Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 182:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om social pension og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. (Forlængelse af forsøg med ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen).

(Fremsættelse 27.04.2016).

Forhandlingen er åbnet. Det er hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I 2013 lavede den tidligere, socialdemokratiske regering et bredt forlig, hvor man ændrede på sygedagpengereglerne. Der var en del gode ændringer i den reform, som jeg ikke skal trætte med her. Men en af de ting, vi snakkede en del om, som nok ikke fyldte så meget for mange mennesker, men dog ret meget for de få, var, at man havde mulighed for at sige nej til lægebehandling såsom operationer, man var utrygge ved, behandling med elektrochok, lykkepiller og andre lignende historier, som fyldte ret meget i mediebilledet dengang.

Ændringen i 2013 gjorde så, at man kunne sige nej til disse behandlinger uden at miste sine sygedagpenge og muligheden for at blive tilkendt fleksjob og førtidspension, som selvfølgelig var ret vigtigt for mange og også gav en vis tryghed. Man lavede dog en forsøgsordning på 2 år, hvor man blandt forligsparterne kunne vurdere situationen. Og de her 2 år er nu gået. Det har vist sig, at fra 1. april 2014 til 1. november 2015 har der været 150-200 sager. Samtidig har det vist sig, at den kliniske funktion, som skulle vurdere de her sager, ikke i høj grad har fundet yderligere forslag til behandling.

Nu er forslaget så, at man vil forlænge forsøgsordningen i 2 år for at vurdere, om dette tal er retvisende, og om det er stabilt, samtidig med at man i stedet for en klinisk funktion kan bruge en sundhedskoordinator for at gøre processen mere enkel.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Socialdemokraterne gerne så ordningen blive gjort permanent, da vi mener, det er urimeligt at kræve disse behandlinger af mennesker, hvis de er utrygge ved det. Det kan vi ikke byde nogen. Det er også derfor, at vi ændrede lige nøjagtig den her regel, da vi var i regering.

Men omvendt synes vi også, at det er fint at gøre tingene mere enkle, og Socialdemokraterne vil derfor støtte den forlængede forsøgsperiode.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Den her ordning er jo en forsøgsordning, som har betydet, at de personer, der, som det er blevet sagt, har været meget nervøse og utrygge ved en behandling – det kunne være elektrochok, det kunne være nogle bestemte piller – og som ikke har turdet tage den behandling, har kunnet sige nej til den. I den forbindelse har det været Klinisk Funktion, der har skullet bedømme det, og fremover er det så kun sundhedskoordinatoren, der skal ind over det, når man bedømmer det. Det er altså en forsøgsordning, der har kørt, og perioden udløber, og vi forlænger den nu, fordi der måske ikke rigtig er grundlag for at bedømme, om det skal være en permanent ordning.

I Dansk Folkeparti ser vi gerne, at det bliver en permanent ordning, men vi vil selvfølgelig lade forsøget køre videre. For det skal jo være sådan, at borgerne er trygge ved den behandling, de får, men at de også kan få den behandling, de har krav på, og hvis de siger nej til en behandling, skulle det gerne kunne bedømmes, om der er andre muligheder for at hjælpe dem med at få en anden behandling, de er mere trygge ved.

Dansk Folkeparti siger ja til at forlænge forsøgsperioden, men vi ser også frem til, at man efter den forlængelse måske kan permanentgøre ordningen.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det er positivt, at Dansk Folkeparti gerne vil være med til at gøre ordningen permanent. Det vil Socialdemokraterne, og det vil Enhedslisten også, og så har vi flertal, og så kan vi vel lige så godt gøre med det samme, der er ingen grund til at vente. Vi ved jo, hvad ordningen går ud på, og vi ved, hvor meget den bliver brugt, og vi ved, hvilke muligheder og begrænsninger der er i den, det er jo fuldt belyst. Så hvad er problemet? Skal vi – Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten – ikke bare sammen stille et ændringsforslag om at gøre ordningen permanent?

Værsgo, hr. Bent Bøgsted.

Tak, formand. Nu er det jo sådan, at vi har en aftale om sygedagpengereformen, og det er der, det ligger, og der tager vi det selvfølgelig op og diskuterer det.

Hr. Finn Sørensen.

Vil det sige, at man i den aftale har afskåret sig fra at gøre den permanent, medmindre Venstre siger ja til det?

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg tror på, at vi finder en fornuftig aftale, og jeg tror ikke, at Venstre har nogen intentioner om, at man ikke kan permanentgøre det. For hvis ikke de havde syntes, det var værd at se på, havde de jo stoppet forsøget allerede nu.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Så er det hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. Det lovforslag, vi behandler i dag, udspringer jo af det forlig, som blev indgået tilbage i 2013 om en sygedagpengereform, og der blev en 2-årig forsøgsordning sat i værk – den er på udmærket vis blevet beskrevet af de tidligere ordførere – som var med til at sikre, at ingen borgere følte sig tvunget til en behandlingsform, som de ikke var helt trygge ved. Det foreslås nu i lovforslaget at forlænge det for en 3-årig periode med henblik på i den periode at afprøve en forenklet model, og det hilser vi i Venstre velkommen. Det går jo helt konkret ud på, at det er kommunens sundhedskoordinator frem for hele regionens kliniske funktion, som skal inddrages, når en borger ikke ønsker at modtage en given behandling.

Så vi synes sådan set, det er fornuftigt at afprøve den mere forenklede model i en periode, og derfor vil vi gerne anbefale det her lovforslag. Så skal jeg hilse fra Radikale Venstre, hvis ordfører ikke kunne være til stede her i dag, og sige, at de også støtter op om det lovforslag, som ligger her. Tak.

Tak. Så er der en bemærkning fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Nu har ordføreren jo hørt den ordveksling, der har været. Socialdemokraternes udmelding er, at de gerne vil lave en permanent ordning. Det vil Dansk Folkeparti også – Enhedslisten også. Det skulle ikke undre mig, om der var flere partier her længere nede bagved i salen, der også gerne vil. Jamen hvorfor så ikke gå til biddet med det samme? Hvad er det, der skal afklares, før vi kan tage det eneste rimelige skridt, nemlig at gøre det til en permanent ordning? Vil Venstre ikke også støtte det?

Værsgo til Venstre.

Jeg fornemmer ligesom på Enhedslisten, at Enhedslisten næsten har fortrudt, at partiet ikke er med i aftalen om en sygedagpengereform, for det er jo i den kreds af partier, at vi aftaler ændringer. Det glæder os sådan set, at Enhedslisten så finder anledning til i hvert fald at støtte op om lovforslaget – lyder det til – i sin nuværende form. Vi i forligskredsen har så fundet, at en 3-årig yderligere forlængelse, hvor vi kan afprøve den her model, er en fornuftig måde at håndtere det her forslag på.

Hr. Finn Sørensen.

Enhedslisten har aldeles ikke fortrudt. For der har vi samme holdning, som når vi snakker dagpenge. Det er ikke de syge, der skal betale for de forbedringer, der er i ordningen. Det her var en af forbedringerne, og det sagde vi allerede dengang. Det er en lille forbedring, men den er god, og den har stor betydning for de mennesker, der kan benytte sig af den.

Så jeg vil bare spørge igen rent sagligt: Hvad er problemet? Hvorfor vil Venstre blokere? Det er det, jeg hører ordføreren vil, selv om det bliver pakket lidt ind. Venstre vil blokere for, at det her kan blive en permanent ordning. Det er fair nok, hvis man har nogle saglige grunde, men dem har jeg ikke hørt endnu. Måske kommer de.

Værsgo, hr. Hans Andersen.

Den konkrete årsag er, at der her er en forenklet model, som vi skal have afprøvet fremadrettet. Virker den, eller virker den ikke? Det vil vi så få afklaret i den kommende periode, og så drøfter vi den gerne med de øvrige partier i forligskredsen, for vi er optaget af, at sygedagpengereformen virker bedst muligt.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg hørte, at det knirkede ganske voldsomt, da ordføreren for Venstre gik ned ad trappen fra talerstolen. Det må skyldes de utrolig små sko, ordføreren går i. Altså, hør nu her: Det er jo ganske få mennesker, vi taler om. Det er en ganske beskeden udgift. Måske er der i virkeligheden en besparelse her, fordi man jo sparer på alle mulige foranstaltninger, som man ellers jager syge mennesker ud i – alle mulige mærkelige behandlinger, der også koster penge. Det har man ikke engang medregnet her. Jeg synes, det er for dårligt.

Jeg synes, vi skal stille nogle ændringsforslag, der kan gøre ordningen permanent. Så kan vi jo få afklaret, hvem der mener noget med det, de står og siger her på talerstolen, og hvem der bare sådan hælder lidt vand ud af ørerne.

Så Enhedslisten støtter selvfølgelig det her lovforslag. Vi havde gerne set, at det blev permanent, men vi havde også gerne set, at det blev mere vidtgående. Det er jo et fremskridt i tænkningen, at man nu pludselig siger, at borgeren har noget indflydelse på sin egen sygdoms forløb og de behandlinger, man kommer ud for. Den selvbestemmelse burde jo udvides til andre af de foranstaltninger, man udsætter syge mennesker for i disse år i kraft af både sygedagpengelovgivningen og førtidspensionslovgivningen om ressourceforløb og arbejdsprøvning og huhej, hvor det går.

Vi støtter meget gerne, at mennesker, der er syge, og som ikke kan arbejde på grund af sygdom – for manges vedkommende med et totalt nedbrudt helbred på grund af nedslidning eller arbejdsulykker eller psykiske lidelser af forskellig art – får langt mere selvbestemmelse over, hvilke behandlinger forløb de bliver udsat for. Det har vi så lavet nogle forslag om fra Enhedslistens side, der ikke er til behandling her. Det kommer de den 23. maj, og så er det i hvert fald annonceret. Men det er så for at sige, hvad vores holdning til det er. Så kunne vi måske få afskaffet nogle af de her sindssyge praktikker, hvor folk bliver bedt om at tage sengen med på arbejde, og hvad man ellers udsætter mennesker for.

Men vores utålmodighed, hvad det angår, skal selvfølgelig ikke afholde os fra at støtte et udmærket forslag, som vi gerne ser bliver gjort permanent. Vi støtter også de andre elementer, der er i forslaget, som omberegning af sygedagpenge og den sproglige tilpasning osv. Så skal man måske lige holde øje med, hvad den sproglige tilpasning helt konkret bliver udmøntet i.

Men der er en ting, som vi i hvert fald må vi stille et spørgsmål om og få afklaret, og det er: Hvad er reelt økonomien i det her, hvis man medtager det forhold, at der er nogle sparede udgifter til behandling af de borgere, som man accepterer siger nej til en eller anden given behandling? Så kan det da være, at hvis vi får opklaret det, er der slet ikke nogen argumenter tilbage for ikke at gøre ordningen permanent.

Tak til hr. Finn Sørensen. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, værsgo.

Der er her tale om et forholdsvis lille lovforslag, hvormed man forlænger en ordning, som er aftalt af forligskredsen bag sygedagpengereformen. Man laver en lille ændring af den her ordning, sådan at det for fremtiden er sundhedskoordinatoren frem for regionens kliniske funktion, der skal inddrages, når en borger ikke ønsker en anbefalet behandling.

Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at det principielt er en god idé med sådan nogle forsøgsordninger, hvorpå man altså sætter en tidsbegrænsning, sådan at man kan evaluere dem og ikke bare automatisk gøre dem permanente, for så har de også en tendens til at få deres eget liv og blive meget svære at ændre rent politisk. På andre områder kalder man det solnedgangsklausul, og det synes vi egentlig er en fornuftig ting, sådan at lovgivningen ikke bare kan blive ved med at køre videre i al evighed, men automatisk bliver taget op til revision en gang imellem.

Vi kan naturligvis støtte det her lovforslag, da vi er en del af sygedagpengeforligskredsen og naturligvis derfor har nikket til det på forhånd. Tak.

Tak for det. Hr. Torsten Gejl, Alternativet, værsgo.

Alternativet vil gerne støtte videreførelsen af den her forsøgsordning, der gør, at syge mennesker kan sige nej til lægebehandling i fremtiden, i en endda forenklet model.

Vi vil også gerne permanentgøre ordningen i den nye model, hvis der skulle være et flertal i Folketinget, der er klar til det. Tak.

Det siger vi tak for. Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Er det en god idé, at borgerne skal kunne sige nej til bl.a. elektrochok, uden at det får økonomiske konsekvenser for den enkelte? Ja, det tror jeg da nok. Det kunne da bare mangle.

SF støtter lovforslaget.

Tak for det. Den konservative ordfører er ikke til stede, så det er beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Tak for det. Og tak for behandlingen af lovforslaget. Forsøgsordningen, som giver borgere ret til at afvise lægebehandling, uden at det kan få konsekvenser for deres ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller for kommunens vurdering af, om der er grundlag for at bevilge fleksjob eller tilkende førtidspension, blev indført i forbindelse med sygedagpengereformen.

Intentionen er at sikre, at ingen borgere skal føle sig tvunget til at tage imod en behandling, som de ikke er trygge ved. Samtidig skal det afdækkes, om der er andre behandlingsmuligheder. Det mener jeg er en god intention.

Jeg er derfor tilfreds med, at partierne bag sygedagpengereformen har valgt at forlænge forsøgsordningen, og at partierne bakker op om en forenkling af ordningen, så det fremadrettet alene vil være kommunens sundhedskoordinator frem for hele regionens kliniske funktion, der skal afdække andre behandlingsmuligheder for den enkelte borger. Det mener jeg vil være en mere hensigtsmæssig måde at bruge ressourcerne på, i og med evalueringen jo peger på, at det kun er i relativt få tilfælde, at det er muligt at pege på en anden behandling.

Det foreslås, at reglerne indføres som en midlertidig ordning i 3 år. Det vil gøre det muligt at afprøve den nye, forenklede model i praksis, inden vi tager endelig stilling til, om ordningen skal gøres permanent.

For den øvrige del af lovforslaget vil jeg henlede opmærksomheden på, at vi nu sikrer, at arbejdsgiver også får sygedagpengerefusion for løn, som bliver indbetalt som ekstra bidrag på en arbejdsgiveradministreret pensionsordning.

Jeg ser frem til en god udvalgsbehandling. Tak.

Tak. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Jeg skal bare spørge ministeren: Hvad er den saglige begrundelse for, at man ikke gør ordningen permanent? Altså, den eneste væsentlige ændring, der sker nu, er, at man kan springe rehabiliteringsteamet over, og at sundhedskoordinatoren kan afgøre tingene. Altså, hvorfor skal man bruge 3 år til at evaluere, om man nu kan gøre sådan en ordning permanent? Hvad er den saglige begrundelse?

Ministeren.

Det er netop omlægningen fra den kliniske funktion til sundhedskoordinatoren. For det, der jo er indholdet af det, der i dag foregår i den kliniske funktion, og som for fremtiden skal foregå hos sundhedskoordinatoren, er jo en vurdering af, om der er alternative behandlingsmuligheder for den pågældende patient. Så her er det ikke bare et spørgsmål om økonomi. Det er også et spørgsmål om en tillidsrelation til patienten, om der er andre relevante behandlingsmuligheder.

Nu bliver det omlagt, så jeg synes, det er helt rimeligt at se på, hvad erfaringerne så er, når det er sundhedskoordinatoren. Det er jo en meget enklere proces, vi går ind i. Det er det, der ligger bag det.

Hr. Finn Sørensen.

Fuldstændig rigtigt! Det er en meget enklere proces. Det er også en af grundene til, at vi alle sammen støtter den. Jamen altså, så er det da også meget enklere at vurdere, og det kan vi da gøre allerede nu, at det da vil være en succes. Det er klart. Men er det det, man er bange for? Er man bange for, at det bliver en succes, sådan at der er flere end dem, man egentlig synes man har råd til at bruge penge på, der bruger ordningen? Er det det, der forhindrer, at vi gør den permanent med det samme?

Værsgo, ministeren.

Nej, det her er ikke et spørgsmål om penge. Altså, det er jo en ordning, der er blevet brugt meget, meget lidt, og det viser sig i øvrigt, at det er vanskeligt at pege på alternative behandlingsmuligheder. Men det ændrer ikke på, at der i hver eneste af de situationer, der er tale om, er grund til at være opmærksom på, at man står over for et menneske, som ikke har tillid til den lægebehandling, som bliver anbefalet, og hvor der er en myndighed eller en sundhedskoordinator, som det er nu, der har en opgave med at se på, om der er andre relevante behandlingsmuligheder. Det synes jeg man skal have respekt for og bruge de her 3 år til at kigge på. Hvis der så igen er gode erfaringer efter 3 år, jamen så er det vel noget, der bliver permanentgjort.

Tak for det. Så siger jeg tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.