Tak for det.
Nu står vi så over for at skulle ændre en lang række lovgivninger, for det er både lov om radio- og tv-virksomhed, lejeloven og lov om leje af almene boliger, der bliver berørt af det her.
Det har været en hård kamp, og vi er i Dansk Folkeparti glade for, at det endelig er lykkedes, og at forslaget her er kommet så langt, at man også kan få et frit valg for lejere, der bor ude i boligforeningerne.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i medieforligskredsen har kæmpet hårdt for det igennem flere år, og at der har været, jeg vil ikke sige en tvist eller lidt kamp om det, men det er jo altså de her forskellige love, det her berører, og det vil sige, at det daværende Boligministerium også var inde over det, og der gik noget tid, inden man fandt ud af, hvem der egentlig skulle være tovholder på at få ændret loven.
Vi fandt jo så heldigvis ud af i sidste periode, at vi i medieforligskredsen og den daværende kulturminister godt ville tage teten på det her område, og det meddelte vi den daværende boligminister, Carsten Hansen.
Der kom så lidt mere skred i tingene, og det er vi rigtig, rigtig glade for.
Det er positivt, at der nu bliver mulighed for, at over 650.000 husstande kan få et frit valg, eller der burde i hvert fald være så mange.
For som den socialdemokratiske ordfører også nævnte, har vi altså også ca.
130.000 husstande, som i dag er tilkoblet et såkaldt sløjfeanlæg, som kun sender det samme signal ud til de boliger, som er tilkoblet, og derfor kan man ikke sende noget forskelligt.
Men det er også rigtigt, at vi har fået høringssvar ind fra både privatpersoner og fra aktører på markedet, som har orienteret os om, at man faktisk godt kan kryptere det her tv-signal, og at man derfor ikke behøver at udskifte et sløjfeanlæg, men modtagerne, altså lejerne, kan, hvis de har et nyt fjernsyn – som langt de fleste jo nok har – for få hundrede kroner få et tv-modul til at læse det.
Man behøver altså ikke gå ud og købe en stor, dyr boks med HD-optager og alt muligt – ja, det bestemmer man selvfølgelig selv om man vil – men man kan nøjes med et modul til at læse det her, og det skulle efter nogle af aktørernes vurdering koste højst 300 kr.
Så jeg synes, at vi inden andenbehandlingen og inden tredjebehandlingen skal kigge på, om vi kan få de her sløjfeanlæg med ind i lovforslaget.
Jeg synes ikke, der er nogen grund til, at vi venter 2 år, til vi skal evaluere forslaget, for at vurdere, hvad der sker.
Jeg tror ikke på, at de her sløjfeanlæg vil blive udskiftet, som der ellers står i forslaget at man har en vurdering om at de løbende bliver.
Der kan gå 10 år, der kan gå mere, inden de sløjfeanlæg bliver udskiftet.
Så de steder, hvor man kan sende et digitalt signal til sløjfeanlæggene, som kan laves om til et krypteret signal, synes jeg godt nok at vi skal prøve at kigge på det, hvis ministeren vil være med til det, og hvis den øvrige forligskreds også vil være med til det, og om vi kan nå at ændre det i den videre behandling.
Derudover indbefatter det her forslag jo også en ændring på det digitale radioområde, hvor man foreslår en såkaldt gatekeeper til at sende nye danske radiostationer ud på DAB.
Det har også været en hård fødsel, om man skulle vælge en gatekeeper eller et såkaldt sendesamvirke, og vi er blevet enige om at vælge en gatekeepermodel for at styrke markedet.
Vi tror, at det er en gatekeepermodel, der bedst kan finde de folk, der vil drive nye radiostationer.
Vi tror ikke på, at vi får mangfoldighed nok, hvis det er de eksisterende, som skal sidde sammen i et sendesamvirke.
Så jeg er glad for, at det er det, vi er nået frem til, og så må vi jo se, hvad der kommer ud af det, og efterfølgende vurdere, om det er nok.
Men alt i alt støtter Dansk Folkeparti lovforslaget.
Vi er rigtig glade for, at man får frit valg i de her boliger.
Det er første skridt på vejen til et frit valg, så man ikke her er låst fast af en fast distributør.
Så Dansk Folkeparti støtter lovforslaget.