Tak for det.
Jeg vil gerne starte med at kvittere over for ministeren og forligskredsen for et rigtig godt samarbejde om at få lavet den her reform om.
Selv om vi ikke altid er helt enige om, hvordan uddannelse bør være i Danmark, synes jeg faktisk, det har været en fornøjelse at arbejde sammen, og jeg håber, det er første skridt af justeringer af den her reform.
Nogle gange træffer man nogle beslutninger, der viser sig at være uhensigtsmæssige ude i virkeligheden.
Der synes jeg ikke man som politiker skal være for fin til at sige, at det var det, man gjorde, altså at man har lavet en fejl eller truffet beslutning om noget, der ikke fungerede.
Og jeg synes helt åbent og ærligt, at den måde, reformen har haft sin start på, har vist, at det ikke fungerede.
Det fungerede ikke med de centrale tilmeldingsregler.
Fremdriftsreformen har indtil nu skabt et bureaukratisk mareridt ude på uddannelsesinstitutionerne, både for de studerende og også for underviserne og for rektorerne.
Den har betydet, at mange af de studerende har set sig nødsaget til at spekulere i blanke eksamener, droppe eksamener og vente med dem.
Den har mindsket mange unges lyst til at tage et studiejob, den har mindsket mange unges lyst til at tage en praktikperiode.
Den har altså haft mange utilsigtede konsekvenser, og derfor synes jeg, det er godt, at vi gør op med nogle af tingene nu.
Vi gør op med de centralt besluttede tilmeldingskrav og giver universiteterne mulighed for selv at fastlægge de krav, som de synes er rigtige, og det kan de gøre sammen med de studerende.
Forleden dag var jeg på besøg på Aarhus Universitet.
Der havde de gang i en stor studienævnskonference, hvor man både havde inddraget de studerende og underviserne.
Der sad de sammen og diskuterede, at når man nu skal have fremdrift og ligesom har en idé om, at unge skal hurtigere igennem deres studie, hvordan kan vi så gøre det, uden at det bliver så slemt?
Altså, hvordan kan vi gøre det i god ro og orden.
Det så ud til at fungere godt, selv om det også var hårdt.
Der er nogle universiteter, som jeg hører slet ikke vil beholde de centrale tilmeldingskrav, eller de tilmeldingskrav fortsat, og så er der nogle universiteter, der går en anden vej.
Under alle omstændigheder er jeg glad for, at man nu har givet dem mulighed for selv at vælge, hvilken vej de vil gå.
Det har været en hjertesag for SF og for mig allerede før valget.
Vi var rigtig glade for, først og fremmest at ministeren faktisk kom med et udspil, der handlede om gøre op med de her centrale tilmeldingskrav.
Det synes vi var en god erkendelse.
Men vi var også rigtig glade for, at vi fik forhandlet igennem, at man ikke lavede et studieaktivitetskrav på 60 ECTS-point.
Det var jo det, der lå i det første udspil fra ministeriet, og det var en SF-sag fra dag et at få forhandlet det ned.
Det er blevet 45 ECTS-point i lovforslaget, og det synes jeg er vigtigt.
Hvorfor er det vigtigt?
Det er det jo, fordi livet er en foranderlig størrelse, og det er studielivet også.
Der kan ske ting, man ikke har planlagt, når man studerer:
Man kan blive syg, man kan miste nogen, man holder af, man kan komme ud for et uheld, man kan opleve, at et fag er svært og være nødt til at tage det om.
Derfor var det også afgørende, at vi fik sendt et signal om at, ja, selv om vi har forventninger om, at man studerer og prøver at komme igennem på normeret tid, så kan der altså ske ting for en i ens liv, der gør, at der kommer forsinkelser, og det er okay.
Det skal ikke være muligt at stille krav om, at de studerende skal bestå med samtlige ECTS-point hvert år for så at smide dem ud, hvis det ikke er tilfældet, at de kan det.
Med de her justeringer af fremdriftsreformen mener jeg ikke, vi har løst alle problemer med reformen.
Jeg synes faktisk stadig, at man på mange måder sender aben videre ud til universiteterne, men man får løsnet de centrale krav, og det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt.
Det tror jeg også vil betyde, at det bureaukrati, man har set rundtomkring, vil forsvinde, og jeg tror bare, at det at skabe en dialog mellem rektorer og studerende vil være rigtig godt.
Og med de her justeringer vil der fortsat være plads til 9,4 måneders forsinkelse i gennemsnit blandt de studerende
I SF mener vi ikke, vi er i mål med justeringerne.
Økonomien er i vores øjne stadig for stram.
Vi er imod brugerbetaling, hvilket vi også fik skrevet ind med både Radikale og Socialdemokraterne i aftaleteksten, altså at det synes vi ikke var godt.
Jeg synes faktisk, det er et latterligt lavt beløb.
Det svarer til 8 mio.
kr.
– dem kunne jeg have fundet, selv da jeg var byrådspolitiker.
Men det er jo på grund af forskellige politiske veje, altså forskellige politiske prioriteter, og jeg må bare sige, at det, vi har fået igennem, er så langt bedre end det, man får ud af at stemme nej i dag.
Så jeg er rigtig glad for det her forslag.