Skatteudvalget
Folketinget
Amagertorv 9, 3. sal
DK-1010 København K
45 82 15 91
12. maj 2016
Vedr.: L 123 Forslag til Lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.,
aktieavancebeskatningsloven, virksomhedsskatteloven og forskellige andre love samt
ophævelse af lov om investeringsfonds.
Ved en fejl var Dansk Aktionærforening, som er interesseorganisationen for private investorer, ikke
på Skatteministeriets høringsliste til L 123 og er derfor ikke blevet hørt. Vi fremsender derfor hermed
vores bemærkninger til lovforslaget direkte til Skatteudvalget.
Danmark har brug for både danske og udenlandske investorer.
Dansk Aktionærforening finder, at lovforslaget, i den hensigt at lukke for udenlandske aktørers
bevidst spekulative adfærd, skaber besværligheder og problemer for almindelige investorer fra både
Danmark og udlandet.
Lovforslaget angriber udenlandske investorer ud fra en opfattelse af, at enhver udenlandsk investor,
der vil foretage et tilbagesalg til investeringsfonden, gør dette som en spekulation i at undgå
beskatning i Danmark. Lovforslaget vil formindske udenlandske investorers interesse i at investere i
danske investeringsfonde og samtidig ramme både danske private investorer og danske
livsforsikringsselskaber.
Lovforslaget gør investering besværlig og ufordelagtig, og det angriber princippet om kundernes ret
til at få deres penge igen, når de investerer i investeringsfonde.
Lovforslagets § 9 om salg af aktier mv., der er omfattet af ABL § 19, indfører en værnsregel, der skal
sikre, at skattepligtige udbytter ikke konverteres til skattefrie avancer. Som de gældende regler er i
dag, er salg til udstedende selskab positivt undtaget for udbyttebeskatning, når der er tale om
afståelse af aktier, der er omfattet af ABL § 19. Det betyder i praksis, at udenlandske investorer efter
de gældende regler kan foretage investeringer gennem et selskab, der er omfattet af ABL § 19 og
herigennem foretage tilbagesalg til udstedende selskab, uden at afståelsessummen beskattes, da en
afståelse i denne situation behandles efter reglerne om gevinst og tab ved afståelse.
Er der tale om en udenlandsk investor, der ikke er helt eller begrænset skattepligtig til Danmark, vil
der derfor ikke skulle betales skat, hverken udbytteskat eller avanceskat.
Er der derimod tale om en investor (fysisk eller juridisk person), der er skattepligtig til Danmark, vil
værdipapirer omfattet af ABL § 19 være omfattet af lagerbeskatning. Efter de gældende regler vil
salg til udstedende selskab skulle behandles som et salg. Dette medfører, at fortjenesten vil skulle
beskattes for danske aktionærer, uanset om beskatning sker på baggrund af afståelsessummen
(udbyttebeskatning), eller om transaktionen behandles som salg.