Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) Forespørgsel nr. F 5:

Forespørgsel til sundheds- og ældreministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om manglen på praktiserende læger, herunder problemerne med at få praktiserende læger til at åbne praksis i landets yderområder og socialt belastede områder?

Af Liselott Blixt (DF) og Karina Adsbøl (DF).

(Anmeldelse 29.10.2015. Fremme 03.11.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 15. december dette år.

Jeg giver indledningsvis ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt, for begrundelsen. Værsgo.

Dansk Folkeparti har rejst den her forespørgsel, da vi ser store udfordringer på lægeområdet, specielt når vi taler om almen praksis. Vi ved, det specielt er i yderområder og socialt belastede områder, at der er mangel på praktiserende læger. Det nødvendiggør, at vi har en plan for området, da det er uholdbart, at man som borger har svært ved at få tid hos en af de privatpraktiserende læger. Vi anser det derfor for nødvendigt, at vi i Folketinget forholder os til det og fremkommer med løsninger, der kan afhjælpe udfordringen, samt at vi sikrer, at alle, uanset hvor man bor, kan få den samme hjælp, når man er syg. Det er grunden til, at vi har rejst forespørgslen, og jeg glæder mig til at høre ministerens svar på de spørgsmål, der er blevet stillet.

Tak for det. Så giver jeg ordet til sundheds- og ældreministeren for besvarelse.

Tak for ordet. Jeg bliver i forespørgslen spurgt om, hvad jeg kan oplyse om manglen på praktiserende læger og herunder problemerne med at få praktiserende læger til at åbne praksis i landets yderområder og socialt belastede områder. Spørgsmålene kredser jo om et rigtig vigtigt og aktuelt emne, som regeringen er meget optaget af, nemlig vores fokus på at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Der er sundhedsområdet på mange områder centralt, for en af forudsætningerne for, at vi kan skabe vækst og sikre udvikling i alle egne af landet, er, at vi er i stand til at skabe tryghed og sikre, at alle danskere har adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet. Det gælder ikke mindst adgang til behandling hos en alment praktiserende læge.

Men hvad er det så for nogle udfordringer, vi helt konkret står over for, og hvordan er status i dag? Det første spørgsmål, vi jo må stille os selv, er, om der i dag er danskere, som tilhører sygesikringsgruppe 1, som ikke er tilmeldt en læge. Det spørgsmål har jeg stillet til Danske Regioner, og her er det korte svar nej. Der er ingen af de danskere, der ønsker at være tilmeldt en fast praktiserende læge, som ikke i dag er tilmeldt en læge. Danske Regioner har også oplyst, at regionerne hvert år laver en lægedækningsundersøgelse. I den forbindelse spørger man lægerne, om de har mulighed for at have flere patienter tilmeldt klinikken, og helt overordnet svarer de eksisterende klinikker, at de samlet set har plads til at kunne tage flere patienter ind. Opgørelsen fra 2014 viste, at de faktisk havde plads til at optage 273.000 flere patienter. Så den aktuelle status er altså, hvis vi ser på det samlede antal praktiserende læger i hele landet, at der ikke er mangel på læger.

Men hvordan ser det så ud, når vi ser fremad? Bliver der uddannet for få læger i de kommende år? Også her er det korte svar nej. I Danmark uddanner vi historisk mange læger, også efter international målestok, og der forventes et stigende antal læger i de kommende år. Konkret tyder lægeprognosen, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, på, at stigningen fortsætter frem mod 2035. I perioden fra 2015 til 2035 forventes antallet af speciallæger i almen medicin at stige med 31 pct. I 2009 blev optaget på medicinstudiet på landsplan øget med 200 nye pladser, og i 2015 blev det besluttet at øge optaget på lægeuddannelsen på Aalborg Universitet med 50 pladser. Vi kan altså svare nej på spørgsmålet om, hvorvidt der samlet set er for få praktiserende læger, og vi kan også svare nej på spørgsmålet om, hvorvidt der bliver uddannet for få læger.

Men er der så ikke nogen udfordringer med at skaffe praktiserende læger nogen steder i landet? Svaret på det spørgsmål er jo til gengæld og desværre et alt for tydeligt ja. Der er problemer, og det er ikke godt nok. På nuværende tidspunkt oplever man i nogle egne af landet, at det kan være svært at få praktiserende læger til at slå sig ned på egnen, når en læge vælger at stoppe for eksempelvis at gå på pension. Det er slet ikke godt nok. Og hvis vi kigger på de praktiserende lægers alder, kan vi også se, at en del af dem står over for at forlade arbejdsmarkedet i de kommende år. Gennemsnitsalderen har ganske vist siden 2014 ligget nogenlunde stabilt på 53 år, hvis vi ser på alle praktiserende læger i hele landet, men over de seneste knap 20 år er der også sket betydelige aldersforskydninger inden for lægegruppen. I 2014 var der flere almenpraktiserende læger under 40 år, men også betydelig flere læger over 60 år. Omkring hver tredje læge var over 60 år i 2014.

Hvis man dykker lidt længere ned i tallene, kan man også se, at lægernes gennemsnitlige alder varierer en smule på tværs af regionerne. Lægerne i Region Syddanmark er i gennemsnit 52 år gamle, mens lægerne i Region Nordjylland i gennemsnit er 3 år ældre. Hvis vi zoomer helt ned på kommunalt niveau, kan man se endnu større variationer. Og vi kan desværre også se, at gennemsnitsalderen på de praktiserende læger i de enkelte kommuner ligger på omkring de 60 år. Det gælder eksempelvis kommuner på tværs af regioner som f.eks. Dragør, Morsø, Lemvig, Langeland og Frederikshavn Kommuner for at nævne nogle.

Men hvordan sørger vi så for, at det også fremover bliver muligt at sikre, at alle danskere kan være tilmeldt en alment praktiserende læge, at de unge får lyst til at arbejde som alment praktiserende læge de steder, hvor der er behov for det? Her vil jeg vende tilbage til regeringens fokus på at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. For helt overordnet handler det for mig også om, at vi skaber rammerne for og incitamenterne til, at de unge læger ikke alle sammen vil arbejde i København eller i de store byer, at de kan se en fremtid for sig selv og deres familie f.eks. i Nordjylland eller på Lolland eller i andre områder længere væk fra de store byer. Her er jeg helt overbevist om at vi ikke kun kan nøjes med at se på sundhedsområdet isoleret set. Det handler i lige så høj grad om, at kærester og ægtefæller kan få jobs, at der er gode uddannelsesinstitutioner og fritidsmuligheder for børnene, at der er en god infrastruktur, en god internetadgang, ja, mange, mange andre af de ting, som man i det 21. århundrede lægger vægt på, når man gerne vil skabe sig en fremtid for sig selv og sin familie.

Det er mange af de ting, som vi i regeringen vil tage fat på med vores strategi for vækst og udvikling for hele Danmark. Hvis vi så ser snævert på sundhedsområdet, vil jeg sige, at det jo er sådan, at det er regionerne, der har myndighedsansvaret for at sikre, at alle har adgang til en praktiserende læge. Men fra centralt hold skal vi selvfølgelig sørge for at understøtte det, og vi skal medvirke til at sikre, at de overordnede rammer også er på plads.

Som et konkret eksempel på et initiativ, som allerede er sat i værk, vil jeg pege på nogle af de ændringer af sundhedsloven, som vi vedtog sammen med den forrige regering, og som trådte i kraft den 1. september 2014. Vi fik med lovændringen bl.a. indført, at regionerne kan udbyde driften af almen praksis-klinikker til andre private aktører end læger, som så kan drive klinikken med ansatte læger. Det udvider paletten af muligheder for regionerne til lokalt at kunne sikre lægedækning, f.eks. når en læge vælger at gå på pension. Og for de unge læger giver det mulighed for at arbejde som ansat i en klinik, hvis man ikke lige har lyst til eller mulighed for selv at foretage en større investering og eje en klinik. Danske Regioner har oplyst, at der på nuværende tidspunkt på landsplan allerede er etableret ti udbudsklinikker efter de nye regler, og flere er på vej. Det er bare ét eksempel på initiativer, der kan medvirke til at understøtte lægedækning i alle egne af landet.

Men der skal meget mere til end det. Vi har fra regeringens side sørget for, at der allerede er sat en række initiativer i søen. Vi har bl.a. afsat 800 mio. kr. til en ny pulje til etablering af læge- og sundhedshuse. I sundhedshusene bliver der mulighed for at lave nogle stærke faglige fællesskaber og finde nogle gode samarbejdsmodeller på tværs af faglighed. Flere læger kan her arbejde sammen og i højere grad arbejde sammen med andre faggrupper som f.eks. sygeplejersker. Større fællesskaber kan være med til at understøtte den høje kvalitet og mere effektive arbejdsgange, men de kan også være med til at fremme rekrutteringen og fastholdelsen af læger i almen praksis over hele landet.

Der findes heldigvis også rigtig mange gode eksempler på, hvordan tilbagegang er vendt til fremgang. I sidste måned havde jeg selv fornøjelsen af at besøge et lægehus i Skjern, hvor de har fået lavet en god lokal løsning under de givne vilkår. I Skjern er det netop lykkedes at tiltrække og fastholde en gruppe af yngre læger, som gerne vil arbejde sammen med andre læger og andet sundhedsfagligt personale. Midler til større sundhedshuse, lægehuse er ét eksempel på et initiativ, der kan være med til at understøtte lægedækningen.

Som et andet konkret initiativ fra regeringens side vil jeg nævne det forsøg, vi vil sætte i gang nu her med at se på lægernes honorering. Med forsøget skal det bl.a. undersøges, om lægernes honorarpakke kan skrues bedre sammen, så den understøtter, at lægerne har større lyst til at slå sig ned i landets yderområder og i socialt belastede områder. Der er afsat i alt 187 mio. kr. til forsøget i perioden 2015-2018.

Ud over de konkrete initiativer, som vi allerede har besluttet, har vi også behov for at få et bedre overblik over de udfordringer, som vi står over for. For selv om vi kan svare nej til nogle af de indledende spørgsmål, jeg stillede i starten, så kan vi desværre også samtidig svare ja til det sidste og dermed sige, at vi har en reel udfordring, som vi skal have taget fat på. Derfor har regeringen også besluttet at nedsætte et lægedækningsudvalg med repræsentanter fra staten, Lægeforeningen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Udvalget skal skabe et bedre overblik over fordelingen af læger i bred forstand – både læger på sygehusene, speciallæger og de alment praktiserende læger – og komme med løsningsforslag til, hvordan man kan sikre en bedre lægedækning i Danmark.

Et andet centralt element, når det drejer sig om lægedækning til alle, er at sikre, at vi anvender de lægelige ressourcer bedst muligt, at sikre, at behandlingen hele tiden foregår på det rette niveau og under en fornuftig anvendelse af de kompetencer, der er til rådighed, så læger f.eks. ikke bruger tid på at arbejde med ting, som andre faggrupper, f.eks. sygeplejersker, lige så godt kan udføre.

Lad mig i den forbindelse også nævne, at regeringen sammen med Danske Regioner og ikke mindst Kommunernes Landsforening har aftalt, at vi nedsætter et udvalg, der skal komme med en plan for, hvordan vi styrker det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er et klart formål med arbejdet, at borgerne i alle dele af landet skal have tilbud om behandling og pleje af samme høje faglige kvalitet. Et vigtigt fokusområde for udvalget er også, at vi skal sikre de rette kompetencer til de rette opgaver, så f.eks. sygeplejerskerne er rustede til at klare de opgaver, som fremtiden byder på.

For regeringen er det vigtigt, at vi har praktiserende læger i alle dele af landet – i byerne og på landet – og til unge såvel som til gamle. Vi uddanner som sagt rigtig mange læger, og der er, som jeg har fremlagt, også samlet set lægekapacitet nok. Men alle de læger, vi uddanner, arbejder desværre ikke altid lige der, hvor patienterne har størst behov for dem. Vi uddanner lægerne, for at de skal behandle patienterne, dvs. os alle sammen, alle danskere, når vi bliver syge, og det kræver selvfølgelig også, at lægerne arbejder der, hvor patienterne har størst behov for dem, og at vi indretter vores sundhedssystem efter patienterne og ikke omvendt.

Jeg har nu i dag redegjort for en række af de initiativer, som vi har i pipelinen fra regeringens side, og som skal medvirke til at sikre en bedre fordeling af de praktiserende læger. Jeg vil gerne invitere alle her i Folketinget til, at vi kan arbejde sammen om den her vigtige dagsordenen. Jeg synes, at den her forespørgsel er en rigtig god anledning til, at vi kan få en politisk drøftelse af den vigtige problemstilling, og jeg vil også gerne i dag give håndslag på, at jeg og regeringen vil opretholde fokus på at sikre, at alle borgere har adgang til en praktiserende læge, og jeg vil orientere Folketinget om status på de initiativer, som vi har sat i gang og nu vil sætte i gang. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Vi fortsætter med forhandlingen, og den første i ordførerrækken er ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Jeg var lige ved at blive bange, da ministeren startede med at sige, at der slet ikke var nogen problemer. Men ministeren sluttede dog af med at sige, at der var udfordringer. Det lyder, som om vi har læger nok, men den opgørelse, jeg har læst, fra juni 2015 – og det er regionernes tal – viser, at der faktisk mangler 116 praktiserende læger. Det betyder, at man f.eks. på Lolland skal vente op til 5 uger på at få en tid hos en praktiserende læge. Det er ikke lang tid siden, men det var nok før valget, vi med Sundhedsudvalget var en tur i Nakskov, der netop havde problemer med, at der gik rigtig lang tid, før man kunne komme til en praktiserende læge, og det, selv om regionen havde åbnet en regionsklinik dernede. Det siger sig selv, at med den store forskel, der er, med hensyn til hvordan man sikrer den lige adgang til sundhedsvæsenet, så har vi altså nogle udfordringer i fremtiden.

En læge kan jo stoppe antallet af patienter ved 1.600, men vi kan også se, at der er læger, som har op til 4.400 patienter i de områder, hvor der mangler læger. Det siger sig selv, at der så måske kan være lidt småtravlt, og det er nok også der, de så har de 5 ugers ventetid. Hovedproblemerne er jo i Nordjylland og på Lolland-Falster, og specielt de områder, der har de her problemer, er også dem, der har de største udfordringer, når vi taler sundhed. Det er der, der bor mange ældre, kronikere og socialt belastede, og det er der, vi kan se at der er nogle ting, der skal løftes.

Netop på grund af de her udfordringer har jeg selv været på tur i min egen region. Jeg har været ude at tale med de praktiserende læger, og jeg har været ude at have 1 dags praktik i et lægehus i Haslev. Det var netop et af de her store sundhedshuse, hvor der var flere læger tilknyttet og laboranter og sygeplejersker. Jeg var så heldig at være med til konsultationen, når der var patienter. Jeg kunne få et indtryk af, hvordan dagen var, men også hvordan det var, når der kom en kroniker ind ad døren. Så var der ikke bare én ting, man havde brug for at snakke om; så var der mange ting, man havde brug for at snakke om.

Jeg har også været oppe hos to praktiserende læger, som faktisk afhændede deres klinik, ikke fordi de gik på pension, men fordi de følte, at man havde tabt noget tillid til dem. Som de sagde, havde de været glade for deres arbejde, og de kunne lide den faglighed, der var, men de følte ikke den samme glæde ved arbejdet mere. Det mener jeg også vi skal tage med os, når vi skal se på, hvordan vi sikrer, at der er en lægedækning. For som det er i dag, ved vi også, at der er mange almene medicinere, som er ansat rundtomkring på vores sygehuse, og som måske kunne have været ude at have en klinik i stedet for.

Jeg har talt med nogle om, hvad der er årsagen til, at man måske ikke søger de praksisser, der ligger lidt længere væk. Der er en kultur, der er ændret; der er rigtig mange kvinder, der bliver læger nu, og det er jo rigtig dejligt, men vi ved så også, at kulturen er, at de meget ofte gifter sig med en, der har en højere stilling. Det er netop en af grundene til, at vi ønsker de statslige arbejdspladser udflyttet, men også at vi sikrer, at vi hjælper med at finde nogle arbejdspladser til ægtefællerne.

Jeg har også talt med nogle, der siger: Hvorfor kan vi ikke være bedre til at dele ydernumre? Hvordan kan vi sikre, at vi kan have en privat praksis sammen med en anden og så samtidig have vores gang på sygehuset, så vi har begge dele? Så der kommer faktisk nogle forslag fra lægerne selv om, hvordan man kan være med til at løse udfordringen netop de steder, som vi taler om.

Det er jo ikke længere tid siden end i går, at vi hørte, at man har fire nordjyske sundhedshuse, der er blevet bygget af Region Nordjylland, til en samlet pris på 190 mio. kr. De står og samler støv. Eller jeg ved så ikke, om de samler støv, for der er i hvert fald kommet nogle speciallæger ind i dem, øre-næse-hals-læger osv., men de praktiserende læger udebliver. Mange af dem vil hellere have deres egen klinik, og jeg synes også, at vi skal finde ud af, hvad det er, der sker, siden vi ikke kan få de praktiserende læger ind i de sundhedshuse, som man nu har bygget og brugt penge på.

Vi ønsker jo alle sammen den lige og fri adgang til sundhedsvæsenet. Vi ønsker, at alle kan få en hurtig udredning, så borgerne kan blive behandlet hurtigt for eventuelle livstruende sygdomme. Det taler vi meget om på f.eks. kræftområdet. Men det harmonerer jo ikke rigtig med, at der nogle steder er flere ugers ventetid på at komme til lægen. Derfor glæder det mig, at vi alle sammen kan være med i den her kamp, som det er at få læger til de her områder, og det glæder mig, at vi alle sammen kan være med på det forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse op her (på vegne af DF, S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at borgerne i alle dele af landet skal have adgang til en alment praktiserende læge, men konstaterer samtidig, at der trods regionernes forsøg er udfordringer med at rekruttere læger til visse områder.

Folketinget noterer, at regeringen vil videreføre og iværksætte initiativer, der kan understøtte en hensigtsmæssig fordeling af praktiserende læger på tværs af landet, bl.a.:

- Nedsættelse af et lægedækningsudvalg, der skal opstille mulige løsningsforslag.

- Nedsættelse af et udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen med fokus på bl.a. geografisk lighed i sundhed.

- En pulje på 800 mio. kr. til etablering af større lægehuse og sundhedshuse.

- Et forsøg, der bl.a. skal undersøge, om en ændret honorering kan understøtte, at alle borgere fortsat har adgang til en praktiserende læge.

Folketinget opfordrer regeringen til at opretholde fokus på at sikre, at alle borgere har adgang til en praktiserende læge, og til at orientere Folketinget om status på initiativer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 9).

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, som indgår i den videre drøftelse.

Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraterne, for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er altså nødvendigt at komme med en kort bemærkning til ordføreren. Nu er jeg nordjyde, og jeg vil ikke bruge min taletid som ordfører om lidt på at korrigere Dansk Folkepartis ordfører, men ordføreren siger, at de sundhedshuse, der er bygget i Region Nordjylland – der er fire styk – står og samler støv. Der vil jeg blot sige: Det er virkelig ikke sandt. I de tre af husene er der praktiserende læger, enten almindeligt privatpraktiserende læger eller regionsklinikker, og det fjerde og sidste sted er der en speciallæge i huset. Det er blot for at sige, som også sundhedsministeren var inde på: De her initiativer er sat i søen, og det skal ikke fremstå sådan usandt – efter Dansk Folkepartis ordførers udsagn – at de bare står og samler støv, for det gør de ikke. De har patienter hver eneste dag.

Ordføreren.

Det vil jeg da så sætte spørgsmålstegn ved, for det er jo noget, som var i medierne i går. Der er også folk i regionerne, der har været ude og udtale sig om det – også Praktiserende Lægers Organisation. Folk undrer sig over det, og de Praktiserende Lægers Organisation har faktisk trukket sig ud af aftalen. Derfor undrer det folk, at de ikke kommer ind i sundhedshusene.

Så jeg vil finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Jeg ved godt, at der er mange speciallæger. Jeg har fået et skrift i dag om, hvilke læger der er i sundhedshusene, og som jeg kunne se, var det hovedsagelig speciallæger. Men jeg vil da spørge ind til det, sådan at vi kan få den rette sammenhæng at vide, for det er ikke, fordi jeg vil stå heroppe og lyve eller tale usandt. Jeg refererer bare, hvad jeg har læst i medierne i går, og det var Danmarks Radio, der havde historien, det vil jeg også pointere. Og der var, som jeg siger, citater både fra regionsrådet og fra Praktiserende Lægers Organisation.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Vi socialdemokrater hjælper jo rigtig gerne Dansk Folkeparti på rette bane. Det her er en pressemeddelelse udsendt af Region Nordjylland i går, og den skal jeg sørge for at ordføreren får overbragt lige om lidt. Og det er altså et spørgsmål om, at der i tre ud af fire huse er praksislæger, og i det fjerde hus er der en speciallæge.

Men det er jo også ordføreren bekendt, at der har været en ganske hård retorik mellem PLO, Praktiserende Lægers Organisation, og Danske Regioner, og at Praktiserende Lægers Organisation måske ikke har været dem, der har anbefalet deres medlemmer i så høj grad, som jeg kunne ønske som Socialdemokraternes ordfører, at tage del i de her sundhedshuse, som er lavet på regionernes initiativ.

Ordføreren.

Så vidt jeg forstår det fra den artikel, jeg læste i går, og fra det, vi hørte i Nakskov, er det jo, fordi det mange gange bliver dyrere kvadratmeter for den enkelte privatpraktiserende læge. Det må man også som socialdemokrat kigge på, når vi ønsker, at de skal ud i nogle sundhedshuse. Men jeg vil i hvert fald stille nogle spørgsmål om området, og så får vi jo at se, hvordan det forholder sig.

Tak til ordføreren, og vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Det her emne, den her udfordring, er set med socialdemokratiske øjne faktisk en af de største udfordringer, vi har på sundhedsområdet lige i øjeblikket, altså at få læger til at bo i alle hjørner af Danmark, der, hvor der også bor borgere og indbyggere. Og hvad er faren ved det? Ja, faren er, at uligheden i sundhed kan risikere at stige, og det er fuldstændig uacceptabelt set med socialdemokratiske øjne.

Der har jo i mange år været et skarpt fokus på den her udfordring såvel her i Folketinget som ude i regionerne og en bekymring i de 98 kommuner i forhold til det her område. Her i Folketingssalen tog vi mange debatter, lange debatter tilbage i 2013, hvor vi havde en ændring af sundhedsloven, som sundhedsministeren også var inde på. Her gav Folketinget nogle nye muligheder til de fem regioner, som jo bærer ansvaret for lægedækningen i hverdagen, og vi gav dem nye veje at gå for at sikre den her dækning. Jeg vil blot nævne to områder.

Det ene var, at vi sikrede, at der blev nedsat det, der hedder et praksisplanudvalg, i hver af de fem regioner, og her skulle der være et samarbejde mellem regionen, kommunerne, de faglige organisationer og patientorganisationerne. Den anden ting, vi gjorde med den ændring af sundhedsloven, var, at vi gav regionerne en mulighed for at oprette regionsklinikker, hvis det viste sig, at man ikke kunne få praktiserende læger til at overtage tomme og ledige praksisser. Men udfordringen er der stadig, selv om vi lavede de her ændringer, og forudsigelsen er også, at de udfordringer også vil være der i den nære fremtid.

Vi bor jo alle, også alle os, der er medlemmer af Folketinget, derude i landet, og nogle af os bor så også derude i den yderste del af provinsen, og jeg ved ikke, om nogle også bor der, hvor der er særligt socialt udsatte boligområder. For mit eget vedkommende bor jeg selv derude i det yderste sogn, og jeg ved, hvor afgørende det er, at der er en lægedækning. Det er rigtigt, som fru Liselott Blixt også nævnte, at det gjorde et stærkt indtryk på et samlet Sundhedsudvalg, da vi besøgte Lolland-Falster, og vi besøgte praktiserende læger. Jeg tror, det slog os meget – jeg har i hvert fald citeret det mange gange siden – at der var 5 ugers ventetid på en ikkeakuttid hos den praktiserende læge på Lolland. Det er ikke i orden. Og hvorfor er det ikke det? Ja, det er jo, fordi det ikke giver den fornødne tryghed og tillid til sundhedsvæsenet, og det, der er eller kan være konsekvensen af det, er, at syge borgeres sygdom risikerer at forværres. Her har vi et ansvar at bære.

Jeg vil også godt lige ridse et par statistikker op på de praktiserende lægers område, som er bekymrende, og det er, at antallet faktisk har været faldende over de sidste år, fra 3.600 til nu knap 3.500, at gennemsnittet pr. praktiserende læge er 1.600 borgere – men rigtig mange ligger langt, langt derover – og at hver tredje praktiserende læge er over 60 år. Så er alvoren rammet ind.

Regionerne kæmper jo hver eneste dag for at sikre læger og andet sundhedsfagligt personale nok til at løse sundhedsopgaverne. De har et skarpt blik på hvert eneste hjørne af regionen for at sikre dækningen med de praktiserende læger. Og hvad er det så, regionerne har at gøre godt med? Hvad kan de handle med? Hvad kan de lokke med? Ja, det er i hvert fald vores pligt her i Folketinget at være med til at sætte rammerne op herfor. Opmærksomheden på det her område er stor ude i regionerne, og jeg vil også sige, at kreativiteten er det samme. Også lokalmiljøerne og civilsamfundet er rigtig, rigtig aktive på det her punkt i at forsøge at gøre det attraktivt for læger at rejse til. Det er faktisk sådan ude hos os, at det trækker overskrifter på forsiden af aviserne, når nye læger kommer og slår sig ned.

Da Socialdemokraterne sad i regering indtil for få måneder siden, havde vi et skarpt fokus på det her. De 800 mio. kr., som sundhedsministeren nævner der er sat af til sundhedshuse, var sat af af den tidligere regering. Vi førte i valgkampen mange diskussioner om, hvad vi kunne gøre på det her område, også i forhold til om man kunne lave en anden honorering af de praktiserende læger ude i den yderste provins. Så det var en stor glæde, at vi fik udvidet antallet af lægestuderende i Aalborg, fordi hensigten og troen på, at de bliver i Nordjylland, er til stede.

Jeg vil slutte af, og jeg vil sige, at vi har behov for at finde langsigtede løsninger med meget bred politisk opbakning. Men vi har også behov for at kigge på det korte sigt, og her bider jeg mærke i noget, ministeren siger, som også er utrolig vigtigt for os Socialdemokrater, og det er det med at kigge på, hvordan andre faggrupper kan være med til at udvide den faglige kapacitet ude i almen praksis. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde her i Folketinget om det her. Det skylder vi den samlede befolkning, og det skylder vi også ud fra, at den sociale ulighed i sundhed blot vil stige, hvis ikke vi får løst det her problem.

Der er en enkelt med en kort bemærkning. Værsgo til fru Liselott Blixt, DF.

Det er jo rart med sådan en iPad, hvori man kan finde artiklerne, så man kan kommentere og irettesætte med dem. Det her er fra Dagens Byggeri med overskriften »Læger fravælger nordjyske sundhedshuse«. Af de potentielt 35 praktiserende læger, der er plads til i de fire huse, har kun fire valgt at etablere sig.

Det var det, jeg hentydede til i min tale. Det er blot for at sige til nordjyden, at der er noget arbejde at med i det nordjyske.

Ordføreren.

Joh, det er rigtigt, men ordføreren sagde, at de bare stod og samlede støv – for at citere ordføreren. Og der må jeg så bare sige, at det ikke er at samle støv. Jeg synes rent faktisk, det er en lille smule urimeligt set i forhold til det, der er regionernes opgave og udfordring, at ordføreren på en eller anden måde ligesom lidt nedgør, at man har bygget sundhedshusene. Man har gjort det af nød, fordi man har en udfordring.

Jeg ved også godt, at ordføreren for Dansk Folkeparti heller ikke er den, der har støttet og opmuntret de praktiserende læger mest til at engagere sig og spille positivt med. Her refererer jeg til en debat, fru Liselott Blixt og jeg deltog i, på lægedagene for ikke så lang tid siden ude i Bella Center, hvor rigtig, rigtig mange hundrede praktiserende læger var samlet. Det synes jeg bare vi skal se på. Vi har en samlet opgave her i Folketinget, og jeg synes, vi skal hjælpe regionerne alt det, vi kan, for der er borgere derude, som det ellers går ud over.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er netop det, at man er to forskellige partier, som har en forskellig indgangsvinkel. Jeg bryder mig ikke om den måde, man kom igennem med de krav på, som man satte her fra Folketingets side over for lægerne. Det har jo vist sig, når man har lavet nogle reformer – det er både på lærer- og på lægeområdet – at så hjælper det ikke at trække noget ned over hovedet på dem uden at have dem med.

Jeg mener selvfølgelig, at lægerne også skal kunne være konstruktive og være med i en proces, og som jeg læser det her, har de også været med i processen med sundhedshuse. Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvad det er, der sker, i og med at de ikke kan være med. At de samler støv var nok blot den overskrift, der blev taget fra avisartiklen, men jeg skal da undskylde mange gange, hvis de ord, jeg har brugt, støder ordføreren. Men vi arbejder på en måde, og ordføreren arbejder på en anden måde.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. Hvis jeg skal resumere, hvordan Dansk Folkeparti arbejder i den her sag, og hvordan vi arbejder, så arbejder vi for borgerne og for patienterne og for, at deres dækning skal blive så god som overhovedet muligt. Og det, Dansk Folkepartis ordfører i den her sammenhæng tager hensyn til – og måske hvis sag, der bliver talt – er de praktiserende lægers. Jeg bakker op omkring det kæmpe arbejde, der foregår i regionerne hver eneste dag, for at skaffe praktiserende læger til alle hjørner af Danmark. Og når det er nødvendigt, fordi der ikke er læger, der af sig selv slår sig ned og køber en praksis, så opretter man sundhedshuse og regionsklinikker. Det er af nød. Og det var det, Venstre og Socialdemokraterne og et flertal her i Folketinget gav mulighed for med ændringen af sundhedsloven, hvor Dansk Folkeparti igen behændigt meldte sig ud.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger lige nu. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Indledningsvis skal jeg sige, at jeg også taler på vegne af Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest vil jeg gerne rose Dansk Folkeparti for at rejse debatten i dag om lægedækningen i Danmark. Det er en vigtig debat, først og fremmest fordi nem adgang til vores praktiserende læge er en af hjørnestenene i det danske sundhedsvæsen. Jeg har ligesom forslagsstillerne været i praktik hos en alment praktiserende læge, og det er jo imponerende, når man helt tæt på får lov til at opleve, hvad det er for en mangfoldighed af opgaver, som den praktiserende læge løser.

De praktiserende læger er den forreste fremskudte del af vores sundhedsvæsen, og de har derfor en helt særlig stilling og position. Selv om mange af os i dag har nem adgang til vores læge f.eks. gennem Lægevejen, via telefonen eller måske via en videokonsultation, så er det afgørende for behandling og diagnostik, at vi kan mødes med vores egen læge ansigt til ansigt. Vores sundhedsvæsen bliver mere og mere specialiseret, og det er både godt og nødvendigt, men det stiller særlige krav til den nærhed, som de praktiserende læger også repræsenterer.

Jeg er bosat i Faaborg på Midtfyn, og det er Fyns største landkommune. Vi har ikke lægemangel. Vi har faktisk fuld lægedækning. Hvorfor, kan man spørge sig selv. Der er sikkert mange grunde, men jeg tror, at en af årsagerne til, at netop vi i vores store landkommune har fuld lægedækning, er, at man fra Sundhedsudvalgets side prioriterer dialogen med lægerne.

Etablering af større læge- og sundhedshuse i yderområderne, hvor det kan være svært at rekruttere, er en af de muligheder, som vi fra Venstres side gerne bakker op om. Det giver god mening, særlig fordi der nu med det lovforslag, som vi jo skal behandle i morgen, åbnes op for, at andre faggrupper kan blive en del af de sundhedshuse, således at vi forhåbentlig kan få fyldt op i lægehuse, som det hidtil har været svært for kommuner og regioner at leje ud. Andre faggrupper, som kan flytte ind, kan f.eks. være en klinisk tandtekniker, en ergoterapeut eller en massør eller en anden, som har tilknytning til sundhedsvæsenet.

Men mursten gør det jo ikke alene. Regeringen har netop tilkendegivet, at man vil nedsætte et lægedækningsudvalg, som skal komme med forslag til, hvordan vi sikrer lægedækning i hele landet. Løsningsmulighederne er mange, og det gør ikke noget, at man tænker ud af boksen, så alle ideer kommer i spil. Ændret honorering og fokus på kroniske patienter i socialt belastede kvarterer er blandt de mange muligheder, som vi fra Venstres side ser frem til at afprøve.

I fremtidens Danmark vil vi opleve flere kronikere, som kræver både behandling og opfølgning, ligesom befolkningens demografiske sammensætning viser, at vi bliver ældre og ældre. Og det giver mere komplekse sygdomsbilleder. Vi har allerede set, hvad det giver af udfordringer, når ældre medicinske patienter desværre alt for ofte ligger på gangene på landets sygehuse, frit til skue for forbipasserende eller klos op og ned ad skyllerum. Det er ikke i orden.

Regeringen har sammen med KL og Danske Regioner sat sig i spidsen for at nedsætte et udvalg, der skal se på, hvordan vi i fremtiden sikrer et mere sammenhængende sundhedsvæsen, så vi både minimerer risikoen for, at patienter falder mellem to stole, men også, så vi får set på, hvordan vi håndterer de udfordringer, der er i forhold til geografisk ulighed. Og det er der brug for. Der ligger en fælles vedtagelse klar, som vi fra Venstres side fuldt og helt kan bakke op om.

Endnu en gang tak til forslagsstillerne for at rejse debatten om fremtidens lægedækning i Danmark. Det er et væsentligt politisk fokusområde.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen indtegnet til korte bemærkninger. Næste taler som ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og også tak for initiativet til Dansk Folkeparti fra mig.

Jeg er fuldstændig enig i den pointe, flere har været inde på, nemlig at adgang til en læge er et af de afgørende punkter i forhold til at sikre en lige adgang til sundhed og dermed også en del af løsningen i forhold til den store ulighed i sundhed, vi ser. Det er jo en ulighed, som både er geografisk, som Venstres ordfører her var inde på, men som også, som det fremgår af forespørgslen, er social.

Også når det gælder adgangen til praktiserende læger, ser vi forskel, både når det gælder yderområder, men faktisk også i socialt belastede boligområder, og det synes jeg er en vigtig pointe. Det gælder Nordjylland, og det gælder også i København NV, hvor jeg selv bor, at der er mangel på læger. Vi har den fordel, at der ikke er så langt til f.eks. Amager eller andet, men ikke desto mindre ser vi altså en koncentration af læger i ressourcestærke områder og i områderne nær de store byer.

En del af problemstillingen handler helt sikkert om at udfordre lægerne på deres valg, i forhold til hvor de slår sig ned. Det er helt åbenlyst, som flere har været inde på, at er der en ventetid til en almindelig tid på mere end 5 uger, så er tilbuddet bare ringere, end det er for alle andre, der kan komme til hurtigt. 5 uger betyder rigtig meget, hvis man er syg og ikke kan komme på arbejde, eller hvis man har nogle alvorlige symptomer på en sygdom, hvor behandling skal i gang hurtigt, og derfor er det selvfølgelig ikke i orden, om end vi ved, at vi heldigvis ikke har det problem, at der ikke er nogen, der står helt uden praktiserende læge.

Jeg synes også, at det er vigtigt at huske på, at det jo ikke kun er i forhold til almen praksis, vi har et problem. Det gælder også i forhold til andre specialer, hvor vi, især når det gælder yderområderne på mange af de sygehuse dér, har et stort rekrutteringsproblem, og vi skal huske, når vi diskuterer lægedækning, at det altså også gælder for andre specialer.

Vi er også bag det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkepartis ordfører startede med at læse op. Mange af de initiativer, som er listet, har vi også selv tidligere været med til at aftale sammen med den forhenværende regering, og der er også kommet nogle nye til, bl.a. det her lægedækningsudvalg, som jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi i det arbejde har respekt for det store arbejde, som mange af de regioner, der har den her problemstilling tæt inde på livet, allerede har gjort. Der er jo lavet store, omfattende planer, sat initiativer i gang, høstet erfaringer, gjort tanker, og det er selvfølgelig, synes jeg, naturligt at bygge videre på dem og inddrage regionerne tæt i det her arbejde.

Jeg støder også på, når jeg er rundtomkring ligesom mange af jer andre, at regionerne også selv fortæller, at de egentlig oplever nogle barrierer, for at de kan komme videre med det her arbejde, og det vil jo være oplagt, synes jeg, at tage det med. En af dem, som jeg tror Socialdemokraternes ordfører også har hørt om, handler jo bl.a. om fordeling af ydernumre, hvor jeg godt synes at man kunne diskutere, om vi gør det på den rigtige måde i dag, eller vi egentlig har et værktøj dér, vi kunne bruge.

Der er også det tema, som flere har været inde på, der handler om regionernes mulighed for selv at træde til, hvis ikke der er en praktiserende læge, der vil slå sig ned. Det er jo ikke helt rigtigt, som Socialdemokraternes ordfører var inde på, at det kan regionerne bare gøre i dag. Der er jo et krav i dag om, at man først skal lade det gå i udbud til en privat aktør, eksempelvis Falck. Vi har også, tror jeg, en norsk aktør på banen for tiden. Jeg synes, det er underligt, at man på den måde har bestemt en rækkefølge meget nøje i lovgivningen. Jeg så gerne, at regionerne havde en mulighed for selv at oprette og drive lægeklinikker der, hvor der ikke er en praktiserende læge, som selv vil påtage sig opgaven. Det er et andet forslag, hvor man kunne gøre lovgivningen mere fleksibel og skabe nogle bedre rammer.

Jeg talte i øvrigt selv for nylig med en af de læger, som arbejder i en af Falcks klinikker, og han sagde, at han simpelt hen ikke forstod, hvorfor det var Falck, der skulle være hans arbejdsgiver, hvorfor det ikke var regionen, fordi det jo sådan set bare betød, at der skulle tjenes nogle penge til Falck, og dermed blev det dyrere.

Diskussionen om andre faggrupper synes jeg også er rigtig interessant og rigtig væsentlig. Der er mange faggrupper, som jeg tror ville kunne bidrage – det gør de også allerede i dag – men måske endnu bedre til, at almen praksis kunne arbejde hurtigere. Jeg har selv tidligere foreslået, at man kunne kigge på en særlig specialuddannelse til sygeplejersker i forhold til almen praksis, som ville gøre, at de kunne løse flere opgaver. Jeg ved ikke, om det er den rigtige model, men jeg synes, at det er sådan nogle ting, vi også skal kigge på.

Alt i alt er jeg rigtig glad for, at der sker noget, har gjort det længe og stadig gør det i forhold til det her problem, som er væsentligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen med korte bemærkninger. Næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse en meget relevant debat vedrørende mangel på læger i yderområderne. Og så vil jeg gerne sige tak til ministeren for invitationen til et bredt samarbejde om løsning af den her udfordring – for en udfordring er det jo.

Selv om der i dag er ca. 35.000 praktiserende læger fordelt på ca. 2.000 selvstændige lægepraksisser i Danmark, er det et velkendt problem, at der er lægemangel i yderområderne. Det er relevant at gøre en indsats, for at alle borgere får så nem en adgang til en praktiserende læge som muligt. Liberal Alliance ser gerne et udvalg nedsat til at analysere på området og komme med forslag til mulige løsninger.

Vi har tidligere fremført, at økonomiske incitamenter kan være med til at motivere læger til at søge til yderområderne, og vi ser gerne et forsøg, hvor det afprøves, om øgede honorarer til læger i yderområderne kan afhjælpe problemet. Flere læger har dog givet udtryk for, at muligheder for ægtefæller og børn har stor vægt i forbindelse med valg af praksis i yderområder, så det kunne også være relevant for et udvalg at se på, hvilke muligheder der er i den forbindelse, hvilket ministeren i øvrigt også nævnte.

Derudover kunne vi tænke os, at et udvalg ser på muligheder og konsekvenser ved nedlæggelse af det planøkonomiske ydernummersystem, altså om det ville kunne gøre det mere attraktivt at være læge, hvis man ikke regulerede ned i mindste detalje, hvor mange patienter en læge må have eller skal have, om han må dele sin praksis med en anden læge, om han må indgå kompagniskab med andre læger, om han må flytte 10 m ned ad gaden osv. Måske kunne flere læger have større glæde af at være læge, hvis de havde lidt mere frihed i deres daglige virke.

Så vil det uden tvivl også have en positiv effekt, hvis der åbnes op for, at lokaler i sundhedshuse kan udlejes til en bredere kreds af personer tilknyttet sundhedsvæsenet. Det kunne gøre det mere spændende og fagligt attraktivt at flytte til yderområder, hvis der er samlet et professionelt team under samme tag. Samtidig vil det give bedre betjening af borgere, at flere specialer er samlet i samme hus. Og i øvrigt kunne det være fint for kommunerne at få en indtægt i stedet for at stå med tomme lokaler.

Så Liberal Alliance støtter den fremsatte vedtagelsestekst. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen for korte bemærkninger, så vi fortsætter i talerrækken med fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Som vi allerede har drøftet, og som flere har nævnt, er det selvfølgelig et problem, at den stigende urbanisering betyder, at der er flere små og mellemstore byer, der har svært ved at rekruttere nye læger, når de gamle stopper eller flytter fra byen.

Problemet er jo ikke, at der uddannes for få læger, selv om lægerne lige nu har en arbejdsløshedsprocent på 0. Problemet er i høj grad det store antal læger, der er speciallæger i almen medicin, som dels vælger at blive i byerne frem for at flytte ud, dels vælger at blive på sygehusene frem for at slå sig ned i almen praksis. Jeg talte med Christian Freitag, formanden for PLO, som viste mig en meget fin graf, der gabte rigtig meget, nemlig i spændet mellem, hvordan det går med de praktiserende læger, hvor det går nedad, og hvordan det går med speciallæger i almen medicin på sygehusene, hvor det går opad.

Så vi har en udfordring i forhold til at få speciallægerne i almen medicin til at vælge almen praksis. Som vi har hørt, er der flere eksempler på læger i f.eks. Nordjylland, Vestjylland, Vestsjælland og på Lolland, der har tre gange så mange patienter som det almindelige. Og som ordføreren for Enhedslisten nævnte, hvilket jeg også synes er vigtigt, handler det her jo ikke kun om yderområderne, men også om, at det er et socialt problem, fordi det rammer de socialt udfordrede områder.

Ministeren og regeringen har spillet ud med nogle konkrete initiativer, og vi synes i Alternativet, det er positivt, at regeringen har nedsat et lægedækningsudvalg, og at de praktiserende læger selvfølgelig er repræsenteret i det her udvalg. Og når vi synes, at lægernes holdning er rigtig vigtig, handler det om – det var også noget af det, jeg talte med Christian Freitag om – at de praktiserende læger sådan set ikke har noget ønske om store lægehuse. Der er blevet lavet en undersøgelse i PLO, som peger på, at det faktisk er den optimale situation for dem at sidde 2-3 mand i et lægehus. Der er ikke mange praktiserende læger, der ønsker at være f.eks. 10 eller 12 læger i et lægehus eller i et sundhedshus. Og det er jo vigtigt for os at vide i forhold til den fremadrettede strategi.

I forhold til forslaget om at indføre en bonusordning, hvor man vil bruge 187 mio. kr. på at gøre det attraktivt for læger at slå sig ned i provinsen, er vi mere skeptiske i Alternativet. Vi mener, at økonomiske incitamenter måske kan fungere som et hjælpemiddel i en begrænset periode, men det skal ikke være på grund af økonomien, at en læge vælger at slå sig ned i et yderområde. Men vi anerkender forsøget og glæder os til at se, hvad resultaterne bliver.

Mange fravælger jo simpelt hen at arbejde i provinsen, fordi der ikke er arbejde til deres partner; fordi der ikke er skoler; fordi der ikke er særlig mange tilbud i forhold til foreningsliv. Det er noget af det, vi allerede har været inde på, og det er også noget af det, som PLO har peget på i bilagsmaterialet.

Det er jo interessant, hvad vi tidligere hørte: at der kommer flere og flere kvindelige læger. Jeg tror, at det nu er 70 pct. af de medicinstuderende, der er kvinder. Det i sig selv giver jo en kønsmæssig udfordring, som er et helt andet aspekt i den her debat, men som jeg tror vi skal tage med i overvejelserne. Dels er det et spørgsmål, om vi ønsker, at vores fremtidige læger primært skal være kvinder eller i så overvejende grad skal være kvinder. Dels har vi et problem, hvis vi køber ordføreren for Dansk Folkepartis præmis om, at kvinderne gifter sig opad, for det vil efterhånden blive svært at finde mænd nok, der er højere uddannet. Så måske skal vi også arbejde lidt på forestillingerne i forhold til partnervalg.

Det, som vi i Alternativet mener i forhold til det her problem med lægerne i yderområderne, er jo i høj grad, at det ikke kun handler om en erhvervsgruppe – det er sådan set også det, jeg prøver at sige – men også handler rigtig meget om, at vi skal gøre det attraktivt i det hele taget at slå sig ned i yderområderne. Og når vi ser de nedskæringer, der for nylig har været på uddannelses- og kulturområdet, er det i vores optik bekymrende, fordi det faktisk er noget af det, der får familier til at vælge at slå sig ned i yderområderne; det er sådan set, når der er nogle gode uddannelsestilbud, og når der er nogle gode kulturtilbud. Og det synes vi at vi skal være rigtig opmærksomme på i det fremtidige arbejde.

Så når vi diskuterer, hvordan vi får dækket lægebehovet i hele Danmark, er vi altså også nødt til at løfte blikket op i helikopterperspektiv og diskutere, hvordan vi generelt gør det mere attraktivt at arbejde og bo i hele landet.

Som det er nævnt flere gange, er der jo ikke nogen tvivl om, at det er et stort problem, hvis der ikke er læger nok til at sikre almindelig lægebehandling. Vi glæder os til den videre debat. Vi tager det her område meget alvorligt og vil følge det nøje, og vi giver en stor tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten og også til ministeren for faktisk at tage problemet alvorligt. For jeg og Alternativet mener, at der er brug for nytænkning og entreprenante løsninger, hvis vi skal løse det her problem. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for initiativet til den her debat, som jeg oplever at vi alle sammen er bredt optaget af. I Radikale Venstre har vi det i hvert fald sådan, at vi synes, det er vigtigt, at der er læger i hele landet, og vi ser derfor også med bekymring på den udvikling, der har været.

Vi tog et vigtigt skridt, dengang vi sad i regering, da vi med fru Sofie Carsten Nielsen i spidsen fordoblede optaget på lægeuddannelsen i Aalborg. Men vi tror desværre ikke, at vi har løst det hele med det, tværtimod er det en stor udfordring, og det er, som jeg også tror Socialdemokraterne sagde det, et af de største problemer, vi står med. Det kræver jo, at vi tænker nyt, og at vi kommer til at tænke helt ud af boksen.

I Radikale Venstre vil vi derfor også gå ind i det her ved at sige, at vi ingen hellige køer har. Jeg tror, det i virkeligheden kan være nyttigt både at kigge på ydernumrene, som Liberal Alliance også var inde på, men det kunne også være at tænke videre i forhold til de fælles sundhedshuse, at kigge på specialeplanerne, og der kan være andre ting, som her kunne være et instrument. Jeg har ikke løsningerne nu, men vi vil i Radikale Venstre gerne tage det op i Danske Regioner og fortsætte diskussionen der.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak. Og tak til Dansk Folkeparti for at slå ned på et meget relevant emne, nemlig problemerne med at få de praktiserende læger til at åbne praksis i landets yderområder og i socialt belastede områder. I SF tror vi ikke på, at der findes nogen snuptagsløsninger på problemet – og det kan jeg høre at der sådan set heller ikke er så mange andre her der tænker – hvis vi ønsker at bevare den personcentrerede familielæge i almen praksis, som vi kender det.

Men jeg vil dog gerne pege på en række faktorer, der burde kunne hjælpe os i hvert fald et stykke videre. I dag står vi med et helt konkret problem med, at vi mangler almene medicinere, der ønsker at nedsætte sig i almen praksis. Når man er i en mangelsituation, rammer det først og fremmest landets yderområder og de socialt belastede områder, fordi de ydernumre, der ligger der, er mindre eftertragtede. Og det kan der være flere årsager til. På den ene side kan det være svært at få ægtefællen og eventuelle børn med ud, hvis man som familie ikke har en tilknytning til området i forvejen. På den anden side er ydernumrene i de her områder ofte belastet af mange patienter, fordi man i forvejen mangler læger, og samtidig står man ofte med en belastet patientgruppe, der har en flerhed af både sundhedsmæssige og sociale problemer. Så det kommer sådan set til at bide sig selv lidt i halen.

Hvad kan vi gøre ved det? For det første skal vi nok gøre os klart, at vi ikke kan løse problemet alene herinde fra Slotsholmen. En løsning vil kræve samarbejde og en fælles aktiv indsats fra både PLO på den ene side og Folketinget, Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL på den anden side. Og uden smidighed og samarbejde og forhandlingsvilje fra både politisk side og PLO's side går det ikke. Men der skal findes løsninger, fordi borgerne i Danmark har krav på at kunne nå frem til helst en familielæge inden for en rimelig afstand.

For det andet er det vigtigt, at vi som samfund fremadrettet motiverer flere lægeuddannede til at blive almene medicinere.

For det tredje er det vigtigt, at vi sikrer, at de færdiguddannede almene medicinere har lyst til at arbejde i en almen praksis. Det sidste er desværre langtfra tilfældet i dag, hvor vi, så vidt jeg er oplyst, faktisk står med 800 færdiguddannede, der har valgt en anden lægekarriere.

For det fjerde må PLO og Danske Regioner i det mindste i en overgangsperiode finde frem til nogle overgangsmodeller eller definere nogle særlige ydernumre, hvor man f.eks. kan arbejde med en 4/1-model eller en 3/2-model, hvor man som læge måske har ansvaret i sin praksis 4 dage i Aarhus og 1 dag på Djursland.

For det femte mener jeg også, at vi burde se fordomsfrit på muligheden for økonomisk kompensation i en overgangsperiode til de læger, der satser på at slå sig ned i et yderområde eller et socialt belastet område. Og lige præcis her, hvor der kan være nogle patientgrupper med store sundhedsmæssige og sociale problemer, bør man måske også se på PLO-overenskomstens højeste grænser, for vi ved, at der er nogle patientgrupper, der har brug for mere tid og flere konsultationer, og den tid har lægerne ikke i dag. Det går altså ikke, hvis vi for alvor skal hjælpe de patienter og motivere engagerede og dygtige læger til at slå sig ned i et yderområde eller et socialt belastet område.

Samtidig må kommuner og regioner i et samarbejde med PLO forsøge at skabe nogle rammer for lægevirksomhed, der giver nye unge læger lyst til at slå sig ned med hele deres familie. Det kræver bl.a. en mulighed til den medfølgende mand eller hustru for at arbejde, og jeg tror også, at det fremadrettet kræver nogle bedre faglige rammer, der giver bedre og måske billigere muligheder for at få kollegaer i enten lægehuse eller sundhedshuse. Jeg ved godt, at det sidste har været forsøgt med vekslende held flere steder, men forsøget bør gøres igen og så eventuelt samtænkes med nogle af de øvrige nævnte løsningsforslag.

Ellers bakker vi op om det forslag til vedtagelse, som ligger.

Tak for det. Der var ikke nogen korte bemærkninger. Jeg skal lige spørge, om sundheds- og ældreministeren ønsker ordet i denne omgang. Det gør ministeren. Tak for det. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgslen her i dag og ikke mindst jo sige tak til alle Folketingets partier for en, synes jeg, rigtig god og konstruktiv debat.

Som sundheds- og ældreminister glæder det mig rigtig meget, at vi i Folketinget kan arbejde sammen om den her vigtige dagsorden, og jeg vil også meget gerne kvittere for den brede opbakning, der er, til regeringens initiativer til at kunne sikre en bedre fordeling af de praktiserende læger, herunder initiativet med puljen på de 800 mio. kr., som vi har afsat til etablering af læge- og sundhedshuse, forsøg med honorarpakke målrettet landets yderområder og socialt belastede områder, vores beslutning om at nedsætte et særligt lægedækningsudvalg og vores arbejde sammen med kommunerne og regionerne om at fokusere på udbygningen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Der er behov for løsninger på den korte bane, men der er så sandelig også behov for løsninger på den lange bane.

Jeg er meget enig med den ordfører, jeg tror, det var fra Enhedslisten, der påpegede vigtigheden af, at vi ikke kun har fokus på fordelingen af de alment praktiserende læger, at det ikke kun er her, vi har udfordringer, men at de rækker ud over det. Det er jo også baggrunden for, at det særlige lægedækningsudvalg, som vi fra regeringens side har nedsat, kommer til at bestå af repræsentanter fra staten, Lægeforeningen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, ikke alene skal have fokus på fordelingen af de alment praktiserende læger, men skal skabe overblik over fordelingen af læger i bred forstand, altså både læger på sygehusene, speciallæger og de almenpraktiserende læger, og dermed komme med løsningsforslag til, hvordan man kan sikre en bedre lægedækning.

Jeg vil gerne kvittere for alle de positive kommentarer til det arbejde, vi nu har sat i gang. Jeg glæder mig meget til det videre samarbejde med Folketingets partier fremover. Tak for en god debat.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og hermed er forespørgslen også sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 15. december 2015.