Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 117:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Revision af hjemmetræningsordningen, herunder præcisering af kravet om udredning, fastsættelse af krav om inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer, præcisering af reglerne for tabt arbejdsfortjeneste m.v.).

Af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 10.02.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er fru Karen J. Klint som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak for det. Jeg er stand in for hr. Orla Hav, som er forhindret i at møde op her på grund af noget i Nordisk Råd, så jeg har fået æren af at holde vores ordførertale om hjemmetræningen.

Det er jeg sådan set meget glad for, for jeg er jo en af de MF'er, som også før min tid som MF har fulgt hjemmetræningsarbejdet i rigtig mange år, og jeg kender en del børn og unge og nu efterhånden også voksne, der har haft succes med at være en del af hjemmetræningen ud fra de forskellige præmisser, den nu har været tilrettelagt på. Og jeg har faktisk fået lov til at nævne, at jeg i øjeblikket følger to unge mennesker, William og Simone, som jeg også har haft i erhvervspraktik herinde på Christiansborg, og som begge to har stor glæde af den intensive træning, de får. Simone har endda flyttet sig så meget, at hun fra at være rimelig meget på den, hvis hun skulle ud og motionere – hun har så været med i sådan nogle Team Tvilling-løb – faktisk her for et par uger siden gennemførte et løb på egne ben på 5 km. Så det er jo en solstrålehistorie, der vil noget. Men tilbage til selve sagen.

Vi har indgået en politisk aftale om revision af hjemmetræningsordningen, hvor vi får synliggjort og tydeliggjort nogle af de præmisser, der skal være til stede, for at hjemmetræning bliver en god ordning til glæde for det pågældende barn og barnets familie. For al hjemmetræning og al behandling skal jo være til barnets bedste og barnets trivsel. Det er jo den forudsætning, der er.

I den revision, der er til debat i dag, tydeliggør vi nogle ting, og jeg vil også her understrege, at der kommer en ny vejledning og sandsynligvis også en ny håndbog, som netop skal gøre det mere klart for kommunerne, hvordan de skal håndtere de udfordringer, de står med. For det er jo meget, meget tydeligt, at kommunerne håndterer den udfordring, der er omkring hjemmetræningsordningen, ekstremt forskelligt.

Nogle kommuner benægter næsten, at forældrene har en ret dertil, og så er der nogle enkelte kommuner, som bliver rost af forældregruppen, deriblandt Københavns Kommune. Og når en af landets største kommuner, ja, faktisk den største, får ros for at kunne gennemføre nogle ting, så undrer man sig lidt og tænker, at så er det nok ikke grundlæggende lovgivningen, det er galt med. Så er det måske på grund af nogle andre holdninger, eller fordi man ikke har nok viden til at løfte den opgave og sørge for den træning, der skal være. Og det er så det, vi politisk kan råde bod på ved den her revision og ved at komme med en vejledning og en håndbog, så flere forældre bliver opmærksomme på de ting, de har ret til, men at der samtidig også er respekt for, at der skal være en individuel vurdering af det konkrete barn.

Jeg ved godt, at det ikke vil kunne ses i referatet, men forældrene har faktisk lavet sådan et flot landkort, hvor de har farvelagt det, så man kan se, hvor der er udfordringer, og hvor udfordringerne er grimmere end andre steder. Og så er der også nogle få grønne spots på landkortet, og det er der, hvor de møder forståelse for de udfordringer, de står med. Og det er et landkort, som jeg gerne vil opfordre KL til at kigge på. For KL skal jo også med ind i implementeringen af den revision, vi lægger op til her – det er jo KL, der er den nærmeste dialogpartner med kommunerne – så kommunerne respekterer den lovgivning, der kommer her fra vores side. Men det skal også være sådan, at kommunerne bevarer de nuancer og den forskellighed, der kan være i tilrettelæggelsen af det sociale arbejde.

Personligt synes jeg, at der, indtil vi får vejledningen og håndbogen, stadig væk er nogle udfordringer. Der er også en udfordring i, hvordan man tilrettelægger den tabte arbejdsfortjeneste for forældre, der på fuld tid hjemmetræner med deres børn, ikke mindst når barnet kommer op i den undervisningspligtige alder. Nogle kommuner trækker simpelt hen en fuld undervisningsuge fra den tid, man har til hjemmetræning, og jeg synes, at nogle kommuner skulle se på, hvor retfærdigt det er. For hvis kommunen selv skulle undervise de pågældende børn, tvivler jeg på, at alle børnene ville få en fuld undervisningsuge. Og hvis man ikke som kommune selv ville give barnet en fuld undervisningsuge, hvis det skulle undervises hjemme, så kan det ikke nødvendigvis være retfærdigt at trække det fra i den tabte arbejdsfortjeneste.

Så der er nogle dialogområder, som vi stadig væk skal holde øje med og også må tage op sammen med forældrene og de børn og unge, som har glæde af ordningen.

Socialdemokraterne anbefaler at støtte op om lovforslaget, som jo er en del af en politisk aftale. Vi er glade for, at det her nu bliver implementeret på et område, hvor forældrene får mere omsorg og sikres mere omhu i sagsbehandlingen, så der ikke går 6 år, fra man søger første gang, og til det endelige svar, og at man ikke skal via Ankestyrelsen for mange gange for at vinde en sag over kommunen.

Så det er altså også en opfordring til, at kommunerne skal være lidt mere imødekommende over for de forældre, sådan at de forældre, der har ret til og kan gennemføre en hjemmetræning til gavn for barnet, kommer i gang med det på nogle ordentlige vilkår.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Dette lovforslag bygger på en fælles aftale blandt alle partier i Folketinget om hjemmetræning. Det er rigtig godt med et bredt flertal her i Folketinget, da det giver os sikkerhed og tryghed for, at vi alle her i Folketinget vil bevare hjemmetræningsordningen. Formålet med dette lovforslag er dels at gøre reglerne mere klare og nemmere at arbejde med, dels at understøtte, at afgørelser om hjemmetræning tager afsæt i en samlet vurdering af barnets eller den unges tarv og trivsel.

Med lovforslaget samles alle servicelovens bestemmelser om hjemmetræning i en ny bestemmelse, servicelovens § 32 a, og begrebet hjemmetræning indsættes i servicelovens § 32, stk. 1, så det bliver gjort klarere for både kommunalbestyrelser og forældre, at servicelovens § 32 også indeholder regler om hjemmetræning.

Samtidig har det været vigtigt at gøre det klart, at kommunalbestyrelsen ikke automatisk kan reducere den tabte arbejdsfortjeneste med det antal timer, man bruger på at hjemmeundervise. Det har vi desværre set en række eksempler på. Det vil sige, at man stadig har mulighed for at få fuld tabt arbejdsfortjeneste, dog må det ikke være den samme forælder, der både hjemmetræner og underviser.

Dansk Folkeparti er med i den her aftale, da vi synes, at hjemmetræningsordningen er en god ordning, som vi ønsker at bevare. Vi har lige til det sidste arbejdet for at gøre hjemmetræningsordningen endnu bedre. Jeg har besøgt forældrene og børnene i videncenteret Mindsteps i Herlev og set, hvordan forældre og hjælpere træner børnene og de unge mennesker. Jeg må sige, at det er en af de største oplevelser, jeg har haft som politiker. Det var både rørende og smukt at se det engagement og den glæde og børnenes motivation, og deres øjne strålede. Det var også helt imponerende at se Wilhelms hurtighed i at anvende stavepladen, da han skulle kommunikere med mig – og se og høre om Erikas store fremskridt.

Det er forældre, der investerer hundrede procent i deres børns træning, sætter deres egne behov, deres karriere og meget andet til side for at hjælpe deres børn til en bedre fremtid. Man kan se ens barn udvikle sig på trods af store hjerneskader og andre medfødte handicaps trods det, at man måske har fået en besked om, at det ikke kunne lade sig gøre. Det, at vi har denne ordning i Danmark, er fantastisk, for hvad ville alternativet være? Det kunne f.eks. være, at man hverken havde overskud, økonomi eller ressourcer til at have sit barn hjemme, og at man som forælder ville blive nødsaget til at lade et barn bo uden for hjemmet.

Derfor er det så vigtigt at investere i denne mulighed, og det skal ikke være sådan, som vi har set og hørt nogle kommuner sige, nemlig at den vare har vi ikke på hylden her. Det skal heller ikke være sådan, at familierne skal kæmpe så hårdt for at få hjælp, og det skal slet ikke være afhængigt af, i hvilken kommune man bor. Vi kan i høringssvarene se cases, som netop beskriver disse udfordringer, og jeg håber, at dette lovforslag vil forbedre og styrke familiernes situation, for det er hensigten. Og såfremt det ikke sker, er det aftalekredsens fornemste opgave at handle herpå.

I Dansk Folkeparti har vi haft en række spørgsmål og også forslag til præciseringer. Det er så ikke alle, vi har fået imødekommet, men der er sket en række forbedringer. Ministeren har også lovet at komme med en række præciseringer i vejledningen, som gør det hele mere tydeligt.

Dansk Folkeparti støtter intentionerne i lovforslaget og vil følge implementeringen meget tæt. Selvfølgelig er vi en aftalekreds, og hvis vi møder de udfordringer, som nogle derude kan være bange for, så tager vi dem op. Tak for ordet.

Så er det den næste ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til alle Folketingets partier, for vi står jo her i dag med noget så sjældent som et lovforslag, vi alle sammen bakker op om. Det er der måske nogen der en gang imellem kan få et indtryk af at vi aldrig kan – altså blive enige om noget som helst – men det kan vi altså godt. Vi kan eksempelvis godt blive enige om at gøre tilværelsen lettere for de forældre, der har børn, som de hjemmetræner. Det er ikke så frygtelig mange børn, den debat, vi har i dag, handler om. Til gengæld betyder det rigtig meget for de forældre og for de børn, som det handler om. Derfor er det et meget vigtigt lovforslag.

Jeg stiftede selv første gang bekendtskab med begrebet hjemmetræning for snart en del år siden, hvor jeg var formand for børne- og undervisningsudvalget på Frederiksberg, og jeg fik besøg af nogle meget engagerede forældre – det var mest mødre – som gerne ville have mulighed for at træne med deres børn. Det var efter noget, der hed ABA-metoden, som jeg aldrig havde hørt om før, men man skal jo lære, så længe man lever, og dengang kunne jeg virkelig mærke det engagement; det lyste ud af forældrene. Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi har forældre, som kaster så mange kræfter ind i at træne med deres børn. Det betyder, som den forrige ordfører for Dansk Folkeparti var inde på, at mange er nødt til at sætte den erhvervsmæssige karriere osv. på standby for at hellige sig arbejdet med børnene, som kræver en meget intens og tidskrævende træning. Men det lønner sig, for børnene gør fremskridt. Det virker.

Derfor er det dejligt, at vi nu i dag får slået søm i, at hjemmetræning er noget, der er kommet for at blive, og at det bliver skrevet ind i loven og bliver tydeliggjort, at det altså er et tilbud i den palet, som vi giver til de forældre, der har børn, som af den ene eller den anden grund har behov for noget ekstra.

Der var en forsøgsordning, som vi vedtog tilbage i 2008, hvor vi også vedtog, at vi skulle revidere den. Vi har i mellemtiden haft SFI til at lave en rapport om, hvordan det så er gået, og derfor har vi så udsat evalueringen, og nu skal vi så nå frem til at finde ud af, hvad vi skal gøre: Skal vi fortsætte med hjemmetræning, eller skal vi ikke? Der har overhovedet ikke været nogen tvivl om, at det skal vi, for hjemmetræning er noget, som vi alle sammen bakker op om.

Så har der været rejst nogle bekymringer, bl.a. af den forening, der hedder Hjernebarnet, om, hvorvidt man nu vil se, at kommunerne benytter sig af den mulighed, der er, for at bevilge hjemmetræning. Det er klart, at det er noget, vi skal følge. Jeg deler ikke den samme frygt, men vi skal selvfølgelig følge, om kommunerne gør brug af den mulighed, der er, for at give hjemmetræning. Det skal selvfølgelig være i barnets tarv, men det er det jo også i langt de fleste tilfælde. Det er yderst sjældent, at forældre beder om hjemmetræning til deres børn, hvis der ikke er et behov for det. Så jeg er ikke så bekymret, men vi skal selvfølgelig lytte til den bekymring, der er, og følge området. Vi er også blevet enige om, at vi tager hele området op igen for at se, om der nu er grund til at foretage yderligere præciseringer eller andet, og så kommer vi jo også med en vejledning på området, som forhåbentlig kan få ryddet de bekymringer, der måtte være, af vejen.

Tak til Venstres ordfører. Den næste er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er godt, at alle Folketingets partier har kunnet samles om at videreføre hjemmetræningsordningen. Det er en ordning, der i dag har en helt afgørende betydning for omkring 200 børn og deres familier – familier, der på grund af børnenes komplekse funktionsnedsættelser har et kæmpestort behov for, at vi som samfund sikrer en støtte og en hjælp, der giver børnene de allerbedste muligheder for at udvikle sig og få et godt og værdigt liv.

Vi har med hjemmetræningsordningen et tilbud, der har vist sig i meget høj grad at kunne tilgodese det enkelte barns særlige behov, og som bidrager til at skabe trygge rammer både om børnenes og om familiernes hverdag. Derfor er det godt, at alle Folketingets partier er enige om at synliggøre ordningen, så flere familier bliver opmærksomme på dens eksistens og i praksis får mulighed for at anvende hjemmetræningsordningen.

Der er nemlig brug for at rette op på praksis i mange kommuner. En rundspørge fra forældreforeningen Hjernebarnet viser, at en meget stor del af foreningens medlemmer oplever, at deres kommune ikke håndterer de nuværende hjemmetræningsregler i overensstemmelse med lovgivningen. Ordningen fungerer helt åbenlyst meget forskelligt fra kommune til kommune. Hjernebarnets undersøgelse viser, at sagsbehandlingstiderne er voldsomt svingende: Hele 45 pct. har oplevet en sagsbehandlingstid på over et halvt år, og 15 pct. har oplevet, at sagsbehandlingstiden har været over et år, endda for nogles vedkommende meget længere end af et års varighed. Det er helt uacceptabelt, og derfor er det rigtig godt, at partierne er enige om at indskærpe vigtigheden af en hurtig sagsgang over for kommunerne.

Et andet problem, vi er stødt på, er de vanskeligheder, som nogle familier har med at få kommunerne til at bevilge en rimelig dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når børnene når den skolepligtige alder. Det drejer sig om situationer, hvor barnet både får hjemmetræning og hjemmeundervises. Her har vi bl.a. set et helt grotesk eksempel på, hvordan forældre er blevet modregnet i dækningen af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hjemmetræningen, ud fra en forudsætning om at barnet blev undervist 30 timer om ugen, selv om det pågældende barn ifølge forældrene selv har et udviklingsniveau, der svarer til en 2-3-årigs, og derfor naturligvis ikke hjemmeundervises 30 timer om ugen, selv om det er normen for folkeskolen.

Jeg vil ikke gå nærmere ind i den konkrete sag. Jeg nævner den kun som et eksempel for at illustrere, hvor vigtigt det er, at det nu i bemærkningerne til lovforslaget slås fast, at det i vejledningen vil blive tydeliggjort, at der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid til forældre, der hjemmetræner, også når barnet eller den unge samtidig hjemmeundervises, hvis barnets behov for hjemmetræning tilsiger det. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får slået det fast.

Der gives i flere høringssvar udtryk for en bekymring for, om vi med revisionen faktisk får ændret den omtalte urimelige modregningspraksis. Jeg forstår godt bekymringen, men vi har ikke kunnet komme længere med en præcisering af retten i selve lovteksten. Til gengæld håber jeg, at vi i den kommende tid vil se sagsafgørelser, der sikrer en rimelig dækning af tabt arbejdsfortjeneste, og hvis det ikke bliver tilfældet, vil Enhedslisten tage problemstillingen op igen, fordi en høj, usaglig modregning ved hjemmeundervisning jo i praksis betyder, at det bliver økonomisk umuligt for en familie at hjemmetræne deres barn. Og det vil helt åbenlyst være i modstrid med den intention, der ligger i lovrevisionen.

Der peges i nogle høringssvar også på, at der bør indføres en bestemmelse om opsættende virkning ved anke, så der ikke kan ske en reduktion af tildelte ydelser m.m., før en anke over en afgørelse er færdigbehandlet. Også det synspunkt er jeg faktisk helt enig i, og jeg håber, det bliver muligt at imødekomme ønsket, ikke gennem indarbejdelse i dette lovforslag, men ved en stillingtagen til det beslutningsforslag, der ligger til behandling her i Folketinget, om en generel indførelse af opsættende virkning ved anke. Det er et rigtig vigtigt princip at få vedtaget, hvis vi skal sikre en ordentlig retsstilling på hele handicapområdet.

Med de bemærkninger skal jeg tilkendegive, at Enhedslisten støtter det fremsatte forslag til en revision ud fra den klare forventning, at det vil være med til både at klargøre reglerne og at få ændret praksis i en række kommuner, så flere forældre får mulighed for at benytte hjemmetræningsordningen til deres børn, og så ordningen i praksis bliver håndteret gennem en bedre, en mere konkret og en hurtigere sagsbehandling.

Tak for det. Og den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler L 117, der, som nævnt tidligere, er en politisk aftale om en revision af hjemmetræningsordningen. Hensigten med revisionen er at gøre reglerne mere enkle, hvilket har været rigtig vigtigt for Liberal Alliance.

Hvis man har et hjerneskadet barn og man ikke mener, at de kommunale tilbud er optimale, er det ikke rimeligt, at man skal kæmpe en hård kamp mod systemet for selv at tage over. Det skal være ubureaukratisk, og det skal være nemt. Men med den her revision er intentionen sådan set også at understøtte, at afgørelser om hjemmetræning altid foretages ud fra en samlet vurdering af, hvad der er det bedste for barnet.

Jeg er ikke i tvivl om, at forældre altid vil det bedste for deres børn, men jeg mener også, vi har et ansvar i forhold til at sikre, at det offentlige kun støtter træningsmetoder, som er dokumenterbare, og sikre, at forældrene er i stand til at udføre træningen, og at træningen samlet set fremmer barnets trivsel.

Jeg mener også, det er helt rimeligt, at sundhedsfaglige træningselementer, som er fastlagt som sygehusbehandling eller har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, ikke godkendes som en del af hjemmetræningen, ligesom jeg mener, det er relevant at inddrage sundhedsfaglige kompetencer, hvis træningen indeholder fysisk sundhedsfaglige elementer i, hvad der må betragtes som et ikke uvæsentligt omfang. Jeg synes sådan set kun, det er rimeligt over for børnene, at vi stiller nogle krav.

Samtidig mener jeg, det er rigtig godt, at vi præciserer reglerne for tabt arbejdsfortjeneste, når man hjemmetræner et barn, der når skolealderen. De eksempler, vi har hørt om, hvor kommuner reducerer dækningen af tabt arbejdsfortjeneste med det antal timer, som et alderssvarende barn ville have i folkeskolen, er jo helt urimelige. For det første er hjemmetræning jo meget mere intenst, og for det andet er barnet typisk ikke kognitivt psykisk alderssvarende, og det er derfor helt urimeligt at sætte samme tidsperspektiv op. Derfor er det rigtig fint, at vi med den her revision præciserer, at selv om man hjemmetræner på fuld tid, kan man sådan set også godt opnå fuld dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om man også hjemmeunderviser sit barn.

Sidst, men ikke mindst, er vi rigtig glade for, at man med det her lovforslag giver kommunalbestyrelsen mulighed for at indgå en aftale med forældre om, at der udbetales et fast beløb til dækning af forudsigelige udgifter til træningsredskaber, kurser, medhjælpere m.v. Det giver kommunerne en mulighed for at skære en masse bøvlet bureaukrati fra, og det letter også nogle dokumentationskrav for forældrene. Det er et skridt i den helt rigtige retning.

Så samlet set mener vi sådan set, at de her revideringer styrker hjemmetræningsordningen, og derfor støtter Liberal Alliance lovforslaget.

Tak for det. Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

I Alternativet nærer vi meget stor respekt for forældre, der vælger at træne deres hjerneskadede barn i eget hjem. Det er et godt eksempel på, hvad vi mener, når vi taler om mindre stat og mere samfund, og vi er sikre på, at det kommer barnet til gode at blive trænet i vante rammer og af dem, der kender det bedst. Vi er også sikre på, at det er værdifuldt for forældrene at kunne tage konkret handling og forbedre deres barns liv i en situation, som er utrolig svær for enhver familie.

I løbet af revideringen af loven om hjemmetræning har vi modtaget rigtig mange henvendelser fra de berørte familier, og en af de ting, der er gået igen, er glæden over at se sit barn udvikle sig og få forbedret sin livskvalitet, ofte endnu mere, end lægerne havde forventet.

Med revisionen af den her lov har vi forenklet reglerne og sikret, at afgørelser om hjemmetræning tager afsæt i en samlet vurdering af barnets og den unges tarv og trivsel. Vi har indført krav om inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer i forhold til træningsmetoder, vi har efter ønske fra både forældre og kommuner skabt mulighed for at reducere antallet af tilsyns- og opfølgningsbesøg, og vi har gjort det muligt for kommuner og forældre at aftale et fast beløb til dækning af udgifter til træningsredskaber og kurser osv. Det sidste punkt synes jeg er vigtigt for at forhindre, at forældre og kommuner, sådan som det mange steder har været tilfældet, løbende skal diskutere refusion af en lang række udgifter – eller populært sagt kæmpe fra bilag til bilag.

I den proces, vi har haft omkring revisionen af den her lov, har vi været rigtig meget i kontakt med interesseorganisationerne bag de forældre, der hjemmetræner deres børn, og også i meget høj grad med de enkelte forældre. Jeg tror, det er den lovbehandling, jeg har været med til, hvor vi har modtaget flest henvendelser over de sociale medier, i mails osv., hvor interessenter og forældre gerne har villet rådgive os politikere i forhold til processen. Derfor bekymrer det mig også lidt, at vi helt op til i dag har modtaget henvendelser fra forældre, der er bekymrede over den her ordning – stadig væk.

Jeg noterer mig, at forældrenes bekymring i høj grad går på, om kommunerne vil leve op til den reviderede lov. Jeg har også modtaget det danmarkskort, der viser, at der er langt mellem de kommuner, som efter forældrenes mening forvalter det her rigtig godt. Derfor mener jeg, at vi fra Socialudvalgets side skal være utrolig opmærksomme på, om loven forvaltes tilfredsstillende i kommunerne. F.eks. er aftalepartierne enige om, at kommunen bør have særligt fokus på hurtig sagsbehandling i sager om hjemmetræning. Så vi er også klar til at handle, hvis det ikke bliver bedre med forvaltningen af den her lov ude i kommunerne.

Vi er enige om, at de kommunale sagsbehandlere skal have et godt kendskab til reglerne og være opmærksomme på at informere forældrene om hjemmetræningsmuligheden. Vi vil også understøtte sagsbehandlerne yderligere på hjemmetræningsområdet ved at opdatere håndbogen om hjemmetræning samt udvikle et effektivt værktøj, som kommunerne kan bruge under tilsynsbesøgene.

Med alle disse tiltag og et vågent øje på, hvordan loven forvaltes i kommunerne, når den træder i kraft, stemmer Alternativet for det her lovforslag.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. I Det Radikale Venstre er vi meget fokuseret på, at det er en revision af hjemmetræningsordningen, vi behandler her i dag. Deri ligger også en række præciseringer, som tidligere ordførere har været oppe at nævne. Når jeg trækker det frem her som indledning, er det, fordi vi ved begrebet præcisering også angiver fra Folketingets side – og det er altså alle partierne plus ministeren – at hjemmetræningsordningen er her, at den stadig væk er her, og at der er en række forhold, som ikke har fungeret godt nok. Derfor har der været brug for præciseringer.

Det her er jo samtidig et lille opråb til kommunerne, som især peger på deres rolle og funktion som kommuner i forhold til deres borgere. Vi taler om omkring 200 børn, som har meget stærke handicaps, og hvor forældrene har mulighed for at vælge selv at hjemmetræne dem. Det betyder så også, at kommunerne skal tage det til efterretning, at forældrene har den ret, hvis der er opfyldt forskellige forhold, som loven også præciserer, bl.a. at det er en dokumenterbar metode, der bliver anvendt, at sundhedsfaglige personer er involveret i det, når det er nødvendigt, og at der er et samarbejde mellem kommunen og forældrene forstået på den måde, at kommunen skal hjælpe forældrene med at få den ret imødekommet, som de har jævnfør lovgivningen.

Kommunen er jo til for at hjælpe borgeren, også til at det går den vej, som de gerne vil, når det er muligt lovgivningsmæssigt. Det vil sige, at det er barnet, og at det er forældrene, borgeren, der her er i fokus. Alle de henvendelser, som vi har fået som ordførere i den her sag, siger jo noget om, hvor meget bekymring der faktisk er. Vi får rigtig mange bekymringsmails fra borgere og fra forældre, som føler sig presset, og som ikke helt kan forstå den behandling, de får i én kommune i modsætning til den behandling, andre får i en anden kommune.

Derfor handler det altså også om, at kommunerne ser det som deres opgave at hjælpe forældrene tilrette ved at bruge de muligheder, som den her lovgivning giver. Det er derfor, vi lovgiver om det, og det er derfor, vi har gjort os rigtig meget umage med, at alle partierne i Folketinget er enige om den her lov, og at det forslag bliver lagt frem. Det siger noget om, hvor vigtig vi mener at den her sag er for de borgere, som jo antalsmæssigt er relativt få, men som er nogle meget sårbare og meget udsatte forældre og familier, fordi de har et barn med et meget stort handicap.

Derfor er det også vigtigt at se på den usikkerhed, der kommer i en kommune, hvis der er forældre, der oplever, at deres sag tager umanerlig lang tid. Derfor er der også i lovforslaget understreget vigtigheden af, at kommunerne sætter fokus netop på sagsbehandlingstiden, men også at de gør brug af den viden, der er i den organisation, der hedder VISO, og som jo fungerer rigtig, rigtig fint og bliver meget berømmet af mange kommuner for at kunne hjælpe med viden og løsningsmuligheder i de problemstillinger, som kommuner, der har få sager af den her karakter, ikke kan have på samme måde.

Det er også en tilfredsstillelse, synes jeg, at vi kan se, at hjemmetræning i den her revision af loven om hjemmetræning egentlig bliver gjort til en særlig del af lovgivningen, fordi ordet også benyttes i paragrafferne i loven. Det er jo også en understregning af, at Folketinget mener det alvorligt, at hjemmetræning er et område, som kommunerne skal håndtere efter den hensigt, som ligger i loven, og hvad meningen med loven er. For meningen er jo at yde hjælp til de borgere, som har brug for en håndsrækning, brug for vejledning til at kunne tage vare på deres barns hjemmetræning i det omfang, man opfylder de forhold, som er nævnt i loven, og det er især vigtigt, fordi familien og forældrene jo ofte oplever, at de har et særligt ansvar over for deres barn, som har et meget stort handicap.

Så derfor er præciseringerne ment som en klargøring og som en understregning af, at hjemmetræning er her og er et legalt valg for forældrene, og at kommunerne er sat i verden for at hjælpe forældrene med at nå det, de gerne vil, inden for de rammer, som lovgivningen giver.

Med de ord anbefaler vi meget, at man kommer hurtigt igennem lovbehandlingen her, fordi der er gjort så godt et forarbejde, og vi kvitterer også over for partierne for samarbejdet og over for ministeren for samarbejdet.

Tak for det. Så er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Forældre til børn med betydelig og varig nedsat psykisk og fysisk funktionsevne har vist, at de ved hjemmetræningsordningen kan støtte deres børns udvikling gennem deres store engagement og gennem træning, som både bygger på metoder, man kan genfinde i offentlige tilbud til den her gruppe børn, men også ved alternative metoder, som er brugt og anerkendt andre steder end i Danmark.

Den frihed og mulighed skal de fortsat have, for der er ingen tvivl om, at det gør en stor og vigtig forskel for børnenes udvikling og trivsel, at deres forældre involverer sig og tager så stort et ansvar for deres liv. Den styrke, de forældre har, skal understøttes.

Samtidig har vi også fra adskillige henvendelser fra forældreorganisationerne hørt, at kommunernes praksis, hvad angår godkendelser og tilsyn med den her ordning, er meget forskellig, og kommunerne har givet udtryk for, at det er en lov, som er svær at administrere. Det har derfor også været vigtigt, at vi i forbindelse med revisionen af loven kunne gøre reglerne klarere og enklere, samtidig med at der kunne skabes større viden og anerkendelse af hjemmetræningsordningen.

Samtlige Folketingets partier har forhandlet sig frem til en fælles politisk aftale, som er grundlaget for det lovforslag, vi nu i dag behandler, og jeg vil gerne kvittere for et rigtig godt og grundigt samarbejde.

For SF har det i forhandlingerne været vigtigt, at forældre også fremover reelt skal have en mulighed for at hjemmetræne deres børn enten på fuld tid eller i kombination med kommunal socialpædagogisk bistand, at forældre skal kunne tage ansvar for at gennemføre træningen, og at kommunen i samarbejde med forældrene kan sikre sig, at træningen opfylder barnets behov ud fra en samlet individuel vurdering.

For at sikre kvaliteten af træningen skal der være tilsyn med og opfølgning i forhold til træningen med inddragelse af relevante faglige kompetencer og dermed også en tæt dialog mellem forældre og kommune, men med forældrene som dem, der i det daglige bedst kender barnets behov og udvikling.

SF ønsker også, at forældre fremover skal kunne få tabt arbejdsfortjeneste og økonomisk støtte til trænignsredskaber, kurser, hjælpere osv., som er nødvendige for træningen til gavn for barnet. Den del volder tilsyneladende en del problemer i samarbejdet mellem forældre og kommuner, ikke mindst når hjemmetræning sker samtidig med hjemmeundervisning. Derfor håber vi i SF også, at der med klare regler kan skabes en mere ensartet praksis på området, godt understøttet af den håndbog, som skal følge med loven, så der skabes større kendskab til ordningen. For der er, så vidt man kan høre, meget stor forskel på, hvor godt kommunerne kender til ordningen, og hvor meget forældrene informeres om muligheden.

Samtidig har det været et ønske fra SF at forenkle praksis omkring økonomisk støtte til redskaber, så forældre og kommuner ikke for hvert indkøb skal forhandle om, hvorvidt det kan dækkes eller ej. Derfor er det skrevet ind i lovforslaget, at kommuner og forældre har mulighed for at aftale et fast beløb til træningsredskaber, kurser og hjælpere.

SF støtter forslaget, men vi noterer os også høringssvarene, hvoraf nogle af dem allerede er indarbejdet i lovforslaget, mens andre er noget, vi skal være opmærksomme på. Af høringssvarene fremgår det især fra forældreorganisationerne – og det gælder også de mange henvendelser, jeg på det seneste har modtaget – at man som forældre stadig er nervøse for retssikkerheden og den uens praksis og fortolkning af loven.

Alle vi, som står bag loven, er enige om, at der skal være en ny og bedre vejledning og mere kommunal opbakning. Men den usikkerhed, som forældrene har, lytter jeg til, og den gør faktisk indtryk, for den vidner om bitre erfaringer og en mistillid til, at ordningen reelt forbedres.

Samtidig har vi i forligskredsen aftalt, at der efter 2 år skal ske en opfølgning på implementeringen, så vi kan se, om implementeringen også virker efter hensigten. Der håber jeg at vi vil se, at loven har betydet større klarhed, og at den har fremtidssikret en ordning, som mange børn og unge med funktionsnedsættelse har haft gavn af.

SF støtter forslaget.

Tak for det. Og den sidste ordfører er fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Jeg står her på vegne af min gode kollega Mai Mercado, der egentlig er ordfører på den her sag, men ikke har mulighed for at være til stede i salen i dag; hun har sygt barn. Men hun har skrevet en udførlig tale, som jeg naturligvis vil læse op:

I efteråret blev alle partier indkaldt til forhandlinger om revision af hjemmetræningsreglerne. Som de fleste vil vide, kæmper mange forældre med hjerneskadede børn en hård kamp med kommunen for at få lov til at få nogle ordentlige rammer for at kunne hjemmetræne deres børn.

Derfor havde jeg også set frem til, at vi nu endelig kunne lave nogle gode rammer, som var ordentlige for børnene, og hvor vi kunne se os selv i spejlet og sige, at nu havde vi forbedret forholdene for nogle familier, der ikke har det nemt. For det er ikke nemt at være mor eller far til et hjerneskadet barn med alle de udfordringer, det giver for en familie, og så samtidig føle, at man løber panden mod en mur, når man mødes med skepsis og mistro fra det kommunale system.

Det blev en mindeværdig proces – mindeværdig, fordi det tidligt i processen stod klart, at forhandlingerne ikke drejede sig om at forbedre hjemmetræningsordningen, men om at afbøde en yderligere forringelse af ordningen.

Vi er ærgerlige over, at det ikke lykkedes at overbevise alle andre partier om vigtigheden af, at hjemmeundervisning og hjemmetræning ikke må sammenblandes i kommunerne. Der er for mange kommuner, der blander hjemmeundervisning og hjemmetræning sammen, og det går i sidste ende ud over børnene. Vi vil gerne gøre det meget klart i dag, at vi fortsat vil have fokus på sagen, også fremadrettet. Det kan familierne godt regne med.

Vi er også meget ærgerlige over, at en række redskaber til at hjælpe hjerneskadede børn ikke længere kan bevilges som en del af hjemmetræningsordningen. Det gælder trykkammerbehandling, carbogenterapi, anvendelse af refleksposer, som ellers har været en del af hjemmetræningsordningen og en del af programmet fra Family Hope Center – et program, som mange familier træner efter.

Så blev det også for fattigt og for småligt, da vi nåede diskussionen om egenbetaling på duftprogrammer. Her foresloges det at skære ned i støtten på forbrugsgoder. Lad mig illustrere, hvad det ville have betydet. Mange af børnene bruger duftprogrammer, hvor de stimulerer sanserne ved at lugte til forskellige stærke dufte for senere hen at kunne genkende dem. Det blev foreslået, at der skulle være en egenbetaling, fordi mange familier i forvejen har mange dufte i husholdningen, f.eks. kanel i krydderiskabet eller koriander som krydderurt stående på køkkenbordet. Jovist er det ofte noget, man har i sin husholdning, men hvis man en hel dag har trænet dufte med børnene – børn, som er handicappede – og en hjælper, ja, så går man jo ikke hjem og bruger det i sin madlavning samme aften. Der er tale om en merudgift, og der må simpelt hen være grænser for, hvor småligt det kan blive.

Til gengæld er vi rigtig glade for, at antallet af tilsynsbesøg nu begrænses fra 6 til 2 besøg om året. Vi er også rigtig glade for, at der nu kan indgås frivillige aftaler mellem familier og kommuner om udbetaling af et fast beløb, som dækker de forventede udgifter, således at man ikke længere skal indsende alle regninger og boner på de udgifter, familierne har haft.

Til slut vil jeg opfordre alle social- og familieordførere til at besøge Hjernebarnets center i Herlev, der hedder Mindsteps. At møde Filippa, William og Elmo, som alle bruger træningen til at få et bedre liv til trods for hjerneskaden, må siges at have gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg kan derfor stærkt anbefale andre politikere at komme ud på et besøg og møde disse børn og deres forældre.

Vi er en del af den aftale, der ligger bag dette lovforslag, og derfor bakker vi naturligvis op om det. På trods af de knaster, jeg har opridset her, bakker vi op om lovforslaget og den præcisering, som man må sige finder sted. Men vi ser også frem til den evaluering af implementeringen, som skal finde sted om 2 år. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Der skal naturligvis lyde et klart og tydeligt tak til samtlige ordførere, ikke bare for den modtagelse, som lovforslaget har fået her i dag i salen ved førstebehandlingen, men så sandelig også for det forhandlingsforløb, vi har været igennem. Som en af ordførerne hviskede heroppe: Nogle gange er det jo også godt at gøre forarbejdet godt og grundigt. Det er jo det, I har bidraget til. Vi har haft nogle rigtig gode drøftelser, og vi har alle sammen været enige om, at det ikke drejer sig om en stor målgruppe, men at det søreme er en vigtig målgruppe.

Jeg var selv med helt fra starten, da vi lavede forsøgsordningen. Nu er det cementeret, især med den her revision, at det her ikke er en vare, man skal gemme væk på hylderne i kommunen. Det her er et tilbud og en mulighed, og det er en helt særlig støbning af mennesker, der kan tage imod det her tilbud og knokle med det arbejde, som der ligger i at hjemmetræne sit handicappede barn. Så tusind tak for den pæne modtagelse. Skulle der dukke spørgsmål op undervejs i udvalgsbehandlingen, vil jeg naturligvis stå til rådighed for at besvare dem.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.