Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 2197
Doknr.
333940
Dato
22-03-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 9. marts 2016 stillet følgende spørgs-
mål nr. 2 (ad L 117) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 2:
Vil ministeren bekræfte, at det i forhold til kombinationen af hjemmetræning og
hjemmeundervisning med lovændringen ikke vil være muligt for kommunerne blot
at modregne i dækningen af tabt arbejdsfortjeneste med normtimetallet, f.eks.30
timer, hvis det faktiske tidsforbrug til hjemmeundervisning er lavere?
Svar:
Reglerne om hjemmetræning kommer heller ikke efter lovrevisionen til direkte at regu-
lere, hvordan omfanget af hjemmeundervisningen af børn, der samtidig hjemmetræ-
nes, skal fastsættes. Lovforslaget vil således heller ikke ændre på det forhold, at det
er kommunen, der som myndighed har ansvaret for at vurdere omfanget af hjemme-
undervisningen.
Men de ændringer i vejledningen, som vil blive gennemført i forlængelse af lovæn-
dringen, vil tydeliggøre rammerne for, hvordan denne vurdering skal ske – blandt an-
det via en gengivelse af de regler om hjemmeundervisning, som hører under Ministe-
riet for Børn, Undervisning og Ligestillings område.
Det vil eksempelvist komme til at fremgå klart af vejledningen, at kommunerne ikke
automatisk kan bruge normtimetallet som afsæt til at ændre på den hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste, som forældrene hidtil har fået. Vejledningen vil således ty-
deliggøre, at kommunerne altid skal foretage en konkret vurdering af omfanget af det
enkelte barns undervisning, herunder om normtimetallet bør reduceres, fx fordi hjem-
meundervisning er mere koncentreret end et almindeligt skoletilbud.
Endelig vil det i vejledningen blive indskærpet overfor kommunerne, at de altid skal
lave en samlet vurdering af behovet for tabt arbejdsfortjeneste, herunder overveje, om
der kan gives tabt arbejdsfortjeneste af andre grunde end hjemmetræningen.
Lovrevisionen vil således fastholde og tydeliggøre gældende ret, mens den efterføl-
gende opdatering af vejledningen vil gøre det klart for kommunerne, at der altid skal
foretages en grundig, samlet og konkret vurdering forud for en afgørelse om tabt ar-
bejdsfortjeneste – også hvis forholdene i hjemmet ændrer sig, fordi forældrene væl-
ger, at de vil hjemmeundervise barnet.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann