Mange tak.
Jeg vil takke for de forskellige bidrag, der er kommet, i anledning af at vi har fremsat det her lovforslag, og jeg vil prøve at svare på nogle af de spørgsmål, der er bliver stillet.
Hr.
Flemming Møller Mortensen spurgte, hvorfor jeg har fremsat det her forslag, og hvorfor jeg bruger tid på det.
Jamen for søren da, jeg er valgt som politiker til at tage mig af sundhed.
Hvis jeg mener, der er noget, der er værd at bruge tid på, så gør jeg det, præcis som når hr.
Flemming Møller Mortensen kalder en minister i samråd eller andre ting, stiller spørgsmål, eller hvad det nu kan være.
Selvfølgelig gør man da de ting, man mener er nødvendige.
Jeg er blevet kontaktet af en lokal diabetesforening, der undrer sig over, at man i dagens Danmark kan tillade makeuptatoveringer inde ved øjnene, på læberne, man kan tillade piercing over hele kroppen, skarifikation, som er at skære i huden og brænde huden, ætsning af huden der, hvor der er tatoveringer.
Men samtidig har denne forening fået nej til at måtte udføre blodsukkermåling på det lokale bibliotek sammen med et sundhedstiltag.
Det ville faktisk blot hjælpe med at finde nogle af de mange tusinde, der går rundt med uopdaget diabetes.
En blodsukkermåling er ikke, som en ordfører sagde, ukompliceret.
Det var Enhedslistens ordfører, der sagde det.
Jo.
En blodsukkermåling er et lille prik i fingeren, og man kan umuligt komme til skade.
Det kan endda være svært nogle gange at få blodet til at komme ud.
Nu har jeg både arbejdet som hjemmehjælper, dengang vi kunne få lov til udføre blodsukkermåling, inden der kom en lov på området, og som assistent.
Det er faktisk svært bare at få blod ud af nogle personer, så man må tage den i øret eller andre steder.
Men ifølge vores sundhedslovgivning er det et operativt indgreb at lave et lille prik i fingeren, og det må kun udføres af lægen, eller som også ministeren sagde, af lægens medhjælper.
Ministeren var også inde på, at lægen med kyndig vejledning skulle instruere sundhedspersoner.
Så kunne de gøre det.
Jeg gad vide, om lægen i alle kommuner går ud til hjemmehjælpere, sundhedsassistenter og sygeplejersker og kyndigt vejleder dem i, hvordan de skal måle blodsukkeret.
Det tror jeg ikke på.
Man giver jo bare carte blanche, og er det ikke fuldstændig nytteløst?
Mange ordførere mener, det er vigtigt at få den rette rådgivning, og at det kan være farligt, hvis man ikke rådgiver korrekt.
Nu er det jo ikke den store videnskab, der skal til, og jeg er sikker på, at alle med diabetes i diabetesforeningen helt klart ved, hvornår og hvordan man måler blodsukker, samt hvilken information der skal gives.
Det er, præcis som man måler blodtryk, som også kan give et atypisk resultat.
Og det må man jo gerne gøre, selv om man får et blodtryk på 120 over 280.
Nå ja, det er lidt højt, du skal måske gå til lægen.
Det er de samme udfordringer, som hvis blodsukkerniveauet er for højt eller for lavt.
Så er meningen, at man kan sige til borgeren:
Det kan være, du skal et smut forbi lægen.
Vi er i en rivende udvikling på sundhedsområdet, og man kan efterhånden selvteste en masse ting.
Det var der også en ordfører der advarede imod.
Selvtestning sker jo hele tiden.
Jeg synes jo, det ville være betryggende, når man nu alligevel er oppe på apoteket for at hente medicin eller på den lokale sundhedsmesse, at man kunne få målt blodsukkeret.
Det kan man faktisk også godt.
Der skal jo bare laves den her uddelegering, den her signatur fra lægen, for så må man gerne.
Men det koster nok også penge for lægen.
Det er læger, der er i forvejen har så travlt, at de klager over, at de får for mange opgaver.
Dansk Folkeparti vil bare prøve at hjælpe og sige, at vi da kan befri lægen fra nogle af de ting, og vi kunne måske også skaffe noget økonomi, i stedet for at de skal have penge, hver gang de uddelegerer det, signerer, at der er en assistent eller sygeplejerske, der kan gøre det.
Fru May-Britt Kattrup var også inde på, at i dag kan man købe en blodsukkertest med ti strimler.
Jeg var i går inde at kigge på, hvad den koster:
50 kr.
Hvor betryggende er det, at man uden rådgivning selv går hjem, tester hele familien og selv skal tage stilling til, om det er for højt eller for lavt, og om man har spist eller ikke har spist?
Så havde en anden løsning, som kunne give information, da været meget bedre.
Det kan man faktisk også, for som Danmarks Apotekerforening og Pharmadanmark, og hvad de hedder alle sammen, skriver, kan man i dag gå ind på et apotek.
Man ved, at man prikker sig i fingeren, og så kan man blive testet.
Men der er ikke en anden, der må prikke.
Det er da fjollet.
For et halvt år siden fik jeg lavet en gentest.
Spyt i et glas, og send det af sted, og så pludselig står du med hele dit gensæt og viden om, hvad du kan have af genetisk risiko for at få sygdomme.
For hver eneste dag kommer der altså flere og flere test på markedet, så jeg forstår slet ikke bekymringen over det her forslag.
Jeg synes simpelt hen, det er gammeldags, at man ikke kan gå ind for og ikke kan se, at man kan få fat i flere diabetikere, som går rundt uden at vide, at de har diabetes, og som derfor vil få en række senfølger.
Jeg har lyttet til høringssvarene, for jeg ser det ikke lige så negativt som mange af ordførerne.
For de flestes vedkommende siger man, at man ønsker, det skal være autoriserede sundhedspersoner, der bør foretage den her blodsukkertest.
Så derfor kommer der et ændringsforslag til andenbehandlingen, så det i stedet for at være ikkeautoriserede personer bliver forbeholdt autoriserede samt farmakonomer og farmaceuter, fordi det er dem, der kan fortsætte uden at få det uddelegeret.
Jeg håber, der er nogle, der er villige til at gå ind for det.
Vi har ca.
200.000 danskere, der går rundt med diabetes uden at vide det.
Det er så vigtigt med tidlig opsporing og målrettet indsats, da der inden for 10 år vil være over 650.000 danskere med diabetes.
Så det her forslag er bare for at få fat i nogle af dem, for så ville meget være sparet, også for dem selv, specielt når vi ved, at mange af dem, der får diabetes, hører lige præcis til den gruppe, der ikke går til læge.
Jeg kan kun beklage, at mange af partierne, det gælder dog ikke Liberal Alliance, ikke ønsker at ændre loven.
Men jeg vil arbejde videre med det i fremtiden, for kan vi gøre ting som det her, vil det gøre blodsukkermåling meget nemmere, og så vil man også kunne finde nogle af dem, som går rundt med uopdaget diabetes.
Tak.