Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 126:

Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser. (Målretning af befordringsrabatordningen).

Af uddannelses- og forskningsministeren (Esben Lunde Larsen).

(Fremsættelse 24.02.2016).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Kaare Dybvad.

Tak for det. Det lovforslag, vi behandler her, er jo en opfølgning på en lov, der blev vedtaget tilbage i 2010, også dengang af en Venstreminister. I 2010 valgte man altså at give større tilskud til studerende ved videregående uddannelser, der rejste over større afstande, men til gengæld fjernede man ca. 75 mio. kr. fra uddannelsessøgende ved ungdomsuddannelserne. Dengang advarede vi fra Socialdemokratiets side mod den her prioritering, og det ser nu ud til, at Venstre har fået bondeanger. I hvert fald vil man fjerne de penge, man for 6 år siden gav til de studerende med høje transportudgifter. Dengang var det meget vigtigt for Venstre at hjælpe netop den her gruppe af studerende, men man kan sige, at interessen jo så er falmet noget siden da.

Havde man så ført pengene tilbage til ungdomsuddannelserne, kunne vi nok have snakket om det, men i stedet indgår beløbet jo nu i finanslovspakken og i de skattelettelser, som er kommet til folk, der køber dyre biler, og folk, der arver fra deres forældre. Det sker jo på bekostning af en stor gruppe af studerende. Det drejer sig bl.a. om folk, der gerne vil videreuddanne sig, folk, der rejser på tværs af landet i den forbindelse. Det er jo sådan, at mange videregående uddannelser kun findes ét sted i landet, og det lovforslag, vi sidder med her, bliver altså så en udgift for alle de mennesker, som har ambitioner om at dygtiggøre sig senere i livet. Hvis man er jordemoder i Nordjylland, kan man kun få sin videreuddannelse i Odense, og hvis man er maskinarbejder i Vestjylland, der gerne vil videreuddanne sig, på DTU. Det er altså nogle af de mennesker, der bliver ramt af det her lovforslag.

En af hovedårsagerne, som Venstre i 2010 anførte for at indføre højere dækning til de her studerende, altså at give flere penge til studerende, der rejser over længere afstande, var, at man ville gøre noget for det, som Venstre kaldte for Udkantsdanmark. Men nu kan vi jo så konstatere, at man vil fjerne den ordning igen fra en række af de kommuner, der ligger langt fra de store byer. Det drejer sig om bl.a. Kalundborg Kommune, Assens, Lemvig, Varde, Ringkøbing-Skjern og flere andre med dem. Som studerende med bopæl i de landkommuner, kan man altså regne med fremover at skulle se frem til at betale en meget stor ekstraregning, hvis man gerne vil videreuddanne sig i en større by. Så den omsorg, Venstre havde for landdistrikterne i 2010, må vi altså konstatere er forduftet.

Fra Socialdemokratiets side ønsker vi, at så mange som muligt har mulighed for at tage en kompetencegivende uddannelse, og at så mange som muligt skal have mulighed for at videreuddanne sig senere i livet. Det her lovforslag går i den stik modsatte retning. Det undergraver desværre den mulighed, men det er jo sådan, det går, når man gerne vil finde penge til skattelettelser på finansloven.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken. Det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Det her lovforslag, L 126, er en udløber af finansloven. Det handler om en justering af nogle relativt favorable befordringsordninger, der er for studerende på de videregående uddannelser. Det har vist sig, at der med de ændringer, der blev lavet tilbage i 2013, har været en meget stor stigning i udnyttelsen af befordringsfradraget for transport mellem de store hovedbyer i Danmark. Det betyder, at man rejser på tværs af landet for at tage sin uddannelse, hvor hensigten med de her ordninger i vores øjne i høj grad var at sikre, at man kunne komme ude fra – man kan sige – landdistrikterne og ind til de store byer, men ikke, at man f.eks. skulle kunne blive boende i København, mens man tog en uddannelse i Odense.

Det har flere ulemper. Det har bl.a. den ulempe, at eftersom der er mangel på studieboliger i København, optager man faktisk en bolig dér, samtidig med at man har langt til sit studie og skal have et stort tilskud til det, og samtidig med at vi ved, at det har en stor indflydelse på gennemførelsen og kvaliteten af den uddannelse, man får taget, om man bor tæt på eller langt væk fra uddannelsesstedet.

Derfor synes vi, det er acceptabelt, at man går ind og skærer i de her tilskud. Det er jo heller ikke sådan, at man skærer hele tilskuddet væk, men man gør det mindre, og det er korrekt, at man får en lidt større eller noget større – afhængig af vurderingen – egenbetaling, hvis man vælger at blive boende og ikke flytte efter sin uddannelse.

Der er så en ting, vi godt vil have kigget lidt på i forbindelse med udvalgsarbejdet, for i lovforslaget er der udvalgt en række kommuner til at være udkantskommuner. Og som der også står i lovforslaget, er der jo ikke en fast definition af, hvad der er udkant. Derfor vil vi gerne have kigget lidt på det. Så vidt jeg har forstået, stammer ca. 80 pct. af de omkostninger, der har udgjort stigningen her, fra transport mellem de store byer. Vi vil egentlig godt have set lidt på, hvordan pendlingerne foregår, så vi kan se på, om nogle af de her kommuner skal ændres eller byttes ud, så vi er sikre på, at det her ikke rammer uhensigtsmæssigt. Meningen er ikke at ramme dem, der kommer fra Udkantsdanmark og gerne vil ind til byen og tage en uddannelse; meningen er sådan set at sige, at hvis man bor i de store uddannelsesbyer, skal man nok ikke have helt så stort et tilskud, som man får i dag. Men det regner jeg med at vi får på plads i forbindelse med udvalgsarbejdet. Og så vil vi i Dansk Folkeparti godt kunne støtte det her forslag.

Tak. Vi har en række korte bemærkninger. Først er det hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg vil egentlig høre ordføreren om det her med at uddanne sig. Ordføreren siger, at man jo kan flytte til Odense, hvis det er der, man læser. Det er jo rigtigt nok et stykke hen ad vejen. Men der er jo en masse mennesker i det land her, som skal videreuddanne sig. Når man har arbejdet nogle år, vil man måske gerne tage en uddannelse for at blive endnu dygtigere. Det er noget, vi alle sammen er interesserede i. Det her rammer jo også de mennesker. Det er jo folk, der har familie, og som måske bor i landdistriktskommunerne, som ikke er medtaget i det her forslag.

Kan ordføreren slet ikke se, at det er et problem, at man på den måde bliver tvunget til at betale flere tusinde kroner ekstra, hvis man f.eks. som jordemoder skal tage sin videreuddannelse, som kun findes i Odense?

Ordføreren.

Nu ser jeg i høj grad det her som noget, der retter sig mod de unge studerende. Jeg ser ikke det her som et særligt videreuddannelsestiltag. Ja, man kan få ekstra betaling på måske 1.000-1.500 kr. om måneden, hvis man skal rejse langt rundt i landet. Nej, det synes jeg sådan set ikke er så urimeligt. Hvis videreuddannelse er en del af et job, man har, og man skal have en videreuddannelse, så foregår det jo på rigtig mange andre måder.

Så jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad det er, spørgeren spørger til. Men jeg synes altså ikke, at det er urimeligt at sige, at man, hvis man skal tage rundt i landet og tage en videreuddannelse, så også selv har en rimelig egenbetaling i den sammenhæng.

Spørgeren.

Det kan godt være, du ikke forstod det, men du svarede jo på det – og tak for det – for jeg spurgte såmænd bare, om det er rimeligt, og det syntes du det var.

Når man ser på de kommuner her, vil ordføreren så dog ikke medgive, at hele Vestjylland ikke er omfattet af det lovforslag, Haderslev, Næstved, Kalundborg og Assens er ikke omfattet. Der er masser af kommuner, som har masser af landdistrikter, som ikke er omfattet af lovforslaget. Vil ordføreren dog ikke anerkende det?

Vi skal huske, at vi ikke bruger direkte tiltale her i Folketinget.

Ordføreren.

Tak. Det er derfor, at jeg i min ordførertale sagde, at jeg gerne vil have kigget nærmere på, hvordan de her pendlinger rent faktisk foregår, hvilke konsekvenser det vil have for nogle af de udkantskommuner, som ikke er nævnt på listen. Jeg tror, det er vigtigt at se på, hvordan fordelingen er rundtom i landet. Så ja, det vil jeg medgive. Det er en ting, vi kigger på, og det regner jeg med vi får kigget på under udvalgsarbejdet.

Så er det fru Eva Flyvholm.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om det er sådan, hvis ikke der bliver lempet på de her ting og vi ikke får inkluderet nogle flere af de her områder, f.eks. Kalundborg og nogle af de andre, der er blevet nævnt, at Dansk Folkeparti vil tage konsekvensen af det og stemme imod det her forslag, som ellers vil gøre det vanskeligere og dyrere for folk, der bor i landområderne, at få transport til deres uddannelsessted.

Ordføreren.

Nu er hensigten jo ikke at gøre det vanskeligere og dyrere for dem, der bor i udkantsområderne. Jeg er helt sikker på, at vi i forbindelse med udvalgsarbejdet finder nogle fornuftige løsninger på de udfordringer, der måtte vise sig. Jeg har ikke set dem endnu, og derfor vil jeg tage stilling til dem, når vi ser dem.

Spørgeren.

[Lydudfald] . Der er en lang række steder i landet, hvor folk vil komme til at skulle betale f.eks. 1.000 kr. mere for transport til deres uddannelsessted. Det gælder bl.a. Kalundborg, hvor jeg har gået i gymnasiet. Det er trods alt ikke en metropol, kan man sige. Så er det noget, der er så vigtigt for ordføreren, at man vil sige: Hvis ikke det her bliver ordnet, så kan Dansk Folkeparti ikke støtte, at pengene til transport tages fra de studerende?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det lige præcis er vigtigt for Dansk Folkeparti, og vi mener derfor, at vi skal se på det under udvalgsarbejdet og finde ud af, hvordan udfordringerne ser ud, hvordan de fordeler sig ud over landet, og så er jeg helt sikker på, at vi der finder en fornuftig løsning på det.

Så er det hr. Jacob Mark, SF.

Det bliver lidt en pseudodebat, fordi Dansk Folkeparti jo grundlæggende ønsker et andet forslag end det, der ligger. Det forslag, der ligger, vil jo betyde, at studerende, der vil til Kalundborg, Vordingborg, Næstved, Assens og alle de her kommuner, ikke vil have råd eller i hvert fald vil have sværere ved at have råd, og det vil også betyde, ligesom der står i høringssvarene, at det potentielt kan betyde uddannelseslukninger – det skriver nogle af uddannelsesinstitutionerne selv – fordi elevgrundlaget ryger.

Så forestiller Dansk Folkeparti sig, at man kan fjerne samtlige af de små byer, der f.eks. ligger på Sjælland eller i Jylland, fra det her under udvalgsbehandlingen? Har man ikke tænkt over det her, da man indgik finansloven, hvor der var nogle, der råbte op?

Ordføreren.

Jo, vi har tænkt over det. Det, som det her forslag handler om, er jo i høj grad den transport, der er mellem de store byer. Derfor er vi også nødt til at gå ind og se på, hvor man rent faktisk transporterer sig fra og til, før vi kan tage stilling til, hvad der er nødvendigt at gøre for at finde en endelig aftale. Det er jeg helt sikker på at vi gør under udvalgsarbejdet.

Spørgeren.

Nu lød jeg lidt skeptisk under mit første indlæg, men jeg vil stadig gerne kvittere for, at man trods alt kan se problemet i, at man rammer de små byer rundtomkring. Men der er vel i virkeligheden to modeller: Enten finder man nye penge for ligesom at få de byer, der er i udkantsområderne, væk, eller også gør man det endnu dyrere at rejse fra København til Odense eller fra storbyerne og rundt. Hvad er det for en model, Dansk Folkeparti forestiller sig at man skal arbejde med under udvalgsarbejdet?

Ordføreren.

Vi er så saglige, så vi siger, at vi gerne vil have kortlægningen først, så vi har overblikket over, hvordan det ser ud, før vi tager stilling til, hvilken model det skal ende med.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi takker ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det. I forbindelse med behandlingen af lovforslag L 126 vedrørende ændring af befordringsrabat for studerende på videregående uddannelser ønsker Venstre at stemme for dette forslag.

I dag har vi en meget lukrativ befordringsrabatordning for de studerende på videregående uddannelser. Det er en ordning, som har vist sig både at virke meget anderledes, end hensigten var, og også at blive langt dyrere end først antaget. Samlet set har udgifterne været 160 mio. kr. højere end forventet i perioden fra 2011 til 2014. I 2010 blev den nuværende befordringsrabatordning indført for ikke at straffe de unge mennesker, som bor langt fra de mange uddannelsestilbud. Unge fra landdistrikterne skulle selvfølgelig ikke rammes hårdere på pengepungen end deres jævnaldrende fra byerne, når de skulle rejse til og fra studiet.

Men desværre har det vist sig, at rabatten bliver brugt på en lidt utilsigtet måde, som vi nu vælger at gøre noget ved. Rigtig mange studerende rejser i dag meget lange strækninger, fordi de ikke ønsker at bo i deres studieby, og intet mindre end 27.500 af de studerende på videregående uddannelser, som bruger rabatten på befordring, bor i en af de fire største byer. F.eks. vælger rigtig, rigtig mange i stor stil at bo i København, mens de studerer i Odense. Faktisk er det hver ottende studerende på Syddansk Universitet, som pendler fra København.

Så bliver jeg nok også en smule forarget, når jeg hører, at der er studerende, der i medierne har beklaget sig over, at det her lovforslag bliver brugt som argument for, at de ikke har lyst til at slå sig ned i f.eks. byer som Odense, fordi der ikke er de samme muligheder for shopping og cafeer. Ud over denne tendens synes jeg egentlig også, at det kaster lys over, at der kan være andre negative konsekvenser, som vi nu forsøger at rette op på, nemlig at boligmarkedet i København bliver væsentlig mere presset, når boligmassen både skal huse studerende fra København og fra andre byer.

Derudover viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet faktisk, at også frafaldet og mistrivslen er væsentlig højere for studerende, som bor langt fra deres uddannelsessted. Jeg håber selvfølgelig, at vi med vedtagelsen af L 126 kommer til at modvirke nogle af de her tendenser. Derudover glæder det mig meget, at vi med lovforslaget fortsat prioriterer unge mennesker fra landdistrikterne, så de ikke bliver ramt på pengepungen, når de skal studere. 24 kommuner i landdistrikterne er nemlig ikke omfattet af de nye ændringer, og det samme gør sig gældende for elever på ungdomsuddannelserne. Med dette lovforslag, som også er en opfølgning på finansloven for 2016, får vi målrettet rabatten til de studerendes månedskort, så den fungerer efter den oprindelige hensigt.

Med disse ord kan jeg meddele, at Venstre stemmer for lovforslaget.

Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne høre, om ordføreren kan bekræfte, at der jo er flere af de studerende, f.eks. nogle af dem, der er blevet nævnt, der bor i København, og som måske har familie – altså kæreste, børn – og arbejde i København, og som så tager noget af deres uddannelse på Syddansk Universitet i Odense. Mener ordføreren egentlig, det er rimeligt bare at kræve, at de mennesker skal flytte fra deres familie for at bo ved den uddannelsesinstitution, der er der? Eller synes ordføreren, det er rimeligt at pålægge studerende, som i forvejen ikke har særlig mange penge, at skulle betale 1.000 kr. mere månedligt for at kunne tage den rejse?

Ordføreren.

Man må træffe valg gennem hele livet, og det er også det, de her unge mennesker kommer til. Jeg kan sagtens forstå, hvis der kan være nogle af de her unge mennesker, som synes, at de foretrækker at blive boende i København. Men hvis det f.eks. er for at passe et job eller for den sags skyld at være tæt på familien, så må man jo også sige, at det er det det valg, de har truffet, og så har de også truffet det valg, at det vil være lidt dyrere for dem at studere i Odense.

Spørgeren.

Så vil jeg også gerne høre ordføreren, hvad det er meningen at de her penge skal bruges til. Altså, her fjerner vi penge fra nogle af dem i samfundet, der ikke har særlig meget, nemlig vores studerende, så hvad skal de gå til? Er der nogle planer i forhold til skattelettelser? Eller hvad kunne det være?

Ordføreren.

Det her er en del af finanslovsforhandlingerne, og som Enhedslistens ordfører jo også er bekendt med, er der rigtig mange, der efterspørger penge fra statskassen. Så vi var under finanslovsforhandlingerne tvunget til at finde penge alle steder, også fordi vi bl.a. tog en politisk beslutning om, at sundhedsvæsenet skulle tilføres flere midler, og vi er også bekendt med, at bl.a. flygtningepresset kræver flere penge. Jeg kan ikke her i dag sige helt nøjagtigt, hvad de her penge kommer til at gå til, men samlet set havde vi brug for at finde penge flere forskellige steder.

Den næste til korte bemærkninger er hr. Jacob Mark, SF.

Nu må ordføreren undskylde mig, hvis der er noget, jeg har overhørt, det kan faktisk godt lige være sket, men jeg var sådan lidt nysgerrig på den melding, som Dansk Folkeparti kom med, om, at man i forhold til flere af de byer, som er opfattet af det her lovforslag, ville finde penge eller lave en eller anden model, så de studerende, der ligesom pendler dertil, ikke bliver omfattet af det, og det kunne være Kalundborg, Næstved, Assens osv. Sagde ordføreren, om ordføreren var villig til at indgå i sådan en forhandling?

Ordføreren.

Til SF's ordfører kan jeg oplyse, at det sagde jeg ikke i min ordførertale. Det, jeg egentlig understregede, var, at der var 24 landdistriktskommuner, som på den her måde ikke ville blive ramt af de her besparelser, og jeg mener faktisk også, at årsagen til, at man har taget de her 24 kommuner og holdt fast i, at de ikke skulle rammes, var, at man i den tidligere regerings tid udpegede de her kommuner som landdistriktskommuner.

Spørgeren.

Men vi kan jo sige, at når man udflytter statslige arbejdspladser til f.eks. Næstved, må det være, fordi man ligesom siger: Okay, der er brug for, at man hjælper Næstved på vej. Så det, man gør, er, at man siger, at de har et behov i f.eks. Næstved, og man udflytter statslige arbejdspladser dertil, men samtidig fjerner man de studerendes befordringsrabat til Næstved. Altså, betragter ordføreren egentlig ikke de byer som nogle byer, som også kunne have brug for hjælp?

Ordføreren.

Jeg hørte også godt, at DF's ordfører havde et ønske om, at man skulle kigge lidt nøjere på det her, og det må jeg sige at jeg synes det er helt fint at vi gør under udvalgsbehandlingen. Men jeg må stadig væk holde fast i, at det, dengang man i den tidligere regerings tid, da hr. Carsten Hansen var minister, selv traf en beslutning om, hvilke kommuner man mente hørte til landdistriktskommunerne, formentlig også var ud fra en eller anden betragtning om, at der var nogle bestemte kriterier, der gjorde sig gældende, og derfor blev de jo så øremærket som landdistriktskommuner.

Den sidste, jeg har registreret for en kort bemærkning, er hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet.

Tak. Det har været en hård dag i dag for dem, som bekymrer sig om folk i Danmark, der har lave indtægter. Det startede jo med diskussionen om kontanthjælpen, så integrationsydelsen og nu altså om folk, der er på SU. Så der er blevet slået med krabasken, kan man roligt sige.

Jeg kan ikke lade være med at gå lidt tilbage i tiden til, dengang den her regel blev indført, for der havde ordførerens partifælle, den daværende ordfører, følgende begrundelse, og jeg citerer:

»Med udgangspunkt i et Danmark i bedre balance er der netop taget særlig højde for at skabe bedre vilkår i udkantsområderne og for de studerende, som er bosat i Udkantsdanmark. Det sker bl.a. ved at ophæve det nuværende rabatloft ved køb af abonnementskort til tog, bus eller metro«.

Det var altså begrundelsen fra Venstres side for at lave den her lovgivning. Så skal vi forstå det sådan, at når man nu ophæver den, er det det modsatte der sker: altså at man vil skabe værre vilkår eller ringere vilkår i udkantsområderne og i det, som Venstre kalder Udkantsdanmark?

Ordføreren.

Jeg holder nu mest af at kalde dem for landdistrikter.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at det jo netop er dem, vi fortsat holder hånden under, også i det her lovforslag. Vi holder jo netop hånden under de 24 landdistriktskommuner og siger, at her sker der ingen ændringer. Det er jo, og det har jeg ingen problemer med at stå at sige her på talerstolen, for det første fordi loven uhensigtsmæssigt kom til at betyde væsentlig større omkostninger, end man havde forventet, og for det andet fordi det faktisk er blevet sådan, at langt, langt de fleste, som nyder gavn af den her ordning, jo faktisk bor i København og studerer f.eks. i Odense.

Spørgeren.

Jeg har svært ved at se det på andre måder, end at når man indfører en regel med begrundelsen om at ville hjælpe det, som Venstre kalder Udkantsdanmark, må det jo være ikke at hjælpe det, Venstre kalder Udkantsdanmark, når man afskaffer den regel. Men det må vi lige lade ligge.

Jeg vil dog så alligevel høre, om ordføreren kan følge Dansk Folkepartis ordfører i, at den her udpegning af udkantskommuner eller landdistriktskommuner, som man kalder det, som blev vedtaget under VK-regeringen i sin tid, er mangelfuld i det omfang, at du har så vel Lemvig som Holstebro, ordførerens egen kommune, Billund, Kalundborg og mange andre kommuner, som ikke er omfattet af det her. Og vil ordføreren så drage konsekvensen af det og sørge for her i dag at kundgøre, at man tænkt sig at ændre på den her inddeling?

Værsgo.

Dengang den tidligere regering med landdistriktsminister Carsten Hansen i spidsen valgte at stille nogle kriterier op for at udpege, hvilke kommuner der var landdistriktskommuner, valgte man at udpege nogle bestemte kommuner. Det er jo også det, der indgår i lovforslaget her.

Vi holder stadig væk hånden under landdistriktskommunerne og de unge mennesker, der bor der, så det lovforslag, vi behandler nu i dag, kommer jo ikke til at påvirke de unge mennesker i de her landdistriktskommuner.

Vi takker ordføreren og går videre i ordførerrækken. Det er fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Det kommer måske ikke som et lammende chok, men i Enhedslisten vil vi ikke være med til at gøre det dyrere for de studerende at tage tog og bus til deres uddannelsessteder. Det, som regeringen kalder en målretning, er jo simpelt hen bare en nedskæring.

Mere end 10.000 studerende vil blive ramt af det her, og hvis man skal betale eksempelvis 1.000 kr. mere om måneden for sit togkort til uddannelsesstedet, er det jo rigtig, rigtig mange penge, når man er på SU. Det kan sagtens få ens budget til at vælte. Det vil altså gøre det meget svært for studerende, der i forvejen ikke har så mange penge til at få hverdagen til at hænge sammen, at klare sig igennem studiet.

Man kan sige, at det jo lader lidt til at være dagens tema at tage penge fra folk, der i forvejen er presset. Man kan nærmest sige, at Venstre er sådan eksponent for en slags omvendt Robin Hood-model, hvor der bliver taget fra de fattige og givet til de rige, og det synes jeg er meget, meget bekymrende.

Jeg vil sige, at jeg i den her sammenhæng i øvrigt også synes, at det burde gøre indtryk, når universiteterne kritiserer og siger, at det her vil ødelægge den mobilitet, der kan være mellem de forskellige uddannelsessteder. Der er nemlig en udvikling i gang, som universiteterne også er interesseret i, nemlig at de studerende kan skifte mere flydende mellem uddannelsesinstitutionerne.

Det kan f.eks. være det her med, at man faktisk godt kan tage noget af sit studie i København og noget af sit studie i Odense, og i øvrigt også at man har mulighed for stadig væk at bo f.eks. i København og tage en uddannelse på Syddansk Universitet. Hvis den nu er rigtig god og man i forvejen har sit arbejde og sin kæreste og sine børn boende i København, kan det jo altså være meget, meget vanskeligt bare at rive det hele op med rode og flytte. Hvorfor så ikke udnytte netop det, at der faktisk er en god mulighed for at pendle?

Endelig vil jeg også påtale, som det har været nævnt flere gange før, at regeringen forsøger at få det her til at lyde, som om det kun handler om studerende, der pendler mellem København og Aarhus og Odense. Det gælder altså også, hvis man f.eks. er fra Kalundborg, hvor jeg har gået i gymnasiet, og selv om det er et ganske udmærket, dejligt sted, er det altså ikke nogen metropol. Nu er det faktisk sådan, at der endelig er kommet et hurtigere tog, så man kan komme fra Kalundborg til København. Det er altså faktisk muligt at pendle på den strækning, og det ville være realistisk, at man kunne blive boende i Kalundborg. Hvorfor så tage pengene fra folk, sådan at det faktisk betyder, at flere studerende vil blive presset til at flytte ind til København? Det synes jeg simpelt hen ikke giver nogen mening.

Så i Enhedslisten kan vi bestemt ikke støtte, at det skal blive dyrere og sværere for de unge at komme med tog til deres uddannelsessted, og derfor støtter vi ikke det her forslag.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken. Det er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Med L 126 genindfører man i forhold til studerende princippet om, at der skal være en sammenhæng mellem på den ene side værdien af det, man anskaffer sig, og på den anden side den pris, man betaler for anskaffelsen. Tidligere har flertallet i Folketinget på nogle områder arbejdet for, at unge mennesker ikke må kende sammenhænge mellem omkostninger og pris, og det gælder f.eks. forholdet mellem produktionen af transportydelser og prisen for at bruge dem.

Man kan på en vis måde godt forstå, at flertallet arbejder for at tilsløre, hvordan det hænger sammen mellem produktionsomkostninger og pris, for hvis der er noget her i verden, som kan ødelægge det gode humør, så er det, når man skal sætte tæring efter næring. Derfor har man fra Folketingets side arbejdet på at udsætte det tidspunkt, hvor unge mennesker finder ud af, at det er dyrere at producere en rejse fra København til Aalborg, end det er at producere en rejse fra København til Valby.

Nu lægger regeringen så op til, at den type af sammenhænge ikke er mere brutale, end at man godt kan afsløre dem for unge mennesker i tyverne. Og på baggrund af de oplagte voksenpædagogiske pointer i L 126 og de langsigtede positive konsekvenser, loven vil have, for efterslægtens moral, så støtter vi i Liberal Alliance naturligvis forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det hr. Nikolaj Amstrup, Alternativet.

Mange tak. Lovforslaget har til hensigt at begrænse det, der kaldes udgifterne til støtte til abonnementskort for studerende ved de videregående uddannelser. Reglerne for befordringsrabat for studerende på videregående uddannelser har været medvirkende til at øge studerendes generelle mobilitet, og det er jo ellers en retning, vi ser positivt på på arbejdsmarkedet som helhed – hvorfor så ikke på uddannelsesområdet?

Lovforslaget har en del uhensigtsmæssige konsekvenser, som der gøres opmærksom på i høringssvarene. Det rammer studerende med høj og obligatorisk rejseaktivitet; det rammer studerende, der som en del af deres uddannelse i en periode har forlagt undervisningen til et andet uddannelsessted; og det rammer studerende med praktikophold som en del af deres videregående uddannelse.

De videregående uddannelser har med de gældende regler haft mulighed for at tiltrække studerende fra et langt bredere geografisk område og brugt den mulighed godt. Bl.a. har Syddansk Universitet grundet både sin centrale placering og et stærkt opsøgende arbejde en stor del af pendlerstuderende og bliver altså ramt uforholdsmæssig hårdt af lovforslaget, blot fordi de har været gode til at tiltrække studerende fra andre steder i landet. Desuden er en del af argumentet for ordningen som helhed at give studerende incitament til at bruge offentlig transport i stedet for f.eks. egen bil – og den positive effekt af ordningen begrænses også ved lovforslaget.

Vi taler i dansk politik meget om at øge arbejdsudbuddet. Samtidig er der også bred enighed her i salen om, at uddannelse er et virkelig vigtigt fokuspunkt for at sikre en positiv dansk udvikling fremover. Men forslaget her begrænser det, vi kan kalde uddannelsesudbuddet, altså antallet af studerende, der har mulighed for at tage uddannelser eller dele af uddannelser, der passer specifikt ind i deres uddannelsesforløb, uafhængigt af geografi. Det virker kontraproduktivt for visionen om et stærkt Uddannelsesdanmark at begrænse de studerendes mobilitet.

Alternativet ser ikke de øgede udgifter til befordringsrabat for studerende på videregående uddannelser som en udgift, men som en investering i den fremtidige arbejdsstyrke, vi uddanner dem til at tage del i, og af hvem vi også forventer, at de skal have stor mobilitet og fleksibilitet i forhold til arbejdssted. Alternativet støtter ikke forslaget.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken med hr. Emrah Tuncer, Radikale Venstre.

Tak for det. Nærværende forslag handler om at begrænse udgifterne til befordringsrabatordningerne for studerende ved videregående uddannelser samt uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser.

Radikale Venstre er imod forslaget, og det er vi, fordi det er vigtigt at huske på, at de udvidede befordringsrabatordninger netop blev indført, fordi vi fra politisk side ønskede, at det skulle være mere attraktivt for unge at bruge de offentlige transportmidler, når de skulle til og fra deres respektive uddannelsesinstitutioner.

Radikale Venstre stemte derfor sammen med Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet i 2012 for, at vi prioriterede penge til netop at investere i den offentlige transport samt at nedsætte taksterne. I den forbindelse indførte vi ungdomskortordningen, der har givet fri offentlig transport til ungdomskortejeren i hele det takstområde, som vedkommende bor i. Ligeledes har ungdomskortejeren fået nedsatte priser på rejser i andre dele af landet. Dette har gavnet rigtig mange unge samt studerende ved de videregående uddannelser og uddannelsessøgende på ungdomsuddannelserne. Og det synes vi Radikale sådan set er rigtig godt.

En stærk prioritering af befordringsrabatordningerne viser nemlig, at vi fra samfundets side både støtter vores studerende i deres daglige kamp for at få økonomien til at hænge sammen, samtidig med at vi støtter og prioriterer vores kollektive trafik.

Således kan Radikale Venstre ikke støtte nærværende lovforslag om at begrænse udgifterne til befordringsrabatordningerne.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Jacob Mark, SF.

Når den 21-årige jurastuderende Julie Strøm Johnsen efter sommerferien går ud af sin lejlighed på Nørrebro for at tage toget fra København til sit første semester på kandidatdelen på jurastudiet på SDU i Odense, kommer turen til at koste hende mere end 1.000 kr. mere om måneden, end den gør i dag. Det skrev metroXpress i dag, og det var sådan set også på tide, at pressen fik mere fokus på det. For det her forslag kom allerede under finanslovsforhandlingerne, lige pludselig, hvor vi sad og kiggede på hinanden – og nu vil jeg gerne lige fortælle lidt om, hvad der skete – og tænkte: Det her vil jo fjerne en stor del af indkomstgrundlaget for mange studerende – altså, mener regeringen virkelig det her?

Men det mener regeringen tilsyneladende. Nu er det i hvert fald fremsat som lovforslag, og det er jo et forslag, der vil betyde ret meget for ret mange studerende. Det her forslag har jo konsekvenser for over 10.000 studerende. Så at få det til at lyde, som om det kun lige rammer nogle storbysstuderende, der lige kunne flytte ind i nogle boliger, som i øvrigt ikke er ledige på grund af mange andre omstændigheder lige nu, synes jeg måske er lidt arrogant. Kort fra København til Odense vil stige med 1.000 kr. og til Næstved med flere hundrede kroner, og det samme gælder til Kalundborg, Assens, Slagelse – altså, det er jo mange penge, hvis man kun lever af sin SU.

Der er tre primære grunde til, at vi synes, det her er et rigtig ærgerligt forslag. Den første er noget, der ikke har været snakket meget om, og det er, som DSB skriver i deres høringssvar, at det her vil påføre dem ekstraudgifter for mellem 50 mio. kr. og 100 mio. kr. Altså, når man lige pludselig påfører DSB udgifter i den størrelsesorden, ved vi jo godt, hvem det rammer. Så rammer det jo dem, der bruger DSB, altså os alle sammen. Så det, vi kan se frem til på baggrund af det her lovforslag, er også dyrere billetter for mange andre mennesker.

Den næste grund til, at vi stemmer imod, er hensynet til yderområderne i Danmark. Jeg synes, det virker fuldstændig vanvittigt, at man bruger rigtig mange millioner og også milliarder på at udflytte statslige arbejdspladser til områder, hvor man siger at der er brug for en ekstra indsats, f.eks. Næstved, og så går der en måned, og så siger man, at man til gengæld ikke vil betale for, at de studerende studerer i Næstved, altså får transportrabat til Næstved. Det betyder så, som uddannelsesinstitutionerne bl.a. skriver i høringssvarene, at det her kan medføre uddannelseslukninger. Med al respekt for de statslige arbejdspladser – og jeg synes faktisk, det er fint at kigge på, om man kan udflytte statslige arbejdspladser – så giver det altså mere liv ude i yderområderne, hvis man ligesom prioriterer uddannelserne, altså hvis der er uddannelsesliv derude. Så jeg er rigtig glad for at høre, at Dansk Folkeparti vil være med til at kigge på, hvordan vi ligesom kan holde hånden under byer som Næstved, Kalundborg, Assens. I forhold til Kalundborg vil det være en katastrofe, hvis byen lige pludselig mister sit elevgrundlag.

Så er der den sidste og tredje grund til, at vi stemmer imod, og det er den sociale mobilitet, som det her forslag også vil ramme. Og det er jo ikke bare noget, de røde politikere heroppe på talerstolen finder på, det er jo SDU selv, uddannelsesinstitutionen, det er CBS selv, uddannelsesinstitutionen, som skriver, at det her vil være en barriere for studerendes mobilitet, og at det vil øge frafaldet samt skade den sunde konkurrence mellem uddannelsesinstitutionerne. Så det her vil jo betyde, at nogle af de studerende, som vi måske gerne vil have til at tage en uddannelse, dropper ud og falder fra. Og det vil jeg så bare sige altså også koster rigtig mange penge. En af grundene til – apropos fremdriftsreformen – at man vil have flere unge hurtigere igennem, er jo, at vi kan få et øget arbejdsudbud hurtigt. Så vil det blive rigtig dyrt, hvis folk lige pludselig er nødt til at droppe ud af deres uddannelse, fordi vi skærer deres transportrabat væk. Og er der så overhovedet nogen besparelse?

Jeg synes faktisk, det her virker som et lidt uigennemtænkt forslag, der både går ud over de studerende og yderkantsområderne og DSB. Og jeg har sådan set ikke nogen intentioner om at ramme nogen af dem, tværtimod. Så vi stemmer nej til det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

I dag har unge studerende adgang til en meget fordelagtig rabatordning til befordring. Ordningen dækker strækningen mellem deres bopæl og uddannelsesstedet uden skelen til, hvor langt de ellers pendler. Og de studerende har jo også selv fået øjnene op for den lukrative rabatordning, og således er den samlede udgift steget med 310 mio. kr. fra 2011 til 2014.

Konkret foreslås der i lovforslaget, at der alene gives 50 pct. rabat på månedskort, som koster mere end 2.071 kr. om måneden. Og det giver god mening at målrette rabatordningen, sådan at rabatten på de dyreste abonnementskort nedsættes.

I Det Konservative Folkeparti er vi sådan set ikke bekymret for, om det vil mindske mobiliteten i forhold til at rejse på tværs af landet, for det må også være sådan, at man har et personligt ansvar som studerende. Jeg husker, da jeg selv læste statskundskab i Odense og på kandidatuddannelsen fik praktikplads i København; praktikken var ulønnet, og jeg betalte selv for mit månedskort. Dengang – i de gode gamle 00'er – var rabatordningerne altså ikke lige så gode, som de er i dag. Men jeg er helt overbevist om, er, at det ikke betød, at studerende fravalgte de andre storbyer som praktiksteder, det var bare den studerende selv og altså ikke staten, der betalte, og det princip synes jeg egentlig er fint. Det har aldrig været hensigten, at staten skulle betale for pendling i stor skala mellem de store byer.

Det Konservative Folkeparti bakker op om lovforslaget. Og jeg skal bare tilføje, at jeg er glad for, at de unge, der bor ude i landdistrikterne, er undtaget bestemmelserne i det her lovforslag, sådan at det altså ikke bliver en hæmsko, hvis man bor i et af landdistrikterne og har langt til sit uddannelsessted.

Tak for det. Den første korte bemærkning er fra hr. Kaare Dybvad, Socialdemokraterne.

Tak. Det er jo en hjerteskærende historie fra ordførerens egen studietid, men der er jo andre, som studerer på andre måder, og jeg vil egentlig blot spørge ordføreren, om man i den debat, man har haft, den stillingtagen, man har haft hos De Konservative, har taget højde for, at der jo findes mennesker, som, efter de er uddannet, midt i livet måske gerne vil tage en videregående uddannelse, og at de uddannelser typisk kun findes et eller to steder i landet. Mener ordføreren, at det er rimeligt, at de mennesker skal pålægges den her ekstraudgift, når de jo typisk bor med familie og børn i en del af landet og ikke kan flytte på samme måde, som studerende kan?

Ordføreren.

Ja, det mener vi.

Hr. Kaare Dybvad.

Jeg forstår også, at ordføreren mener, at landdistriktskommuner er dækket ind, og nu er det jo noget, der også været nævnt tidligere. Mener ordføreren ikke, at kommuner som Lemvig, Varde, Ringkøbing-Skjern, Kalundborg, Assens kan kategoriseres som landdistriktskommuner?

Ordføreren.

Det er faktisk en rigtig spændende debat, for sådan som jeg husker det, var den tidligere landdistriktsminister, Carsten Hansen, i omegnen af tre år om at definere et landdistrikt. Jeg var selv landdistriktsordfører, og det tog utrolig lang tid, så hvis man ikke har en entydig og en klar definition, ville det undre mig utrolig meget.

Jeg har det sådan, at selvfølgelig skal man have adgang til uddannelse, men jeg tror også, at man må sige, at nogle af de ordninger her er blevet brugt, hvis man eksempelvis gerne ville brede sit praktikønske mere ud, og så søgte man en praktikplads det ene sted frem for et andet sted, men man har altså også set i nogle undersøgelser, at det har betydet et større frafald, hvis studerende ikke flytter til studiebyen, men vælger at pendle langt til studiebyen. Så jeg tror faktisk ikke, at vi vil se et øget frafald, som følge af at man ændrer den her rabatordning. Jeg tror, at man vil se, at der måske er flere studerende, som flytter til byen. Når hr. Kaare Dybvad nævner den her familiefar, må jeg bare sige, at hvis man vælger at ville uddanne sig, må man jo også tage de ting, der følger med, og det er eksempelvis at flytte.

Tak til ordføreren. Den næste korte bemærkning er fra hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Jeg er også lidt interesseret i den debat om yderområderne, for jeg har forstået det sådan, at De Konservative er med på ideen om at udflytte statslige arbejdspladser til områder, hvor man tænker der kunne være brug for, at der efterhånden var lidt ekstra liv og tilsyneladende nogle ekstra arbejdspladser. Det er f.eks. Næstved, og Næstved er en af de byer, som bliver ramt af det her lovforslag, hvor man netop siger, at der kan vi ikke længere i samme grad hjælpe de studerende, der vil læse i Næstved. Altså, er det ikke sådan lidt mærkeligt med den ene hånd at give statslige arbejdspladser og med den anden hånd skære de unges muligheder for at læse i Næstved, hvis man bor et andet sted, væk?

Ordføreren.

Det tror jeg lige præcis er her, hvor man vil se en ret stor ideologisk forskel mellem Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, for hr. Jacob Mark bruger udtryk som, at man bliver ramt af, altså man får jo stadig væk et tilskud. Det er bare ikke et lige så lukrativt, et lige så favorabelt tilskud, som man fik tidligere. Så det handler jo ikke om, at man som studerende bliver ramt af noget; de får bare et tilskud, som er lidt mindre end det, de fik før.

Hr. Jacob Mark.

Nu sagde Dansk Folkeparti her i debatten, at de var klar til under udvalgsbehandlingen at kigge på, om man skulle undtage nogle af de her områder og ligesom sige, at Næstved eller Kalundborg eller nogle af de andre områder, hvor man kunne snakke om, om det var udkantsområder, skulle undtages. Er det noget, De Konservative vil være med til at kigge på? Det synes jeg jo kunne være spændende.

Ordføreren.

Det undrer mig faktisk, hvis man ikke har en ret præcis definition af udtrykket en landdistriktskommune, når nu den tidligere landdistriktsminister, Carsten Hansen, brugte utrolig mange år på at definere det. Altså, det var jo det store projekt i SR-regeringen, at Carsten Hansen skulle definere, hvad en landdistriktskommune var. Så hvis man ikke har defineret det, hvis ikke der er en klar, entydig definition af det, så synes jeg, det er forkert. Jeg afviser da ikke en diskussion, og jeg afviser aldrig en diskussion i udvalgsbehandlingen. Jeg har bare et indtryk af, at det er forholdsvis præcist defineret.

Tak til ordføreren. Så er det uddannelses- og forskningsministeren.

Jeg vil indledningsvis gerne sige tak for debatten om lovforslag nr. L 126.

Så vil jeg gerne understrege, at vi i dag faktisk har en meget favorabel befordringsrabatordning for unge, der går på en videregående uddannelse. Ordningen betyder, at de unge maksimalt kommer til at betale 615 kr. for et månedskort, der dækker strækningen mellem deres bopæl og deres uddannelsessted, uanset hvor langt de pendler. Hertil kommer, at befordringsrabatordningen indgår som en del af ungdomskortet, der bl.a. også giver ret til ubegrænset rejse i eget takstområde.

Befordringsrabatordningen er en ordning, som de uddannelsessøgende i den grad har taget til sig, og jeg er faktisk stolt over, at bl.a. mit eget parti var medinitiativtager til, at ordningen i sin tid blev gennemført. Dengang var der stor modstand blandt de partier, der i dag ønsker at fastholde ordningen, og det er jo pudsigt, men sådan er politik også så forunderlig.

Men det er også en ordning, som er blevet dyrere, faktisk væsentlig dyrere, end det, vi forventede, da vi tilbage i 2010 vedtog ordningen i sin nuværende form. Samlet set har udgiften til studerende ved videregående uddannelser været 160 mio. kr. højere end forventet i perioden 2011-2014. Som opfølgning på finanslovsaftalen for 2016 foreslår regeringen derfor at hæve egenbetalingen for studerende ved videregående uddannelser ved at nedsætte rabatten på de dyreste abonnementskort, som især studerende, der pendler mellem de større byer, har.

Det gør vi af flere årsager. Næsten halvdelen af de 55.000 studerende ved videregående uddannelser, der bruger befordringsrabatordningen, bor i en af landets fire største byer, heraf en tredjedel i København. Det har bl.a. den effekt, at det bliver vanskeligt at finde en rimelig billig bolig i København for de studerende, der læser der. De studerende i de største byer pendler i stor udstrækning til uddannelse i en anden landsdel og ofte til uddannelse i de andre store byer. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det var ikke meningen med ordningen, da den i sin tid blev indført.

En undersøgelse af frafaldsmønsteret på SDU viser, at frafaldsrisiko og mistrivsel er større for de studerende, der bor langt væk fra deres uddannelsessted, men når de flytter til uddannelsesbyerne, følger de samme mønster som de øvrige studerende.

Formålet med at give rabat på befordring til studerende er at understøtte muligheden for uddannelse for alle i landet, uanset hvor langt væk man bor fra uddannelsesstedet. Det har dog aldrig været hensigten med ordningen, at studerende i stort omfang skulle pendle mellem de store byer. Derfor giver det rigtig god mening at målrette befordringsrabatordningen, så vi opretholder en fordelagtig ordning, men samtidig frigiver midler til at prioritere andre velfærdsområder, og det er det, der er sket med finanslov 2016. Regeringen vil derfor fastsætte regler om, at studerende, der bor i landdistriktskommuner, ikke omfattes af den øgede egenbetaling.

Og så lige et par ord i tilknytning til den debat, der har været omkring landdistriktskommuner, og om, hvad der er en landdistriktskommune, og hvad der ikke er en landdistriktskommune: Mig bekendt findes der faktisk ikke sådan en officiel og entydig og forkromet definition af, hvad der er en landdistriktskommune. Det, vi har gjort i forbindelse med lovforslaget her, er, at vi har skelet til, hvad man gør i Skatteministeriet, og vi læner os op ad Skatteministeriets definition af, hvad der er en landdistriktskommune, og det fremgår faktisk af bemærkningerne til lovforslaget, at det er den definition, vi holder os til. Jeg uddyber gerne.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at lovforslaget ikke påvirker retten til rabat efter de regler, der gælder for elever i ungdomsuddannelser.

Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget i udvalget. Tak.

Tak til ministeren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Kaare Dybvad, Socialdemokraterne.

Mange tak. Jeg er rigtig glad for ministerens klargørelse, kan man sige, af, hvad det her landdistriktsbegreb er i det her lovforslag. Man kunne jo høre på de to ordførere fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, at de i hvert fald ikke har læst lovforslaget, for der bliver jo tydeligt henvist til ligningslovens § 9, som blev fastsat i 2007, altså under VKO i forlængelse af kommunalreformen, og det er den, som man bruger til at definere det her. Det er jo i hvert fald rart, at ministeren så kan sætte de to borgerlige ordførere ind i, hvordan det her hænger sammen.

Men jeg vil nu alligevel fortsætte i det spor, der også er blevet spurgt til tidligere. For det var jo sådan, at i hvert fald Dansk Folkepartis ordfører åbnede for, at man måske kunne kigge på, hvad det er for nogle kommuner, der er omfattet af det her. Og man kan sige, at i hele Vestjylland og en stor del af Sydjylland, Vestsjælland osv. er der mange kommuner, som ikke er med i det her.

Vil ministeren gå med Dansk Folkeparti i den retning, som hedder, at landdistriktskommuner i en bredere fortolkning end den, der blev lavet i ligningslovens § 9 i 2007, skal indgå i det her forslag?

Ministeren.

Altså, jeg står naturligvis til rådighed undervejs i udvalgsbehandlingen til at svare på de spørgsmål, der måtte opstå. Det, jeg her redegjorde for i min besvarelse, var blot, hvordan vi i bemærkningerne til lovforslaget har defineret begrebet landdistriktskommuner. Og der læner vi os op ad ligningsloven, dvs. Skatteministeriets definition, alt andet lige, fordi det jo handler om, hvad det er for befordringsfradragsmuligheder, man har i skattemæssig sammenhæng. Det er det, vi har lænet os op ad.

Men jeg understreger, at selve landdistriktsdefinitionen jo varierer, alt efter hvad det er, man ønsker at se på. Jeg forstod Dansk Folkepartis ordfører derhen, at den liste over kommuner, som vi har valgt at bringe i lovforslaget her, og altså det, vi har valgt at læne os op ad, jo måske ikke nødvendigvis siger noget om, hvad det koster at pendle fra de pågældende kommuner. Så det er jeg da naturligvis parat til at se nærmere på, hvis Dansk Folkeparti og andre har et ønske om det.

Hr. Kaare Dybvad.

Mange tak for det svar. Jeg vil egentlig også spørge ind til en anden ting, som kom op her i løbet af det. Der var lidt forskellige svar på det med, om man synes, det er rimeligt, at man som f.eks. jordemoder bosat i Lemvig skal betale de her 1.500 kr. ekstra, eller hvor meget det nu præcis er, for at kunne videreuddanne sig i Odense, som jo så er det eneste sted i landet, hvor man kan videreuddanne sig, hvis man er jordemoder.

1.500 kr. er jo for nogle mennesker ikke så meget, men for andre mennesker fylder det mere i husholdningsbudgettet. Og der var altså nogle lidt forskellige svar fra den borgerlige side af salen, i forhold til om man syntes, det var rimeligt. Og så vil jeg høre, om ministeren synes, det er rimeligt.

Ministeren.

Det synes jeg sådan set er helt rimeligt, hvis ellers det eksempel, som hr. Kaare Dybvad bringer her, holder stik. Altså, hvis det er i overensstemmelse med virkeligheden, synes jeg faktisk, det er rimeligt, al den stund at man er uddannet jordemoder – sådan forstår jeg eksemplet – men ønsker at videreuddanne sig. Det vil sige, at man ønsker at investere i fremtidige indtægtsmuligheder, altså gøre sig dygtigere og dermed også sikre, at man fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det vil sige, at man har en egen interesse i den uddannelse, som man tager, og den uddannelse skulle jo rigtig gerne også føre til måske en højere løn eller i hvert fald til, at man fastholder en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Så jeg er enig med fru Mai Mercado i, at vi også selv har et ansvar i sådanne situationer.

Tak til ministeren. Den næste korte bemærkning er fra hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er stadig lidt på jagt efter den der forståelse af, hvad yderkantskommuner eller -områder er, og hvordan regeringen ligesom prioriterer efter det. Jeg kan ikke forstå – jeg er jo også SF'er – at man f.eks. flytter statslige arbejdspladser til Næstved med det argument, at der er brug for at skabe liv og arbejdspladser der, fordi det er en yderkantskommune, men at man så ikke vil støtte det i det her forslag. Tværtimod straffes studerende, der tager til Næstved. Mener ministeren ikke, man så vil få den modsatte effekt af det her lovforslag, end hvad regeringen egentlig havde sagt man ville få med dens ambitioner for yderkantsområderne?

Ministeren.

Nej, det mener jeg ikke. Og som jeg vist fik sagt, findes der ikke nogen sådan officiel definition af, hvad en landdistriktskommune er. Det, vi har valgt her, er som sagt at læne os op af Skatteministeriets definition af, hvad der er en landdistriktskommune i relation til befordring. Det er jo der, det bliver relevant at bruge listen her, som det også fremgår af lovforslaget.

Så kan der være andre situationer, hvor det er relevant at bringe andre kommuner i spil. Jeg er ikke sikker på, at Næstved nødvendigvis betragter sig selv som landdistriktskommune. Altså, Næstved er alt andet lige jo en større provinsby i den sammenhæng. Men da regeringen besluttede sig for at udflytte statslige arbejdspladser, handlede det om at få en bedre fordeling af de statslige arbejdspladser end den, vi har haft hidtil. Der er det selvfølgelig et andet landkort man kigger på end det, vi har brug for at kigge på i den her sammenhæng.

Hr. Jacob Mark.

Jeg tror, ministeren har ret i, at Næstved heller ikke betragter sig selv som en landdistriktskommune. Det ville også være forkert, synes jeg. Men det var bare det der med, at når man nu flytter statslige arbejdspladser derhen for at hjælpe, synes jeg, det er lidt mærkeligt, at man så potentielt fjerner elevgrundlaget for uddannelsesinstitutionerne, og det vil jeg egentlig gerne høre ministeren om. Der står jo i høringssvarene, at der er nogle af uddannelsesinstitutionerne, der er bange for, at det her potentielt kan betyde lukninger eller i hvert fald lukning af linjer, fordi man er bange for at miste elevgrundlaget. Synes ministeren ikke, det her problem?

Ministeren.

Jamen det tror jeg faktisk ikke kommer til at ske. Punkt 1, det har aldrig været meningen med det her forslag, som, så vidt jeg erindrer, hr. Jacob Marks parti i øvrigt var imod, da det blev vedtaget – men lad nu det være – at det skulle udvikle sig derhen, at man pendlede i den udstrækning, som vi oplever det i øjeblikket, imellem de store byer. Det var ikke formålet med lovgivningen i sin tid.

Da vi, punkt 2, kan konstatere, at det er det, der er sket, mener jeg også, vi har en forpligtelse til at justere og ændre, nøjagtig som hr. Jacob Mark argumenterede, da vi drøftede fremdriftsreformen tidligere, nemlig at hvis der er noget, der ikke fungerer efter hensigten, har vi selvfølgelig som politikere en forpligtelse til ikke at være for fine til at ændre det.

Den næste er fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Jamen jeg vil gerne høre ministeren om noget. Det her kommer jo til at ramme rigtig mange tusinde unge, altså over 10.000, ser vi, fordelt ud over hele landet. Vi må jo nu sige, at det rammer, uanset om du bor i København eller Kalundborg eller Næstved eller Odense. Hvordan har ministeren tænkt sig, at unge, som har en SU på under 6.000 kr., skal kunne betale et eller andet sted mellem 500-1.500 kr. ekstra om måneden i transport til deres uddannelse? Skal de ud og arbejde mere? Skal de ud og tage flere lån? Hvordan har ministeren tænkt det her skal hænge sammen for de studerende? Og er der ikke en meget stor risiko for, at sådan en ekstra økonomisk byrde faktisk vil gøre, at flere studerende får svært ved at gennemføre deres uddannelse?

Ministeren.

Jeg vil gerne holde fast i, hvad der var formålet med den her lovgivning, da den blev indført. Formålet var at sikre, at hvis man boede uden for de store uddannelsesbyer, skulle man ikke blive forholdsvis straffet, hvis man ønskede at gennemføre en videregående uddannelse. I det lys blev befordringsordningen her gennemført tilbage i 2010. Det viser sig, at det har udviklet sig til en forholdsmæssig attraktiv ordning for unge, som pendler imellem de store byer. Der er et eksempel, som jeg tror også fru Eva Flyvholm brugte i sit ordførerindlæg, nemlig at bo i København, men at studere i Odense. Det er der rigtig mange eksempler på. Det har aldrig været meningen og formålet med loven i sin tid. Derfor mener jeg faktisk, det giver rigtig god mening at justere det, men naturligvis i forbindelse med den justering friholde den målgruppe, som var den oprindelige målgruppe, nemlig de unge, som er bosiddende uden for de store uddannelsesbyer, og som ønsker at gennemføre en uddannelse.

Spørgeren.

Men nu var det, jeg spurgte ministeren om, egentlig: Tror ministeren ikke, at det, at man tager rigtig mange penge fra omkring 10.000 studerende – lad os bare sige, at de kommer til at miste måske 1.000 kr. hver – kan få den konsekvens, at flere unge får svært ved at gennemføre deres studie, fordi de så er nødt til at arbejde mere, låne mere, hvad det nu måtte være? Det er faktisk det, jeg spørger ministeren om her. Hvad kommer det her til at betyde? Jeg er rigtig bange for, at det vil gøre livet meget, meget hårdt for de studerende. Resultatet vil blive, at færre har mulighed for at gennemføre en uddannelse, og det synes jeg bestemt ikke vi har nogen interesse i som samfund.

Ministeren.

Jeg deler ikke fru Eva Flyvholm og Enhedslistens bekymring her, og det gør jeg ikke med reference til en undersøgelse af frafaldsmønsteret på SDU. Jeg refererede også til den i min besvarelse her i debatten. Der er de nået helt klart frem til, at jo længere væk fra studiet, man er bosiddende, jo mindre godt trives man. Så med reference til analysen fra SDU mener jeg faktisk ikke, at man behøver at have den bekymring, som fru Eva Flyvholm her giver udtryk for.

Vi siger tak til uddannelses- og forskningsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.