Finansudvalget 2015-16
L 192
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 11. oktober 2016
Spørgsmål fra Finansudvalget
til udenrigsministeren af 26.
september 2016. L 192
spørgsmål 101.
Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Aaja Chemnitz
Larsen (IA).
Spørgsmål 101:
ICC er Kongerigets eneste oprindelige folks organisation som permanent deltager i Arktisk
Råds arbejde. Historisk set har ICC modtaget støtte til organisationens internationale arbejde i
FN og Arktisk Råd. Den nuværende bevilling udløber ved slutningen af 2016. Vil ministeren
redegøre for regeringens støtte til ICCs arbejde i 2017 og 2018?
Svar:
Regeringen er, i overensstemmelse med Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020, en
fortaler for en fortsat meningsfuld deltagelse for oprindelige folks organisationer i Arktisk Råd.
Regeringen lægger derfor med forslag til finanslov for finansåret 2017 op til at kunne yde
tilskud til oprindelige folks repræsentation i regi af Arktisk Råd. Udenrigsministeriet har
modtaget en ansøgning fra ICC Grønland om bevilling af støtte, som er under behandling.