Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af lovforslag nr. L 143:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Reel ret til hurtig udredning og udvidet frit sygehusvalg ved 30 dages ventetid på behandling m.v.).

Af sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 26.02.2016).

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører på talerstolen er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak, formand. Det her lovforslag drejer sig om en ændring af sundhedsloven, og det er retten til hurtig udredning og behandlingsgaranti.

For os Socialdemokrater er det afgørende, at alle danskere kan regne med fri og lige adgang til hurtig udredning og behandling af høj kvalitet, hvis de bliver syge. Det må hverken være pengepungens tykkelse eller ens postnummer, der afgør, hvilken behandling man kan modtage. Vi vil aldrig acceptere en opdeling i et A- og et B-hold, og vi vil altid bekæmpe ulighed. Vi vil til enhver tid kæmpe for, at danskerne får mest mulig sundhed for pengene. Derfor er vi imod overbehandling og overbetaling af privathospitaler.

Forslaget, vi skal behandle i dag, indeholder tre dele. For det første at udredningspatienter, altså patienter, der skal have en diagnose på en eventuel sygdom, bliver omfattet af det udvidede frie sygehusvalg, når regionen af kapacitetsmæssige årsager ikke kan udrede dem inden for 1 måned. For det andet at patienter, der er henvist og udredt, får ret til at søge behandling andre steder, hvis ikke regionen kan tilbyde dem behandling inden for 1 måned. Og for det tredje at ministeren får mulighed for også at kunne fastsætte krav om indhold og udformning af det informationsmateriale, som patienterne i forvejen skal have om deres rettigheder vedrørende det udvidede frie sygehusvalg.

Da vi sad med regeringsansvaret, var en af vores hovedprioriteter at nedbringe ventetiderne, og det lykkedes. Ventetiden lå på det laveste niveau nogen sinde, da vi forlod regeringskontorerne. Det resultat opnåede vi med en kombination af et stærkt politisk fokus, et flot stykke arbejde fra såvel sundhedsansatte som regionerne og en fornuftig inddragelse af såvel offentlig som privat kapacitet. Faktisk slog antallet af henvisninger fra regionerne til private aktører alle rekorder i første halvår af 2015, og det vel at mærke uden at udgifterne tog samme himmelflugt. Det er vi stolte af i Socialdemokratiet.

Men kort ventetid til behandling er ikke meget værd, hvis man ikke hurtigt kan få at vide, hvad man fejler. Derfor indførte vi en udredningsret på 1 måned for såvel fysiske som psykiske lidelser. Udredning og behandling går hånd i hånd, men vi må også erkende, at selv om et forstærket fokus på udredning er den rigtige vej at gå, har udredningsretten ikke fungeret godt nok. Og derfor er vi tilhængere af, at patienterne nu også får mulighed for at opsøge udredning andre steder, hvis regionen ikke kan færdigudrede dem inden for tidsfristen. Det er dog også vigtigt for os, at dette nye rum af muligheder for patienten ikke ender som et tomrum, hvor patienten bliver efterladt alene, som flere høringssvar gør opmærksom på.

Med hensyn til behandlingsgarantien deler vi intentionen om, at patienterne skal hurtigt i behandling. Ventetiderne var, som jeg også sagde tidligere, et centralt fokuspunkt under den tidligere regering. Det skal det fortsat være, og derfor er det vigtigt, at al tilgængelig kapacitet, offentlig som privat, inddrages til gavn for patienterne. Som jeg redegjorde for tidligere, var der også en bred inddragelse af private aktører under vores regering, og vi noterer os med tilfredshed, at regeringen nu i sit høringsnotat har valgt at lytte mere til Konkurrencestyrelsen end til privathospitalerne, når det kommer til regionernes mulighed for også fremadrettet at få forhandlet fornuftige priser. Og på den baggrund ser vi ikke nogen umiddelbar fare for, at de gyldne haner igen vil løbe, som de gjorde det i 00'erne, og derfor kan vi også støtte denne del af forslaget.

Vi agter dog løbende i tæt samarbejde med patientforeninger, de faglige organisationer og regionerne at holde et vågent øje med konsekvenserne af forslaget, for det er vigtigt, at forslaget ikke fører til overbetaling, overbehandling eller personaleflugt fra det offentlige som det, vi så i 00'erne. Derudover må forslaget ikke lægge sten i vejen for sammenhængende patientforløb eller føre til nedprioritering af de patientgrupper, der henvises til udredning og behandling i primærsektoren, og det kan eksempelvis være de privatpraktiserende speciallæger. Derfor vil vi også arbejde for, at man efter et par år får en grundig evaluering af effekterne og konsekvenserne af det her lovforslag.

Socialdemokraterne støtter forslaget med de bemærkninger.

Der er tre, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix, Enhedslisten.

Der er jo en ting, som Socialdemokraternes ordfører overhovedet ikke sagde, og det er, at det her er en total kursændring fra Socialdemokraternes side, som kom i løbet af natten – i hvert fald er det kl. 3.00 offentliggjort på Altinget, at Socialdemokraterne fremover nu støtter, at privathospitalerne skal kunne vælges af patienten efter 30 dage ved behandling og også efter udredning.

Jeg synes ikke, at der i ordførerens tale heller er noget som helst argument for, hvorfor det er, at Socialdemokraterne skifter kurs så pludseligt og så drastisk. Det er jo også tilsyneladende sådan, at Socialdemokraternes egne regionsformænd heller ikke har forstået det, for man kan jo læse i et indlæg i Politiken i dag fra Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, og Ulla Astman i Nordjylland, at de her patientrettigheder rammer skævt, er til skade for de svageste patienter og er ringe udnyttelse af sundhedskronerne.

Så hvad er det, der er sket i nat kl. 3.00?

Ordføreren.

Ja, vi har godt nok for vane at arbejde hurtigt i Socialdemokratiet, men så let kommer vi ikke til en så velovervejet beslutning som den her.

Netop som jeg siger i min ordførertale, var det succesfuldt, at vi, da vi havde en rød regering i Danmark, havde fokus på at bringe ventetiderne ned. Det skete. Og det skete, fordi der var en helt anden situation i forholdet omkring privathospitaler og det at bede det offentlige om at gøre brug af privat kapacitet.

Det var jo sådan tilbage i 00'erne, som jeg også skitserede i min ordførertale, at der var en favorisering, en overbetaling. Det er der ikke i dag. Og derfor er regionerne i en situation, hvor de er blevet meget dygtige til at lave udbud og forhandlinger med de private hospitaler og klinikker, så de får en ordentlig kvalitet til en absolut ordentlig pris. Og det er udgangspunktet for, at vi som socialdemokrater siger, at der nu måske er en mulighed for at indfri forventningen om endnu hurtigere behandling og udredning i Danmark.

Fru Stine Brix.

Ordføreren siger, det skyldes, at der tidligere var en overbetaling, at det er der ikke nu, og at det er det, der er forandringen. Men det har jo ikke været det argument, som ordføreren selv har brugt, eller som regionsrådsformændene fra Socialdemokraterne skriver om i Politiken i dag. Det argument, man har brugt, er jo, at en behandlingsgaranti på 30 dage gør det vanskeligt at prioritere mellem patienter og betyder, at ressourcerne flyder hen til de patientgrupper, hvor der er konkurrence, hvor det private er et alternativ, til skade for de patientgrupper, hvor der ikke er konkurrence, og hvor der ikke er et privathospital.

Ordføreren.

Nej, og der er faktisk også en sammenhæng mellem det, som fru Stine Brix siger at to socialdemokratiske regionsrådsformænd siger, og det, vi tænker her hos Socialdemokraterne på Christiansborg. Det er de samme bekymringspunkter, vi har. Det var også det, jeg nævnte i min ordførertale.

Vi har nogle opmærksomhedspunkter, nemlig det, at der skal være sammenhæng i patientforløbene – patienterne må ikke efterlades alene – at der ikke må foregå overbehandling og overbetaling, og at der ikke må ske øget ulighed. Og uligheden, vi taler om her, er både geografisk ulighed, social ulighed og ulighed mellem patientgrupper.

Derfor hejser vi flaget, og derfor siger jeg i min ordførertale, at vi vil holde meget, meget nøje øje med regeringen, og at vi vil sørge for, at det her bliver fulgt nøje.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Jonas Dahl.

Jeg synes, det er påfaldende, at Socialdemokraternes ordfører giver udtryk for, at det nærmest skulle være en rød tråd i Socialdemokraternes politik, for hvis man ser lidt på, hvad ordføreren selv sagde for bare et halvt års tid siden, kan man se, at ordføreren sagde:

I forhold til hurtig udredning er et af problemerne, at der mangler specialister på en række områder. Med regeringens tiltag risikerer vi, at nøglepersoner trækkes fra de offentlige til de private hospitaler, og så forværres problemerne.

I dag kan vi jo, som også Enhedslisten var inde på for et øjeblik siden, læse i Politiken om det. Og jeg vil gerne citere, hvad Ulla Astman og Sophie Hæstorp Andersen, som er henholdsvis regionsformand i Region Nordjylland og i hovedstadsregionen, og som er socialdemokrater, skriver i et debatindlæg:

»Men vi mener, at det er en helt forkert måde at bruge vores skattekroner og vores sundhedspersonale på i en tid, hvor vi bl.a. diskuterer, om vi har råd til ny og dyr medicin.«

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er en påfaldende om ikke kovending så U-vending, som Socialdemokraterne har gang i. Kan ordføreren forklare sammenhængen? For det, ordføreren siger nu, er jo totalt modstridende med det, ordføreren selv har sagt tidligere.

Ordføreren.

Nej, det er det ikke. Det er, fordi tingene har ændret sig meget markant. Jeg vil blot sige til ordføreren, at ordføreren selv var medlem af et regeringsparti, da vi satte fokus på ventetiderne og havde dem som en af de største og vigtigste prioriteringer. Vi er nu i en situation, hvor regionerne har muligheden for – og de har praktiseret det meget længe – meget, meget gode udbudsaftaler med privathospitalerne, som gør, at pengene ikke fosser ud, men at vi i meget høj grad får noget for pengene. Og det, vi får, er, at der er mulighed for at afkorte ventelisterne yderligere.

Hr. Jonas Dahl.

Jeg kan godt høre, hvad det er, man forsøger på, men jeg har meget svært ved at se, at der skulle være nogen rød tråd i det. Jeg vil bare igen citere: Det er en forkert måde at bruge vores sundhedskroner og sundhedspersonalets ressourcer på.

Det er det, to socialdemokratiske regionsrådsformænd skriver i dagens udgave af Politiken. Men man har måske ikke fortalt ens regionsrødder, hvad man rent faktisk har af politik på området, for det er dog tankevækkende, at der er to regionsrådsformand, der har en socialdemokratisk partifarve, som i dag er ude i Politiken og fuldstændig modsige det, som ordføreren står og siger fra Folketingets talerstol i dag. Det er dem, der står med ansvaret i det daglige. Kan ordføreren ikke selv se ironien i det?

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren har forstået, at jeg siger, at det, der er regionsrådsformændenes bekymring, også er vores bekymring, men at vi ser en reel mulighed for, at vi kan forbedre vilkårene for patienterne, fordi tingene har forandret sig – og tingene har faktisk forandret sig meget. Jeg tror også, at ordføreren kan erindre, at vi, da vi havde en rød regering, satte flere penge af til sundhed. Og hvad satte vi pengene af til? Det gjorde vi også til kapacitetsudvidelse, og det er også det, der ligger på det her punkt i øjeblikket.

Næste korte bemærkning er fra hr. Hans Andersen.

Tak for det. Det, jeg husker tydeligst, fra da Socialdemokraterne sidst var i regering, er, at Socialdemokraterne med støtte fra den øvrige venstrefløj forringede patienternes rettigheder. Derfor er det jo glædeligt i dag at opleve, at Socialdemokraterne er blevet klogere. Det er så sket ret pludseligt, må jeg sige, for jeg har svært ved at forstå, at det er en meget velovervejet beslutning, som hr. Flemming Møller Mortensen sagde for et øjeblik siden. Hvis det var meget velovervejet, kunne der jo også være mulighed for, at andre uden for Christiansborg, som også er medlemmer af samme parti, som hr. Flemming Møller Mortensen er, måske var involveret i beslutningen. Men jeg hilser det meget velkommen, at Socialdemokraterne nu støtter regeringens politik.

Et spørgsmål her til en start: Er det ikke korrekt, at det var Socialdemokraterne, der forringede patienternes rettigheder, når det handler om behandlingsgaranti, i sidste periode?

Ordføreren.

Det, der var situationen, da vi overtog regeringsmagten i 2011, var, at der i den grad havde været en favorisering af privathospitalerne med meget høje takster fra den borgerlige regerings side. Det sagde også Rigsrevisionen. Det, vi gjorde, var, at vi tog bestik af situationen i 2011, og der sagde vi, at der på det tidspunkt var behov for at lægge en lægefaglig vurdering ind over for, hvem der skulle behandles først og hurtigst, og hvem der kunne vente længere tid.

Situationen er en anden i dag. Der er mange ting, der har forandret sig, og derfor er vores holdning nu, som den er. Og med hensyn til patientrettigheder skal jeg blot nævne, at dem, der indførte udredningsretten og gav patienterne en ret her, var den socialdemokratisk ledede regering. Det følger den borgerlige regering med Venstre som regeringsparti nu op på, og det er vi kun rigtig glade for. Vi er også rigtig glade for, at det her bliver sambehandlet, som vi også gjorde i 2011, netop for at sige, at det for patienterne drejer sig om at få fundet ud af, om de fejler noget, men det drejer sig også om at få en hurtig behandling.

Hr. Hans Andersen.

Men retten til hurtig udredning støttede vi jo i sidste regeringsperiode, og den giver vi nu reelt et indhold. Problemet er jo, at Socialdemokraterne står her og bryster sig af, at det er Socialdemokraterne, der har sørget for en udredningsgaranti, men altså kun seks ud af ti patienter har reelt fået en udredning til tiden, og det er jo ikke så godt. Det er derfor, vi nu kommer med en forbedring af forslaget. Og så lige til sidst: Er det ikke korrekt, at det voldgiftsnævn, der skulle afgøre prissætningen, sådan set er noget, der er vedtaget i den forrige regerings tid, altså i den borgerlige regerings tid? Den sidste regering gjorde jo ingenting på det her område.

Ordføreren.

Så vidt jeg husker, støttede Venstre ikke udredningsretten, fordi den blev behandlet samtidig med den differentierede behandlingsgaranti. Og det er fuldstændig rigtigt, at der var en voldgiftssag, men så vil jeg blot lige sige noget, den røde regering gjorde. Det var jo i forhold til arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Vi lod også privathospitalerne selv betale deres forsikringer, hvis de lavede noget makværk, frem for bare at kunne sende patienterne regningen til det offentlige.

Så jeg vil sige, at jeg er rigtig glad for, at Venstre i deres oplæg her sambehandler udredning, og jeg er helt enig i, at det ikke lever op til de krav, vi havde, da vi havde en socialdemokratisk ledet regering. Det er også grunden til, at vi også støtter den del af lovforslaget.

Den sidste korte bemærkning er fra hr. Pelle Dragsted.

Ordføreren prøver ligesom at give et indtryk af, at ordførerens partikollegaer i regionsrådene bare deler den samme bekymring som ordføreren. Men det er jo ikke tilfældet. De fraråder vedtagelsen af det her forslag, mens ordførerens parti her i Folketinget ønsker at tilslutte sig vedtagelsen af det her forslag. Et af de grundlag, hvorpå de jo fraråder det, er bekymringen for, hvad det betyder i forhold til personalet, særlig speciallægerne. Og det er jo noget, som ordføreren, som det blev citeret før, selv har været inde på.

Hvad er det, der er sket, siden ordføreren for et lille halvt år siden udtalte, at man risikerer, at nøglepersonale trækkes fra de offentlige til de private hospitaler? Hvad er det, der er sket siden da, når den bekymring, som ordførerens kollegaer ude i regionsrådene jo stadig væk har, ikke er en bekymring, der gør, at ordføreren fuldstændig klart som tidligere kan afvise det her forslag, der jo risikerer lige præcis at tilgodese de private hospitaler på bekostning af vores fælles offentlige hospitaler?

Ordføreren.

I forhold til speciallægerne er der sket den ændring, at det slet ikke mere er så favorabelt og lukrativt at drive privathospitaler i Danmark, som det var tidligere. Derfor tror vi ikke på, at der bliver det dræn af personale. Men jeg har sagt, at det er et af vores opmærksomhedpunkter, for det vil jo kunne medføre en ulighed i vores samfund. Vi har desværre en stor geografisk ulighed allerede, fordi nogle egne – også den egn, jeg eksempelvis selv bor i – er meget ringe bestykket med speciallæger. Derfor har man ikke kapaciteten.

Derfor er det også vores vurdering, at der ikke bliver en yderligere forskydning i negativ retning her, fordi der ikke er et incitament til, at speciallægerne rejser fra det offentlige til det private, fordi regionerne er blevet rigtig dygtige til og erfarne i at lave rigtig gode udbud og dermed får det til den rigtige pris.

Hr. Pelle Dragsted.

Jamen det må så være gået så hurtigt i regionerne, at regionsrådsrepræsentanterne selv ikke har opdaget det. Og det er åbenbart også gået så hurtigt, at ordføreren for bare et halvt år siden ikke mente, at det her var tilfældet. Altså, jeg synes, det er ret tydeligt, at der er sket en meget voldsom holdningsændring hos Socialdemokraterne. Jeg synes, det er trist, at man nu har udskiftet den tilgang til det og de argumenter, som man i årevis har haft, for, hvorfor vi skal passe på med at tilgodese de private hospitaler – fordi det underminerer vores fælles offentlige hospitaler – formentlig af nogle opportunistiske hensyn, der handler om, at man synes, det er en sag, der er for besværlig at forsvare.

Ordføreren.

Jeg har mange gange sagt – og det vil jeg også sige her fra talerstolen i dag – at Socialdemokraterne bestemt ikke er sat i verden for at understøtte privathospitalerne. Vi er sat i verden for at understøtte en god behandling, en hurtig udredning for patienter og borgere overalt i Danmark. Vi har været inde og lave en vurdering af, hvordan situationen er i dag, hvordan tingene har forandret sig, mens vi havde en socialdemokratisk ledet regering. Og det gør altså, at vi har et andet udgangspunkt i dag, og det er det, vores holdning bærer præg af.

Tak til hr. Flemming Møller Mortensen. Næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Om noget ønsker Dansk Folkeparti også, at vi får en ordentlig udredning og behandling af de patienter, som vi har, og derfor var det også noget, som vi i de blå partier var enige om, inden vi gik til valg, at vi skulle arbejde for efter valget, hvis det var, vi blev en del af flertallet. Men jeg synes også, at vi bliver nødt til sige, at vi ikke skal stikke hinanden blår i øjnene. For de patienter, jeg taler med, kan ikke forstå eller se, hvor den her udredningsret er. Der er patienter, der ikke har diagnoser, som ikke kan få den rigtige hjælp. Der er patienter, som har diagnoser, som man henviser til andre steder, og som ikke hører ind under udredningsretten. Vi hørte også en anden ordfører sige, at det var seks ud af ti, der blev hjulpet med den udredningsret. Så det kan godt være, at vi tager et skridt i den rigtige retning, men vi bliver også nødt til at sige, at der altså skal mere til end det.

Socialdemokratiets ordfører talte om, at vi skulle uligheden til livs, og det har vi også diskuteret rimelig mange gange herinde. Men spørgsmålet er, hvordan vi når det. For der er ulighed. Der er ulighed i diagnoser, i forhold til hvor du bliver behandlet. Her gælder det om, at hvis du bliver behandlet på et sygehus, kan du få en ret og en garanti, men hvis du f.eks. har allergi og skal til en speciallæge, kan du ikke få en udredningsret, selv om der faktisk findes allergologer, der har tid til at tage sig af nogle af de her patienter.

Vi kan også se, at der er ulighed i regionens aftaler. Det er regionen, der skal lave disse aftaler med enten private klinikker, speciallæger, eller hvad det nu kan være, men nogle regioner har lavet aftaler, mens andre ikke har gjort det. Så det er forskelligt, alt efter hvilken region man bor i. Så vi herinde bliver også nødt til at kigge på den ulighed, som eksisterer, uanset om vi nu får taget et skridt i den rigtige retning. Det er også derfor, jeg har været ude at sige, at jeg godt kunne tænke mig, at vi også kiggede på speciallæger, der har privat praksis.

Nu var jeg inde på allergiområdet lige før, og for ikke så lang tid siden havde vi et møde i Sundhedsudvalget, hvor man kom og fortalte om de lange ventelister; folk er sygemeldt i lang tid, de kan ikke komme på arbejde, og det koster altså samfundet utrolig mange penge. Der har jeg fået en mail fra en allergolog, der fortæller, at han har to patienter dagligt, og at han sagtens kunne tage flere ind, men regionen vil ikke betale for det, og det er en sag, jeg vil bringe videre til ministeren, når vi nu skal behandle det her forslag. For så er det da ulighed, i forhold til hvad man fejler. Så jeg synes, der er en del ting, som vi i hvert fald vil tage op.

Det her handler for os ikke om, hvorvidt det er offentligt eller privat. Det handler om, at vi skal give borgerne den bedste behandling.

Jeg plejer at lave lidt sjov med at sige, at jeg har et privat og et offentligt knæ. Mine knæ gik i stykker for 12 år siden i en skiulykke, og 10 år efter var det en ulykke med en motorcykel på vejen, der gjorde, at man så lige fik et knæk igen. Første gang havde jeg den her sundhedsforsikring, som Socialdemokraterne ikke er så glade for, i hvert fald ikke da den var skattefritaget, men min betaler jeg fuldt ud selv. Jeg brugte den, og det gik faktisk lynende hurtigt, rigtig godt, og samme dag jeg var blevet opereret, var jeg faktisk herinde og stille spørgsmål til ministeren. Året efter kørte jeg så galt på den her motorcykel, og så var det det andet knæ. Så tænker jeg: Nu skal jeg da prøve det offentlige, for så har jeg ligesom prøvet begge dele, og det er meget godt som sundhedspolitiker. Jeg ringede i oktober måned, efter at jeg havde fået en henvisning, og så siger sekretæren: Jamen har du ikke en privat sundhedsforsikring? Jo, det har jeg, men den vil jeg ikke bruge, svarer jeg. Så siger hun: Hvorfor vil du ikke det, vil du virkelig sætte dit liv på spil? Jeg tænkte: Okay, det er det, almindelige borgere gør hver dag, hvis det er det, de mener. Men hun siger så, at loftet var nået – den her knækgrænse – og at jeg først kunne få en tid året efter, så jeg tog den tid. Det var så i januar.

Tiden gik, og inden der i det hele taget blev kigget på knæet, var der gået et helt år, og det vil sige, at det faktisk også var kommet sig. Og så er det, man siger, at vi ved, at der er de her undersøgelser, der siger, at vi måske kan træne det i stedet for en operation. Men spørgsmålet er, om ikke vi skal kigge lidt mere individuelt på det. For havde jeg nu haft mit arbejde som social- og sundhedsassistent, havde jeg ikke kunnet gå et år med et knæ, der ikke kunne gøres noget ved. Så havde jeg været sygemeldt, og så havde jeg måske mistet mit arbejde.

Så en gang imellem bliver vi nødt til at kigge på, hvad der er bedst for den enkelte, og om det er det private, der kan tage det hurtigt, frem for det offentlige, og så er det det, man må vælge. Og så vil jeg sige, at det ikke bare behøver at være, fordi man har et arbejde, det kan også være fru Madsen, der skal op på 3. sal, der har brug en hurtigere behandling. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Nogle gange snakker man jo om, at man baserer politik på mavefornemmelse. I det her tilfælde er det måske mere på knæfornemmelse. Nå, spøg til side.

Dansk Folkepartis ordfører adresserer det, at der er ulighed i sundhed, hvilket jo er ubetvivleligt, og at der også er mange patienter, som venter længe på behandling. Nogle af de steder, hvor man venter rigtig længe på behandling, skyldes det, at vi mangler speciallæger. Det gælder især i børne- og ungepsykiatrien, neurologien og reumatologien, for at nævne nogle eksempler. Og det løser vi jo på ingen måde ved at udstede en eller anden garanti. For hvis der ikke er nogen læger, der kan kigge på en, er det sådan set fløjtende ligegyldigt, at der eksisterer en garanti.

Det, jeg egentlig gerne vil spørge Dansk Folkepartis ordfører om, er, at formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, i Ugeskrift for Læger siger, at han er meget bekymret for den her garanti. For det, han ser, er, at for at man skal leve op til den garanti, tager man de lette patienter, mens de sværeste patienter bliver skubbet bagest i køen. Derfor mener han, at det kan være fint nok med skåltaler, som han siger, men at konsekvensen af garantien er, at de sværest ramte patienter faktisk lider og får en ringere behandling. Hvad tænker Dansk Folkeparti om det?

Ordføreren.

Jamen jeg er helt enig i de bekymringer, der er, for det er nogle af de ting, vi har kunnet se i netop børnepsykiatrien, hvor man har haft rigtig mange igennem udredningsretten, som så ikke er kommet videre og har fået den behandling, som de skulle have, fordi der har været nogle flaskehalse. Men jeg tror ikke, det vil være bedre, fordi vi siger, at nu er der længere tid, for så er der ikke det pres på, der skal være.

Vi bliver nødt til hele tiden at kigge os selv over skulderen og spørge, hvordan vi kan gøre det bedre, for der er jo sket rigtig meget i børnepsykiatrien. Der er blevet kortere ventelister, og der er flere, der kommer under behandling. Men det er ikke godt nok, og det er også derfor, jeg siger, at vi ikke skal stikke hinanden blår i øjnene og tro, at det her er løsningen på alt. Vi bliver nødt til at gøre meget mere.

Fru Stine Brix.

Kritikken her fra Torsten Bjørn Jakobsen er sådan set, at når man indfører en garanti, lægger det et pres på for, at ressourcerne flytter derhen, hvor der er en konkurrence mellem det offentlige og det private. Det betyder, at garantien får en konsekvens for de patienter, som det private overhovedet ikke er interesseret i at kigge på, f.eks. den svært skizofrene patient eller den psykotiske patient, eller for de specialer, hvor der ikke er nogen læger at rekruttere. Og derfor har det jo en direkte konsekvens med ringere behandling og med ringere udredning for de patienter, som vi allerallermest skylder at hjælpe.

Ordføreren.

Der er jeg ikke helt enig, for jeg har også fået henvendelser fra psykiatere, som er privatpraktiserende, og som ikke får nogen aftaler, men som man kunne have brugt fra regionens side. Jeg synes, det tyder på, at det mere handler om vilje. Vi har privatklinikker, der tager sig af spiseforstyrrede. Nu har vi netop haft et møde i dag med nogle, der fortæller, hvor grusomt det er, og at man ikke kan få en behandling i det offentlige, hvis man har en spiseforstyrrelse. Og der har vi altså flere gange haft privatklinikker, der netop kunne hjælpe de her mennesker, men som bare ikke har en aftale med regionerne.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jonas Dahl.

Jeg kan sagtens forstå, hvorfor man gerne vil styrke privathospitaler. Det synes jeg sådan set kan være en ærlig sag. Men jeg har lidt svært ved at forstå den argumentation, man bruger fra Dansk Folkepartis side. Man skal bruge kapaciteten hele vejen rundt. Det kan vi hurtigt blive enige om. Men mener Dansk Folkeparti også, at det er en fordel, hvis lægerne er ansat i det private, eller er det en fordel, hvis de er ansat i det offentlige?

Ordføreren.

Lægerne skal være ansat der, hvor de synes de gør mest gavn. Som sagt er vi hverken tilhængere af det ene eller det andet. Vi ønsker et offentligt sundhedsvæsen, der er tilpasset alle, men man bliver også nødt til at bruge de private som den buffer, de kan være, for at tage nogle af de her ventelisteproblematikker. Og de har jo gjort et meget stort indhug under netop VK-regeringen. Der var rigtig, rigtig mange, der kom væk fra de ventelister, der var på det tidspunkt, da de kom til.

Hr. Jonas Dahl.

Det er meget sigende, at man synes, at lægerne selv skal bestemme. Mit gæt vil bare være, at hvis lægerne selv skal bestemme, går de det sted hen, hvor de kan få den højeste løn. Det kan man jo sådan set heller ikke bebrejde lægerne for, men man kan bebrejde de politikere, som ender med dybest set at skulle dele den samme pose penge ud. Der er trods alt ikke særlig mange læger; der er stadig væk mangel på dem. Det vil sige, at man vil ende med at give lægerne en gylden mulighed for hele tiden at skubbe prisen op. Det så vi tidligere, og jeg har svært ved at forestille mig, hvorfor det ikke kommer til at ske igen.

Er ordføreren ikke bekymret for, at vi igen kommer til at se overbetaling af privathospitalerne?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke. Det kan kun være Socialistisk Folkeparti, der mener, at man går efter pengene og ikke efter det sted, hvor man kan lide at arbejde, hvor man kan mærke at man gør noget gavn. Det vil sige, at alle læger går efter det sted, hvor der er flest penge. Den må SF altså lidt længere ud på landet med.

Tak til fru Liselott Blixt. Den næste ordfører er hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. I dag førstebehandler vi lov om ændring af sundhedsloven, som handler om en reel ret til hurtig udredning og frit sygehusvalg ved 30 dages ventetid på behandling. Danskernes sundhed har altid været højt prioriteret fra Venstres side, og det vil den også være fremadrettet. Vi har i finansloven for 2016 prioriteret sundhed og ældreområdet med 3,4 mia. kr., og det er et markant løft. I regeringsgrundlaget er det tydeligt tilkendegivet, at en styrkelse af danske patienters rettigheder har høj prioritet. Alle patienter skal have en reel ret til hurtig udredning, som der står. Et gammelt Venstreslogan lyder: Mennesket før systemet. Selv om det er et gammelt slogan, er det ikke desto mindre det, som lovforslaget i dag handler om. Med lovforslaget her, som det ligger, styrker vi danske patienters grundlæggende rettigheder.

Det betyder helt konkret, at danske patienter nu kan se frem til en reel ret til hurtig udredning inden for 1 måned. Det er altså en ret for patienten til udvidet frit sygehusvalg, når regionen af kapacitetsmæssige årsager ikke kan tilbyde udredning inden for 1 måned. Det er sund fornuft. For os er det ikke afgørende, om man bliver udredt eller behandlet på et offentligt eller privat sygehus. Venstres klare holdning er, at alle danskere skal have ret til hurtig behandling og udredning, uanset om man er fysisk eller psykisk syg.

Desværre forringede den tidligere regering, SR-regeringen, VK-regeringens behandlingsgaranti på 30 dage, og i stedet fik danskerne en såkaldt differentieret garanti, der i praksis betød, at nogle patienter kunne blive behandlet inden for rammerne af frit sygehusvalg inden for 30 dage, mens retten til frit sygehusvalg for andre patienter først træder i kraft efter en ventetid på mere end 60 dage. Den differentierede garanti er i bund og grund et udtryk for en bureaukratisk tankegang, som sætter systemet før mennesket og ikke omvendt.

VK-regeringens behandlingsgaranti viste derimod sit værd. Sidst Venstre var i regering, faldt den gennemsnitlige ventetid for alle opererede fra 90 dage i 2001 til 52 dage i september 2011.

Men skal vi for alvor sikre, at vi sætter mennesket før systemet, så er det også væsentligt, at man som patient kender sine rettigheder og får den rigtige information. Den tidligere regerings udredningsret er en hul rettighed, fordi man reelt ikke er sikret mulighed for at gå hen, hvor ventetiden er kortest, og dermed vælge køen fra. Vi har alt for ofte hørt, at informationsniveauet kan variere fra region til region, og derfor glæder det mig, at både Danske Regioner, Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker og Dansk Erhverv stiller sig positive for at sikre, at der udarbejdes retvisende informationsmateriale til patienter, således at man som patient kan foretage et sygehusvalg på et oplyst grundlag.

Som nævnt indledningsvis skal behandlingsgarantien og retten til udredning ses som en del af et større samlet løft på sundhedsområdet. Selv om de styrkede patientrettigheder klart skal ses i lyset af det her samlede løft, er de også i sig selv udtryk for en grundlæggende indstilling til, hvordan vi vægter forholdet mellem system og individ. Hvor den tidligere regering svækkede patientrettighederne og dermed den enkeltes muligheder i systemet, styrker vi nu patientrettighederne og den enkeltes muligheder i mødet med sundhedsvæsenet, fordi alle danske patienter nu får reelle rettigheder.

På den baggrund vil Venstre støtte det her lovforslag. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Der er jo ikke noget nyt fra Venstres side i det her, kan man sige. Ikke desto mindre vil jeg alligevel gerne spørge Venstres ordfører om, hvorfor det er, at Venstres ordfører ikke er mere ærlig om, hvad det er, dagsordenen egentlig er, nemlig at sikre et mere stabilt flow af patienter til det private på det offentliges regning. Det er jo det, som er formålet med det her lovforslag, nøjagtig som det var tilbage i 00'erne.

For det er jo ikke rigtigt, som Venstres ordfører fremhæver, at det her handler om at sikre en rettighed til patienterne. Langt, langt de største grupper af patienter får intet som helst ud af det her lovforslag; tværtimod så risikerer de en ringere behandling, når konkurrencen om de få, som har relativt ukomplicerede lidelser, sætter ind mellem det private og det offentlige. Det er jo realiteten, det er jo konsekvenserne – vi kender dem fra tidligere.

Så hvorfor er man ikke bare ærlig om, at det ikke handler om mennesker før systemet, det handler om privathospitaler før det offentlige?

Ordføreren.

Venstre er meget optaget af, at vi har et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og at vi har nogle stærke reelle rettigheder til patienterne. Så gør vi brug af de private hospitaler som det supplement, de kan være. Og vi må jo lige konstatere, hvad virkeligheden er: Den er, at vi bruger ca. 4 pct. af vores samlede udgifter til hospitaler på privathospitalerne.

Så det med at lave sådan et stort skræmmebillede af, at nu er vi ved at skovle penge over til de private hospitaler, og at patienterne kommer i klemme, er jo ingenlunde retvisende. Her er det bare sådan, at vi vil putte reelt indhold i de rettigheder, vi ønsker at give i dag, i modsætning til den tidligere regering.

Fru Stine Brix.

Patienterne kommer ikke i klemme, siger ordføreren. Jo, det gør de, fordi den komplicerede kroniske patient kommer ikke på privathospital, uanset hvordan det går med garantien. Den psykiatriske patient med en tung lidelse, f.eks. skizofreni eller psykose, kommer ikke på privathospital. De ældre medicinske patienter, som vi kender så godt, der er i dag oplever, at de må ligge på overfyldte gange, kommer ikke på privathospital. Men det er fra de områder, ressourcerne risikerer at forsvinde, når konkurrencen sætter ind, og derfor er det jo de patienter, som har allermest brug for vores sundhedsvæsen, som betaler prisen for, at de private hospitaler kan få et mere stabilt flow af patienter.

Ordføreren.

Her må vi bare sige at vi så er grundlæggende uenige om, hvad konsekvensen af det her lovforslag er. Venstre ønsker at tilføre sundhedsvæsenet generelt flere penge. Det her fører til, at vi skal tilføre sundhedsvæsenet 450 mio. kr. i 2017 og årene fremover. Det er netop for at give det løft, der er tiltrængt, i sundhedsvæsenet, og faktisk også for at følge op på de rettigheder, vi giver med det her lovforslag, så der bliver penge til at øge den offentlige kapacitet; og de steder, hvor den offentlige kapacitet ikke er til stede, har patienten så en rettighed til at gå et andet sted hen.

Den sidste korte bemærkning er fra hr. Jonas Dahl.

Jeg går ud fra, at Venstre er presset på medarbejdere oppe i deres sekretariat. Det er bare en formodning, ud fra at det ikke gik så godt ved valget – og det gjorde det heller ikke for SF. Men lad os nu sige, at vi skal slå halv skade. Vil hr. Hans Andersen så f.eks. ansætte mig i 15 timer i Venstres sekretariat?

Ordføreren.

Nej, og det tror jeg ikke hr. Jonas Dahl selv ville ønske, selv om det er blevet sent sådan en tirsdag aften. Vi har rigtig kvalificerede medarbejdere i Venstres sekretariat, og dem er vi rigtig glade for, og vi søger ikke nogen pt, så det vil nok blive lidt svært.

Hr. Jonas Dahl.

Den første kommentar om arbejdsklimaet vil jeg ikke gå ind i. Men pointen er jo sådan set klar nok. Jeg tror heller ikke, at hr. Hans Andersen ville blive ansat nede i mit sekretariat. Det ville jeg også betakke mig for, og det tror jeg også hr. Hans Andersen ville. Men det samme problem har vi jo bare også på hospitalerne. Jeg har svært ved at forstå, at når man er ansat på et offentligt hospital, skal man som hospitalsledelse – eller som kollega – se på, at medarbejdere vandrer ud på det private arbejdsmarked. Det er ikke nødvendigvis efter lukketid, men bare efter at de har lagt nogle timer og fået hele deres efteruddannelse på det offentlige hospital, skal de over at arbejde i det private, hvor de kan stikke pengene i lommen. Synes hr. Hans Andersen, at det er en rimelig arbejdsmarkedsmodel?

Ordføreren.

Venstre ønsker et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og hvis vi kan skabe et endnu bedre sundhedsvæsen til gavn for vores patienter, hvis vi inddrager den kapacitet, de private hospitaler har, og de ressourcer og den viden, som også mennesker ansat på de private hospitaler er i besiddelse af, så gør vi det. Vi er ikke så optaget af, om det foregår i offentligt regi eller det foregår i privat regi. Vi er sådan set optaget af, at patienterne har en reel mulighed for at gå et sted hen og vælge ventetiden fra. Men der er helt åbenlyse forskelle på, hvordan vi oplever det, og hvad vi vil i forhold til patienterne, og hvad Socialistisk Folkeparti vil.

Tak til hr. Hans Andersen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Vi er – nok ikke så overraskende – imod det her lovforslag. Det var vi i går, og det er vi også i dag og i morgen. Lovforslaget handler først og fremmest om at sikre, at de private hospitaler får flere opgaver betalt af det offentlige. Det er formålet. Vi så det tidligere i kombination med overbetaling og med skattefritagelse for private sundhedsforsikringer som et vigtigt redskab for daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen til at bane vejen for et mere privat sundhedsvæsen, og nu ser vi det altså igen.

Garantierne, der bliver udstedt i det her lovforslag, kommer i realiteten kun et mindretal af patienterne til gavn. Langt de fleste patienter risikerer derimod at få en ringere udredning eller behandling, for det er selvsagt kun en garanti, som er noget værd for de patienter, for hvem der er et privathospital, som står klar til at modtage dem. Skåret ind til benet er det først og fremmest de forholdsvis standardiserede, enkle procedurer, ukomplicerede operationer af knæ, hofter og ryg og fedmeoperationer, som vi så tidligere, som behandles privat. Privathospitalerne kan sige nej tak til komplicerede patienter, for konceptet her om et standardiseret forløb egner sig jo ikke til den svært kronisk syge eller til vanskelige kræftoperationer eller patienter, som er svære at udrede, og som i dag bliver sendt rundt i systemet, eller til de ældre medicinske patienter, som allerede fylder godt op på hospitalerne. De er jo ikke mulige at tjene penge på.

Behandlingsgarantien er overhovedet ikke aktuel for de omkring 75 pct. af patienterne, som i dag er akutte patienter og på den måde indlægges. På rigtig mange specialer har vi et problem med, at vi mangler speciallæger, og det er det, der er årsagen til, at der er ventetid. Det er jo dybt beklageligt, men løsningen er ikke at øge konkurrencen mellem det offentlige og det private. Løsningen er jo, at vi får flere speciallæger.

Nogle har også allerede her i debatten spurgt, om det ikke kan være lige meget, at der er nogle, der ikke kan bruge garantien, hvis der bare er nogle få patienter, som får glæde af den. Nej, det er ikke lige meget, for desværre har det og kan få store konsekvenser for de grupper, som ikke er omfattet af garantierne om at kunne tage på privathospital. Vi så tidligere, at ressourcerne blev flyttet til de patientgrupper, hvor der er konkurrence mellem det offentlige og det private, og dermed er der en meget stor sandsynlighed for, at ressourcerne på samme måde vil flytte fra de svageste patienter, fra akutafdelingerne, fra de medicinske afdelinger, fra psykiatrien over til de patienter, som er i ortopædkirurgien eller har andre mindre alvorlige lidelser. Det vil øge uligheden i sundhed og ikke mindske den, som flere taler om.

Det er det samme, som formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, som jeg allerede har fremhævet en gang i debatten i dag, siger, nemlig at for hans speciales vedkommende vil taberne være de sindslidende med de sværeste lidelser. Det er fint med skåltaler, men realiteterne er bare således.

En anden risiko, som vi kommer til at se som en følge af det her forslag, er, at vi svækker sammenhængen i sundhedsvæsenets patientforløb. I stedet for at lægge op til nogle udbud på de enkelte ydelser, hvor privathospitaler kan byde ind på f.eks. en enkelt røntgenundersøgelse eller en enkelt undersøgelse af noget andet hér og en enkelt operation dér, så har vi jo virkelig brug for at samle de enheder, så de kan arbejde sammen. Mange af os har allerede besøgt nogle af de steder, hvor man er rigtig dygtig til det, f.eks. Diagnostisk Center i Silkeborg. Det, man har stor gavn af, er jo netop, at eksempelvis billeddiagnostikken, de medicinske specialer, eller for kræftens vedkommende kunne det være kirurgien, onkologien osv., er samlet, kan arbejde tæt sammen og ikke er opbrudt i en masse forskellige forløb. Der er brug for sammenhæng og samarbejde, ikke at vi opsplitter forløbene yderligere.

Jeg tror også, det er derfor, at Lægeforeningen, sygeplejerskerne og FOA er imod lovforslaget, og jeg synes, at vi bør lytte til de rigtig dygtige medarbejdere, som vi har i sundhedsvæsenet, som fortæller os, at det her ikke er til gavn, men til skade for de patienter, som har det største behov.

Indtil i dag var det også en holdning, vi delte med Socialdemokraterne, men det kan vi altså forstå at det ikke længere er, i hvert fald ikke de socialdemokrater, der er herinde på Christiansborg. De to socialdemokratiske regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen her i hovedstaden og Ulla Astman i Nordjylland, har jo et rigtig godt og præcist debatindlæg i dagens Politiken, hvor de skriver, at de her patientrettigheder rammer skævt. De advarer om, at lovforslaget flytter penge fra de svage patienter til de stærke, og om, at man bruger vores sundhedskroner forkert. Derfor mener jeg, at Socialdemokraterne her på Christiansborg ligesom de andre partier, som stemmer for, går galt i byen, hvad angår det her lovforslag, og jeg vil i hvert fald gerne sige, at jeg stadig synes, at der er behov for en stærk stemme, som advokerer for, at vi satser på det offentlige sundhedsvæsen til at løse de her problemer, og den opgave skal vi i hvert fald nok påtage os.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru May-Britt Kattrup.

Tak. Jeg forstår ikke ordføreren. Hvorfor bliver nogle patienter dårligere stillet, fordi andre bliver bedre stillet? Altså, at nogle patienter kan benytte en behandlingsgaranti, stiller jo ikke andre patienter dårligere. Hvis nu der ikke var nogen behandlingsgaranti og alle måtte vente længe, så var alle dårligt stillet. Hvis der så er nogle, der kan komme til efter 30 dage, så bliver de bedre stillet, men hvorfor bliver de andre dårligere stillet?

Ordføreren.

Vi har en klar ambition om, at alle selvfølgelig skal både udredes og behandles så hurtigt som overhovedet muligt. Men det, vi så tilbage i 00'erne, og som vi kommer til at se igen, efter min mening, er, at de få patienter, som konkurrencen pågår om mellem det private og det offentlige, vil tiltrække sig opmærksomhed fra det offentlige for at holde på dem, fordi man kan lave en indtægt på dem og man ellers mister penge. Det betyder altså, at ressourcerne går derhen, og det går jo ud over de patienter, hvor den konkurrence ikke eksisterer. Det betyder, at overbelægningen på de medicinske afdelinger stiger, det betyder, at ventetiden i psykiatrien bliver længere, det betyder, at tilbuddet til de akutte patienter bliver ringere. Og det er jo den her flytten rundt med ressourcer, som er til skade for langt, langt de fleste patienter. Så det, vi burde gøre i stedet for, er jo at bruge pengene på at investere i vores offentlige sundhedsvæsen, så kapaciteten blev større, og så man kunne udnytte den bedst muligt og forhåbentlig få bragt ventetiden ned til gavn for alle.

Fru May-Britt Kattrup.

Når der er mange, der har ventetid i psykiatrien, skyldes det, at der ikke er læger nok i psykiatrien. Og det er rigtigt, at det problem løser man ikke ved det her, men det stiller jo ikke nogen dårligere, at andre får bedre muligheder. Og der sker jo det, at hver gang en patient vælger garantien her og vælger et privat alternativ, så koster det det offentlige 85 pct. af den pris, som det ville have kostet i det offentlige. Så der går jo ikke nogen ressourcer fra, tværtimod kunne der blive flere ressourcer til måske netop de svage, som du taler om.

Ordføreren.

Tiltaleformen er hr. og fru og ikke du. ( May-Britt Kattrup (LA): Undskyld).

Jeg overlever det.

For det første: I forhold til at sammenligne priser vil jeg sige, at det jo er sammenligninger, der er ude i skoven, og det tror jeg også godt ordføreren selv ved. For de priser, man opgør på privathospitalerne, inkluderer ikke det samme, som man har i det offentlige – eksempelvis har man ikke en akutfunktion i det private, man har ikke en uddannelsesforpligtelse, bare for at nævne nogle få ting.

Til det andet spørgsmål om, hvordan det hænger sammen, vil jeg igen gerne henvise til formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, som jeg synes siger det godt. Han siger, at når man lægger garantier ind over sådan et i forvejen presset system, vil der ske det, at man vil tage de nemme psykiatriske patienter for at leve op til garantien, for det bliver man punket for at gøre, og det flytter jo ressourcer fra de svageste patienter til de nemme patienter. På den måde har det konsekvenser, når man lægger et pres på et system, der er presset. Derfor er det, man skal gøre, jo at sikre, at der er nogle flere midler – selvfølgelig også at der kommer nogle flere uddannede speciallæger, men også at der er midler, der er tilstrækkelige.

Tak til fru Stine Brix. Næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Forslaget her styrker patienternes rettigheder, så de får en mulighed for at vælge ventetiden fra, hvis den overstiger 30 dage. Ved mere end 30 dages ventetid på udredning eller behandling får patienterne ret til at vælge et af de sygehuse, klinikker eller andet, som regionsrådene har indgået aftale med eller samarbejder med. Der skabes på den måde en ret til at vælge et privat alternativ, når det offentlige ikke kan tilbyde udredning eller behandling inden for 30 dage. Det betyder kortere ventetid ikke kun for dem, som har råd til selv at betale et privat alternativ, og det vil altså sige, at vi får mindre ulighed ved det her forslag.

For Liberal Alliance er det meget positivt, at patienterne kommer tættere på et frit valg, end de er i dag, men et frit valg fungerer kun, hvis der er noget at vælge imellem og man kender til valgmulighederne. Det er derfor vigtigt for os, at det ikke besværliggøres unødigt, når private sygehuse, klinikker m.v. skal godkendes til at indgå en aftale, men at det foregår på lige vilkår. Ligeledes er det meget vigtigt, at patienterne får kendskab til deres rettigheder og muligheder.

Information om retten til at vælge, samt hvilke steder man kan vælge mellem, og ikke mindst information om de forskellige steder er vigtig. Informationen kan være om geografisk placering, ventetid og faglig ekspertise eller andre vigtige faktorer. Informationen skal være let tilgængelig og letforståelig. Mange patienter har ikke selv overskud til at tilegne sig viden om rettigheder og muligheder, og det skal derfor være lægernes, hospitalernes og regionernes ansvar at oplyse patienterne om deres valgmuligheder. Et frit valg er kun noget værd, hvis der er noget at vælge mellem og man ved, hvad man kan vælge.

Det er vigtigt, at et forløb bliver så sammenhængende som muligt. Derfor må man så vidt muligt undgå, at forløbet deles op på flere forskellige aktører, men i visse tilfælde kan det give en hurtigere behandling at dele forløbet op, og den mulighed vil patienterne have med denne aftale.

Liberal Alliance ser meget gerne, at regionerne udarbejder en kapacitetsoversigt og lægger en realistisk plan for deres egen mulighed for at tilbyde de efterspurgte ydelser inden for en given periode. Vi ser gerne, at man proaktivt planlægger brugen af de private sygehuse og klinikker i stedet for kun at bruge dem som nødløsninger og vente til sidste øjeblik med at inddrage de private. Den planlægning ville kunne bidrage til kortere ventetider, bedre forløb for patienterne og lavere priser og bedre udnyttelse af kapaciteterne samt give de private bedre muligheder for at levere den efterspurgte service.

Jeg så gerne et endnu mere frit valg, men dette forslag er absolut en forbedring for patienterne, og LA støtter derfor forslaget.

Tak. Og den første korte bemærkning er til hr. Jonas Dahl.

Nu var ordføreren jo selv i et tidligere spørgsmål inde på det her med marginalomkostningerne og de 85 pct., det koster et privathospital. Kan ordføreren så ikke også bekræfte, at når et offentligt hospital har en marginalomkostning, som ligger et sted mellem 50 og 60 pct., er der relativt langt op til de 85 pct., og så bliver det vel alt andet lige også nogle penge, vi kunne have brugt på at behandle flere patienter i det offentlige, hvis altså marginalomkostningen faktisk er de her 50-60 pct. i forhold til de 85 i det private. Kan ordføreren ikke bekræfte det?

Ordføreren.

Nej, det kan ordføreren ikke, for alle analyser viser, at hver gang en patient vælger at bruge det udvidede frie sygehusvalg, koster det i gennemsnit 85 pct. af prisen i det offentlige. Og hvis nu man i øvrigt kunne planlægge, kunne man komme helt ned på 50 pct. af prisen i det offentlige i stedet for kun at bruge det som nødløsninger. Hvis man satte tingene i udbud og sagde, at nu får vi brug for den og den kapacitet, og så lavede en forhåndsaftale med hospitalerne, kunne man komme ned på halvdelen af prisen.

Spørgeren.

Jeg går ud fra, at ordføreren er bekendt med, at man allerede i dag benytter sig af udbud. Men det her drejer sig om marginalomkostningerne på de offentlige hospitaler. Vil ordføreren ikke bare bekræfte, at de ligger på de her et sted mellem 50 og 60 pct.? For det er det, der er det centrale, når man diskuterer – hvad også privathospitalerne gør – nemlig at de kun får 85 pct. af den samlede pris. Men når faktum er, at man på marginalomkostningssiden på et offentligt hospital ligger på et sted mellem 50 og 60 pct., så er det vel billigere at behandle på et offentligt end på et privat.

Ordføreren.

Det er det jo ikke, når man tager gennemsnittet af alle omkostningerne. Så kan man regne ud, at det private kan gøre det for 85 pct. af prisen, hvis man bruger det frie valg, og halvdelen af prisen, hvis man gør det i udbud.

I øvrigt ved jeg godt, at man bruger udbud i forvejen, og at man bruger udlicitering, men det er så lidt, at man helt nede på, at under 2 pct. af de danske ydelser går til privathospitaler.

Fru Stine Brix.

Det er jo heller ikke nogen overraskelse, at Liberal Alliance er varme tilhængere af mere privat sundhed. Ikke desto mindre synes jeg jo, det er underligt, at man ikke forholder sig lidt mere til, hvordan erfaringerne rundtomkring i verden ser ud. For gang på gang ser vi jo, at de lande, som baserer deres sundhedsvæsen på et offentligt sundhedsvæsen, klarer sig langt bedre og langt billigere end dem, som baserer sig på et privat. Lande som f.eks. Tyskland, Frankrig og Schweiz, som har flere privathospitaler end Danmark, har ikke lavere sundhedsudgifter, end vi har her i Danmark. Tværtimod har de væsentlig højere udgifter. Hvis man skal følge et regneeksempel fra professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, ville det, hvis man omsatte det til en dansk sammenhæng, altså til den danske befolknings størrelse, svare til omkostninger, der var 20-30 mia. kr. større.

Så hvorfor er Liberal Alliance så varme tilhængere af privat sundhed, når erfaringerne viser, at vi, når vi driver de offentlige sundhedsvæsener, kan gøre det langt billigere og langt mere effektivt end i de lande, der satser på det private?

Ordføreren.

Liberal Alliance går ikke ind for privat sundhed for det privates skyld. Liberal Alliance går ind for, at borgerne får bedst sundhed og mest sundhed for deres skattekroner.

Med hensyn til udlandet har jeg kun set, at netop de lande, som ordføreren nævner, ingen eller meget korte ventetider har. De har bedre resultater, og der er stor tilfredshed blandt borgerne. Borgerne betaler ikke mere pr. borger for deres sundhed, end vi gør i Danmark.

Så er det spørgeren.

Min pointe var jo netop, at hvis Liberal Alliance rent faktisk går ind for bedst mulig sundhed og mest mulig sundhed for pengene, så bør man jo i langt højere grad være varme tilhængere af et offentligt sundhedssystem, for det er langt mere effektivt end det, vi ser i de sundhedsvæsener, som baserer sig på det private. Så det må jo være et spørgsmål om ideologi fra Liberal Alliances side, siden det er så afgørende, at vi får flere privathospitaler i vores sundhedsbehandling, end vi har i dag.

Ordføreren.

Altså, at det offentlige skulle være mere effektivt, har jeg aldrig nogen sinde set en eneste dokumentation for, tværtimod. Og da man i Stockholm lod et privat firma overtage driften af Sankt Görans Sjukhus, sparede man allerede det første år 30 pct., og man kunne behandle 100.000 flere patienter i det samme budget. Og når man taler med læger, som både er ansat i det private og i det offentlige, udtaler de alle sammen, at de kan udføre mange flere operationer på den samme tid i privat regi, end de kan i offentligt regi. Alle analyser viser, at det private er mere effektivt end det offentlige. Jeg ville rigtig gerne se det, hvis fru Stine Brix har en eneste analyse, der kan vise, at det offentlige er mere effektivt end det private.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Den næste ordfører er hr. Nikolaj Amstrup fra Alternativet.

Mange tak. Lovforslagets formål er at give alle patienter ret til hurtig udredning og en følgende ret til udvidet frit sygehusvalg, hvis regionen af kapacitetsmæssige årsager ikke kan tilbyde udredning inden for 1 måned og ved mere end 1 måneds ventetid for behandling. Den hurtigere udredningsmulighed ser vi positivt på, men vi er meget kritiske over for det udvidede frie sygehusvalg, hvis ventetiden for behandlingen er over den skarpe grænse på 1 måned.

Med forslaget fjerner man altså den differentierede ret til behandling, der i praksis giver de offentlige sygehuse en mulighed for at lave en fagligt funderet prioritering af opgaverne. Det presser også det offentlige sygehusvæsen på nogle områder, hvor de ikke har mulighed for at opskalere, bl.a. på grund af mangel på specialistlæger.

Vi kunne også ønske, at processerne med udredning og behandling ikke blev så hårdt opdelt, som det er tilfældet med forslaget her, men at det måske blev bedre integreret, når det var nødvendigt. Men den helt store knast for os er altså fjernelsen af den differentierede ret til behandling, som fratager sygehusene muligheden for at prioritere klogt med egne ressourcer, naturligvis under hensyntagen til fagligheden.

Alternativet kan altså ikke støtte forslaget, og jeg skal hilse fra De Radikales ordfører og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Nikolaj Amstrup. Den næste ordfører er hr. Jonas Dahl fra SF.

Tak for det. Jeg vil indlede med at sige, at vi fra SF's side ikke kan støtte lovforslaget. Jeg synes sådan set, der blev lavet en række forbedringer under den tidligere regering, og jeg vil gerne kvittere for, at Socialdemokraterne dengang var enige med os, og derfor er jeg sådan set også lidt bedrøvet over det, vi har hørt fra Socialdemokraternes side i dag. Det har jo været noget af en kovending, særlig i forhold behandlingsgarantien. Men lad det nu i første omgang ligge.

Jeg synes, at man, når man har læst lovforslaget og også hørt ordførerne fra Venstre og en række af de borgerlige partier, må sige, at der er en række ting, som vi måske nok kan blive enige om, nemlig at vi hele tiden skal se på, hvordan vi kan gøre tingene bedre, og det er også svært at være uenige om. Men selv om vi er enige om diagnosen, tror jeg ikke, vi er enige om, hvad det er for en behandling, der i givet fald skal til.

For selvfølgelig skal vi gøre noget ved de ventetider, der stadig væk er for lange, på både udredning og behandling på sygehusene. Jeg også enig i, at vi måske derudover er nødt til at gøre noget mere alvorligt end som så, men jeg tror sådan set, at der, hvor vi går helt galt af hinanden, er i forhold til midlet.

Jeg synes, det er uacceptabelt, at det skal være privathospitalerne, som skal løse kapacitetsproblemer i det offentlige. Det overrasker mig sådan set ikke, at det er en Venstreregering, der foreslår, at man nu skal være curlingforældre for privathospitalerne – det har vi set tidligere – men jeg er overrasket over, at andre også er hoppet med på ideen. Og jeg synes, der er flere grunde til, at det er en dårlig idé.

For det første risikerer vi at udhule den sammenhæng, som der er i vores alle sammens fælles sundhedsvæsen, og det nytter simpelt hen ikke, at de penge, vi betaler til at skabe et velfungerende system, skal gå til private aktører, hvis største drivkraft i sidste ende er at skabe profit. Vi så resultaterne op igennem 00'erne, og vi så, hvordan Rigsrevisionen jo også anfægtede det og konkluderede, at det havde kostet statskassen et ganske markant millionbeløb, hvis ikke et milliardbeløb. Det synes jeg sådan set taler for sig selv, og det gør også, at vi er nødt til at have nogle forbehold, i forhold til hvordan vi benytter os af private aktører.

For det andet risikerer vi også, at flere og flere af de dyrt uddannede læger, vi ønsker os endnu flere af og har brug for i det offentlige sundhedsvæsen, ikke mindst i yderområderne, nu søger mod højere lønninger i det private. På den måde kommer samfundet til endnu en gang at betale ekstra for at gøre brug af den investering, som vi jo sådan set har foretaget ved at uddanne dem. Igen tager vi penge fra det offentlige og forringer de offentlige ydelser, og som Danske Regioner også gør opmærksom på i høringssvarene, kommer der altså ikke flere speciallæger af, at vi i større og større omfang lader dem bijobbe på privathospitalerne, endsige lader dem fastansætte på privathospitalerne, for det må jo i sidste ende være den udvikling, vi kommer til at se. Nej, tværtimod vil det betyde, at dem, der har mere end uld i lommerne, kommer først og lettest til behandlingerne – ja, jeg begriber sådan set ikke, hvordan det her skal styrke patientrettighederne, fordi dem, der ender med at blive taberne i det her spil, er dem, der ikke har råd til den sundhedsforsikring, vi sikkert også inden længe skal se en yderligere styrkelse af.

For det tredje kender vi jo også historien med privathospitalerne. Vi så det under den nuværende statsminister, der selv sad som sundhedsminister i privathospitalernes gyldne æra – jeg tror, den daværende vicestatsminister kaldte det de gyldne haner. Og man må også sige, at statsministeren jo udmærket godt ved, hvad der skete, både med overbetaling til privathospitalerne, men ikke mindst også med det udvidede frie sygehusvalg.

Jeg mener også, at det er i overensstemmelse med høringssvarene fra Lægeforeningen og FOA, som jo også påpeger, at det er en dårlig idé at fjerne den differentiering i behandlingsgarantien, der blev indført af den tidligere regering. Det handler jo i sidste ende om, at vi skal sikre, at dem med de mest alvorlige sygdomme bliver behandlet hurtigst muligt, men det betyder også, at vi er nødt til at prioritere, også i en tid med smalle og få midler, således at de mest alvorlige sygdomme bliver behandlet først, og det vil alt andet lige betyde, at dem med mindre alvorlige sygdomme kan komme til at vente længere. Den prioritering mener jeg sådan set også at vi som politikere er nødt til at foretage med åbne øjne i stedet for at stikke folk blår i øjnene og sige, at alle kan behandles lige hurtigt. Det kan ikke lade sig gøre, og det vidner høringssvarene også med al tydelighed om.

Der er også nogle problemer forbundet med opdelingen mellem udredning og behandling. Hvor fordelingen af ansvaret skal ligge, er ikke helt klarlagt, og det forventer jeg også at ministeren kommer til at svare på, måske ikke senere i dag, men så i den videre udvalgsbehandling. Jeg kan godt være bekymret for, hvad det er for en ansvarsfordeling, man lægger op til, hvordan udredningen i sidste ende kommer til at foregå, og hvordan man sikrer, at patienterne så kan benytte sig af den mulighed, man siger at patienterne nu kommer til at få.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at patienterne har krav på nogle bedre rettigheder, krav på hurtig udredning og krav på god behandling, og hvordan sikrer vi så er det? Alt i alt er der jo nogle ting i det her forslag, som er endnu et forsøg på tømme de offentlige kasser og kaste pengene efter de private. Og det er endnu et forslag på den lange glidebane, vil jeg kalde det, som bidrager til en større ulighed i samfundet, og derfor er løsningen heller ikke at fortsætte ud ad det spor, men at gå den anden vej, nemlig at styrke vores offentlige sundhedsvæsen og satse langt mere på forebyggelse, end man lægger op til fra den nuværende regerings side, og det handler i høj grad om at styrke det offentlige sundhedsvæsen, som så også vil være i stand til at løse de kapacitetsudfordringer, vi alt andet lige må erkende at der er. Derfor handler det her om at investere, men det handler også om at investere klogt og ikke mindst gøre det i det fælles offentlige sundhedsvæsen.

Der er en kort bemærkning fra fru May-Britt Kattrup.

Tak. Ordføreren taler om, at det her giver bedre muligheder for dem, der har råd – jeg tror, at ordene var dem med mere end uld i lommerne – men vil ordføreren ikke bekræfte, at det her netop giver en mindre ulighed, fordi det giver mange flere mulighed for at vælge et privat alternativ og færre behøver at vente i mere end 30 dage?

Uden det her lovforslag er der jo mange flere, som må vente i over 30 dage, fordi man ikke selv har råd til et privat alternativ. Her går det offentlige ind og tilbyder et privat alternativ til folk, som har en ventetid på over 30 dage.

Ordføreren.

Nej, for der er stort set ikke nogen, der i dag har pengene eller vil betale for det private alternativ. Så derfor er det en mærkelig modsætning at stille op.

Nej, det, det vil betyde, er, at man nu både i regionerne og på privathospitalerne vil have fokus på alle de nemme patienter – dem, som man relativt hurtigt kan stille en diagnose for, og dem, som man relativt hurtigt kan behandle. Og det vil alt andet lige tit være for nogle ukomplicerede ting – det kan f.eks. være hængende øjenlåg, som jeg godt tror vi alle sammen kan blive enige om måske nok skal behandles, men jeg har svært ved at se argumentet for, at øjenlågene er faldet så meget i, at de skal behandles inden for 30 dage.

Jeg tror, at vi langt mere skal se på, hvordan vi behandler netop de komplicerede sygdomme. Dem, som har en livstruende sygdom, dem, som har en alvorlig sygdom, vil jeg hellere være med til at prioritere.

Så det handler jo grundlæggende om, hvordan man vil prioritere. Jeg erkender bare blankt, at vi ikke kan alting, og derfor tror jeg også, at vi som politikere er nødt til at tage det ansvar på os og sige, at vi er nødt til at lave en prioritering. I den prioritering er det for mig at se helt afgørende, at vi skal behandle det mest alvorlige først – og det gør man ikke ved at indføre en behandlingsgaranti på 1 måned.

Spørgeren.

Jeg ved ikke, hvor ordføreren har fra, at der er mange, der ikke vil betale i dag. Men der er ikke mange, der har noget at vælge imellem. For i dag har man kæmpet så meget imod privathospitaler i stedet for at kæmpe imod ventelister, at der er meget få at vælge imellem. Vi er helt nede på under 2 pct. private sygehuse, så der er ikke ret meget at vælge imellem for dem, der gerne vil det.

Med hensyn til at prioritere vil Liberal Alliance meget gerne hjælpe flest mulige patienter, og netop ved at bruge de private i den udstrækning, man kan, kunne man altså spare nogle penge, fordi det privates behandlinger er så meget billigere end det offentliges behandlinger. Så hvordan hænger det sammen med prioriteringen?

Ordføreren.

Jamen det hænger sammen på den måde, at det, ordføreren siger, er noget vås, for de private er ikke billigere. Som vi også var inde på tidligere, er marginalomkostningen på et offentligt hospital markant billigere end det, man skal betale privathospitalet. Derfor handler det jo netop om at behandle flest mulige.

Jeg forstår det simpelt hen ikke – og det er også, fordi det er fuldstændig ude i hampen i forhold til det, man rent faktisk kan. Det nytter jo ikke noget at tro, at bare fordi lægerne flytter over på privathospitalerne, kan vi pludselig behandle flere. Det kan vi ikke, for lægerne kommer jo kun ét sted fra. De kommer fra de offentlige hospitaler, og det betyder, at der vil være nogle i det offentlige regi, som kommer til at vente længere. Og det vil alt andet lige være dem med de komplicerede, de vanskelige sager, mens de hurtige sager nemt kan ordnes på privathospitalet. Men det betyder øget ulighed i vores sundhedsvæsen, og det synes jeg er trist.

Tak til hr. Jonas Dahl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den sidste ordfører er fru Mette Abildgaard fra Konservative Folkeparti.

Tak for det. Vi har haft en god, lang debat om det lovforslag, og jeg skal ikke trække det unødigt i langdrag, men vil naturligvis knytte et par kommentarer til det.

Når det gælder vores danske sundhedsvæsen, er der ét ord, som bare er helt afgørende for mig, og det er tryghed. De fleste af os er jo egentlig ikke i kontakt med sundhedsvæsenet særlig mange gange i vores liv, har måske ikke været der de sidste mange år, men når så uheldet er ude, eller der er andre omstændigheder, der gør, at vi har behov for at få kontakt med sundhedsvæsenet, så er det bare vigtigt, at vi har den tryghed, at vi får hurtig og god behandling.

Med den her behandlingsgaranti sikrer vi, at man har ret til udredning inden for 30 dage, og hvis ikke det kan leveres, har man ret til at vælge et privat alternativ. Her synes jeg at det er rigtig fint, at det er blevet præciseret i høringsfasen, at man også har ret til en revideret udredningsplan, som er med til at muliggøre det videre behandlingsforløb.

I forhold til det her med trygheden må man jo sige, at der er nogle sygdomme, som er meget alvorlige, og nogle, der er mindre alvorlige. Jo, jo, det anerkender jeg, men det, som kan virke mindre alvorligt fra det offentliges synsvinkel, kan være ekstremt indgribende for det enkelte menneske, kan være med til at gøre, at man ikke kan passe sit arbejde, så på den måde kan det have store konsekvenser. Og så vil jeg sige, at de livstruende sygdomme jo ikke bare er indbefattet af almindelig behandlingsgaranti, som vi kender i dag. Der er pakkeforløb på kræftområdet eksempelvis, som jo er langt mere restriktivt, som giver patienterne langt flere rettigheder, så på den måde, er der jo allerede en differentiering deri.

Det er vigtigt, at der bliver givet den her bemyndigelse til ministeren i forhold til at sikre, at den skriftlige information, der kommer angående de her patientrettigheder, er klar og nemt tilgængelig.

Jeg har selv siddet i Region Hovedstaden og bad der i sundhedsudvalget om, at vi fik de breve at se, der blev sendt ud til patienterne, og selv om vi så var en god flok politikere, kunne vi næsten konkludere, at vi havde svært ved at forstå, hvad det egentlig var, der stod i de her breve. Man kunne godt nogle gange sådan lidt have en mistanke om, at der måske ikke rigtig var en interesse i, at patienterne benyttede sig af de rettigheder, de havde. I hvert fald gjorde man det meget, meget svært tilgængeligt.

Jeg er ikke sikker på, at det er af ond vilje. Det kan også være sådan bureaukratsprog, som bare er svært forståeligt, men det er i hvert fald vigtigt at sikre, at borgerne er fuldstændig klar over, hvilke rettigheder de har, og hvem de skal kontakte for at indfri dem.

Der er i hele den her diskussion blevet peget på forskelle i behandlingsmuligheder, og man må også bare sige, at i det system, vi har i Danmark, er der også kæmpe forskelle regionerne imellem. Der er nogle regioner, hvor du kan komme ekstremt hurtigt til og få din behandling inden for én type sygdomme, mens du skal vente i lang tid på en anden type.

Jeg ved fra Region Hovedstaden, at der har man indstillet fødselsforberedelsen for en række kvinder, fordi man havde meget sygdom. Det kan du så få i naboregionen. Selv inden for en region som hovedstaden er der store forskelle. Nogle steder har de megatravlt på fødeafdelingen og har svært ved at nå det. Så kan man komme til Hillerød og føde på sansefødestuen, hvor der er meget, meget god tid og meget gode vilkår. Så på den måde er der forskelle i vores sundhedsvæsen. Det tror jeg aldrig vi kommer til livs.

En sidste pointe er det her med privathospitalerne, og det har jeg også hørt fra privathospitalerne. Der er nogle, der får til at lyde, som om vi borgerlige nærmest er forlovet med samtlige privathospitaler, og jeg vil bare sige, at jeg i hvert fald aldrig har fået så meget som en krone i valgkampstøtte eller andet fra dem. Det mangler de lidt at sende min vej, hvis vi åbenbart er så forlovet, som nogle får det til at lyde. Det er vi ikke.

Jeg mener, at privathospitalerne udgør en vigtig ekstra hjælp til det offentlige. Problemet er, at hvis man kun anvender privathospitalerne, når det er sidste udvej, kan det være svært for dem at have det apparat stående klart, som skal til for at kunne fungere som bufferkapacitet. Det ved de eksempelvis i Region Midtjylland. Der har de lagt en række planlagte operationer og andet over i privat regi for at give dem en vis base at basere deres forretning på, for man må jo anerkende, at det er det for privathospitalerne. Det har man gjort til stor tilfredshed både for patienterne, men også i den grad for økonomien.

Men vi bakker op om det her lovforslag og glæder os over de rettigheder, der gives til patienterne.

Mange tak til fru Mette Abildgaard. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den sidste i rækken er sundheds- og ældreministeren.

Tak for det. Tak til ordførerne for modtagelsen af lovforslaget og for debatten her i dag. Vi er kommet rigtig langt omkring, og jeg er glad for, at ventetid og patientrettigheder optager os alle, om end med et noget forskelligt udgangspunkt. Men tak for de tilkendegivelser, der er kommet i løbet af debatten.

Jeg noterer mig som minister med stor tilfredshed, at der jo generelt set er opbakning til lovforslagets formål fra alle høringsparter, ikke mindst patienterne bakker op omkring det. Det synes jeg er vigtigt, for det er dem, det i sidste ende handler om. Det var da også med glæde, men også med en noget stor overraskelse, at jeg i morges måtte konstatere, hvor bred en opbakning der er her i Folketinget til regeringens forslag.

Der er mange ting, der har ændret sig, sagde den socialdemokratiske ordfører – og det må man sandelig sige. Der er meget, der har ændret sig. Her tænker jeg naturligvis på den kæmpe kovending, vi i dag har været vidne til fra Socialdemokratiets side, også på det her område. Det glæder mig naturligvis på patienternes vegne, at Socialdemokratiet nu også stiller sig på patienternes side. Det vender jeg tilbage til. Men først lidt om lovforslaget, vi behandler i dag.

Vi ønsker et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Det er derfor, at vi fra regeringens side sammen med de blå partier, vi har indgået finanslov med, i år løfter sundheds- og ældreområdet med 3,4 mia. kr. ekstra. Når man bliver syg, skal man selvfølgelig hurtigt have at vide, hvad det er, man fejler. En hurtig udredning er forudsætningen for, at man som syg kan få behandling i tide og hurtigt kan komme tilbage til hverdagen med familie og med arbejde.

Det er derfor, vi fra regeringens side vil give alle patienter mulighed for at vælge kortere ventetid til udredning og behandling. Vi vil kort sagt styrke patienternes rettigheder. Det gælder, uanset om der er tale om en fysisk eller en psykisk sygdom, og uanset hvor i landet man er bosiddende. Vi ønsker udvidet frit valg til udredning, og vi ønsker udvidet frit valg til behandling ved en ventetid på 1 måned og ikke på 2 måneder.

Baggrunden er jo, at vi desværre har set, at regionerne ikke har levet op til deres forpligtelser til at udrede henviste patienter inden for 30 dage, hvor det fagligt er muligt. Det er faktisk kun cirka seks ud ti patienter, der bliver udredt inden for fristen. Så alt for mange venter altså stadig væk alt for lang tid på at blive udredt, og der er meget store forskelle i ventetiderne på tværs af landet, på tværs af regionerne.

Efter de nugældende regler – udredningsretten, som den blev vedtaget under den tidligere regering – så består patienternes eneste konkrete rettighed i dag i retten til at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er ikke en rettighed, som er god nok for patienten. Patienten skal også have retten til at kunne fravælge lange ventetider, hvis der er mulighed for at kunne få den hurtige behandling et andet sted.

Det skal ikke være sådan, at hvis man har ressourcerne til det, skal man selv kunne gå ud og købe sig til hurtig udredning og behandling. Den form for ulighed synes vi ikke der skal være. Det skal være muligt for alle at blive udredt og behandlet hurtigt uden unødig ventetid. Det skal være uanset pengepung og ressourcer i øvrigt. Man skal hverken kunne købe sig eller tale sig frem i køen.

Så er jeg selvfølgelig helt klar over, at der kan være fuldstændig legitime grunde til, at ikke alle patienter kan udredes inden for 30 dage. Det kan f.eks. være, fordi det ikke er fagligt muligt, eller fordi en patient selv har valgt, at man ønsker at blive udredt på et bestemt sygehus og derfor aktivt selv vælger at vente længere.

Til gengæld synes jeg jo, at der er al mulig grund til at hjælpe de patienter, som fortsat venter – ikke fordi de selv har valgt det, men på grund af kapacitetsmæssige årsager – og give dem en ret til at vælge ventetiden fra, hvis der står ledig kapacitet et andet sted. Det er det, vi fra regeringens side ønsker med det lovforslag.

Det var udredningsretten, så er der behandlingsretten.

Den blev oprindelig indført af den tidligere VK-regering tilbage i 2002. Den var med til at sikre, at vi fik barberet mere end 5 uger af ventetiden dengang. Den tidligere SR-regering fik så på en god dag nedbragt ventetiderne med 5 dage – så kan man jo selv lave den sammenligning og se, hvad der er opnået af succes.

Så sagde ordføreren for Socialdemokratiet i sin tale, at de aldrig vil acceptere et A- og et B-hold, men det var jo netop det, man gjorde dengang. Da delte man jo patienterne op i A-holdet og i B-holdet. A-holdet var dem, der med pengepungen i orden eller forsikringspolicen i hånden kunne træde ud af de lange køer i det offentlige sundhedsvæsen og få den korte ventetid og komme hurtigere i behandling. Det var det, vi tog et opgør med, da vi i sin tid indførte behandlingsgarantien, behandlingsretten, det udvidede frie sygehusvalg.

Det var en rettighed, som den tidligere regering så valgte at forringe ved at indføre den såkaldte differentierede ret til udvidet frit sygehusvalg; man må så altså nu forstå, at i hvert fald dele af den tidligere regering er kommet på bedre tanker. Flere kom til at vente længere, og det var ikke dem, som selv kunne betale. Det var heller ikke dem, som kunne tale deres sag over for lægen, så lægen kunne forstå, at der var tale om noget hastende.

Det ønsker regeringen ikke, og jeg forstår så nu, at det ønsker Socialdemokratiet heller ikke længere. Som sagt er jeg rigtig glad for det på patienternes vegne. Derfor vil regeringen også afskaffe den differentierede behandlingsret og afløse den med en reel ret til udvidet frit sygehusvalg for alle patienter, uanset om de lider af en fysisk eller en psykisk sygdom, hvis der er mere end 1 måneds ventetid på behandling.

Målet er ikke, at flere patienter vælger det offentlige fra. Målet er, at flere patienter bliver behandlet hurtigere, og at vi inden for rammerne af et stærkt offentligt sundhedsvæsen sikrer den bedste behandling hurtigst muligt, og at vi får mest mulig sundhed for pengene. Jeg synes, vi skylder at give patienterne den lige adgang til at kunne vælge ventetiden fra, hvis regionerne ikke inden for 1 måned kan tilbyde behandling.

Så er der en anden vigtig ting ved lovforslaget, nemlig at vi nu styrker patientinformationen. Der vil jeg sige tak for de gode kommentarer, også fra den konservative ordfører, hertil. Jeg har tidligere hørt fra rigtig mange borgere, og det fremgår også af evalueringen af udredningsretten fra december 2015, at der er behov for bedre og mere ensartet information til patienterne omkring deres rettigheder. Det er også tilkendegivet fra forskellig side i høringssvarene.

Som patient skal man naturligvis informeres klart og tydeligt om, hvad det er for nogle rettigheder, man har, og derfor bliver der også med lovforslaget som noget nyt fastsat en hjemmel til, at sundhedsministeren kan fastsætte krav til den information, som bliver givet til patienterne. Regionerne, repræsentanter for patienterne og de private sygehuse vil blive inddraget i det arbejde, og målet er, at patienterne får samme informationer om deres rettigheder, uanset hvilket offentligt sygehus de er henvist til, og at informationerne bliver præsenteret på en let og forståelig måde for patienterne.

Jeg er meget tilfreds med, at der er så bred opbakning til forslagets enkelte dele. Alt det, som vi behandler i lovforslaget i dag, er det samme, som jeg fremsatte forslag om og ændringsforslag til, dengang vi behandlede den tidligere regerings forringelser af behandlingsgarantien og en såkaldt udredningsret, som altså alene var retten til at kunne klage til Styrelsen for Patientsikkerhed. Der stillede vi ændringsforslag om at indføre en reel ret til hurtig udredning med et udvidet frit sygehusvalg og at fastholde en styrket behandlingsgaranti med ret til hurtig behandling inden for 30 dage.

Det blev stemt ned af Socialdemokratiet. Der var de i regering. Nu er man kommet i opposition, og i dag meddeler man så, at man stemmer for det her forslag, som man altså sidst stemte ned.

Jeg bemærkede, at den socialdemokratiske ordfører så sent som i december måned 2015 udtalte sig til Jyllands-Posten, altså for 3 måneder siden, om lovforslaget fra regeringen, og jeg citerer:

Her kan man tydeligt mærke, at vi har fået en Venstreregering. Det nye forslag er ikke til gavn for patienterne. Citat slut.

Det er 3 måneder siden, men i dag må vi så forstå, at verden er en anden, i hvert fald hos Socialdemokratiet, som løber fra alt det, de tidligere har sagt. Jeg synes, det er godt – ikke for tilliden til det politiske løfte, men for patienterne – at vi nu er flere i Folketingssalen til at bakke op om at styrke deres rettigheder, uanset om de har en fysisk eller psykisk lidelse.

Så tak for den kovending og dermed for den brede opbakning i Folketingssalen til det her lovforslag, en opbakning, som jeg ikke havde forventet ville være så bred. Men en ny dag, nye muligheder, så tak for den brede støtte. Jeg ser naturligvis frem til de videre drøftelser og stiller mig til rådighed for at besvare, hvad der måtte være af spørgsmål i forbindelse med den videre udvalgsbehandling.

Jamen det er vi også så heldige at der er. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Stine Brix.

Tak for det. Den konservative ordfører sagde, at Det Konservative Folkeparti og hun selv ikke havde modtaget nogen form for partistøtte fra privathospitaler eller fra brancheforeningen, og jeg vil egentlig gerne stille samme spørgsmål til Venstres sundhedsminister og til Venstre som parti, altså om man har det.

Jeg tænker på spørgsmålet, fordi det jo kom frem tilbage i efteråret 2014 – dengang Venstre kom med sit sundhedsudspil, da man var i opposition, hvor det her var et af elementerne i det, man ville indføre – at man havde skrevet af ordret fra brancheforeningens notat dengang. Så bare lige for en god ordens skyld: Modtager Venstre partistøtte fra privathospitalerne eller brancheforeningen på det her område?

Ministeren.

Det er ganske enkelt ikke korrekt, hvad ordføreren der citerer. Og om hvorvidt – og fra hvem – Venstre har modtaget partistøtte, kan jeg sige: Nu er jeg ikke partisekretær, så jeg har ikke sådan en bog, hvor jeg lige kan slå op og meddele, hvem det præcis drejer sig om. Men der er det jo så heldigt, at Venstre naturligvis overholder alle de regler, der gælder om partistøtte, og dermed naturligvis offentliggør oplysninger om alle dem, som yder bidrag og støtte til Venstre i henhold til partistøttereglerne.

Jeg synes jo, vi skulle bruge tiden i dag på at diskutere det, der er indholdet i lovforslaget. Det kan godt være, ordføreren for Enhedslisten synes, det ikke er rart, at der er nogle, der nu løfter sundhedsvæsenet og giver patienterne nogle bedre rettigheder, og hellere vil diskutere partistøtteregler. Men jeg er fuldstændig og helt tryg ved, at det her for os handler om patienterne, uanset hvor meget Enhedslisten gerne vil gøre det her til et spørgsmål om brug af privathospitaler.

Jeg bemærkede også, at ordføreren for Enhedslisten på et tidligere svar sagde til en anden ordfører, at det her lovforslag jo bare handlede om, at flere skulle på privathospital. Så kunne jeg jo stille modspørgsmålet: Har Enhedslisten modtaget støtte fra de private hospitaler? For de ændringer, der blev gennemført under den tidligere regering på det her område, har jo medført, at der aldrig nogen sinde har valfartet så mange patienter til privathospitalerne. Så det spørgsmål kunne jeg jo stille til Enhedslisten. Men det gør jeg ikke. Hvorfor? Fordi jeg ikke synes, det er passende i forhold til, at vi bør diskutere indholdet af det her lovforslag. Og så er jeg helt sikker på og tryg ved, at Enhedslistens ordfører kan slå op på internettet og se Venstres partiregnskaber.

Spørgeren.

Ministeren stillede jo faktisk spørgsmålet, og siger så, hun ikke stiller det alligevel. Men jeg kan da godt svare: Nej, vi har ikke modtaget nogen støtte fra privathospitaler eller fra brancheforeningen, heller ikke beløb under 20.000 kr., som man jo ikke kan se af Venstres regnskab. Og sundhedsministeren kan jo for sit eget vedkommende svare på, om sundhedsministeren har modtaget noget til sin personlige valgkamp. Det er jo ganske enkelt. Jeg kunne have spurgt om noget andet her i min anden bemærkning, hvis ministeren bare have svaret nej eller ja til det spørgsmål.

Hvis jeg kan nå det, vil jeg gerne prøve at spørge til noget andet, for det jo rigtigt, som ministeren var inde på, at Socialdemokraterne har skiftet holdning, i hvert fald herinde på Christiansborg. Men man kan jo læse i Politiken i dag, at det ikke gælder regionsrådsformændene. Og de stiller en række meget relevante spørgsmål, som jeg egentlig gerne vil sende videre, for de spørger til, om det, man egentlig ønsker med det her lovforslag, er, at andre patienter bliver skubbet til side i forhold til behandling af de patienter, der har mindre skavanker, f.eks. nyrepatienten, der skal have opereret en shunt ind, eller en tarmkræftpatient, der skal have lagt sin tarm tilbage. Er det virkelig det, man vil? For det er jo det, der kan blive konsekvensen, når man ikke kan prioritere de patienter, som har det største behov, først.

Så hvorfor er det så vigtigt for Venstre at gå tilbage til noget, som vi kunne se havde de konsekvenser, når nu man fortæller, at det her er virkeligheden derude?

Ministeren.

I forhold til det sidste må ordføreren også tage den interne diskussion med Socialdemokraterne, som jo nu har redegjort for, at det ikke har den konsekvens. Jeg er bare nødt til at sige, også i forhold til alt det omkring partistøtteregler, at Venstre ikke har ændret holdning. Det er fuldstændig velkendt, at vi har ønsket at styrke patienternes rettigheder, uanset om man har en psykisk eller en fysisk lidelse. Hvorfor? Fordi jeg er mere optaget af, at patienterne bliver behandlet, end jeg er optaget af, på hvilken matrikel de pågældende patienter bliver behandlet, hvis ellers de pågældende behandlere kan leve op til de krav, vi stiller til kvaliteten og til at få mest mulig sundhed for pengene. Der er det patienterne, der betyder noget for Venstre, at de skal kunne og kan få en hurtig behandling. Det mente vi, da vi havde regeringsansvaret, det mente vi, da vi var i opposition, og det mener vi pudsigt nok også, når vi er i regering. Jeg ved godt, at det måske for nogle i Folketingssalen kommer som en nyhed, at man mener det samme i regering, som man også gjorde i opposition. Det kan jeg godt forstå, for vi har jo været vant til, at situationen har været en noget anden med ikke mindst Socialdemokraterne ved roret.

Så er det her med, at der ikke bliver prioriteret, jo ganske enkelt ikke korrekt. Lad os tage hjerte- og kræftpatienterne. De er slet ikke en del af udredningsretten og behandlingsretten. Hvorfor? Fordi man ved mistanke om kræft jo ikke skal sættes på en udredningsliste på 30 dage eller en behandlingsliste på 30 dage. Her drejer det sig om akut handling, at man skal have akut behandling som kræftpatient. Det er jo derfor, at vi har helt særlige forløbstider, kræftpakkeforløb, som vi i øvrigt fra regeringens side ønsker at forbedre. Det er derfor, vi nu også har igangsat hele arbejdet med en ny kræftplan IV, som skal styrke hele kræftområdet og geare os til de udfordringer, vi ved vi vil møde fremadrettet på kræftområdet.

Så at sige, at der ikke bliver prioriteret mellem syge og knap så syge patienter, er ganske enkelt ikke korrekt. I øvrigt bliver der prioriteret hver evig eneste dag ude på hver evig eneste afdeling, og så lad os undgå at gå og bilde hinanden ind som politikere, at den læge, der sidder og opererer hængende øjenlåg, som jeg tror at SF's ordfører henviste til, er den samme læge, som sidder og behandler en patient, som eksempelvis lider af skizofreni. Det håber jeg ikke, og sådan er det jo altså heller ikke.

Vi tager en kort bemærkning mere. Det er hr. Jonas Dahl.

Det sidste tror jeg bare jeg vil lade stå for ministerens egen regning, for det synes jeg blev en anelse usammenhængende.

Jeg vil egentlig bare gerne vende tilbage til det høringssvar, som Lægeforeningen kommer med. Jeg medgiver gerne, at Venstre ikke har ændret holdning, siden man overbetalte privathospitalerne, og fred være med det, men Lægeforeningen peger sådan set på, at der nu også kommer til at opstå en forskel i behandlingen, afhængigt af om man bliver behandlet på et sygehus eller i en speciallæge- eller almen praksis. Lægeforeningen påpeger jo også selv, at det strider mod tankegangen om at lade patienterne behandle på lavest mulige effektivitetsomkostningsniveau. Jeg vil bare gerne høre, hvad ministeren har tænkt sig at gøre ved det.

Ministeren.

Vi har ikke tænkt at ændre på det, der er udgangspunktet i forhold til udredning og behandling, nemlig at for så vidt angår de privatpraktiserende speciallæger, der, som ordene viser, er privatpraktiserende, har vi ikke tænkt os at tage et opgør med hele det nuværende system og sige: Hovsa, nu tager vi jer og putter jer ind i forhold til de her regler på det her område. Til gengæld er det jo fuldstændig legalt og muligt at lave aftaler under det udvidede frie sygehusvalg med de privatpraktiserende speciallæger.

Spørgeren.

Men det er jo lidt mærkeligt, at fordi det så foregår ude i de her private speciallægepraksisser eller almene praksisser, og fordi det så i sig selv er privat, skal der så gælde nogle andre rettigheder, end der gælder på hospitalerne. Kan ministeren ikke selv se ironien i det?

Ministeren.

Nej. Jeg synes jo, man må tage udgangspunkt i det, der er virkelighedens verden og et faktum, nemlig at vi har at gøre med selvstændige erhvervsdrivende, som jo i høj grad selv disponerer over deres tilgang til patienterne. Man kan selvfølgelig godt mene at vi skal tage et opgør med det, at de ikke længere skal være privatpraktiserende speciallæger – det er måske det, der i virkeligheden er forslaget fra SF. For hvis de skulle omfattes, ville det jo kræve en omfattende og meget indgribende styring fra regionernes side og i øvrigt jo også en langt større kontrol af privatpraktiserende speciallægers aktiviteter og kapacitet. Men som jeg nævnte i min foregående besvarelse, er der intet til hinder for, at privatpraktiserende speciallæger kan aftale ydelser under det udvidede frie sygehusvalg.

Det, vi er optaget af fra regeringens side, er at udnytte kapaciteten bedst muligt og på tværs og for så vidt også at gøre noget ved at sikre, at vi får en bedre speciallægedækning på tværs af landet. Det er jo baggrunden for, at vi fra regeringens side har nedsat det her lægedækningsudvalg, som skal komme med nogle konkrete forslag til, hvordan vi kan sikre en bedre fordeling også af landets speciallæger på tværs af hele landet.

Så er det tid til at sige tak til sundheds- og ældreministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, så betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.