I Dansk Folkeparti er vi glade for initiativer, der handler om at energieffektivisere vores samfund.
Vi synes i høj grad, at meget af energilovgivningen i Danmark handler om, hvordan man skal støtte forskellige former for energiteknologi, hvilket er en dyr måde at ændre energipolitikken på.
Derfor er vi meget gladere, når man i stedet for kan animere til at bruge mindre energi.
Det er sundt for samfundsøkonomien, det er også sundt for den enkelte husstand og for den enkelte virksomhed, at man bruger færre penge på energi, altså at man udnytter energien bedre og dermed har flere penge tilovers til andre og sjovere formål end at betale for el og varme.
Det er det, der er fællesnævneren for alle de mange initiativer, der er i lovforslaget her, og Socialdemokratiets ordfører har allerede været inde på nogle af dem.
Jeg må sige, at jeg ikke er uenig i noget af det, som den foregående ordfører sagde.
Når man har regler om ecodesign og energimærkning, er det selvfølgelig vigtigt, at ordningerne fungerer, og derfor er det også vigtigt, at ministeren har nogle håndhævelsesredskaber til f.eks.
at kræve et produkt taget ud af markedet, hvis ikke der er dokumentation for, at energiegenskaberne er, som det påstås.
Vi synes også, det er vigtigt, at man får skabt klarhed over, at når der skal laves energimærkning af en bygning ved salg, når der er tale om rækkehuse eller kædehuse, som juridisk har status som ejerlejligheder, men som reelt er selvstændige bygninger, så er det ejeren, der har ansvaret for at lave energimærkningen, og det er altså ikke ejerforeningen og dermed alle ens naboer i fællesskab, der skal betale for den her energimærkning.
Det er rimeligt nok, at det er den ejer, som vil sælge sin bolig, som står med ansvaret.
Jeg vil også sige, at det er ganske rimeligt, at man får lettet godkendelsesvilkårene for rådgiverne i bedre bolig-ordningen.
Det er helt i orden, at man smidiggør de regler.
I Dansk Folkeparti synes vi, at det er en glimrende ordning, og vi synes bare, det er ærgerligt, at der ikke er flere, der er kommet med i ordningen.
Det håber vi så på vil ske, ved at man smidiggør reglerne.
Et andet element, som også er med i lovforslaget, er, at det bliver præciseret, hvilke dele af energimærkningen der skal slås op i større bygninger, hvor der er offentlig adgang.
Det har været uklart i de nuværende regler, hvor stor en del af energimærkningen der skulle slås op, og derfor kunne det tolkes derhen, at det var hele energimærkningsrapporten, der skulle slås op.
Det bliver så præciseret her, at det faktisk kun er, kan man sige, karakteren på skalaen, der skal vises frem.
Så det er en udmærket forbedring.
Det sidste element i lovforslaget handler jo om at lave regler for fakturering for fjernkølingskunder, og der bliver så lavet regler, der er meget parallelle til de regler, som allerede eksisterer for elkunder, gas- og fjernvarmekunder, så det er ren logik set fra vores synspunkt.
Så i Dansk Folkeparti støtter vi lovforslaget her.