Erhvervsstyrelsen
Dahlerups Pakhus
Langelinie Allé 17
2100 København Ø
18.01.2016
Vedrørende høring over forslag til lov om ændring af revisorloven, Deres journalnummer
2014 90 46.
Ved brev af 21. december 2015 har Erhvervsstyrelsen anmodet om Revisornævnets bemærkninger
til udkast til forslag til lov om ændring af revisorloven m.v.
I den anledning skal Revisornævnet bemærke følgende:
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, side 73, at lovgiver forventer, at sager om alvorlige
krænkelser af god revisionsskik vil kunne behandles hurtigere af Revisornævnet, såfremt antallet af
sager, der indbringes for nævnet, reduceres. Revisornævnet finder anledning til at bemærke, at en
væsentlig del af sagsbehandlingstiden i de større sager skyldes, at parterne, der ofte er repræsenteret
af advokater, indgiver omfattende skriftveksling til Revisornævnet, således at sagsbehandlingen i
disse sager i højere grad end hvad der ellers er tilfældet for sager ved Revisornævnet, får samme
karakter og tidsmæssige udstrækning som større civile sager ved domstolene. Dette forhold kan der,
henset til sagernes alvorlige karakter og de almindelige principper om kontradiktion, ikke
umiddelbart ændres på.
For så vidt angår enkelte af lovforslagets bestemmelser skal Revisornævnet bemærke, at
Revisornævnet finder det hensigtsmæssigt, at der indføres adgang til betinget frakendelse af
autorisationen som revisor, ligesom det findes hensigtsmæssigt, at det i lovgivningen præciseres, at
der ved afgørelsen af sagerne skal tages hensyn til, at revisor er offentlighedens tillidsrepræsentant,
jf. i det hele lovforslagets udkast til § 44.
Vedrørende spørgsmålet om offentliggørelse tager Revisornævnet til efterretning, at lovgiver ikke
længere finder, at navnet på en revisor, der har begået en disciplinærforseelse, som udgangspunkt