Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 162:

Forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge.

Af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 30.03.2016).

Sammen med dette punkt foretages:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 163:

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om folkeskolen. (Konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge m.v.).

Af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 30.03.2016).

Forhandlingen er åbnet. Det er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Alle børn fortjener en god start på livet. Men desværre er det jo sådan, at nogle børn har rigtig dårlige forudsætninger i forhold til andre børn for at få en god start på livet. De vokser op i familier hos forældre, hvor der er så mange problemer, at det kan være nødvendigt at anbringe dem uden for den normale forældre- og familieramme.

I Socialdemokratiet mener vi, at man som samfund har et særligt ansvar lige præcis over for den her gruppe af børn. Vi skal skabe så tryg en ramme som muligt for dem. Vi skal skabe en ramme, hvor der er nogle, der holder af dem. Alle børn og unge har behov for, at der er en nær og tryg relation til omsorgsfulde voksne. Anbragte børn og unge har de samme rettigheder som alle andre børn og unge. De har f.eks. ret til privatliv, de har ret til medbestemmelse i deres dagligdag, og de har ikke mindst ret til at få omsorg og beskyttelse, at der er nogle, der passer på dem, og nogle, der tager sig af dem og sørger for, at de trives og udvikler sig. Forpligtelsen til at sikre børns rettigheder overgår så fra forældrene til personalet på anbringelsesstedet eller til en plejefamilie, når et barn anbringes uden for hjemmet.

Derfor er det afgørende, at der er fuldstændig klare regler for, hvad plejefamilier og hvad personale på anbringelsesstederne må og ikke må, når de drager omsorg for de anbragte børn og unge. Det er desværre ikke tilfældet i dag, og det har rigtig mange af dem, der har været ansat, også været meget frustrerede over. Der er betydelige gråzoner, hvor det er uklart, i hvilket omfang man må fastholde et barn eller en ung: Må man føre dem fra det ene rum til det andet, hvis der er problemer? Der er rigtig mange svære dilemmaer, som handler om at finde balancen mellem at respektere barnets frihedsrettigheder på den ene side og samtidig på den anden side varetage barnets interesser i en situation, hvor det f.eks. kan være til fare for sig selv eller andre. Det er jo sådan set en situation, de fleste forældre kender derhjemmefra, og det er aldrig nemt at vurdere, hvordan man griber det an. Og det bliver ikke nemmere, når man som ansat på et anbringelsessted står i en sådan situation og skal træffe en beslutning på stedet. Derfor er det fuldstændig urimeligt, at der ikke har været meget klare retningslinjer at støtte sig til som personale eller plejefamilie.

Samtidig er det klart, at magtanvendelse selvfølgelig kun skal anvendes i de situationer, hvor det er nødvendigt. Magtanvendelse må aldrig blive noget, der erstatter den almindelige omsorg og pædagogiske støtte, der er afgørende for børn og unges udvikling. Der er jo kæmpestor forskel på de anbragte børn og unge. Der er børn i 6-årsalderen, som er midlertidigt anbragt uden for hjemmet, og som ikke har de store, alvorlige, sociale problemer. Dem skal man tage vare på. Der er bestemte måder at opdrage på. Man kender også derhjemmefra, at der er meget stor forskel på at have en 6-årig og en 16-årig.

I den anden ende af det her er der jo også 16-årige, som bokser med meget store sociale problemer og også med psykiske problemer, og som har brug for ganske særlig omsorg og pædagogisk støtte. Så er der også dem, som jeg har omtalt tidligere i radioen i dag, på de sikrede institutioner, hvor vi har at gøre med relativt hærdede kriminelle med tatoveringer helt op til ørerne.

Hele det spektrum skal vi på en eller anden måde kunne favne med den lovgivning, og derfor har vi brugt rigtig meget tid på at debattere det partierne imellem. Vi har haft rigtig mange folk ind over, vi har haft rigtig mange analyser ind over. Det har været et meget grundigt stykke arbejde, der ligger til grund for at lave nogle regler, som skal kunne favne, at det er så forskelligartede situationer, man står i som pædagog på anbringelsesstederne eller som plejefamilie.

Plejefamilierne og personalet skal jo så håndtere alle tænkelige situationer fra mindre børn, der lader temperamentet løbe af med sig og kaster med bestikket ved middagsbordet, til unge, der gør skade på sig selv og i værste fald forsøger at begå selvmord. Jeg nævner bare de her ting, og hvor forskelligartede de er, og hvor komplekse problemstillingerne er i løbet af en dag på anbringelsesstedet, for at understrege, hvorfor man som medarbejder kan komme i tvivl om, hvordan man håndterer den situation, man står over for, og hvorfor det ikke er så simpelt at lave meget klare retningslinjer.

Der har været eksempler i forbindelse med arbejdet, hvor medarbejdere har været i tvivl om, om de skal skride ind i situationer, hvor børn helt åbenlyst har gjort skade på sig selv og har forladt anbringelsesstedet. Det har de selvfølgelig gjort, fordi det er det eneste rigtige at gøre, og fordi det er sådan, de fleste mennesker vil reagere i situationen. Men det går jo ikke, at regelsættet har været så mangelfuldt, at der overhovedet kan opstå den slags tvivl, og derfor har lovgivningsrammen simpelt hen ikke været god nok.

Det sker jo også, at børn eller unge stikker af fra deres anbringelsessted. Det kan der være rigtig mange forskellige grunde til, og i de fleste tilfælde vender barnet jo tilbage enten af sig selv, eller fordi det har haft en dialog med personalet eller plejefamilien.

Oprindelig var der jo lagt op til, at det pædagogiske personale skulle have ansvaret for at få barnet eller den unge hjem. Da satte vi lidt bremserne i. Det handler simpelt hen om, at vi skal passe på, at personalet ikke bringes i fare, i forbindelse med at det skal bringe et barn tilbage. Vi skal være meget skarpe i vores skelnen mellem, hvornår det er en pædagogisk opgave, og hvornår det er en politiopgave.

Om vi har lagt det klogeste snit i hele verden, ved jeg ikke. Jeg synes, det var det klogeste, vi kunne komme frem til, og så må vi også se på via en evaluering, om vi har landet det rigtigt. Vi har i hvert fald skabt klare rammer for det her, og jeg mener, det er vigtigt, at vi ser i øjnene, at der er situationer, hvor det ikke er nogen god idé, at det er det pædagogiske personale, som skal udføre det, som jeg og vi opfatter som politiopgaver. Personalet skal ikke bringe sig selv i fare, og de skal kunne få hjælp fra politiet i de situationer, hvor der er risiko for at optrappe en konflikt, men også i situationer, hvor der er risiko for, at man simpelt hen ødelægger det pædagogiske arbejde, man er i gang med, fordi man ødelægger tilliden mellem den unge og den ansatte pædagog på anbringelsesstedet ved at skulle ud i nogle lidt voldsomme hændelser med hinanden.

Så det er vigtigt, at vi også får lagt et snit imellem, hvornår det er socialpædagogens arbejde, og hvornår det er politiets arbejde. Og der mener jeg, at vi har landet det rigtig fint, og jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet tage meget grundige drøftelser om det, og at vi også har kunnet finde hinanden omkring det.

Lovforslaget udmønter jo så også den del af satspuljen for 2016, der handler om at skabe klare rammer for magtanvendelse over for anbragte børn og unge. Formålet med det lovforslag er at tydeliggøre og præcisere, ligesom det andet lovforslag, hvornår der må anvendes magt over for børn og unge. Og det skal jo være en hjælp i det daglige arbejde med børn og unge. Det vil samtidig også give mulighed for, at der er en kritisk refleksion og en læring, der både er til gavn for de ansvarlige voksne og for børnene. Jeg mener, at lovforslaget her tydeliggør – og det er jo hele ideen – hvor grænserne går, og at det derfor styrker både børnene og de unges retssikkerhed på den ene side, og det er en vigtig selvstændig pointe, at deres retssikkerhed styrkes, men at vi også på den anden side både styrker retssikkerheden, men også evnerne til at tackle situationerne i hverdagen for det personale, der har at gøre med de børn og unge, vi taler om, og de meget forskellige grupper, vi taler om.

Vi har haft en debat i dag om det, medierne har valgt at fokusere på, nemlig de sikrede institutioner – det er selvfølgelig også mest farverigt, så jeg kan godt forstå valget af vinkel – om, hvorvidt vi skulle være gået længere i forbindelse med drøftelserne om kropsvisitation på de sikrede institutioner. Til det vil jeg sige, at jeg mener, at vi har fundet en rigtig god balance. Det er noget, vi har brugt meget lang tid på at drøfte med hinanden. Jeg var en af dem, der råbte gevaldigt vagt i gevær, og det vil sige, at noget af den kritik, der kommer i dag jo i den grad er møntet på ikke mindst Socialdemokratiet, fordi det var en af vores kæpheste ved forhandlingerne, at vi ikke gik for langt. Til det vil jeg sige, at det for os er vigtigt og afgørende, at vi kan forhindre, at der kommer våben og at der kommer mobiltelefoner ind på sikrede institutioner med stor risiko for sikkerheden for de andre unge og for personalet.

Hvad mobiltelefoner angår, er det simpelt hen et spørgsmål om, at der foregår efterforskning, som ikke skal kunne ødelægges af, at mobiltelefoner kommer ind. Der er jo mulighed for at bruge en metaldetektor. Så i forbindelse med det forslag, der er ude at gå i offentligheden om, at man skal kunne gå ind bag et forhæng, og så skal børnene eller de unge tage tøjet af, for at man skal kunne gennemsøge tøjet, skal vi bare være opmærksomme på, at det kan man med en metaldetektor. Så hvis det er våben eller mobiltelefoner, kan en metaldetektor det samme.

Hvad angår stofferne, ved jeg godt, at vi ikke er vant til at tale om sådan noget fra Folketingets talerstol, men dem kan man jo godt gemme på sin krop, uden at man behøver sit tøj. Det er jo sådan, man gør det i andre typer af fængsler, og det vil sige, at det er en illusion, hvis man tror, at det, at man får et ungt menneske til at gå ind bag et forhæng og tage tøjet af, kan forhindre dem i at være misbrugere. Hvis det var så nemt at stoppe et ungt menneske i at være misbruger, at man bare skulle sende dem ind bag et forhæng, så vil jeg godt hilse og sige, at der var et par narkomaner fra Istedgade, der ville tage turen ind bag forhænget, hvis det var så let. Man stopper ikke med at være misbruger ved, at man skal tage tøjet af, i forbindelse med at man skal ind igen på en sikret institution. Det er den første ting.

Den anden ting er, at selv højt sikrede fængsler, der vender vrangen fuldstændig ud på de mennesker, som er indsatte, forhindrer jo heller ikke, at der kommer stoffer ind. Så vi må se i øjnene, at det ikke er muligt at lave et fuldstændig skudsikkert system i forhold til at få stoffer ind og ud af nogle af de sikre institutioner. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Selvfølgelig skal vi det, og vi har taget et skridt videre i forbindelse med den her lovgivning, men det primære for os som Socialdemokrater er altså, at vi får fundet den fine balance mellem på den ene side at sikre personalet og de andre indsatte i forhold til ikke at blive udsat for vold og overfald, og at vi sikrer, at mobiltelefoner ikke bliver brugt på at ødelægge efterforskningen, og så at misbrugsproblemstillingen er en helt særskilt og selvstændig problemstilling, hvor det, når man skal misbrug til livs, og når man skal stoffer i fængslerne til livs, så handler om at komme af med misbruget. Det handler jo om at komme rundt om det og få givet de unge de rigtige tilbud med henblik på at komme af med de misbrugsproblemer, de har.

Så det er bare for at slå fast, at det niveau, vi har lagt, er et trin op i forhold til tidligere. Det mener jeg er helt rigtigt, også set i lyset af nogle af de overfald, der har været på andre typer af institutioner. Så så langt, så godt. Men vi skal altså heller ikke gå videre end det, for det er en illusion, at det vil hjælpe. Men Socialdemokratiet kan selvfølgelig støtte begge forslag og er glade for aftalen.

Tak for det. Og den næste ordfører er fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

I den offentlige debat, der løbende har verseret gennem de senere år og også forud for, at vi gik i gang med at få lavet de her to lovforslag, har der tit været brugt det udtryk, der hedder magtanvendelse. Jeg vil sige, at i forhandlingsforløbet om det specifikke indhold af lovforslagene og også i de mange forhandlinger, vi havde partierne imellem – også da vi kom til satspuljeforhandlingerne, vil jeg så sige – var det faktisk ikke det udtryk, vi brugte. Vi brugte ikke så meget »magtanvendelse«, men vi talte mere om det, der kaldes voksenansvar og voksenomsorg. Der kan godt være nogle, der måske vil sige: Jamen er det ikke det samme? Men jeg opfattede helt klart, at da vi sad rigtig mange partier sammen, var det faktisk noget, der betød noget, at vi prioriterede, hvad vi kaldte det, vi talte om, nemlig voksenansvar og voksenomsorg.

Der hersker ikke tvivl om, at det er godt for et barn eller en ung, uanset om man bor hos sine egne forældre eller er anbragt, at der er nogle retningslinjer at forholde sig til, at der er en opdragelse, som påvirker – og forhåbentlig i positiv retning – både en selv, men også dem, man omgiver sig med, og selvfølgelig også det miljø, man er i. Såfremt de retningslinjer er uklare, skaber de ofte et samværsmiljø, som ikke er optimalt for nogen parter. Når man som barn eller ung er anbragt uden for eget hjem, er der ofte mange faktorer, der spiller ind på ens adfærd og væremåde. Der er mange ting, der kan påvirke ens udvikling, og der kan ofte være noget i ens sind, som kan være svært at håndtere. Derfor har der jo også være politisk enighed om at skabe nogle mere klare rammer for, hvordan tingene kan og også må foregå. Det har der nemlig hersket tvivl om, netop: Hvad må man, og hvad må man ikke som ansat f.eks. på et opholdssted? Og de unge har egentlig også været i tvivl om deres retssikkerhed.

Der må ikke være tvivl om, at børn og unge har nogle grundlæggende rettigheder, bl.a. som følge af grundloven. Men der kan jo opstå situationer, hvor barnet eller den unge befinder sig i en svær situation, og hvor det kan være vanskeligt at overskue følgerne af de handlinger, man er i færd med at foretage sig. Derfor kan det også være nødvendigt, at en voksen påtager sig et ansvar og får sikret, at der ikke sker noget uhensigtsmæssigt. Her mener Dansk Folkeparti, at der er tale om at drage omsorg for barnet, også selv om det kan være nødvendigt at tage fat i ham eller hende. Det må man selvfølgelig ikke ty til sådan i tide og utide, vil jeg sige, men det skal være den sidste udvej, og det skal selvfølgelig altid ske i det, der hedder en tillidsfuld atmosfære – derfor netop udtrykket voksenansvar.

Da det har vist sig, at der gennem årene har hersket en faktisk rimelig stor usikkerhed og tvivl om, hvad man må og ikke må som medarbejder på et anbringelsessted i det daglige arbejde med anbragte børn og unge, har der været et ønske om at lave nogle mere klare rammer for netop voksenansvaret – rammer, af hvilke det tydeligt fremgår, hvornår man har adgang til at gribe ind, herunder også med en fysisk indgriben, som vi også lige har talt om. Men der synes jeg også, når vi taler om fysisk indgriben, det er vigtigt, at vi netop i de tekster, der er lavet, og i bemærkningerne har været meget optaget af, at der altså er noget, der hedder fysisk guidning – netop noget, som måske ikke er så dramatisk, men som faktisk skal opfattes som en hjælp for det barn eller den unge, det nu drejer sig om.

Det skal så ske igennem, at vi tydeliggør de regler, der findes i dag, således at alle implicerede parter er klar over, hvad der netop ligger inden for lovgivningens rammer. Det drejer sig jo bl.a. om noget af det, som vi også hørte fra den forrige ordfører, om tilbageholdelse, afværgehjælp, undersøgelse af personer, kortvarig fastholdelse og bortvisning.

Et andet område, som vi har drøftet indgående, er registrering og indberetning. Her er det helt klart Dansk Folkepartis håb, at de klare retningslinjer vil gøre det tydeligt for alle, hvad der skal indberettes, og hvad der ikke skal indberettes, og hvordan man skal gøre det, altså hvordan det egentlig skal håndteres, så det heller ikke ender med at blive alt for bureaukratisk.

Når loven skal til at virke rundtomkring på anbringelsesstederne i Danmark og forhåbentlig også vise sig at være et rigtig godt redskab i det daglige arbejde der, er det også meget vigtigt, at de personer – såvel dem i det kommunale embedsapparat som dem i det politiske virke – er klar over indholdet af loven. Når jeg siger »loven«, skal det selvfølgelig forstås således, at det ikke kun drejer sig om den tekst, der står i selve lovforslaget, men også de fyldige bemærkninger, der følger med lovforslaget. Endvidere udfærdiges der også en vejledning, som samlet beskriver sammenhængen mellem rettigheder og indgreb, et informationsmateriale, som er målrettet de anbragte børn og unge og deres forældre, og så også et undervisningsmateriale, som er målrettet anbringelsesstederne.

At alle disse ting bliver udfærdiget, har ligget Dansk Folkeparti meget på sinde, da vi mener, at det netop er det, som skal sikre, at vi kan se nogle forbedringer fremover. Vi skulle nødig stå i en situation, hvor vi kort tid efter lovens ikrafttræden oplever, at der ikke er kendskab til loven, til lovbemærkningerne, vejledningen og de supplerende materialer.

Det er jo desværre sådan, det tidligere har været, og derfor forventer Dansk Folkeparti også, at ministeren tydeligt vil orientere alle parter om eksistensen af netop disse materialer.

For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi nu får vedtaget lovforslaget, og at vi forhåbentlig også får nogle tilbagemeldinger om, at man rundtomkring på anbringelsesstederne, rundtomkring blandt børn og unge, der er anbragt, og også deres familier vil se, at det her er en klar forbedring. Forhåbentlig vil vi også få nogle værktøjer til at følge det, så vi om 2 år, når vi skal evaluere den her lovgivning, kan se på, om der eventuelt er nogle ting, vi skal gå ind at opprioritere eller ændre på.

Det er vi ikke blege for at kigge på, for det her har faktisk været et forhandlingsforløb, som Dansk Folkeparti har været meget, meget optaget af, altså af at få sikret, at det gav nogle væsentlige forbedringer. Og det er jo også det, vi håber vil være gældende her fremover.

Så derfor ser vi frem til det. Vi vil ikke bare vente til om 2 år, når det skal evalueres, men vi vil faktisk følge det her løbende, og vi håber selvfølgelig også, at der vil være en god dialog med netop det felt, som nu skal til at agere efter den lovgivning, som vi laver.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

De to forrige ordførere har allerede gjort os pænt bekendt med både formålet med og indholdet af de to lovforslag, som vi behandler. Jeg synes, at de på udmærket vis har illustreret mangfoldigheden i tilgangen til det lovforberedende arbejde. Og i det lys synes jeg det er dejligt at konstatere den brede opbakning, der er.

Men da de har det, vil jeg i stedet pointere, at vi med lovforslagene leverer på et vigtigt element i regeringsgrundlaget, nemlig ønsket om på baggrund af Magtanvendelsesudvalgets arbejde at afklare reglerne.

Derudover udmønter forslagene som bekendt aftalen »Klare rammer for voksenansvar over for anbragte børn og unge«, som i november fik bred opbakning.

Hidtil har denne mulighed nemlig været anvendt vidt forskelligt, og det er der ingen der kan leve med. Det har været tilfældet, bl.a. fordi de hidtidige regler har været uklare eller i hvert fald er blevet fortolket forskelligt. Denne problematik gør vi nu også op med.

På den baggrund støtter Venstre de to lovforslag.

Tak for det. Så er det fru Sara Glerup fra Enhedslisten. Værsgo.

Når man læser indledningen til forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge, hæfter man sig ved udtryk som »daglig omsorg«, »rettigheder« og »retssikkerhed«. Desværre er det Enhedslistens vurdering, at de her lovforslag ikke leverer nogen af delene, tværtimod. De åbner op for at bruge mere magt over for anbragte børn og unge. De skaber nye juridiske gråzoner, hvor personalet skal lave store skøn, og de forveksler magtanvendelse med voksenansvar, omsorg og pædagogik.

I lovforslagene er der nogle positive elementer, som Enhedslisten godt kan støtte. Vi er glade for, at anbringelsesstederne får lovhjemmel til at fastsætte husordener, som skal være kendt af alle, og overholde konventionerne. Vi er også glade for forslaget om en mere standardiseret registrering og indberetning af magtanvendelse; de her to ting vil skabe mere transparens, mindre vilkårlighed og bedre retssikkerhed. Vi er glade for, at der er afsat midler til undervisningsmateriale, i forbindelse med at loven skal implementeres, selv om vi ville have foretrukket, at pengene ikke blev finansieret af syge og arbejdsløse via satspuljen. Og endelig er vi glade for, at loven skal evalueres efter 2 år.

Men så hører vores begejstring også op. Danske Handicaporganisationer skriver i deres høringssvar: Der er altid grund til at være på vagt, når magtanvendelsesregler foreslås udvidet. Og udvidet bliver de med de her lovforslag. De nye magtanvendelsesregler tæller bl.a.: kortvarig fysisk fastholdelse af børn og unge – der er ingen øvre tidsgrænse for, hvad »kortvarig« vil sige; det at spænde børn og unge med handicap fast med stofseler, hvis man skønner, at de ellers vil komme til skade, har ikke definerede øvre tidsgrænser – det at bruge magt over for børn og unge, hvis man skønner, at de vil gøre skade, ikke på personer, men på ting som IKEA-glas; det at kropsvisitere børn og unge på sikrede anbringelsessteder for f.eks. våben, uden at der foreligger en konkret mistanke; og det, at man må tilbageholde, altså frihedsberøve, anbragte børn og unge tre gange så lang tid, som man må i dag, hvis man f.eks. skønner, at de måske vil stikke af. Alle de her nye tiltag handler om at bruge mere magt over for anbragte børn og unge – ikke et eneste af dem handler om at forebygge, at magt bliver nødvendigt at bruge.

Der er rigtig mange skøn i de her lovforslag, og skøn bidrager ikke til mere klare regler. Lovforslagene indfører sådan en helt ny kategori af det, man kalder mindre indgribende magtanvendelse, som altså dækker over kortvarig fastholdelse, stofseler og bortvisning. De her magtindgreb bliver defineret som en del af den daglige omsorg og skal derfor hverken registreres eller indberettes. Det kommer til at mudre skellet mellem, hvad der er magt, og hvad der er omsorg, og det skaber en ny gråzone, hvor personalet kommer til at skulle stå og lave nye store skøn: Er det nu magt, som vi skal registrere, eller er det omsorg? Og hvordan skal vi andre sikre os mod en glidebane, når den ene type magtanvendelse overhovedet ikke bliver noteret nogen steder?

Sidst, men ikke mindst, har de anbragte børn og unge dårlige klagemuligheder. I de fleste tilfælde går indberetningerne til kommunen. Men i kommunen har man ikke forudsætninger for at håndtere spørgsmålet om retsgarantier. Det hjælper lidt, at Ankestyrelsen og i enkelte tilfælde en domstol kan komme ind i billedet, men det vil de jo først komme, længe efter at de her magtanvendelser har fundet sted, og lige præcis anbragte børn og unge har næppe de bedste forudsætninger for selv at navigere i et kompliceret klagesystem. Derfor foreslår Enhedslisten, at der som minimum bliver oprettet et opsøgende, uanmeldt tilsyn med magtanvendelse, som inddrager børnene og de unge i deres besøg.

Der er væsentlige organisationer som Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Socialrådgiverforening, Børns Vilkår, FOA og Danske Handicaporganisationer, som er er meget bekymrede for, at de her lovforslag vil føre til mere magtanvendelse, flere gråzoner og til, at magt bliver camoufleret som omsorg eller hensyn til børn og unge. Hvis vi dropper nysproget et øjeblik, er det her jo ikke et lovforslag om voksenansvar over for anbragte børn og unge, men det er et lovforslag om magtanvendelse over for anbragte børn og unge, vel at mærke anbragte børn og unge, som tit har oplevet omsorgssvigt og vold i hjemmet, og for dem kan lige præcis magtanvendelse være ekstra traumatisk. Det kan modvirke den pædagogiske indsats ved at skabe mistillid og optrappe konflikter.

Dansk Socialrådgiverforening advarer mod, at mere magtanvendelse vil få flere anbringelser til at bryde sammen. FOA påpeger, at der er en direkte sammenhæng mellem omfanget af magt, man bruger, og voldsepisoder. Mere magtanvendelse fører til mere vold, både over for de ansatte og mellem de unge. Der er en lige så direkte sammenhæng mellem magtanvendelse og personalenormeringer. Hvis der er mangel på uddannet personale, på ressourcer og på tid, bliver magtanvendelse den hurtigste og billigste løsning, men det er altså kun på kort sigt. På lang sigt er det en rigtig, rigtig dyr løsning at legitimere og åbne op for mere magtanvendelse, sådan som de her lovforslag også gør. For der er ikke nogen, som med vold, magt og tvang kan opdrage et menneske til at blive en demokratisk medborger. Hvis vi vil hjælpe sårbare børn og unge ud af dårlige sociale mønstre og spiraler, hvis vi vil hjælpe dem til at søge dialog og kompromiser og til i det hele taget at omgås andre mennesker med omtanke og respekt, så er vi nødt til selv at møde dem med den samme dialog, den samme omtanke og den samme respekt. Vi er nødt til at vise dem, at der er alternativer, som gør vold og magt overflødige. Vel kan børn være kropumulige, og børn med traumer kan sikkert være særlig umulige, og selvfølgelig vil vi aldrig helt kunne undgå situationer, hvor magtanvendelse er sidste og eneste udvej, men vi kan og vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at undgå, at magtanvendelse nogen sinde bliver aktuelt.

Ifølge Socialpædagogernes Landsforening indberettes der over 4.000 tilfælde af magtanvendelse over for anbragte børn og unge hvert eneste år. Det er alt for mange, og de her lovforslag åbner op for, at der bliver endnu flere, hvoraf mange slet ikke skal indberettes. Det kan Enhedslisten på ingen måde støtte. I stedet opfordrer vi indtrængende til, at aftalepartierne lytter til de mange bekymrede organisationer, og at der skrues ned for magtanvendelsen, men til gengæld op for den pædagogik, som forebygger, at magtanvendelse nogen sinde bliver nødvendigt.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål fra fru Mette Abildgaard, Konservative. Værsgo.

Tak for det. Jeg fornemmede hos Enhedslistens ordfører sådan en vis latterliggørelse over det her med at smadre IKEA-glas. Men hvis vi nu forestiller os en situation, hvor der er et ungt menneske, der bliver bedt om at tømme opvaskemaskinen og ikke gider det, og som, som en refleks, tager samtlige IKEA-glas, og hvad der måtte være af andre mærker bestik og krus osv., og tyrer i gulvet, mener Enhedslistens ordfører så, at det voksne personale, der er til stede, blot skal trække på skulderen og sige: Nå for søren, du er nok i dårligt humør i dag?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror ikke, der vil være særlig meget pædagogik i at trække på skulderen og sige: Nå, du er nok bare i dårligt humør i dag. Altså, principielt mener jeg ikke at magtanvendelse nogen sinde er en særlig god løsning. Vi skal tænke på, at det her jo ikke er børn, som har travle forældre, som skal skynde sig at få dem i seng, så de kan forberede undervisningen i den skole, hvor de arbejder osv. Det her er sårbare børn, som er anbragt på anbringelsessteder med personaler, som gerne skulle have ressourcer og tid til at tale om ting og tage hånd om ting, sådan at de her episoder slet ikke opstår.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg er enig i, at det er sårbare unge, og jeg er også enig i, at personalet jo skal have nogle værktøjer at trække på qua den uddannelse, de har. Men jeg fornemmer faktisk en vis mistillid fra Enhedslistens side til, at personalet bruger deres faglighed, før de griber til den her tvang. Der er Enhedslistens ordfører og jeg så enige om, at vi skal droppe det der nysprog.

Men anerkender Enhedslistens ordfører ikke, at personalet jo naturligvis vil bruge de redskaber, de har til rådighed, først og ikke gå direkte til magtanvendelse?

Ordføreren.

Jo, det gør jeg. Vi anerkender helt sikkert personalets evner, og det er også derfor, vi er rigtig bekymrede, når lige præcis Socialpædagogernes Landsforbund og FOA og også Dansk Socialrådgiverforening siger, at de synes, det er et problem, at man ikke skelner skarpt mellem omsorg og magtanvendelse i det her lovforslag. Det siger de selv i deres høringssvar, og det er faktisk derfor, vi er særligt bekymrede.

Tak for det, og tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Vi førstebehandler i dag lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. I starten mente jeg, at det var misvisende, at ministeren insisterede på at kalde det voksenansvar frem for magtanvendelse, som det jo grundlæggende er, og en dag spurgte jeg hende, hvorfor vi ikke bare kunne kalde det magtanvendelse, også for at sikre os, at vi ikke glemmer, at det reelt set er det, det handler om, og for ikke at glemme de unges retssikkerhed. Hun svarede mig, at for hende handlede det om meget mere end nøgtern hjemmel i en lov til at anvende magt. Det handlede overordnet om, hvordan vi skaber de absolut bedste betingelser for at kunne yde den rette omsorg for børn og unge, og derfor handler det om et samlet voksenansvar og ikke enkeltstående tilfælde af magtanvendelse. Det syntes jeg faktisk var en rigtig god betragtning, og det er også min indgangsvinkel til at forhandle hele det her forløb. Det er den rigtige måde at anskue det på.

Jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at vi netop får skabt klarhed over reglerne på det her område, ikke alene for de medarbejdere, som arbejder med anbragte børn og unge, men sådan set også for de børn og unge, som selv er anbragt. Et klart regelsæt understøtter, at medarbejderne på anbringelsesstederne ikke overskrider deres beføjelser over for et barn eller en ung, og samtidig sikrer vi, at medarbejderen ikke undlader at yde den tilstrækkelige omsorg af frygt for at overskride deres beføjelser.

På vores studietur tidligere på året besøgte vi et anbringelsessted for psykisk meget ødelagte piger. Forstanderen fortalte os en historie om, at få uger før vi var kommet, havde en 13-årig pige tilbudt sig selv over internettet, og der kom tre mænd i en bil for at hente hende på anbringelsesstedet. Pædagogerne stoppede den 13-årige pige, så hun ikke hoppede ind i bilen til de her tre mænd og kørte væk. Det var en ulovlig magtanvendelse!

Jeg synes, det grundlæggende er dybt urimeligt at stille medarbejdere i en situation, hvor man skal vælge mellem at bryde loven eller yde omsorg over for et barn, som situationen var i det her tilfælde. Heldigvis var der ikke noget personale, der på det her tidspunkt tøvede med at bryde loven og drage omsorg, men jeg synes, det er glædeligt, at vi nu kan sikre os, at de ikke længere skal bryde loven, fordi de træffer den rigtige beslutning.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig sætte alt ind for at forebygge. Det er jo dybt ulykkeligt, at en pige er så skadet, at hun som 13-årig sidder og tilbyder sig selv på nettet til mænd. Det skal vi jo gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge, og det gør vi jo også. Ifølge lovforslagets § 7 er der jo allerede en masse principielle retningslinjer i forhold til det, der kommer forud for en magtanvendelse, så det har vi taget hånd om.

Helt overordnet mener jeg, det er vigtigt, at medarbejderne har de nødvendige redskaber til at sikre de anbragte børn og unges trivsel, og det mener jeg sådan set vi sikrer med de her to lovforslag.

Høringssvarene er jo også overordnet positive. Flere påpeger netop, at der har været behov for klare regler på området, og så har udfordringen selvfølgelig været at lægge snittet, så man har de fornødne redskaber, uden at man krænker børn og unges retssikkerhed, og her mener jeg vi er landet et rigtig godt sted, hvor vi har lavet en række udvidelser, men samtidig sikret retssikkerheden. Derfor støtter Liberal Alliance op om de her to lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. I Danmark er der mange børn, hvis opvækst er kendetegnet af så store svigt, at man bliver nødt til at anbringe dem uden for hjemmet. Det vil sige, at plejefamilier eller ansatte i institutioner bliver ansvarlige for, at børn og unge får den tryghed og opvækst, der er så vigtig for at få et godt liv.

Den lovgivning, vi drøfter i dag, handler om at give anbragte børns pædagoger, plejefamilier og personale de bedste muligheder for at skabe et hjem for anbragte børn, der minder så meget som muligt om et såkaldt normalt hjem, og her vil jeg anerkende, at der findes mange muligheder for at lave forskellige former for trygge hjem og en tryg opvækst.

Der er selvfølgelig mange ting i spil, men den nærværende lovgivning tager fat på nogle af de sværeste ting, nemlig de situationer, hvor man er nødt til at anvende magt over for børn og unge. Det kan være, hvis de er ved at smadre et fjernsyn. Det kan være, hvis de flygter fra et opholdssted. Det kan være, hvis de er ved at komme op at slås med en anden. Her er der mange, der mener, at reglerne foreløbig ikke har været tydelige nok, og derfor er der både plejefamilier, pædagoger, ansatte og interesseorganisationer, der har ønsket et tydeligere regelsæt for, hvornår og i hvilke situationer man må bruge magt over for anbragte børn og unge.

For at skabe tydelige regler har der været nedsat et udvalg, som er kommet med en lang række forslag til regler om magtanvendelse over for børn og unge, som vi har arbejdet videre med i ministeriet. Jeg skal ikke gå dem alle sammen igennem, men nogle af dem gav efter Alternativets mening plejefamilier og personale alt for store beføjelser til at anvende magt over for børn og unge i plejefamilier og institutioner. Hos Alternativet mener vi, at pædagogiske redskaber altid skal prioriteres før magtanvendelse og tvang.

Derfor har vi også i Alternativet arbejdet hårdt på at sikre, at der bliver anvendt mere pædagogik i stedet for magt i de forslag, der skulle vedtages i dag. F.eks. er det vigtigt, at pædagoger ikke skal foretage tilbageholdelse og magtanvendelse, der har en grad, som det i virkeligheden er politiet, der skal tage sig af.

Disse ønsker er blevet imødekommet af de andre partier i forligskredsen omkring satspuljen, som den her lov er blevet forhandlet i, da økonomien til implementeringen af loven kommer fra satsmidlerne. Vi har afsat midler gennem satspuljen til at sikre, at loven bliver ordentligt implementeret i plejefamilier og institutioner ved hjælp af tydelig vejledning og kurser osv. Det skal sikre, at lovens hjemmel til magtanvendelse kun benyttes efter hensigten og i så begrænset omfang, som overhovedet muligt.

Alternativet støtter lovforslagene, og vi vil følge implementeringen nøje og se frem mod at evaluere loven om 2 år og til den tid sikre, at vi får lavet eventuelle justeringer, hvis det viser sig, at det er nødvendigt, for at lovens forskellige aspekter kan fungere hensigtsmæssigt i praksis. Tak for samarbejdet om det her.

Så er der en kort bemærkning fra fru Sarah Glerup.

Det fremgår af det her lovforslag, at børn og unge med handicap skal kunne fastspændes med stofseler til f.eks. deres kørestol, hvis man tror, de ellers kan komme til skade. Der bliver ikke sådan sat tidsgrænser for det, og det skal ikke indberettes. Både Danske Handicaporganisationer og Institut for Menneskerettigheder er meget bekymrede for, at det kan blive en glidebane, fordi de her børn typisk f.eks. ikke kan fortælle om det. Hvordan vil ordføreren håndtere det?

Ordføreren.

Altså, vi arbejder rigtig hårdt for at nedtone magtanvendelsen, for at fjerne meget magtanvendelse på mange af de her punkter. Og det her er et af dem, hvor vi i evalueringen vil kigge nøje på, om der er steder, hvor vi skal udvikle det videre. Så vi er opmærksomme på det her.

Jeg vil sige, at den magtanvendelse, vi generelt accepterer, f.eks. kan være i den situation, hvor en ung flygter midt om natten i ti graders frost stort set upåklædt. Altså, der kan vi i Alternativet se meningen med hurtigt at få vedkommende bragt tilbage til institutionen.

Fru Sarah Glerup.

Altså, nu taler jeg helt konkret om det der med at spænde børn fast med stofseler, og både Danske Handicaporganisationer og Institut for Menneskerettigheder siger, at hvis man gør det forkert, kan det faktisk give dem fysiske skader. Så de beder om, at der skal en fysioterapeut ind over, og at det skal registreres, når man gør det. Er det noget, ordføreren vil arbejde på at imødekomme?

Ordføreren.

Altså, vi er stadig væk inde i kampen, så at sige, for vi kommer til at lave en fælles betænkning om det her i udvalget. Og de kanter har vi lejlighed til at arbejde videre med med nogle supergode vejledninger.

Tak til ordføreren. Det Radikale Venstres ordfører, fru Marianne Jelved, ser ikke ud til at være til stede. Så går vi videre til fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er rigtigt, at De Radikales ordfører ikke er her, så derfor taler jeg også på deres vegne.

Det vigtigste for børn og unge er sikkerhed, nære relationer, omsorg og støtte til at udvikle sig. Det gælder for alle børn, også for dem, der anbringes uden for hjemmet.

Når andre end forældrene overtager omsorgen og det offentlige system på den måde skal tage ansvaret, er det først og fremmest af hensyn til barnets retssikkerhed vigtigt, at loven tydeligt fortæller, hvilke handlemuligheder plejefamilier og medarbejdere på døgninstitutioner har og ikke har – også i situationer, hvor barnet eller den unge modsætter sig de voksne, og hvor det vurderes at være nødvendigt, at den voksne beskytter barnet ved at forhindre handlinger, som ville være skadelige for barnet eller andre.

SF er med i den politiske aftale, som ligger bag forslag til lov om voksenansvar og de konsekvensændringer, det har for andre love, og det er lavet på baggrund af et større arbejde i Magtanvendelsesudvalget, som sidste år kom med en række anbefalinger. Partierne imellem har vi, som det også tidligere er nævnt her i salen, drøftet rigtig mange situationer, hvor voksne kan være nødt til at gribe ind over for et barn eller en ung mod dennes vilje. Det er i sig selv et udtryk for en politisk vilje til at finde de bedste løsninger, at vi er nået frem til en fælles aftale. Vi har haft stor opmærksomhed på, hvordan der kunne skabes pædagogiske handlemuligheder uden at give rum for unødig og skadelig magtanvendelse, men har som forskellige partier selvfølgelig også haft forskellige holdninger. Derfor har det taget sin tid at få enderne til at mødes.

Ud over at reglerne bliver tydeliggjort og retssikkerheden bliver styrket, har det været vigtigt, at menneskerettigheder og børnekonventionen blev fremhævet i forhold til anbringelsesstedernes ansvar. Det har især været vigtigt for SF i forhandlingerne, og derfor står det også eksplicit i lovbemærkningerne, som jo på den måde har lige så stor gyldighed.

Omsorg, pædagogik, tillid og respekt for barnets eller den unges autonomi bør altid går forud for magtanvendelse. Og derfor må magtanvendelse kun ske undtagelsesvis og aldrig erstatte dialogen og den socialpædagogiske indsats. Den voksne har ansvaret for at gøre alt for at opnå barnets eller den unges frivillige medvirken og skal altid overveje, hvilken betydning et indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret vil have for relationen og for barnets eller den unges udvikling. I enhver form for magtanvendelse skal proportionalitetsprincippet gælde – både i forhold til alder og i forhold til situationen.

Såvel Magtanvendelsesudvalgets betænkning som høringssvarene til dette lovforslag bærer præg af, at der også blandt fagpersoner og brugere på området er mange forskellige opfattelser. Og det er, fordi det er et komplekst område. Der er så utrolig mange situationer, man kan forestille sig, at det er vanskeligt at lave en lovgivning, der dækker dem alle. Nogle mener – det fremgår også både af høringssvarene og af Magtanvendelsesudvalgets betænkning – at der gives for mange muligheder for magtanvendelse, mens andre, at der skulle være flere.

Her er det vigtigt at gentage, at det er den tillidsfulde relation, som er det væsentligste i pædagogisk arbejde. Derfor har det været vigtigt for SF, at der skulle ske en registrering og indberetning af magtanvendelsen – af hensyn til retssikkerheden, men også af hensyn til faglig efterrefleksion. For det er netop de situationer, man kan lære noget af pædagogisk. Laver man de her registreringer og indberetninger rigtigt, bliver det et redskab til brug for både personalet og plejefamilierne, men også for dialogen med barnet eller den unge. For barnet eller den unge skal også selv komme med sine bemærkninger til magtanvendelsessituationen.

Loven kan ikke beskrive alle tænkelige situationer i detaljer, og derfor er det vigtigt, at vejledningen tydeligt beskriver grænserne for magtanvendelsesbeføjelserne. Og derfor ser jeg frem til at se vejledningen, som skal være med til at præcisere hensigten med loven. Og jeg vil følge det arbejde, der er, nøje og er glad for, at der er afsat midler til implementeringen. For det er nok så væsentligt, når vi taler om, at pædagogik skal gå forud for magtanvendelse, at der også står det eksplicit i vejledningen, så ingen kan være i tvivl om det.

Endelig er jeg glad for, at vi har aftalt os frem til, at den her lov kan evalueres efter 2 år, sådan at vi kan se på de erfaringer, der bliver gjort, og se, om de bekymringer, som i hvert fald nogle af høringssvarene giver udtryk for, rent faktisk også er berettiget.

Så skulle jeg som sagt sige fra De Radikales ordfører, som desværre ikke kunne være her i dag, at de deler SF's synspunkter og anbefaler de to lovforslags vedtagelse.

Tak. Fru Sarah Glerup for en kort bemærkning.

Der er mange organisationer, som udtrykker bekymring for, at det her lovforslag ikke primært vil præcisere, om man vil skabe nye juridiske gråzoner, især fordi man indfører de her nye former for magtanvendelse, som regnes for omsorg og ikke skal registreres. Organisationerne efterspørger et mere klart skel mellem omsorg og magt. Hvordan vil ordføreren tage hånd om den bekymring?

Ordføreren.

Jeg kan sådan set godt forstå deres bekymring, for den samme bekymring har jeg også haft – altså det her med, hvor grænsen i forhold til indberetning går. Men det er også rigtigt, at alt, hvad der foregår i den pædagogiske praksis, jo ikke skal indberettes. Så det er noget af det, jeg vil følge meget nøje, altså om de her gråzoner opstår, og jeg er helt sikker på, at de selv samme organisationer nok skal gøre os opmærksomme på, hvor de gråzoner er, så vi kan få rettet op på det og tydeliggjort det. Og hvis der er behov for at udvide de steder, hvor man bør indberette og registrere, er SF i hvert fald åben over for det.

Fru Sarah Glerup.

Et helt konkret kritikpunkt, som organisationerne i hvert fald er kommet med i forhold til gråzoner, er det her med, at der ikke er nogen øvre tidsgrænse for, hvor længe man fysisk må fastholde et barn eller fastspænde børn og unge med handicap med stofseler. Er det noget, som ordføreren vil arbejde på at imødegå?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det med tidsgrænsen er det vigtigste, for jeg synes jo, at fastspænding i sig selv er alvorligt. Men jeg mener, det er her, proportionalitetsprincippet skal gælde, altså at det er en del af indberetningen at gøre rede for, om det her er nødvendigt, og dermed også hvorfor det var nødvendigt at gøre det i det tidsrum, der var tale om, sådan at magtanvendelse også skal slutte, når det er, at det ikke længere er nødvendigt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand, og tillykke med sejren i går. Jeg havde håbet at se pokalen, men det kan være, det kommer.

I dag drøfter vi en udmøntning af den aftale fra november 2015, som jo blev indgået af et meget, meget bredt flertal her i Folketinget. Det er vigtigt, at lovgivning som den her har bred opbakning. Jeg tror faktisk også, det gør det til bedre lovgivning i sidste ende, fordi der er så mange også etiske dilemmaer i det her, som gør, at vi nok alle sammen har godt af at måtte imødekomme hinanden, og det har vi jo gjort i den her meget, meget fine forhandlingsproces, der har været.

Man skal huske på, at den her lovgivning i høj grad er kommet til på baggrund af en frustration, der har været hos personalet, over, at man har manglet lovhjemmel til at gøre det, som i rigtig mange tilfælde bare virker som det fornuftige. Jeg nævnte eksemplet før med opvaskemaskinen, hvor man måske tager porcelænet ud og tyrer det i jorden, og naturligvis skal personalet da have mulighed for at lægge en hånd på skulderen og sige: Hør her, kammerat, nu går vi ind i et andet rum, for det, du har gang i her, er ikke særlig fornuftigt.

Den lovhjemmel har man ikke haft tidligere, men den får man nu, og det synes vi er meget fornuftigt.

Man skal jo hele tiden tænke på, hvordan det her havde været, hvis det havde været i en familie. Jeg tror ikke, mine forældre havde fundet sig i, at jeg havde tyret ret mange kopper i jorden, før de ikke bare havde lagt en hånd på skulderen, men mere bestemt havde ført mig væk fra den opvaskemaskine og givet mig besked på, at det ville de ikke finde sig i. Jeg tror sådan set på, at den form for opdragelse er ganske nødvendig for at statuere et eksempel på, hvad der er god opførsel, og hvad der ikke er. Og det skal man altså også lære, uanset om man måtte være anbragt på en døgninstitution eller i en kommunal plejefamilie.

Men naturligvis er det også vigtigt at sikre retssikkerheden for de her børn og unge, og det gør man jo bl.a. ved at sikre, at det, når der bruges magt i tilfælde, hvor det er mere indgribende, skal indberettes, og det skal registreres. Der skal selvfølgelig altid være proportionalitet i det; man skal altid vælge det mindst indgribende redskab, man har i redskabskassen.

Det er fornuftigt, at man får hjemmel til at tilbageføre børn og unge, som er stukket af, hvis der er en risiko for, at de enten kan gøre skade på sig selv eller gøre skade på andre. Jeg husker, at der, da vi drøftede det her, var en, der bragte et eksempel op med en ung pige, der var stukket af fra en institution og havde villet gøre skade på sig selv, hvor de faktisk ikke havde nogen lovhjemmel til at hjælpe hende tilbage, selv om de kunne frygte for hendes egen sikkerhed. Det er også vigtigt, at vi får muligheden for at gribe ind her, selvfølgelig med det hensyn til, at personalet aldrig skal drives ud i at være politimand, som det også blev fremført heroppefra tidligere.

Der har været hele debatten om de sikrede institutioner. Skulle vi være gået videre i forhold til den her personundersøgelse? Det havde vi nok været villige til fra konservativ side, men som sagt har vi alle sammen måttet finde hinanden, og Socialdemokratiets ordfører var jo meget ærlig om, hvor de stod på netop det her spørgsmål, og det beskriver nok meget godt, at vi har ligget lidt forskellige steder.

Jeg synes i virkeligheden også, at ordføreren havde en god pointe i dels det her med stoffer, der kan gemmes mange andre steder, dels med metaldetektorer, der så skal bruges. Det må vi så sikre os, altså at det redskab er til rådighed, for jeg kan godt følge dem, der i Magtanvendelsesudvalget siger, at det der måske ikke er så meget undersøgelse i et klap på lommen. Men vi må politisk gøre, hvad vi kan for at sikre, at de her værktøjer er til rådighed.

Det er vigtigt med en evaluering efter 2 år, og at der bliver udarbejdet undervisningsmateriale, som kan sikre, at personalet nu fuldstændig kender de retningslinjer, de arbejder under.

Selv om Enhedslisten og jeg måske ikke er enige om så meget i den her sag, er vi nok dog enige om det her med nysprog. Grunden til, at jeg nævner det, er, at jeg sådan lidt generelt politisk har det svært med det. Udlændingestyrelsen, der bliver til Udlændingeservice og ting i den dur er sådan lige vel Orwellsk til mig.

Grunden til, at man gør det her i det tilfælde, er jo, at magtanvendelse og tvang klinger så ekstremt hårdt og hult, og jeg er sådan set enig i, at det, man gør, hverken er hårdt eller hult, men derimod omsorgsfuldt, og derfor kan jeg sådan set godt forstå, at man har ledt efter et andet udtryk i den her sag. Men det ændrer ikke på, at man stadig væk anvender en magt over for unge mennesker, om end det er i den unges interesse.

Med de ord vil jeg blot sige, at vi støtter begge lovforslag.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil – og det skal foregå fra fru Pernille Rosenkrantz-Theils plads. (Pernille Rosenkrantz-Theil (S): Det er for kort bemærkning. Og det her er min plads). Nå, det er bare, fordi ordføreren har siddet på en anden plads hele tiden. Så det er helt i orden, værsgo.

Forvirringen opstår, fordi jeg har flyttet plads og derfor før sad på min gamle plads. Det er formelt set den her plads, der er min nye plads, når jeg skal stille spørgsmål.

Jeg vil bare sige, at ja, vi har jo ligget lidt forskelligt med hensyn til de der spørgsmål om, hvor langt man ligesom skal gå på de sikrede institutioner, og derfor giver det mig egentlig bare anledning til at bekræfte, at ja, redskabet metaldetektorer selvfølgelig er fuldstændig relevant. Det er jo heller ikke sådan, at vi lever med den opfattelse, at det at skulle klappe nogle på lommerne er nok til at afsløre, om der er mobiltelefoner eller våben.

Der har det været min oplevelse, at vi har haft en fælles interesse i gerne at ville beskytte både de andre, der er på de sikrede institutioner, og medarbejderne. Derfor er det selvfølgelig en anden type redskaber, vi skal tage i anvendelse. Og når der nu er den elektroniske mulighed, synes vi i Socialdemokratiet, at det er en fuldstændig oplagt vej at gå.

Så er der jo også en eller anden form for huskekage til os politikere, nemlig at det der med misbrugsproblemerne altså stadig væk er et udestående. Det skal vi ikke gøre noget ved med den her lovgivning, men det er bare for at sige, at vi godt ved, at vi ikke forhindrer stoffernes adgang til de sikrede institutioner ad den her vej. Men jeg er helt enig: Selvfølgelig skal man bruge de muligheder, der er, for at undgå, at der kommer våben og mobiltelefoner ind på de sikrede institutioner.

Ordføreren.

Tak. Jeg hørte ikke noget spørgsmål men blot en kommentar. Jeg er jo enig i, at vi skal sikre, at de her elektroniske muligheder er til stede, når vi politisk har truffet beslutningen om, at de sådan mere lavpraktiske redskaber ikke skal være til rådighed for personalet. Så her har vi et politisk ansvar, som vi må sikre, at vi leverer på.

Tak til ordføreren. Så er det social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at sende en stor tak til alle ordførere, som har været yderst konstruktive og meget målrettede i det her arbejde med rent faktisk at få skabt den her helt nye hovedlovgivning på et område, hvor det er svært at lovgive. Og grunden til, at det er svært, er, at det er en gruppe, der er bredt repræsenteret både i forhold til alder og i forhold til anbringelsessted. Men det er jo rigtigt, at vi taler om de mest udsatte børn i vores samfund, nemlig de børn, hvor forældreansvaret, altså farens og morens evne til at tage bedst muligt vare på deres opvækst, ikke fungerer, og at de derfor er anbragt uden for hjemmet.

Det vil sige, at det her forældreansvar, som vi så ofte diskuterer, lige pludselig er blevet nogle andres. Det er derfor, det har været så magtpåliggende for mig, at vi brugte tiden på også at diskutere, hvad sådan en hovedlov skal hedde, for »loven om magtanvendelse over for anbragte børn og unge« er simpelt hen for voldsomt et udtryk i min optik. Jeg var stærkt optaget af, og det er der også flere ordførere, der har refereret, at vi faktisk brugte noget tid på at diskutere os til rette med, hvad sådan en hovedlov skal hedde. For det handler om at tage et voksent ansvar. Voksne tager ansvar for børn, der ikke er myndige endnu – børn, som er under 18 år – og når faren og moren ikke er der længere af den ene eller den anden grund, er der medarbejdere, professionelle på landets institutioner og i landets plejefamilier, som står med det her kæmpestore ansvar at tage vare på børns opvækst, børns trivsel. Det er derfor, loven hedder lov om voksenansvar for børn og unge.

Ja, kald det nysprog – det er det – men det er et nysprog, der giver god mening, og derfor er jeg glad for, at loven hedder, som den gør. Det er vigtigt, og det er også vigtigt i forhold til modtagelsen hos medarbejderne.

Noget andet, der er vigtigt her, er jo netop, som flere også har været inde på, at der er tale om en bred politisk aftale. Samtlige partier lige med undtagelse af Enhedslisten har i dag tilkendegivet, at man vil støtte de her lovforslag, og det mener jeg, som den konservative ordfører også var inde på, er afgørende vigtigt, for at det her rent faktisk også bliver en velfungerende implementeret del af den hverdag, som medarbejderne på landets institutioner og også plejefamilierne står med. Så tak til ordførerne.

De foreslåede ændringer skal jo så som nævnt medvirke til at skabe klarhed over reglerne om voksenansvar og så sandelig også styrke retssikkerheden for de anbragte børn og unge og plejefamilier og personalet på anbringelsesstederne. Så det er også hele hensigten, at vi nu med det her lovforslag får skabt de nødvendige redskaber – de redskaber, som var mangelfulde, svære at forstå, ikke til stede i den tidligere lovgivning. Der er simpelt hen for store frustrationer over, hvordan man kunne tage det her omsorgsansvar, hvordan man kunne sige: Jeg er den voksne, og lige i den her situation er det mig, der skal tage ansvaret; der er det mig, der skal bestemme, ja, tage magten. Men det er jo også afmagt ikke at gøre noget som helst, og det er ikke dér, vi skal hen. Vi skal fuldstændig anerkende den stærke faglighed, der er til stede på landets anbringelsessteder, som fokuserer meget, meget målrettet på at skabe de bedste opvækstmuligheder og opvækstvilkår for landets anbragte børn.

Så det her klare regelsæt skal selvfølgelig understøtte, at personalet på anbringelsesstederne ikke overskrider deres beføjelser over for et barn eller en ung, og sikre, at personalet ikke undlader at yde den tilstrækkelige omsorg af frygt for, at man så har overskredet sine beføjelser. Derfor er det en vigtig debat, vi har haft i dag. Jeg vil gerne takke for debatten og også takke for de nuancer og den bredde, der er i den, for det er et stort område. Jeg står naturligvis til rådighed til besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få nærmere belyst under udvalgsbehandlingen, og med disse ord vil jeg afslutte min ministertale.

Tak for det til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.