Social- og Indenrigsudvalget 2015-16, Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
L 162 Bilag 6, L 163 Bilag 6
Offentligt
1630153_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
04.05.2016
J.nr. 1.10.2/amc
Kære Social- og Indenrigsudvalg
Fysisk magtanvendelse i plejefamilier er overset i nyt lovforslag
I 2014 lavede Børnerådet en ekspertgruppeundersøgelse med børn, som var anbragt i
plejefamilier. Nogle af børnene fra undersøgelsen holdt oplæg for Magtanvendelsesudvalget,
hvor de blandt andet understregede, at plejefamilier skulle ligne en rigtig familie så vidt muligt,
men samtidig anerkendte, at der kunne være børn, hvor magtanvendelse var et nødvendigt
redskab. Børnene syntes i forlængelse heraf, at det var en god idé, hvis det blev besluttet
individuelt, om der skulle kunne anvendes magt i en afgrænset periode ud fra barnets behov
og plejefamiliens uddannelse. Det vil sige, at adgangen til magtanvendelse fulgte barnet, at
magtanvendelser skulle registreres, og barnet høres.
Det daværende Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold foreslog netop
sådan en model på sidste udvalgsmøde den 27/2-2015.
Men i første behandlingen af det reviderede lovforslag, er denne paragraf ikke længere med.
Ligesom den ikke er det i betænkningen om Magtanvendelsesudvalgets arbejde.
Børnerådet er positiv over for den nye ordlyd i forslaget om Lov om voksenansvar – ”fysisk
guidning” – der betyder, at hvis barnet gør nogen form for modstand, er der tale om en
magtanvendelse, som skal registreres.
Modsat betyder ændringen, at professionelle plejefamilier ikke skal registrere anvendelse af
magt, selvom de har nogle af de mest sårbare børn og unge i deres varetægt. Dermed er der
risiko for anvendelse af magt under påskud af omsorg, og som ikke fremgår nogen steder.
Samtidig ved vi, at flere og flere børn anbringes i plejefamilier. Det vil sige, at
behandlingsbehovet i plejefamilier alt andet lige er stigende, hvilket medfører risiko for øgede
magtanvendelser.
Hjemlen til magtanvendelse følger rammerne, i stedet for barnet, og fra et børneperspektiv er
det ikke holdbart.
Situationen kan eksemplificeres således: To socialpædagoger driver et opholdssted med fire
unge. Der må anvendes magt, det bliver registreret, når det sker, og de unge bliver hørt. Så
bliver to af de unge hjemtaget, og opholdsstedet omdannes til plejefamilie for de to
tilbageværende unge. De unge er de samme. Omsorgspersonerne er de samme. Men der er
ikke længere adgang til at anvende magt, og der skal ikke ske registrering, hvis der anvendes
magt i en omsorgssituation, og den unge får ikke mulighed for at fremlægge sin oplevelse af
Vesterbrogade 35A, 4.
1620 København V
Tlf. 3378 33 00
[email protected]
www.brd.dk
EAN: 5798000985827
CVR: 25966376
L 162 - 2015-16 - Bilag 6: Henvendelse af 4/5-16 fra Børnerådet
1630153_0002.png
episoden. De unge må heller ikke længere tilbageholdes, hvis de for eksempel ønsker at
forlade anbringelsesstedet for formentlig at udøve skade på sig selv enten i form af misbrug
eller andet. I sidste ende kan det betyde, at den unge må genanbringes, fordi reglerne ikke
tager højde for, at børn i plejefamilier kan være lige så behandlingskrævende som børn på
institutioner.
Det er Børnerådets vurdering, at det nye lovforslag på dette område er præget af tilfældighed
og en uensartethed, der både truer og krænker børnenes retssikkerhed, og i øvrigt er ekstremt
forvirrende for disse børn og unge. Derudover motiverer det ikke plejefamilierne til at
reflektere over anvendelse af magt.
Derfor foreslår Børnerådet – ligesom vi har gjort det i høringssvaret til forslaget – at der
indarbejdes en ændring i lovforslaget, som medfører, at alle typer plejefamilier – på baggrund
af en konkret vurdering – kan gives adgang til at anvende fysisk magt over for det enkelte barn.
Vi ser frem til at høre fra jer og deltager gerne i et møde, hvor vi kan uddybe ovenstående.
Med venlig hilsen
Per Larsen
Formand i Børnerådet
2
Vesterbrogade 35A, 4.
1620 København V
Tlf. 3378 33 00
[email protected]
www.brd.dk
EAN: 5798000985827
CVR: 25966376