Folketinget
Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
29. oktober 2015
Vedr. L19 forslag til Udbudslov - forbud mod mundtlige tilbudspræsentationer
Erhvervs- og Vækstministeren fremsatte den 7. oktober 2015 lovforslag vedrørende udbudsloven (L 19), der
skal sikre en implementering af EU’s udbudsdirektiv i dansk ret. L19 er i store træk en genfremsættelse af
et tidligere lovforslag (L 164).
IKA, KL, SKI, Danske Regioner, DI og Dansk Erhverv har alle været en aktiv del af udbudslovsudvalget, der i
december 2014 afleverede sin rapport til Erhvervs- og Vækstministeren med forslag til udbudslov.
Vi bakker op om udbudslovsudvalgets samlede forslag, men forslaget til udbudslovens § 5, stk. 3 er ny i
forhold til udbudslovsudvalgets forslag til udbudslov, ligesom bestemmelsen ikke indgik i det lovforslag til
udbudslov, der bortfaldt ved udskrivelse af folketingsvalget i juni 2015. Vi har derfor ikke tidligere haft
lejlighed til at kommentere på denne bestemmelse.
Det er vores vurdering, at den nye bestemmelse i § 5, stk. 3, og særligt lovbemærkningerne hertil, vil
begrænse den offentlige sektors muligheder for at indkøbe de rigtige løsninger. Bestemmelsen betyder, at
leverandørerne fremover afskæres fra at give mundtlige tilbudspræsentationer. Denne begrænsning er
hverken i ordregivers eller leverandørernes interesse. Hvis der eksempelvis er tale om et køb af en ny
kompliceret high-tech-MRscanner, bør det være muligt for leverandørens fagfolk at give en mundtligt
præsentation og demonstration af produktet, så den offentlige kunde bedst muligt forstår at vælge den
rigtige løsning.
Vi finder, at den nye bestemmelse i § 5, stk. 3, strider med udbudslovens formål om at skabe større
fleksibilitet og bedre dialog mellem ordregivere og leverandører. Derudover er der tale om en
overimplementering af udbudsdirektivets artikel 22, stk. 2 (og direktivets præambel 58), hvis der fremover
ikke tillades mundtlig kommunikation, selvom denne kommunikation dokumenteres tilstrækkeligt.
Helt konkret vil vi derfor foreslå, at § 5, stk. 3, udgår, eller at bestemmelsen omformuleres således:
”Væsentlige elementer i en udbudsprocedure skal altid indgives skriftligt. Mundtlig kommunikation om
væsentlige elementer kan, efter at de er indgivet skriftligt, alene ske, såfremt ordregiver foretager en
tilstrækkelig dokumentation af kommunikationen.”
Hvis bestemmelsen omformuleres, bør det også klart fremgå af lovbemærkningerne, hvad der menes med
væsentlige elementer, herunder at det vil være muligt at lave en mundtlig tilbudspræsentation, hvis den
dokumenteres i tilstrækkelig grad.
Vi håber, at udvalget vil tage ovennævnte hensyn i betragtning i den videre behandling af lovforslaget.
Med venlig hilsen
Jeanet Vanding
Formand for IKA
På vegne af IKA’s bestyrelse
Jakob Scharff
Markedsdirektør
Dansk Erhverv
Tommy Kjelsgaard
Kontorchef
Danske Regioner
Mette Rose Skaksen
Branchedirektør
DI
Claus Ørum Mogensen
Kontorchef
KL
Signe Lynggaard Madsen
Adm. Direktør
SKI