Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 2. behandling af lovforslag nr. L 111:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love. (Udvidelse af personkredsen for modtagelse af integrationsydelse m.v.).

Af udlændinge-, integrations- og boligministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 28.01.2016. 1. behandling 02.02.2016. Betænkning 03.03.2016).

Jeg kan se, at der er en ordfører, der gerne vil udtale sig. Fru Johanne Schmidt-Nielsen, værsgo.

Tak for det. Det her lovforslag ligger jo på en eller anden måde helt i forlængelse af den forrige diskussion om det såkaldte kontanthjælpsloft. Jeg synes, at ordet kontanthjælpsloft er sådan et rigtigt spinord, for det får det til at lyde, som om der, før man indførte det her såkaldte loft, bare var uendeligt med kontanthjælp, og det er jo ikke rigtigt. Altså, kontanthjælpsloftet betyder, at man skærer på ydelser til mennesker, som i forvejen har meget lidt at leve af.

Det der med spinordene fortsætter i det her lovforslag, for det handler om at udvide kredsen af mennesker, som får såkaldt integrationsydelse. Ordet integrationsydelse er mindst lige så misvisende som ordet kontanthjælpsloft, for det, der kommer til at ske med det her lovforslag, er, at langt flere flygtninge i Danmark kommer til at leve i fattigdom med massive nedskæringer på deres livsgrundlag. Det skaber man ikke integration ved. Tværtimod isolerer man mennesker, og det der med at isolere mennesker og sørge for, at de sidder så hårdt i det, at de måske kan betale huslejen, men at de i hvert fald ikke kan deltage i noget som helst socialt liv, er ualmindelig dumt, hvis man ønsker god integration i Danmark.

Et argument for det her lovforslag kunne være at skræmme flygtninge væk, altså at flygtninge skulle sige: Nej, vi gider i hvert fald ikke at komme til Danmark; der skal vi ikke hen. Men det argument giver jo ingen mening, for det her lovforslag handler ikke om dem, der kommer, men om dem, der allerede bor her. Et andet argument kunne så være – og nu prøver jeg at sætte mig ind i regeringens måde at tænke på – at de her flygtninge kommer i arbejde, hvis man skærer massivt på deres livsgrundlag. Der er blevet spurgt til, hvad beskæftigelseseffekten af det her lovforslag er. Altså, hvor mange mennesker regner man med kommer i arbejde som følge af de her voldsomme nedskæringer, som man altså udsætter flygtninge i Danmark for? Beskæftigelseseffekten er tilsyneladende så lille, at den ikke kan måles. Regeringens svar er, at det har man ikke målt på.

Man er altså villig til at sende i tusindvis af mennesker, herunder tusindvis af børn, ud i fattigdom, vel vidende at det formål at skræmme flygtninge væk ikke har noget med det her lovforslag at gøre, for lovforslaget gælder jo for folk, der allerede bor her, og vel vidende at beskæftigelseseffekten er så lille, at man ikke engang selv tør måle den. Med andre ord er konsekvensen af det her lovforslag én ting, og det er fattigdom. Og hvis der er noget, der er dårligt for integrationen i Danmark, er det fattigdom.

Hvorfor er det et problem? Jamen det er jo et problem for de mennesker, det går ud over. Det der med at sidde så hårdt i det, at man ikke har mulighed for at deltage i et socialt liv, og at man risikerer sociale problemer som følge af fattigdom, er ikke sjovt. Det er et problem for de mennesker, det rammer. Det er også et problem for alle andre i det danske samfund, for vi har vel en fælles interesse i rent faktisk at få integrationen til at fungere.

Måske er der ét sted, hvor det her kommer til at skabe arbejdspladser, og det er blandt socialrådgiverne, for de kommunale sagsbehandlere skal nu i gang med at gennemgå 200.000 sager for at identificere de 21.000 sager, man regner med vil blive omfattet af det her lovforslag. Altså, de socialrådgivere, som i forvejen har så vanvittig travlt, og som i forvejen har alt, alt for mange sager på deres borde med de konsekvenser, det nu engang kan have for deres arbejde, skal altså nu til manuelt at gennemgå 200.000 sager for at finde ud af, hvem det er, man skal tage pengene fra.

En tredje ting i forbindelse med det her lovforslag, jeg gerne vil pege på, er jo den helt åbenlyse mangel på billige boliger i Danmark. Nu hørte vi tidligere i dag, i morges, boligforeninger være ude at sige: Prøv at høre her, de regneeksempler, som regeringen har lagt frem, er fuldstændig urealistiske; så lave huslejer er der ikke i de større byer. Vi har hørt adskillige borgmestre sige: Vi kan simpelt hen ikke se, hvordan vi skal finde et sted, hvor de her mennesker kan bo, når de har så lidt at leve for. Så det vil sige, at det, der sker nu, er, at regeringen tørrer regningen af på kommunerne, for kommunerne er jo forpligtet til at finde et sted at bo til flygtningene. Hvordan skal de gøre det, hvis man lader flygtninge få så lav en ydelse, at der ikke er nogen boliger at få?

Jeg synes faktisk, det er lidt vildt, at regeringen vælger at overhøre alle børneorganisationer, som så tydeligt siger, at det her klokkeklart vil medføre, at flere børn kommer til at vokse op i fattigdom i Danmark, og at det er dårligt for integrationen; at man vælger at overføre socialrådgiverne, der siger, at det her spænder ben for deres arbejde med at få nyankomne flygtninge godt i gang i det danske samfund; at man overhører borgmestrene, når de siger, at de ikke har boliger, der kan betales for så lave ydelser. Selv hvis vi så kravler ind i højrefløjens hoveder og tænker, at der jo må være en grund til, at de gør det her, at der da må være en eller anden mening med det, at det da må være, fordi de tror, at der kommer et eller andet godt ud af det – måske tror de, folk kommer i arbejde, hvis man gør dem fattige – så må vi konstatere, at det tror regeringen ikke engang på. Den har sagt: Nej, den beskæftigelseseffekt kan vi ikke regne på.

Hold da fast! Det her er et voldsomt tilbageskridt for integrationen i Danmark. Det kommer til at gå ud over flygtningene. Det kommer til at gå ud over flygtningenes børn. Det kommer til at gå ud over hele det danske samfund.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører, der har bedt om ordet, er hr. Dan Jørgensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. I integrationspolitikken er der for os ikke nogen vigtigere målsætning end at få mennesker i arbejde. Som folk, der følger denne debat, vil vide, har vi fremsat mange forslag – og vi fortsætter med at fremsætte mange nye forslag – til, hvordan vi kan øge beskæftigelsen hos udlændinge og flygtninge i Danmark. Vi har kæmpet for, at det fortsat skal være muligt at arbejde uden for centrene, og heldigvis er det lykkedes. Og vi har budt aktivt ind med gode ideer i den debat, der foregår lige nu i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Så det er vigtigt.

Derfor går vi selvfølgelig også fordomsfrit til ethvert forslag, der har til hensigt at skabe flere arbejdspladser til flygtninge og udlændinge. Og når man læser regeringens begrundelse, og når man hører ministeren argumentere, er det netop hensigten med det her lovforslag. Problemet er bare, at de erfaringer, vi har, de eksperter, der udtaler sig, og alle data, vi kan kigge på, viser noget andet. De viser, at beskæftigelseseffekten – hvis den overhovedet er der – er ganske, ganske lille. Det, vi derimod ved, er, at den negative effekt på integrationen i Danmark vil være stor. Den vil først og fremmest være stor i forhold til børnefamilier. Vi ved, at børn, der rammes af fattigdom, som meget vel kan blive effekten af det her lovforslag, vil blive holdt uden for sociale fællesskaber; de vil have svært ved at have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter. Det vil i det hele taget være svært at få en hverdag til at fungere i mange af de her børnefamilier.

Derfor er vi meget imod det her forslag, og derfor er vi også kommet med forskellige forslag, der kunne bløde op for nogle af de meget negative effekter. Desværre har regeringen ikke ønsket at diskutere de ting; desværre har vi ikke været indkaldt til forhandlinger om netop de ting.

Vi har fra starten af sagt, at det ikke er helligt for os at diskutere ydelser, tværtimod kan vi sagtens se et økonomisk rationale i at se på de ydelser, der var gældende. Men den løsning, der ligger nu, kan Socialdemokraterne ikke støtte. Tak.

Tak til ordføreren. Og den næste, der har bedt om ordet, er fru Josephine Fock som ordfører for Alternativet.

Tak for det. Vi skal i dag andenbehandle lovforslag nr. L 111, som har til formål at udvide personkredsen for modtagelse af integrationsydelse. Alternativet er fortsat imod det her lovforslag, og jeg ønsker i dag at rejse en række spørgsmål, som jeg håber at ministeren vil finde anledning til at besvare. Logikken bag den førte politik på området vedbliver nemlig at være mig en gåde, for uanset hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke få den såkaldte integrationsydelses samlede integrationsregnskab til at gå i plus.

Jeg er bekendt med, at integrationsydelsen forudses at have en positiv beskæftigelseseffekt, og jeg kan af ministerens svar på min kollega Ulla Sandbæks spørgsmål om lovforslagets isolerede beskæftigelseseffekt forstå, at man fra ministeriets side ikke har fundet det relevant at se på, om denne forestående udvidelse af målgruppen for integrationsydelsen i sig selv får flere i arbejde.

Så jeg må således tage til takke med en samlet beskæftigelseseffekt for både L 2 og så det her lovforslag, L 111. Og den peger da også på, at det i alt er 400 helårspersoner, når effekten er fuldt indfaset – 400. Holdt op mod de 21.000 mennesker i 2016, som forventes at komme på en ydelse, der svarer til en halvering af kontanthjælpen, så må denne effekt siges at være marginal og langtfra tilstrækkelig – dette særlig set i lyset af at utallige organisationer og fagpersoner på området igen og igen advarer mod integrationsydelsens integrationshæmmende konsekvenser, idet den efterlader tusindvis af mennesker i relativ fattigdom.

Hvordan vurderer ministeren på denne baggrund proportionerne mellem jobeffekten af integrationsydelsen på den ene side og konsekvenserne for den enkelte modtager af integrationsydelsen på den anden side? Mener ministeren på denne baggrund, at det samlede integrationsregnskab går i plus?

Fattigdom får ikke flere i arbejde. Og der hersker i den her sal relativt bred enighed om, at et vigtigt skridt på vejen til en succesfuld integration netop går gennem tilknytning til arbejdsmarkedet og arbejdsfællesskaberne. Derfor synes jeg i virkeligheden, det er dybt beklageligt, at vi ikke bruger den enighed om målet til at finde ordentlige og socialt og økonomisk bæredygtige veje til at få folk i arbejde. En yderligere marginalisering af i forvejen udsatte grupper bør aldrig være svaret. Jeg synes, at vores politiske ambitionsniveau skal være langt højere.

Den virkelighed, regeringen tegner i forhold til flygtninge og andre marginaliserede gruppers manglende motivation til at tage et arbejde, skygger for en debat og en realisering af de egentlige løsninger. Problemet skal ikke findes i den enkeltes manglende motivation til at tage et arbejde. Både de kommunale jobcentre og Dansk Flygtningehjælp beretter om, at flygtninge generelt er yderst motiverede til at blive selvforsørgende og en del af det danske arbejdsmarked. I stedet angives begrænsede sprogkundskaber, bureaukratiske barrierer og mangel på job som årsager til, at målgruppen har svært ved at etablere en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Som jeg ser det, tegner der sig dermed både i forhold til integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet en ærgerlig og ubegrundet tendens, hvor den enkelte tildeles ansvaret for egen ledighed, til trods for at pilen peger på en blanding af strukturelle forhold, særlige barrierer for målgruppen og en mangeårig forfejlet politik.

Hvordan mener ministeren at de forskellige barrierer, som der er mellem målgruppen og arbejdsmarkedet, bør vægtes? Og hvordan mener ministeren at de eventuelt bør imødegås?

Lige i øjeblikket kører der trepartsforhandlinger, og jeg ser frem til, at der kommer et resultat, som forhåbentlig er brugbart til at få flygtninge i arbejde ved en fokuseret indsats, som ikke handler om at sætte en integrationsydelse ned. Jeg håber, at ministeren anerkender, at vejen til bedre integration både på arbejdsmarkedet og generelt ikke kun kræver noget af den enkelte, men i allerhøjeste grad også kalder på en seriøs og helhedsorienteret indsats fra vores side.

Jeg synes, det er ærgerligt, at vi er samlet her i dag for endnu en gang at diskutere fornuften i at gøre folk fattige, når vi i stedet kunne drøfte, hvordan vi bedst muligt investerer i vores medmennesker og samtidig sikrer, at der skabes meningsfulde jobs til alle i fremtiden, både til integrationens, men også til vores alle sammens bedste.

Tak til ordføreren. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Sofie Carsten Nielsen som ordfører for Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg var i går rundt i tre forskellige kommuner, og jeg har været rundt i rigtig mange kommuner – det er jeg sikker på at der er en række andre ordførere der også har været – og de siger egentlig det samme, uanset om man taler med kommunalpolitikerne, og det er helt bredt politisk, eller om man taler med boligforeningerne eller med de organisationer, der håndterer modtagelsen af flygtninge, nemlig at de ikke kan finde boliger, der passer til integrationsydelsen.

Regeringen siger, at de skal i job, og at det er derfor, at man har indført ydelsen. Der er jo ikke nogen, der er uenig i, at vi skal have så mange som muligt i job hurtigst muligt. Vi har faktisk sagt det længe. Vi har også fremsat en lang række konkrete forslag. Men regeringen har modsat medvirket til at forhindre flygtninge i at flytte ud i en bolig og komme i gang. Venstre ville ikke forhandle om det udspil, »Alle skal bidrage«, som den tidligere regering fremlagde for nu snart et år siden, tværtimod. Den tilgang synes regeringen så nu at være i gang med at revidere med arbejdet i trepartsforhandlingerne. Det er jo rigtig godt. Samtidig med de forhandlinger og regeringens udspil her har statsministeren og udlændingeministeren jo erkendt, at det er svært; det kræver nye redskaber at få flere flygtninge i arbejde; vi skal prøve noget nyt. Men med indførelsen og udvidelsen af integrationsydelsen – den såkaldte integrationsydelse – var argumentet jo netop, at det vil føre til, at flere flygtninge kommer i arbejde. Det hænger på ingen måde sammen. Man siger et, men man gør noget andet.

Jeg synes også, at det i den her debat om integrationsydelsen, som egentlig er en marginaliseringsydelse eller måske mere korrekt en fattigdomsydelse – det er den debat, vi lige kom fra, og i den debat og tidligere i spørgetimen i dag havde vi en diskussion om netop fattigdom – er værd at bide mærke i, at der havde statsministeren, på daværende tidspunkt kun formand for Venstre, været meget klar, egentlig så klar, at jeg tog det som udtryk for, at det var Venstres holdning. Statsministeren sagde dengang, da han kun var formand for Venstre:

»Jeg kommer aldrig til at føre en politik, der sender børn ned under den grænse.«

Det var den daværende regerings fattigdomsgrænse, og det tog jeg som udtryk for en holdning eller et standpunkt – kald det, hvad I vil – altså som noget, som man rent faktisk mener. Men det var det åbenbart ikke, for det er jo det, der nu vil ske. Det er fuldstændig tydeligt, og det synes jeg bare at vi alle sammen skal huske på.

Tak til ordføreren. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Jonas Dahl som ordfører for Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det her lovforslag er jo et lovforslag, som får nogle rigtig store konsekvenser for rigtig mange mennesker. Det øger fattigdommen, og i dag kan man også læse i Jyllands-Posten, at 21.000 mennesker efter den 1. juli skal vænne sig til at have et helt andet indkomstgrundlag. Halvdelen af de her mennesker vil ifølge BL få svært ved at beholde deres nuværende bolig. Det synes jeg måske også understreger alvoren i, hvad det rent faktisk er, vi behandler i dag. Det vil altså sige, at kommunerne fra den 1. juli skal ud og finde ca. 10.000 betalelige boliger. Så kan man jo spørge sig selv, hvor mange der tror, det er videre realistisk.

Oveni kommer der så de mennesker, der bliver flyttet på grund af kontanthjælpsloftet, som vi jo for få minutter siden også havde en debat om her i salen. Her bliver 14.000 mennesker ramt. Jeg synes simpelt hen, regeringen skylder nogle gode svar på, hvor de boliger, som der er i de kommende måneder vil opstå mangel på, skal komme fra.

Det går også ud over den partipolitiske diskussion, for det her handler også om anstændighed. Det handler også om, at vi er nødt til at levere nogle svar på konsekvenserne af den lovgivning, man kommer til at vedtage her i løbet af de kommende uger. Der må jeg sige at jeg stadig væk synes at regeringen skylder nogle helt grundlæggende svar på, hvor de mennesker, der kommer til at forlade deres boliger, skal bo. De svar blæser i vinden, og det gør de åbenbart også efter andenbehandlingen. Nu må vi se, om svarene kommer inden tredjebehandlingen.

Tak til ordføreren.

Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.