Det er måske lidt usædvanligt at tage ordet på nuværende tidspunkt i en diskussion ved en andenbehandling, hvor der ikke er et ændringsforslag.
Men der blev sagt så mange ting fra fru Aaja Chemnitz Larsens side, der alligevel kræver en kommentar med på vejen.
Regeringen respekterer fuldt ud den selvstyreaftale, der er indgået.
Selvstyreaftalen bygger på, at der er en række områder, der overføres til grønlandsk kompetence, og at der er en række områder, der forbliver dansk kompetence på vegne af hele kongeriget.
En af de kompetencer, som er på vegne af hele kongeriget, er udenrigspolitikken, herunder at føre opsyn med, at de internationale aftaler, der indgås, bliver overholdt og efterlevet.
En af de aftaler, der er tale om her, er at sikre, at når og hvis man udvinder uran – og det er en klar grønlandsk egenhændig beslutning, hvorvidt man vil udvinde uran – så er det Danmarks ansvar på vegne af hele kongeriget at sørge for, at den udvinding og den eksport af uran sker efter de højeste internationale standarder og efter de sikkerhedsforanstaltninger, der er.
Derfor er der på ingen måde tale om, at man tilbageruller nogen dele af den selvstyrelovgivning, der blev vedtaget – på ingen måde.
Det er også sådan, at vi som regering har haft et tæt og gnidningsfrit samarbejde med den grønlandske regering på det her område.
Vi har haft en dialog, som har været direkte, åbenhjertig og baseret på, at Landstinget den 24.
oktober 2013 vedtog en principbeslutning om at ophæve nultolerancepolitikken.
Det er altså baseret på beslutninger taget af det grønlandske Landsting og baseret på samarbejde med den grønlandske regering, at regeringen har fremsat det her lovforslag og et tilsvarende andet lovforslag.
Det er for at give Grønland mulighed for at have en minedrift, der ikke har som hovedformål at udvinde uran, men hvor man kan udvinde det som et biprodukt, og også bruge den minedrift kommercielt.
Jeg synes, vi har fundet en god løsning og en god balance mellem på den ene side det hensyn, der er til, at Grønland skal have mulighed for kommercielt at udnytte de råstoffer, der er, og på den anden side, at vi lever op til det, som er kongerigets internationale forpligtelse, nemlig at sikre, at når der udvindes uran, er der en bogføring undervejs, så at sige, fra det bliver udvundet, over, hvordan det bruges, og til, hvordan det slutdeponeres, sådan at vi ved, at der er styr på den uran og det radioaktive materiale, der udvindes undervejs.
Derfor vil jeg bare gerne på mine og regeringens vegne takke for det tætte samarbejde, der har været med Grønlands regering, baseret på den beslutning, det grønlandske Landsting tog den 24.
oktober 2013.