Udenrigsudvalget 2015-16
L 139
Offentligt
1614598_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 30. marts 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
Udenrigsministeren af 4. marts 2016.
L139 – spørgsmål 1
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Mogens Jensen (S).
URU L139 - spørgsmål 1:
Flere organisationer (herunder DIIS, Østersø NGO netværk, Københavns Universitet (Institut
for Statskundskab), Europabevægelsen, CISU, Det Fri Forskningsråd) påpeger, at en udflytning
af DIIS vil have indvirkning på instituttets mulighed for at varetage sine faglige opgaver. Vil
ministeren redegøre for, hvad det faglige belæg er for at udflytte DIIS?
Svar:
Det er regeringens opfattelse, at DIIS kan varetage sine faglige opgaver ligeså godt fra Århus
som fra København.
DIIS vil indgå som en naturlig del af et velfunderet, stærkt og aktivt akademisk miljø i Århus,
ikke mindst på og omkring Universitet. Århus tiltrækker løbende anerkendte danske og
internationale forskere, har et stærkt forskernetværk og afholder talrige konferencer og faglige
arrangementer. Placeringen i Århus er netop valgt ud fra hensynet til DIIS’ mulighed for at
indgå i et sammenhængende akademisk miljø, som i høj grad vil understøtte DIIS’ aktiviteter,
forskning og analysevirksomhed.
En stor del af DIIS’ faglige arbejde er endvidere ikke knyttet specifikt til København. Det
gælder blandt andet formidlingen af DIIS’ forskning, som finder sted gennem en lang række
kanaler, f.eks. artikler, bøger, rapporter og deltagelse i pressen. Denne formidling vil være
upåvirket af flytningen til Århus. Det samme gælder for DIIS’ kontakt til brugere og
samarbejdspartnere i ind- og udland, som i tillæg til fysiske møder i København allerede nu
formodes at finde sted gennem virtuelle løsninger som mail, telefon og videokonferencer som
det også er tilfældet i andre moderne organisationer.
Regeringen anerkender, at flytningen til Aarhus vil besværliggøre DIIS’ fysiske kontakt med
brugere og samarbejdspartnere i hovedstadsområdet, ligesom disse vil få sværere ved at deltage
fysisk i DIIS’ seminarer og arrangementer i Aarhus. Flytningen vil derfor kræve en tilpasning af
L 139 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om, hvad det faglige belæg er for at udflytte DIIS, til udenrigsministeren
DIIS’ virke til den nye placering eksempelvis gennem øget brug af virtuelle frem for fysiske
møder, livestreaming af arrangementer, flytning af møder fra København til Aarhus og
besøgsrejser til København, når fysisk tilstedeværelse er påkrævet. Regeringen har tiltro til, at en
sådan tilpasning af DIIS’ virke vil mindske det initiale produktionstab og gøre DIIS i stand til at
fastholde det gode og tætte samarbejde med brugere og samarbejdspartnere i ind- og udland.