NOTAT
Dato
J. nr.
12. oktober 2015
2015-3663
Høringsnotat vedrørende forslag til lov om ændring af lov om frem-
gangsmåden ved ekspropriation vedr. fast ejendom og lov om of-
fentlige veje mv.
Et udkast til forslag til lov om ændring af lov om fremgangsmåden ved ekspro-
priation vedr. fast ejendom (ekspropriationsprocesloven) og lov om offentlige
veje mv. (vejloven) har været i ekstern høring i perioden fra den 13. juli – 1.
september 2015. Lovforslaget har i perioden været offentligt tilgængeligt på
høringsportalen.
Følgende myndigheder og organisationer m.v. er blevet hørt: Advokatsamfun-
det, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danske Regioner, Den Danske
Landinspektørforening, Dong Energy, Energinet.dk, Frederiksberg Kommune,
Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland, Kommissarius ved Sta-
tens Ekspropriationer på Øerne, Kommunernes Landsforening, Københavns
Kommune, Landinspektørfirmaet LE34, Metroselskabet I/S, Parcelhusejernes
Landsforening, Sund & Bælt Holding A/S og TDC.
Transport- og Bygningsministeriet har modtaget i alt 5 høringssvar. Herunder
har Metroselskabet I/S anført, at de ikke har bemærkninger til lovforslaget. De
øvrige høringssvar med ministeriets bemærkninger gennemgås nedenfor.
Høringssvar fra Advokatrådet
Advokatrådet bemærker, at de opgaver, der påhviler kommissarierne og for-
mændene for kommissionerne, er af udpræget juridisk karakter, og af hensyn
til kvaliteten i arbejdet og borgernes retssikkerhed finder Advokatrådet, at kra-
vet om juridisk kandidateksamen bør opretholdes. Hertil bemærker Advokat-
rådet, at der ikke med lovforslaget er anført andre objektive kriterier for vurde-
ringen af potentielle kandidaters juridiske fagkundskaber.
Transport- og Bygningsministeriet skal hertil bemærke, at det afgørende for
at bestride hvervet som enten kommissarius eller formand for en af de takse-
rende myndigheder – fortsat og fremover – er, at vedkommende kandidat
efter en konkret vurdering findes at besidde de fornødne juridiske kvalifikati-
oner, der er påkrævet for at kunne varetage de nævnte hverv på en juridisk
forsvarlig måde. Dette kriterium fremgår direkte af lovforslagets almindelige
bemærkninger samt af de særlige bemærkninger til lovforslagets § 1.