Første gang Folketinget udsatte revisionen af logningbestemmelserne, var tilbage i 2006, altså for 10 år siden.
Det er 10 år siden, at det her skulle have være revideret.
Først var der for få erfaringer, så ventede vi på, at EU ville blive klar med en forordning lige om lidt, så underkendte EU-Domstolen hele konstruktionen for at være i strid med grundlæggende rettigheder, så ventede vi på Rigspolitiet, men deres ønsker var åbenbart for dyre eller ubrugelige – vi ved det ikke, for vi må ikke se det – og nu handler det så om, at man skal gå i dialog med teleudbyderne.
Al ære og respekt for et ønske om dialog med teleudbyderne fra Justitsministeriets side, det tror jeg de har ønsket i mange år og ikke kunnet få gang i.
Det, jeg sådan set prøver at sige med min lange indledning, er, at det er pinligt, hvordan man kan blive ved med at udskyde en revision med skiftende forklaringer.
Det er tydeligvis, fordi man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre.
Tidligere, jeg tror, det er 4-5 år siden, kunne vi slet ikke få hevet ud af Justitsministeriet, hvilke erfaringer der var med sessionslogningen, altså den del af logningen, der handler om internetaktivitet.
Kun med hjælp fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten fik et flertal uden om den tidligere regering tvunget noget åbenhed igennem, sådan at vi kunne tage stilling på et kvalificeret grundlag.
Og det, der viste sig dengang, var, at man ikke havde anvendt sessionslogning én eneste gang, i én eneste sag.
De partier, som dengang var meget interesseret i åbenhed – eller i hvert fald nogle af de partier – har så fået plantet sig temmelig solidt på taburetterne, og så er det der hensyn til frihedsrettighederne måske ikke længere så vigtigt.
Det viser sig i den lukkethed, der er omkring processen.
Altså, vi må ikke se det forslag, der har været oppe til debat i ministeriet, og som er blevet kasseret.
Vi må ikke underlægge det kritiske øjne for, om det har effekt eller ej.
Selv om justitsministeren selv i offentligheden har udtalt, at det virker så godt, så er der ikke nogen andre, der må tjekke det efter.
Og vi må ikke få en revision nu.
Jeg synes, at det, der er det vigtigste, er, at vi begynder at tale om, hvad en revision skal indebære, eller hvad der skal gå forud for en revision.
Vi skal have en offentlig debat med flere forskellige synspunkter, ikke kun fra Rigspolitiets side og fra teleudbydernes side, som er de eneste to parter, som man i bemærkningerne til det her lovforslag nævner at man ønsker dialog med – kun Rigspolitiet og teleudbyderne, altså kun hensynet til efterforskningskompetencer og udgifter for erhvervslivet, men ikke en inddragelse af nogle menneskerettighedsorganisationer eller andre, der ville have et øje på privatlivets fred.
Dem skal vi selvfølgelig også have inddraget.
Så skal vi have kritiske øjne på det fra dem, som er uafhængige af staten, og som faktisk kan vurdere det fra en anden side.
Vi skal have fremlagt erfaringer, statistikker, så vi kan afveje proportionaliteten af udgifter og indgreb i privatlivet over for effekten.
Det må da være det mindste, så vi samlet set kan lave en afvejning for og imod og ikke mindst en afvejning af hensynet til sikkerhed på den ene side og retssikkerhed og frihedsrettigheder på den anden side.
Det synes jeg sådan set er det vigtigste.
Derfor er mit spørgsmål til justitsministeren, som jeg håber at justitsministeren gerne vil svare på, når han skal på talerstolen senere, om regeringen har tænkt sig at facilitere en ordentlig åben debat om logning, telelogning, masteoplysninger, sessionslogning, eller om man har tænkt sig at fremlægge en løsning på et tidspunkt, der allerede er klappet af bag lukkede døre.
Hvis det sidste er tilfældet, ville det da være rart at få det at vide, så vi kan forsøge at gøre noget ved det.