Tak.
Enhedslisten kan ikke støtte lovforslaget.
Vi er grundlæggende modstandere af den konstruktion, der hedder Udbetaling Danmark.
Vi har den – indrømmet – gammeldags og firkantede opfattelse, at offentlige myndighedsopgaver skal udføres af offentlige myndigheder.
Det skal man ikke udstationere eller udlicitere, hverken til en organisation som Udbetaling Danmark eller til private.
Så det er sådan en grundholdning, vi har til det.
Det udelukker jo så ikke, at man i et konkret tilfælde kunne se, om der skulle være nogle saglige begrundelser for at overflytte en eller anden opgave til Udbetaling Danmark.
Vi kan bare ikke finde dem i det her tilfælde.
Man taler om, at Statens Administration alligevel skal have moderniseret sit it-system – sådan opfatter jeg det, og det er ikke uddybet så forfærdelig meget – men det er åbenbart begrundelsen.
Det er vel ikke nogen begrundelse for at flytte opgaver.
Det kunne være en begrundelse for at modernisere Statens Administrations it-system.
Så taler man om, at man gerne vil have udflytning af statslige arbejdspladser.
Ja, det kan der godt være saglige argumenter for, men så kunne man jo bare flytte de arbejdspladser sammen med den anden del af Statens Administration, som bliver udflyttet.
Det er ikke noget argument for at overdrage dem til Udbetaling Danmark.
Sådan synes vi at man bruger nogle i virkeligheden ikke saglige argumenter for hele den her operation.
Det er jo heller ikke noget argument, at Udbetaling Danmark gør det godt.
Jamen det er da godt, at de gør det godt, når nu de har fået overdraget så mange opgaver, men det er da ikke noget argument for at overflytte flere opgaver til dem.
Det kunne være et argument for, at den offentlige myndighed, opgaverne fraflyttes, skulle gøre det bedre, end de gør i dag.
Så det er sådan de tre centrale argumenter, der har været brugt, og dem synes vi ikke holder vand.
Og da vi grundlæggende er modstandere af den konstruktion, der hedder Udbetaling Danmark, så bliver vores konklusion, at vi ikke kan støtte det.
Så er der det sidste:
Vi vil selvfølgelig gerne være med til at udbore – eller hvad det nu hedder med det sprog, vi bruger herinde – økonomien i det, for der har været andre eksempler på, at de økonomiske omkostninger i det, der hedder udflytning af statslige opgaver, slet ikke svarede til det billede, man forsøgte at skabe i første omgang.
Så det vil vi selvfølgelig gerne være med til at udbore, men det vil nok ikke ændre vores holdning til lovforslaget.