Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 112:

Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer. (Assisteret stofindtagelse i stofindtagelsesrum).

Af sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 28.01.2016).

Forhandlingen er åbnet.

Jeg giver ordet til hr. Erik Christensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Vores ordfører på det her lovforslag, fru Yildiz Akdogan, er desværre forhindret i at deltage i førstebehandlingen i dag, og derfor har jeg på vegne af hende fået til opgave at læse ordførertalen op.

Socialdemokraterne arbejder for at bekæmpe illegale stoffer og for at hjælpe stofafhængige til et værdigt liv. Det kræver en bred og helhedsorienteret indsats, hvis langt færre skal begynde et stofmisbrug og flere skal ud af deres afhængighed, samtidig med at vi får begrænset skaderne af det misbrug, der trods alt finder sted.

Det var derfor, at vi som en del af den daværende S-SF-R-regering sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance i 2012 fik skabt et lovgrundlag for oprettelse og drift af det såkaldte stofindtagelsesrum, i folkemunde kaldet fixerum. Det gjorde vi for at give en stor gruppe mennesker hjælp til at overleve deres stofmisbrug uden at få smitsomme sygdomme som f.eks. hepatitis eller hiv og hjælp til at undgå amputation og for at hjælpe dem til måske en dag at kunne overskue at søge behandling, hvad enten det er heroinbehandling, metadonbehandling eller stoffri behandling. Siden da har både Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Odense Kommune benyttet sig af muligheden og oprettet fixerum.

Evalueringen fra maj sidste år viste, at rummene bliver brugt og gør nytte. I 2014 var der således 3.564 aktive brugere af fixerummene, og fra fixerummene blev oprettet til udgangen af 2014, dannede de rammen om 355.255 stofindtagelser – stofindtagelser, som ellers meget vel ville være sket under ekstremt uhygiejniske omstændigheder i trappeskakter eller bag containere med fare for både liv, lemmer og helbred, og uden at der ville have været sundhedspersonale til stede for at hjælpe, hvis noget var gået galt.

Derfor er det også interessant, at der fra fixerummenes oprettelse til udgangen af 2014 var 301 tilfælde af akut behandling som følge af en overdosis eller svær forgiftning, hvor brugerne ikke kunne trække vejret. Ingen af disse brugere døde, men var det sket andre steder end i fixerummene, havde akut behandling ikke på samme måde været en mulighed. Derfor konkluderes det også i evalueringen, at fixerummene er til fordel for både brugerne og det omgivende samfund.

De få problemer i forbindelse med fixerummene, som evalueringen vidner om, er hovedsagelig af praktisk karakter. Et af dem er fra København, hvor der har vist sig et problem med en lille særlig belastet gruppe stiknarkomaner, som ikke er i stand til at tage deres stoffer uden hjælp fra en anden person, f.eks. fordi de ikke kan finde en brugbar vene, eller fordi de ryster for meget på hånden på grund af abstinenser.

I Københavns Kommune har man grebet det her problem pragmatisk an. Her har man valgt at se igennem fingre med det formelle lovbrud og i stedet nøjes med at indskærpe de gældende regler om, at brugeren selv skal foretage stofindtagelsen, for ellers ville den assisterede stofindtagelse jo også bare foregå under mere farlige og uhygiejniske former end i fixerummet, hvilket jo er i modstrid med hele ånden bag oprettelsen af fixerummene.

Derfor skal det lovforslag, som vi behandler i dag, gøre det muligt for en bruger af et fixerum at give sit samtykke til, at en anden person kan hjælpe til med stofindtagelsen. Denne person skal dog være fyldt 18 år og må ikke være ansat i fixerummet.

Socialdemokraterne finder, at denne ændring er helt i tråd med fixerummenes formål, og kan derfor støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet videre til ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Liselott Blixt.

Fixerum er jo noget, vi har debatteret mange gange i den her sal, og det var et af de første områder, jeg skulle beskæftige mig med, da jeg kom ind i Folketinget for 8 år siden. I Dansk Folkeparti var vi jo også ude at besøge nogle af de steder, hvor man ønskede fixerum på det tidspunkt, og vi hørte om de gener, der var rundtomkring i de forskellige storbyer.

Dengang besluttede vi, at vi var imod fixerum, for vi kunne ikke rigtig se fordelen eller det indlysende i, at misbrugere først tilegnede sig nogle penge på en kriminel måde, derefter købte noget narko af en kriminel og så støttede nogle bagmænd, som skaffede narkoen, for derefter at kunne gå ind et sted og få lov til at skyde sig med noget narko, som fastholdt dem i et misbrug. Så de gange, sagerne har været oppe her i salen, har vi stemt nej.

Jeg gjorde også det, at jeg i min tid som ordfører tog rundt og besøgte nogle af de misbrugere, der var på døgnbehandlingssteder. Jeg besøgte nogle af de kommuner, der havde nogle misbrugscentre, hvor man tog den her udfordring alvorligt. Og noget af det, jeg mødte derude, grundlagde så den politik, vi har i Dansk Folkeparti, om, at vi faktisk mener, at fixerum – og nu det her med, at vi skal give lov til, at narkomanen kan få en kammerat med ind i fixelancen eller i fixerummet for at hjælpe sig med at stikke sig selv i armen – er den forkerte vej at gå.

Jeg var på Vesterbro for et par uger siden og talte med to, som jeg blev glad for at høre havde været henne at få lægeordineret heroin. Det er en behandling, vi var med til at indføre, og som man kan give de pågældende. Desværre er det så bare ikke alle forundt at kunne få lægeordineret heroin, for hvis man bor et sted i landet, hvor man ikke kan få det, så er man afskåret fra det. Men dengang kunne vi jo se, at det at hjælpe misbrugerne i stedet for at fastholde dem i misbrug måtte være bedre.

Vi har derfor også været med til ad flere omgange at støtte døgnbehandling via satspuljen, og vi mener, at hvis vi skal gøre noget for netop de her misbrugere, er det at hjælpe dem i forhold til det sociale. Vi bliver altså nødt til at sikre, at nogle af dem, som er hjemløse, har et sted at komme hen, og at man fastholder dem i deres forbindelse til deres familier. En af dem, jeg talte med på Vesterbro, havde tre børn og var hjemløs. Hun fik sin hjælp fra kommunen, og eftersom hun fik penge af kommunen, fik hun også at vide, at hvis hun skulle have lavet sine tænder, som hun manglede halvdelen af, skulle hun betale det selv.

Så det er sådan lidt fattigt, at vi kan gå ud at sige, at det er helt i orden, at de stikker sig, og at de også kan få nogen til at hjælpe sig med at stikke sig, fordi vi så er fri for at gøre noget, vi er fri for at tage nogle konsekvenser for netop den her gruppe. Jeg synes, at vi burde se på, hvordan vi kan hjælpe dem til at komme ud af misbruget frem for blot at fastholde dem i det. Så jeg har en del spørgsmål til lovforslaget.

Når jeg har været ude at se misbrugerne på Vesterbro, kan jeg da godt se, at de har problemer, og at de har nogle udfordringer, hvis det er, de ryster meget og ikke selv kan stikke sig. Men der er nogle spørgsmål, også i forhold til at det står i lovforslaget, at det er op til kommunen at bestemme, om man skal have lov til det. Er det så ikke at fritage Folketinget for at tage et ansvar? Og hvad sker der, hvis man får en overdosis af sin kammerat? Hvem er det, der har ansvaret?

Så vi har en del spørgsmål til det, og jeg ser frem til behandlingen i udvalget. Det er vores kommentar indtil videre.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre.

Tak for ordet. I dag førstebehandler vi L 112, forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer med undertitlen assisteret stofindtagelse.

En af de ting, som et velfærdssamfund bl.a. skal kendes på, er den måde, man tager hånd om de allersvageste borgere på. Det gælder både stofmisbrugere, hjemløse, prostituerede og i det hele taget de mennesker, som lever på den yderste kant af det etablerede samfund. Siden 2012 har særlig belastede stofmisbrugere i Danmark kunnet benytte sig af stofindtagelsesrum, og i maj 2015 så den første evaluering dagens lys. Og der er bestemt positive aspekter, som er værd at fremhæve. F.eks. har der været flere tilfælde, hvor stofmisbrugere har fået en overdosis, og i den forbindelse er personalet trådt til med hjælp, og ingen er døde af en overdosis i stofindtagelsesrummene.

I forbindelse med driften af stofindtagelsesrummene har der imidlertid vist sig en problemstilling, særlig i Københavnsområdet, for en lille gruppe meget hårdt belastede stofmisbrugere, og det udfordrer både brugere og personale. Det drejer sig om en lille gruppe hårdt belastede injektionsbrugere, som bl.a. på grund af alvorlige abstinenser ikke selv kan injicere stoffet, enten fordi de ikke kan se eller kan nå en brugbar vene, eller fordi de er så abstinente, at det ikke er muligt for dem at injicere stoffet ved egen hjælp.

Lovforslaget her skal tilgodese den lille og særlig hårdt belastede gruppe stofmisbrugere ved at gøre det lovligt, at andre kan hjælpe med at injicere stoffet. Det betyder helt konkret, at en stofmisbruger kan lade en ven eller en veninde, som kan være en sundhedsperson, injicere stoffet for sig. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, som skal give tilladelse til assisteret stofindtagelse, og det skal registreres, hver gang der er tale om assisteret stofindtagelse.

Der er bl.a. en række etiske problemstillinger knyttet til assisteret stofindtagelse, ligesom der er en vis fare forbundet hermed. Derfor er det vigtigt at pointere, at vi fra Venstres side i særlig høj grad lægger vægt på, at assisteret stofindtagelse skal ske under skærpet overvågning af kvalificeret personale, og at brugeren er indforstået med, at assisteret stofindtagelse sker på brugerens eget ansvar. Det skal dermed klart tilkendegives, at man er indforstået med det vilkår, ligesom en sådan tilkendegivelse skal registreres.

Sidst, men ikke mindst, lægger vi også vægt på ud fra et fagetisk perspektiv, at det ikke er personalet i stofindtagelsesrummene, som hjælper, men en udefrakommende person.

Selv om der er flere positive effekter eller aspekter ved stofindtagelsesrum, skal vi fortsat huske at have blik for, hvordan vi bedst muligt enten kan hjælpe misbrugere ud af deres misbrug eller skabe de bedst mulige livsbetingelser for den gruppe af misbrugere, som er særlig hårdt belastet. For os i Venstre er alle borgere ligeværdige og har krav på omsorg og respekt, og vi ønsker at nedbringe dødeligheden blandt personer med stofmisbrug. Hurtig behandling og behandlingsgaranti samt frit valg mellem godkendte offentlige og private behandlingstilbud er nogle af de initiativer, som er iværksat de seneste år for at hjælpe og motivere stofmisbrugere ud af deres misbrug. Vi ved, at alt for mange stofmisbrugere lever livet farligt med risiko for urene stoffer, en overdosis, kriminalitet, hjemløshed eller prostitution som faste følgesvende. Og vi har en forpligtigelse til at forsøge at hjælpe disse mennesker tilbage til livet.

En af brugerne af lægeordineret heroin giver i evalueringen af netop den ordning udtryk for følgende: Jeg har fået livet tilbage. Evalueringen angiver bl.a., at sidemisbrug og kriminalitet er faldet for brugerne af ordningen, altså i forbindelse med lægeordineret heroin, og det er også positivt.

Fra Venstres side kan vi fuldt og helt bakke op om det lovforslag, som er fremsat.

Tak. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I 2012 stemte Venstre jo som bekendt imod det lovforslag, som gjorde det muligt at få oprettet stofindtagelsesrum. Så mit spørgsmål er ganske enkelt, om det her lovforslag er et udtryk for, at Venstre også sådan generelt har skiftet holdning til spørgsmålet om stofindtagelsesrum, og om man nu støtter den tanke og den mulighed, der ligger i lovgivningen.

Ordføreren.

Som jeg nævnte i min ordførertale, foreligger der en evaluering fra maj 2015, som peger på en række positive aspekter ved netop stofindtagelsesrum. Vi har aldrig været – hvad skal man sige – religiøse i vores tilgang til stofindtagelsesrum. Vi havde nogle bekymringer, og jeg glæder mig faktisk over at se, at evalueringen er så positiv, som den er.

Spørgeren.

Det svar betragter jeg som et ja til, at Venstre nu støtter ideen om stofindtagelsesrum, og det synes jeg er overordentlig positivt, for jeg er helt enig med ordføreren i, at det, der må være det centrale, jo er den effekt, som man kan se af evalueringen at det har. For mig at se gør det i hvert fald, at vi nu har et meget bredt flertal i Folketinget, som bakker op om de stofindtagelsesrum, vi har, og dermed også et meget stærkt fundament for, at de kan fortsætte. Så det synes jeg er glædeligt.

Ordføreren.

En af de bekymringer, som vi havde tilbage i 2012, var det skisma, der er mellem det at have stoffer på sig og det at skulle gå ind i et stofindtagelsesrum. Vi var bekymret for håndhævelsen, altså for de scenarier, der kunne udspille sig der. Men evalueringen peger jo på, at det samarbejde, der har været mellem politi, stofindtagelsesrum og lokalområder, ifølge evalueringen ikke har givet anledning til de store konflikter, og det glæder jeg mig faktisk over.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet videre til ordføreren for Enhedslisten, fru Stine Brix. Værsgo.

Tak for det. Det er jo helt rigtigt, som flere ordførere har fortalt, at det her er en sag med en historie, i virkeligheden en lang historie på over 20 år i hvert fald, hvor i første omgang beboerne på Vesterbro kæmpede for, at der skulle blive mulighed for, at man kunne indtage sit stof under hygiejniske, sikre og trygge forhold. Det var en lang og sej kamp, der blev kæmpet derfra, og som i 2012 udmøntede sig i, at et flertal i Folketinget fandt sammen om at gøre det muligt at oprette stofindtagelsesrum. I 2012 var det herindefra forventningen, at det ville kunne have i hvert fald tre positive effekter: for det første – og det er også det vigtigste – at det ville kunne nedbringe antallet af stofmisbrugere, som mistede livet alt for tidligt, og dem er der desværre mange af; for det andet at det ville kunne forbedre stofmisbrugeres sundhed, for én ting er dødsfald, men en anden effekt af stofmisbrug, f.eks. hvis man indtager sit stof under uhygiejniske forhold, kan jo være, at man får smitsomme sygdomme eller andre former for skader; og for det tredje at det ville føre til, at der ville komme et mere sikkert lokalmiljø i de områder, hvor der er mange stofmisbrugere, uden f.eks. fritliggende kanyler på legepladser, i trappeopgange osv.

Der er gået 4 år, og vi kan se, at det virker. Stofindtagelsesrummene har forhindret dødsfald. I mere end 300 tilfælde ifølge den evalueringsrapport, vi har modtaget, har man i hvert fald dokumenteret, at der har været en forgiftning eller en overdosis, som potentielt kunne have ført til, at personen havde mistet livet, men fordi det skete i et stofindtagelsesrum, hvor der var sundhedsfagligt personale, der kunne træde til, så kunne man forhindre det dødsfald. I evalueringen, som Venstres ordfører også henviste til lige før, skriver Sundhedsministeriet også – og det er sådan lidt mere embedsmandssprog, kan man sige – at »stofindtagelsesrum synes at være en effektiv foranstaltning, som medfører klare fordele for målgruppen såvel som for det omgivende samfund«. Så det er jo grundlæggende en rigtig god historie.

Jeg påstår ikke, at vi dermed er færdige med at arbejde for at sikre, at der er færre, der dør, eller færre, der får skader af stofmisbrug. Det er vi langtfra, og selv om vi måske ser forskelligt på løsningen, er jeg er helt enig med de ordførere, der er inde på den problemstilling, der er omkring kriminaliseringen af det her område. Det, at man skal ud at erhverve sig sit stof igennem kriminalitet, og alt det, der følger med der, er jo noget af det, der er en ekstrem belastning for nogle af de her borgere. Men når nu vi er ved stofindtagelsesrum, vil jeg gerne påstå, at de i hvert fald har været et vigtigt bidrag til at komme tættere på de mål, vi har. Jeg tror, at de har været et meget mere effektivt bidrag end moralske holdninger om, at stofmisbrug ikke burde findes, eller løftede pegefingre, eller hvad man nu ellers kunne finde på at ty til.

Det, vi har med at gøre i dag, er en mindre justering af loven tilbage fra 2012. Som flere har nævnt, handler det sådan set om det enkle forhold, at vi i dag ved, at der findes en mindre gruppe stofmisbrugere, som, fordi de ryster så meget på hænderne, ikke er i stand til selv at indtage deres stof, og de kan i dag ikke lovligt få hjælp til det. Det er det, man åbner en mulighed for. Det synes jeg sådan set er fornuftigt, for jeg tror ikke, alternativet er, at de misbrugere, som har været misbrugere i rigtig, rigtig mange år, pludselig holder op med at være det. Alternativet er nok snarere, at i stedet for at det foregår i et stofindtagelsesrum, hvor der er hygiejniske forhold, og hvor der er sundhedspersonale til stede, så rykker assistancen og stofindtagelsen ud af stofindtagelsesrummet og tilbage i kælderskakten eller trappeopgangen, og det er jo det, vi gerne vil undgå ved at sikre, at det her nu kan blive lovligt.

Lad os sige, at der sidder nogle derude, der tænker – og jeg kunne også høre, at der sad en her i salen fra Dansk Folkeparti, der gjorde det: Hvis der er noget, der går galt, hvis ansvar er det så? Der synes jeg faktisk det er vigtigt at nævne, at det tager lovforslaget stilling til, for man forholder sig til, at den, der indtager et stof, skal afgive samtykke, hvilket betyder, at den pågældende påtager sig ansvaret selv, hvis det er, der sker noget. Det er jo rigtig væsentligt, at den, der hjælper, ikke kan gøres ansvarlig, hvis der sker et eller andet alvorligt efterfølgende. I sidste ende har man selv ansvaret for det stof, man indtager.

Her til sidst vil jeg blot bruge et par sætninger på at glæde mig over, at Venstre og dermed regeringen har skiftet holdning til stofindtagelsesrummene, hvilket Venstres ordfører også bekræftede lige før. Hvis jeg genlæser debatten fra 2012, står det i hvert fald klart for mig, at man ikke bare var skeptisk, men at man var arg modstander af stofindtagelsesrum dengang – det var nogle hårde ord, der faldt. Men ikke desto mindre synes jeg, det er positivt, at der nu lyder anderledes pragmatiske toner, og jeg tror, det er vigtigt at sikre stabilitet om stofindtagelsesrummene, og det mener jeg vi har gjort nu med et bredt flertal her i Folketinget.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet videre til fru May-Britt Kattrup som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Liberal Alliance støtter lovforslaget. Vi ser på ingen måde brugen af rusmidler som noget harmløst. De alvorlige skader og risici, der knytter sig til misbrug af rusmidler, er velkendte. Imidlertid findes der en gruppe stofafhængige injektionsbrugere, og denne gruppe hører til samfundets svageste borgere, og de har brug for hjælp.

Det er velkendt, at det længe har været Liberal Alliances politik, og jeg er derfor rigtig glad for, at partierne i satspuljeforhandlingerne er blevet enige om at tildele midler til stofindtagelsesrummene, således at disse kan fortsætte.

Stofindtagelsesrummene har stor værdi for både brugerne og det omkringliggende samfund. For brugerne betyder det mindre dødelighed og færre sygdomme, bl.a. fordi der i disse rum kan udleveres rene kanyler, og man derved undgår brug af inficerede kanyler. Det betyder færre indlæggelser, mere tryghed og endda lidt positive sociale oplevelser, når de møder et smilende personale, som taler med dem. Og for det omkringliggende samfund er der f.eks. mindre risiko for brugte og inficerede kanyler i trappeopgange.

Hidtil har det været sådan, at de stofmisbrugere, som ikke kan injicere, altså sprøjte, sig selv, fordi de har så mange abstinenser og ryster så meget, at de ikke er i stand til at finde eller ramme en brugbar vene, ikke har kunnet få hjælp. Men da disse mennesker under alle omstændigheder vil forsøge at sprøjte sig i armen, er det en stor glæde at se, at dette forslag lægger op til, at en anden person kan hjælpe, i stedet for at misbrugeren bliver afvist og er henvist til gader eller trappeopgange.

Det er også meget positivt, at det kom med i forslaget, at sundhedspersoner må assistere. Dog er det ærgerligt, at sundhedspersoner ansat i stofindtagelsesrummene ikke kan få mulighed for at assistere med selve indsprøjtningen, når dette måtte være påkrævet. Den mulighed havde Liberal Alliance gerne set var med, da det kunne være med til at mindske risikoen for dødsfald og sygdom yderligere.

Hvis man beslutter at åbne for en sådan mulighed, skal det naturligvis afstemmes med personalets ønsker, og der skal være en juridisk præcisering af, hvor ansvaret ligger, i tilfælde af at der sker en skade.

Men som sagt støtter Liberal Alliance forslaget.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet videre til fru Carolina Magdalene Maier, ordfører for Alternativet.

Tak for det. Jeg skal ikke gentage de mange gode ting, der er blevet sagt heroppe fra talerstolen, med hensyn til hvad stofindtagelsesrummene har af positive virkninger for både brugerne og det omgivende samfund, men sige, at det er nogle ting, som vi i Alternativet er meget enige i.

Derfor støtter vi også det her lovforslag. Vi synes, det er rigtig fint, at man fra regeringens side har valgt at gøre det her. Selv om det er en lille detalje, der bliver justeret på her, så er det en detalje, som faktisk gør en stor forskel for den gruppe af stofbrugere, som har svært ved at injicere sig selv. Så derfor vil vi gerne takke ministeren for faktisk at tage initiativ til den her lovændring. Det synes vi er rigtig fint.

Jeg skulle hilse fra SF og sige, at de også støtter lovforslaget.

Jeg vil ikke gå så meget mere ind på den del. Men jeg har lyst til at kommentere det, som Dansk Folkepartis ordfører nævnte heroppe fra talerstolen. Sådan som vi ser det, er stofindtagelsesrummene jo udtryk for det, man kan kalde et harm reduction-perspektiv på, at vi har et samfund, hvor bl.a. stofmisbrug er et vilkår. Så kunne man ønske sig, at det ikke var det, og det tror jeg at der var mange der ville ønske sig, men derfra og så til at sige, at vi ikke skal imødekomme og tilgodese og tilrettelægge så gode rammer som muligt for dem, der er fanget i et stofmisbrug, synes jeg simpelt hen er for langt at gå.

Det her lovforslag er jo bare endnu et element i et forsøg på at gøre skaderne så få som muligt, når nu vilkåret er, at det her problem faktisk findes. Jeg tror, man kan anlægge et harm reduction-perspektiv på mange områder i vores samfund – stofmisbrug er et område, sexarbejde er måske et andet område – hvor vi giver nogle tilbud til de mennesker, som befinder sig i de her situationer, uden samtidig at afkræve dem, at de skal ud af deres situation, for så taber vi rigtig mange på gulvet. Det er rigtig svært at tvinge mennesker, der er stofmisbrugere, til at forlade stofmisbruget ved at sige, at vi så ikke vil hjælpe dem på andre områder.

Så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi tænker det her harm reduction-perspektiv ind på de sociale områder og sundhedsområderne, så vi som samfund godt kan hjælpe borgere, der har det svært, uden at det betyder, at vi ikke også gerne vil hjælpe dem ud af det misbrug, de eventuelt har. Det var sådan set bare en opfordring til, at vi kunne anlægge sådan et perspektiv på andre områder af vores sundheds- og socialpolitik.

Men som sagt: Alternativet støtter det, og SF støtter det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Og den næste i ordførerrækken er fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi er i Radikale Venstre stolte over at have været med til at stå bag stofindtagelsesrummene eller fixerummene, som de fleste jo kalder dem. For vi tror på, at vi skal hjælpe dem, der har brug for det. Og jeg er glad for, at Venstre tilsyneladende også er blevet klogere. Det er jo dejligt.

I København har det vist sig, at der er en lille gruppe af særlig udsatte misbrugere, som har det så skidt, at de ikke fysisk er i stand til selv at sprøjte sig. Det kan f.eks. være, fordi de ryster meget på grund af abstinenser. Og når den situation opstår, har det indtil videre været sådan, at man har valgt at indskærpe reglerne, men altså uden at skride ind.

Det er blevet begrundet det med, at det er forbundet med særlig store risici, hvis man ligesom overlader det til folk at gå uden for stofindtagelsesrummet. Og som Københavns Kommune siger, synes de, det er i modstrid med formålet med stofindtagelsesrummene at afvise dem, som har brug for assisteret stofindtagelse. Men med den her lov kan vi gøre det lovligt, så Københavns Kommune ikke længere er i klemme, og det synes vi i Radikale Venstre er godt.

For mig har der været en overvejelse i, om man burde gå længere end det, som ministeren sådan set lægger op til. Ved første øjekast var jeg lidt betænkelig ved, at de ansatte i fixerummene ikke må assistere, for jeg tænker, at det vel er de mest kvalificerede mennesker, der er til stede.

I lovforslaget begrunder regeringen lovforslaget med følgende, og jeg citerer:

»Det ville således være fagligt-etisk problematisk, hvis personale i et tilbud, som drives af en kommune eller efter driftsoverenskomst med en kommune, måtte foretage injektion af et euforiserende stof, hvis nærmere indhold og virkning er ukendt.«

Det synes jeg er et væsentligt argument, og derfor er jeg også med på den afgrænsning, som bliver gjort her. Men jeg synes, vi skal følge det, og hvis der fra Københavns Kommune eller andre måtte være en efterspørgsel, i forhold til at også personalet har brug for hjemmel til at måtte gøre det, så er jeg indstillet på at overveje det en ekstra gang.

Men Radikale støtter altså gerne lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til fru Mette Abildgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Nogle gange laver vi her i Folketinget lovgivning, som vedrører rigtig mange mennesker og gør en stor forskel for dem, andre gange er det de lidt mindre grupper ligesom i det her tilfælde – det er jo ikke, fordi det i omfang nødvendigvis er mange mennesker, der er tale om, men ikke desto mindre er det lovgivning, som vil gøre en stor forskel for de mennesker, der er tale om.

Jeg synes, fru Jane Heitmann sagde det meget rigtigt, nemlig at et samfund skal måles på, hvordan vi behandler de allermest socialt udsatte. Jeg ville nogle gange ønske, at vi kunne brede den tankegang mere ud i vores arbejde her i Folketinget. Der er meget, vi gør for alle pr. automatik, ydelser, vi giver til alle pr. automatik, frem for at målrette det til dem, som har størst behov.

Jeg må indrømme, at vi også fra konservativ side har haft rigtig mange snakke og diskussioner om de her fixerum, som de jo bliver kaldt sådan i daglig tale. Der kan være nogle grundlæggende bekymringer, i forhold til om det et eller andet sted er et knæfald for et problem, om det er en måde at danse rundt om den varme grød på uden sådan for alvor at tage hånd om problemet. Vi vil til enhver tid mene, at det bedste ville være at få de her mennesker ud af deres misbrug, men det ved jeg jo at alle herinde er fuldstændig enige med mig i. Og derfor synes vi også, at der skulle gøres meget mere i forhold til at tilbyde sådan en straksbehandling, hvis man som misbruger kommer og henvender sig. Jeg ved, at min kommunale kollega i Københavns Kommune har foreslået det der og vist egentlig også fået gennemført, at du temmelig hurtigt har krav på et behandlingstilbud, når du kommer og siger: Nu er jeg klar.

Omvendt har vi også set den evaluering, der er kommet, af de her stofindtagelsesrum. Og det er jo gode erfaringer, man må sige der er med dem, både for brugerne, som er socialt udsatte, men også for de borgere, som bor i samfund, der tidligere har været præget af netop de her kanyler i sandkassen osv., som jo heller ikke er i nogens interesse.

Vi er i den konservative folketingsgruppe enige om at bakke op om det her lovforslag, fordi det er en udstrakt hånd til nogle af de grupper, som har det allersværest, og som selv er for påvirkede til at stå for deres egen indsprøjtning. Vi er meget glade for den indskærpelse, der er lavet, i forhold til sundhedspersonalet. Vi deler den betragtning, at der vil være sådan både etiske og moralske problemstillinger i, at de vil skulle stå til ansvar for den her indsprøjtning.

Med de kommentarer støtter Det Konservative Folkeparti lovforslaget.

Tak. Der er et spørgsmål fra fru Stine Brix, Enhedslisten.

Ordføreren kan nok gætte, hvad jeg vil spørge til. Det er samme spørgsmål som til Venstres ordfører. Når nu Det Konservative Folkeparti glædeligt bakker op om den her ændring, er det så et udtryk for, at man også sådan generelt har ændret holdning til ideen om stofindtagelsesrum?

Ordføreren.

Jeg håber ikke, fru Stine Brix vil opfatte det som sådan en gang politisk talen udenom, men for at være helt ærlig kan jeg ikke give fru Stine Brix noget klart svar. Og det er, fordi vi drøfter det her lige nu i den konservative folketingsgruppe. Vi har ikke været for de her fixerum tidligere – det er fuldstændig rigtigt opfattet. Vi er også blevet en ny folketingsgruppe, som løbende har mange debatter om ting, man tidligere har haft klare holdninger til. Vi er ved at kigge lidt på den evaluering og ved at høre lidt på de erfaringer, der er rundtomkring. Men vi anerkender i hvert fald, at den evaluering, der er kommet, viser, at det er et nyttigt redskab.

Så jeg beklager, at jeg ikke kan give et helt klart ja eller nej, men jeg kan sige, at vi er i en proces, hvor vi er ved at blive klar på det.

Fru Stine Brix.

Jamen det respekterer jeg fuldt ud, og så vil jeg bare se frem til at høre, hvad det er, Det Konservative Folkeparti kommer frem til. I hvert fald vil jeg foreløbig kvittere for, at man støtter i den her omgang og også har en pragmatisk tilgang til det og ser på, hvad effekten er af stofindtagelsesrum. Det synes jeg er rigtig positivt.

Ordføreren.

Tak. Som det også blev nævnt tidligere af fru Jane Heitmann, er der heller ikke noget religiøst for os i det her. Vi er sådan relativt pragmatiske, men har nogle bekymringer, i forhold til at det her aldrig må blive en erstatning af, at vi også skal give et tilbud om, at man kan komme ud af det. Men jeg ved også, at der er undersøgelser, der peger på, at man måske bliver bedre i stand til at nå dertil, hvis man er i et kontrolleret misbrug. Så vi er ved at se på plusser og minusser.

Tak til ordføreren. Så er den næste, der får ordet, sundheds- og ældreministeren.

Tak for det. Og tak for debatten og for ordførernes kommentarer til lovforslaget, der har som formål at skabe retlige rammer for assisteret stofindtagelse i stofindtagelsesrummene.

Jeg lytter mig til, at der er et meget, meget bredt flertal i Folketinget, velsagtens alle partier på nær Dansk Folkeparti, som bakker op om lovforslaget, og det vil jeg meget gerne kvittere for. Jeg lyttede mig til, at ordføreren for Dansk Folkeparti varslede, at man ville stille en række skriftlige spørgsmål, som jeg naturligvis meget gerne besvarer i den videre udvalgsbehandling. Og så lyttede jeg mig til, at der også var et enkelt spørgsmål mundtligt i ordførertalen, som vedrørte det her med, at det er op til kommunerne at kunne fastsætte mere specifikke regler for, hvem det er, der må assistere. Der blev spurgt til, om det så ikke betyder, at vi her i Folketinget rent faktisk fralægger os ansvaret. Jeg synes egentlig, at svaret er: Nej, det er jo lige præcis tværtimod. For det handler jo om at give ansvaret til dem, der er tættest på de borgere, vi her taler om, og dermed også har lokalkendskabet til bl.a. misbrugsmønstre m.v.

Det er også baggrunden for, at det i dag er op til den enkelte kommune at beslutte, hvorvidt der overhovedet skal være et stofindtagelsesrum i den enkelte kommune. Jeg har heller ikke hørt Dansk Folkeparti på noget tidspunkt foreslå, at vi skulle pålægge samtlige af landets 98 kommuner at etablere stofindtagelsesrum. På samme måde foreslår vi jo så også, at det er de kommuner, som selv aktivt har truffet beslutningen om, at de ønsker at etablere et stofindtagelsesrum, der også skal tage stilling til, om de mener, der skal være adgang til assisteret stofindtagelse i rummene.

Så er der detaljer om f.eks. åbningstider, kapacitet, faciliteter, personale og ordensregler m.v., der jo også er op til den enkelte kommune. Generelt for ordningen kan man jo sige, at der er nogle relativt vide rammer for, hvordan den enkelte kommune kan tilrettelægge indsatsen. Det synes jeg er et rigtig godt og fornuftigt udgangspunkt i forhold til kommunerne.

Men jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling af lovforslaget og stiller mig naturligvis til rådighed for besvarelse af spørgsmål i forbindelse med det udvalgsarbejde, vi nu sætter i gang. Men tak for en god debat.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.