UDVALGSSEKRETARIATET
NOTAT
HØRINGSNOTAT TIL L115
Høringsnotat til L115 – forslag til lov om ændring af lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Mulighed for,
at ikke-autoriserede personer kan udføre priktest)
17. marts 2016
Ref.: 16-000256-2
Dansk Folkeparti sendte den 5. februar 2016 udkast til lovforslag om ændring
af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed (Mulighed for, at ikke-autoriserede personer kan udføre priktest) i
høring med frist den 22. februar 2016 kl.12.00. Lægeforeningen fik grundet
ferie forlænget høringsfristen med en uge til den 29. februar 2016, kl. 12.00.
Ved høringsfristens udløb har Dansk Folkeparti modtaget 11 høringssvar fra
FOA, Danmarks Apotekerforening, Dansk Sygeplejeråd, Pharmadanmark,
Diabetesforeningen, Forbrugerrådet Tænk, Jordemoderforeningen,
Farmakonomforeningen, Astma-Allergi Danmark, Lægeforeningen og
Styrelsen for Patientsikkerhed.
Blandt disse har FOA tilkendegivet, at de ikke har bemærkninger til
lovforslaget.
I det følgende redegøres tematisk for hovedsynspunkterne i de modtagne
høringssvar til lovforslaget. Der henvises herudover til de samlede
høringssvar, der er omdelt som bilag til lovforslaget.
Generelle bemærkninger til lovforslaget
Præcisering af hvilke priktest, der er omfattet af lovforslaget
Jordemoderforeningen, Lægeforeningen, Astma-Allergi Danmark, Styrelsen
for Patientsikkerhed og Dansk Sygeplejeråd bemærker, at begrebet »priktest«
dækker over en lang række indgreb, og foreningerne mener, at der er behov
for en præcisering af, hvad der omfattes af lovforslaget.
Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed skal udvides
Farmakonomforeningen og Pharmadanmark bemærker, at personkredsen i
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
med fordel kan udvides.
1/4