Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 156:

Forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler. (Obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån).

Af justitsministeren (Søren Pind).

(Fremsættelse 30.03.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er først fru Mette Reissmann som Socialdemokratiets ordfører. Værsgo.

For Socialdemokraterne er uansvarlig gældsætning et problem, der skal tages meget alvorligt. Når man gældsætter sig uden at have overvejet de efterfølgende finansielle konsekvenser, sætter man sig i en meget svær økonomisk situation, der hurtigt kan få uoverskuelige fremtidsudsigter. Særlig unge mennesker har tendens til at gældsætte sig på en måde, som bider dem bagi mange år senere. Det er ikke længere siden end november, at det kom frem, at hver syvende ung har problemer med gæld. Det er et meget højt tal, og det viser, at problematikken ikke begrænses ved blot at have en teoretisk diskussion. Den grad har bund i den virkelige verden, desværre.

I den her sammenhæng kan vi se, at de såkaldte kviklån bliver mere og mere udbredte, og som det beskrives i lovforslagets bemærkninger, er antallet af optagne kviklån fra 2010 til 2013 steget med 4 pct. om året. Det er yderst bemærkelsesværdigt. Og når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anslår, at 30 pct. af den omsætning, som kviklånsgiveren genererer, stammer fra lån, der bruges til at betale gæld af, vidner det samtidig om, at det er et system, der hurtigt kan udvikle sig til en ond spiral, idet debitorerne ligger og simpelt hen gearer deres gæld.

Socialdemokraterne mener, det er afgørende, at vi tager hånd om de problemer, der er forbundet med uansvarlig gældsætning. Lige så vigtigt er det, at vi tager fat der, hvor det giver mening, og det vil eksempelvis være en forkert løsning at forbyde forbrugslån som eksempelvis kviklån fuldstændig. Det skal ikke gå ud over majoriteten, der godt kan administrere et forbrugslån, at nogle ikke kan. Derfor er det også glædeligt, vi i dag behandler et godt lovforslag fra regeringen, der netop adresserer problematikken på en god måde.

Med lovforslaget foreslås det, at der indføres en obligatorisk betænkningsperiode på 48 timer, når man optager et kortfristet forbrugslån. Det er et rigtig klogt træk i forhold til at komme uansvarlig gældsætning til livs. Lovforslaget betyder nemlig helt enkelt, at man får lov til at sove på sin beslutning om at låne penge. Og den impuls, der får en til at optage et kviklån via sms den ene dag, kan den næste dag være omdannet til fortrydelse over ens beslutning. Med L 156 tilbyder vi netop en obligatorisk fortrydelsesmulighed, og dermed giver vi forbrugerne en mulighed for at tænke sig om to gange, inden de optager et lån, der i nuet kan virke fristende, men på den lange bane kan blive en dyr fornøjelse med store konsekvenser. Der kan ske meget på 48 timer. Lovforslaget nævner ikke noget om en ny kreditvurdering, der skal finde sted i forbindelse med selve aftaleindgåelsen efter udløbet af betænkningsperioden. Det bør nok overvejes at indføre i forbindelse med lovarbejdet.

Min erfaring med uansvarlig gældsætning er, at det er mængden af lån fordelt på forskellige kreditorer, der sender forbrugeren i knæ rent økonomisk. Derfor vil Socialdemokraterne opfordre regeringen til at overveje flere lignende initiativer på det samlede lånemarked, der sikrer ansvarlig lånevirksomhed, så uoverkommelig gældsætning ikke finder sted. Det arbejde deltager vi gerne i.

Lovforslaget sætter forbrugeren i centrum, det sætter vi pris på, og derfor støtter Socialdemokraterne lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har kommentarer til det. Så er det hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Forslagets hovedformål er at indføre en obligatorisk betænkningsperiode på 48 timer, hvor folk, der ønsker at optage et såkaldt kviklån, forhindres i at bekræfte aftalen de første 48 timer. Gennemføres forslaget, går der altså 2 døgn, fra man ansøger om at indgå aftalen om et lån, til at aftalen endeligt kan godkendes af forbrugeren og pengene efterfølgende udbetales.

Kviklånene defineres som forbrugslån uden sikkerhed samt uden betingelse af køb af varer og ydelser og med en løbetid på maksimum 3 måneder. Forslaget kommer i kølvandet på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbage i 2015 udgav en rapport, der på baggrund af analyser af markedet anbefaler, at der indføres en afkølingsperiode, hvor den, der ønsker at optage et lån, kan få mulighed for enten at ombestemme sig eller overveje andre lånetilbud, der kan være billigere for låntageren. Baggrunden for dette er, at der igennem de seneste år er set en stor stigning i antallet af disse låneaftaler og en stigning i antallet af folk, der opretter lånene.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er antallet af låntagere syvdoblet og antallet af lån fem- til seksdoblet, og dette på meget få år. I 2014 nåede den samlede værdi af disse lån næsten 0,5 mia. kr. Rapporten fortæller endvidere det spændende, at omkring 40 pct. af de forbrugere, der opretter lånene, har oplevet, at omkostningerne var højere end ventet, at samme andel fortrød lånet, og at endnu flere ikke havde overvejet alternative typer af lån. Styrelsens undersøgelse af markedet viste også, at mange forbrugere ikke var i stand til at betale lånet rettidigt tilbage. Tallene siger, at næsten hvert femte oprettede lån endte med inkasso, og set i dette lys foreslås betænkningsperioden.

Der gives i forslaget undtagelsesmuligheder for lånetyper, der umiddelbart minder om kviklånene. Her er der tale om bevilget overtræk og kassekreditter, der udskiller sig ved, at pengeinstitutterne må forventes at have et mere gennemgribende kendskab til deres kunders økonomi og kreditværdighed.

Jeg indrømmer blankt, at der sikkert kan være nogle, der kan have glæde af at optage et kviklån nu og her, og som i sagens natur er i stand til at betale rettidigt tilbage. Men som lovgivere har vi også en forpligtelse til at skabe nogle rammer om alle forbrugere, også dem, der kan have svært ved at håndtere disse tilbud, og dem, der i et svagt øjeblik kan lade sig friste, og som i en betænkningsperiode kan tænkes at træffe en anden beslutning eller blot fastholde den løsning, som de allerede har ansøgt om.

Går man høringssvarene igennem, får man også et noget blandet indtryk af, hvad det er for et forslag, vi har med at gøre. Ikke desto mindre anbefaler vi fra Dansk Folkepartis side dette forslag og anerkender de udfordringer, der er ved de her særlige kviklån. Tak.

Tak til ordføreren, og der er heller ikke her korte bemærkninger. Så er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil tilslutte mig det, som både Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis ordførere har sagt, og som begge to er kommet med en meget fin gennemgang af baggrunden for, at det her lovforslag er blevet fremsat, nemlig at der er ganske mange, som får uoverstigelige gældsproblemer, bl.a. som følge af kviklån. Det er jo et marked, som nok først og fremmest er rettet mod forbrugere, som har svært ved at få lån i banker og andre steder, og det er der jo som regel en grund til, nemlig at de pågældendes kreditværdighed ikke er helt i top.

Det, som regeringen er kommet frem med, er et svar på den udfordring, som samtidig er afbalanceret, sådan at vi stadig opretholder, at vi har aftalefrihed i Danmark. Vi går ikke ind og forbyder kviklån, vi går ikke ind og fastsætter snævre rammer for, hvad man må udbyde af rentesatser osv., men vi går ind og laver en tænkepause. Når du har sovet to gange, kan du tage stilling til, om du fortsat mener, at du har brug for de her penge, og det er, mener vi, en meget afbalanceret ordning, vi har fundet, som forhåbentlig vil kunne komme problemet til livs, samtidig med at de mange, som godt kan administrere et kviklån, ikke forhindres i at optage et sådant.

Hvorfor kunne man ikke lave en fortrydelsesmulighed i stedet? Ja, problemet er jo, at der ikke er nogen direkte kobling mellem de penge, man låner, og så den vare eller den tjenesteydelse, man bruger pengene på. Derfor vil pengene jo oftest være brugt, inden man i givet fald kan nå at fortryde, og derfor giver fortrydelsesmuligheden ikke rigtig mening, når vi taler kviklån.

Så Venstre og regeringen har fremsat det her lovforslag, og jeg er glad for, at der allerede er to partier, der støtter det, og jeg har en forventning om, at det er der flere der vil gøre, og så håber vi, at det her sammen med information til de unge mennesker kan gøre dem opmærksomme på, at gæld altså er noget, man skal være forsigtig med at optage. Gæld har den ubehagelige funktion, at det er noget, som skal betales tilbage med renter og renters rente og gebyrer, og hvad ved jeg, så mange gange er det nok mere fornuftigt at se, om man ikke kunne spare pengene op frem for at låne dem.

Tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører er fru Sarah Glerup, Enhedslisten. Værsgo.

De sidste par år er antallet af kviklån steget dramatisk. På bare 3 år, fra 2010 til 2013, blev antallet af låntagere mere end syvdoblet. Næsten hvert femte af de oprettede kviklån det år røg til inkasso. Tallene taler deres klare sprog. Vi står med et problem, som hvert år kaster tusindvis af mennesker ud i gældsproblemer – gældsproblemer, som måske kunne være undgået, hvis folk havde tænkt sig lidt bedre om. Derfor er det en rigtig god idé, når det her lovforslag vil indføre 48 timers obligatorisk betænkningstid, før man kan tage et kviklån. Det giver låntageren tid til at genoverveje, om der faktisk er brug for og på sigt råd til den charterferie, fladskærm eller smartphone, der lige nu er så fristende. Forslaget er et skridt i den rigtige retning, og derfor støtter Enhedslisten det.

Men forslaget løser på ingen måde alle de problemer med gældsspiraler, som mange danskere hvert år havner i og har svært ved at komme ud af. For det første er betænkningstid ikke nødvendigvis nok til at få folk til at træffe den bedste beslutning. Tusindvis vil heller ikke efter 2 døgn kunne gennemskue og overskue alle konsekvenserne af at tage et kviklån.

For det andet tager folk ikke kun uansvarlige lån, fordi de er fristet af smartphones og ikke tænker sig om. Folk tager også uansvarlige lån, fordi de er desperate. Hvis man lever med en meget lille indtægt, f.eks. fordi man er syg og strandet på kontanthjælp, bliver uventede ekstraudgifter, hvis køleskabet sætter ud eller man knækker en tand, til sociale begivenheder, sociale katastrofer. Det er ikke bare 1.500 kr. til et par nye sko, som jeg har hørt nogle sige herinde. Det er 1.500 kr., som mangler, og som er uundværlige. De ting er også med til at tvinge mennesker ud i hurtige løsninger som kviklån og til sidst gældsspiraler, som det er rigtig svært at komme ud af. Så det handler ikke kun om at være dårlig til at lægge budgetter og tænke sig om; det handler også om, at det sikkerhedsnet, som vi byder mennesker, der rammes af arbejdsløshed eller sygdom, ikke altid er godt nok.

Men det her lovforslag er et skridt i den rigtige retning. Vi så gerne, at man gik længere endnu, og at man f.eks. forbød visse låntyper, der har særlig høje renter og omkostninger. Det foreslår Forbrugerrådet Tænk: at man kan lave sådan et loft over de årlige låneomkostninger i procent. Vi så også gerne, at man genovervejede mulighederne for gældssanering, og vi så gerne, at Danmark indførte gratis offentlig gældsrådgivning, som man også har gjort det i f.eks. Sverige. Men som sagt: Det her lovforslag er klart et skridt i den rigtige retning, og det støtter vi.

Tak til fru Sarah Glerup. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

I Liberal Alliance mener vi, at borgerne skal have frihed til at indgå de aftaler, de har lyst til at indgå, med andre borgere eller med virksomheder. Derfor kan vi ikke støtte det lovforslag, som justitsministeren her har fremsat. Vi synes, at hele argumentationen for lovforslaget har det udgangspunkt, at voksne mennesker, der er borgere i det her land, er viljeløse og ikke er i stand til selv at træffe beslutninger for deres eget liv, og at man mener, at Folketinget er bedre til at administrere deres tilværelse, end de selv er.

Vi har det, jeg fristes til at sige humanistiske synspunkt, at vi tror på mennesket, vi tror på det enkelte menneske og det enkelte menneskes mulighed for at træffe egne frie valg. Nogle gange er det jo sådan, at de valg, man træffer, også får nogle kedelige konsekvenser, men vi tror faktisk på, at man over et livsforløb kan få noget ud af at lære, hvilke konsekvenser der er i at træffe forkerte valg. For når man er et frit menneske i et frit land, er det ikke sådan, at man altid træffer de korrekte valg. Det er ikke sådan, at man altid gør det rigtige. Selvfølgelig vil man en gang imellem ramme nogle kanter, man vil blive stødt på kroppen og på livet af de oplevelser, man får. Men det vil også give en nogle erfaringer, der vil gøre en i stand til at tage mere ansvar fremadrettet.

Jeg synes, det er bekymrende, at der ikke alene er så bredt et flertal, som det ser ud til, for det her forslag, men at der også er en lyst til at fortsætte i forhold til, hvilke begrænsninger man kan sætte for folks muligheder for at optage lån. Og så er det jo også lidt morsomt, kan man måske sige, at der jo nærmest sandsynligvis er sådan et klasseskel i det her, at der sidder alle de bedrestillede folketingsmedlemmer og tænker, at de mennesker, der har en lidt dårlig økonomi og som gerne vil skaffe sig mulighed for at låne nogle penge, skal søreme lige have en længere betænkningstid, før de har mulighed for at få det lån, som de gerne vil have.

Jeg vil også gerne over for justitsministeren påpege, at jeg synes, at den kommenterede høringsoversigt, der er sendt ud, måske ikke rigtig giver så meget svar på de indsigelser, der er kommet fra dele af erhvervslivet. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig, at justitsministeren i sin mundtlige besvarelse – og hvis ikke det er muligt, så i en skriftlig besvarelse senere – ville komme ind på de indsigelser, der er gjort fra Dansk Erhverv, Finans og Leasing og Dansk Kredit Råd om håndhævelse af allerede eksisterende regler. Jeg synes ikke rigtigt, man kommer ind i det. Man siger sådan set bare, at man ønsker noget andet, og det er sådan set fint nok, men det vidste de jo nok godt i forvejen, eftersom de kommenterede et forslag. Så det ville være rart at finde ud af, hvad der egentlig er kommentaren til de bemærkninger, der er om, at der allerede er nogle muligheder med de eksisterende regler om fortrydelse.

Alt i alt kan vi selvfølgelig godt se, at det her er stillet med de allerbedste intentioner i verden. Man gør det, fordi man gerne vil gøre noget godt, men vi synes bare ikke, at det er Folketingets opgave at administrere andre menneskers liv. Tværtimod skulle Folketinget måske sætte gang i nogle saneringer, der handlede om færre restriktioner og færre love og færre regler i stedet for at snævre grænserne for folks muligheder. Vi siger nej tak.

Det medførte et par kommentarer, først fra fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for den meget klare tale. Mener ordføreren slet ikke, at vi i Folketinget skal tage hensyn til det, hvis der er virksomheder og andre, som klart søger at vanskeliggøre vilkårene for folk, som ikke har mulighed for at gå i bankerne og låne penge, for det er jo typisk de mennesker, der benytter sig af kviklån? Mener hr. Simon Emil Ammitzbøll slet ikke, at vi skal tage hensyn til den befolkningsgruppe?

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg synes da bestemt, at vi skal tage hensyn til den befolkningsgruppe. Der er tale om, som fru Josephine Fock så korrekt siger, en gruppe mennesker, som ikke har adgang til de samme muligheder som så mange andre. Derfor er der behov for, at de mennesker måske også kan låne nogle penge, hvor det er nødvendigt. Derfor er der nogle virksomheder, der sørger for at udbyde den ydelse, sådan at det behov, der er hos borgerne, bliver modsvaret af en ydelse fra virksomhederne. Det er jo sådan, en markedsøkonomi heldigvis fungerer, og derfor har markedsøkonomierne verden over gået deres sejrsgang i forhold til andre samfundsformer.

Fru Josephine Fock.

I betragtning af at de her mennesker så ikke har mulighed for at gå i bankerne og låne penge, kunne det så ikke være den vej, man skulle gå, i stedet for at gældsætte de her mennesker, så de med en ret stor sandsynlighed, i hvert fald store dele af den gruppe, der optager kviklån – det ved vi jo – gældsætter sig i en grad, så de simpelt hen ikke har nogen mulighed for at komme ud af deres gældsforpligtelse.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Altså, det er lidt svært at gå den vej, som fru Josephine Fock taler om, fordi vi jo ikke kan pålægge banker eller andre at give lån til mennesker, som de ikke mener at de kan få pengene tilbage fra. Det er jo klart, at hvis det er sådan, at man som kunde udgør en større risiko for den virksomhed, som skal udlåne pengene, så må virksomheden sandsynligvis også sætte nogle hårdere betingelser for at udlåne pengene, og der er ikke her tale om et forbud af de pågældende lån, så vidt jeg har forstået forslaget, men jo bare om den her betænkningstid. Så er det vel sådan set den, der er det primære i lovforslaget, men det er rigtigt, at hvis Alternativet ønsker at gå videre, støtter vi heller ikke det.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg gerne spørge ordføreren om det, han sagde, nemlig, at der var tale om klasseskel og klassepolitik her. Ja, og så vågnede jeg jo op. Ordføreren siger, at det faktisk er en hjælp til dem, der er dårligst stillede, at dem, der har allermindst, nu kan få opfyldt deres drømme med de her kviklån, for der er ikke de samme krav som med f.eks. et banklån. Så vil jeg bare gerne stille ordføreren det spørgsmål, om ordføreren tror, at de her mennesker, der er mindrebemidlede eller ikke har penge og midler til det her, vil få en bedre økonomi af de her kviklån. Vil de blive økonomisk bedre stillede af mulighederne for de her lån?

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

De vil blive bedre stillede, hvis deres køleskab går ned, og hvis de gerne vil købe et nyt og ikke har penge til det, da de i stedet for skal vente i 48 timer, før de kan køle deres varer igen. Det behøver i virkeligheden ikke være så drømmeagtigt. Det kan være så konkret for de mennesker, det drejer sig om, at det er helt basale nødvendigheder, som de ikke har mulighed for at købe, og som de nu skal vente 48 timer med at få på grund af den politik, som Socialistisk Folkeparti støtter. Og jeg synes, det er asocialt, at man vælger at sige, at bare fordi du er dårligt økonomisk stillet, kan du risikere at skulle leve i 2 døgn uden et køleskab. Det er da en mærkelig tilgang til tingene.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det kunne jo godt være, at den periode gjorde, at man i stedet for at tage et sms-lån tog et andet lån, som de her udbydere af forbrugsprodukter som køleskabe osv. jo også tit udsteder og stadigvæk tager høje renter, men ikke direkte ågerrenter, af.

Jeg vil gerne spørge, om ordføreren ud fra et principielt synspunkt mener, at der skulle være hundrede procent aftalefrihed, uanset hvad rentesatsen og forholdene måtte være i en aftale mellem en udbyder af lån og en, der gerne vil låne penge. Altså, skulle der være nul restriktioner?

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

To ting: Den første er, at det jo er en lidt skizofren argumentation, der er fra tilhængernes side, for det her forslag. På den ene side mener man, at de her mennesker ikke har mulighederne – det var det, fru Josephine Fock sagde – og på en anden side er det, som fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at de bare har andre muligheder. Man må ligesom vælge en argumentation, synes jeg.

Dernæst vil jeg bare sige, at det jo ikke er os, der foreslår at ændre loven. Vi står på den nuværende lovs basis. Det er den, jeg står og forsvarer. Det er flertallet, der vil ændre loven, og det er den ændring, vi ikke forstår, for vi forstår simpelt hen ikke, hvorfor det er, at selv folk med ret små indtægter ikke har ret til at købe sig et køleskab eller et komfur eller andre ting, som er nødvendige at have, fordi vi nu pålægger de allersvageste i samfundet, at de skal vente i 2 døgn for at få nogle ting, der er vigtige for dem. Jeg synes, det er asocialt. Det må jeg sige.

Så er det fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Simon Emil Ammitzbøll om selve lovforslaget, for jeg er helt klart overbevist om, at fra ordførerens side er frihed for det enkelte menneske vældig vigtigt. Men hvor er det, at hr. Simon Emil Ammitzbøll konkret i lovforslaget ser, at aftalefriheden for den enkelte forbruger knægtes? Man skal jo, som hr. Jan E. Jørgensen sagde, kun sove to gange, før man reelt kan få lov at indgå en aftale.

Ordføreren.

Jeg vil først og fremmest sige, at jeg blev helt nervøs, da jeg så, at fru Mette Reissmann også ville stille spørgsmål, for der er man jo virkelig kommet i menneskehænder på det her emne hos en af landets fremmeste eksperter i lige præcis de her ting. Jeg vil dog sige, at jeg næsten synes, at svaret lå i spørgsmålet, fordi fru Mette Reissmann spørger: Er det det her med de 48 timer? Svaret er ja, det er det med de 48 timer.

Fru Mette Reissmann.

Jeg er ikke færdig endnu, så menneskehænder kan hr. Simon Emil Ammitzbøll trygt komme i. Når vi nu ser på det at være gældstynget, er det jo ikke kun et tab af livskvalitet for rigtig mange mennesker. Desværre ser vi også, at hovedparten af de forbrugere, der har optaget et kviklån, er unge mennesker, og det vil sige, at de jo ikke engang kommer i gang med deres voksenliv på en sund og bæredygtig måde rent økonomisk set, før møllehjulet om deres hals har tvunget dem i knæ rent økonomisk. Det er også et samfundsøkonomisk tab.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll er ligeglad med det i aftalefrihedens hellige navn – det synes jeg er bekymrende – så jeg vil spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll: Er det ikke sådan, at ordføreren går ind for en præventiv tilgang til at skulle rette op på noget, som måske først kommer med livserfaringen, frem for at man bare skal lade det hele gå ned i flammer?

Ordføreren, værsgo.

Jeg er da utrolig optaget af, at de mennesker får en mulighed for at betale deres gæld tilbage, hvis de har fået den. Det er jo bl.a. derfor, at vi synes, det er vigtigt, at folk med små indtægter også får en skattelettelse, sådan at de har flere penge mellem hænderne, så har de jo også mulighed for at få flere valg og frie valg i deres tilværelse. Det er jo sådan set for folks skyld, vi gerne vil gøre det, det er ikke for vores egen. Jeg synes bare, at det, der bliver overset i den her diskussion, er det konkrete. Altså, hvis du konkret mangler det køleskab, som vi nu har diskuteret de sidste 10 minutter, er det altså irriterende at skulle vente i 48 timer, fordi fru Mette Reissmann og andre synes, man skal tænke sig om.

Så er det fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Det var jo så måske lige præcis i det tilfælde, det var meget godt at sidde derhjemme og tænke på, hvad der er vigtigst: at man ikke skal smide 3 l letmælk ud, eller at man optager et lån, som man faktisk har svært ved at tilbagebetale, og som bringer en i store problemer på lang sigt? Så det var måske faktisk en udmærket ting lige at få noget betænkningstid i den situation – nu, hvor ordføreren nævnte det med køleskabet.

Det var en meget ideologisk tale. Og jeg forstår også, at budskabet jo var en smule formynderisk, nemlig at man må tage ansvar for sine handlinger. Hvis det er ordførerens indstilling, kunne jeg da bare godt tænke mig at høre, hvad man så egentlig mener om den fortrydelsesret, som der er i forbindelse med netkøb. Er det så også en eller anden overbeskyttelse af de der forbrugere, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for deres handlinger? Når de har klikket på »køb« og lagt det op i indkøbskurven, har de da også bare at stå ved det køb i stedet for at have ret til at returnere det efter 14 dage.

Ordføreren.

Jeg vil først og fremmest sige, at jeg ikke helt forstår ordførerens bemærkning om, at det er formynderisk, at man skal tage ansvar for sine egne handlinger. Det forklarer måske den bevægelse, Det Radikale Venstre har haft det seneste årti. Men jeg forstår simpelt hen ikke sætningen. Den går jeg ud fra bliver uddybet, hvis ordføreren tager den næste korte bemærkning, for det synes jeg egentlig er en ret interessant diskussion.

Så vil jeg bare i forhold til fortrydelse sige, at jeg jo netop i min ordførertale i mit spørgsmål til justitsministeren nævnte, at jeg gerne ville have, at man uddybede det om de eksisterende muligheder for fortrydelse i forbindelse med punkt 2.3 i den kommenterede høringsoversigt. Så det går jeg også ud fra at jeg får svar på på et tidspunkt. Og det er fair nok, at justitsministeren ikke har svaret endnu, eftersom jeg er blevet opholdt her af en række ordførere.

Vi har sådan set ikke noget imod, at der er fortrydelsesret. Jeg har ikke sagt andet, end at vi ønsker at bevare loven, som den er. Det er ikke os, der er det flertal, der vil ændre loven; det er os, der står på lovens side.

Fru Zenia Stampe.

Ja, det kan hurtigt blive en diskussion om: Hvad er formynderisk, hvad er bedrevidende? Er det at stå og sige: Du skal tage ansvar for dine handlinger; når du har trykket på »køb«, hænger du på det? Eller er det at sige, at man værner om retten til at tænke sig om en ekstra gang? Jeg har faktisk lidt svært ved at se, at det er formynderisk, for det er ikke os, der kommer til at træffe beslutningen. Men vi værner om forbrugerens ret til betænkningstid. Det er det, det handler om.

Ordføreren.

Det er jo ret interessant. Jeg bliver nødt til at holde fast i, at hvis du – og det er ikke ordføreren, jeg taler til, så det er generelt – træffer dine egne valg, er det ikke formynderisk. Når vi som Folketing træffer valg for dig, er det formynderisk. Og prøver man at gå ind i en eller anden semantisk diskussion om, at det forholder sig på en anden måde, er man allerede langt ude på et formynderisk overdrev, som det er min opfattelse at Det Radikale Venstre bevæger sig længere og længere ud på og har gjort det seneste årti.

Det med »du« er jeg meget opmærksom på. Man kan jo også sige »man« og »sine«. Så er der ingen tvivl.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg er meget ked af at spolere denne spændende debat mellem et forhenværende og et nuværende medlem af Det Radikale Venstre. Det, der kendetegner begge talerne, er, at ingen af dem har sat sig ind i, hvad lovforslaget handler om, for lige præcis køleskabe og komfurer kan man jo fortsat købe, lige så tosset man vil, eftersom det er lån, der er betinget af samtidige køb. Man behøver faktisk ikke at læse hele lovforslaget; man kan nøjes med at læse de syv linjers resumé, som følger med, altså:

Lån, som indgås uden sikkerhedsstillelse og uden betingelse om køb eller vare eller tjenesteydelse, er ikke omfattet.

Så hr. Simon Emil Ammitzbøll kan fortsat købe både komfur og køleskab på afbetaling, når det er sidst på måneden og han ikke har flere penge. Man behøver ikke at vente 48 timer.

Værsgo til ordføreren.

Jeg var jo lige ved at være bekymret for, at spørgeren ville tilføje »og et kommende medlem af Det Radikale Venstre«, men der blev jeg dog beroliget. Det var noget andet, det drejede sig om.

Nu er spørgsmålet så, om den pågældende person, vi taler om, kan opnå det pågældende lån, som hr. Jan E. Jørgensen taler om. Det kan jo godt være, at vedkommende ikke kan få det lån, men godt kan få det her lån. Det ved man jo ikke. Det er jo en vurdering i den enkelte sag.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nej, det er svært at forestille sig. Altså, L'EASY og Elgiganten m.fl. har jo netop sikkerhed i det køleskab, man jo så køber på afbetaling, og kan komme og hente køleskabet, hvis pengene ikke bliver betalt. Derfor er det ganske nemt at opnå den type lån.

Det, vi taler om her, kviklån, er, om jeg så må sige, rede penge, hvor der ikke skal svares for, hvad de så bliver brugt til. Der kan vi jo så kun gisne om, hvad man som 19-årig kan finde på at låne penge til en fredag eftermiddag. Men det er altså den type lån, vi taler om, og ikke lån til et køleskab eller komfur, så det betyder ikke, at den enlige mor ikke kan lave mad til sine børn de næste 48 timer på grund af nogle onde politikere. Det er altså ikke det, vi taler om.

Ordføreren.

Jeg er nødt til sige, at det her jo er sådan en klassisk debatdisciplin, som hr. Jan E. Jørgensen også er ret god til, nemlig først at fremsætte en forvirring om, hvad det er, der diskuteres, og derefter prøve at påstå, at der er nogle andre forudsætninger end dem, vi taler om.

Jeg har da aldrig sagt andet, end at der er tale om, at folk låner rede penge. Det, jeg siger, er, at jeg ikke blander mig i, hvad de skal bruges til. Så siger hr. Jan E. Jørgensen, at det generelt er let at få nogle andre lån, og blablabla. Men bare der er ét menneske, som ikke kan, er det jo relevant at sikre sig, at der er en bredere palet af muligheder. Min pointe er jo: Jeg blander mig ikke i, hvad folk bruger deres penge til. Og når de først har lånt dem, er det jo sådan set deres egen opgave at bestemme, hvad de skal bruges til.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler i dag lovforslag nr. L 156, som er forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler, og man vil indføre en obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån, det, vi også kalder kviklån. Alternativet støtter fuldt ud op om regeringens ambition om at beskytte forbrugerne. Der kommer en beskyttelse af forbrugerne ved at indføre en obligatorisk betænkningsperiode på 48 timer ved indgåelse af aftaler om de kortfristede forbrugslån, som indgås uden sikkerhedsstillelse og uden betingelser om køb af varer eller tjenesteydelser, og hvor løbetiden maksimalt er 3 måneder.

Alternativet synes, det er rigtig godt, og lovforslaget er helt klart et skridt i den rigtige retning i forhold til at beskytte borgerne mod kviklån. Vi mener, at borgerne faktisk skal beskyttes mod kviklån. Men vi er også af den holdning, at det er for uambitiøst. Lovforslaget lapper på problemet, men det er ikke en reel løsning. Vi er sådan set af den opfattelse, at kviklån helt bør forbydes.

Efterspørgslen på kviklån er steget markant. I 2010 blev der oprettet omkring 20.000 kviklån med et samlet udlånsbeløb på 37 mio. kr. I 2014 vurderede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at antallet var steget til omkring 160.000 kviklån med et samlet udlånsbeløb på cirka 430 mio. kr., så det er altså et marked, der er voksende. Alt for mange forbrugere kan ikke overskue konsekvenserne ved sådanne lån, og det, sammenholdt med hvor let det er at optage sådan et lån, gør det til en fælle for forbrugerne. Mange kviklån bliver ikke tilbagebetalt til tiden, og en stor del bliver sendt til inkasso, hvad der dermed sender forbrugerne ud i en gældsspiral.

Alternativet støtter som sagt forslaget. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi kunne godt tænke os, at man gik endnu længere og forbød kviklån.

Tak til ordføreren, der er ingen kommentarer. Den næste ordfører er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg blev så glad, da jeg læste det her lovforslag, For jeg er jo lige kommet tilbage fra barselsorlov og skal vænne mig til den nye virkelighed, hvor andre har magten, osv. Og som ny retsordfører tænkte jeg, at nu skulle jeg ned og skændes i Folketingssalen – det blev så med hr. Simon Emil Ammitzbøll, ikke med regeringen.

Jeg blev så positivt overrasket, da jeg læste det her lovforslag, for jeg synes faktisk, det finder en utrolig fin balance mellem værdier, som jeg tror vi alle sammen er enige om skal balanceres, nemlig balancen mellem formynderi og beskyttelse og mellem hensynet til flertallet, som godt kan administrere den her type lån, og til mindretallet, som har voldsomme problemer med det. Der synes jeg man har fundet en rigtig fin balance, og vi glæder os til at se, hvilken effekt det her får.

Det kan jo godt være, at man må skride yderligere ind, hvis det ikke får den ønskede effekt, men vi synes i hvert fald, det er et skridt i den rigtige retning. Vi må se, om det er tilstrækkeligt, det håber vi. Det kan også godt være, vi bliver nødt til at gå længere på et senere tidspunkt, hvis det ikke får den effekt, vi håber. Men vi synes i hvert fald, det her er et rigtig godt forsøg på at skabe en balance, som ikke har eksisteret, hvilket flere har påpeget heroppefra ved at henvise til udviklingen af kviklån og de voldsomme problemer, det skaber for folk.

Så vi kan støtte forslaget.

Tak for det. Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvad ordføreren mener om, at Forbrugerrådet Tænk har foreslået et decideret forbud mod den her type lån.

Værsgo til ordføreren.

Vi har diskuteret kviklån løbende i den radikale folketingsgruppe, og vi har også diskuteret muligheden for helt at forbyde kviklån. Det er vi ikke enige i, for vi mener også, at der er mange forbrugere, der faktisk nyder godt af de her lån. Men jeg siger også, at hvis det her ikke får den ønskede effekt, er vi åbne for at se på andre skridt. For det har alt for store menneskelige omkostninger for nogle af vores måske mest udsatte borgere, som fru Sarah Glerup også nævnte – nogle af de borgere, som kan være desperate af forskellige gode grunde. Vi vil rigtig gerne tage initiativer, der kan afhjælpe deres problemer, og har bestemt ingen ambitioner om, at de skal få endnu større problemer. Og det giver kviklån dem jo desværre lige nu.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen som ordfører. Værsgo.

Til dem, der interesserer sig for rentens historie gennem tiden, kan jeg sige, at der er skrevet tykke bøger om det. Det er meget spændende læsning. Tilbage i Romerriget havde man egentlig begge holdninger, på et tidspunkt mente man, at rente var rigtig godt for at fremme forbrug osv., men man havde også et direkte forbud. Det havde man også i mosaisk retslære, og det har man måske stadig væk i islamisk retslære osv. I dansk lovgivning har man gennem tiderne også haft et decideret forbud mod at tage rente af hensyn til det etiske aspekt i det. Så det er noget, der har været diskuteret i tusindvis af år, og nu diskuterer vi det igen.

Vi har jo faktisk åger defineret i straffelovens § 282. Definitionen på åger er at udnytte andres nød, letsindighed og mangel på erfaring, og det er også nogenlunde de begreber, der bliver brugt i straffeloven. Jeg har svært ved at se, hvorfor vi ikke diskuterer, at vi rent faktisk har en straffebestemmelse i straffeloven om åger, og hvorfor vi ikke tager den diskussion med ind i nogle af de fuldstændig bizarre eksempler, vi ser, på ågerrenter ved kviklån, sms-lån, weblån osv.

Allerhelst havde vi i SF set, at vi med baggrund i den eksisterende lovgivning sagde, at den type kviklån, vi ser i dag, skal forbydes, eller, som vi i SF tidligere har foreslået sammen med Socialdemokraterne og Radikale – og Enhedslisten mener jeg – at man simpelt hen lægger et loft over ÅOP, eller at man kigger på yderligere muligheder for klagenævn osv. Nu ved jeg ikke lige, om Liberal Alliances ordfører stadig væk er til stede, men det er selvfølgelig et dilemma mellem individets frie valg, at vi ikke skal være formynderiske, og at man samtidig kan se, at det faktisk har store konsekvenser for samfundsøkonomien. Som Alternativets ordfører, fru Josephine Fock, også var inde på, så er det her jo noget, der er mangedoblet igennem få år, fra få tusinde til over 160.000 i 2014.

Det her forslag var et forslag fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sidste år, i 2015, hvor vi diskuterede det, og det er et skridt på vejen, så SF støtter det selvfølgelig. Men vi synes, vi skal diskutere videre, om det her er nok. Det mener vi ikke, det mener Forbrugerrådet Tænk heller ikke, og det er jo lidt interessant, at et inkassofirma, Intrum Justitia, der leverer navnene på over 40 pct. af de personer, der står i RKI, simpelt hen nægter at inddrive gælden på de sms- og kviklån, fordi de er »etisk og moralsk forkastelige« . Det er et inkassefirma, der nægter at inddrive gælden på de her lån. Det synes jeg altså siger noget.

Men det her er et skridt på vejen. SF vil stille nogle ændringsforslag for at komme endnu længere, men med henvisning til at vi altså har straffebestemmelser i straffeloven om åger, og om, at man ikke må tage absurd høje renter, så vil vi gerne fortsat diskutere det her. Vi synes ikke, vi er nået langt nok, men det er trods alt bedre end ingenting.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Konservative, hr. Søren Pape Poulsen.

Vi har jo jævnligt sager i dette Ting, hvor man kan sige, at det sådan mere pragmatiske støder mod det principielle eller kan gøre det til en vis grad. Det synes jeg sådan set at den her sag er et eksempel på. Vi ønsker mere fokus på, at man lige fra sin skoletid lærer om økonomi, lærer om det at tage ansvar, lærer om, hvordan et budget hænger sammen, lærer, hvordan vores samfund hænger sammen, og hvordan man som familie kan begå sig, så man får en forståelse, ligesom vi selvfølgelig også må håbe, at man får det med sig hjemmefra.

Jeg er opdraget af mine forældre til, at man sparer op, før man køber noget. Jeg er vokset op med en mor, der arbejdede på det lokale plejehjem, og en far, der drev et lille landbrug, og så var pengene ikke store. Derfor måtte man jo sætte tæring efter næring og overveje, hvornår man brugte hvad. Der var mange ting, man godt kunne tænke sig, nogle gange måtte man så vente lidt længere med at få dem. Jeg ved godt, det lyder som en fortælling fra ruder konges tid, og sådan er samfundet slet ikke længere, men nogle gange er der vel nogle værdier, vi stadig væk skal holde fast i, som er vigtige for et samfund.

Det er nu mine værdier. Det er også sådan, Det Konservative Folkeparti ser på det, altså at vi jo gerne skulle opdrages til at tage et ansvar som mennesker. Og jeg synes også, at debatten her viser, at der jo et eller andet sted i vores samfund er en ny tid og et eller andet sted er sket et skred i, hvad det er for et ansvar, vi også selv skal tage som borgere i dette land. Men jeg anerkender også, at andre mennesker kan ønske det anderledes. Jeg skal jo ikke trække ned over hovedet på andre, hvordan jeg tænker. Men man har ret til at træffe ufornuftige beslutninger som menneske. Jeg ville nok ikke tage sådan et lån her, men man kan jo vælge at gøre det.

Jeg synes sådan set, det var fint nok at kunne overveje det forslag, der er i et af høringssvarene, om, at man så kunne lave en 48 timers fortrydelsesret vederlagsfrit og uden omkostninger. Det blæser lidt i vinden – sådan har jeg det også i forhold til kommentarerne til høringssvarene – hvor det lige står, men fred være med det. Jeg er med på, at pengene kan være brugt, men jeg har det altså sådan, at vi skal passe på med, hvor langt vi vil gå i et Folketing for at tage alt ansvar væk. Og så kan det godt ske, at en ung gut på 19 år låner nogle penge og bruger dem, men så må det så være, fordi det er de værdier, han har med sig, og så må han jo så knokle det ekstra for at betale de penge tilbage.

Jeg synes, der er noget principielt i det her forslag, der gør, at vi ikke kan støtte det, men det betyder ikke, at vi ikke kan se, at der er en række problemstillinger. Selvfølgelig er der det, vi ønsker jo i bund og grund ikke, at folk kommer ud i en økonomisk situation, hvor de er dybt gældsatte. Men når vi gør regnebrættet op, kan vi ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Sarah Glerup.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre om det her med at spare op til ting, som man har brug for eller gerne vil have. Det er selvfølgelig en rigtig god idé, men hvordan mener ordføreren at man skal gøre det, hvis man f.eks. er på kontanthjælp og derfor kun må eje værdier for sammenlagt 10.000 kr.?

Ordføreren.

Jamen det er jo rigtigt, at det ikke nødvendigvis er alle, der står i en situation, hvor de kan spare meget op; det er jeg fuldstændig med på. Det er også derfor, vi her i Folketinget tager en lang række andre initiativer for at skabe noget mere vækst, for at gøre noget mere for, at vi kan få flere folk i arbejde, så de kan komme ud af den situation. Vi skulle gerne lige holde fast i, at kontanthjælpen gerne skulle være noget, du er på midlertidigt, selv om nogle ulykkeligvis er det i mange år.

Så kan man da komme i en situation, hvor man har brug for at tage sådan et lån her. Det er jo ikke sikkert, at de 48 timer vil lave om på det, tænker jeg.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Hvordan har ordføreren og formanden for De Konservative det med åger?

Ordføreren.

Det har jeg det da ikke godt med. Jeg ved ikke, hvad spørgeren sådan henviser til, andet end at det er der vel ingen af os der ønsker. Altså, jeg er jo ikke liberalist, jeg ønsker ikke et totalt frit marked. Jeg vil også sige, at det jo ikke er, fordi vi ingen lovgivning har i dag. Jeg står sådan set også bare og siger, at den lovgivning, vi har i dag, er okay.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ja, vi har jo i straffeloven en bestemmelse om åger, som ikke er nærmere bestemt, end at man ikke må udnytte andres letsind, uerfarenhed, afhængighed osv. – og så er det ikke defineret meget nærmere end det. Men det vil jeg jo sige er ret tæt på definitionen af nogle af de værste typer kviklån, vi har set – altså bl.a. den måde, hvorpå de bliver målrettet visse typer mennesker, som de der breve kommer ind ad postkassen hos. Altså, det ved vi jo. Der er en profilering, med hensyn til hvem der skal have de der fysiske breve – også i forhold til hvem annoncerne henvender sig til på nettet osv. Og der er ikke en øvre grænse for ÅOP. Der er meget lidt regulering, i forhold til hvor meget folk kan ende med at skulle betale for det her.

Det er derfor, jeg spørger ind til åger. For alt det her med at skulle tage vare på de svageste, dem, der måske ikke kan gennemskue de her handlinger, er jo også en del af den konservative historik. Selv i Danske Lov, som jeg tror De Konservative har et særligt forhold til, er der direkte en bestemmelse om et maks på 6 pct., som blev indført af Christian V. Men lad det nu være.

Det er mere den generelle holdning til åger og til, hvad man må udsætte dem, der ikke kan overskue deres egne handlinger, for, jeg spørger til.

Ordføreren.

Må jeg først udtrykke en ufattelig glæde over, at SF's ordfører henviser til vigtigheden af kongehuset og af, hvad de ellers har bidraget med igennem tiderne.

Jeg siger jo også, at det her sådan set er et forslag, hvor man vejer det lidt på en vægt. Altså, på den ene side har vi sådan set et ønske om at gøre noget for, at unge mennesker eller andre ikke kommer i en situation, hvor de gældsætter sig vildt og voldsomt og har en lang, lang rejse foran sig for at komme ud af det. Men på den anden side synes jeg heller ikke at vi bare må efterlade dem eller sige til dem: Det har du ikke rigtig noget ansvar for.

Jeg synes, at det her er en balance: Hvor trækker vi stregen, i forhold til hvornår man selv skal tage ansvar for det liv, man lever? Og derfor vælger vi at sige, at vi sådan set synes, at den lovgivning, der er i dag, kan vi godt stå inde for. Derfor stemmer vi nej til det her lovforslag om de 48 timer.

Fru Mette Reissmann.

Tak for det. Hr. Søren Pape Poulsen taler meget om værdier og også om opdragelse. Jeg vil ikke sige, at vi er næsten lige gamle, men vi er nok fra samme tid, hvor netop en af de værdier, som vi hver især er blevet opdraget med, er, at man sparer op, før man forbruger, og det er faktisk et ganske glimrende udgangspunkt for at få skabt sig selv en sund og bæredygtig økonomi. Det er et princip, og den værdi hylder jeg fortsat rigtig, rigtig meget.

Men det bekymrer mig altså, når hr. Søren Pape Poulsen i den grad står og siger, at det må man selv ligge og rode med, hvis, såfremt, ifald man er blevet fristet over evne og dermed har raget sig ud i noget overdreven gældsætning, for det må være den enkeltes ansvar. Jeg troede, at man som konservativ netop hyldede humanismen og medmenneskeheden, og jeg vil bare lige erindre hr. Søren Pape Poulsen om, at det altså kræver ufattelig meget, hvis man først har gældsat sig, at komme fri af sådan en tyngende gæld. Så hvilke andre ting kan De Konservatives ordfører pege på, hvis ikke man skal starte med at dæmme op for uansvarlig gældsætning med sådan et forslag? Hvilke andre ting har De Konservative så i posen til netop at skulle forhindre, at man kommer i så ulykkelig en situation?

Ordføreren.

Jeg vil undgå at komme med et meget, meget langt svar om, hvor jeg mener det her begynder, nemlig fra børnene er helt små, og den måde, vi skal have gjort noget helt andet i vores samfund på, altså nærmest have en moralsk oprustning til, hvad det er for et ansvar, vi fra starten lærer vores børn at tage i vores samfund. Hvad er det for et samfund, vi ønsker at leve i? Vi skal passe på hinanden. Jeg er fuldstændig enig med spørgeren i, at vi nemlig skal holde hånden under dem, der ikke kan selv. Det er det helt essentielle, også i konservatismen, men jeg synes bare, at vi skal passe på med at sige, at alle folk, der så tager et kviklån, er folk, der tilhører en svag gruppe, der ikke er i stand til at tænke selv, som vi så må gå ind fra Folketinget og lave lovgivning om.

Mener spørgeren så, at de 48 timer gør, at så har vi ikke nogen problemer længere? Vi er vel enige om, at det centrale i det her forslag er, at man lige skal tænke sig om i 48 timer, og så kører man ellers. Man kunne jo også godt tro, at mange af dem, der ville have de her penge, låner dem alligevel efter 48 timer. Jeg siger bare lige så stille: Vi kan vel ikke tage ansvaret for folk, for helt almindelige mennesker. Man har stadig væk et ansvar. Så skal vi selvfølgelig oplyse folk og gøre alt, hvad vi kan, for at man ikke træffer nogen i vores øjne meget ufornuftige beslutninger, men helt til at have et samfund, hvor vi skal lovgive i dette Folketing om alle mulige tænkelige, ufornuftige beslutninger, folk kan tage, gør, at vi får rigtigt travlt herinde, for vi tillader rigtig meget ufornuftigt i det her land. Vi må jo både ryge og drikke og alt muligt.

Fru Mette Reissmann.

Tak for det. Jeg kan jo høre, at der trods alt er visse punkter, hvor vi nok kan forenes i enighed om at gøre noget for at forhindre en uansvarlig gældsætning. Det er ikke kun unge mennesker, der tager de her, det er jeg helt med på, og jeg er også helt med på, at de, der er desperate nok, muligvis går ud og låner dem et andet sted. Derfor synes jeg jo heller ikke, som jeg sagde i min ordførertale, at det her er tilstrækkeligt til at hindre en uansvarlig gældsætning. Jeg mener, at det er et rigtigt skridt, men det første skridt i den retning, som Socialdemokraterne gerne vil fortsætte med at gå.

Jeg er så ikke enig med hr. Søren Pape Poulsen, når han siger, at det er information og opdragelse, der skal til – desværre – og det håber jeg også ordføreren er enig med mig i. Så i den bedste af alle verdener, skulle vi jo slet ikke lovgive om noget som helst, for så var vi jo alle sammen gode og fornuftige og handlede økonomisk ansvarligt. Sådan hænger det jo ikke sammen. Derfor er det jo vores fælles ansvar som politikere at gå ind og lave nogle rammer.

Så jeg vil høre, om Det Konservative Folkeparti sammen med Socialdemokraterne og andre ordførere og andre partier, som også her i dag har talt om, at vi skal prøve at sikre, at der er fornuftige rammer, som sikrer, at vi ikke har en uansvarlig gældsætning, vil være med til at arbejde. Hvis ikke det her er forslaget, vil Det Konservative Folkeparti så være med til at arbejde på andre punkter?

Ordføreren.

Ja, nu er det jo et meget åbent spørgsmål, for hvad er det så? Men det vil vi sådan set godt være med til. Det er også derfor, at jeg sagde i min indledning, at jeg også synes, at det her handler om, at én ting er at arbejde for, at man ikke kommer ud i det her, så langt vi overhovedet kan, en anden ting handler også om – og det tror jeg ikke man skal underkende – at man også, fra man går i skole, lærer, hvad et budget egentlig er for noget, hvad økonomi er hele vejen igennem. Jeg vil diskutere mange tiltag, også gerne med Socialdemokraterne, om, hvad vi kan gøre, for at folk ikke kommer ud i det her, for vi er jo enige om, at det er ulykkeligt, når folk gældsætter sig vildt og voldsomt. Jeg håber bare, at vi enige om, at det her forslag jo ikke betyder, at folk ikke efter 48 timer kan gå ud og gældsætte sig igen. Det tror jeg vi er enige om.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere, der har bedt om ordet, og derfor går vi over til justitsministeren.

Jeg vil gerne takke ordførerne for den overvejende positive modtagelse af lovforslaget. Der synes at være bred opbakning til regeringens forslag om at indføre en obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån, de såkaldte kviklån.

Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg som udgangspunkt mener, at det bør stå alle frit for at indgå de aftaler, de har lyst til. Vores aftalefrihed er et helt grundlæggende princip, og det skal vi værne om. Den obligatoriske betænkningsperiode, som regeringen foreslår med dette lovforslag, er udtryk for en balance mellem aftalefriheden på ene side og en nødvendig forbrugerbeskyttelse på den anden side. En markedsundersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgav sidste år, giver et billede af, at der er brug for en øget forbrugerbeskyttelse i forhold til de kortfristede forbrugslån. Undersøgelsen viser, at mange forbrugere havner i økonomiske vanskeligheder, fordi de er blevet fristet af et hurtigt lån, som kreditgiverne udbetaler, straks efter at forbrugerne har anmodet om det via internettet eller sms. Undersøgelsen viser også, at forbrugerne har svært ved at gennemskue konsekvenserne af den pågældende type lån.

For mange forbrugere viser lånet sig at være dyrere og sværere at betale tilbage end forventet, og det skyldes bl.a. den meget korte løbetid. På baggrund af rapporten kan det konstateres, at der i mange tilfælde indgås aftaler om kortfristede forbrugslån med forbrugere, som ikke kan betale lånet tilbage rettidigt, og det på trods af at kreditaftaleloven allerede i dag bl.a. pålægger kreditudbyderne at foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren, inden der indgås en aftale. Der er derfor brug for yderligere forbrugerbeskyttelse i forhold til disse lån.

Den foreslåede obligatoriske betænkningsperiode skal give forbrugeren mulighed for at genoverveje lånet og sit lånebehov. Der er tale om en slags cooling off-periode, på dansk afkølingsperiode, hvor forbrugeren får lånet lidt på afstand og får ro til at tænke sig om og overveje, om lånet nu også er nødvendigt. Af samme grund indeholder lovforslaget også en forpligtelse for kreditgiver til ikke at kontakte forbrugeren vedrørende lånetilbuddet. Hvis kreditgiver under betænkningsperioden igen og igen ringer eller skriver til forbrugeren om lånet, vil det modvirke den afkølingseffekt, som er formålet med betænkningsperioden. Efter betænkningsperioden kan de forbrugere, som fortsat er interesseret i at optage det kortfristede forbrugslån, frit acceptere det modtagne lånetilbud. Med andre ord afskæres ingen fra at optage lån, der sørges bare for, at der er en reel mulighed for at gå ind i en sådan kreditaftale med åbne øjne. Derved opnås en balance mellem aftalefrihed og forbrugerbeskyttelse, som der angiveligt er behov for.

Med de bemærkninger skal jeg atter takke ordførerne for indlæggene. Jeg ser frem til den videre behandling i Folketinget, og jeg står også til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte opstå – hvilket minder mig om, at hr. Simon Emil Ammitzbøll stillede mig et spørgsmål. Og det er fuldstændig rigtigt, at kreditaftaleloven allerede indeholder kravet om, at kreditgiver skal give visse oplysninger til forbrugeren om kreditvurderingen. Herudover skal markedsføringsloven overholdes, når kreditgivere reklamerer for, hvor nemt det er at optage de pågældende lån. Jeg tror ikke, at en indskærpelse af de regler vil afhjælpe problemet med, at mange forbrugere havner i økonomiske vanskeligheder efter at have optaget kortfristede forbrugslån. Forbrugerombudsmanden fører allerede tilsyn med kreditudbydernes overholdelse af reglerne, herunder især i forhold til deres markedsføring af de kortfristede forbrugslån, og som det fremgår af den rapport, jeg har nævnt, fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, indgås der alligevel en række aftaler om kortfristede forbrugslån med forbrugere, som ikke kan betale lånet tilbage.

På grund af de problemer, som rapporten har identificeret, på kviklånsmarkedet, er det vurderingen, at tiden er inde til, at der skal gøres yderligere i den sammenhæng, men ellers ser jeg i øvrigt frem til at klargøre besvarelserne på de spørgsmål, der måtte være under udvalgsbehandlingen.

Tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.