Skatteudvalget 2015-16, Skatteudvalget 2015-16, Skatteudvalget 2015-16
L 149 , L 149 A , L 149 B
Offentligt
1625453_0001.png
26. april 2016
J.nr. 15-3136801
Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 149 - Forslag til Lov om ændring af ligningsloven, aktieavancebeskatnings-
loven, kursgevinstloven og skattekontrolloven (Skattebegunstigelse af individuelle medar-
bejderaktieordninger og skattefrihed for godtgørelse til visse asbestofre).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 1 af 5. april 2016.
Karsten Lauritzen
/ Søren Schou
L 149a - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 5/4-16fra DI, til skatteministeren
1625453_0002.png
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. april 2016 fra DI, jf. L 149 -
bilag 3.
Svar
DI mener, at der har indsneget sig en misforståelse i kommentaren til DIs høringssvar
vedrørende værdiansættelsen af køberetter.
DIs høringssvar skulle således ikke forstås som et forslag om mulighed for at beregne
værdien af køberetten ud fra værdien af aktien på tildelingstidspunktet (dvs. værdien af
køberetten vil være 0 eller tæt på 0). DI anerkender med udgangspunkt i kommentaren til
høringssvaret, at beregningen af værdien af køberetten ville være endnu lettere, hvis der
kunne tages udgangspunkt i værdien af aktien på tildelingstidspunktet. Da denne bereg-
ning ville føre til en meget lav værdi eller ingen værdi, kunne det dog ifølge DI løses ved
en regel om, at værdien altid antages at være 5 pct. eller 10 pct. af aktiekursen på tilde-
lingstidspunktet.
DI præciserer i henvendelsen, at DI foreslår mulighed for at beregne værdien, som om
der ingen bindinger er på køberetten, dvs. som om optionen (hvis medarbejderen vil) kan
udnyttes fra den dag, den blev tildelt, også selvom udnyttelsen af køberetten er betinget.
Yderligere bindinger på køberetten vil ifølge DI alene reducere værdien af køberetten.
Jeg har med glæde noteret mig, at DI i sit høringssvar kvitterer for forslaget om indførelse
af skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger. Jeg skal naturligvis be-
klage, at der efter DIs opfattelse har indsneget sig en misforståelse ved behandlingen af
DIs høringssvar.
Efter forslaget er det en betingelse, at værdien af vederlaget ikke overstiger 10 pct. af
årslønnen. Vurderingen af, om betingelsen er opfyldt, foretages ud fra vederlagets værdi
på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs for købe- eller tegningsretten forelig-
ger, dog senest på retserhvervelsestidspunktet. Værdiansættelsen har alene til formål at
sikre, at 10 pct.s-grænsen overholdes.
Som det fremgår af kommentaren til DIs høringssvar, skal værdiansættelsen af købe- og
tegningsretter i den foreslåede ordning ske efter de almindelige principper, der anvendes
på skatteområdet, og som også blev anvendt i den tidligere ordning i ligningslovens § 7 H.
Det betyder bl.a., at der for at sikre en korrekt værdiansættelse skal tages hensyn til købe-
rettens løbetid. Derfor bør værdien af køberetten heller ikke fastsættes til fx 5 eller 10 pct.
af aktiekursen på tildelingstidspunktet.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at for aktier optaget til handel på et regu-
leret marked skal Black-Scholes modellen anvendes ved værdiansættelsen. I praksis er
Black-Scholes modellen meget udbredt ved værdiansættelsen, også når de underliggende
aktier er unoterede.
Side 2 af 3
L 149a - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 5/4-16fra DI, til skatteministeren
1625453_0003.png
I praksis kan der korrigeres for betingelser knyttet til udnyttelsen af køberetten – fx op-
fyldelse af måltal for den ansatte eller selskabet – ved at justere den værdi, der er beregnet
efter Black-Scholes modellen, med en faktor, der kvantificerer effekten af betingelserne
på værdien. Da det vil være vanskeligt at kvantificere effekten af disse betingelser, vil
justeringen af værdien ofte indebære et betydeligt element af skøn. Samtidig er det rigtigt,
som DI anfører, at betingelser knyttet til udnyttelsen af køberetten alt andet lige kun vil
reducere værdien af køberetten i forhold til værdien beregnet efter Black-Scholes model-
len.
På den baggrund forhindrer de foreslåede regler ikke en værdiansættelse, som foreslået af
DI. SKAT vil således kunne godkende en beregnet værdi af køberetter omfattet af lig-
ningslovens § 7 P, der ikke tager hensyn til betingelser for udnyttelse af køberetten. Det
skal understreges, at der ved værdiansættelsen skal fastsættes en udnyttelsesdato, og der
kan dermed som nævnt ovenfor ikke ses bort fra, at køberetter har en løbetid. Hvis der
ses bort fra løbetiden, ville konsekvensen være, at køberetten skal anses for udnyttet
straks, og dermed vil den have meget lav værdi, jf. også kommentaren til DIs høringssvar.
I henvendelsen anfører DI også, at indførelse af mulighed for differenceafregning i den
foreslåede ordning vil imødekomme et ønske fra erhvervslivet, og efter DIs opfattelse vil
der heller ikke være nogen skattefordel forbundet med differenceafregning.
Jeg bemærker i den forbindelse, at den foreslåede ordning er et tilbud til virksomhederne
og de ansatte. Hvis den ansatte og selskabet når frem til, at en konkret medarbejderaktie-
ordning på grund af særlige omstændigheder ikke udgør nogen skattemæssige fordel for
parterne i forhold til fradragsberettiget, indkomstskattepligtig løn, står det dermed parter-
ne frit for at fravælge den foreslåede ordning.
Der er i udgangspunktet tale om en genindførelse af den medarbejderaktieordning, der
blev afskaffet i forbindelse med finansloven for 2012. Efter den pågældende ordning
kunne der ikke ske differenceafregning.
Det strider således mod de argumenter, der sædvanligvis angives som begrundelse for at
anvende medarbejderaktier i selskabernes aflønning af de ansatte, at den ansatte aldrig
erhverver aktier, men kun får kontanter. Det står selskaberne og de ansatte frit for at
foretage differenceafregning, men efter min opfattelse skal differenceafregning ikke un-
derstøttes af den foreslåede ordning.
Side 3 af 3