Emner til foretræde for Beskæftigelsesudvalget om L 181
1. Supplerende dagpenge
Bygningsarbejdere i Danmark leverer hver dag en stor del af fleksibiliteten i den danske
flexi-curity model. Med rekord lave opsigelsesperioder og overenskomstbestemmelser
om hjemsendelse, på grund af for eksempel vejrlig eller materialemangel, har danske
bygningsarbejdere altid udvist stor forståelse for en branche præget af mange små og
mellemstore virksomheder med store udsving i arbejdsmængden og vanskelige
planlægningsvilkår. Alle bygningsarbejdere ville selvfølgelig helst arbejde fuld tid hver
uge hele året rundt, men et sådant krav ville ganske givet knække nakken på mange
små og mellemstore virksomheder i branchen. Vi er som bygningsarbejdere desuden
helt med på den dagsorden der hedder at flere unge skal tage en erhvervsuddannelse
også inden for byggeriet. En stigende problemstilling for rekruttering og fastholdelse af
unge bygningsarbejdere er dog den store usikkerhed og ustabilitet i indtjeningen i
branchen. F.eks. oplever vi bygningsarbejdere at banker og kreditforeninger har stadig
sværere ved at håndtere kunder der ikke kan fremvise lønsedler med fast månedsløn.
Derfor er det urimeligt man med det nye lovforslag yderligere presser
bygningsarbejdernes muligheder og straffer de grupper der leverer den fleksibilitet alle
siger arbejdsgiverne og samfundet har brug for.
For os bygningsarbejdere var det glædeligt at man både fra dagpengekommissionen og
forligspartierne havde lyttet til os timelønnede og forslået at friholde hjemsendte
arbejdere fra varighedsbegrænsningen på supplerende dagpenge. At dette nu er
udskudt til efter næste valg bekymrer os meget.
En tagdækker kan gennem anciennitet opnå helt op til 5 ugers opsigelse. Samme
tagdækker kan dog til enhver tid hjemsendes på grund af vejrlig uden varsel. Dette
sker jævnligt for selv den bedste, fuldtidsansatte tagdækker da selv ikke han/hun er
herre over vejret.
En tagdækker risikerer derfor at opbruge sin ret til supplerende dagpenge og dermed
blive straffet for at levere den fleksibilitet arbejdsgiverne efterspørger.
Problemstillingen er ikke ny men bliver yderligere forværret med den foreslåede
lovændring om månedsudbetaling.
2. Bagatelgrænse
Vi har forstået at man ifølge det nye lovforslag fremover skal indsende dagpengekort
inden udbetalingsperioden er udløbet og dermed gætte sig frem til hvor mange timer
man har den sidste uge. Skriver man fuld tid på fordi det er forventningen men alligevel
bliver hjemsendt pga. dårligt vejr risikere man således at miste op til 12 timers
dagpenge på en uge. At miste 12 timers indtægt på en uge er for os absolut ingen
bagatel.