Jeg vil gerne takke for alle de bemærkninger, der har været til lovforslaget her i dag.
Jeg kan jo konstatere, at der heldigvis er et meget bredt flertal for forslaget, men der er også faldet, om jeg så må sige, nogle kritiske bemærkninger fra andre kanter.
Jeg vil også gerne endnu engang benytte lejligheden til at takke for det ansvar og den samarbejdsvilje og evne til nytænkning, som både arbejdsgivere og fagbevægelsen har udvist i forbindelse med trepartsforhandlingerne.
For det er væsentligt at minde om, at lovforslaget udmønter et fælles forslag fra DA og LO om en 2-årig integrationsuddannelse, som regeringen og arbejdsmarkedets parter valgte at tiltræde med trepartsaftalen om integration.
Alle parter har kunnet se, at vi har en fælles opgave, en fælles interesse og et fælles ansvar, hvis vi skal løfte integrationsopgaven, og det skal vi.
Vi har fornemmet konsekvenserne, hvis vi ikke er i stand til at løse opgaven, og vi har kunnet se behovet for en helt ny tilgang til integration med ét klart fokus, og det er job.
For det er kun rimeligt, at man så hurtigt som muligt giver et bidrag til det danske samfund, når man er kommet hertil.
Samtidig ved vi, at det er helt afgørende for den enkeltes integration i det danske samfund, at man kommer ud på arbejdsmarkedet, at man møder danskerne, det danske sprog, danske normer og værdier, at man kort sagt får Danmark ind under huden.
Udfordringerne med integrationen eller mangel på samme er jo til at tage at føle på, og de bliver bestemt ikke mindre med den store tilstrømning mod Europa og dermed også Danmark, som vi ser i øjeblikket.
Kun hver anden er i job, når vi måler på indvandrere og efterkommere med ikkevestlig oprindelse.
Og for de nyankomne flygtninge, som vi ser nu, at tallene endnu mere deprimerende.
Regeringen har netop beregnet, at flygtningepresset vil udløse en samlet ekstraregning på 6,4 mia.
kr.
fra 2017 til 2020, og regningen bliver altså ikke mindre i fremtiden, hvis vi ikke gør noget.
Det kan vi ikke byde hverken de hårdtarbejdende danskere, der er her, eller de rigtig dygtige virksomheder, som har skabt velstanden.
Af samme grund er jeg også glad for, at denne regering så som sin første opgave at gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark og at skabe knivskarpe incitamenter for nytilkomne til netop at komme ud på arbejdsmarkedet.
Jeg skal konkret nævne integrationsydelsen som en blandt flere væsentlige stramninger af opholdsvilkårene for nytilkomne.
Men tallene understreger også behovet for en ny integrationspolitik, og at vi ikke bare iværksætter mere af det samme, mere af alt det, der ikke virker, men at vi ændrer selve tilgangen til integration.
Dermed skal der iværksættes mere af det, vi ved virker, og som er blevet brugt alt for lidt tidligere, nemlig at man kommer ud i virksomhederne.
Det betyder, at vi skal kræve noget mere af dem, der kommer hertil.
Man kan nemlig efter min mening godt bidrage, også selv om man ikke taler flydende dansk og man lige er kommet til landet.
Det betyder også, at vi ikke skal stille for høje og unødvendigt rigide krav til dem, der skal løfte opgaven, nemlig kommunerne og landets virksomheder.
De mange nytilkomne skaber behov for større smidighed, som sagt nye løsninger.
Sådan en løsning er igu'en, og det er jo den, vi behandler lige nu.
Den er som bekendt foreslået af DA og LO, der deler regeringens ambitioner om en ny tilgang.
Derfor lagde DA og LO et fælles forslag til en ny 2-årig integrationsuddannelse, som skal være en ny og ubureaukratisk trædesten til arbejdsmarkedet, på bordet.
Det er en ordning, hvor virksomheder og flygtninge selv aftaler en ansættelse.
Igu'en betyder, at flygtninge får mulighed for at arbejde og opkvalificere sig, selv om deres kvalifikationer ikke rækker til et job på fuld løn.
Det bliver muligt, fordi lønniveauet svarer til elevsatserne for praktikforløb under erhvervsuddannelserne, og fordi staten betaler for opkvalificering.
Virksomheder, der tager igu-elever, får udbetalt en bonus.
Samtidig – det har parterne nemlig lagt meget vægt på – værner igu'en i øvrigt om den danske arbejdsmarkedsmodel og mod social dumping.
Igu-elever er nemlig omfattet af den kollektive overenskomst, som gælder for virksomhederne.
Det gælder bl.a.
i forhold til arbejdstid, genebetaling, opsigelsesvarsler og andet, ligesom det er sikret, at virksomheder, der ansætter igu-elever, skal høre deres medarbejdere efter gældende overenskomst eller lov.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter ser ikke udfordringerne på beskæftigelsesområdet som et enten-eller, men som et spørgsmål om både-og mellem flygtninge og andre grupper.
Derfor har vi også aftalt følgende, og jeg citerer både fra trepartsaftalen og bemærkningerne til lovforslaget:
»Det er helt centralt, at igangsætningen af en IGU-ordning for flygtninge og familiesammenførte ikke forringer andre gruppers muligheder for varig tilknytning til det danske arbejdsmarked via andre målrettede ordninger, som f.eks.
erhvervsgrunduddannelsen (egu)«.
Derfor sikrer lovforslaget også, at der indføres en bonus mere til virksomhederne, der har ansat elever efter erhvervsgrunduddannelsen, helt på lige fod med den bonus, der foreslås indført for igu'en.
Derfor har regeringen i de videre trepartsforhandlinger lagt op til at drøfte, hvordan vi kan løse udfordringerne med manglende praktikpladser, så flere vælger at færdiggøre en erhvervsuddannelse.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er naturligvis også meget optaget af at sikre, at ordningen bliver til virkelighed i harmoni med de gode intentioner, som der ligger her.
Derfor har vi også aftalt at følge ordningen tæt og evaluere den i samarbejde med parterne.
Jeg håber selvfølgelig på en velvillig behandling også ved andenbehandlingen her, så vi kan få det forslag, der ligger her, vedtaget, så flere flygtninge kan komme i gang på arbejdsmarkedet.
For som sagt mener jeg, at det er helt rimeligt, at når man kommer til Danmark, skal man også bidrage.