adgang til at få behandlet klager. Dermed samlede man alle sager om forskelsbehandling under et. Og interessen for at klage til Ligebehandlingsnævnet er intakt. Mens nævnet modtog 194 sager i 2009, ja, så var det 350 i 2014.

Fremover skal Ligebehandlingsnævnet kun behandle en klage, hvis den person, der klager, har en individuel og en aktuel interesse i en konkret sag, det vil sige, at vedkommende selv skal være berørt; man skal altså selv have været i swingerklubben eller deltaget i strikkefestivalen, for nu at holde fast i de eksempler.

Fra Venstres side har vi et politisk ønske om, at der ses på muligheden for at indføre en regel om gebyr for at klage til nævnet, dels for at ordningen kommer til at ligne andre tilsvarende ordninger, dels fordi vi tror på, at et mindre gebyr vil have en præventiv effekt, i forhold til hvilken type klager nævnet modtager. Når ordningen, som vi i øvrigt bakker op om, skal evalueres om 2 år, vil det være naturligt, at man til den tid tager sagen op om et eventuelt gebyr til fornyet overvejelse.

Lovforslaget indebærer sidst, men ikke mindst ændringer, således at et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab skal kunne træffe afgørelse i sager, hvor der allerede er etableret en fast praksis. Det betyder, at der fremover vil blive prioriteret ressourcer til de mest komplicerede sager i stedet for at bruge kræfter på sager af mere bagatelagtig karakter.

Som noget helt nyt får Institut for Menneskerettigheder mulighed for at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet. Det handler især om sager, som kan have almindelig offentlig interesse i forhold til ulovlig forskelsbehandling, men hvor ingen borger endnu har rejst sagen. Også det er et positivt og vigtigt skridt.

På den baggrund støtter Venstre lovforslaget.

Der er ønske om en enkelt kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne kvittere for, at aftalen står fast, selv om der har været udskiftning på ministerposter, ordførerposter osv. Det er godt, at vi kan blive enige om at styrke nævnet. Grunden til, at jeg bad om ordet, er, at Venstre foreslår det her med at indføre lidt mere brugerbetaling her i landet og også brugerbetaling for at kunne klage til Ligebehandlingsnævnet. Der må jeg bare sige, at jeg i hvert fald er meget uenig med Venstre og i Venstres ambitioner om at indføre mere brugerbetaling.

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvad synes Venstre og regeringen at det skal koste at klage til Ligebehandlingsnævnet? Jeg er tilfreds med, at det er gratis. Jeg synes, at det skal koste 0 kr. Jeg vil gerne høre, hvad Venstre mener det skal koste.

Så vil jeg også høre noget andet. For ordføreren siger i sin ordførertale, at det vil begrænse antallet af klager, og det kan jo være noget bekymrende, hvis det begrænser antallet af reelle diskriminationssager. Så hvem er det egentlig, der bliver begrænset? Er det dem, der har mange penge, eller er det dem, der ikke har særlig mange penge?

Ordføreren.

Nu er det jo en kendt sag, at lige præcis gebyrdiskussionen også har været rejst i sidste samling, og jeg ved, at den tidligere ordfører for Venstre, fru Fatma Öktem, i sin ordførertale, sidst da det blev drøftet i maj, foreslog et gebyr på 500 kr. Jeg vil godt sige her, at vi ikke har lagt os fast på gebyrstørrelsen, men vi taler om et gebyr i den størrelsesorden, så ordningen kommer til at ligne andre ordninger, som vi har i Danmark.

Hr. Rasmus Horn Langhoff, værsgo.

Med 500 kr. kan vi godt være med. Der tror jeg at de fleste folketingsmedlemmer godt vil kunne være med, men der er altså også folk her i landet, for hvem 500 kr. vil være det, der afholder dem fra at klage. Uanset om de er blevet diskrimineret på arbejdspladsen eller i nattelivet, eller hvor de er blevet diskrimineret, vil det at skulle tage 500 kr. ud af det månedlige budget, tage dem op af lommen, være det, der afholder dem fra at klage. Kan Venstre ikke se det problematiske i, at der er en del af befolkningen, som vi afholder fra at bruge det her klagesystem?

Ordføreren.

Jeg synes, der er noget, der er vigtigt at holde fast i – og det var jo egentlig det, der var vores udgangspunkt for i sin tid at foreslå et gebyr. Som ordføreren selv var inde på, har vi jo set nogle sager af, hvad skal man sige, bagatelagtig karakter. Ordføreren nævnte selv flere eksempler, og jeg har fyldt lidt på med endnu flere eksempler i den boldgade.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at man tager Ligebehandlingsnævnets arbejde alvorligt, og at man giver dem mulighed for at behandle reelle ligestillingsproblemer, og det er jo lige præcis derfor, vi er her i Folketingssalen i dag. Det er for at give Ligebehandlingsnævnet mulighed for at behandle reelle sager og ikke sager, som har mindre ligestillingsmæssig betydning.

Vi går videre i ordførerrækken. Tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Rasmus Vestergaard Madsen.

I Enhedslisten mener vi, at Ligebehandlingsnævnet er en vigtig institution i arbejdet for at sikre ligebehandling i Danmark. Intet menneske skal forskelsbehandles på baggrund af køn, race, hudfarve, tro, politisk anskuelse osv., men ligebehandling begrænser sig ikke kun til Ligebehandlingsnævnet. Vi ønsker, at ligebehandlingen skal opprioriteres. Vores tilgang til ligebehandling begrænser sig ikke kun til nævnet, men også til alle andre områder i samfundet. Det gælder socialt, økonomisk, boligmæssigt, mediemæssigt osv., og der er nok at tage fat på. I Danmark har vi hverken lige løn eller er fri for forskelsbehandling af etniske mindretal eller homoseksuelle.

Det fremsatte lovforslag om ændring af Ligebehandlingsnævnet er et skridt i den rigtige retning. Med dette lovforslag ændres kravet for at kunne indgive en klage. Det er en person, som har en individuel, aktuel og konkret interesse, som har mulighed for dette. Det vil styrke nævnets afgørelser som retningsgivende. Det er godt, at Ligebehandlingsnævnet fokuserer på reelle ligestillingsmæssige problemstillinger frem for bagateller af kuriøs karakter. Det vil klart styrke nævnets afgørelser som vigtige.

Det er samtidig også vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder får kompetence til at indbringe sager af principiel karakter og almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet. Det sikrer to vigtige ting, dels at sager, som det enkelte offer for forskelsbehandling ikke kan eller tør rejse, men som er vigtige for offentligheden, bliver rejst, og dels at større principielle sager kan rejses over for Ligebehandlingsnævnet. Det er dog samtidig afgørende, at det sikres, at Institut for Menneskerettigheder har de nødvendige midler til også at kunne varetage denne opgave.

Der har været sager om mænd, som ikke må skifte bleer i vuggestuen, og der har været sager om hvid hjemmehjælp. Det er vigtige principielle sager, så derfor er jeg også glad for, at vi har fået overbevist ministeren om at give instituttet mulighed for at tage sagerne op. Jeg synes samtidig, det er godt, at ministeren i høringsnotatet understreger, at der også fremover skal være mulighed for at rette generelle forespørgsler til Ligebehandlingsnævnet, en mulighed, som rigtig mange fagforeninger bruger.

Når det gælder de administrative forenklinger, som skal understøtte, at nævnet bruger kræfterne på nye og principielle afgørelser, er vi enige i, at der kan træffes formandsafgørelser i sagstyper, hvor der er lavet en klar, fast praksis, enten ved domstolene eller i nævnet, altså afgørelser af lignende karakter.

Med disse bemærkninger kan Enhedslisten støtte lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, hr. Steen Holm Iversen. Værsgo.

Vi behandler nu et lovforslag om Ligebehandlingsnævnet, L 28, og det er jo, som det har været nævnt af tidligere ordførere, en genfremsættelse af et lovforslag, som var i sidste samling. Der er sådan set ikke ændret væsentligt i det lovforslag, som nu fremsættes, i forhold til det, som har været behandlet en gang.

Lovforslaget var oprindelig afledt af en debat i 2014 og i starten af 2015 om netop Ligebehandlingsnævnets virke, og det var, som tidligere har været nævnt, en debat, som var præget af mange kulørte sager. Jeg vil ikke trætte salen med at remse dem op igen. Men det var også en debat, som vi i høj grad engagerede os i. Det var vel i virkeligheden os, der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om man skulle have en bagatelgrænse for Ligebehandlingsnævnets håndtering af klager i kølvandet på den række af sager, som var beskrevet i pressen.

Som vi tillige fremførte ved det oprindelige lovforslags førstebehandling, er vi i Liberal Alliance af den holdning, at den model, man har skabt, ikke nødvendigvis lige er den model, vi ville have ønsket eller have foreslået. Men vi anerkender dog, at man faktisk ønsker at gøre noget for at ændre ved nævnets virke og ved indsatsen over for forskelsbehandling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at ulovlig forskelsbehandling er helt uacceptabelt, og at vi derfor er enige i og hilser velkommen, at man forsøger at styrke indsatsen.

Ligebehandlingsnævnets opgave er jo at varetage borgernes interesser og borgernes retssikkerhed. Vi har imidlertid været i en situation, hvor det dog har været lidt uigennemskueligt, om det i virkeligheden var den rolle, som nævnet varetog – om end måske en lille smule uberettiget, når man sætter sig ind i, hvad nævnet faktisk foretager sig.

Det er klart, at det efter vores opfattelse ikke er Ligebehandlingsnævnets opgave at behandle sager rigidt og på baggrund af klager fra udenforstående borgere uden egentlig påviselig retlig interesse, for det ender med, at man i virkeligheden generer nogle mennesker i deres almindelige daglige virke – i forsøget på at drive en forretning, arrangere en strikkefestival eller udvikle specifikke produkter til specifikke kundegrupper som eksempelvis en kvindeetage på et hotel; endelig var det jo i den sammenhæng svært at finde en egentlig forurettet.

Det, der er dette nævns opgave, er som nævnt at varetage borgernes interesser og retssikkerhed – der, hvor de faktisk er blevet diskrimineret eller krænket, der, hvor de står i en situation, hvor de føler, at de gerne vil gøre noget eller ikke har haft mulighed for at gøre noget ved den diskrimination eller den krænkelse, de har været udsat for på baggrund af deres køn, religion, etnicitet, seksualitet, eller hvad det nu måtte være.

Men det er vigtigt, at vi får kigget på mængden og karakteren af de klagesager, der kommer ind i nævnet, og måden, de bliver behandlet på. Det er altså desværre ikke nok bare at føle sig krænket eller diskrimineret. Om end det kan være en reel oplevelse for borgeren, er der nødt til at være en reel juridisk platform, også i konventionsmæssig forstand, at operere på.

Vi mener derfor, at vi i det kommende udvalgsarbejde bliver nødt til at gå ind og kigge på og arbejde med, hvordan vi egentlig får defineret diskrimination, således at vi også får både motiv og handling indarbejdet i de nuværende definitioner. Dette princip kender vi jo også fra andre dele af lovgivningen, og det er et princip, der også med fordel kan anvendes i forbindelse med Ligebehandlingsnævnet. Der er intet, der reelt adskiller dette område fra andre i retslig henseende.

Der kan gives mange eksempler på rigtig diskrimination. Vi kan tage apartheid, hvor man havde to bænke og alle principielt havde en mulighed for at sætte sig ned, men i og med at den ene var forbeholdt hvide og den anden forbeholdt sorte, så var der naturligvis tale om en reel diskrimination.

Et andet eksempel er fra nutidens Danmark, nemlig det med frisørpriserne, og der vil jeg sige, at det er min opfattelse, at der ikke er tale om diskrimination. Der er måske i virkeligheden tale om en praksis eller en sædvane, hvor man har indrettet sin forretning i forhold til en given kundegruppe og et givent segment. Og spørgsmålet var jo i virkeligheden, om der var en forurettet, eller om den pågældende ikke bare kunne være gået et andet sted hen. Det handlede sådan set ikke om, at frisøren ville nedgøre kvinder, stille dem ringere, sætte dem bagest i køen eller diskriminere dem. Der var blot sket en produkttilpasning.

Strikkefestivalen er jo bare endnu et af de mange eksempler, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad motivet var, og hvad hensigten med at gå ind i den sag i virkeligheden var. Det virkede jo som en medmenneskelig tilpasning for både hustru og mand, så man kunne eksistere sammen og sammen deltage i en strikkefestival.

Men der er jo en række sager, som aldrig når nævnets bord. Vi har allerede drøftet og nævnt sagen om de mandlige pædagoger, så den vil jeg så ikke gå videre med.

Forslagets krav om indførelse af en retlig interesse i forbindelse med klager er nævnt som helt grundlæggende i forslaget, hvilket vi jo også støtter. Vi havde gerne set et gebyr, idet dette efter vores opfattelse ville medvirke til at identificere og synliggøre den føromtalte bagatelgrænse.

Sidst, men ikke mindst, ser vi frem til, at vi i udvalgsarbejdet får klarhed over de efter vores opfattelse manglende definitioner.

Med disse ord skal jeg meddele, at vi støtter op om lovforslaget og ser frem til udvalgsbehandlingen.

Der er ønske om en enkelt kort bemærkning, så ordføreren skal lige blive på talerstolen. Den er fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu blev jeg klogere på, hvad Venstre ønsker at det skal koste at klage til Ligebehandlingsnævnet. De mener, at det skal koste 500 kr., og jeg selv mener, at det skal koste 0 kr., og det kan da også være, at der er nogle vælgere derude, der synes, at det er interessant at vide, hvad Liberal Alliance mener det skal koste? Lad os give et eksempel her: Der er en, der bliver afvist foran diskoteket på grund af sin hudfarve, og som vil hjem og klage til Ligebehandlingsnævnet for at prøve sagen af. Hvad synes Liberal Alliance det skal koste?

Ordføreren.

Tak. Jeg vil ikke stå her og fremkomme med beløbsstørrelser. Vi er sådan set enige i den tilgang, som Venstre allerede har lagt frem, og vi mener, at et gebyr kan have en præventiv effekt, ikke forstået på den måde, at det anfægter eller sætter spørgsmålstegn ved klagerens retslige interesse i at rejse klagen. Men for at være i stand til at fokusere nævnets behandling af sager mener vi faktisk, at det ville være en foranstaltning, som kunne skabe netop den fokus.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det er jo helt åbenlyst, at et gebyr vil have en præventiv effekt, og man kan sige, at jo højere man sætter gebyret op, jo færre klager vil der komme. Man kan jo bare sætte det helt i top, og så kan man helt lukke nævnet, for så vil der ikke komme nogen klager. Spørgsmålet er, hvordan vi sorterer i klagerne. Med det lovforslag, der ligger her, prøver vi at gøre det ud fra en faglig vurdering af, hvilke klager der er relevante, og hvilke der er irrelevante. Når Venstre og Liberal Alliance slår sig op på, at der skal være brugerbetaling, kommer man til at sortere i, hvem der har penge, og hvem der ikke har penge.

Kan Liberal Alliance, på trods af hvem der nu støtter jer, ikke se, at der kan være en social dimension i, hvem det er, I sorterer i, og at det kan være uhensigtsmæssigt?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg da sagtens se. Og i lighed med alle andre mekanismer, vi har i det her land, kan der sikkert også godt indarbejdes en mekanisme, der gør, at en ringere stillet borger enten kan blive fritaget for eller få betalt det gebyr, hvis vedkommende er i en sådan situation, at det vil afholde borgeren fra at klage. Så det er vi da åbne over for, og det synes vi at der skal kigges på i udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Og så er det ordføreren for Alternativet, fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det. Ligestillingsområdet er et område, som vi i Alternativet tager meget alvorligt. Det gælder ligestilling mellem mænd og kvinder såvel som ligestilling mellem f.eks. minoriteter og majoriteter, og det kommer til at være et område, som vi kommer til at arbejde meget proaktivt med i den indeværende folketingssamling. Så er de respektive ordførere advaret!

I forhold til det aktuelle lovforslag er det jo, som det er blevet nævnt tidligere, en aftale, der allerede er blevet indgået mellem alle Folketingets partier, og derfor er det åbenlyst, at Alternativet også støtter det her lovforslag. Særlig er vi meget glade for det element i lovforslaget, som gør, at Institut for Menneskerettigheder nu får en kompetence til at kunne fremlægge sager for nævnet, som har en principiel interesse, eller som er på vegne af en større gruppe.

Jeg har lyst til at knytte en enkelt kommentar til det med sagligheden, fagligheden og relevansen af klagerne. Det er nemlig blevet sagt tidligere, bl.a. da det her lovforslag blev fremsat under den tidligere regering, at hensigten var at minimere, kan man sige, bagatelsager i nævnet, og jeg tror endda, at den tidligere beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen, sagde, at man skulle minimere antallet af pjattede sager. Og til det synes jeg det er vigtigt at anføre, at det her lovforslag jo går på, om man som borger har ret til at indbringe en sag, fordi den har en principiel interesse eller en individuel og aktuel interesse. Og det er jo sådan i det her lovforslag, at fremadrettet skal det være sådan, at man skal have en individuel eller aktuel interesse i en sag. Det støtter vi jo som sådan, fordi det ligger i lovforslaget. Men jeg synes bare, det er vigtigt, at i det ligger der jo ikke, at vi på den baggrund kan sige noget om bagatelgrænsen i en sag. Borgeren har jo stadig ret til at indbringe den sag, som for borgeren er aktuel eller individuel og relevant.

Når jeg siger det, er det, fordi jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi ikke sender et politisk signal om, hvad vi mener er bagatelsager, og hvad der ikke er bagatelsager. For den enkelte borger kan en krænkelse være alvorlig, i det øjeblik vedkommende oplever sig krænket på sine rettigheder. Så hvis man ville have sat en bagatelgrænse, ville man måske skulle have indført en passus i det her lovforslag, som sagde noget om, at det skulle være af væsentlig ulempe f.eks. for borgeren, sådan som man jo gør i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det har man valgt ikke at gøre her, og det har vi det helt fint med. Jeg anfører det bare, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke sender et politisk signal om, at vi skal gøre os kloge på graden af bagateller eller pjattede sager.

Så vil jeg bare til sidst sige, at med hensyn til gebyrer er vi i Alternativet meget tilfredse med, at det stadig væk er gratis for borgerne at indbringe sager, og vi kommer aldrig til at stemme for, at det skulle koste noget. Med det vil jeg blot gentage, at Alternativet støtter lovforslaget.

Tak til Alternativet ordfører. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen på vegne af Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, formand. Jeg har også arbejdet længe med det her lovforslag og det her område, så jeg er glad for at stå her nu og på Radikale Venstres vegne bakke op om det her lovforslag, som jo allerede blev fremsat, mens den tidligere regering sad på posten.

Det handler om at fokusere Ligebehandlingsnævnets arbejde, men i høj grad også om at give Institut for Menneskerettigheder mulighed for proaktivt at tage sager op. Det har vi arbejdet for i endda mange, mange år i Radikale Venstre, så jeg er rigtig glad for, at det nu bliver en del af det arbejde, der indgår i hele ligebehandlingsarbejdet. Derfor fuld opbakning fra Radikale Venstre.

Tak for det. Så er det fru Mette Abildgaard på vegne af Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Set gennem konservative briller var det særdeles tiltrængt at få revideret lovgrundlaget for Ligebehandlingsnævnet. Det er helt afgørende nødvendigt, at de tåbelige sager, som har været nævnt af flere ordførere, ikke optager vores tid, men mindst lige så vigtigt, at de ikke optager Ligebehandlingsnævnets tid. Og i øvrigt kaster de et noget uheldigt lys over hele ligestillingsdebatten, som jeg tror i virkeligheden skader synet på ligestilling i Danmark. Jeg har mødt mange, som har spurgt mig: Er der virkelig ikke større problemer? Og jo, det er der, så derfor er det ærgerligt, at de her sager har fået lov til at fylde så meget. Derfor gik vi aktivt ind i forhandlingerne.

Vi kan godt støtte det forslag, som ligger nu, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi også gerne havde set, at enkelte elementer var blevet udformet anderledes. Eksempelvis så vi gerne, at man betalte et gebyr for at klage, som naturligvis skulle refunderes, hvis man fik medhold i sin klage. Gebyret behøvede ikke på nogen måde være stort. Formålet er ikke at få flere penge i statskassen. Formålet er derimod at sikre, at folk tænker sig om en ekstra gang, før de sætter hele klageprocessen i gang. Det koster også offentlige midler.

Der findes jo allerede i dag andre offentlige klagenævn, hvor det også er tilfældet, at man opkræver et gebyr for at sikre, at det er de rigtige sager, der behandles. Og så er jeg sikker på, at jeg nok senere skal få lov til at uddybe, hvad det er for nogle sager. Men for os at se handler det altså om at få plads til, at det er de rigtig vigtige sager, der bliver behandlet, og det gør vi i et eller andet omfang med det her lovforslag, og derfor støtter vi det.

Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Så er det beskæftigelsesministeren.

Tak til ordførerne for den velvillige behandling af lovforslaget om at målrette Ligebehandlingsnævnets arbejde. Foreslaget udmønter jo den politiske aftale, som regeringen indgik med alle Folketingets partier i september i år. Aftalen bygger på den aftale, som den tidligere regering indgik med alle Folketingets partier i marts i år. Det er derfor også en genfremsættelse af det lovforslag, der blev fremsat og førstebehandlet, inden det bortfaldt som følge af folketingsvalgets udskrivelse.

Formålet med lovforslaget er jo at give Ligebehandlingsnævnet bedre muligheder for at bruge deres ressourcer med fokus på reelle ligestillingsmæssige problemer. Og med lovforslaget skal nævnet således kun behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i en konkret sag. Med lovforslaget gøres Ligebehandlingsnævnets arbejde mere målrettet.

Regeringen havde også gerne set, at vi kunne være gået et skridt videre og have indført en betalingsordning for at klage til nævnet, men det har der ikke været opbakning til i dette forløb. De nye regler skal som bekendt evalueres om 2 år, og hvis det viser sig, at lovændringen ikke har den ønskede effekt, vil vi fra regeringens side mene, at det vil være naturligt igen at vurdere forslaget om indførelse af en betalingsordning.

Jeg vil gerne takke for drøftelsen i dag og ser frem til den videre behandling i Ligestillingsudvalget.

Så er der ønske om en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg kan forstå på Venstre, at det er regeringens ambition om ca. 2 års tid at indføre et gebyr på at klage til Ligebehandlingsnævnet, og jeg kan forstå, at det så bliver 500 kr. eller deromkring. Det synes jeg selv er bekymrende, og jeg frygter og er helt overbevist om, at det vil sortere i klagerne og gøre, at færre klager. Men det er jo ikke nødvendigvis sådan, at det bliver et bedre redskab til at bekæmpe diskrimination med, hverken på arbejdsmarkedet eller i nattelivet eller andre steder.

Når ministeren nu selv allerede går med tankerne, har ministeren jo også god tid til at tænke over det, inden Venstre indfører det her gebyr, den her dummebøde, til dem, der har tænkt sig at benytte sig af deres ret til at klage til Ligebehandlingsnævnet. Kan ministeren så ikke allerede nu være lidt bekymret for, at man får sorteret de forkerte fra, nemlig dem, som ikke har 500 kr. parat til at kaste efter en klage, men som i virkeligheden alligevel har en god sag og er blevet diskrimineret enten på arbejdsmarkedet eller i nattelivet eller andre steder?

Ministeren.

Nej. For det første har jeg givet udtryk for, at vi bygger på den enighed, der er i dag, og for det andet er det kun i den situation, at lovforslaget ikke får den ønskede effekt ud fra det, vi arbejder med nu, at vi vil vende tilbage med et gebyr. For det tredje skal man naturligvis ikke betale gebyr, hvis det er sådan, at man får ret i sin klage, og et gebyr skal altid i givet fald være på et niveau, så det ikke af økonomiske grunde afholder nogen fra at klage, men alene sikrer, at der bliver tænkt, inden der bliver klaget. Og vi skal være opmærksomme på, at intet er gratis. Det, en klager ikke selv betaler, betaler andre altså.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Men hvordan er det lige man lægger det snit? For som ministeren selv siger, er det nu ministerens ambition at sætte gebyret på et niveau, som ikke afholder nogen fra at klage. Men målet ved at indføre gebyret er at afholde nogle fra at klage; det er, at der skal være færre, der klager. Så der er da et eller andet her, der ikke hænger sammen. Hvordan er det lige man lægger det snit?

Jeg går da ikke ud fra, at 500 kr. betyder noget for en med ministerløn eller for en tung erhvervsboss eller andre. Der er 500 kr. da bedøvende ligegyldigt. Det er da ikke det, der afholder en fra at klage, hvis man føler sig diskrimineret. Men de 500 kr. kan da netop være det, der afholder en eller en knægt, som er blevet afvist på et diskotek, fra at klage, selv om han i virkeligheden har en sag – altså frygten for at skulle betale de penge.

Tak. Ministeren.

Vi har kun ét mål her, og det kan jeg høre er et fælles mål. Det er målet om, at de klager, som kommer til Ligestillingsnævnet, er relevante klager. Det er kun det mål, vi har. Vi har ikke et ønske om at afholde nogen fra at klage af økonomiske årsager.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.