Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
1240 København K
Koncern Økonomi
Den 6. november 2015
Folketingets Finansudvalg har i brev af 26. oktober 2015 stillet følgende spørgsmål
nr. 42, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Maria Reumert
Gjerding.
Spørgsmål 42
Hvorledes er der budgetmæssig sikkerhed for, at midlerne til økologisk
arealtilskud rent faktisk er til rådighed i 2016 og frem, når der alene optræder et
væsentligt mindre årligt beløb på FL2016?
Hvad er forklaringen på, at der netop er afsat de anførte beløb i 2016 og frem, fx de
77,0 mio. kr. i 2016 når tilskud, som anført, fremover vil blive budgetteret og
udgiftsført i takt med tilsagnsgivningen?
Kan ministeren garantere, at der som minimum vil kunne gives tilskud på 236,2
mio. kr. årligt i 2016-2018 til økologisk arealtilskud og økologisk omlægning?
Svar
Der er på forslaget til finansloven for 2016 indarbejdet en budget- og
regnskabsteknisk omlægning af det økologiske arealtilskud. Omlægningen
indebærer, at udgifterne til tilskuddet budgetteres og regnskabsføres i takt med, at
der tegnes femårige tilsagn frem for i takt med de årlige udbetalinger. Alle udgifter
til et femårigt tilsagn afholdes således i det år, hvor tilsagnet tegnes. På
finansloven for 2015 er der budgetteret en udgiftsbevilling svarende til de årlige
udbetalinger, og således i perioden 2016-2018 med bevilling svarende til den
indgåede forpligtelse til den årlige udbetaling på de ydede tilsagn i 2015.
Omlægningen af budgetterings- og regnskabsprincippet indebærer en omlægning
af budgetterne imellem de enkelte år, men over en femårig periode vil udgifterne
til de tegnede tilsagn være de samme.
Omlægningen har således ingen betydning for det aktivitetsomfang, der kan
afholdes over kontoen. Kontoen er med omlægningen fortsat budgetteret efter det
aktivitetsomfang, der er forudsat i Aftale mellem den tidligere regering (SR), SF og
Enhedslisten om Landdistriktsprogrammet for 2016-2018.
Beløbet på 77 mio. kr. på FFL 2016 svarer til udgiften til at yde nye femårige
tilsagn for den arealtilvækst, der er budgetteret i 2016 m.v. med det ændrede
budget- og regnskabsprincip.