Skatteudvalget 2015-16
L 123 Bilag 22
Offentligt
1637098_0001.png
Skatteudvalget
Folketinget, Christiansborg
1248 København K.
Att.: Tina Grønlund
Dato
24. maj 2016
L 123 skader investorerne i uafhængige investeringsfonde (Kapitalforeninger)
Vi tillader os hermed at skrive til Folketingets Skatteudvalg om ovennævnte
lovforslag.
Lovforslaget vil koste dyrt for vores kunder, som hver gang de sælger
investeringsbeviser i vore investeringsfonde vil blive udbyttebeskattet af hele
salgsbeløbet inklusive investeringsbevisernes oprindelige købspris. Vi henvender os
kun til danske investorer som i forvejen er underlagt den strengeste beskatningsform
af avancen efter lagerprincippet. Det ”hul”, som vi har forstået L123 tilsigter at lukke,
har således ingen rod i de investeringsfonde som vi udbyder. Lovforslaget giver ikke
nogen mulighed for, at vi med enkelte tilpasninger kan opnå en mere hensigtsmæssig
beskatning. Det vil være ødelæggende for vores forretning og betyde, at vores kunder
vil søge mod de store bankers standardiserede investeringsprodukter, og dermed
være hæmmende for konkurrencen. Helt aparte bliver det, når en udenlandsk
udbyder af samme type investeringsfonde til danske investorer ikke vil skulle
tilbageholde udbytteskat af salgsprovenuet.
Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed er i dag en af Danmarks førende
uafhængige formueforvaltere forankret i provinsen med salgskontorer i Herning,
Aarhus og København. Vi yder formuerådgivning uafhængigt af bankerne, især til
privatkunder.
Vores styrke er, at vi har et indgående kendskab til de markeder, vi investerer i. Vi
investerer aktivt, uafhængigt og risikokontrolleret – en strategi, der har belønnet vores
kunder med et stabilt højt formueafkast siden 1997. Vi forvalter i dag kr. 8,2 mia.,
hvoraf kr. 2,4 mia. er under administration i vore 7 forskellige investeringsfonde.
Investeringsfondene investerer i almindelige børsnoterede aktier og obligationer med
en meget fokuseret strategi, der adskiller sig fra standardiserede bankprodukter.
Finanstilsynet har for nylig givet os tilladelse til at markedsføre vore investeringsfonde
over for alle typer af investorer, herunder også privatpersoner. Vi synes derfor, at det
er både besynderligt og konkurrencebegrænsende, at et skattelovforslag fjerner disse
muligheder med et pennestrøg.
Vi har valgt at tilbyde investeringsfonde i stedet for almindelige investerings-
foreninger, fordi vores kunder efterspørger en øget tryghed, når de investerer. I
perioder med uro på aktiemarkederne kan vi f.eks. beskytte kundernes opsparing ved
Telefon + 45 96 27 10 00
www.i-t.dk
[email protected]
Herning
Dalgasgade 25, 9. sal
7400 Herning
Aarhus
Marselis Tværvej 4, 2. sal
8000 Aarhus C
CVR nr. 19 75 23 05
København
Toldbodgade 51 A
1253 København K
L 123 - 2015-16 - Bilag 22: Henvendelse af 24/5-16 fra I & T Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed
1637098_0002.png
at have formuen placeret i kontanter. Denne fleksibilitet kan ikke opnås i en almindelig
investeringsforening, hvor kun en mindre andel af formuen kan placeres i kontanter.
Da vi er en relativt lille udbyder og har en fokuseret investeringsstrategi, vil det være
ødelæggende at skulle leve op til de skrappe spredningsregler i UCITS-direktivet.
Vore investeringsfonde henvender sig ligesom børsnoterede investeringsforeninger
til offentligheden, det vil sige til mange kunder og ikke til få institutionelle investorer.
Kundernes køb og salg af beviser foregår ikke via fondsbørsen, men ved nytegning
og tilbagesalg af investeringsbeviser direkte til investeringsfondene til indre værdi,
som vi beregner og offentliggør på daglig basis. Herved opnår kunderne muligheden
for at træde ind og ud af deres investeringer på en nem og effektiv måde. En
børsnotering af beviserne er ikke en mulighed for os, idet denne løsning er alt for
omkostningstung for en forvalter af vores størrelse.
L 123 betyder konkret, at investeringsfondene skal sørge for at tilbageholde 27 pct. i
udbytteskat af hele afståelsessummen, selvom kunderne i forvejen er blevet
lagerbeskattet af avancen. Vores kunder vil ganske vist blive godskrevet
udbytteskatten på årsopgørelsen, men de vil skulle vente i op til halvandet år på at få
skatten tilbagebetalt som en overskydende skat i forbindelse med SKAT´s
årsopgørelse. Omlægninger mellem de forskellige investeringsfonde vil blive
umuliggjort som følge af skattetilbageholdelsen.
Vi har tillid til, at Folketingets Skatteudvalg vil se nærmere på lovforslaget og dets
konsekvenser. Det må være muligt at finde alternative løsninger, som sikrer, at
investeringsfonde, som henvender sig til mange investorer, fortsat vil være omfattet
af samme skatteregler, som gælder for almindelige investeringsforeninger. Derved vil
kunderne kunne vælge at bruge mindre kapitalforvaltere med anderledes strategier
til gavn for konkurrencen på markedet.
På baggrund af høringssvarene har vi hele tiden haft en forventning om, at der under
behandlingen i Folketinget ville blive fremsat ændringsforslag, som kunne løse
situationen for vore kunder og andre i samme situation, men det er desværre ikke
sket.
Vi håber, at ovenstående giver et billede af lovforslagets konsekvenser for
investorerne og de uafhængige kapitalforvaltere, og står naturligvis gerne til rådighed
med yderligere information. Desuden vil vi gerne bede om foretræde for Skatte-
udvalget, hvor vi kan få lejlighed til at uddybe.
Med venlig hilsen
Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S
Tommy N. Christensen
Adm. direktør
Michael Fiorini
Formand for bestyrelsen
Kopi til Skatteminister Karsten Lauritzen,
Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 Kbh. K.
Telefon + 45 96 27 10 00
www.i-t.dk
[email protected]
Herning
Dalgasgade 25, 9. sal
7400 Herning
Aarhus
Marselis Tværvej 4, 2. sal
8000 Aarhus C
CVR nr. 19 75 23 05
København
Toldbodgade 51 A
1253 København K