Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 109:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af udlændinge-, integrations- og boligministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 28.01.2016).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Mattias Tesfaye. Værsgo.

Tak. Med det her lovforslag indfrier vi 1.861 af vores naboer og kollegaer og familiemedlemmers ønske om at kunne kalde sig danske statsborgere. Herudover bliver også deres 854 børn nu danskere. Fra Socialdemokraternes side vil jeg godt sige varmt tillykke. Vi glæder os til at dele både statsborgerskabets pligter og rettigheder med jer alle sammen.

Danskere kommer i mange farver. Vi er efterhånden et multietnisk samfund. Det er ikke godt, det er heller ikke dårligt – det er bare sådan, det er. Man skal ikke tro på en bestemt gud for at være dansker, man skal heller ikke spise noget specielt eller klæde sig i noget specielt tøj eller på anden måde være eller føle eller tro noget specielt. Men man skal kunne noget specielt. Man skal kunne dansk, fordi danskere snakker dansk sammen, og man skal ville noget specielt, nemlig overholde og respektere den danske grundlov.

Alt det sagde jeg også, da vi i efteråret tildelte statsborgerskab. Men siden efteråret har Danmark og Folketinget været igennem en omfattende debat om dansk asyl- og integrationspolitik, og derfor vil jeg gerne tilføje noget, nemlig en direkte henvendelse til de mange medborgere, der nu også bliver statsborgere. Jeg siger det her fra talerstolen, fordi jeg har erfaret, at mange af jer følger med i debatten.

Det land, vi sammen lever i, og som I nu alle sammen får stemmeret i, står som bekendt midt i en vigtig diskussion om, hvordan vi skal bevare sammenhængskraften og velfærdsstaten på den ene side, samtidig med at vi lever op til vores humanitære forpligtelser på den anden side, og i øvrigt hvordan de mange nye flygtninge, der ankommer til Danmark, skal blive integreret i vores fællesskab.

At integrere mennesker fra fremmede kulturer i et skandinavisk velfærdssamfund har vist sig sværere og dyrere og med flere kulturelle konflikter, end de fleste havde forestillet sig. Min egen far f.eks. faldt aldrig til ro i Danmark. Jeg har selv oplevet på nærmeste hold, hvor svært det kan være at omplante et menneske fra den ene kultur til den anden. Kultur binder os nok stærkere, end de fleste af os erkender. Min far endte med at rejse hjem, da han fik muligheden.

Der er rigeligt af den slags ulykkelige historier om fejlslagen integration. Men der er også det modsatte. Dagens lovforslag skulle gerne være 1.861 eksempler på det modsatte. Mange af jer er selve eksemplet på, at det godt kan lade sig gøre, at vi godt kan klare de udfordringer, Danmark står midt i nu. Jeg vil derfor godt bede jer om at blande jer i diskussionen, med jeres kollegaer, med jeres naboer og med jeres familie – fortælle om jeres vej hertil, hvordan I lærte dansk, hvordan I fik et job. Nu er det ikke kun jeres ret at være med til at bestemme over Danmark. Det er også jeres pligt at tilføre de fælles diskussioner jeres egne erfaringer.

Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang sige tillykke til alle jer, der har knoklet for, at jeres navne står på det her lovforslag. Jeg håber, vi ses til statsborgerskabsdagen.

Socialdemokraterne støtter selvfølgelig lovforslaget.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Christian Langballe. Værsgo.

1.861 personer står på det her lovforslag til at få statsborgerskab, plus 854 børn. 720 af dem får statsborgerskab ifølge de gamle lempelige regler, som den gamle regering indførte sammen med Enhedslisten i 2013. 1.141 får statsborgerskab i overensstemmelse med de nye regler, som blev indført i oktober 2015 som følge af en aftale, som vi i Dansk Folkeparti var med i sammen med Socialdemokratiet, Liberal Alliance, De Konservative og regeringen.

Det er klart, at vi står ved de aftaler, som vi indgår. Men jeg vil mene, at der er 720 på lovforslaget, som får statsborgerskab efter de meget mere lempelige regler, som den gamle regering stod fadder til. Hertil kommer, at mange af de personer, som får statsborgerskab efter de gamle regler, har fået statsborgerskab via dispensation. Det vil sige, at en hel del af dem har fået dispensation fra sprogkravet, og det vil sige, at de måske ikke taler dansk eller i hvert fald taler meget dårligt dansk.

Vi har hele tiden været tro mod vores eget synspunkt, og det er, at de folk, der får statsborgerskab, kan dansk og er ordentligt integreret. Vi mener, det må være en klokkeklar forudsætning, at personer, der erhverver statsborgerskab, selvfølgelig kan tale ordentligt dansk. Vi vil ikke være med til, at der skabes parallelsamfund af statsborgere, som ikke kan tale dansk eller taler meget dårligt dansk og måske aldrig bliver integreret i det danske samfund. De historier er der faktisk nok af. Tag ud til Gellerupparken, hvor jeg selv boede fra 1972 til 1975. Hold da op, hvor har det ændret sig. Det samme gælder Mjølnerparken, Vollsmose og andre steder.

Vi kan simpelt hen ikke være bekendt, at vi bliver ved med at fire og lempe på det forhold, at folk skal være ordentlig integreret for at få statsborgerskab, og hvorfor i grunden? Det er sådan inden for politik, at de beslutninger, vi tager nu, får betydning fremover for vore efterkommere, vore børn, vore oldebørn osv. Der er tale om en form for generationskontrakt mellem os i dag og vore efterkommere, og den generationskontrakt forpligter os på at tænke fremtiden med, når vi træffer politiske valg. For vore valg har indflydelse på, hvilke vilkår vore efterkommere kommer til at vokse op under, og hvordan samfundet ser ud om 20, 30, 40 og 50 år.

Det gælder også, når vi tildeler statsborgerskab. Det forhold, at vi giver statsborgerskab til folk, der ikke kan dansk eller måske taler rigtig dårligt dansk og aldrig bliver integreret i det danske samfund, får selvfølgelig konsekvenser for os nu, jo vist, men så sandelig også for dem, der kommer efter os, vore børn og børnebørn. Det er dem, der kommer til at betale den helt store regning for den dårlige integration og for de parallelsamfund, som er blevet skabt som følge af den ulyksalige flygtningelov fra 1983.

Det er utrolig nemt bare at uddele statsborgerskab i lange baner, som man gør i Enhedslisten, hos De Radikale og i Alternativet. Man åbner jo bare for sluserne og kan så i øvrigt sole sig i pressens blitzlys og gå for at være rigtig tolerant og næstekærlig, mens man sender de virkelige problemer videre til efterkommerne, sender problemerne videre til fremtiden. De kan så slås med de problemer, som vi har sendt videre til dem, fordi vi ikke var vores opgave voksen.

Vi ville utrolig gerne stemme ja til det her forslag, fordi der trods alt er 1.141 personer på det, som lever op til de regler, som vi har været med til at aftale. Men når der er 720 personer på lovforslaget, som har fået statsborgerskab på baggrund af de gamle betingelser, og når en hel del af de mennesker har fået dispensation fra sprogkravet og måske ikke kan tale dansk eller i hvert fald taler dårligt dansk, så kan vi ikke stemme for det her lovforslag. Tak for ordet.

Jeg siger tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til hr. Jan E. Jørgensen som ordfører for Venstre.

Tak for det, og mens jeg husker det, vil jeg overbringe Det Konservative Folkepartis hilsen. De støtter det, som jeg har tænkt mig at sige – så nu bliver det jo spændende, hvad jeg siger.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere lidt på, at i en tid, hvor Danmarks asylpolitik jo er kommet på alles læber over hele verden, hvor vi kan se vittighedstegninger, som ikke er særlig vittige, så hører den historie, som vi skriver her i dag, hvor vi altså giver statsborgerskab til 1.861 ansøgere og 854 medfølgende børn, altså i alt 2.715 mennesker primært fra de varme lande, om jeg så må sige, med til billedet og viser jo, at det billede, der bliver tegnet af Danmark lige nu, er højst urimeligt.

Det er sådan normalt, at vi fremsætter to lovforslag, et hvert halve år, om indfødsrets meddelelse her i Folketinget, men det lovforslag, vi behandler her og nu, er et ekstraordinært lovforslag, som vi har puttet ind netop for at minimere ventetiden for en række ansøgere, som ellers ville have skullet vente helt frem til næste ordinære lovforslag.

Den nye indfødsretsaftale betyder, at der er en gruppe mennesker, som i forbindelse med folketingsvalget modtog en tilkendegivelse om, at de kunne forvente at blive optaget på lovforslaget, og så skal de så have behandlet deres sag på ny, og der er så en skillelinje, om det bliver efter de nye eller de gamle regler. Det er som sagt en gruppe på i alt 1.861 ansøgere og 854 medfølgende børn, der altså får indfødsret sammen med deres forældre.

Lovforslaget i dag omhandler altså udelukkende denne gruppe, der som en del af den politiske aftale skal have deres ansøgning genbehandlet. Vi sikrer os ved at behandle lovforslaget her og nu, at der ikke er nogen, der kommer i klemme mellem de nye og de gamle retningslinjer. Vi sikrer os også, at vi minimerer ventetiden.

Så bliver det jo sådan fremover, at alle ansøgninger om dansk statsborgerskab bliver behandlet ud fra de nye retningslinjer. Ansøgning om statsborgerskab er jo noget, der er af stor betydning både for den enkelte ansøger, men altså også for det danske samfund, fordi vi jo ikke kun stiller krav til ansøgerne, vi stiller også krav til os selv, da vi også må gøre vores yderste for at sikre, at sagsbehandlingen er grundig og af høj kvalitet, og regeringen er sammen med aftaleparterne enige om, at proceduren i forbindelse med dispensationssager skal optimeres og smidiggøres.

Derudover skal de lægefaglige diagnoser styrkes i forbindelse med behandlingen af ansøgninger, og kvaliteten af danskuddannelserne skal ligeledes være i højsædet. Med aftalen er der skabt klare retningslinjer for, hvad der reelt stilles af krav til de mennesker, der ønsker at opnå dansk indfødsret eller – med et andet ord – statsborgerskab.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har skruet lidt op for ambitionsniveauet, hvilket jo også er kommet til udtryk i de nye retningslinjer. Kravet om ansøgernes danskfærdigheder er blevet højnet, så ansøgerne fremover skal kunne dokumentere, at vedkommende har bestået prøven i dansk 3 og ikke som hidtil kun i dansk 2, og så skal man også have bestået en indfødsretsprøve, enten den nye eller – afhængig af ansøgningstidspunktet – den gamle statsborgerskabsprøve, som den tidligere regering indførte.

Derudover er der kravet om selvforsørgelse, som jeg ikke kan understrege nok. Det er sådan i Danmark, at man skal forsørge sig selv, når man kan, og derfor stiller vi krav om, at ansøgeren altså skal have været selvforsørgende i 4½ år ud af de seneste 5 år, og endelig har vi også valgt at forlænge de såkaldte karenstider med 50 pct., sådan at ansøgere, der har begået kriminalitet, som medfører en karensperiode, altså nu skal vente endnu længere, før de får mulighed for at ansøge om dansk statsborgerskab. Det er rimelige og fornuftige krav.

Så vil jeg slutte med at sige et varmt tillykke til de mange medborgere, som med et tryk på den grønne knap ved tredjebehandlingen bliver danske statsborgere. Velkommen til jer alle sammen, og jeg glæder mig til at hilse på i hvert fald nogle af jer til statsborgerskabsdagen.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke Enhedslistens ordfører i Folketingssalen, så derfor går vi videre til hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. I forhold til det lovforslag, vi førstebehandler her, har foregående ordførere synliggjort, hvad antallet er, og at der er personer på det lovforslag efter både de nye og de gamle regler. Jeg har ofte her fra talerstolen påpeget det dybt betænkelige i den praksis, der var i 4 år, og som blev vedtaget af den foregående regering med støtte fra Enhedslisten, hvor der blev givet statsborgerskab til en lang række personer, som egentlig ikke opfyldte kriterierne, og som ville blive meget vanskelige at integrere, hvilket betød, at det i bund og grund var uansvarligt.

Sådan nogle har vi også en del af her, og normalt ville Liberal Alliance ikke stemme for. Men det er sådan nu, at vi her i Folketinget i praksis gennemfører resultatet af den diskussion, vi har haft. For det lovforslag, der var på vej, da der blev udskrevet folketingsvalg, betød, at der var en række personer, der fik brev om, at de var optaget på det her lovforslag, og at deres sag altså var behandlet. Det er så dem, vi har med nu, og derfor er de selvfølgelig behandlet efter de gamle regler og er ikke blevet udsat for en genbehandling.

Det er udtryk for, at man sådan set kan regne med, at en offentlig myndighed i Danmark, der sender et signal om, at vedkommende kan regne med, at det er behandlet, står ved det, og at Folketinget i dag står ved det. Og jeg er sådan set både glad og stolt over, at vi har landet den forholdsvis vanskelige sag sådan, at vi har et lovforslag her, der altså renser for den sidste usikkerhed, som nogle mennesker har kunnet føle. Og så det, at vi har indført nye regler, som er betydelig mere ansvarlige, i forhold til at de mennesker, der får statsborgerskab, faktisk er mulige at integrere i det her samfund. For målet med prøver og afklaring af, hvad man kan, er at finde ud af, om det overhovedet er muligt at få gennemført en integration, så de dermed får et godt liv i en ny kultur, og det er jo en vanskelig sag.

Derfor synes jeg, der i dag er grund til at glæde sig over, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget nye regler på det her område, hvilket betyder, at der stilles skrappere krav og i fremtiden bliver ført en politik på det her område, der gør det mere sandsynligt at nå en lykkelig udgang på integrationen, end det har været muligt før. Og det er det, det her lovforslag afspejler.

Med det vil jeg bare sige, at Liberal Alliance selvfølgelig stemmer for det her lovforslag, og at vi samtidig byder velkommen til alle på det her lovforslag, både efter de gamle og nye regler, og ønsker dem velkommen i Danmark som nye statsborgere. Tillykke med det.

Tak. Jeg har noteret en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke havde tænkt mig at tage ordet, men jeg bliver ligesom kaldt op i sandhedens tjeneste, for i det, vi diskuterer med hensyn til det brev, der udgik til forskellige personer inden valget, mener jeg simpelt hen at der er noget, der ikke passer i argumentationen fra Liberal Alliance. De personer fik ikke noget tilsagn om statsborgerskab, og Justitsministeriet kan ikke give tilsagn om statsborgerskab. Hvis Justitsministeriet kunne det, ville det være i strid med grundloven, fordi der i grundlovens § 44 står, at statsborgerskab eller indfødsret tildeles ved lov. Det vil sige, at det er Folketinget, der vedtager det. Ordføreren må selv om det, vi har haft diskussionen før, men jeg bliver nødt til i sandhedens tjeneste at sige, at det altså er noget vrøvl at sige, at der er et tilsagn om, at de har fået statsborgerskab – og det vedrører jo nok en del af de 720, som får efter de gamle regler. Det har ordføreren ret i. Jeg mener altså ikke, at det er rigtigt.

Ordføreren.

Sandheden i den sag er jo, at der er en række mennesker, som har fået brev fra et ministerium om, at de vil blive optaget på det lovforslag, og at deres sag var færdigbehandlet. Det brev har de fået uden forbehold. Og præcis da valget blev udskrevet, ændrede man indholdet, sådan at de, der efterfølgende har fået brev, har fået det med et forbehold. Hvorfor får de det med det forbehold, hvis ikke det andet dermed var uden forbehold? Det skylder hr. Christian Langballe et svar på i sandhedens tjeneste.

Jeg synes, at det, vi gjorde her, var udtryk for politisk anstændighed, nemlig at vi sendte et signal om, at man kan regne med det, når man får en henvendelse uden forbehold fra en offentlig myndighed. For hvis vi skal følge det synspunkt, hr. Christian Langballe har, så forstår jeg ikke en lyd af, at man i forbindelse med valgudskrivelsen begynder at skrive et forbehold ind. Hvorfor dog gøre det, hvis det ingen betydning har?

Spørgeren.

Det gælder fuldstændig principielt, at Justitsministeriet ikke kan give noget tilsagn om statsborgerskab. Hvis Justitsministeriet gjorde det, ville Justitsministeriet gøre sig skyldig i grundlovsbrud. Så enkelt er det. Det, der står i det brev, er, at de har fået et tilsagn om, at de er optaget på lovforslaget, men det er bare før sket, at folk er blevet taget af lovforslaget igen. Det vil sige, at det eneste, de har fået, er en konstatering af, at de nu står på lovforslaget. Skulle flertallet bag det lovforslag så i øvrigt skifte, får de selvfølgelig ikke statsborgerskab. Det giver sig selv.

Ordføreren.

Det forbehold, de øvrige fik, var et forbehold for, at man lavede reglerne om. Det var ikke et spørgsmål om, at de blev taget af lovforslaget, fordi man syntes, at det var morsomt at tage dem af lovforslaget. Så meget venligt sagt er det simpelt hen en gang sludder at begynde at tale om, hvem der tildeler statsborgerskab. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti normalt har stemt imod alt i den her forbindelse, og vi kan se, at det gør de også i dag, selv om der er en stor del, som faktisk er på forslaget på baggrund af de regler, som Dansk Folkeparti har været med til vedtage. Man stemmer imod. Vi er så en række partier, der normalt bærer sådan noget igennem, også selv om der har været personer på forslaget, som ikke lige præcis har fået vores støtte i den enkelte sagsbehandling. Det er det, jeg mener er politisk anstændighed.

Tak til ordføreren. Så går vi til næste ordfører i rækken. Det er fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Først og fremmest vil jeg komme med et stort tillykke til alle dem, der i kraft af dette lovforslag står til snart at blive danske statsborgere. Som dansker føler jeg mig stolt og beæret over, at de ønsker aktivt at tilvælge Danmark som deres hjemland. Det er virkelig stort, særlig set i lyset af at deres vej hertil har været mere end almindelig vanskelig, lang og hård. Hvorfor det er tilfældet, har den foregående ordfører gjort rede for, altså hvorfor vi nu har et januarforslag og ikke bare et april- og et oktoberforslag, så det vil jeg ikke komme ind på igen.

Men jeg mener, at det er dejligt, at trods de politiske uenigheder, vi har her i salen, om, hvilke kriterier som bør gælde for at kunne blive dansk statsborger – og de uenigheder er jo meget store – er det alligevel godt, at ansøgerne kan vide, at deres ansøgning bliver bedømt ud fra retningslinjer, der gælder på det tidspunkt, hvor de søger, så de ved, hvilke krav de skal opfylde, og kan målrette deres indsats efter det. Der siger jeg selvfølgelig især tak til Liberal Alliance, som sørgede for, at det kunne ske.

Der står i grundloven, at indfødsret skal tildeles ved lov. Det er rigtigt. Det er nemlig det, vi gør i dag. Vi har opført navnene på en række mennesker på et lovforslag, og nu vedtager vi ved lov, at de bliver danske statsborgere. Men der står ikke i grundloven noget som helst om, hvilke kriterier vi skal bruge for at opføre navnene på ansøgere til statsborgerskab på et sådant lovforslag.

I Indfødsretsudvalget stemmer vi om, hvem der af forskellige grunde skal opnå dispensation fra de almindelige krav. Der er nogle retningslinjer, ja, men de bliver fortolket vidt forskelligt af udvalgets medlemmer. Det betyder i realiteten, at det kan være op til et enkelt medlems vurdering, om en ansøger bliver dansk statsborger eller ej. Det undrede mig meget, da jeg som nyt medlem trådte ind i Indfødsretsudvalget. Det føltes dybt uretfærdigt.

For nylig kunne vi i pressen læse om to brødre med nøjagtig den samme svære diagnose, der søgte dispensation. Den ene fik ja, den anden fik nej. Således kan en ansøger ved større eller mindre tilfældighed opnå dispensation fra et eller flere krav og derved opnå dansk statsborgerskab og blive en ligeværdig borger i det danske samfund med de demokratiske rettigheder, der følger med. En anden ansøger med en fuldstændig sammenlignelig dispensationsansøgning kan ved større eller mindre tilfældighed samtidig blive nægtet dispensation fra kravene og således være henvist til at leve sit videre liv uden mulighed for at blive en rigtig del af det land, som han eller hun betragter som sit. Dette beror altså alene på en tilfældighed. Ingen regler forhindrer disse tilfældigheder i at forekomme, men en sådan vilkårlighed er ikke et retssamfund og et Folketing værdigt.

Ansøgerne er også helt uagtet udvalgsmedlemmernes retfærdighedssans fuldstændig henvist til uvished, idet han eller hun ikke har en chance for at vide, hvilke kriterier der ligger til grund for afgørelsen, der træffes i udvalget. Jeg vil nu mene, at der faktisk er en mulighed for at sikre langt større retssikkerhed, også i forbindelse med dispensationssager, og jeg håber, at vi i udvalget får rejst en debat om, hvordan vi sikrer en bedre og mere retfærdig håndtering af disse sager i fremtiden. Det vil Alternativet gerne medvirke til. Foreløbig har et mindretal i udvalget bedt om, at vi kan få eksperter til at fortolke, om grundloven virkelig kræver, at udvalget tager individuel stilling til alle dispensationsansøgninger.

Jeg vil slutte af med endnu en gang at udtrykke et varmt tillykke til alle de kommende statsborgere. Jeg håber at hilse på mange af dem på statsborgerskabsdagen.

Alternativet stemmer for lovforslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning foreløbig, og den er fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må sige, at der er noget, jeg ikke rigtig forstår i den måde, som fru Ulla Sandbæk stiller tingene op på. For det første er det ikke noget retskrav, at man får statsborgerskab. Det er ikke noget retskrav, at man får statsborgerskab. Det er en gave fra Folketinget; det er en gave fra det danske folk. Det står ikke noget sted, at det er en rettighed, når man er inden for Danmarks grænser, at få statsborgerskab. Det er bare lige for at få det slået fast.

For det andet fremstiller ordføreren det, som om at alt, hvad der foregår i Indfødsretsudvalget, og alt, hvad der overhovedet har med indfødsret at gøre, hviler på vilkårligheder. Det passer jo ikke. Der er et politisk flertal, der vedtager de regler, der gives statsborgerskab efter, og det er et politisk flertal, der stemmer det igennem. Sådan er det.

Jeg vil så godt sige: Væk med vilkårligheden, og væk med de mange dispensationer. Det var en måde at gøre det på. Og så vil jeg sige en sidste ting: Jeg så gerne, at hver enkelt sag, som også er på det her lovforslag, blev behandlet meget mere nærgående, sådan som man gjorde i gamle dage, før der blev fyldt så mange på listen, som der er blevet de sidste årtier.

Jeg beder om, at spørgeren overholder taletiden.

Ordføreren.

Jeg vil gerne bede spørgeren om at forklare, hvorfor det ikke er vilkårligt, at vi har en liste med f.eks. 70 dispensationsansøgninger. Fra nr. 1 til nr. 70 er der et parti, der siger, at nr. 5 får dispensation og nr. 22 får. Et andet parti siger, at nej, det skal være nr. 7 og nr. 13, der får, og et tredje parti peger på nogle helt andre. Det vil sige, at et medlem i udvalget kan tildele dispensation, som alle andre nejsigere har sagt ikke kan få dispensation. Hvorfor er det ikke vilkårligt?

Spørgeren.

Jeg tror, ordføreren misforstår det, jeg sagde. Jeg sagde, at jeg gerne så, at de 1.861 var blevet individuelt sagsbehandlet, sådan som man gjorde i gamle dage, hvor det var den enkelte, der fik stillet krav om vandel og alt muligt. Man gennemgik den personlige historie og så på, om personen ville Danmark. Det så jeg gerne, men den her kolossale mængde, der er af statsborgerskaber, gør bare, at det ikke kan lade sig gøre, men der har været en individuel vurdering af hver enkelt.

Ordføreren.

Jeg mener bare, at hvis ikke der skal være vilkårlighed, så bør det være ministeriet, som foretager den vurdering, som i dag foretages af udvalget. Det ville jeg være helt tilfreds med.

Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det. Kheda Abaeva, Kolding; Amal Ali Abass, København; Arif Abazi, Vejen; Lulije Abazi, Herlev; Amir Hamid Abbas, Ishøj; Anaim Abbas, Vejle; Azhar Z Abbas, Køge; Shamas Abbas, Gladsaxe; Hanaa Rashid Abboud, Skive; Khalil Mahmoud Abdalla, Roskilde.

Det er navnene på de første ti mennesker, vi med det her lovforslag tildeler dansk statsborgerskab. Når jeg læser dem højt, er det for at minde om, at det handler om mennesker. Den danske debat har igennem de senere måneder næsten udelukkende handlet om tal. Men under ethvert tal er der et rigtigt menneske af kød og blod, som får afgjort sin skæbne. Det er noget særligt at være dansk statsborger; det er noget særligt at blive dansk statsborger. Der er regler for, hvad man skal leve op til for at få statsborgerskab, og derfor er det noget sludder, når DF udlægger teksten, som de gør.

Med det her lovforslag bliver 1.861 mennesker en del af vores fællesskab, og det vil jeg gerne ønske tillykke med. Til gengæld er der måske ikke så meget grund til at sige tillykke til os som samfund, for på det her lovforslag står der navne på mennesker, som allerede sidste år fik besked om, at de vil blive danske statsborgere, men så kom fru Inger Støjberg til som minister og krævede, at sagerne skulle gå om. Det krænker retsfølelsen, for som hr. Leif Mikkelsen lige sagde, så skal man kunne regne med det offentlige. Der er politisk anstændighed, og det vil jeg gerne sige tak til Liberal Alliance for at I holdt fast i.

Fremover skal mennesker, der ønsker dansk statsborgerskab, leve op til de regler, som de borgerlige partier og Socialdemokraterne aftalte med hinanden i efteråret. Det betyder, at mennesker fremover skal svare rigtigt på historiske spørgsmål om Danmark, som vi af erfaring ved at en femtedel af danskerne ikke kan svare på. De skal bestå en danskprøve, som svarer til det, man skal kunne på en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det er et svigt af arbejderne. Det giver ikke mening inde i mit hoved, at Socialdemokraterne, som ellers plejer at være landets arbejderparti, står bag det.

Så er der selve måden, vi behandler ansøgningerne på i Indfødsretsudvalget. Det er et svigt af retssikkerheden, og det strider mod den ligebehandling, som ellers for mig er en grundlæggende dansk værdi. I mine øjne hører det fortiden til, at enkelte folketingsmedlemmer sidder og siger ja og nej til ansøgere helt uden begrundelse og helt uden chance for den enkelte for at få en begrundelse. Det kan og skal vi gøre bedre. I Radikale Venstre arbejder vi for, at alle, der lever op til reglerne, skal have statsborgerskab. Jeg vil gerne sige til dem, som et flertal efterlader uden retssikkerhed, at jeg vil fortsætte med at kæmpe for et mere retfærdigt system. Til dem, der får statsborgerskab, til Amal og Amir og Hanaa: Tillykke, og jeg glæder mig til at se mange af dem til statsborgerskabsdagen.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Undskyld mig, men det er en elementær kendsgerning, at det er mennesker, det handler om. Der er 6 milliarder mennesker i verden. Der er 60 millioner flygtninge. De er alle sammen mennesker, og det er det, det handler om. Der er ingen grund til at reducere det her til et spørgsmål om, at der er nogle, der betragter dem her som mennesker, og andre, der ikke gør. For det tror jeg ikke er tilfældet. Det er mennesker, det handler om. Men vi har også et ansvar over for vores samfund, i forhold til hvem der bliver statsborgere, og det er det, der er hele diskussionen.

Så vil jeg stille dette spørgsmål: Er det rigtigt forstået, at så at sige hver eneste person, der er på det her lovforslag, bliver stemt igennem af et politisk flertal, for det er faktisk det samme, som sker i Indfødsretsudvalget – det er helt det samme, der sker? Der vedtager man, om man skal give dispensation eller ej. Hernede i salen vedtager vi, hvem der skal have statsborgerskab, og hvem der ikke skal. Hvis der kommer et flertal imod indfødsretsloven, så er der ingen, der får statsborgerskab. Er det rigtigt forstået? For det er sådan, grundloven fungerer. Det, der foregår i Folketinget, er det samme, som der foregår i Indfødsretsudvalget.

Tak. Ordføreren.

Ja, det, som vi ønsker i Radikale Venstre, er, at der er helt præcise regler for, hvordan man får statsborgerskab, og også helt præcise regler for, hvad der skal til for at få dispensation, sådan at vi kommer ud over den situation, som fru Ulla Sandbæk meget rigtigt beskrev, nemlig at man sidder på indfødsretsudvalgsmøder og siger ja til nr. 12 og nr. 22 og nej til de andre, helt uden nogen som helst form for begrundelse. Det krænker min retsfølelse, og det er derfor, vi i Radikale Venstre vil lave det om.

Spørgeren.

Jeg kan så sige med hensyn til den omtalte sag, at jeg stemte konsekvent i begge sager. Det gjorde jeg. Men jeg vil så sige, at Radikale Venstre også sagtens kan sige det, fordi de konsekvent stemmer ja. Jeg har en gang imellem en fornemmelse af, at der slet ikke er nogen individuel vurdering, og at der heller ikke er det hos Alternativet. I hvert fald har jeg aldrig nogen sinde hørt Det Radikale Venstre stemme nej i Indfødsretsudvalget. Er det så ikke en vilkårlighed?

Ordføreren.

Jamen vi går da lige præcis ikke ind og laver en individuel vurdering, for det synes vi er forkert. Og det er derfor, at hele diskussionen for mig som radikal går på, at de kriterier, der er for at få statsborgerskab, og også de kriterier, der er for at få dispensation til statsborgerskab, skal være klare og tydelige, sådan at du i det øjeblik, du lever op til dem, så også skal have statsborgerskab. Det er derfor, at vi jo også vil arbejde på at få en høring, sådan at vi kan få afklaret, hvad det juridiske grundlag i det er, for jeg er simpelt hen uenig i den fortolkning, som Dansk Folkeparti har, af, hvad paragraffen i grundloven betyder.

Tak. Næste korte bemærkning kommer fra hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det. Det var da godt nok noget af en tilståelsessag, at Radikale Venstres ordfører står på Folketingets talerstol og erkender, at man ikke foretager den sagsbehandling, som vi er pålagt som udvalg; at man ikke går ind og kigger på de ansøgere individuelt, men altså bare siger ja til alle, der kommer over i Indfødsretsudvalget. Det var klare ord. Vi har haft en mistanke om det, men det var klare ord, at man end ikke gider læse de sager, vi får over, men bare siger ja til revl og krat.

Ordføreren.

Det følger logisk af, at vi er imod den måde, som vi behandler det på. Det strider mod min retsfølelse, det strider mod den ligebehandling, som for mig er en fuldstændig grundlæggende dansk værdi, at man sidder og siger: Jeg synes, at nr. 12 skal have indfødsret, men jeg synes ikke, at nr. 13 skal have det. Det er da mangel på retssikkerhed, og det er derfor, at vi fra radikal side sammen med en række andre partier i Folketinget ønsker at få en høring, hvor vi indkalder juridiske eksperter, som kan være med til at lave et setup, som bygger på retssikkerhed og ikke på den vilkårlighed, der er i sagsbehandlingen i dag.

Spørgeren.

Jamen altså, jeg er ganske enkelt chokeret. Det, vi hører, er, at man ikke ønsker at bruge den politiske magt, som vi som Folketing har fået i grundloven, nemlig at det er os, der fastsætter retningslinjerne, de retningslinjer, der afgør, om ansøgere kan blive danske statsborgere eller ej. Hvis man slet ikke forholder sig til, hvad det er for principper, man vil tildele statsborgerskab med, men bare tænker, at hvis det er blevet sendt over af en embedsmand i ministeriet, må man hellere sige ja, hvad skal man så overhovedet med Indfødsretsudvalget?

Ordføreren.

Det var ikke det, jeg sagde. Faktisk er min pointe lige præcis det modsatte: Vi har som politikere ansvaret for at beskrive de kriterier, der skal til for at få statsborgerskab, og også de kriterier, der skal til for at få dispensation, så præcist, at vi ikke behøver at sidde og enkeltbehandle sagerne i Indfødsretsudvalget. Det er jo der, hele vilkårligheden opstår. Det strider mod min retsfølelse, og det er derfor, jeg ønsker, at vi får juridiske eksperter til at belyse, hvad vi rent faktisk kan inden for grundloven. For sådan, som både Venstre og Dansk Folkeparti forsøger at udlægge den paragraf, er den nemlig ikke.

Næste spørger er hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil ikke afvise, at den sagsbehandling, der foregår nu, kunne foregå på en mere klog måde. Men årsagen til, at jeg tager ordet, er, at sådan som reglerne er skruet sammen nu, har vi jo nogle ret klare, præcise retningslinjer for, hvem Indfødsretskontoret skal sætte på lovforslaget, og så har Indfødsretskontoret mulighed for at fremlægge nogle sager for os i udvalget til dispensation. Og det er jo så en politisk vurdering. Det kan være, de mangler 2 dage i deres beskæftigelseskrav, eller det kan være, at de har overtrådt en lovgivning, men vi kan så foretage en politisk vurdering af, om vi synes, at lige præcis den lovovertrædelse skal gøre, at de ikke skal komme på lovforslaget.

Jeg kunne godt frygte, at hvis man kun havde retningslinjer og ingen muligheder for en politisk vurdering – altså en politisk vurdering af dispensation – ville resultatet være et meget mere rigidt system, og at færre i virkeligheden ville få statsborgerskab. Så jeg har lidt svært ved at forstå, at netop Enhedslisten, Alternativet og De Radikale, som jo ellers ønsker, at flere skal have statsborgerskab, er i gang med at forfølge en mulighed, som jeg tror vil resultere i, at færre vil få det.

Tak. Ordføreren.

Jeg er enig i dele af det, som hr. Mattias Tesfaye siger. Jeg mener også, at der fortsat skal være en mulighed for, at Indfødsretsudvalget kan give dispensation. Problemet er bare, at vi i dag får alt for mange sager forelagt til dispensation. Og det er, fordi vi mangler tydeligere retningslinjer for det – f.eks. hvad angår mennesker, som har posttraumatisk stress, sidder der nogle i udvalget og synes, at de erklæringer kan vi ikke tage for gode varer.

Så min pointe vil være, at så må vi da sørge for at stille tydeligere krav til, hvad det er for nogle erklæringer, der skal til, sådan at det ikke behøver at være politikere, der helt ærligt overhovedet ingen forstand har på den slags diagnoser, som skal sidde og læse papirerne og sidde og kigge på, om det er en god nok forklaring på, at man ikke er selvforsørgende, eller at man ikke kunne gå op og bestå de danskkrav, der er. Det skal vi jo have lagt ud i strakt arm.

Det er derfor, jeg siger, at vi bør lave nogle meget tydeligere kriterier, sådan at en langt større del af dispensationerne kan gives automatisk, og at det kun skal være i de tilfælde, hvor der er tvivl, at det er nødvendigt at forelægge det for Indfødsretsudvalget.

Tak. Spørgeren.

Tak. Jeg forstår det så sådan, at Det Radikale Venstre ikke er imod, at der er en dispensationsmulighed, men ønsker, at mængden af sager i fyldte papkasser, der slæbes herover på Christiansborg, og som vi skal læse igennem, skal være færre. Det vil vi gerne bakke op om fra Socialdemokratiets side. Det var sådan set det, der var en af gevinsterne ved den politiske aftale, der blev lavet før jul.

Jeg er med på, at vi er uenige i det politiske indhold, men en af gevinsterne i den aftale er sådan set, at ansøgningerne om dispensation er blevet markant færre. Men igen kan jeg spørge om det samme, som jeg gjorde i mit første spørgsmål, nemlig om det ikke er sådan, når man indskrænker dispensationsmulighederne, at bundlinjen bliver, at færre får tildelt statsborgerskab.

Ordføreren.

Nej, for jeg er imod at indskrænke dispensationsmulighederne. Det, der er min pointe, er bare, at vi skal klargøre kriterierne på en måde, så det ikke behøver at være folketingspolitikere, der sidder og afgør det, men så det kan være på samme måde, som vi indtil nu har haft det: at man, hvis man f.eks. var ung, kunne gøre det alene ved en erklæring. På samme måde er det jo med al anden lovgivning, vi laver: at hvis kriterierne er tydelige nok, er det jo et spørgsmål om at tjekke, om man lever op til lovgivningen eller ej, frem for at skulle lave en sagsbehandling som den, vi foretager i Indfødsretsudvalget.

Så lad mig sige helt klart til Socialdemokraterne: Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal indskrænke mulighederne; det er et spørgsmål om at skabe retssikkerhed ved at have tydeligere principper, så Indfødsretsudvalget ikke skal ind over så mange sager.

Tak. Den næste spørger er hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil selvfølgelig gerne kvittere for den ærlighed, fru Lotte Rod lægger for dagen, selv om jeg nok må sige, at det jo fører debatten et lidt andet sted hen, og det afdækker desværre, at det her slet ikke er holdbart. For så afhænger hele den behandling fuldstændig af, helt råt sagt, hvor salen deler sig her i Folketinget. Vi må jo så have haft en periode, hvor der var rødt flertal, og vi har godt nok kunnet fornemme det. Der har alle fået ja uanset hvad. Det er ikke engang sikkert, at I har lukket kasserne op og kigget i ansøgningerne. Alle har bare fået ja.

Nu er der så et andet flertal, som tager opgaven seriøst, og vi gennemgår faktisk hver enkelt sag. Det gjorde vi også, da der var et rødt flertal. Der flyttede det bare ikke så meget. I dag er det helt rigtigt, at det afhænger meget af, at vi foretager en seriøs sagsbehandling for at tage stilling til, om vi tror på, at det her kan føre til en integration. Det er faktisk en reel sagsbehandling. Det kan man så konstatere at den ene halvdel af salen ikke foretager, og det kan bestemt føre til et behov for alvorlige ændringer af det her. Det er jeg enig i, men det er rystende, at det egentlig er sådan, det forholder sig.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige helt tydeligt, at det simpelt hen er noget sludder at sige, at alle bare får ja, for man skal jo leve op til nogle kriterier for overhovedet at ende i vores bunke med dispensationer. Derfor er hele det centrale spørgsmål i det her jo, hvordan hr. Leif Mikkelsen kan vurdere, om nr. 15 egentlig godt alligevel kunne have lært dansk, eller hvordan hr. Leif Mikkelsen kan vurdere, at nr. 17 egentlig godt alligevel kunne have fået et arbejde. Det ved vi som politikere ikke, vi er ikke eksperter. Jeg gør mig ikke klogere end de lægeerklæringer, der er, og det er derfor, jeg siger, at vi har behov for at styrke det grundlag, der er. For lad os dog diskutere det, hvis vi er uenige om, hvorvidt nogle af de lægeerklæringer, der ligger om posttraumatisk stress-syndrom, er for dårlige. Så er det, vi skal diskutere, jo, hvordan vi forbedrer den lægefaglige vurdering. Men det giver ingen mening at tro, at vi som politikere kan vurdere, hvordan situationen er.

Hr. Leif Mikkelsen.

Nej, jeg kan så forstå, at den røde halvdel ikke har følt sig kvalificeret til overhovedet at gå ind i at vurdere, om folk nu kan det og det ud fra de prøveaflæggelser, der finder sted. Jeg synes, det er dybt, dybt betænkeligt, at man i Folketinget overhovedet kan synes, at det er rimeligt at have den holdning til en sagsbehandling. Man hører her, at det handler om mennesker, og det er så det, vi er enige om. Det bør man dog tage mere seriøst. Vi synes faktisk også, det er en stor og vanskelig opgave, for man kommer kørende med papkasser med bilag til os, men vi tager det faktisk seriøst og bruger tid på at behandle hver enkelt sag for at afdække, om det kan føre til et mål eller ej. Så jeg er kun enig i én ting, og det er, at det her bør føre til alvorlige overvejelser om, hvordan den sagsbehandling skal finde sted i fremtiden. For hvis ulykken skulle ske, at vi en dag får et rødt flertal, så vil alle få et ja, uanset om der er mulighed for integration eller ej, kan jeg forstå på det hele. Det er dybt betænkeligt.

Ordføreren.

Men hvad er det for et grundlag, hr. Leif Mikkelsen mener at kunne vurdere sagerne på? Er hr. Leif Mikkelsen læge? Er hr. Leif Mikkelsen psykolog? Er hr. Leif Mikkelsen beskæftigelsesrådgiver? Her diskuterer vi jo, om vi tror på, at det er de faggrupper, som vurderer sagerne, eller det er os som politikere, der ved, hvordan det er. Jeg må bare sige, at jeg ikke er læge eller psykolog. Jeg er politiker, og det er derfor, jeg ønsker, at vi får et system med retfærdighed og ikke et system, hvor udfaldet som nu afhænger af, om vi lige siger ja eller nej i udvalget.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Jacob Mark fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at gøre det så langt, for jeg ved, at der er nogle mennesker, som sandsynligvis sidder og ser det her live, som har ventet rigtig længe på det her, og dem vil SF gerne sige tillykke til.

Nogle uger efter at jeg var blevet valgt til Folketinget, sad jeg på Roskilde Festival sammen med en god ven, der var ved at få sin ansøgning om statsborgerskab behandlet, og han havde fået brev om, at det ville han få. Der var så kommet en ny minister til – og jeg tror sådan set, at det havde været det samme, uanset hvilken minister det havde været fra Venstre-regeringen – og han spurgte mig meget nervøst: Jakob, betyder det her så, at jeg ikke bliver dansker alligevel? Så sagde jeg til ham: Nej, det er jeg faktisk overbevist om at det ikke betyder, og uanset hvad mener jeg sådan set at du er dansker. Han fik så også dansk statsborgerskab.

Jeg tror, apropos vilkårlighed, at alle, der sidder i det der udvalg, får usandsynlig mange mails, beskeder og Facebook Messenger-beskeder, hvor der står: Hvad går nu galt? Er der nu nogle, der vil stemme mig ned? Er jeg ikke dansker? Og det er, selv om mennesker arbejder, uddanner sig, går i skole og er aktive i det frivillige foreningsliv. Så grunden til, at jeg vil gøre det kort, er, at jeg egentlig bare vil sige: I har ventet længe nok, I er danskere, og I fortjener det bevis, hvor ministeren skriver under og siger: Ja, I er danskere.

Der bliver jo stillet krav. Det har vi i SF jo sådan set også sagt fra starten at vi synes er fair nok. Vi synes faktisk, det er fair nok, at man skal kunne dansk på et vist niveau; vi synes, det er mere end fair, at man ikke begår kriminalitet, hvis man vil være dansker; vi synes, det er mere end fair, at man skal have været her i årrække og bevist, at man gerne vil bo i landet; vi synes, det er mere end fair, at man skal være selvforsørgende. Og hvis man så f.eks. er syg eller kommer ud for nogle andre ting, som også kunne ramme os andre danskere, der gør, at man ikke kan leve op til det, så er det også fair nok, at der er dispensationsmuligheder.

Men der er jo krav, og det har den her del af Folketingssalen – hvis vi skal undlade den der mudderkastningskamp – jo også altid ment at der skal være. Det skal jo ikke bare være sådan ligetil at få dansk statsborgerskab. Vi stiller også krav, og dem lever en række mennesker – 1861 – så op til, og det har de kæmpet for.

Jeg vil til jer alle sammen bare sige et stort tillykke. Jeg glæder mig til sige hej til jer på statsborgerskabsdagen. SF stemmer for det her lovforslag.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil godt lige sige, at det simpelt hen er faktuelt forkert, at der er nogle, der fra Justitsministeriet eller indfødsretsministeriet eller et hvilket som helst ministerium har fået et brev, hvor de har fået løfte om statsborgerskab. Det er simpelt hen faktuelt forkert.

Man kan jo prøve, og det vil jeg bede ordføreren om, selv at spørge ovre i ministeriet. Jeg synes, at den her myte er gået længe nok.

Jeg ved godt, at SF i sin tid faktisk formulerede nogle krav, som man godt nok lempede i 2013. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg aldrig tror, at SF var gået ind og taget ansvar, hvis det ikke havde været på grund af Dansk Folkeparti eller den blå blok i 00'erne.

For det var faktisk os, der begyndte at mene, at der skulle stilles nogle ordentlige krav til dem, der kunne modtage dansk statsborgerskab, altså at man skulle leve op til nogle ting, at man skulle kunne det danske sprog, at man skulle kunne orientere sig i det danske samfund. Det er faktisk derfor, at vi bakker op om de her regler. Vi mener, de er fair og rimelige.

Det kan man jo så diskutere i lang tid, men mudderkastningen er der selvfølgelig, fordi der er en del af Folketinget, som ikke vil tage ansvar i den her sag og ikke gør det, når det er sådan, at det kræver noget. Det er bare det, vi har prøvet at anskueliggøre i debatten i dag.

Jeg skal lige for god ordens skyld sige til ordføreren, at man ikke behøver at tale direkte ind i mikrofonen. Den er indstillet på en sådan måde, at hvis man står i normal taleafstand, vil lyden blive opfanget på god vis, og hvis man taler umiddelbart ind i mikrofonen, risikerer man, at der kommer sådan nogle ploplyde, der kan være ret ubehagelige for dem, der måtte sidde bag radioapparater eller tv og følge med. Så bare for god ordens skyld: Hold en lille afstand.

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil ikke gå så meget ind i den diskussion, som vi nu har haft i månedsvis, om, hvorvidt man har haft ret til at have en berettiget forventning.

Jeg konstaterer, at der er et flertal i Folketinget, der mener, at de mennesker, der har fået tilsendt et brev, hvor der står, at de er optaget på listen, har haft en berettiget forventning om, at man nu ville lade dem gå igennem. Det synes jeg sådan set er fair nok, og det er SF's holdning.

Jeg konstaterer også, at Dansk Folkeparti flere gange ikke har ment, at det var tilfældet, og det er også fair nok.

Den anden debat om, hvad SF mente tilbage i 00'erne, og hvad der er Dansk Folkepartis fortjeneste, og hvad der ikke er, kan jeg ærlig talt ikke gå ind i. Jeg sad ikke i Folketingssalen dengang.

Det, jeg bare er helt sikker på nu, er, at når vi i SF sidder til gruppemøder og diskuterer, hvad kravene skal være for at komme ind i Danmark, så er det vigtigt for os, at man skal kunne det danske sprog. Det er vigtigt for os, at man ikke begår kriminalitet. Det er vigtigt for os, at man kan være selvforsørgende.

Hvad Dansk Folkeparti så har ment i 00'erne og før 00'erne, er jeg sådan set ligeglad med. Det her er SF's holdning.

Hr. Langballe for anden korte bemærkning.

Det er sådan set bare for at konstatere, at jeg er glad for, at SF har flyttet sig så meget, som de har, altså at de er kommet over i vores retning og spiller på samme banehalvdel. Det ved jeg så ikke om partiet gør, men det er jeg sådan set glad for.

Men så vil jeg i øvrigt sige, at det ikke er en politisk holdning. Fakta er ikke noget, man har en subjektiv holdning til. Fakta er fakta, og det er et faktum, at det brev, der blev sendt ovre fra ministeriet, ikke gav løfte om statsborgerskab. Det er bare så enkelt, som det er, og det behøver jeg ikke nogen kommentar til, men det er bare et faktum.

Ordføreren.

Når jeg tænker på, hvad der er rød ideologi, så handler det om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg har sådan set altid haft den holdning, at hvis du vil være dansk statsborger og du har mulighederne for at lære det danske sprog, så er det det, du skal gøre, og så er det det, du skal kunne.

Du skal ikke begå kriminalitet, hvis du vil være en del af det danske samfund. Du skal være selvforsørgende, hvis du vil være en del af det danske samfund. Det er min opfattelse, og det har SF altid ment.

Det er heller ikke et skridt over mod Dansk Folkeparti. Jeg mener sådan set ikke, at kravet om, at man skal kunne bestå danskprøve 3, som er på et urimelig hårdt niveau, eller kravet om, at man skal kunne bestå den her oldgamle indfødsretsprøve, er nødvendige for, at man kan få dansk statsborgerskab. Der er jeg mere optaget af sprog og af, om man kan forsørge sig selv.

Det er således, at forretningsordenen tilsiger, at man ikke bruger direkte tiltale, men jeg antager, at anvendelsen af du i dette tilfælde var et synonym for man, og derfor lader vi det fare.

Der er en enkelt kort bemærkning mere. Den er fra hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet.

Tak. For Socialdemokraterne er det vigtigt, at der er blevet skabt bred politisk enighed om nogle regler for tildeling af statsborgerskab, og derfor er vi også glade for, at det er lykkedes os at lave sådan en aftale med de fire partier i blå blok.

Vi er selvfølgelig også interesseret i, at den aftale får endnu bredere politisk opbakning, og jeg er med på, at SF har nogle problemer med nogle af elementerne i aftalen, og det er selvfølgelig fair nok.

Men kunne man forestille sig, at SF i løbet af den her folketingsperiode kunne finde på at tilslutte sig aftalen med henblik på at skabe endnu mere ro, sådan at de mange mennesker, der skal søge, kan få skabt endnu mere klarhed og ro om, hvilke regler de skal søge efter?

Ordføreren.

Ja, hvis SF på magisk vis kan overbevise Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om at rulle de stramninger tilbage, man vedtog her i starten af perioden, så kunne man faktisk godt.

Jeg synes jo, at den medborgerskabsprøve, som SF og Socialdemokraterne lavede sammen, da vi sad i regering, var en bedre prøve end den, man nu har vedtaget at der skal være. Jeg synes sådan set, den var mere rimelig, og jeg har været rundt og besøge de her lær dansk-kurser, hvor vi har været ude med Integrationsudvalget og har hørt, hvad det egentlig er man bliver undervist i.

Altså, jeg synes, det er fair nok, at man bliver dansker, hvis man kan danskprøve 2, for det er faktisk et niveau, som mange danskere kun kan. Man kan sagtens begå sig på arbejdsmarkedet og være en god medborger, selv om man kun kan dansk på danskprøve 2-niveau.

Så hvis det kan lykkes os at få det ned på det niveau igen, hvor det er rimeligt, så ja, så vil vi meget gerne tilslutte os.

Hr. Mattias Tesfaye.

Det er jo sådan nu, at man sådan set godt kan klare sig med dansk 2, hvis man lever op til rimelig skærpede beskæftigelseskrav, men lad nu det ligge.

Det, jeg hører fra SF, er, at SF sådan set er interesseret i at indgå i en bred politisk aftale, som ville kunne cementere en politisk borgfred, så folk, der søger om statsborgerskab i vores land, kan være sikre på, under hvilke vilkår det skal foregå. Og hvis vi skal pege på et politisk problem, der er, for at komme dertil, så handler det om de krav, der stilles særlig på danskområdet. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Ja, og om indfødsretsprøven. Nogle af de stramninger, som man vedtog i den her pakke, bakker vi ikke op om. Vi var sådan set rigtig glade for den pakke, vi vedtog sammen med Socialdemokraterne.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Det er bare for at fortælle ordføreren fra SF, hvordan kravene til dansk 2 er, for det ved ordføreren tydeligvis ikke.

Det er ikke sådan, at der er danskere, altså danskere med danske forældre, født og opvokset i Danmark, som ikke kan bestå dansk 2 (Jacob Mark (SF): Det sagde jeg heller ikke). Jo, dansk 2 svarer nogenlunde til det niveau, man taler første fremmedsprog på i 7. klasse, og dansk 3 svarer nogenlunde til det niveau, man taler første fremmedsprog på i 9. klasse.

Ordføreren.

Jeg synes umiddelbart, jeg sagde danskprøve 3, men så retter jeg mig selv, hvis jeg ikke sagde det.

Jeg sagde netop, at jeg mener, at kravene skal være som tidligere, altså at man skal bestå danskprøve 2 for at få dansk statsborgerskab, og ikke en danskprøve 3, som man har ændret det til.

Det ikke mere end en uge siden, at Integrationsudvalget i Folketinget, hvor jeg var med, var i Aarhus hos Lærdansk for at høre, hvad niveauerne for det her er. Og det er altså ikke bare 9. klasse. Det er der forskellige holdninger til.

Det, vi hørte på Lærdansk, var faktisk, at hvis man kan bestå danskprøve 3, kan man begå sig på de mellemlange eller videregående uddannelser.

Jeg har bare den holdning, at man sagtens kan være en glimrende dansker, selv om man ikke har det danskniveau.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Mange tak, hr. formand. Det er fint nok at få det afklaret. Men dansk er et svært sprog at lære. Det er et af de sværeste sprog i hele verden, ingen tvivl om det.

Nu er det jo heller ikke sådan, at man har et eller andet sådan menneskeretligt krav på at blive dansker. Altså, det at blive dansk statsborger er noget eksklusivt, og det kræver noget helt særligt.

Derfor kan man jo sagtens være i Danmark og yde et bidrag, men det at være dansk statsborger kræver altså noget ekstra.

Ordføreren.

Det er jeg sådan set enig i. Men altså, min onkel Santo, som har været i landet i mere end 10 år, har bare rigtig svært ved at lære det danske sprog. Lige fra jeg var helt lille, har han arbejdet på fabrik, og han har knoklet som jord- og betonarbejder, og han har betalt mere i skat, end jeg har endnu. Han ville ikke kunne bestå danskprøve 3, for han lærer aldrig det danske sprog.

Nogle har bare ikke forudsætningerne for det, og jeg synes altså, at min onkel Santo er lige så dansk, som jeg selv er.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Da der ikke er nogen til stede fra De Konservative, giver jeg ordet til ministeren. Ministeren ønsker ikke ordet? Godt.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.