Tak for en grundig gennemgang af lovforslaget.
På trods af den grundige gennemgang vil jeg alligevel knytte nogle bemærkninger til baggrunden for lovforslaget, da der fra ordførernes side har været lagt forskellige sider af lovforslaget frem.
Det er sådan, at efter selvstyreloven fra 2009, som et meget bredt flertal i Folketinget vedtog, overtog Grønland råstofområdet i 2010 og fik dermed den lovgivende og udøvende magt på området.
På den baggrund er beslutningen om at ophæve nultolerancen for efterforskning og udvinding af uran og andre radioaktive stoffer et grønlandsk anliggende.
Men da der er udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske implikationer forbundet med netop at udvinde og eksportere uran, er der tale om et rigsanliggende, der kræver et samarbejde mellem Danmark og Grønland om, hvordan det kan ske.
Det blev der opnået enighed mellem regeringen og det grønlandske landsstyre om i en samarbejdsaftale i starten af i år.
I tilknytning til samarbejdsaftalen er der indgået to fælleserklæringer:
om sikkerhedskontrol og om eksportkontrol med dual use-produkter.
Både sikkerhedskontrol og eksportkontrol følger af kongerigets internationale sikkerhedspolitiske forpligtelser.
Fælleserklæringerne udgør en politisk forståelse mellem Grønland og Danmark om den praktiske implementering af de to lovforslag, vi behandler i dag.
Med aftalerne implementerer vi et konkret samarbejde, der sikrer, at Grønland kan fortsætte sine bestræbelser for at udvide sin minedrift, samtidig med at vi som kongerige overholder vores internationale ikkespredningsforpligtelser og lever op til de højeste internationale standarder for uraneksport.
Hovedformålet er selvfølgelig at sikre, at uran udvundet i Grønland udelukkende bruges til fredelige og civile formål.
Der er tale om et aftale- og lovgivningskompleks, der med afsæt i den gældende kompetencefordeling inden for riget klart præciserer ansvars- og opgavefordeling mellem danske og grønlandske myndigheder.
Der har været en tæt og konstruktiv dialog og et konstruktivt samarbejde med Grønland og Nuuk i hele perioden.
Jeg er glad for, at det er lykkedes at opnå enighed med det grønlandske landsstyre om det lovforslag, vi har foran os i dag.
Det beviser, at vi sammen kan opnå resultater til gavn for hele rigsfællesskabet – også på svære og komplekse områder.
Lad mig især fremhæve fire centrale elementer i det ret tekniske lovforslag.
For det første er der sikkerhedskontrol.
Lovforslaget implementerer de internationale forpligtelser for Grønland, som følger af traktaten om ikkespredning af kernevåben vedrørende kontrol med nukleart materiale.
Sikkerhedskontrol kan overordnet beskrives som et bogholderisystem, der sørger for, at der bliver holdt regnskab med alt nukleart materiale og relaterede anlæg, udstyr og aktiviteter.
Grundlæggende handler det om at sikre, at nukleart materiale ikke falder i de forkerte hænder.
For det andet er der kompetencefordeling og samarbejde med landsstyret.
Sikkerhedskontrollen med nukleart materiale er et sikkerhedspolitisk område knyttet til internationale ikkespredningforpligtigelser.
Der er tale om et fælles anliggende, og der fremsættes dette lovforslag for Grønland i Folketinget.
Der er lagt op til et tæt samarbejde med Grønland om den administrative varetagelse af sikkerhedskontrol.
For det tredje flugter lovgivningen med relevant EU-lovgivning.
Man kan ikke blot anvende den lovgivning, der gælder i Danmark, for Grønland.
Grunden er, at opgaverne vedrørende sikkerhedskontrol i Danmark primært varetages gennem Euratom, Det Europæiske Atomenergifællesskab.
Grønland er som bekendt ikke medlem af EU og heller ikke af Euratom.
Derfor er det nødvendigt at etablere et særligt sikkerhedskontrolsystem for Grønland med denne lov.
Der er enighed med landsstyret om, at loven skal svare til relevante dele af Euratoms regler.
For det fjerde er der de mellemstatslige modtagerstatsaftaler.
For at følge de højeste internationale standarder for uraneksporterende lande er der i lovforslaget et krav om, at eksport af uran fra Grønland forudsætter en såkaldt mellemstatslig modtagerstatsaftale.
De overordnede krav, som Udenrigsministeriet vil stille, følger de højeste internationale standarder.
Det indebærer bl.a.
efterlevelse af internationale ikkespredningsforpligtelser og standarder for fysisk beskyttelse som bindende juridiske forpligtelser i forhold til den videre håndtering af uran fra Grønland.
Se, der har været en række ordførere heroppe, men der er faktisk ikke så mange spørgsmål, der udestår, eftersom langt de fleste spørgsmål har drejet sig om præcis det samme.
Jeg vil dog prøve at give hr.
Kasper Roug en uddybning af § 10, stk.
2.
Næh, undskyld, det var DF's ordfører, Jeppe Jakobsen, Jeg har noteret forkert, det beklager jeg.
Det er et stykke tid siden, at folketingsarbejdet startede i dag.
Men § 10, stk.
2, gælder spørgsmålet om, at der gives udenrigsministeren en mulighed for at dispensere i særlige tilfælde.
Her tænkes der på, at hvis man f.eks.
har en klump uran eller et uranholdigt materiale, der skal sendes til undersøgelse uden for Grønland, men der ikke er tale om en egentlig igangsættelse af eksport, men alene om en undersøgelse, så vil det være for stort et apparat at sætte i gang at lave sådan en fuld mellemstatslig aftale for blot at lave en undersøgelse af en mindre mængde uran.
Derfor gives der en mulighed for, at udenrigsministeren vil kunne gøre det.
»Udenrigsministerens afgørelse herom sker efter en konkret anmodning, og der kan til afgørelsen knyttes de vilkår og betingelser, som vurderes at være nødvendige af hensyn til overholdelse af Kongeriget Danmarks internationale sikkerhedskontrolforpligtelser.«
Det sidste var et direkte citat fra bemærkningerne, side 26, første spalte.
Nu håber jeg, at jeg har kastet lidt mere lys over, hvad det egentlig er, det drejer sig om.
Derudover har der sådan været to drøftelser.
Den ene drøftelse har vedrørt, om vi fra dansk side skal blande os i, hvad Grønlands landsstyre har vedtaget.
Det er den holdning, som Enhedslisten har lagt for dagen:
at uanset at man tilbage i 2009 var med til at vedtage selvstyreloven og dermed flytte området til Grønland, så trækker man det tilbage, når man er utilfreds med, hvad det grønlandske landsstyre vælger at foretage sig, og siger, at nu blander man sig.
Der har jeg langt mere respekt for SF's indstilling i den her diskussion.
Man siger, at man egentlig er uenig i det, som Grønland vælger at gøre, men at man respekterer, at det er deres ret at gøre det.
Det var ikke min holdning, men mit forsøg på at udlægge SF's og hr.
Karsten Hønges holdning til sagen.
Selv om han ikke er til stede i salen, tror jeg, han vil være meget enig i lige præcis den udlægning.
Jeg kan ikke forstå dem, der siger:
Ja, vi overlod det til Grønland at træffe beslutningen, men når de træffer en beslutning, vi ikke er enige i, så ønsker vi at blokere deres mulighed for at fuldføre den.
Jeg kan heller ikke forstå dem, der siger, at det er en snæver afstemning eller et spinkelt flertal.
Prøv at forestille jer, at vi vendte diskussionen om og sagde:
Det var tæt på, at der var kommet flertal for det, så vi tillader det alligevel.
Prøv at forestille jer, at vi havde sagt, at det kun var et lille flertal, så derfor gider vi ikke respektere det.
Altså, jeg synes, det er problematisk nok i sig selv, at man snakker om det, når der er tale om Grønlands landsstyre, men skulle vi så indføre det samme princip her i Folketinget:
at hvis man ikke synes, at flertallet er stort nok, kan man være ligeglad med det?
Det er en mærkelig diskussion.
Meget mærkelig.
Vi har valgt fra regeringens side, inklusive den daværende regering, som jeg også var en del af, at overlade en række områder til det grønlandske selvstyre.
De træffer en beslutning, og det er deres ret.
Det vælger de at gøre, og det respekterer vi.
Så er der nogle områder, der er rigsfællesskabets kompetencer, og det er at sikre en eksportkontrol, der gør, at når der er tale om uranholdigt materiale, så lever vi op til de højeste standarder.
Det vælger vi at gøre med lovforslaget her.
Det sidste spørgsmål, jeg vælger at svare på her, er spørgsmålet om det såkaldte hastværk.
Det her er en aftale, vi har brugt rigtig meget tid med det grønlandske landsstyre om at få forhandlet på plads.
Det er en aftale, hvor fremsættelsen af forslaget i dag er afstemt med vores kollegaer i Nuuk.
Og når det er sådan, at den står til at træde i kraft den 1.
juli, er det, fordi vi forventer, at det vedtages i Folketinget, inden Folketinget går på sommerpause omkring grundlovsdag.
Derfor er det mest naturligt, at loven træder i kraft ved førstkommende månedsskifte derefter.
Der er intet hastværk, der er intet hastende i den her behandling af lovforslaget.
Det er timet efter, at vi kan få udtalelsen fra Grønlands landsstyre i forbindelse med forberedelsen til afgivelse af betænkning i Folketingets Grønlandsudvalg her.
Og derfor er det i fuld overensstemmelse med og afstemt efter behandlingen i Grønland.
Tak.