Jeg skal bare kort meddele vores indstilling.
Alternativet finder det positivt, at forslaget gennemfører regelforenklinger om hønsehold og implementerer gældende direktiver på en enkel måde.
Det er positivt, at der fremover kan meddeles både påbud og forbud i dyreværnssager, og vi finder også, at det er på sin plads at hæve bødeniveauerne og skærpe mulighederne for fratagelse af retten til at holde dyr.
Vi er mere skeptiske, når det kommer til hævede strafferammer, fordi vi generelt mener, at fængselsstraf alene sjældent har den ønskede effekt i form af færre lovovertrædelser, men set i lyset af de positive dele af forslaget og sammenholdt med, at fængselsstraffe jo sjældent bruges på området, så stemmer Alternativet for det samlede forslag.