Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til L 147, forslag til lov om miljøvurdering
af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)/L 148, forslag til lov om ændring af lov om
planlægning, lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om anvendelse af Danmarks
undergrund, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love, stillet den 13. april 2016 af
Lea Wermelin (S).
Spørgsmål nr. 10 til L 147/L 148
”Ministeren bedes fremsende en konkret liste over de projekttyper, som er taget ud af bilag 1 og bilag 2
samt uddybe, hvilke kriterier, der skal være opfyldt for, at et endnu ukendt projekt omfattes af hhv.
bilag 1 eller bilag 2?”
Svar
Udgangspunktet for lovforslaget og udformningen af bilag 1 og 2 har været en direktivnær
implementering, men Danmark er et lille tætbefolket land med meget korte afstande og forholdsvis få
”ledige” arealer og et deraf følgende stort pres på arealressourcen og en mere intensiv påvirkning af
omgivelserne. Disse hensyn ligger til grund for de forslag til listepunkter i bilag 1 og 2, som går udover
direktivernes lister. De nævnte hensyn vil således også ligge til grund for en fremtidig beslutning om,
hvorvidt et konkret projekt er omfattet af lovforslagets bilag 1 eller 2, hvilket også får betydning for de
processuelle regler, som de enkelte projekter skal gennemgå (screeningsproces og/eller en
miljøvurdering).
I lovforslaget er udgangspunktet, at lovforslagets bilag 1 og 2 skal følge VVM-direktivets bilag I og II.
Konkret betyder det, at følgende listepunkter er udgået eller overført til bilag 2 i forhold til den
gældende implementering af VVM-direktivet. De projekter, som overføres til bilag 2, vil være
screeningspligtige. Det betyder, at projekterne, som i dag under alle omstændigheder er VVM-pligtige,
fremover skal gennemgå en vurdering af, om de kan forventes at få en væsentlig indvirkning på
miljøet, inden der eventuelt udarbejdes en miljøkonsekvensrapport.
Projekttyper, som er udgået af bilag 1 eller overført til bilag 2:
7. b) Flyvepladser, hvis støjkonsekvensområder medfører væsentlige støjgener i områder, der er
bebygget, udlagt til boligformål eller anden støjfølsom anvendelse.
7. e) Overordnede veje med en påtænkt linjeføring gennem naturområder.
16. b) Rørledninger på mere end 1 km til transport af giftige, miljøfarlige eller brandfarlige væsker
udenfor den pågældende virksomheds eget område.
16. c) Transmissionsledninger længere end 2 km længde for naturgas og linjestationer i forbindelse
med transmissionsledninger, dog undtaget ledninger med en diameter op til 12" med tryk på 25 bar og
derunder.
25. Sporveje, bybaner, høj- og undergrundsbaner eller lignende baner af særlig bygningstype, der
udelukkende eller overvejende tjener til personbefordring.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk