Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 19:

Forslag til udbudsloven.

Af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen).

(Fremsættelse 07.10.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og jeg giver ordet til den første ordfører i rækken, fru Kirsten Brosbøl, Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne er selvfølgelig glade for, at regeringen har valgt at genfremsætte det her lovforslag om en ny udbudslov – som i hvert fald sådan i høj grad er det samme som det, der blev fremsat under den tidligere regering. Der er lige en væsentlig knast, og den vil jeg vende tilbage til.

Men det er selvfølgelig sådan, at når det offentlige indkøber for 300 mia. kr. om året, skal der være gode, gennemsigtige og enkle regler for det, og det er det her lovforslag et forsøg på at skabe. Det kan jo snyde lidt, når man ser på bunken af papirer, at det her skulle være en forenkling, men det er i hvert fald det, der har været tanken og hensigten bag det, altså her at få samlet det meget komplicerede regelsæt i forhold til offentlige udbud og få det gjort mere gennemskueligt for både ordregivere og tilbudsgivere.

Der er rigtig mange gode elementer i det her forslag, som jo altså også langt hen ad vejen er en genfremsættelse af vores tidligere forslag. Og for bare at fremhæve en del, som vi er rigtig glade for, vil jeg sige, at det her jo er godt nyt for vores små og mellemstore virksomheder, fordi vi indfører det her opdel eller forklar-princip, som vil betyde, at man ikke længere blot kan lave de her puljede udbud, men altså skal dele dem op eller i hvert fald forklare, hvorfor man ikke gør det, sådan at der i højere grad bliver mulighed for, at vores små og mellemstore virksomheder også kan byde ind på de her opdelte kontrakter, som passer bedre til deres størrelse og til deres kapacitet. Vi sænker også barren for, hvor store krav der kan stilles til omsætningen, og det vil jo også give nogle muligheder for små og mellemstore virksomheder.

Så Socialdemokraterne støtter naturligvis op om at fremme behandlingen af det her forslag, som vi selv tidligere fremsatte.

Så langt, så godt. Men som sagt er der en væsentlig knast, som jeg godt vil dvæle lidt ved. Regeringen har desværre valgt på et enkelt punkt – et meget væsentligt punkt for os – at ændre forslaget, og det er vi ikke enige i. Det handler om muligheden for at stille krav til mærkning. For med det oprindelige lovforslag var det vores ønske at give offentlige ordregivere mulighed for i højere grad at benytte mærkningsordningerne i de her udbud. Det vil understøtte den grønne omstilling, altså ved at bruge den her store efterspørgselsmuskel, som de offentlige indkøb jo er, til at kunne fremme den grønne omstilling. Det kan jo være miljømærker, fairtrademærker, økologimærker og forskellige mærkningsordninger, som i hvert fald gør det enklere for ordregiveren at få indarbejdet de her bæredygtighedshensyn, eller hvad det måtte være, i deres udbud.

Vi ville gerne gøre det så let som muligt for ordregiverne at gøre brug af de her mærkekrav. Og derfor foreslog vi den løsning, som i øvrigt er i fuld overensstemmelse med direktivet. Bare i parentes bemærket kan man jo sådan undre sig lidt over hele diskussionen om overimplementering, og at vi så her får et forslag, hvor regeringen i modsætning til vores forslag, som sådan set var i fuld overensstemmelse med direktivet, nu altså vælger en ikkedirektivnær løsning på det her punkt omkring mærkning.

Men vores løsning gjorde det altså frivilligt for den enkelte ordregiver, om man ville acceptere det, vi kalder »anden passende dokumentation«. Og humlen her ligger jo i, at vi som sagt ville gøre det frivilligt, mens regeringen nu med det her forslag siger, at man altid skal acceptere en anden passende dokumentation. Det betyder jo så alt andet lige, at vi kan risikere en situation, hvor ordregivere altså skal sidde med bunkevis af papirer og selv gennemskue, hvorvidt der altså er tale om, at man lever op til de samme kriterier eller de samme krav, der er til mærkerne. Det vil efter vores opfattelse øge uigennemsigtigheden her. Vi synes stadig, det skal være nemt for ordregiveren at gøre brug af det her.

Vi undrer os over, at man her fra regeringens side vil øge de administrative byrder eller i hvert fald øge bureaukratiet, for det er det, der sker, når man ikke længere blot kan henvise til mærkningen i sit udbud. Det her kan også føre til, at der vil være leverandører, som bliver valgt, uden at de lever op til kravene, simpelt hen fordi det bliver uigennemskueligt og vanskeligt for ordregiveren at forholde sig til de mange bilag, man så skal sidde og se på.

Så på det her punkt vil vi under udvalgsbehandlingen stille et ændringsforslag, som fører lovforslaget tilbage til sin oprindelige form, sådan som vi fremsatte det.

Men vi støtter naturligvis fortsat op om en samlet udbudslov, som vi synes vil være en klar fordel både for de offentlige ordregivere og for tilbudsgiverne.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Det lovforslag, som regeringen har valgt at fremsætte her, er jo en opfølgning; da det oprindelig blev fremsat af den tidligere regering, nåede det ikke at blive anden- og tredjebehandlet her i Folketinget, og derfor fremsættes lovforslaget så igen. Ved førstebehandlingen sidste gang var Dansk Folkeparti sådan set rimelig positive over for, at de her delelementer blev implementeret, i forhold til den nuværende og eksisterende udbudslov. Men én ting er, at det måske bliver lidt bedre, noget andet er så det store spørgsmål om, om det så vitterlig er godt nok.

Hvis man kigger på de diskussioner, der var helt tilbage i 2011, dengang man begyndte at diskutere, i forhold til at EU stod foran at skulle genforhandle og have en revision af det dagældende og nugældende EU-udbudsdirektiv, var vi i Dansk Folkeparti noget kritiske over for det og sagde, at vi faktisk gerne ville gå noget mere aktivistisk til værks i forhold til at sikre, at vi i Danmark ikke blev ramt af det evindelige bureaukratiske bøvl, som kostede penge, også for de offentlige instanser.

Det er jo også det, der bliver påpeget, hvis man kigger tilbage i historiebøgerne. Både fra Kommunernes Landsforenings og fra Danske Regioners side blev det klart præciseret, at man faktisk syntes, at det var utrolig uhensigtsmæssigt, at man skulle have EU-udbud også i forhold til mindre udbud, og man kunne så se, hvis man gik ind og kiggede på det – hvor man blev beordret til det – hvor mange af de forskellige udbud, der havde udenlandske aktører, der reelt ønskede at give en pris på de forskellige opgaver. Og endnu værre var det jo, hvis man så så på, hvor få der reelt endte med at vinde et udbud her i Danmark. De eneste, der vandt og vinder fortsat, er dem, der får penge for at udarbejde EU-udbudsmaterialer på forskellige sprog osv. for at overholde alle de krav, der stilles, til specifikationer og dokumentation.

Der synes vi godt at man måske kunne have været mere ambitiøs. Vi anbefalede også den forrige regering, da man fik formandsposten i EU, at gøre sin formandsstyrke gældende i formandskabsperioden, men det valgte regeringen jo at se bort fra. Man mente ikke, det var dér, man skulle lægge indsatsen, fordi det i forvejen nok var svært at komme igennem med de helt store ændringer af EU-udbudsdirektivet.

Nu står vi så i dag med en behandling af et lovforslag, som indeholder nogle af de ting, som der så er blevet enighed om. Vi havde gerne set, at der var kommet en større udbudsgrænse, og det var også det, som KL og Danske Regioner foreslog, netop for at sikre, at man ikke skulle bruge offentlige skattekroner på at lave udbudsbeskrivelser på noget, som ikke endte med overhovedet at få udenlandske byderes interesse. Der foreslog vi jo egentlig, at man lavede en ramme, der hed 10 mio. kr., i stedet for de der omkring 1,2 mio. kr., i tærskelværdi i forhold til EU-udbud, men det var ikke noget, der kunne samles flertal for.

Det, der så har været flertal for, er jo så det, der er kommet nu, og så vælger vi så her i dag at lovbehandle regeringens forslag til de procedureregler, der skal til i forhold til at implementere de delelementer, som der er. Og det er selvfølgelig også positivt – det vil jeg gerne kvittere for på vegne af Dansk Folkeparti – at vi kan se, at det bliver gjort lettere for virksomheder med hensyn til den her dokumentationspligt, således at det fremover kun er den virksomhed, som ender med at vinde et udbud, som også skal opfylde det hele og fulde dokumentationskrav.

Samtidig er det jo også godt, at man som byder, når man skal ind og give et bud, nu får klare beskrivelser af den valgte evalueringsmetode, og det skaber selvfølgelig gennemsigtighed, også over for den enkelte virksomhed. Så vi anerkender, at delelementerne sådan set er meget forstandige og fornuftige, men vi synes, at det er brandærgerligt, at vi ikke har haft mulighed for at gå længere.

Så vil jeg gerne sige her på falderebet, at det, at det her er et EU-direktiv, jo ikke gør, at vi bare skal falde på halen herhjemme og sige, at det var da fantastisk. Vi er nødt til også at bevare vores kritiske tilgang til det, og i Dansk Folkeparti har vi den klare politik, at vi ikke som sådan støtter EU-direktiver, vi støtter dem kun så langt, vi synes, de er til gavn for Danmark ud fra den gældende lovgivning. Vi tror, at det her lovforslag dækker over noget, der er til gavn for Danmark overordnet set, men det skal selvfølgelig komme an på en nærmere dialog. Vi har jo tidligere set, at der har været problemer, eksempelvis i forhold til udbud af serviceydelser, f.eks. hjemmehjælp osv., hvor der nogle steder ikke har været stillet store nok krav til de virksomheder, som har vundet.

Endelig skal jeg også huske at nævne, at der også har været kritik fremme fra Amgros, som siger i forhold til selve implementeringsdatoen den 1. januar, at de ikke mener, det er muligt i forbindelse med at sikre udbuddet af medicinalindkøb at overholde alle de krav og de specifikationer, der er der. Det mener man faktisk ikke er muligt, og derfor vil vi også have undersøgt, om ikke vi kan få en senere ikrafttrædelsesdato end den 1. januar – måske den 1. april i stedet for. Men vi ser frem til udvalgets videre arbejde. Tak.

Tak. Der er en række spørgsmål. Den første i talerrækken er fru Ida Auken, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak for det. Dansk Folkeparti plejer at være sådan rimelig optaget af, om politiske beslutninger bliver taget af politikere eller af teknikere, og jeg vil bare høre hr. Hans Kristian Skibby, om det er rigtigt forstået, at det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at det er politikerne, der beslutter, om der skal være miljømærker eller ej.

Ordføreren.

Altså, spørgsmålet omkring miljømærker har jeg også fået henvendelser om, og jeg er også bekendt med, at man har lavet en ændring i forhold til det oprindelige forslag, der var til første behandling tidligere i år. Men om det er noget, vi kan tilslutte os, vil jeg undersøge nærmere i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Det må komme an på de svar, som vi må få på de spørgsmål, der bliver stillet. Det er ikke noget, jeg har svaret på på forhånd.

Ida Auken.

Det vil jeg gerne kvittere for, fordi både kommunerne og Danske Regioner har givet meget tydeligt udtryk for, at hvis de skal acceptere meget store bunker af dokumentation og ikke bare kan stille miljøkrav, bliver det mere omkostningsfuldt for dem, og det bliver mere bureaukratisk. Sådan som jeg kender Dansk Folkeparti, er det ikke noget, man ønsker. Hvis der er taget en politisk beslutning, skal man ligesom også have lov at føre den ud i livet. Så skal der ikke laves teknisk obstruktion ad bagvejen af nogle, der ikke nødvendigvis kan lide de her mærker. Der plejer Dansk Folkeparti nemlig at være rigtig fair. Så det vil jeg bare kvittere for at ordføreren gerne være med til at kigge på, altså at vi finder den rigtige balance i det her forslag.

Ordføreren.

Jo, men det kan jeg da sagtens kvittere for. Altså, jeg synes selvfølgelig, at det skal undersøges, herunder også den begrundede kritik, der har været fra forskellige instansers side og fra nogle græsrødder og andre. Jeg synes også, at det selvfølgelig er værd at påpege, at vi jo også tidligere har set, at man i de andre EU-lande ikke er så nidkære med at sikre, at eksempelvis Svanemærket ikke bliver misbrugt. Så vi skal selvfølgelig også være sikre på, at de danske virksomheder ikke bliver stillet dårligere end udenlandske aktører.

Tak. Den næste spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Mener ordføreren, når vi nu gennem det offentlige bruger 300 mia. kr. om året, at de penge også skal bruges til at understøtte, hvad skal man sige, bredere samfundsmål, altså at man også kan bruge de offentlige midler sådan lidt mere strategisk – det kan være sociale formål, beskæftigelsesmæssige formål osv., selvfølgelig inden for lovens grænser?

Ordføreren.

Jeg anerkender jo, at vi i forbindelse med forskellige statslige og regionale udbud kan se, at det er sådan, at der er forskellige kriterier for, hvad man lægger til grund for sin bedømmelse, så det ikke kun er den enkelte pris, der gælder, men også den samlede kvalitet af det tilbud, man har fået. Der er jo forskellige måder, som man håndterer det på. Nogle steder er det individuelt i forhold til CSR eller vedrørende inddragelse af handicappede til at være en del af arbejdsstyrken eller andre delelementer i et udbud. De elementer synes jeg selvfølgelig der skal være plads til stadig væk, og der skal også være plads til, at den enkelte kommune eller region skal have mulighed for at stille nogle krav, som de synes de vil lægge vægt på i forbindelse med et udbud.

Det, der bare må være kongstanken og formålet, er jo selvfølgelig, at det med den her ændring af loven bliver nemmere, også på forhånd, at skitsere, hvordan evalueringsmetoden bliver, og det er jo også det, som der lægges op til, i hvert fald som et punkterne i det fremlagte lovforslag.

Spørgeren.

Ordføreren var inde på det her med, at vi ikke skulle have trukket sådan et EU-udbudsdirektiv ned over hovedet – vi skulle lave det på den danske måde. Men EU's udbudsdirektiv giver jo netop nogle meget brede rammer for, hvad man kan bruge offentlige udbud til. Faktisk lægger EU op til, at man kan bruge det meget bredere, end den danske regering lægger op til, når de siger, at man kan tage sociale, etiske, miljømæssige, beskæftigelsesmæssige hensyn osv. osv. – det er jo op til os selv.

Derfor vil jeg bare gerne høre ordføreren i dag, og jeg synes faktisk jeg fik lidt af et svar før – ellers må ordføreren jo korrekse mig – om ikke der netop kan være nogle lokale hensyn, beskæftigelsesmæssige hensyn. Og derfor er det jo mærkeligt, det håber jeg ordføreren er enig i, at der slet ikke står i lovens formålsparagraf, at man netop kan påvirke samfundet bredt via sin udbudslov, at man kan tage de her mange, mange forskellige hensyn, hvis det er det, man synes passer både vores samfund bredt og bedst muligt, og måske også den lokale kommune.

Ordføreren.

Man kan i hvert fald lægge forskellige ting i det der med fleksibel lovgivning, for hvis man eksempelvis kigger på det første i erhvervsministerens fremlagte lovforslag, står der jo netop:

»Lovforslaget fastlægger procedureregler for offentlige indkøb. Loven skal skabe rammen om en effektiv konkurrence om de offentlige opgaver, og understøtte at udbud kan gennemføres så enkelt og fleksibelt som muligt samt reducere de omkostninger, der er forbundet med udbud for både det offentlige og for virksomheder.«

Der må jeg bare sige, at jeg ikke tror på, at det her lovforslag, som der ligger nu, bliver ret meget bedre set i forhold til den formålsparagraf end det, som vi har i dag. Men altså, vi støtter ikke bare pr. definition et EU-direktiv, fordi det kommer fra Bruxelles. Vi tager udgangspunkt i, om det bliver til gavn for Danmark og danske interesser, eller om det ikke gør, og det må det selvfølgelig også komme an på med det her lovforslag. Og jeg kan jo selvfølgelig ikke vide endnu, hvad der helt nøjagtig kommer i forhold til de spørgsmål, som jeg ved der vil blive stillet rigtig mange af.

Tak. Den næste spørger er fru Kirsten Brosbøl, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg vil egentlig også rigtig gerne kvittere for Dansk Folkepartis åbenhed i forhold til at kigge på det her med mærkningskrav, for jeg hører det som en åbning, i forhold til at vi i udvalgsbehandlingen i hvert fald skal kigge nærmere på den ændring, som regeringen nu har lavet i forhold til det oprindelige forslag. Jeg skal bare høre, om Dansk Folkepartis ordfører – og det bliver så måske også en mere principiel holdning fra Dansk Folkeparti – synes, at det er en god idé, at det er op til f.eks. kommunen som ordregiver at vurdere, om man vil acceptere det her, der hedder anden passende dokumentation, som altså kan være meget omfattende dokumenter, og om man synes, at det skal være en lokal beslutning, altså om det skal være frivilligt for ordregiveren, om man vil gøre det eller ej, eller om det er noget, vi skal bestemme herindefra.

Ordføreren.

Jeg siger jo, at den del af lovforslaget har jeg ikke taget stilling til endnu. Jeg synes jo, at det er fair nok, at vi som politikere afventer de spørgsmål og alle de svar, som vi får på de spørgsmål, som vi stiller, frem for at vi står her ved en førstebehandling og siger enten ja eller nej. Jeg siger, at den kritik, der har været rejst, synes jeg er en rimelig, den er konkret, og den har substans. Vi skal selvfølgelig have undersøgt, om den er fornuftig nok til, at vi så vil være med til at ændre på det lovforslag, der er fremsat, men det må altså komme an på den forhandling, der måtte komme nu efterfølgende. Det kan jeg altså ikke som ordfører stå og svare på her i dag. Jeg anerkender bare, at kritikken er kommet, og den skal selvfølgelig undersøges.

Spørgeren.

Det vil jeg egentlig godt bare kvittere for og sige, at så glæder jeg mig til, at vi får drøftet det nærmere under udvalgsbehandlingen, og håber selvfølgelig, at Dansk Folkeparti også i den her sag, sådan som jeg opfatter at Dansk Folkeparti gør i andre sager, mener, at det er vigtigt, at der er noget beslutningskraft overladt f.eks. til vores kommuner, i forhold til hvordan de ønsker politisk at stille krav i deres udbud.

Ordføreren.

Det har jeg ikke nogen kommentarer til, andet end at det er fuldstændig korrekt opfattet af ordføreren. Værsgo – tak.

Så siger vi tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Og efter aftale sker der nu en afvigelse fra den normale ordførerrækkefølge, idet den næste ordfører er Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Jeg takker for, at jeg fik den mulighed, så jeg kunne nå nogle forhandlinger andetsteds.

Med det her lovforslag implementerer vi EU's udbudsdirektiv i Danmark. Der ligger et meget grundigt forarbejde bag det her lovforslag. Erhvervsorganisationer, fagforeninger, kommuner, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og ministeriet har alle været dybt involveret i tilblivelsen af det her lovforslag, hvis formål er at sikre, at borgerne får mest for deres skattekroner, når det offentlige køber ind på deres vegne.

I LA kunne vi godt tænke os, at skatteborgerne havde mulighed for at beholde flere af deres egne penge, således at skatteborgerne i højere grad selv bestemte, hvad deres penge blev brugt til. Det ville være den bedste måde at sikre på, at borgerne får mest værdi for deres penge.

Men det er nu vigtigt med det her nye forslag til udbudslov, idet kommuner, regioner og stat køber ind for over 300 mia. kr. om året. Derfor er det vigtigt, at den lovgivningsmæssige ramme er fleksibel og gennemsigtig, og at den frem for alt sikrer en effektiv konkurrence. Det her lovforslag er efter vores opfattelse et godt skridt i den retning.

Der er dog ingen tvivl om, at der her er tale om meget kompliceret lovgivning. At påstå andet ville være forkert. Derfor er det også af allerstørste betydning, at den her lovgivning bliver evalueret efter et par år, således at vi kan få mulighed for at se på, om der måske er nogle ting, der skal ændres i en bedre retning, hvis kompleksiteten er unødvendig høj. Vurderingen er dog, at den her lovgivning vil give besparelser i størrelsesordenen 800 mio. kr., når lovgivningen er fuldt indfaset i 2018.

Det er vigtigt, når lovgivningen her er vedtaget og der skal udarbejdes vejledninger, som skal bruges ude i kommunerne og i erhvervslivet, at parterne også bliver inddraget i den proces. Det er yderst vigtigt, og vi vil følge op på, om det også er det, der er tilfældet, og om der er tilfredshed med de vejledninger, der bliver udarbejdet efterfølgende.

Men vi kan støtte det her lovforslag, som er en genfremsættelse og næsten ordret er identisk med det lovforslag, som den tidligere regering fremsatte. Jeg er klar over, at der er visse mindre ændringer, men vi kunne støtte lovforslaget før valget, og vi kan også støtte det i dag. Tak.

Tak. Der er en enkelt spørger indtil videre. Det er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Nu sagde hr. Joachim B. Olsen, at det, der er rigtig vigtigt for Liberal Alliance, er, at borgerne får mest muligt ud af deres skattekroner. Jeg tror, det var nogenlunde rimelig citeret. Men hvad så i nogle af de her tilfælde, hvor vi har set, at kommuner har været tvunget til at acceptere et udbud fra en virksomhed, som de udmærket har vidst ikke betalte skat i Danmark, men var placeret i et skattelyland? Det er jo noget, vi har diskuteret meget det sidste års tid. Får borgerne da mest muligt ud af deres skattekroner, hvis opgaverne går til virksomheder, der opererer fra skattely?

Ordføreren.

Kommuner, stat og regioner køber jo masser af varer, som er produceret i udlandet, og hvor de selskaber, der producerer dem, betaler skat i andre lande, ligesom man i udlandet, i andre lande, andre stater køber varer produceret i Danmark af virksomheder, der betaler skat her i Danmark. Det der skattely bliver der kastet meget rundt med fra SF's side. Det er bare vigtigt at holde fast i, at det ikke er et udtryk for, at der bliver foretaget noget, der er ulovligt. Det er jo ikke ulovligt, at en virksomhed har sit hovedkvarter placeret i et andet land end Danmark og betaler skat i det land. Det er der jo masser af danske virksomheder der gør.

Spørgeren.

Der er en række kommuner, der har ønsket, at vi gør loven mere klar, så de kan fravælge et firma og de ikke er tvunget til at give en ordre til et firma, som de ved opererer fra et skattelyland. Så lad os lægge uenigheden til side om, hvad der er skattely osv. Når der er kommuner, som giver udtryk for, at de gerne vil undgå at være forpligtet til at give opgaven til det her firma, men at de ikke må, som loven er, skulle kommunerne så ikke have den frihed til selv at vælge?

Ordføreren.

Jamen definitionen af skattely er dog ret vigtig i den her diskussion. Altså, hvad menes der med skattely? Vi har EU, vi har fri bevægelighed af varer og kapital. Det har det her lovforslag jo også noget med at gøre. Så hvad er det, SF mener med skattely? Det er det, der står så uklart tilbage. Når en virksomhed sælger nogle varer til en kommune i Danmark, er det så udtryk for, at de er i skattely, fordi de ikke betaler skat i Danmark? Den definition er SF jo nødt til at blive en lille smule klar på.

Hvis det er sådan, at der er en virksomhed, der foretager sig noget decideret ulovligt, så er der jo i den her lovgivning rige muligheder for, at staten eller kommunen, eller hvem det nu måtte være, kan fravælge virksomheden. Det har de masser af muligheder for at gøre, og sådan skal det naturligvis også være.

Vi siger tak til Liberal Alliances ordfører. Næste ordfører i rækken er hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Som det allerede er blevet sagt, indkøber den offentlige sektor i Danmark årligt for over 300 mia. kr., og med forslaget om en udbudslov fastsættes der nye spilleregler for indkøb, når det offentlige bruger rigtig mange af skatteborgernes penge. Formålet med forslaget er naturligvis, at vi sikrer os, at der købes bedst muligt ind, for det skylder vi skatteborgerne, når vi bruger deres penge, men vi skylder det faktisk også over for de virksomheder, som byder sig til. Dem skylder vi, at konkurrencen foregår frit og åbent, så det er de dygtigste virksomheder med de bedste bud, der vinder opgaven, når det offentlige sender opgaver i udbud.

Potentialet i besparelser fra den offentlige sektors side vurderes til at være omkring 800 mio. kr., altså 800 mio. kr., som den offentlige sektor sparer på det her forslag, penge, som kan frigøres til andre og bedre formål. Vi kan sikkert også få en lang diskussion om, hvordan de skal bruges, om det skal være til at sænke skatter og afgifter, eller vi skal prioritere pengene til andre opgaver i den offentlige sektor, men lovforslaget er et rigtig godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at få de sparsomme midler i den offentlige sektor til at strække noget længere. Alene udarbejdelsen af udbudsmateriale betyder, at der for de forskellige myndigheder i den offentlige sektor spares 250-300 mio. kr. i forbindelse med papirarbejdet omkring udarbejdelse af udbud. Det betyder også noget for virksomhederne, for de får en administrativ besparelse på 70 mio. kr. i forhold til nogle af de ændringer, der ligger. Så det lyder jo rigtig, rigtig fornuftigt.

Forslaget bygger på EU's udbudsdirektiv og et dansk udvalgsarbejde om det samme. Lovforslaget har, som det tidligere har været fremført, tidligere været fremsat her i Folketinget, men det bortfaldt som følge af valget i juni. Som andre har sagt, er forslaget stort set identisk med det tidligere forslag. Der er lavet rettelser på en række områder omkring mærkning, solidarisk hæftelse og noget så jordnært som et jordingssystem til stikkontakter. Det er faktisk forslag, der lægger sig tæt op af udbudsudvalgets anbefalinger og som har til formål at gøre loven klarere og rette fejl og uhensigtsmæssigheder. Som andre også har været inde på, er det et stort og ekstremt tungt og, indrømmet, også kompliceret lovforslag, som alligevel har til formål at forenkle og skabe større klarhed.

Derfor vil jeg kun fremhæve nogle få og centrale afgørende elementer i forslaget. For det handler om at skabe større klarhed om reglerne, bl.a. regler for, hvornår de udbydende myndigheder må tage en dialog med de virksomheder, der byder. Det har ikke været klart og entydigt, hvornår man måtte det, og hvornår man ikke måtte. Det bliver også præciseret, hvornår små fejl i forbindelse med et tilbud kan rettes – hvornår udbyderen kan kontakte dem, der har givet tilbud, og sige, at man tror, der mangler at blive indsendt lidt oplysninger, og om det er helt korrekt, og på den måde sikre, at der er flere tilbud på bordet, når man skal gøre regnebrættet op, end hvis man på forhånd er nødt til at afvise på grund af nogle små formelle fejl.

Små og mellemstore virksomheder får også lettere ved at byde på offentlige opgaver. Der sikres bedre mulighed for det, man kalder konkurrencepræget dialog og udbud via forhandling. Der skabes mulighed for, at udbud kan være andet end blot at spørge om prisen på en specifik opgave eller ydelse, men at udbuddet via det, der kaldes innovationspartnerskaber, også kan bruges til at udvikle nye og anderledes løsninger på et opgaveproblem. Det skulle gerne medvirke til nytænkning, udvikling og innovation, således at den offentlige indkøbspolitik i højere grad understøtter, at vi fremmer innovationen i Danmark.

Der bliver lempet på en række dokumentationskrav til virksomhederne, der byder på opgaven, således at det alene er den virksomhed, der vinder opgaven, der skal indsende fuld dokumentation. Det er en af årsagerne til, at virksomhederne også lettes i de administrative omkostninger med det her forslag.

I Venstre er vi som sagt store fortalere for, at vi sikrer os, at skatteborgernes penge bruges bedst muligt, at vi får den offentlige sektor til at gå lidt længere på literen ved at købe smartere ind og også ved at øge konkurrencen. Vi står her med et konkret forslag, som netop sikrer det. Samtidig styrkes konkurrencen, og det bliver lettere for små og mellemstore virksomheder at byde på offentlige opgaver. Derfor støtter vi naturligvis forslaget fra erhvervs- og vækstministeren.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Brosbøl, Socialdemokraterne. Værsgo.

Nu siger hr. Torsten Schack Pedersen, at der er nogle rettelser i det her lovforslag i forhold til det oprindelige lovforslag, og at der har været nogle uhensigtsmæssigheder. Der kunne jeg måske godt tænke mig at høre ordføreren uddybe lidt, om han også opfatter den ændring om mærkningsordninger, der er foretaget i lovforslaget, som bare en rettelse, eller er det her reelt en substansændring?

Der har ikke været foretaget en ny høring, og det kan man så også undre sig over, når der er så væsentlig en substansændring som i det her forslag. Men der er rigtig mange, som har rettet henvendelse til os og har sagt, at det her vil medføre mere bureaukrati ude hos ordregiveren, fordi man nu vil skulle tage stilling til den her anden dokumentation end mærkningsordninger hver eneste gang, fordi man nu bliver pålagt at skulle tage imod den, frem for at det er et frit valg for ordregiveren.

Er det ikke en væsentlig substansændring, og hvad er begrundelsen fra Venstres side for at indføre sådan en væsentlig ændring?

Ordføreren.

Lige præcis det er en væsentlig ændring, som jo også er politisk begrundet. Jeg nævnte de tre sådan mest håndfaste elementer, der er i forslaget, og noget af det kan siges at være lidt teknisk. Jeg er enig i, at det om mærkningsordningen er et klart politisk valg. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men det er faktisk en ændring, der lægger sig op ad det, som udbudsudvalget foreslog.

Det, der er afgørende – og det kan man jo faktisk læse i høringssvarene til det forslag, der blev sendt ud tidligere – er, at det i svarene fra en række af dem, der byder, Dansk Industri, Håndværksrådet osv., lyder, at man er bekymret for, at hvis man stiller et krav om, at det alene er en mærkningsordning, så vil man afskære virksomheder fra at byde. Det kan eksempelvis være små og mellemstore virksomheder, for hvem det kan være forbundet med en stor omkostning at opfylde et mærkningskrav helt generelt. Men hvis de nu alligevel gør det, skal de have mulighed for at byde. Det er sådan set bare den ændring, der er, for at sikre, at flere kan byde ind og være med til at sikre en bedre konkurrence. Det er derfor, vi har lavet ændringen.

Tak. Spørgeren.

Ordføreren forholder sig ikke rigtig til det, jeg spørger til, om øget bureaukrati. Er det ikke korrekt, at når vi siger, at man skal tage imod anden dokumentation, vil det øge bureaukratiet ude hos ordregiveren? For det kan jo være en meget lille kommune eller en forholdsvis lille administration, der så skal sidde og skulle forholde sig til meget omfattende dokumentationsmateriale – et arbejde, som mærkningsordningerne jo gør for os i forvejen. Så er det ikke korrekt, at det vil medføre mere bureaukrati?

Er det ikke også korrekt – og nu siger ordføreren det her med de små og mellemstore virksomheder – at der jo er rigtig mange små og mellemstore virksomheder, faktisk 117 ud af 204 virksomheder, som har licens til Blomsten eller Svanen?

Ordføreren.

Hvis man sådan bare anskuer det her rent politisk, er der i hvert fald en klar forskel: Socialdemokratiet mener, at det er uproblematisk at pålægge virksomhederne en byrde, men hvis det offentlige skal kigge lidt flere papirer igennem, er det et stort problem.

Det er bare derfor, jeg siger: Hvis en virksomhed mener, at den ikke normalt har behov for at være med i en mærkningsordning, har fravalgt det – man klarer sig fint uden, det er et valg – og den gerne vil byde på en opgave, hvor der bliver stillet krav om en mærkningsordning, og den siger, at den ikke er med i det, for det kan også koste, det kan kræve dokumentation, det kan kræve alt muligt andet, men den alligevel lever op til kravene og kan dokumentere det, bør den jo ikke blive udelukket. Der må jeg sige, at jeg da håber, at det kan gøres på en let og ubureaukratisk måde. Og som jeg hører af debatten, tror jeg da, at alle har en interesse i at lade det foregå let og ubureaukratisk. Men formålet er jo at sikre, at flere kan byde ind, ikke at man svækker kravene.

Tak. Den næste spørger er fru Ida Auken, De Radikale.

Mange tak. Jeg synes faktisk, det er rigtig fornuftige svar, vi får fra ordføreren her. Det er rigtig vigtigt, at ordføreren siger, at det er en politisk beslutning, om man vil have mærkning eller ej. Og så sidder vi egentlig nu og snakker om, hvordan vi gør det på den bedst mulige måde, så flest mulige virksomheder kan være med, men selvfølgelig også så det ikke bliver meget bureaukratisk for kommunen. Så jeg vil høre ordføreren, om det ikke i sidste ende skal være op til kommunen at vurdere, om dokumentationen er tilstrækkelig; om det ikke ligesom skal være op til kommunen at vurdere det.

Ordføreren.

Jeg synes jo, det er positivt, at der åbenbart er en forståelse for, at formålet med at sige, at der enten skal stilles et mærkningskrav eller at man skal leve op til det på anden vis, er at sikre, at flest mulige kan byde. For jo flere der kan byde, jo bedre en pris, jo bedre et tilbud, kan man få. I den forbindelse kan man så enten vælge stædigt at holde fast i, at det kun er et bestemt mærke, der skal være gældende, eller om det kan være en virksomhed, der på anden vis lever op til præcis de samme krav.

For mig at se er det naturligt, at vi sikrer, at virksomhederne har den rettighed, at hvis de ikke har valgt at leve op til mærket, men gør det på anden måde – og jeg tror ikke nødvendigvis, det er 42 ringbind, der skal være afgørende for at dokumentere, at man gør det – så skal de også kunne tælles med i et udbud. Jeg synes sådan set, det er fair, at vi siger, at hvis en virksomhed lever op til de samme krav, skal de ikke udelukkes. Jeg synes faktisk godt, at vi fra Folketingets side kan tillade os at sige, at sådan er vilkårene i Danmark.

Ida Auken.

Så vil jeg også bare spørge ordføreren – for det var ikke helt klart for mig – om vi ikke også har en fælles interesse i at undgå så meget bureaukrati som muligt, sådan at en kommune træffer beslutningen om, at dokumentationen er tilstrækkelig eller ej, sådan at det faktisk er indkøberen, der sidder og skal tage stilling til det her, som kan sige, at det mener han eller hun ikke er passende dokumentation, frem for at man skal ud i en lang juridisk proces om, om man nu skal acceptere noget, som ifølge Moderniseringsstyrelsen kan føre til, at der vil komme aftaler igennem, som ikke lever op til kravene, og som Foreningen af offentlige indkøbere siger kan føre til snyd. Så jeg håber, at ordføreren vil give os ret i, at det selvfølgelig er kommunen, der i sidste ende skal afgøre, om dokumentationen er tilstrækkelig.

Tak. Ordføreren.

Det afgørende for mig og for Venstre er, at det her skal foregå så let og smidigt som muligt, og om det helt præcis skal være den ene eller den anden model, vil jeg tage en fordomsfri drøftelse om, således at vi opnår det, der er afgørende, nemlig at sørge for, at vi får nogle udbudsregler, der er klare, lette og smidige, og som sikrer, at flest mulige virksomheder byder ind. Jeg er enig i, at det ikke skal være bøvlet og bureaukratisk. Der er jeg sådan set ret sikker på at vi har en fælles interesse, og lad os så kigge på, om det lige præcis er skrevet fuldstændig rigtigt nu, eller om der er hjørner at se på. Det vil jeg kigge fordomsfrit på i det videre arbejde.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Mange tak. Enhedslisten kan ikke støtte lovforslaget i dets nuværende ordlyd. Vi anerkender, at det rummer nogle vigtige forbedringer af offentlige myndigheders muligheder for at stille krav om social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed, herunder krav om overholdelse af arbejder- og menneskerettigheder. Vi vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget nyt der er i det, eller om der hovedsagelig er tale om en sammenskrivning af muligheder, som allerede findes, men som blot er spredt ud på en lang række forskellige lovgivninger. Det er selvfølgelig fornuftigt at sammenskrive disse regler i én lov, men det ændrer jo ikke på, at loven såvel som direktivets formål er at åbne alle offentlige indkøb for konkurrence og underlægge dem EU's udbudsregler. Vi er ganske enkelt uenige i, at effektiv konkurrence i lovforslagets og EU's forstand er den bedste måde at udnytte offentlige midler på.

Vi er samtidig principielt modstandere af at privatisere sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser. Det bør kun ske i undtagelsestilfælde, hvor det offentlige ikke selv er i stand til med kort varsel at løse dem. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tilslutte os en lovgivning, der som et af sine formål har at øge konkurrencen om velfærdsydelser. Det vil gå ud over borgerne, og det vil gå ud over forsyningssikkerheden. Det er spild af offentlige ressourcer, og det vil gå ud over den demokratiske kontrol med disse ydelser.

Hvis nogle vil have konkrete eksempler på det, kan man jo bare se på de aktuelle konkurser i hjemmeplejen, hvor cirka 7.000 borgere og mange hundrede ansatte er blevet berørt, for ikke at tale om skatteyderne, der har skullet finansiere oprydningen efter konkurserne.

Lovforslaget medfører ikke i sig selv en forpligtelse til at privatisere disse eller andre tjenesteydelser, men det medfører, at udbud af sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser i langt højere grad vil blive underlagt rå konkurrencehensyn. Lovgivningen vil derfor understøtte en tendens til, at den udbydende myndighed, stat, regioner og kommuner, udelukkende ser på prisen. Det vil blive understøttet af det voldsomme økonomiske pres, som lægges på alle offentlige myndigheder i disse år i form af snævre økonomiske rammer, omprioriteringsbidrag osv.

Det understøttes også af, at der ikke er nogen forpligtelser for den udbydende myndighed til, at der skal stilles krav om social og miljømæssig bæredygtighed, når man sender offentlige opgaver i udbud. Det mener vi i Enhedslisten der skal være, at det er også muligt inden for rammerne af direktivet, så længe der ikke sker forskelsbehandling.

Enhedslisten deler den kritik af lovforslaget, som er fremsat af Danske Handicaporganisationer og LOS. Som de to organisationer påpeger, egner de fleste sociale tilbud sig overhovedet ikke til udbudsprocesser som foreslået. Det foreslåede light regime giver ikke den fornødne sikkerhed for, at brugernes interesser bliver tilgodeset. De foreslåede muligheder for at fravige udbudsreglerne og i stedet gennemføre udbud gennem forhandling er udtrykkelig beskrevet som undtagelser, der kun kan anvendes under særlige omstændigheder, som i øvrigt ikke er klart defineret.

Det er positivt, at en offentlig myndighed kan reservere kontrakterne til socialøkonomiske virksomheder, men det begrænses af, at sådanne kontrakter ikke må have en længere varighed end 3 år, og at der derudover er en karensperiode på 3 år. Det kan jo f.eks. medføre, at et anbragt barn skal skifte anbringelsessted hvert 3. år, hvilket kan være skadeligt for barnets udvikling.

Generelt mener vi ligesom en række af høringsparterne, at der er mange uklarheder i lovforslaget, specielt med hensyn til mulighederne for at fravige de generelle udbudsregler og spørgsmålet om, hvornår der er tale om offentlige indkøb med grænseoverskridende interesse. Det er jo i sig selv kritisabelt. Det øger risikoen for retssager imod offentlige udbydere, hvor EU-Domstolen i endnu højere grad kommer til at fastlægge reglerne.

I øvrigt vil vi henvise til det fælles høringssvar fra IBIS, Amnesty International, Mellemfolkeligt Samvirke m.fl. Her er tale om yderst relevante forslag til ændringer, som vil styrke det offentliges bidrag til bæredygtighed og socialt ansvar. Disse forslag vil regeringen desværre ikke følge.

Jeg vil også stærkt beklage, ligesom andre ordførere har gjort, at regeringen har forringet det lovforslag, som var til behandling i foråret. På vigtige punkter som mærkning, krav om kvalitetsstandarder m.v. vil regeringen alligevel ikke udnytte de muligheder, der ligger i direktivet. Her deler vi den kritik, der kom fra Socialdemokraternes ordfører.

Enhedslisten vil stille de fornødne ændringsforslag for at rette op på fejl og mangler i lovforslaget. Det er helt afgørende for os at få slået fast, at tjenesteydelser på social- og sundheds- og kulturområdet udelukkende udbydes til organisationer og virksomheder, der lever op til kravene i § 190. Her skal ordet kan udskiftes med skal. Såfremt vores ændringsforslag bliver vedtaget, kan vi stemme for lovforslaget. I modsat fald vil vi stemme imod.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med nogle få citater: Offentlige indkøb spiller en central rolle i Europa 2020-strategien – og det fortsætter: som et af de markedsbaserede instrumenter, der skal anvendes til at opnå intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Det fortsætter igen: Det er for at gøre det muligt for indkøbere at udnytte offentlige udbud bedre til støtte for fælles samfundsmål.

Det er jo fantastisk at kunne læse et direktiv, hvor man fremhæver det her med »til støtte for fælles samfundsmål«, for hvor ville det være godt, hvis vi som samfund blev bedre til at arbejde den samme vej, at vi arbejdede bedre sammen om at løse de udfordringer, vi står over for som klode, som land, som international aktør, også både her i Folketinget, offentlige institutioner, private virksomheder og i civilsamfundet. Det er derfor en skam, at regeringen ikke har benyttet chancen til at gøre den nye udbudslov til et seriøst værktøj, der kunne hjælpe vores samfund i en mere ansvarlig og bæredygtig retning.

Som det fremgik af de citater, jeg kom med i starten af min tale, var det faktisk også intentionen bag det direktiv, som L 19 skal implementere, men det lader til, at intentionerne er forsvundet i den danske oversættelse. Der er også andre ting, der er smuttet ud i bearbejdelsen, eksempelvis præciseringen om brug af mærkninger, som andre har været inde på.

Jeg ved jo, at ministeren er meget optaget af, at Danmark ikke skal overimplementere direktiver fra EU, og det kan være fint nok, men jeg synes, at man skal være meget opmærksom på, at man ikke begynder at underimplementere, som vi ser i det her lovforslag.

Jeg har sagt det før, og jeg kommer til at sige det mange gange igen, at vi som samfund ikke kan blive ved med kun at arbejde med den her ene bundlinje, der handler om økonomi,. Vi bliver nødt til at arbejde på alle tre bundlinjer, både den sociale, den miljømæssige og selvfølgelig den økonomiske.

Det skal en lov, som sætter rammerne for et offentligt forbrug på omkring 300 mia. kr., selvfølgelig også gøre, og det vil vi gerne hjælpe regeringen med. Derfor kan jeg allerede nu sige, at vi fra Alternativets side vil komme med en række gode, konstruktive ændringsforslag og spørgsmål, når arbejdet i udvalget begynder.

Jeg håber selvfølgelig, at ministeren har lyst til at gå konstruktivt ind i at finde en god løsning, hvor vi alle kan være med, for jeg synes, at det vil være rigtig flot, hvis vi kan være fælles her i Folketinget om en lov, der skal sætte rammerne for offentligt forbrug på omkring 300 mia. kr. Til gengæld skal jeg nok love at være pragmatisk, når jeg kommer med vores ændringsforslag, da jeg godt ved, at vi højst sandsynligt vil gå en hel del videre, end mange andre partier har lyst til, på det her område.

Men som forslaget ligger lige nu og her, må jeg konstatere, at vi ikke kan støtte det, men vi glæder os meget til at komme ind i udvalgsarbejdet og til at hjælpe med at komme med en mere direkte implementering af direktivet fra EU's side.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Ida Auken fra Det Radikale Venstre.

Fra De Radikales side er vi meget optaget af, at offentlige indkøb sker så smart som muligt, så billigt som muligt og så intelligent, at man får så mange løsninger som muligt på så mange problemer som muligt. Og det er nogle gange sådan, at ved at købe lidt smartere ind kan man spare rigtig mange penge på den lange bane. Ved at tænke mere totaløkonomisk kan man vælge løsninger, som gør alting billigere i kommunen og samtidig faktisk betyder store miljøforbedringer f.eks. Så det er meget, meget vigtigt, at offentlige indkøb bliver et aktivt redskab, som kan bruges politisk.

Derfor har jeg også i dag været glad for at høre, at der fra især Venstres side er blevet sagt meget tydeligt, at når det handler om offentlige indkøb, er det et politisk valg, om der skal være mærker eller ej. Altså, det skal være en politisk beslutning, om man bruger mærker, og så langt er vi i hvert fald enige. Det skal ikke være en teknisk beslutning, men en politisk beslutning.

De ændringer, der ligger, fra dengang vi sidst behandlede den her lovgivning, kan måske komme til at se ud, som om de trækker lidt i den retning, at det ikke længere er politikerne, der bestemmer, om der skal stilles de her krav, men at det mere bliver en slags teknisk vurdering af, om man nu er kommet med nok dokumentation, hvor de så skal sidde og diskutere, om det her nu lever op til kravene. Og det vil gøre det meget bureaukratisk for indkøbere, der sidder og skal forholde sig til, jeg ved ikke hvor mange sager, at de lige pludselig skal til at læse sig igennem rigtig, rigtig mange sider.

Jeg kan også se, at Moderniseringsstyrelsen i et notat fra 2014 vurderer, at det ligefrem vil kunne føre til, at folk, der ikke lever op til kravene, alligevel får opgaverne. Og sådan som jeg har hørt debatten i dag, tror jeg ikke, det er intentionen, at man på den måde skal undergrave kravene, men at det i stedet for skal være et politisk valg, og at vi derfor, samtidig med at vi gerne vil have mange til at kunne byde, også sikrer, at der ikke kommer bureaukrati.

Hvis man siger til kommunerne, at de skal acceptere al anden dokumentation, så vurderer Danske Regioner, at det vil føre til øgede administrative byrder, fordi ordregiver så vil skulle sidde og gennemgå en masse dokumenter – hvis de skal gøre det. Foreningen af offentlige indkøbere siger, at det vil være svært at få verificeret anden dokumentation. Jeg synes også, det er et ret vigtigt spørgsmål, hvor mange kræfter kommunen skal bruge på at få verificeret anden dokumentation. Vi har lige set en stor skandale omkring Volkswagen, hvor det netop er helt afgørende, at der er noget verifikation af det, folk kommer og siger.

Jeg synes sådan set, det er ret afgørende, at en kommunal indkøber, når han eller hun skal leve op til en kommunes beslutning, er tryg ved det, man beslutter, og det, man i sidste ende køber. Selv Moderniseringsstyrelsen siger i det her notat, at det at sige, at kommunerne skal acceptere anden dokumentation, vil føre til øgede administrative byrder for ordregiver. Jeg hørte slet ikke Venstre sådan, at det var intentionen med det her.

Jeg synes, det ville være rigtig fint, hvis vi kunne finde en løsning, hvor vi sikrer, at så mange som muligt kan byde, at kommunerne har mulighed for at sige, hvis de gerne vil have, at det ikke behøver kun at være mærker, men at det også kunne være anden passende dokumentation, og at kommunen så kan vælge det, men at det i sidste ende er kommunen, der afgør, om noget lever op til kravene eller lever op til at kunne kaldes anden passende dokumentation – så vi får noget, der er ubureaukratisk og let, og så det bliver en politisk beslutning, om man vil have mærker eller ej.

Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Det er et meget festligt bagtæppe med lidt underholdning udefra, når vi er tvunget til at være herinde i aften.

Men jeg synes faktisk, at det, vi behandler i dag, er et fantastisk vigtigt lovforslag. Det handler om, hvordan vi bruger de 300 mia. kr., som det offentlige køber ind for hvert eneste år. Det er så mange penge, at det kan dreje samfundet i den ene eller den anden retning, alt afhængigt af hvordan man bruger pengene.

Det er en enestående mulighed for at dreje samfundet i en mere social og miljømæssigt bæredygtig retning, og det giver EU's udbudsdirektiv faktisk en fantastisk mulighed for. Udbudsdirektivet blev vedtaget i starten af 2014 og skal implementeres i dansk lov inden den 1. april 2016. Vi har jo været den her runde igennem en gang før for godt og vel et halvt år siden, så der havde egentlig været tid nok til at forbedre det her lovforslag, men desværre er det i mange af mine kollegers øjne, inklusive mine egne, blevet forringet undervejs.

Da udbudsloven blev førstebehandlet i sidste samling, modtog vi et fælles høringssvar fra en række græsrodsorganisationer – noget, som mine kolleger fra Enhedslisten også var inde på – FSC-mærket, Verdens Skove, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke, IBIS m.fl. og, ikke at forglemme, Herning Kommune, der som bekendt har en fremtrædende Venstremand som borgmester. Det var et rigtig, rigtig godt, langt og kvalificeret høringssvar. Høringsorganisationerne kritiserer, at der i Udbudslovsudvalget hverken har været repræsentanter for udviklings-, menneskerettigheds- eller miljøorganisationerne, og heller ikke Miljøministeriet har været repræsenteret. Og det er jo faktisk ret underligt, i og med at EU's udbudsdirektiv direkte opfordrer til at brede paletten ud og tage nogle brede samfundshensyn. Der er øgede muligheder for at tage etiske og miljømæssige hensyn, for der står nemlig, at det skal gøres muligt for offentlige indkøbere, at, og jeg citerer: udnytte offentlige udbud bedre til støtte for fælles samfundsmål. Citat slut.

Det bør selvfølgelig indskrives i udbudslovens formålsparagraf, at vi ønsker at understøtte hensyn til mennesker, miljø, beskæftigelse og den samlede økonomi, herunder en fair skattepraksis, og det vil jeg på vegne af SF stille et ændringsforslag om.

Det er desuden underligt, at listen over, hvilke kriterier en ordregiver skal udelukke en virksomhed fra, ikke omfatter alle overtrædelser af menneskerettigheder; ej heller arbejderrettigheder tages der hånd om, og det bør der også rettes op på.

Den danske udbudslov kunne også styrke kampen mod skattely og skatteunddragelse, for det er der rig mulighed for i EU-direktivet. Det er derfor et klart fravalg fra regeringens side, og dermed gør regeringen sig skyldig i at ødsle med skatteborgernes penge, og det gør, at vi er til grin for vores egne penge.

Der er en række sager, hvor kommuner og regioner har råbt op og bedt os herinde om at lave en udbudslov, hvor der var større råderum til at fravælge virksomheder, der snyder på vægten, bl.a. Frederiksberg, Gribskov og Silkeborg Kommuner, ligesom Region Syddanmark også har bedt om muligheder for at lade være med at være til grin for deres egne penge og lade være med at være tvunget til at samarbejde med virksomheder, som de ved snyder på vægten.

EU-direktivet uddyber, at medlemsstaterne kan fastsætte, at ordregiver ikke må anvende pris alene, men kan tage brede samfundshensyn. Det har regeringen desværre valgt at ignorere fuldstændig, her er det alene pris, omkostninger og bedste forhold mellem pris og kvalitet. Der er intet om sociale, samfundsøkonomiske eller miljømæssige hensyn. Det er et stort tab.

Jeg vil til sidst også nævne mærkningsordningerne samt bilag 2a og bilag 2b, tjenesteydelser, som mine kolleger har nævnt, som områder, som vi også bør se på. Men som forslaget ser ud lige nu, ser jeg ikke særlig positivt på det. Jeg håber, det bliver lavet grundlæggende om, for det er et stort og vigtigt lovforslag, som vi kunne gøre rigtig mange gode ting med, hvis vi bare var lidt mere fremsynede i forhold til at bruge samfundets penge.

Der er ikke nogen, der har meldt sig for korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og giver ordet til den næste ordfører i rækken, og det er Brian Mikkelsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Vi har jo været igennem den her diskussion relativt mange gange, senest da vi diskuterede det ud fra SR-regeringens lovforslag. Det, der gør det nemmere at diskutere så stort og komplekst et grundlag, som også er så vigtigt for vores infrastruktur – der er altså udbud for 300 mia. kr. i den offentlige sektor – er jo, at der er et udvalg, der har siddet og kigget på det, og så godt som alle anbefalinger fra det udvalg har regeringen taget til sig. Der er selvfølgelig hele diskussionen om mærkning, som jeg kommer ind på lige om et øjeblik, hvor man ikke helt følger anbefalingen, men ellers følger man jo anbefalingerne over hele linjen. Det synes jeg er vigtigt; det er godt, og det er relevant. Der har været arbejdet i bund med alt det her.

Hvorfor er det så vigtigt? Jo, hvis vi skal have private virksomheder involveret i de her udbud på et kvalificeret grundlag, hvis vi skal have mest muligt ud af vores skattekroner, hvis vi skal have et fundament og en soliditet i forhold til vores private virksomheder, så er det vigtigt, at der bliver en ordentlig struktur, for at man kan byde ind.

Ifølge forslaget her regner man jo med, at det kan generere besparelser på 800 mio. kr., når det er fuldt indfaset i 2017 – 800 mio. kr. Det er jo også en sjat penge. Så vi kan støtte forslaget her.

Afslutningsvis vil jeg sige om hele mærkningen, at jeg synes, det er godt, at virksomheder er tilsluttet mærkningsordninger. Det certificerer, det giver klarhed, og det giver enkelhed. Men det kan også blive besværligt, det kan også være en bureaukratisk byrde, at man skal være tilsluttet et mærke for ligesom at gå ind i en udbudsproces.

Så jeg vil holde meget øje med det her forslag, og jeg vil også opfordre regeringen til, at vi får evalueret det i forhold til bureaukratiet, der er i kommunerne, og får sikret, at virksomheder stadig væk lader sig mærke. Men vi vil grundlæggende gerne gøre livet lettere for virksomhederne, så derfor er vi for regeringens forslag.

Tak for det. Der har meldt sig en enkelt til en kort bemærkning, og det er Ida Auken. Værsgo.

Jeg er jo rigtig glad for at høre, at der fra konservativ side er en opbakning til, at man som virksomhed kan bruge miljømærker til at få en konkurrencefordel, og at det kan være godt for at drive den grønne udvikling, at der er miljømærker, som kan bruges til ligesom at få klarhed på et område. Så jeg vil bare høre ordføreren, om han også ser offentlige indkøb som en mulighed for at drive innovation og drive udvikling og lave et træk, som sådan set også kan være med til at inspirere virksomheder til at forbedre sig på en lang række områder.

Ordføreren.

Ja, jeg synes, at det er en god idé, at man bruger det som led i innovationen og udviklingen, men igen synes jeg, at det skal være på frivillig basis. På den måde får man også involveret virksomhederne og det offentlige meget mere i et sådan samarbejde, og det kan være med til at skabe nogle andre former for synergier, men obligatoriske ordninger giver bureaukrati, det giver bøvl og ikke en enhed.

Ida Auken.

Det er heldigvis heller ikke obligatoriske ordninger, som er det, vi diskuterer i dag. Det er jo sådan i virkeligheden, om det er et politisk valg eller ej, altså om det er en kommune, der skal bestemme, om den vil have det her eller ej. Det er ikke os som stat, der kommer og lægger det ene eller det andet ned over dem. Er ordføreren enig i, at det er rigtig vigtigt, at det er kommunens valg eller indkøberens, ordregiverens valg, om man vil have miljømærker eller ej, altså at det er en politisk beslutning, som også Venstres ordfører sagde, om man vil have miljømærker eller ej?

Ordføreren.

Der lægges jo op til i forslaget, at man kan stille krav om miljømærke, forstået på den måde, at hvis vi f.eks. taler om svanemærket, kan kommunen skrive, at de foretrækker, at de ting, som ligger i svanemærket, skal gå videre i processen. Det, som man kan være bekymret for, og det er også årsagen til, at jeg synes, at vi skal evaluere det om et års tid eller på et givet tidspunkt, er, om det giver for meget bureaukrati for kommunerne i forhold til den proces, for vi har ikke noget imod, at man får fremmet mærkerne.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Kan ordføreren huske de to virksomheder Attendo og Aleris? De kom i søgelyset for et års tid siden, da der var en DR-dokumentar om skattely, som viste, hvordan man via den her skattefinte i Luxembourg kunne kanalisere sit overskud ud af landet?

Dengang var der en Venstreborgmester i Gribskov – Kim Valentin, tror jeg at han hedder – som var rasende, for han havde lige udliciteret nogle plejeopgaver til en af de her to virksomheder, og han sagde: Jeg vil da ikke bruge min kommunes borgeres skattekroner på at udlicitere noget, hvor overskuddet så bliver kanaliseret ud af landet. Han er jo Venstreborgemster, så han har ingen problemer med at udlicitere, det er klart. Det var ikke det, diskussionen drejede sig om, men om, at han havde brugt skattekroner på en virksomhed, som han så bagefter fandt ud af, at han ikke kunne undgå at samarbejde med, fordi han ikke måtte fravælge den alene af den grund, at de sendte overskuddet ud af landet via den her Luxembourgfinte.

Hvad mener ordføreren om det? Skal man i EU arbejde på at sikre, at det kan være noget, man må stille som krav?

Ordføreren.

Altså, jeg er i hvert fald af den fuldstændig klare overbevisning, at man ikke skal være helligere end paven på vegne af kommunen og skatteborgerne i den pågældende kommune.

Hvis man overholder gældende lovgivning, skal man selvfølgelig have mulighed for at byde ind på opgaver. Den måde, man kommer skattefinterne til livs på, er jo igennem europæisk regulering, så jeg har i relation til det spørgsmål, som bliver stillet, ikke noget imod, at der kommer en fælles overlægger, en fælles europæisk paraply over det her, men man skal ikke gøre sig helligere end alle mulige andre, ved at man på kommunens vegne – det er jo på borgernes vegne, en borgmester så forsøger at være hellig – vil købe ting dyrere, selvom lovgivningen bliver overholdt.

Fru Lise Bech Poulsen.

Nu er det her jo højst sandsynligt ulovligt. I hvert fald har konkurrencekommissær Vestager jo indledt en sag vedrørende ulovlig statsstøtte, som man også kan kalde skattesnyd på en pæn måde, hvad angår Luxembourg. Så der er i hvert fald en sag i gang.

Men er det ikke sådan lidt nedladende at sige, at en borgmester er hellig på sine borgeres vegne, fordi han synes, at når han udliciterer noget, hvilket han synes er en god ide, så vil han gerne gøre det til et selskab, som betaler skat i Danmark? Det er jo trods alt også nogle af de skattekroner, der går tilbage til kommunerne, som han så kan købe velfærdsopgaver hos det private for og derfor få endnu mere privat initiativ. Er det at være hellig på sine borgeres vegne?

Ordføreren.

Jeg taler slet ikke om nogen konkret sag og heller ikke om den skattefintesag eller noget som helst andet. Jeg bliver stillet et principielt spørgsmål. Hvis virksomhederne overholder landets lovgivning, skal man selvfølgelig også give de pågældende virksomheder mulighed for at byde ind.

I relation til Luxembourgfinten synes jeg da, det er stærkt problematisk, og jeg bliver fuldstændig indigneret og harm over, at nogle virksomheder benytter sig af sådan nogle finter, og at Luxembourg måske har været med til det. Det må jo ligesom blive undersøgt nærmere, selvom de jo i første omgang har fået en bod for det. Det må man jo undersøge.

Men jeg taler om noget principielt. Hvis en virksomhed overholder landets lovgivning, skal de selvfølgelig have lov til at byde, det er soleklart.

Fru Kirsten Brosbøl.

Det var egentlig bare, fordi ordføreren kom til at sige det her med, at det i hvert fald ikke måtte være obligatoriske ordninger, altså at der ikke måtte være et obligatorisk krav om, at man skulle have mærker. Jeg skal bare høre, om ordføreren kan bekræfte, at det her forslag jo ikke handler om et obligatorisk krav om mærkning, men at det, som vi lagde op til med det oprindelige lovforslag, netop var at gøre det til et frit valg for ordregiver, om man ville stille krav om mærkning, og om man ville acceptere en anden passende dokumentation, hvorimod regeringen nu siger, at de skal acceptere anden passende dokumentation.

Ordføreren.

Det er jeg meget, meget opmærksom på, men årsagen til, at jeg trods alt synes, at den nuværende regerings forslag er bedre, er, at det betyder mindre bureaukrati for virksomhederne. Det betyder mindre besvær. Jeg vil godt se på, hvor meget besvær det så kommer til at betyde for kommunerne. Det synes jeg vi skal tage en drøftelse om, og jeg opfordrer også ministeren til løbende at kigge på, om det vil betyde ekstra besvær for kommunerne. Men det, der er afgørende vigtigt for mig, er, at regeringens forslag er mindre belastende for virksomhederne. Det gør det nemmere for dem at være virksomhed, og jeg vil gerne gøre livet nemmere for specielt små og mellemstore virksomheder i Danmark.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jeg hæftede mig også ved, at ordføreren sagde, at vi skulle evaluere det her med, om det skaber mere bureaukrati. Det vil jeg selvfølgelig kvittere for. Jeg synes jo, det er godt, at i hvert fald den konservative ordfører er opmærksom på det. Jeg vil godt holde fast i den anerkendelse, der også var fra den konservative ordførers side i forhold til vigtigheden af mærkningsordningerne som en mulig driver for innovation og for grøn omstilling. Jeg skal bare høre, nu, hvor De Konservative i hvert fald i nogle sager er kommet lidt op på den grønne gren igen, om det så ikke gælder også her, at det er vigtigt også for Det Konservative Folkeparti – det er et spørgsmål – at vi bruger den offentlige efterspørgsel til også at drive en grøn omstilling, og at det er vigtigt, at det også er nemt for ordregiveren at sikre, at vi bruger den mulighed.

Ordføreren.

Der er jo to spor i spørgsmålet. Jo, jeg synes, at det offentlige skal være med til at drive en grøn vækst. Derfor har vi også kæmpet en hård kamp for at få hævet EUDB-bevillingerne i de forhandlinger, der har været nu og her. Der synes vi, at vi mangler lidt medspil også fra andre i de diskussioner, for der var jo fokus på alle mulige andre ting.

Med hensyn til mærkning: Jamen jeg er for mærker. Jeg synes, at svanemærket og andre mærker er gode for omstilling. De er gode for innovation, de er gode for at stille krav, men igen er det afgørende vigtigt for mig, at det er frivilligt. Hvis jeg havde en SMV, ville jeg sandsynligvis sige, at vi skulle være med i de forskellige mærker, for det ville være med til at drive nogle gode processer frem, men det må være frivilligt, om man går med i en sådan mærkningsordning eller ej.

Vi har ikke flere til korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, og så er vi færdige med ordførerrækken, og så giver vi ordet til erhvervs- og vækstministeren.

Tak for de mange bemærkninger, der er kommet til lovforslaget, som vi netop har hørt partiernes holdning til. Lad mig starte med at sige, at det, vi diskuterer i dag, jo er den første danske udbudslov, hvor vi sætter de overordnede rammer for en effektiv konkurrence om de offentlige indkøb. Det kommer til at sikre gode indkøb, og det vil også reducere omkostningerne ved udbuddet.

Udbudsloven vil reducere omkostningerne ved udbud markant, både for det offentlige og for det private. Vi forventer, at virksomhedernes omkostninger ved udbud bliver reduceret med 70 mio. kr. om året, og at udbudsomkostningerne for det offentlige bliver reduceret med cirka 250-300 mio. kr. Når vi lægger den effekt, som vi forventer ved konkurrencen, oveni, er det vores vurdering, at vi samlet set får op imod 800 mio. kr., når loven er fuldt indfaset. Det er en virkelig god dag for det danske samfund, for her beviser vi netop, at vi gennem at bruge markedet på en fornuftig måde også kan få mere ud af de penge, som vi bruger.

Så i bund og grund, skåret ind til benet, handler den nye lov om at skabe rammerne for, at hverken det offentlige eller virksomhederne spilder tid, kræfter og penge på dårlige udbud.

Lovforslaget her er jo baseret på det produkt, som et enigt og bredt sammensat udbudslovudvalg med deltagelse af både det offentlige og erhvervslivet har udarbejdet. Og en lang række ordførere har jo allerede været inde på indholdet af lovforslaget. For det er jo sådan, når kommuner, regioner og stat køber ind, at der jo, som mange har været inde på, er rigtig store summer på spil. Tilsammen køber de årligt ind for ca. 300 mia. kr. svarende til omkring en sjettedel af Danmarks BNP. Derfor er det også vigtigt, at vi har en god ramme for indkøbene.

Det er regeringens ambition, at vi skal have en dansk udbudslov, der i videst muligt omfang fører til større klarhed, forenkling og fleksibilitet med lavest mulige udbudsomkostninger for såvel ordregivere som virksomheder. Og det synes jeg faktisk er lykkedes med det lovforslag, der er fremsat.

Men jeg skal heller ikke lægge skjul på, at der fortsat er tale om et noget komplekst regelsæt, fordi vi implementerer, som nogle også været inde på i dag, et omfattende og detaljeret EU-direktiv. Men en dansk udbudslov skaber i sig selv en større klarhed om, hvad reglerne vil indebære, fordi en række regler samles i én lov, og fordi lovbemærkningerne bidrager til at gøre reglerne nemmere at forstå. Det gør også, at det bliver nemmere at bruge i praksis.

Der skabes også større klarhed på en række områder, hvor der har været tvivl om mulighederne for at ændre en kontrakt under dens løbetid. For virksomhederne indebærer lovforslaget en række forbedringer, bl.a. indebærer lovforslaget et krav om, at den offentlige ordregiver i udbudsmaterialet skal beskrive den valgte evalueringsmetode. Det skaber igen en større gennemsigtighed for virksomhederne.

Lovforslaget sikrer også forenkling, bl.a. går vi helt væk fra en annonceringspligt for visse mindre indkøb, og virksomhedernes dokumentationspligt lettes ved, at det fremover som udgangspunkt kun vil være den vindende virksomhed, som skal indsende fuld dokumentation.

Når det generelt bliver nemmere for virksomhederne at deltage i udbud, gavner det især de små og mellemstore virksomheder, altså SMV'erne. Lovforslaget indeholder også konkrete initiativer rettet mod SMV'erne. Vi forpligter det offentlige til at overveje, om en opgave kan opdeles i mindre dele, og vi begrænser, hvor store krav man må stille til virksomhedernes omsætning.

Alt sammen rigtig gode og nødvendige tiltag, som man jo også igennem de sidste år har kunnet høre i den politiske debat at mange har efterlyst.

Lovforslaget gør det også muligt at stille krav om bestemte mærker. Det kan gøre det nemmere for det offentlige at stille f.eks. miljøkrav og gøre det nemt for virksomhederne at dokumentere, at de lever op til kravene i mærket. Samtidig er det vigtigt med en effektiv konkurrence om de offentlige opgaver, hvor også mindre virksomheder kan være med. Regeringen foreslår, at det offentlige altid skal acceptere anden passende dokumentation for, at virksomhederne lever op til kravene i et mærke, så alle virksomheder, der lever op til kravene, kan være med.

Lad mig slutte af med at sige, at de nye regler også giver større fleksibilitet. Det offentlige får bedre mulighed for at gøre brug af dialog med de private virksomheder. Det er til gavn for alle. Det sikrer, at vi får mest muligt for vores skattekroner, og det giver virksomhederne mulighed for at spille ind med deres ekspertise og skabe rum for innovation.

Lad mig så også kvittere for mange af de bemærkninger, der er faldet under debatten, og sige, at i min verden indbyder jeg selvfølgelig til en dialog om det spørgsmål, der er rejst i forhold til mærkning. Det er både fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre og en række andre partier. Og jeg vil sige, at jeg jo ikke har nogen som helst interesse i, at vi skal lave et bureaukratisk monster i forhold til det kommunale Danmark, og jeg er faktisk overbevist om, at det her udmærket kan finde en løsning under udvalgsbehandlingen. Jeg vil i hvert fald gerne her i dag signalere, at jeg går ind til den debat med helt åbent sind, for jeg mener, at den her lov er for vigtig til, at vi skal have en lang politisk diskussion om et punkt, som jeg faktisk i bund og grund tror man sagtens kan skabe en klarhed om.

Tak for det. Vi går til spørgerunden, og den første er fru Kirsten Brosbøl.

Det sidste vil jeg selvfølgelig meget gerne kvittere for, altså den åbning, som ministeren kommer med her, i forhold til at kunne drøfte nogle af de bekymringer, som vi er en række, der har udtrykt i dag, i forhold til muligheden for at stille krav om mærkning. For en af de ting, som bekymrer, er, at der jo simpelt hen er blevet gjort opmærksom på, bl.a. af Moderniseringsstyrelsen selv, at man altså ville kunne få en situation her, hvor man kunne komme til at vælge leverandører, uden at de egentlig reelt lever op til de her mærkningskrav eller de samme krav, som mærkerne gør. Og det vil jo undergrave vores mærkningsordninger.

Jeg vil bare høre, om ministeren anerkender det, altså at man ville kunne stå i en situation, hvis man som ordregiver skal forholde sig til de her meget omfattende dokumentationskrav, som anden passende dokumentation jo vil give, altså at man kan komme i en situation, hvor man reelt kommer til at undergrave mærkningsordningerne.

Ministeren.

Tak for det. Jeg deler ikke den analyse, at man ved den valgte model kommer til at undergrave mærkningsordningen, men det er jo lige præcis det, jeg gerne vil folde mere ud i den diskussion, vi kommer til at have under udvalgsbehandlingen. Jeg noterer mig, at det spørgsmål er rejst, og jeg har også læst høringssvarene. Men jeg kan jo i hvert fald sige, at det, der er intentionen for mig som minister, ikke er, at vi kommer i den situation, og så må det jo bl.a. være mig som minister, der skal dokumentere, hvorfor vi ikke ender der.

Fru Kirsten Brosbøl.

Igen, det vil jeg selvfølgelig meget gerne kvittere for. Man kan selvfølgelig undre sig over, at når regeringen jo har truffet, må jeg forstå på Venstres ordfører, et politisk valg om, at man vil ændre det oprindelige forslag fra den tidligere regering, så har man været inde i nogle af de her overvejelser om, hvad det kan have af konsekvenser, at man så vælger en anden model. Men fred være med det. Jeg noterer mig i hvert fald bare her i dag, at ministeren er åben over for at diskutere de bekymringer, der har været udtrykt her, og håber selvfølgelig, at vi på den måde kan lande på en løsning, som ikke vil gøre det mere bureaukratisk, og som ikke vil undergrave vores mærkningsordninger.

Ministeren.

Men, altså, jeg prøver sådan set bare at række en hånd frem, og det skal man passe på med, fordi man kan hurtigt få den slået tilbage i hovedet. Så lad mig sige det på denne måde: Jeg synes, at den konservative ordfører, Brian Mikkelsen, udtrykte det meget klart tidligere i forhold til hele det her spørgsmål, nemlig at vi netop nu prøver at hjælpe nogle af de små og mellemstore virksomheder i forhold til hele spørgsmålet om, at hvis man ikke er med i en mærkningsordning, har man stadig væk mulighed for at deltage i hele spørgsmålet om udbud.

Men når det så er sagt, har jeg også læst høringssvarene, og jeg vil vurdere, at det her er et vigtigt tema, selvfølgelig. Men i forhold til hele det meget ambitiøse forslag, som der lader til at være en rimelig bred opbakning til her i Folketinget, så tror jeg altså, at det her er et spørgsmål om, at man får forklaret hele spørgsmålet om passende dokumentation og hele det spørgsmål, som nu er rejst i den her debat i dag, bedre. Og det tror jeg altså godt man kan gøre i spørgsmål til mig som minister, som jeg får mulighed for at besvare, eller gennem det, som vi har diskuteret her i dag – og det er jeg fuldt opmærksom på.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, formand. Som jeg nævnte lidt kort i min egen ordførertale, havde vi fået nogle henvendelser fra bl.a. Amgros, som jo bl.a. står for sikring af indkøb af sygehusmedicin, hvilket må siges i hvert fald at være et af de hotte emner her i Danmark med hensyn til prisudvikling og konkurrence og lyst til at få mere for pengene. Der har man sagt fra Amgros' side, at sagen er, at datoen for implementering af det her lovforslag faktisk betyder, at der vil blive problemer set i forhold til de der regler fra Europa-Kommissionen om indlevering af elektroniske udbudsdokumenter, som i øjeblikket ikke ser ud til at være klare og være offentliggjort inden den 1. januar 2016. Og det giver selvfølgelig en organisation og en virksomhed som dem nogle udfordringer, set i forhold til at loven her jo er planlagt til allerede at træde i kraft den 1. januar 2016.

Der vil jeg selvfølgelig gerne have ministeren til måske ikke lige at sige, om man vil flytte datoen her og nu, men at man i hvert fald vil sikre, at de her ting bliver belyst, specielt i forhold til den kritik, der har været, og den bekymring, der har været hos Amgros, som jo håndterer store midler i forhold til de danske regioner.

Ministeren.

Da jeg jo generelt er en venlig minister, indtil det modsatte er bevist, vil jeg selvfølgelig gerne belyse det spørgsmål, som nu er rejst. Jeg beklager, at jeg ikke lige fik svaret på det i mine bemærkninger. Så ja, det vil jeg selvfølgelig gerne belyse.

Det giver mig også anledning til at sige, at der jo er rigtig, rigtig mange ude i det danske samfund, der sidder og venter på, at den her udbudslov træder i kraft, rigtig mange. Og da jeg også har gennemgået, hvor mange penge det offentlige og de private virksomheder kommer til at få i besparelser, så må man jo også have det med i billedet. Men det er klart, at hele spørgsmålet om medicin og de bekymringer, der er rejst i dag gennem Hans Kristian Skibby på vegne af Amgros, kommer vi til at forholde os til. Det er der nu stillet spørgsmål til, og det kommer jeg selvfølgelig til se på. Jeg kender ikke helt præcis de konkrete spørgsmål, men det tror jeg at jeg bliver klogere på, og det skal jeg nok vende tilbage med svar på.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak for det. Så går vi videre til næste spørgsmål, og det er med hensyn til evaluering af udbudsloven. Nu nævnte ministeren jo selv, at det nærmest er den første udbudslov, men kunne det ikke være et initiativ fra ministerens side, at vi også i forbindelse med lovens tilblivelse og vedtagelse her får sikret, at der bliver gennemført en evaluering efter eksempelvis 2 år, således at vi bl.a. får undersøgt, om der har været et stigende antal klagesager ved udbud med klageret? Det gælder ligeledes, med hensyn til om der har været flere ombud, altså hvor sagerne har måttet gå om på grund af loven. Sådan nogle ting vil man jo få oplyst i forbindelse med eksempelvis en evaluering af udbudsloven.

Ministeren.

Jeg tror også, den konservative ordfører, hr. Brian Mikkelsen, var inde på spørgsmålet om evaluering, og for mig giver det altid god mening, når der er partier, der gerne vil evaluere den lovgivning, vi laver, at se på det. Så kan man altid diskutere, i hvilken form det skal være, og efter hvor mange år, men ja, det synes jeg da kan være sund fornuft. Hvor lang tid der skal gå, må man jo tage en drøftelse af, og det er jeg sådan set heller ikke villig til lige i dag at give et svar på. Men ja, jeg ser med åbent sind på, at man også skal evaluere det, vi nu sætter i gang.

Så er det fru Ida Auken.

Jeg vil først og fremmest meget gerne kvittere for en af de få folketingsbehandlinger, jeg har været til, hvor vi rent faktisk snakker sammen, og hvor vi prøver at finde hinanden. Jeg vil virkelig gerne over for ministeren kvittere for, at vi gør det her.

Det eneste, jeg bare gerne vil have ham til måske at bekræfte fra talerstolen, er det, som hans partifælle, hr. Torsten Schack Pedersen, sagde, nemlig at det er et politisk valg, om man vil have de her miljømærker eller ej, at det ikke skal være et teknisk valg, men at det ligesom er politikerne, der afgør, om man vil have mærkerne – i en kommunalbestyrelse f.eks. eller en anden ordregiver.

Ministeren.

Altså, der må jeg jo så sige, at det er gensidigt, og at jeg også sætter pris på, at man kan have en politisk diskussion her i Folketingssalen. Det er godt at kunne have det.

Men ja, selvfølgelig skal det være et politisk valg, hvis man gerne vil gå vejen i forhold til mærker. Og så har jeg udmærket forstået de mange spørgsmål, der er stillet, og som går på, om man så har det politiske valg, som nogle er kritiske over for i dag, altså hvorvidt det politiske valg findes, hvad det så er, der er passende dokumentation, og hele det her spørgsmål om, om det så er et meget stort administrativt system, kommunerne bliver pålagt. Jeg har heller ikke nogen interesse i at pålægge kommuner mere administration end absolut nødvendigt, så jeg tror, vi alle sammen deler den interesse. Og der rækker jeg hånden frem til at sige, at det tror jeg sagtens man kan få lavet en præcisering af, som gør, at nogle af de bemærkninger, der er kommet, og nogle af de scenarier, som nogle frygter, selvfølgelig ikke skal blive til virkelighed.

Fru Ida Auken.

Jeg havde faktisk slukket mikrofonen, for jeg havde ikke meget mere at tilføje andet end bare at sige tak til ministeren for den tilgang til tingene.

Ministeren.

Jamen så tror jeg også, jeg bliver nødt til at sige tak – men lad det blive ved det.

Så har vi ikke flere i talerrækken, og vi siger tak til ministeren.

Og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.