Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
Erhvervs- og vækstministeriet
Slotsholmsgade 12
Pr. e-mail
Kopi til Folketingets erhvervs-, vækst- og eksportudvalg
27.april 2016
Vesterbrogade 32
1620 København V
Telefon 33 43 70 00
www.danskeadvokater.dk
Dok.nr. D-2016-016277
Vedr. ny revisorlov – L146
I forbindelse med behandlingen af L146 har du som svar på en række spørgsmål fra
udvalget redegjort for indholdet af revisorforordningen, når det gælder rækkevidden
af bestemmelserne, der begrænser den generalforsamlingsvalgte revisors mulighed
for at levere rådgivning til en revisionsklient. Adskillelsen mellem revisors rolle som
samfundets tillidsrepræsentant og den helt anden rolle som virksomhedens rådgiver
bliver hermed tydeliggjort.
Jeg vil gerne takke for den klarhed, du dermed er med til at skabe, og som
understreger målet om at sikre virksomheder af offentlig interesse uafhængig
rådgivning - også skatterådgivning. Ikke primært for virksomhedernes skyld, men for
samfundets.
Denne pligt til uafhængig rådgivning bør gælde alle virksomheder af offentlig
interesse, og det uanset om virksomheden er et aktieselskab, er fondsejet, familieejet
eller et andelsselskab. Meget store virksomheder er af offentlig interesse og bør være
omfattet af forordningens uafhængighedsregler. Det samme gælder store offentlige
virksomheder.
Med venlig hilsen
Paul Mollerup
Adm. Direktør