Det næste punkt på dagsordenen er:

16) Forespørgsel nr. F 31:

Forespørgsel til finansministeren:

Finansministeren bedes redegøre for den økonomiske situation i regionerne i 2017 og frem.

Af Rune Lund (EL) og Finn Sørensen (EL).

(Anmeldelse 05.04.2016. Omtryk 05.04.2016. Fremme 08.04.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 24. maj 2016.

Først skal vi have en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Presset på sundhedsvæsenet vokser og vokser. Vi ser stigende udgifter til flere kroniske sygdomme; vi ser f.eks. medicinalselskabernes ublu priser; og vi ser et politisk pres for, at de ansatte skal løbe hurtigere. Og det sætter alt sammen sundhedsvæsenet under et massivt pres.

Den 12. maj var det sådan, at 20.000 mennesker demonstrerede i 74 kommuner over hele landet for mere velfærd og imod regeringens planlagte milliardnedskæringer. Men den velfærd, der leveres til borgerne i regionerne, er lige så vigtig som den velfærd, der blev demonstreret for den 12. maj i forhold til velfærden i kommunerne, og det er derfor, vi har den her forespørgselsdebat i dag. Den er anmeldt, da der p.t. foregår forhandlinger mellem regeringen og Danske Regioner om en økonomiaftale for 2017.

Et af de helt store problemer for vores sundhedsvæsen i dag er, at de ansatte skal løbe stærkere og stærkere, for at budgetterne kan hænge sammen. Det presser ikke blot arbejdsmiljøet til det yderste, men det skubber også til kvaliteten af behandlingen og rammer dermed i sidste ende patienterne. Det er tid til at vågne op for de politikere, der insisterer på, at regningen skal sendes til de ansatte på landets sygehuse og dermed i sidste ende til patienterne.

Presset er nu så stort i sundhedssystemet, at det ikke kan skjules længere, og derfor må Danske Regioners ledelse og regeringen tage et ansvar for ikke at øge presset yderligere. Det bør være en bunden opgave for forhandlerne ved årets forhandlinger om økonomiaftalen for 2017 at sikre, at regionernes økonomi ikke belastes yderligere, hvis de får nye opgaver.

Så formålet med denne debat er at fortsætte presset på regeringen, så der bliver indgået en god økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner. Og en sådan aftale skal i særdeleshed forstås som en aftale, der sætter en stopper for, at budgetterne kun kan hænge sammen, hvis de ansatte konstant skal løbe stærkere og stærkere, og en aftale, som sikrer, at økonomien ikke belastes yderligere, hvis regionerne får nye opgaver.

Tak for begrundelsen, og herefter giver jeg ordet til finansministeren for en besvarelse.

I sidste uge havde jeg lejlighed til at redegøre for den økonomiske situation i kommunerne to gange på samme dag. Det var i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag B 89 fremsat af Socialdemokraterne og forespørgsel F 30 stillet af Enhedslisten. Nu har Enhedslisten bedt mig redegøre for den økonomiske situation i regionerne, og derfor vil en del af de forhold, jeg vil redegøre for i dag, være kendt stof.

Lad mig starte med de generelle økonomiske rammer. Sidst vi opgjorde det finanspolitiske råderum, i september 2015, var der godt 15 mia. kr. frem mod 2020. Siden da er de strukturelle indtægter fra Nordsøen nedjusteret med 5 mia. kr., og derfor har vi nu også måttet reducere det økonomiske råderum over de næste 4 år til 10 mia. kr. Det betyder samlet set, at vi har færre penge at gøre godt med i den offentlige økonomi, end vi havde tidligere. Set i et historisk perspektiv er det et begrænset råderum, vi har. Samlet set er de strukturelle indtægter fra Nordsøen siden 2013, altså på bare 3 år, faldet med knap 20 mia. kr. Det svarer stort set til halvdelen af de årlige udgifter til folkeskolen. Dermed er situationen en helt anden end under den tidligere regering.

Samtidig betyder tilstrømningen af flygtninge og migranter, at udgiftspresset inden for råderummet øges de kommende år. Det øger behovet for skarpe prioriteringer, ligesom der er behov for at se på, om man ikke kan løse en række offentlige opgaver smartere, så man får mere for pengene. Med andre ord har vi en fælles udfordring i at udvikle vores velfærdssamfund i en tid, hvor stramme økonomiske rammer er et grundvilkår. Der er derfor behov for, at vi sammen sikrer en vedvarende udvikling i den offentlige sektor, og at vi sørger for, at pengene omprioriteres til de områder, hvor de gør størst gavn for danskerne.

Sundhed er et højt prioriteret område for regeringen. Derfor er sundhedsområdet allerede blevet løftet meget markant i denne regeringsperiode. For 2016, altså indeværende år, har sundhedsområdet fået et ekstraordinært løft på 2,4 mia. kr. med økonomiaftalen for 2016 og finansloven for 2016. Derudover er der allerede afsat midler til yderligere løft af regionerne med over til 300 mio. kr. i 2017.

På det regionale sundhedsområde er det kun administration, som er omfattet af omprioriteringsbidraget. Det skal ses i lyset af, at sundhedsområdet er omfattet af et krav om produktivitetsforbedringer på 2 pct. årligt. Produktivitetsforbedringerne er blevet ført tilbage til regionerne som ny aktivitet. Det betydelig løft i 2016 og 2017 gør, at der er sikret en solid regional økonomi også i 2017. Herudover vil regeringen i efteråret præsentere en kræftplan IV.

Jeg er overbevist om, at den offentlige sektor kan blive ved med at gøre tingene smartere ved at lære af hinanden, ved digitalisering, ved at konkurrenceudsætte flere opgaver osv. Som jeg sagde i sidste uge, og som jeg har sagt mange gange før, køber jeg grundlæggende ikke præmissen om, at man ikke fortsat kan realisere store effektiviseringsgevinster i det offentlige. Det gælder i staten og i kommunerne, og det gælder også i regionerne. Løftene af sundhedsområdet i 2016 og 2017 skal således ses i sammenhæng med, at der på flere områder er store effektiviseringspotentialer i regionerne.

Faktisk er sundhedsområdet et godt eksempel på, at man kan gøre tingene mere effektivt. Igennem mange år har sygehusene været underlagt et produktivitetskrav på 2 pct., som man har leveret på, endda godt og vel. Samtidig kan man konstatere, at hvis man ser på regioner og sygehuse på tværs, ses der fortsat en betydelig spredning i produktivitet. Det indikerer, at der fortsat er et potentiale for at effektivisere ved at lære af hinanden.

Her vil jeg også bemærke, at Rigsrevisionen i 2015 kom med en beretning, som bl.a. konkluderede, at sygehusene kan understøtte, at ressourcerne anvendes mere omkostningseffektivt. Det kunne bl.a. ske, ved at man tilrettelagde arbejdet mere fleksibelt og skabte større gennemsigtighed i anvendelsen af ressourcer.

Hvis man ser lidt længere ud i fremtiden, vil en række af de nye sygehusbyggerier være færdige i de kommende år. Det betyder store ekstra effektiviseringsgevinster, fordi de nye byggerier gør det muligt at tilrettelægge patientbehandlingen meget bedre til gavn for både patient og økonomi. Gevinsterne realiseres i de kommende år og skal indtænkes i den sundhedspolitiske prioritering.

Et andet område, jeg vil runde i dag, er medicinområdet, som har fyldt meget i medierne det seneste år. Selv om udgifterne til medicin er steget betydeligt i 2015, er de ekstraordinært høje udgiftsstigninger, som var fremme i medierne sidste forår, udeblevet. Derudover er der blevet gennemført en række tiltag, som vil bidrage til at nedbringe priserne på sygehusmedicin.

For det første har regeringen og Danske Regioner indgået en ny aftale med Lægemiddelindustriforeningen om reduktion af listepriser på sygehuslægemidler. Aftalen løber over 3 år og er den bedste aftale hidtil. For det andet står samtlige partier i Folketinget bag en række overordnede principper for prioritering af sygehusmedicin. Principperne handler bl.a. om hurtig ibrugtagning af ny effektiv medicin, lige adgang til behandling og mere sundhed for pengene. Danske Regioner har derudover besluttet at indføre en ny model for vurdering af lægemidler, som bl.a. skal sikre, at regionerne står stærkere i forhandlinger om rabatter på lægemidler.

Samlet set bliver der således gennemført en række tiltag, som skal bidrage til at dæmpe udgiftsvæksten på medicinområdet i de kommende år.

Lad mig så vende blikket mod investeringsområdet. Der er igen tale om kendt stof, men derfor er det jo stadig relevant og vigtigt at få skitseret de samlede rammer for de offentlige investeringer. De offentlige investeringer har i de senere år været historisk høje. Det høje investeringsniveau har understøttet vækst og beskæftigelse under den økonomiske krise. I takt med at væksten tager til, er der behov for en normalisering af niveauet for de offentlige investeringer. Det er i tråd med fornuftig stabiliseringspolitik, at lempelser under lavkonjunkturer modsvares af tilsvarende stramninger, når konjunkturerne bedres. I de kommende år er det derfor en forudsætning, at de offentlige investeringer normaliseres svarende til de finansierede niveauer.

I regionerne er investeringerne i disse år præget er byggeriet af de nye supersygehuse. Der er tale om en investering på samlet set over 45 mia. kr. De fleste af de alt 16 byggeprojekter er nu i gang og færdiggøres løbende i de kommende år, de fleste i årene omkring 2019-2020, og de sidste i årene 2022-2024. Byggerierne er højt prioriteret, og derfor er de regionale anlægsrammer gradvis løftet de senere år til et nu historisk højt niveau på omkring 7 mia. kr. årligt. Til sammenligning var niveauet 2-3 mia. kr. i amternes sidste år og i de første regionsår. Det høje niveau er regeringen parat til at videreføre også for 2017 med fokus på at sikre realiseringen af de store sygehusbyggerier.

Regeringen prioriterer sundhedsområdet højt og har med økonomiaftalen for 2016 og finansloven for 2016 sikret et solidt grundlag for regionernes økonomi. Samtidig er regionernes investeringsniveauer historisk høje i disse år på grund af byggeriet af de nye sygehuse rundtomkring i hele landet.

Selv om sundhedsområdet er højt prioriteret, er det vigtigt, at alle dele af den offentlige sektor fortsat effektiviserer betydeligt i de kommende år, for i en tid med stramme økonomiske rammer er det helt nødvendigt, at vi bliver ved med at få mere ud af skatteborgernes penge. Tak.

Tak for besvarelsen. Herefter går vi over til ordførerrækken. Vi skal først have ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Normalt er det sådan, at aftalen vedrørende regionernes økonomi ikke tiltrækker sig den store opmærksomhed, og det er faktisk en skam. For aftalen har f.eks. stor betydning for os som mennesker, som benytter sig af sundhedsvæsenet. Aftalen har en central betydning for de ansattes arbejdsforhold og dermed de ansattes mulighed for at tilbyde den mest optimale hjælp til os, når vi har brug for hjælp.

Vi ønsker med den her forespørgselsdebat at sætte fokus på de store problemer, der er ved økonomiaftalerne, sådan som de er vedtaget de sidste mange år, og som regeringen grundlæggende ønsker at fortsætte med i 2017.

Regeringen vil – det har vi også lige hørt finansministeren stå og sige – reducere niveauet for anlægsinvesteringer i 2017. Vi synes, det er uklogt. Normalisering, som finansministeren kalder det, er ikke klogt. Regionerne skal have mulighed for at bruge de penge, de har brug for, mulighed for at investere i det bedst mulige sundhedsvæsen, mulighed for investeringer i den nyeste teknologi.

I forhold til medicinpriser er udgifter til stigende medicinpriser noget, som regionerne skal kompenseres fuldt ud for. Hvis ikke det sker, skal pengene jo findes ved nedskæringer på personale og pleje af patienterne. Det må ikke ske. De stigende priser er jo i høj grad et resultat af store profitter hos medicinalselskaberne, der tjener styrtende med penge. Det er også derfor godt, at alle Folketingets partier er nået til enighed om syv principper for prioritering af sygehusmedicin.

Det er godt og vigtigt, at vi nu får en bedre forhandlingsposition over for medicinalindustrien. Vi skal simpelt hen gå hårdt til medicinalindustrien og deres meget store profitter. Det er noget, vi simpelt hen bliver nødt til at følge meget tæt fra Christiansborg.

Det helt store problem i forhold til indgåelsen af en kommende økonomiaftale for 2017 i regionerne er jo, at budgetterne kun hænger sammen, hvis de ansatte igen skal løbe endnu hurtigere. Der er et produktivitetstyranni i sundhedsvæsenet. Når skiftende regeringer gang på gang tvinger ansatte til at løbe stærkere, jamen så rammer det både patienter og personale. Det gælder ansatte, der går ned med stress, og indlagte, der f.eks. ikke får skiftet sengetøj.

Siden begyndelsen af 00'erne har det været fast praksis, at amterne og siden regionerne er blevet pålagt at øge aktiviteten på sygehusene, uden at der fulgte pengene med. Det er, hvad der i daglig tale kaldes produktivitetskravet. Kravet har siden midten af 00'erne været, at sygehusene hvert år skal levere en produktivitetsvækst på 2 pct. i forhold til året før. Dette krav vil, hvis det står til regeringen, også indgå i den kommende økonomiaftale for regionerne for 2017.

Produktivitetskravet sender regningen for flere behandlinger til sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale, som skal løbe stærkere, endnu stærkere. Dermed har de ikke mulighed for at give den optimale behandling af patienter, af os, og det presser ikke blot arbejdsmiljøet til det yderste, men det skubber også til kvaliteten af behandlingen og rammer dermed som sagt i sidste ende patienterne. Samlet set står vi i dag med et sundhedsvæsen, som ikke kan presses mere.

Konsekvenserne af det opskruede tempo på hospitalsgangene kan være svære at få øje på, hvis man ser på sygehusenes økonomi gennem et regneark i Finansministeriet. For nok vokser antallet af medarbejdere på landets hospitaler, selv om produktivitetskravene gælder år efter år, men ser man på antallet af opgaver, som medarbejderne, også nye medarbejdere, som der er blevet ansat, skal løse, så vokser de i et langt højere tempo.

Der er derfor ikke noget at sige til, at medarbejderne på landets sygehuse rapporterer om en tiltagende forringelse af arbejdsmiljøet. Således svarede ikke mindre 51 pct. af 2.000 af Dansk Sygeplejeråds medlemmer i 2015 på en rundspørge, at de oplever, at muligheden for at løse kerneopgaven på et fagligt forsvarligt niveau ofte eller altid er under pres.

I takt med at produktiviteten tvinges op, øges risikoen for fejl også, og ifølge Patientombuddet er antallet af indberettede utilsigtede hændelser vokset fra ca. 20.000 i 2008 til hele 49.000 i 2014. Det er altså tid til en ny måde at se sundhedsvæsenet på, og jeg vil derfor på vegne af Enhedslisten, Alternativet og SF, som er forskellige partier med forskellige holdninger til sundhedspolitik, men som er gået sammen om et forslag til vedtagelse, oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen i forhandlingerne med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2017 at indgå en aftale med Danske Regioner, hvor regionernes økonomi samlet set ikke belastes yderligere, hvis de får nye opgaver.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Jeg var lige inde at tjekke det. Enhedslisten blev stiftet i 1989 og har således eksisteret i 27 år. Hvis min hukommelse ikke svigter mig, har Enhedslisten hvert eneste år ment, at de offentligt ansatte skulle løbe hurtigere det år end i året forinden, herunder skulle også de offentligt ansatte i sygehusvæsenet hvert eneste år løbe hurtigere i det indeværende år end året forinden. Det vil sige, vi har haft 27 år med konstant hurtigere løb i den offentlige sektor, herunder i sundhedsvæsenet.

Kan hr. Rune Lund bekræfte, at det har været Enhedslistens opfattelse gennem hele Enhedslistens historie, at de offentligt ansatte hvert år har løbet hurtigere end året forinden?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at det, som vi også gennem tiden har oplevet som et stort og grundlæggende problem i sundhedssektoren, ikke er, at man laver effektiviseringer eller gør tingene smartere eller investerer i ny teknologi, som gør, at man kan behandle folk hurtigere og dermed frigøre ressourcer til, at man samlet set kan forbedre sundhedsvæsenet, men at strategien igennem årene grundlæggende har bygget på en præmis om, at budgetterne ikke har kunnet hænge sammen, medmindre man fik de ansatte til at løbe meget stærkere.

Jeg må sige, at nu er vi i en situation, hvor det bør være åbenlyst, selv for Liberal Alliance, at de ansatte i sundhedsvæsenet i det her land er så presset, at man ikke kan stramme skruen yderligere i forhold til at kræve produktivitet, forbedringer, som er skabt, ved at de ansatte skal løbe stærkere.

Spørgeren med anden korte bemærkning.

Og det har man også sagt hvert år i Enhedslistens historie, altså at nu var man nået til enden for, hvor hurtigt man kunne løbe i den offentlige sektor. Men alligevel har man så året efter ment, at der kom de alligevel til at løbe hurtigere endnu i den offentlige sektor.

Jeg skal bare høre om noget: Var udgangspunktet i 1989 ved Enhedslistens stiftelse, at de offentligt ansatte var enormt langsomme på det tidspunkt, siden det er lykkedes hvert eneste år siden at forøge deres tempo, eller er det sådan, at de offentligt ansatte i dag har samme hastighed som Usain Bolt?

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Ole Birk Olesen for det første må anerkende, at sygehusene i dag har et problem, i forhold til at de ansatte løber for stærkt og ikke kan få tingene til at hænge sammen. Og jeg vil også godt sige, at vi selvfølgelig historisk set, og det står jeg ved, og det er jeg stolt af, har sagt, at skal der effektiviseres, og skal tingene gøres smartere, skal det råderum eller det beløb, der bliver frigjort, når man gør tingene smartere, gå tilbage til sygehusene. Det skal ikke være sådan, at budgetter kun kan hænge sammen, ved at man får ansatte til at løbe stærkere.

Jeg mener, at den strategi grundlæggende har været forfejlet, og jeg mener, det er den strategi, som har gjort, at vi står med et sundhedsvæsen nu, som ikke kan presses yderligere. På den måde har Enhedslisten haft ret fra starten i forhold til ikke at skulle forfølge en strategi, som grundlæggende har bygget på en forkert præmis, og som ikke har haft den rigtige tilgang til, hvordan man på en fornuftig måde med mennesket og de ansatte i centrum kunne skabe en mere effektiv offentlig sektor.

Der er stadig to til korte bemærkninger, og den første er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Da jeg sad og lyttede til ordførerens tale og hørte, hvad man skulle lægge til grund for det her, tænkte jeg: Hvad er det egentlig ordføreren gerne vil sige? Det, jeg sidder tilbage med, er, at ordføreren ikke mener, at de ansatte i sundhedsvæsenet ude på sygehusene ude i regionerne gør et ordentligt stykke arbejde; de når f. eks. ikke at skifte lagnerne, de gør det ikke godt nok derude. Er det virkelig det, som den her forespørgsel skal ende ud med, at ordføreren for Enhedslisten står og skælder de ansatte ud her fra Folketingets talerstol og siger til dem, at det arbejde, som de udfører og skal udføre for borgerne, simpelt hen ikke er godt nok? Er det det, som ordføreren gerne vil fortælle? For sådan fremgik det i hvert fald meget tydeligt for mig.

Ordføreren.

Jamen jeg må så sige, at hr. René Christensen ikke har lyttet særlig godt efter. Det, jeg står og siger her, og det, som jeg synes fremgik meget tydeligt, er, at et politisk flertal på Christiansborg inklusive Dansk Folkeparti i årevis ikke har tilvejebragt de rette rammer for, at de ansatte i sundhedsvæsenet kan levere den optimale ydelse, og at vi nu er nået til en situation, hvor arbejdspresset er så højt for de ansatte, at det ikke bare går ud over de ansatte, men det har også nogle direkte konsekvenser for patienterne, fordi patienterne dermed ikke får tilbudt den bedst mulige behandling.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Tak for, at ordføreren kan bekræfte, at det er det, man mener, altså at de ansatte ikke kan give den behandling, der bliver efterspurgt. Det er vi altså ikke enige i. Selvfølgelig er der enkelte eksempler, men vi kigger på antallet af patienter, der går igennem det danske sundhedsvæsen, og vi kigger på, hvad det er for en kvalitet, der bliver leveret. Det kan godt være, at vi i Dansk Folkeparti er kritiske over for regionerne, men når man lige kigger på sundhedsvæsenet, som sådan set er det, regionerne skal levere, ser man, at de faktisk leverer sundhed af en høj kvalitet og faktisk også til en relativt fornuftig pris.

Jeg synes bare, det er ærgerligt – vi kan godt diskutere den økonomiske situation for regionerne, og det er også det, vi skal gøre, den vil vi rigtig gerne diskutere i Dansk Folkeparti – hvis den her diskussion skal falde tilbage på de ansatte, fordi de ikke kan levere. Vi i Dansk Folkeparti synes, at de ansatte i sundhedssektoren leverer et supergodt produkt hver evig eneste dag og faktisk også gør det efter bedste evne.

Ordføreren.

Problemet er jo, at sundhedsvæsenet kun hænger sammen på grund af de ansatte; det er ikke, fordi et politisk flertal inklusive Dansk Folkeparti har lavet nogle enormt fornuftige politiske aftaler eller skabt nogle enormt fornuftige økonomiske rammer omkring sundhedsvæsenet. Tværtimod kræver det, netop for at det hele skal hænge sammen, at vi har de ansatte i sundhedsvæsenet, som vi har, men som ikke får tilvejebragt de rette rammer for at give den bedst mulige behandling for patienterne. Det er det, der er et problem her.

Så problemet er et politisk problem, der ligger her hos et flertal på Christiansborg. Det har intet med de ansatte at gøre, som hver dag knokler for at få ender, som dårligt nok kan hænge sammen, til at hænge sammen.

Den næste spørger er hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jamen jeg er helt enig med hr. Rune Lund i, at sundhedsvæsenet kun hænger sammen på grund af de ansatte, det ville være svært andet. Men derfor er det egentlig lidt underligt at skulle høre den her kritik fra Enhedslisten, for det er vel kun omkring 10 måneder siden, at Enhedslisten sad med de afgørende mandater under den daværende regering. Hvad gjorde man ved det der? Åbenbart og tilsyneladende ikke noget, når vi nu her 10 måneder senere skal høre på en meget, meget – efter min vurdering – gold kritik.

For hr. Rune Lund siger, at den produktivitet, der er foregået, og den fremgang, der er foregået i regionerne og i sundhedsvæsenet, så i givet fald skal kanaliseres tilbage til sundhedsvæsenet. Det mener Enhedslisten. Det mener Venstre også, og det er også det, der er sket, bare for lige at få det på det rene.

Så er der det med hastigheden, altså hvor hurtigt man skal løbe. Mit spørgsmål er, om hr. Rune Lund ikke er enig med mig i, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvilken hastighed man løber med, altså det her med, at man skal løbe hurtigere og hurtigere. Det nytter jo stort, hvis man løber den forkerte vej, at man løber hurtigere. Så skulle man jo tværtimod stoppe op og måske lige tænke over, hvad det egentlig er, vi gør. Sagt med andre ord: Handler det ikke også om den ledelse, der er på de enkelte afdelinger på sygehusene osv.; hvordan man får tilrettelagt arbejdet; hvordan man får lært af hinanden; i det hele taget hvordan man får bragt medarbejdernes faglige stolthed og erfaringer og kompetencer mest muligt i spil, mere end blot at tale om, at nu har man løbet hurtigere, men alligevel ikke løser den opgave, som man skal ifølge Enhedslisten? Det handler vel om, hvordan man løber eller går og i det hele taget får løst opgaven så hensigtsmæssigt som muligt. Det er ikke kun et spørgsmål om hastighed.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det handler om, hvad man gør, men det handler også om, om det, man gør, er det rigtige at gøre. Det handler om ledelse. Det handler om uddannelse af medarbejdere. Det handler om at have den rigtige medarbejdersammensætning. Det handler om organiseringen. Det handler om utrolig mange ting. Men det handler altså også om økonomi. Og hvis vi lige skal tage fat på økonomiaftalerne for regionerne, som blev indgået under den tidligere S-ledede regering, var det jo sådan, at det var nogle økonomiaftaler, som Enhedslisten ikke stemte for, men som den tidligere regering lavede sammen med de borgerlige inklusive spørgerens parti. Så vi har ikke kunnet forhindre en socialdemokratisk regering i at lave ulykker, når den regering vil lave aftaler med de borgerlige. Men vi har i hvert fald hele tiden været klare på, hvad vi mener.

Hvad angår de økonomiske rammer, så synes jeg, at jeg mangler en total erkendelse fra spørgeren af, at de økonomiske rammer faktisk betyder noget for muligheden for at udføre et stykke arbejde. Jeg læste i min ordførertale, at 2.000 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd i 2015 var blevet spurgt, og det viste sig, at 51 pct. oplever, at muligheden for at løse kerneopgaven på et faglig forsvarligt niveau ofte eller altid er under pres. Det er for mig et signal om, at der er noget galt, og at der er noget, vi skal gøre noget ved. Det har ikke noget at gøre med at tale grimt om de ansatte, tværtimod. Det handler om at sige, at vi fra politisk hold simpelt hen bliver nødt til at gøre noget mere for at give de ansatte nogle ordentlige arbejdsvilkår, således at de kan levere en optimal service til os, der bor her i landet.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Hvor underligt det end lyder, er jeg sådan set enig i meget af det, som hr. Rune Lund her siger, nemlig at det selvfølgelig også handler om økonomiske rammer. Så spørger hr. Rune Lund om, hvorfor vi ikke vil anerkende det. Jamen det anerkender vi da. Jeg kan da bare slå ned i dette års finanslov. Der anerkender vi jo netop, at der er behov for et økonomisk løft. Det er bl.a. derfor, at vi har lavet et omprioriteringsbidrag, hvor vi så kan prioritere nogle midler i retning af sundhedsvæsenet. 2,4 mia. kr. har det fået som et løft med finansloven. Så det anerkender vi.

Men jeg synes, at det også handler om mere end blot at tale gold økonomi. Det handler også om, at man ikke bare løber – det gør man selvfølgelig heller ikke altid, men sådan billedligt talt – hurtigere og hurtigere. Men det kan være i den forkerte retning. Det handler vel også om den måde, som man organiserer sig på. Vi kan jo se meget, meget store forskelle fra afdeling til afdeling, fra sygehus til sygehus. Nogle steder har man været rigtig god til det, og andre steder kunne man måske godt lære at blive lidt bedre i forhold til den måde, man organiserer sig på, og dermed hvad man får ud af midlerne og ikke mindst de dygtige medarbejdere, som er på de enkelte afdelinger.

Ordføreren.

Det kan godt være, at spørgeren siger det. Men hvis man spørger de ansatte, siger de hele tiden: 2-procentskravet, produktivitetsstigningskravet, det presser os helt sindssygt. Vi kan ikke løbe stærkere. Vi er med på, at der skal laves effektiviseringer, at vi skal gøre tingene smartere, at vi skal investere i ny teknologi for at gøre tingene bedre.

Men når en del af produktivitetsstigningen igen i år, altså i 2016, men også, som der er lagt op til det i 2017, skal findes ved, at ansatte, som i forvejen har ekstremt svært ved at få enderne til at mødes, pålægges at løbe endnu stærkere, så er vi altså ude i en situation, hvor tingene simpelt hen bare ikke hænger sammen, forstået på den måde at det er et politisk problem, at der ikke er givet de rigtige betingelser for, at de ansatte kan udføre deres arbejde ordentligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til denne ordfører.

Inden jeg giver ordet til næste ordfører, vil jeg lige gøre opmærksom på, at vi har rigtig mange sager på endnu, så det vil være rigtig hjælpsomt for den, der sidder her i formandsstolen, hvis man overholder taletiderne lidt bedre, end man har gjort her den sidste halve times tid.

Den næste taler er ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Benny Engelbrecht.

Tak, formand.

Jeg vil gerne indlede med at takke både forespørgerne og også ministeren, forespørgerne for, at vi tager denne debat om regionerne og deres økonomi, og ministeren for sin indledende redegørelse i forhold til forespørgselsdebatten. Og så vil jeg sådan set også takke hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti for den her meget præcise formulering af spørgsmålet omkring medarbejdere, for jeg mener, at det er ganske afgørende at pointere, at de medarbejdere, der er i sundhedsvæsenet, gør et stort og yderst væsentligt stykke arbejde. Det må vi ikke under en debat som den i dag forfalde til at tale ned. Det vil jeg gerne understrege.

Så vil jeg også gerne rose hr. Rune Lund for at påpege, jeg husker ikke den præcise formulering, men formuleringen gik i retning af, at der var for lidt opmærksomhed omkring regionernes økonomi, og det fandt ordføreren værende lidt sørgeligt. Jeg vil faktisk gå skridtet længere og sige, at det er sørgeligt, at det ekstremt vigtige arbejde, som regionerne i det hele taget laver, ikke påkalder sig større opmærksomhed i befolkningen. Derfor er det jo godt, at vi har en debat som denne i dag, også selv om man må sige, at når man kigger rundt blandt tilhørerne, så er det ikke det, man vil kalde for en udsolgt forestilling. Jeg bemærker mig også, at der ingen er i presselogen overhovedet, og det kan man jo godt begræde lidt i betragtning af, hvor vigtig en del af velfærdssystemet det er, at vi har et sundhedsvæsen, der fungerer ordentligt.

Helt overordnet mener vi Socialdemokrater, at regioner og andre offentlige instanser løbende skal effektiviseres, så vi fortsat kan sikre et velfærdsniveau af højeste klasse, men vi har også hele tiden sagt, at det er afgørende, at vi giver både regioner og kommuner de rette redskaber til at effektivisere. På den måde kan vi skabe sikkerhed om budgetterne til vores sygehuse og sundhedsvæsenet i en årrække frem, således at de effektiviseringer kan planlægges rettidigt. Det kunne eksempelvis handle om at sikre, at antallet af aflyste operationer, som følge af at det, at folk, der skal til ambulant behandling, ikke kommer til tiden, eksempelvis ikke får aflyst, minimeres. Det er i hvert fald, for nu at følge hr. Rune Lunds logik, ikke en effektivisering, der kræver, at nogle løber hurtigere, men derimod, at der er nogle, som ikke bliver skuffet over, at det arbejde, de havde forberedt sig på, ikke kan gennemføres.

Jeg synes også, at det, når vi har en debat som den, der handler om regionernes økonomi, så også er nødvendigt, at vi fokuserer på selve rammen. Vi Socialdemokrater ønsker at bevare det danske regionale sundhedsvæsen. For os er der mere perspektiv i at drøfte, hvordan vi styrker regionerne, end hvordan de skal nedlægges. I stedet for at nedlægge regionerne skal vi styrke og udvikle dem, så de bliver endnu bedre rustet til at drive vores sygehuse. Det er vores holdning, at regionerne er et vigtigt, demokratisk, politisk led, der styrker og sikrer lokaldemokratiet. Det giver borgerne, uanset om det på Bornholm eller i Kolding, sikkerhed for og indflydelse på deres sundhed, og derfor mener vi, at beslutninger om vores sygehuse skal tages af politikere med lokal indsigt og lokal forståelse.

Derfor mener vi også, selv om det ikke direkte handler om den forespørgsel, som vi er i gang med her, at regeringen skylder et endeligt svar på, om de fortsat ønsker en omstrukturering af regionerne, som de tidligere har fremturet med. Vi mener, at vi skal give de ansatte i landets regioner arbejdsro, så de kan udføre de vigtige opgaver på landets sygehuse, eksempelvis med unge kriminelle. Det er helt afgørende for Danmark.

Så vil jeg også lige påpege, at regeringens tiltag desværre har været blottet for en prioritering af den forebyggende indsats, som også er meget væsentlig i forhold til det fremadrettede arbejde. Det er klart, vi kunne godt have taget en lang sundhedsdebat på denne forespørgsel, men al den stund at vi jo arbejder med den overordnede økonomi, vil jeg dog blot nøjes med at påpege den udfordring.

Afslutningsvis vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op. Det er et forslag til vedtagelse fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, og det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at regeringen har indledt forhandlinger med Danske Regioner om regionernes økonomiske rammer for 2017, og opfordrer til, at regionernes økonomiske rammer fastsættes inden for rammerne af en ansvarlig økonomisk politik.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Tak. Og der er lige nu en indtegnet til korte bemærkninger. Hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til produktivitetsstigningskravet og høre, hvad Socialdemokraternes holdning er til det her i dag i salen. For et eksempel på, hvad det medfører, er jo den video, som 50 jordemødre lavede over 12 dage i oktober sidste år, hvor de viste, hvordan det er at arbejde som jordemoder. De lavede en video, som er en ren gyser at se, hvor det bl.a. fremgik, at en jordemoder sagde: Vi har haft travlt i dag, og derfor måtte jeg udsætte en igangsættelse hos en kvinde, som har haft vandafgang i mere end 24 timer. Mener ordføreren ikke, at de ansatte løber så stærkt i dag, at det er et problem at bede dem om at løbe endnu stærkere?

Ordføreren.

Nu nævner hr. Rune Lund jo et konkret eksempel. Det er ikke nogen hemmelighed, at den tidligere regering havde valgt at prioritere i retning af at øge ressourcerne til lige præcis det område. Desværre endte det jo sådan, at man i den konkrete udmøntning af aftalen, som regeringen indgik, nedprioriterede lige præcis det område, som hr. Rune Lund fremhæver. Det er vel et meget godt eksempel på, at politik ikke blot er et spørgsmål om rammerne, men også om, hvem der sidder for bordenden og styrer de konkrete prioriteringer. Altså, i den tidligere regerings tid havde den prioritering jo været anderledes.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det sidste er jeg enig i. Men jeg kan nævne andre eksempler. I går var der i Jyllands-Posten en artikel. Den drejer sig om speciallæge i lungemedicin Pia Holland Gjørup, som har taget konsekvensen af det store arbejdspres og valgt at fratræde sin stilling hos Hospitalssenheden Vest i Holstebro. Det har hun gjort af følgende grunde:

»Hver gang jeg tager hjem fra arbejde til tiden, så ligger der nogle opgaver, der ikke bliver løst. Og min store skræk er jo, at der en dag iblandt de mange, mange blodprøver ligger én, som jeg skulle have set, én, som jeg skulle have fulgt op på, men som jeg ikke nåede til«.

Det er jo ét eksempel af mange på, hvad det er, der sker, når man løber for stærkt. Er det ikke? vil jeg spørge ordføreren.

Ordføreren.

Men det er vel også et eksempel på, at man på mange områder kunne forestille sig, at der eksempelvis vil være teknologiske løsninger, som kan hjælpe til at gennemføre flere eksempelvis blodprøveanalyser. Det er i hvert fald et godt eksempel på et område, hvor – uden at jeg er ekspert udi blodprøver – jeg dog ved, at man ved hjælp af teknologi og automatisering kan foretage analyser langt hurtigere og langt mere effektivt, end man kunne tidligere. Det er vel det, der er pointen. En effektivisering er ikke nødvendigvis det samme, som at man løber hurtigere. Det kunne også være, at man udnytter ressourcerne mere optimalt.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte lidt i samme spor, for jeg vil høre ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at når man rejser et fuldstændig fast, rigidt krav om produktivitet, effektivitetsstigninger på 2 pct. om året, så får det nogle konsekvenser. Vi kan jo se, at der er 51 pct. af sygeplejerskerne, som giver udtryk for, at de ikke kan løse deres opgaver på et fagligt tilfredsstillende niveau. Når vi oplever, at de skal levere 30 pct. mere på den samme tid som for 10 år siden, er det jo også udtryk for en udvikling. Når vi oplever, at antallet af genindlæggelser stiger, fordi de patienter, der bliver udskrevet fra sygehusene i nogle tilfælde ikke er færdigbehandlet, altså når det gælder ældre medicinske patienter, er det vel udtryk for, at der er et ekstremt højt pres. Kunne Socialdemokraterne så ikke være enige i, at i stedet for at vi bare lægger et fast krav på 2 pct.s effektivitetsstigninger hvert år, kunne man se på: Er der nogle områder, hvor der er behov? Er det nødvendigt at lægge så rigidt et krav? Det er da muligt, der er nogle steder, hvor man kan gøre det bedre, hvor det kan lade sig gøre at levere det samme på en mere effektiv måde, men var det ikke bedre at lægge det ud til personalet, så personalet også fik en større opfattelse af at have medbestemmelse over egne forhold?

Ordføreren.

Jeg er faktisk lidt i tvivl, om det spørgsmål skal forstås sådan, at Enhedslisten anerkender eller ikke anerkender, at der er en mulighed for at foretage effektiviseringer. Umiddelbart, som jeg hørte det, lyder det faktisk, som om man anerkender, at der er områder, hvor man godt kan gøre tingene mere effektivt end i dag. Kan ordføreren bekræfte det?

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Ja, det kan jeg sagtens bekræfte. Der er da områder, i og med den teknologiske udvikling gør, at der er nogle områder, hvor man kan lave en mere effektiv behandling. Problemet i dag er jo, at det ikke er det, man måler ud fra. Det, man måler ud fra, er, at man lægger et fast krav ind om, at personalet skal løbe hurtigere, man skal yde mere, uanset om der findes teknologiske løsninger, eller uanset om man kan organisere tingene bedre. Det er jo det, der er hele problemet, nemlig at de ansattes arbejdsforhold ikke bliver taget alvorligt, og at de ikke er medbestemmende, i forhold til hvad det er for nogle effektiviseringer, man kan lave.

Ordføreren.

En ting kan man i hvert fald være helt sikker på, og det er, at hvis man i den proces ikke også har en politisk beslutningstagen, som er relativt tæt på de funktioner, hvor det foregår relativt tæt på borgerne, så vil der i hvert fald være en endnu større grad af rigiditet i det her. Derfor er det jo i virkeligheden et meget godt eksempel på, hvorfor regionerne ikke skal afskaffes, og at man skal erstatte det med professionelle bestyrelser.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste taler er ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. René Christensen. Værsgo.

Tak for det. F 31 rejser spørgsmålet om den økonomiske situation i regionerne for 2017 og frem. Det er et interessant emne, og selvfølgelig er det sundhed, der kommer til at fylde meget. Jeg vil sige på Dansk Folkepartis vegne, at vi er rigtig kede af den tilgang, som Enhedslisten har heroppefra, og som også kom meget til udtryk i ordførerens tale, altså det her med, at medarbejderne giver en dårlig service over for borgerne, som frekventerer sygehusvæsenet i Danmark. Den analyse er vi simpelt hen ikke enige i. Vi mener faktisk, at medarbejderne er den største og bedste ressource, man har ude i regionerne, og vi vil faktisk gerne kvittere for, også her fra Folketingets talerstol, at de gør et fantastisk stykke arbejde hver eneste dag.

Når vi så taler om regionernes økonomi, vil jeg sige, at man jo også kunne brede det noget mere ud i stedet for at bruge sin taletid på at sige, hvor dårligt det står til derude. Man kunne jo også tale om, hvad det egentlig er for nogle opgaver, regionerne har. I Dansk Folkeparti er vi jo kritiske over for regionerne, men vi må også erkende, at regionerne sådan set har gjort det godt for sundhedsvæsenet. Men det, man også kan se omkring de økonomiske rammer, er jo, at regionerne er begyndt at sprede sig voldsomt, i forhold til hvad det er for nogle opgaver, de arbejder med. Der er ret store kulturpuljer, og der er kommet de her vækstfora – der er kommet mange ting, hvor regionerne har taget nogle opgaver til sig, som efter vores opfattelse ikke burde ligge i regionerne. Den diskussion synes vi sådan set også er ret interessant, når man taler om regionernes økonomi for 2017 og frem. Hvad er det egentlig for nogle opgaver? Hvad er kerneopgaven reelt for regionerne, når vi nu, desværre, kører med tre systemer, altså stat, regioner og kommuner?

Det, de andre ordførere har været inde på, har meget drejet sig om sundhedsvæsenet. Men det, vi synes man også skal bide mærke i, når man kigger på, hvad der skete i forhold til aftalen for 2016, er det, som Bent Hansen, formanden for regionerne, var ude at sige efterfølgende, for han var jo egentlig godt tilfreds med den aftale, der blev lavet med regeringen for 2016.

Man skal også bide mærke i, at når der bliver talt om at indføre et omprioriteringsbidrag, gøre det bedre, så er det jo netop i forhold til administrationsomkostningerne i regionerne. For der er ingen tvivl om, at regionerne har været dygtige til at implementere det, at man gik fra amter til regioner. Man må også sige, når vi ser på, hvad de får gennemført af operationer for de midler, der er til rådighed – selv om midlerne er øget – at så gør de det ganske udmærket.

Man må også glæde sig over den aftale om medicinpriser, der blev lavet, som faktisk går 3 år frem. Det var det, der fyldte rigtig meget. Og det var bl.a. også derfor, der blev sat ekstra penge af på finansloven for 2016 netop til regionerne – 2,4 mia. kr. ekstra – og det handlede også om medicinpriserne. Og der skal vi da glæde os over den aftale, der blev lavet – ja, man kan endda, hvis man må citere Bent Hansen, juble over den – altså, at man nu faktisk havde fået styr på medicinpriserne i en årrække frem. Og det er jo også rigtige menneskepenge, man får fat i der, når man får styr på, hvad det er for en medicinudgift, der kommer fremadrettet.

Så kunne jeg også forstå på Enhedslisten, at der skulle man gå ind og kigge på de her banditter, der sælger medicin, og hvad det så er for et provenu, de får ud af det – at det skulle man gå meget ind i. Man skal bare huske én ting, og det er, at det også er dem, der udvikler medicinen. Jeg tror ikke, der er nogen her i salen, formodentlig heller ikke Enhedslisten, der ville være foruden, at der er forskning i medicin. Og der er ingen tvivl om, at det koster rigtig mange penge. Og så er der ikke noget at sige til, at den medicin i de første år er dyr. Hvis det var således, at man ikke havde mulighed for at tjene penge på medicin, var der nok heller ikke ret mange, der ville forske i det, altså hvis det ikke var en ordentlig business case. Og så er der kun én taber, og det er vi borgere, som kan stå i en situation, hvor vi har behov for medicin, men hvor den så ikke er der. Så den diskussion synes jeg ligger et helt andet sted.

Så glæder vi os selvfølgelig også over, at priserne ikke kan flyve til himmels, og at man nu faktisk har fået lavet en rigtig god aftale. Og jeg kan blot nævne Bent Hansen, som har langt mere styr på medicinpriser, end jeg har, og når han, med hans lange erfaring, jubler over aftalen, altså at man har fået sat priserne ned med 10 pct. over en årrække, så tror jeg sådan set på det. Han plejer ikke at være en mand, der sådan jubler uopfordret, og slet ikke på tv, i forhold til om aftaler er gode eller dårlige.

Så vores tilgang til diskussionen i dag er, at regionerne faktisk leverer et rigtig godt stykke arbejde – og det gør medarbejderne i særdeleshed. Men vi vil gerne diskutere, hvad det er for opgaver, regionerne skal have fremadrettet.

Tak. Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger. Den første er hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Ordføreren vil gerne tale om, at de ansatte gør det godt – det er jeg enig i. Men jeg synes, at ordføreren overhovedet ikke anerkender, at de rammer, som de ansatte har for at udføre deres arbejde, i øjeblikket ikke er tilfredsstillende, og at det har en betydning for kvaliteten.

I en rundspørge, som Dansk Sygeplejeråd lavede blandt sine medlemmer i 2015, svarer hele 82 pct. af de godt 750 adspurgte sygeplejersker, at de inden for den seneste måned har oplevet, at borgere er blevet udskrevet fra hospital til eget hjem, før de var færdigbehandlet. Og det er så efter den enkeltes vurdering.

Er det ikke et blandt mange eksempler på, at vi har et sundhedsvæsen, som ikke hænger sammen, forstået på den måde, at man fra politisk side ikke har givet de ansatte de optimale betingelser for at levere den helt optimale service til borgerne? De ansatte vil gerne, men de kan ikke, fordi politikere som hr. René Christensen ikke vil indse, at de rammer, som et flertal herinde er villige til at tilvejebringe, ikke er gode nok.

Ordføreren.

Jeg skal ikke gøre mig til læge. Det er jo ikke sådan, at det er sygeplejerskerne, der udskriver patienterne – det er lægerne, der gør det. Og jeg har ikke lægefaglig kompetence til at sige, om patienter bliver udskrevet for tidligt eller ej – det skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Jeg vil bare sige i forhold til det om rammerne, at nu tager man fat i de her ting omkring udskrivelse af patienter, men jeg synes der er andre områder, som egentlig er langt mere interessante. Det er f.eks. psykiatriområdet. Der har vi set, at der er nogle ret store udfordringer, bl.a. også med færre sengepladser og andet. Det synes vi er en meget vigtig diskussion i Dansk Folkeparti.

Altså, de her diskussioner, som man prøver at tage op her, synes jeg sådan flagrer lidt. Der er jo også udfordringer i det her system – det anerkender vi – men skulle man så ikke indkredse dem lidt i stedet for at gå efter det hele og se, om medarbejderne kan udfylde deres rolle? Vi mener faktisk, at medarbejderne gør et rigtig godt stykke arbejde, og at de udfylder deres rolle.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Når medarbejderne nu selv i en sådan undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd siger, at der er alvorlige problemer, i og med at folk bliver udskrevet fra sygehuset, selv om de ikke er færdigbehandlet, så er det da noget, som man bliver nødt til at forholde sig til. En del af formålet med den her debat i dag er jo også med konkrete eksempler ude fra virkelighedens velfærd at vise, at det har betydning, hvis man fra politisk hold ikke leverer de rette rammer.

Så vil hr. René Christensen i det mindste ikke anerkende, at sygeplejerskerne selv siger, at der er problemer med at levere den optimale service til borgerne, fordi rammerne simpelt hen ikke er til stede?

Ordføreren.

Hvis man skal lave en rundspørge om, hvornår patienterne bliver udskrevet, så skal man vel spørge lægerne, som udskriver patienterne, altså sådan må det vel være. Det er sådan set helt fair, at det er en meget lille gruppe, der har svaret. Jeg mener, at det var 750, der var blevet spurgt, og en del af dem havde så svaret.

Det er jo sådan, at jeg ikke på nogen måde kan gå ind i den lægefaglige del her fra Folketingets talerstol. Jeg vil bare sige, at det er lægerne, der udskriver patienterne til eget hjem eller til kommunen. Og jeg vil sige, at der har vi sådan set også en helt anden udfordring, nemlig hvordan kommunerne nogle gange får taget imod de her patienter. Det mener jeg også er en vigtig dagsorden.

Det er ikke, fordi der er nogle dagsordener, der ikke er vigtige i det her, men lige den eksakte situation, som bliver omtalt her, har jeg meget svært ved at kommentere, da det er lægerne, som udskriver patienterne.

Næste spørger er hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak. Nu kan jeg forstå på ordføreren, at han kerer sig meget om de ansattes vilkår, og det synes jeg da er rigtig positivt. Nu er det jo ikke så lang tid siden, at vi havde nogle eksempler fra svangregangen på Odense Univeritetshospital, hvor nogle ansatte var brudt grædende sammen, og nogle måtte arbejde op til 18 timer i træk. Arbejdstilsynet overvejede faktisk at lave et strakspåbud på arbejdspladsen, fordi arbejdsvilkårene var så pressede, som de var.

Det har jo tidligere været nævnt her, at den foregående regering afsatte 75 mio. kr. om året til svangreområdet, men Dansk Folkeparti har sammen med regeringen været inde og skære det ned til 50 mio. kr. om året.

Hvis Dansk Folkeparti og hr. René Christensen kerer sig så meget om de ansattes vilkår, hvorfor tror hr. René Christensen så, at de får bedre arbejdsvilkår, ved at man skærer yderligere ned på et område, der er så presset?

Ordføreren.

Jeg kan bare sige, at med den aftale, der blev lavet med regionerne for 2016, blev der tilført 2,4 mia. kr. til regionerne. Det er sådan set et faktum, og i forhold til den aftale, der blev lavet, og de ting, Bent Hansen sagde efter den aftale, så må man sige, at han var godt tilfreds. Han fik lidt mindre, end han gerne ville have haft, men som han sagde var det en rigtig, rigtig god aftale, også for regionerne.

Jeg synes da, man også skal anerkende, når to parter mødes og laver en aftale. Og når begge parter synes, man har lavet en god aftale, som regionerne gjorde, fordi de fik tilført markant ekstra midler, så er vi selvfølgelig rigtig glade for, at det lykkedes i den første finanslov, som vi var en del af.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Nu er det sådan set ikke så meget Bent Hansens forhold, jeg kerer mig om. Det er sådan set mere de ansattes, og det var også det, ordføreren tidligere gav udtryk for. Og når vi hører, hvordan virkeligheden er ude i sundhedsvæsent, så lyder det – det hører man både fra de indlagte patienter og de ansatte – at der ydes en fabelagtig god indsats. Men de oplever bare, at de er pressede ud over al rimelighed. Og det er både, når man spørger de ansatte og patienterne. Vil ordføreren så ikke anerkende, at den eneste måde at løse det problem på, uanset hvad ordføreren og Bent Hansen måtte mene er en god løsning, er at tilføre flere midler? For det er udtryk for, at der er mangel på ressourcer i sundhedsvæsenet.

Ordføreren.

2,4 mia. kr. synes vi sådan set i Dansk Folkeparti er forholdsvis mange penge. Og det er selvfølgelig også derfor, at formanden for regionerne, som har forhandlet den på plads, er tilfreds med, at de har fået et så stort beløb.

Der er så ingen tvivl om, at det også er regionerne, der skal være med til at fordele de midler, selvfølgelig inden for de rammer, der er. En del af midlerne er nemlig også målrettet kræftområdet osv. osv., og det klarer man ude i regionerne.

Jeg tror ikke, der er nogen, der sidder her i Folketingssalen i dag og har et billede af regionerne for år 2017 , og forespørgslen går jo på det fremadrettede. Man har fået et markant løft i regionerne til netop sundhedsområdet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Den næste i ordførerrækken er hr. Jacob Jensen, Venstre.

Tak for det. Riget fattes som bekendt penge, og der skal prioriteres på alle områder. Og derfor er det jo rigtig glædeligt, kan man sige, at vi så – med afsæt i den forespørgselsdebat, som jeg godt vil kvittere for at Enhedslisten har rejst – netop kan se, at der med denne regering og i øvrigt brede flertal i Folketinget er en enorm prioritering i retning af netop regionerne og dermed kerneopgaven for regionerne, som er sundhedsområdet.

Som flere har været inde på, har finansloven for 2016 jo været med til at øge bevillingerne med samlet set 2,4 mia. kr., hvoraf noget var over finansloven – Enhedslisten kunne i parentes bemærket jo, da de sad som parlamentarisk grundlag, have øvet indflydelse – og noget kommer fra regionsaftalerne. Men der er altså tale om samlet 2,4 mia. kr. i 2016, og det synes vi faktisk i disse svære økonomiske tider er rigtig flot.

Derfor er det jo også vigtigt, at vi netop får kigget på, hvad man får ud af pengene. For vi er af den opfattelse – den betragtning er jeg sådan set lidt enig med hr. Rune Lund i – at økonomien selvfølgelig betyder noget, men det er jo ikke det eneste saliggørende. Hvis der er noget, der ikke virker, er svaret ikke nødvendigvis bare at sige: Send flere penge. Så bliver man jo nødt til at finde ud af, hvordan der kan repareres på rammerne – og med rammer mener jeg ikke kun de økonomiske rammer, men også de rammer, som man arbejder under. Det vedrører de måder, som man tilrettelægger arbejdet på, og herunder ligger selvfølgelig også et kæmpe ansvar for de enkelte ledelser på sygehusene, både på de overordnede linjer – hvor vi jo så kan håbe på at vores gode kollega hr. Jonas Dahl vil gøre en forskel, når han nu snart kommer ud og skal arbejde med de her ting, og på den måde kan vi i hvert fald sige, at Folketinget gør en forskel – men også med hensyn til rammerne for de enkelte arbejdsområder i de enkelte afdelinger.

Det er selvfølgelig også lidt underligt, at det i kritikken – i hvert fald den kritik, som jeg hørte at hr. Rune Lund rejste – nærmest lyder, som om sundhedsområdet er helt udsultet rent økonomisk. Vi er i hvert fald nu inde i en periode, hvor der – på trods af at vi har svære økonomiske tider – er historisk store budgetter.

Men igen vil jeg sige, at det ikke for os er et mål i sig selv at øge budgetterne til et eller andet niveau; for os er det afgørende, at netop det, vi får ud af det – herunder de vilkår, som de enkelte medarbejdere har arbejdet under – er det bedst mulige.

Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at man udeomkring i sundhedssektoren, i de enkelte områder, lærer af hinanden og får tilrettelagt tingene hensigtsmæssigt. Og nogle af rammerne kan vi selvfølgelig stille til rådighed herfra – bl.a. ved den aftale, som også flere har nævnt, om nu at få en ordning i forhold til medicinudgifterne. Det er jo en ret væsentlig omkostningsfaktor, og det er der nu kommet hånd i hanke med.

Man kan også spørge, hvad det så er udtryk for, at regionerne nu har øget deres produktivitet med over 2 pct. Det synes jeg faktisk er rigtig flot. Jeg tror, at det er 2,7 pct. eller noget i den retning i gennemsnit over de sidste flere år. Skyldes det så kun, at medarbejderne løber hurtigere og hurtigere? Ja, det er selvfølgelig noget af det. Men jeg synes, jævnfør den diskussion, jeg havde med hr. Rune Lund for lidt siden, jo ikke, at det kun handler om at sige til medarbejderne: Nu skal I løbe hurtigere, og til næste år skal I løbe 2 pct. hurtigere igen. Det handler jo også om at sikre, at de så, om jeg så må sige, løber i den rigtige retning og får mest muligt ud af deres faglighed, altså så de kompetencer, de har opnået, og de erfaringer, de har, bliver bragt mest muligt i spil. Det synes jeg er en væsentlig pointe, så vi ikke har den her ørkesløse diskussion om, at fordi det trods de historisk store budgetter alligevel ikke er optimalt, så skal de historisk store budgetter øges yderligere.

Når vi taler om rammerne, vil jeg også sige, at vi nu er i en periode, hvor vi faktisk har historisk store investeringer på anlægssiden, altså supersygehusene, som kommer rundtomkring i landet, akutsygehuse, sundhedscentre m.v., som er en del af, kan man sige, den nye organisering eller den nye struktur for sundhedsområdet. Og det er jo, som jeg ser det, en kæmpe investering i netop at sikre nogle bedre rammer, altså nogle bedre faglige rammer for medarbejderne, for ledelsen, for den enkelte sygeplejerske, for den enkelte læge, for den enkelte portør osv. Alle de mennesker, som arbejder med de her ting, får nu et kæmpe løft, i forhold til at deres arbejdsbetingelser, når de her sygehuse kommer til at være færdige om nogle år, bliver gjort så gode som overhovedet muligt. Det synes jeg også man skal glæde sig over i den her sammenhæng.

Så i det hele taget glæder jeg mig over, at vi faktisk fra Folketingets side og selvfølgelig ikke mindst fra den nuværende regerings side med et godt flertal i ryggen prioriterer det her område – på trods af at vi har svære økonomiske tider – hvad angår både anlægssiden og rammerne sådan i forhold til udgiftsdrivere, kan man sige på nydansk, altså medicinudgifter som et af de vigtigste områder, og selvfølgelig også hvad den samlede økonomiske ramme angår; der bliver det faktisk prioriteret som et af de områder, der bliver prioriteret allerhøjest.

Det synes jeg godt vi kan være bekendt. Og så synes jeg også, at vi igen skal kvittere for den indsats, der bliver leveret af medarbejderne. De løber stærkt, og de leverer et godt stykke arbejde.

Tak. Der er igen to indtegnet til korte bemærkninger, og den første er hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Det er nemlig rigtigt: De løber stærkt, og de gør et godt stykke arbejde; uden dem ville det slet ikke fungere. Men hvis vi hiver fat i en rundspørge, som Dansk Sygeplejeråd har lavet – også i 2015 – blandt 2.000 medlemmer, viser det sig, at ikke mindre end 51 pct. af de adspurgte oplever, at muligheden for at løse kerneopgaven på et fagligt forsvarligt niveau ofte eller altid er under pres.

Hvis det er et retvisende billede af, hvordan sygeplejersker oplever hverdagen, altså at 51 pct. oplever, at muligheden for at løse kerneopgaven på et fagligt forsvarligt niveau ofte eller altid er under pres, har vi så ikke et kæmpeproblem?

Ordføreren.

Jo, det er rigtigt, hvis det virkelig er sådan, og det kan man jo lægge meget i, altså hvordan det føles, det er jo en subjektiv vurdering.

Jeg anerkender – og det tror jeg også jeg har understreget, både i de spørgsmål, jeg har stillet, og i min indledning – at der bliver gået til den, om jeg så må sige, blandt medarbejderne, absolut, og det tror jeg også alle herinde anerkender, men min pointe er bare, at det jo ikke er et spørgsmål om at sige til de ansatte, at de nu nødvendigvis skal løbe endnu stærkere. Næh, det handler vel om, at man løber i den rigtige retning – det er igen billedligt talt – og at vi får skabt de rammer, som gør, at deres faglighed netop kommer mere i spil, så man netop sikrer, at det tal på 51 pct., som der bliver henvist til, kommer ned, og det tror jeg bl.a. alt andet lige det kommer, når vi får nogle bedre rammer, altså eksempelvis i forhold til supersygehus- og akutsygehusfunktioner m.v. Og så får vi jo også frigivet nogle ressourcer, ved at vi bl.a. har indgået den aftale, som har gjort, at den medicinprisernes himmelflugt, som vi vel har været vidne til, nu er stoppet. Så det er jo nogle af de ting, og så er der ovenikøbet også den tilførsel af, kan man sige, sådan helt cool cash på finansloven fra sidste år på 2,4 mia. kr. Når det er lagt sammen, skulle det gerne gøre, at det billede, som hr. Rune Lund henviser til, bliver bedre med årene.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det er jo rigtigt, at der er blevet tilført midler. Men mængden af arbejdsopgaver er jo steget endnu hurtigere og endnu mere, end der er blevet tilført midler, og det er jo derfor, vi i dag befinder os i en situation, hvor der bliver lavet en masse, produceret en masse, givet en masse behandlinger, lavet en masse operationer, men hvor de ansatte simpelt hen ikke kan følge med mere. Og hvis det er sådan, at ordføreren anerkender, at en undersøgelse som den, jeg lige har henvist til, er rigtig, og at vi så har et stort problem, var det så ikke en idé, at vi i højere grad diskuterer, om det er de rette økonomiske rammer, som vi sætter for de ansattes arbejde i vores sundhedssektor i dag?

Ordføreren.

Man kan i hvert fald sige, at regionerne har vist, at de kan levere en produktivitetsfremgang, og der kan man så stille spørgsmålet, hvorfor ikke andre dele af den offentlige sektor også kan levere noget tilsvarende, og det er jo bl.a. det, vi så lægger op med vores omprioriteringsdiskussion, og det er selvfølgelig lidt en sidebemærkning, men ikke desto mindre er det dog bemærkelsesværdigt. Men jeg synes ovenikøbet også, det er vigtigt at få slået fast, at det jo ikke er sådan, at udviklingen så går i stå anno 2016, og at alt så er frosset fast. For selvfølgelig vil der fremadrettet være nye muligheder – også teknologiske muligheder – for, at man kan tilrettelægge tingene anderledes, og at man får stillet supersygehuse til rådighed med de nye funktionaliteter og arbejdsgange, der ligger i det. Så på den måde udvikler tingene sig jo hele tiden. Derfor kan man jo ikke bare sige, at fordi noget er presset i dag, skal man låse alting fast og så bruge nogle flere penge. Man skal selvfølgelig udvikle tingene, og det vil man jo også fortsat gøre i de kommende år, og godt for det.

Den næste spørger er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil da gerne starte med at kvittere for, at ordføreren anerkender, at der bliver løbet rigtig stærkt ude på sygehusene i dag, og at de ansatte leverer et kæmpestort stykke arbejde. Det, jeg bare ikke helt kan forstå, er: Når jeg hører ordføreren, er det, som om der ligger en eller anden forventning om, at hvis vi ikke hele tiden stiller krav om yderligere effektivisering, er der sådan en iboende kraft hos de ansatte, der gør, at de gerne vil være ineffektive. Det er jo ikke den holdning, der er. Alle mennesker vil jo gerne løse deres opgaver så effektivt og så fagligt forsvarligt som muligt.

Det, der er problemet nu, er jo bare, at vi får flere og flere meldinger ind om, at det faglige niveau ikke kan løftes. Altså, vi ser et højere antal af genindlæggelser. Vi ser tidligere udskrivninger fra sygehusene, fordi liggetiden bliver forkortet. Vi ser, at der hele tiden bliver stillet krav om øgede effektiviseringer, som gør, at de ansatte bliver nødt til at gå på kompromis med deres faglighed. Burde det ikke få nogle alarmklokker til at ringe? Det er jo fint, at de fysiske rammer bliver forbedret, men skulle man ikke også se på at forbedre de økonomiske rammer, sådan at fagligheden kunne øges, og sådan at man faktisk kunne opnå en større effektivitet den vej rundt?

Ordføreren.

Det lyder næsten, som om Enhedslisten er modstander af, at man gør tingene mere hensigtsmæssigt, altså øger produktiviteten. Det er jeg ikke modstander af. Men det afhænger selvfølgelig af, hvordan man øger produktiviteten, og det skal selvfølgelig foregå på et fagligt forsvarligt niveau, sådan at vi hele tiden sikrer, at kvaliteten i det produkt, der bliver leveret, er bedst mulig. Det er jo det, det drejer sig om efter min vurdering. Det er bare derfor, at jeg ikke anerkender præmissen om, at hvis noget ikke virker, kommer det til at virke i morgen, hvis man sender x antal ekstra milliarder ud over de ekstra milliarder, vi i forvejen sender, jævnfør min indledning.

Derfor er det bare, jeg forholder mig til, at det handler om mere end den økonomiske ramme. Den økonomiske ramme er vigtig, og den bliver øget, og det er vi glade for, men det handler også om de fysiske rammer og dermed de muligheder, som medarbejderne har for netop at kunne øge produktiviteten og få deres faglighed bedre i spil i stedet for billedlig talt igen at løbe hurtigere og hurtigere, men løbe i den forkerte retning.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Min pointe er bare, at dem, der har allerbedst forstand på, hvordan man løber i den rigtige retning, sådan set er de ansatte. De får ikke større trang til at løbe i den rigtige retning af, at vi hele tiden stiller øgede krav, så de bliver nødt til at gå på kompromis med deres faglighed. Det er jo de meldinger, vi får. Det er jo de meldinger, Dansk Sygeplejeråd får, når de spørger rundtomkring. Det er det, FOA hører. Det er det, lægerne melder ind om. Det, de melder ind om, er, at man efterhånden bliver nødt til at gå på kompromis med fagligheden, og er der noget, der går ud over effektiviteten og kvaliteten i sundhedsvæsenet, så er det, hvis vi går på kompromis med fagligheden. Der bliver man da nødt til at anerkende at de økonomiske rammer også har en betydning.

Ordføreren.

Jamen det anerkender jeg så absolut også, og derfor glæder jeg mig også over, at de økonomiske rammer er blevet bedre med denne finanslov under denne regering. Men jeg glæder mig også over, at vi så også får de fysiske rammer gjort betydelig bedre i de kommende år med supersygehusene og de investeringer i milliardklassen, der ligger der. Så jeg ser det her som en kombination, og jeg vil bare sige, at jeg intet problem har med den produktivitetsfremgang, som regionerne har leveret i de senere år. Den glæder jeg mig faktisk over, det er faktisk rigtig flot, og det kvitterer jeg for. Det kunne andre i den offentlige sektor måske lære en smule af.

Jeg noterer mig også bare, at produktivitetsfremgangen selvfølgelig skal gå hånd i hånd med fagligheden og med, at der skal være et kvalitetsstempel på de resultater og det produkt, der bliver leveret. Det synes jeg sådan set netop med de investeringer, vi lægger op til – supersygehusene kombineret med en øget økonomisk ramme, hvad det angår – er en god kombination. Men selvfølgelig skal vi da lytte til, hvad medarbejderne siger – med hr. Rune Lunds bemærkninger in mente – og det synes jeg faktisk også vi gør.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Næste ordfører i talerækken er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tilbage i 2001 fik Danmark igen et borgerligt flertal i Folketinget, og en af de ting, som det borgerlige flertal gennemførte, var en behandlingsgaranti i det offentlige sundhedsvæsen, som vist også, så vidt jeg husker fra dengang, var på 1 måned. Hvis man ikke havde fået sin behandling i løbet af 1 måned, havde man altså ret til at få sin behandling på et privat hospital efter eget valg og betalt af det offentlige.

Det førte til nogle ting i det offentlige sundhedsvæsen hos de daværende amter og senere regioner: De begyndte at oprette det, man kalder friklinikker. Det var altså regionsejede klinikker, som ikke var underlagt de samme krav som de almindelige sygehuse, og som kun havde ét hensyn, og det var at producere sundhedsydelser så billigt som muligt. Det kunne de gøre meget billigere end de etablerede sygehuse. Et eksempel: Knæoperationer på det, der dengang hed Brædstrup Friklinik i Region Syddanmark, kunne nu udføres 50 pct. billigere end knæoperationer på Vejle Sygehus i samme region, og Vejle Sygehus var endda et sygehus, der var forholdsvis effektivt sammenlignet med andre sygehuse. Så de offentlige friklinikker kunne udføre de samme operationer 50 pct. billigere. På et tidspunkt tilbage i 2011 blev der lavet en sammenligning af, hvor meget det koster med behandlingen på de offentlige friklinikker sammenlignet med de beløb, som regionerne gav til privathospitaler, når de udførte opgaven for regionerne. Privathospitalerne var i gennemsnit 19 pct. billigere end friklinikkerne, og friklinikkerne var jo altså også meget billigere end de etablerede sygehuse.

Jeg fortæller denne lange historie bare for at sige, at den forestilling om, at en sundhedsydelse har en bestemt pris, og at alle medarbejdere og alle ledere osv. osv. ikke har andet fokus end at gøre det så billigt og godt som muligt, og at dette ikke kan udfordres og gøres bedre, er så forkert, som noget overhovedet kan blive. Det er dokumenteret forkert.

Men forestillingen kommer jo ud af, at et parti som Enhedslisten tror, at det, hver gang de hører nogle mennesker sige, at de har meget travlt, er rigtigt, og at det, hvis de har travlt, altid skyldes, at der er for få penge i systemet.

Nu skal jeg fortælle noget, som ikke burde være en hemmelighed: Hvis man går ud på gaden og taler med en almindelig lønmodtager, vil mindst 50 pct., måske endda 80 pct., sige, at de har travlt på arbejde. Det betyder ikke, at 50-80 pct. af danskerne har et arbejde, hvor der bevilges for få penge. Det betyder bare, at vi mennesker har en tendens til at opfatte det sådan, at der lægges pres på os fra vores arbejdsgiveres side, hvilket der jo gøres. Der lægges jo pres på fra arbejdsgiverens side, det er jo arbejdsgiverens opgave at få sine medarbejdere til at levere – og gerne lidt mere, hvis det kan lade sig gøre.

Jeg møder også af og til folk, der siger, at det med at være i Folketinget må være ufattelig hårdt, og at de hører alle Folketingets medlemmer sige, at det er ufattelig hårdt at være i Folketinget. Så siger jeg: Ja, det ved jeg godt de alle sammen siger, men jeg synes, det er okay, jeg synes ikke, det er mere hårdt, end det bør være, for jeg synes faktisk, det er okay, og nogle gange har jeg endda en hel dag, hvor jeg kan gå rundt og tænke over tingene. Det ændrer ikke på, at alle mine kolleger i Folketinget tilsyneladende hele tiden går rundt og siger, at de har ufattelig travlt. Vi ved jo godt, det ikke passer, hvis vi tænker os ordentligt om. Det kan faktisk godt lade sig gøre som folketingsmedlem at bruge noget tid på bare at tænke over tingene.

Så man skal ikke, bare fordi nogen siger, at der er for travlt, og at der er for få penge i systemet, gå ud fra, at det så er rigtigt, for disse mennesker er selvfølgelig underlagt en arbejdsgiver, der gerne vil forsøge at finde ud af, hvordan man kan få mere ud af medarbejdernes indsats.

Det skal så heller ikke skygge for, at i nogle tilfælde har de for travlt, der er tilfælde, hvor ledelsen ikke har styr på tingene, hvor ledelsen afsætter for mange arbejdsopgaver ét sted, i stedet for at skære nogle andre steder, hvor det ville være nemmere at gøre det. Men heller ikke her kan man sige, at det er, fordi der kommer for få penge. Det kan lige så godt være, det er, fordi ledelsen er for dårlig.

Så vi bakker op om den effektiviseringsindsats, der har været i sundhedsvæsenet, og vi bakker op om, at den fortsætter i årene fremover.

Der er to indtegnet til korte bemærkninger. Den første er hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Jeg henviste tidligere i debatten til en video, som 50 jordemødre havde lavet i 2015. Jeg vil gerne læse et citat op fra den video her i forbindelse med mit spørgsmål til ordføreren. En jordemoder siger:

»Det er søndag morgen, klokken er halv otte. Jeg er på vej hjem fra min aftenvagt. Det vil sige, jeg kunne ikke gå hjem. Vi var tre, der måtte blive. Nu har jeg haft otte timers overarbejde. Nu skal jeg hjem og sove. Og så møder jeg klokken 15 igen. Det er ikke ynk eller klynk. Det er simpelthen min hverdag.«

Er det også sådan et eksempel på, at folk ikke har rigtig travlt, selvom de beskriver, at de har travlt? Er det også et eksempel på, at der er de rette økonomiske ressourcer til at varetage opgaven?

Ordføreren.

Det er – i hvert fald hvis det har stået på over lang tid – formentlig et eksempel på en arbejdsplads, der ikke er ordentligt ledet, og som burde være ledet bedre. Hvis der er tale om en kortvarig ting, kan det godt accepteres, og det kan godt være fornuftigt. Sådan er det på alle arbejdspladser – i perioder kan tingene spidse til, og så er der behov for, at medarbejderne giver en ekstra hånd og også arbejder over, men hvis det er langvarigt, er der et ledelsesproblem på den arbejdsplads.

Spørgeren for anden kort bemærkning.

Nu kan jeg så afsløre, at de jordemødre, som medvirker i den her video, som virkelig gik viralt i oktober sidste år, oplever, at det her er en permanent tilstand.

Hvis det nu er en permanent tilstand, som de her jordemødre mener at det er, mener hr. Ole Birk Olesen så, at det kun er et spørgsmål om, at der kunne være lidt bedre ledelse, eller mener hr. Ole Birk Olesen også, at det her f.eks. er et område, hvor det simpelt hen er et problem, at der ikke er nok ressourcer?

Ordføreren.

Hvis det er permanent eller bare langvarigt, er det et eksempel på, at der bliver ledet for dårligt, for sådan skal det ikke være. Ledelse er også at allokere ressourcer mellem forskellige områder i en region, og her er det så muligvis sådan, at ledelsen burde sætte flere ressourcer af til den her indsats, hvor der tilsyneladende ikke er ressourcer nok, og til gengæld må ledelsen nedprioritere andre områder.

Hr. Peder Hvelplund, værsgo.

Tak. Jeg vil bare lige sige noget i forhold til de spørgsmål, for nu nævnte ordføreren det der med, at hvis man gik ud på gaden og spurgte folk, om de havde travlt, ville de sige, at de havde travlt. Det er jo ikke det, det handler om her. Det handler ikke om, at folk har travlt. Jeg tror, at alle kan anerkende, at det kan man godt have. Det her handler om, at man må gå på kompromis med sin faglighed. Det betyder, at man ikke kan levere det stykke arbejde, man egentlig er ansat til, fordi ressourcerne ikke er til det. Det var så den ene ting.

Men jeg vil godt lige tage fat i noget andet, for nu nævnte hr. Ole Birk Olesen det der med at allokere ressourcer, og der er det da et fuldstændig fortryllende eksempel, ordføreren hiver frem i forhold til behandlingsgarantien, fordi det, behandlingsgarantien betød, var en massiv overbetaling af privathospitalerne. Det betød, at man kom til at fokusere på rygoperationer, på knæoperationer, på fedmeoperationer, fordi det er de lette operationer, der kan tjenes penge på. Så det betød lige præcis, at man holdt op med at lave en faglig vurdering af, hvor ressourcerne skulle allokeres, og at regionernes sygehuse i stedet for blev nødt til at fokusere præcis på de områder for ikke at skulle tabe penge til privathospitalerne. Det betød jo netop en nedprioritering af den ældre medicinske patient, og det betød en nedprioritering af psykiatrien, fordi den grundlæggende mangel i forhold til det er mangel på speciallæger, og det får vi altså ikke ved at lave flere knæoperationer.

Ordføreren.

Men det var jo, fordi man havde nogle andre hensyn der, og der kan det godt være, at man i en knap økonomi ville have prioriteret nogle behandlinger højere end andre, som man så ikke kunne gøre, fordi der blev behandlingsgaranti, men det var, fordi man ønskede noget bestemt. Man ønskede, at patienterne skulle have en rettighed, en ret til at blive behandlet inden for en måned, og hvis det offentlige ikke kunne levere, skulle private så have pengene med over for at levere. Det synes jeg var en god prioritering, det fik faktisk regionerne, tidligere amterne, op på dupperne, fik dem til at gøre en indsats, bl.a. med at oprette de her friklinikker, så de kunne levere inden for den måneds behandlingsgaranti, som der var. Så selvfølgelig kan alle politikker være gode på deres vilkår og så have omkostninger andre steder. I det her tilfælde valgte man at tage godet med, vel vidende at det havde den omkostning, at det var sværere at prioritere mellem sygdomsområder i det offentlige sundhedsvæsen.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

De ældre medicinske patienter eller de psykiatriske patienter får det jo ikke bedre af eller får nemmere adgang til behandling af, at der bliver flyttet flere ressourcer over til knæoperationer. Den grundlæggende mangel er præcis, at der mangler speciallæger inden for det område, og de kommer ikke af, at man fokuserer og man allokerer pengene et andet sted end inden for det her område. Så det, hele privatiseringstankegangen går ud på, er jo bare, at i stedet for at man laver en faglig vurdering af, hvor ressourcerne skal allokeres, så laver man en økonomisk.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at Enhedslisten ikke bryder sig om det, at man sætter den offentlige sektors leverandører under pres, men det, der var meningen med det, var, at regionerne – først amterne, så regionerne – skulle føle det pres, at hvis de ikke leverede til tiden, var der mulighed for, at patienterne kunne søge et andet sted hen, i stedet for at de var stavnsbundne til en offentlig sektor, der på det tidspunkt havde massive problemer med ventelister, massive problemer, som der ikke var gjort noget ved af den foregående Nyrupregering, før den her borgerlige regering trådte til i 2001. Jeg anerkender, at der kan være omkostninger ved en politik, men der er også goder forbundet med den.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har indtegnet sig til korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg sige tak til Enhedslisten for at tage den her debat om regionerne. Jeg synes, det er en rigtig vigtig debat, fordi det giver mulighed for at diskutere regionernes forhold. I virkeligheden tror jeg, at det, som vi i Alternativet synes er det allerallervigtigste, er at diskutere afbureaukratiseringen, altså diskutere de forhold – vi har jo berørt dem her i dag – som vi ved, medarbejderne arbejder under, i forhold til de centrale direktiver, de er underlagt. Det gælder i virkeligheden både lederne og også medarbejderne.

På en eller anden måde er det jo helt grotesk, at vi ved, at reservelæger bruger halvdelen af deres arbejdstid på dokumentation. Så skal man selvfølgelig huske, at det ikke er al dokumentation, der er unødig. Men hvis vi f.eks. ser på sygeplejerskerne, siger de, at de bruger 1 time og 40 minutter dagligt på dokumentation, hvoraf 29 minutter bliver anset for unødig dokumentation. Når man snakker med de pågældende faggrupper siger de i virkeligheden, at det er det største problem for dem. Det er jo nogle faggrupper, som vi ved er ekstremt dygtige fagligt, og jeg er af den overbevisning, at hvis man lader medarbejderne og lederne få lov til at arbejde med deres faglighed og ikke arbejde efter skemaer, så vil man også få en langt større arbejdsglæde, plus at man vil få, og det er måske det allerallervigtigste, en langt større patienttilfredshed og patientpleje.

Vi ved jo, at når medarbejdere og ledere får rum til selv at tilrettelægge deres arbejdsdag og selv tage stilling til, hvad der er det vigtige, og hvad der ikke er det vigtige, så fokuserer de på det, der virker, og det er også det, der virker på patienterne. Så jeg kunne godt tænke mig, at vi faktisk på et senere tidspunkt her i Folketinget fik diskuteret, hvordan vi for alvor får taget fat på en afbureaukratisering. Jeg tror sådan set ikke, der er nogle partier, der er uenige i, at det er et enormt vigtigt emne og måske særlig på hospitalsområdet og i regionerne.

Så er der også det med, hvordan vi takserer ting i regionerne. Der er det der med, at f.eks. enkeltundersøgelser bliver taxameterstyret og afregnet. Det ved vi også går ud over sundhedspersonalets arbejdsdag, fordi der bliver enormt opbrudte arbejdsopgaver, men vi ved også, at det går ud over patienterne, fordi de skal møde op på forskellige tidspunkter, i virkeligheden til det samme behandlingsforløb, men på forskellige tidspunkter til forskellige undersøgelser. Det er, fordi det bedst kan betale sig rent pengemæssigt, men hvorfor er det, at vi ikke får set det efter i sømmene?

Noget af det, der også er rigtig vigtigt for Alternativet, er, at vi fastholder et princip om, at alle mennesker har lige adgang til lige god og gratis sundhedsbehandling i sundhedsvæsenet. Det vil være afgørende for os.

I forhold til selve økonomien synes vi, at det er rigtig, rigtig positivt, at man har fået de her syv principper for prioritering af medicin. Vi ved jo, at det var noget af det, regionerne særlig problematiserede ved den sidste økonomiaftale, og det her er bestemt et skridt på vejen. Vi har jo i Alternativet foreslået et egentlig prioriteringsinstitut. Det synes vi fortsat er en god idé, vi kan se fra andre lande, at det frigiver rigtig mange økonomiske midler, men vi er selv med i den her aftale, og det synes vi bestemt er et skridt på vejen.

Så er der noget af det, vi så slet ikke har diskuteret her, vi har jo kun diskuteret sundhedsvæsen her på talerstolen i dag, men vi skal huske på, at regionerne altså også tager sig af miljøindsatser og forurening, og det håber jeg selvfølgelig også at den kommende økonomiaftale kommer til at sætte fokus på.

Igen vil jeg sige tak for at sætte emnet på dagsordenen. Jeg synes, at det, vi skal tage med herfra, er, hvordan vi arbejder videre med at få en reel afbureaukratisering ude i regionerne.

Tak. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger. Det er rigtigt set, så tak til ordføreren. Næste taler er fra Det Radikale Venstre, og det er ordfører hr. Johannes Lebech. Og velkommen herind igen.

Tak for det. Jeg har lyttet med stor interesse til den her diskussion, og jeg kan garantere hr. Benny Engelbrecht, der sagde, at der ikke er så mange, der gider at følge med, at derude, hvor jeg kommer fra, i Vestjylland, er sygehuse altid interessante og altid vigtigt diskussionsstof.

Jeg noterer mig, at forslagsstillerne ikke bryder sig om den økonomiaftale sådan rent overordnet set, og det gør jeg måske, når det kommer til stykket, heller ikke, men det er sådan mere af principielle årsager. Men vi skal jo nok ikke til at tage en stor diskussion om regionerne og deres finansiering i dag – det er vist ikke lige tidspunktet.

Jeg medgiver, når forslagsstillerne siger, at de bekymret over det produktivitetspres, der er, på hospitalerne over hele Danmark, at jeg også er bekymret. Jeg har også lyttet med interesse til de eksempler, der er kommet, de eksempler, vi ser i pressen. Jeg medgiver, at der er et produktivitetspres, og det bekymrer også mig. Det bekymrer også mig, at det kan være en trussel mod kvaliteten.

Vores skepsis kommer i første omgang ind dér, hvor det ikke blot er et spørgsmål om, at vi altid kan tilføre flere midler, når der er problemer. Der er nogle ressourcer, der skal fordeles, og der er nogle beslutninger, der skal tages inden for en økonomisk ramme, som er en samlet økonomisk ramme.

Samtidig vil jeg sige, at jeg synes ministeren måske på det område, når vi taler produktivitetsfremme, er lidt for optimistisk. Altså, der er meget stor optimisme hos ministeren, og jeg deler måske ikke helt den optimisme, han har, men jeg vil dog medgive, at der er sket noget. Det er faktisk lykkedes på en række afdelinger i Danmark at lave gode produktivitetsforbedringer. Og det er netop produktivitetsforbedringer, hvor det ikke er spørgsmålet om, at man løber stærkere, men at man gør tingene på en anden måde.

Jeg vil sige til netop det, som fru Josephine Fock nævnte, omkring dokumentation og brug af tid på bureaukratisk papirarbejde, at det er meget vigtigt, at vi kommer det til livs så meget som overhovedet muligt, så folk i sundhedssektoren kan bruge deres energi på det, de fagligt kan – det er ikke at skrive papirer, men det er at behandle patienter.

Det også vigtigt, at vi tager hul på medicinpriserne, og det er rigtigt, at der er sket fremskridt, med henblik på hvordan vi løser problemerne med de eksploderende medicinpriser, ikke mindst medicinpriserne inden for nogle meget få sygdomme, hvor priserne er helt eksorbitant høje. Men her må jeg sige, at det er regionspolitikerne, der har udvist størst mod ved at sige, at vi skal have prioriteringer, og at vi skal have et prioriteringsinstitut.

Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at gå ud ad den vej fortsat. Det bliver etisk meget belastende og svært at gøre det, men det er et område, vi bliver nødt til at gøre noget ved, for ellers æder medicinpriserne – ikke mindst til de meget alvorlige og meget specielle sygdomme – budgetterne op, hvis vi ikke gør noget ved det.

Jeg håber så – det må jeg så lige først sige – at investeringen i de nye sygehuse, som også ministeren fremhævede og andre fremhævede, vil medføre de produktivitetsforbedringer. Det må man da i hvert fald håbe, ellers skulle man da ikke ofre penge på de mange supersygehuse. Jeg er sikker på, at vi i Holstebro gerne ville have beholdt vores sygehus i stedet for at få et supersygehus; men lad os dog håbe, at de giver produktivitetsforbedringer, og ikke mindst forbedringer på kvaliteten.

Men man kan så samtidig være bekymret over, at budgetterne for disse byggerier – i hvert fald i den region, jeg kommer fra – skrider, og jeg har på fornemmelsen, at de også gør det i de andre regioner. Det synes jeg nok der er grund til også at være meget bekymret over.

Altså, jeg er en bekymret mand, og det er jo den bekymring, der også høres hos forslagsstillerne. Sundhedsområdet er vigtigt – det er der sådan set ikke nogen der er uenige i herinde. Men ressourcerne er jo ikke ubegrænsede, og derfor har vi altså sammen med regeringspartiet og de blå partier tilsluttet os det ene forslag til vedtagelse, der blot understreger, at forhandlinger skal ske inden for en ansvarlig økonomisk ramme.

Tak. Der er en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til ordføreren, fordi ordføreren for Det Radikale Venstre er den eneste blandt partierne – Socialdemokraterne, DF, Venstre, Liberal Alliance – der indtil videre har været på talerstolen, som jeg synes for alvor tager det alvorligt, at produktivitetsstigningskravet betyder, at de ansatte har meget svært ved at få tingene til hænge sammen i dagligdagen. Jeg har ikke hørt nogen af de andre ordførere, der står bag det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten, SF og Alternativet ikke står bag, på samme måde give udtryk for, at vi rent faktisk har et problem her. Så det vil jeg gerne kvittere for.

At der så ikke er ubegrænsede midler, er jeg sådan set også enig i; det handler om at prioritere. Men så må man jo også sige, at når man f.eks. lige har været ude at meddele – det har regeringen – at man vil købe 27 bombefly ind, og Norge har givet 1 mia. kr. stykket for dem, da de lavede den samme aftale, om det så ikke er et udtryk for, at hvis man vil, kan man prioritere midlerne hen de steder, hvor det giver mest mening. F.eks. kan man vælge at sige: Vi dropper indkøbet af nye, dyre bombefly, som skal starte flere tåbelige og katastrofale krige ude i verden, og vi bruger i stedet pengene på vores alle sammens sundhedsvæsen herhjemme.

Ordføreren.

Først vil jeg understrege, at talen om produktivitetspresset, som det lidt polemisk er blevet anført i dag, ikke er efterfulgt af et spørgsmålstegn. Det mener jeg heller ikke det var udtryk for hos Enhedslisten, altså at der blev sat spørgsmålstegn ved de ansattes engagement og vilje til at lave et stort stykke arbejde. Det er simpelthen polemisk og forkert. Selvfølgelig vil de ansatte gerne gøre det, og de vil også gerne skabe bedre produktivitet – det er jeg helt sikker på – og det kan de også. Så det står jeg ved, og jeg er opmærksom på det.

Jeg har selv lige haft meget tæt kontakt med sektoren, specielt jordemodersektoren, for jeg er lige blevet bedstefar for en uge siden, hvor jeg kom meget på Rigshospitalet, så jeg ved, hvor presset man er rent arbejdsmæssigt. Så det er ikke pjat, når man siger, at man er presset arbejdsmæssigt.

Det er også derfor, vi i højere grad skal lytte til, hvad fru Josephine Fock siger, nemlig at det er et spørgsmål om at skabe de rigtige arbejdsopgaver og bruge den rigtige teknologi, så vi hjælper de ansatte til at skabe en større grad af produktivitet.

Så lokker ordføreren mig jo unægtelig meget med hensyn til at skifte kampfly ud med sygehuse. Det kunne jeg også godt ønske mig, men vi har jo altså også nogle internationale forpligtelser. Jeg vil sige, at Det Radikale Venstres holdning i den diskussion om fly er, at vi står ved vores del af forsvarsaftalen, men vi ønsker heller ikke at købe et eneste fly mere, end det er højst nødvendigt.

Så jeg kan ikke lade mig lokke til at sige, at vi skifter fly ud med sygehuse. Men jeg erkender, at ordføreren forsøger at lokke mig til det.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Ja, for hvis der skal købes 27 kampfly, som koster 1 mia. kr. stykket, og hvis vi skal tro de beregninger, som vi har set, om, at de her kampfly, de her bombefly, som det er, de næste 20-30 år vil koste mellem 80 og 100 mia. kr. i drift og vedligeholdelse, så er det jo penge, som kunne have været brugt på at forbedre sundhedsvæsenet. Så er det penge, som kunne have været brugt til at sikre de ansatte mere optimale betingelser, så de ansatte kan gøre det, de allerhelst vil i hele verden, nemlig at give en ordentlig og helt optimal behandling til alle os, som har brug for f.eks. at komme på hospital og blive behandlet dér.

Ordføreren.

Det kunne være dejligt, hvis vi havde uendelige ressourcer, men Danmark er jo ikke en isoleret ø. Jeg vedstår, at vi også har nogle internationale forpligtelser i det forsvarsfællesskab, vi er medlem af. Og de forpligtelser er jo også en del af den samlede udgiftsmasse, som vi har som stat og som nationalstat.

Så jeg må fastholde, at vi har forpligtelser internationalt, vi har forpligtelser på mange områder, og vi har også forpligtelser på sundhedsområdet. Det må så være vores alle sammens opgave at få ressourcerne til at holde og række så godt som muligt.

Jeg har fortsat to på talerrækken, og den første er hr. Peder Hvelplund.

Tak. Jeg vil også gerne kvittere for en god og nuanceret tale fra ordføreren. Jeg bed mærke i, at ordføreren nævnte problematikken om de stigende medicinpriser, og det er jo rigtigt, at der er blevet lavet en aftale mellem Folketingets partier om prioriteringer af medicin, hvilket betyder, at der skal måles på pris og effekt og sådan noget, før det kan blive til en standardbehandling. Men på trods af det ville det overraske mig meget, hvis vi ikke fortsat kom til at opleve stigende medicinpriser og dermed også øgede udgifter til regionerne.

Kan ordføreren ikke være enig i, at det vil være godt at kunne kompensere regionerne for de øgede udgifter til medicin, så de ikke kommer til at stå i den situation, at de må fravælge at behandle patienter, fordi pengene skal prioriteres til medicinudgifter, altså så man i stedet for bliver nødt til at skære ned på nogle andre områder? Er ordføreren ikke enig i, at man vil kunne kompensere regionerne for de øgede udgifter, hvis udgiften til medicin stiger?

Ordføreren.

Det er spørgsmål om, hvad kravet fra centralt hold er til regionerne og deres brug af medicin. For man kan godt en gang imellem i den offentlige debat have en fornemmelse af, at specielt de nationale politikere ikke har nogen grænser for, hvad der kan bruges af medicin, men at de måske ikke altid er klar over, hvor stor en trussel det er mod regionernes økonomi.

Jeg ser frem til, at vi får et prioriteringsinstitut. Der er en vis medicintype til mænd på min alder med problemer med prostata, som koster omkring 50 mio. kr. bare i Region Midtjylland, og på længere sigt vil det eksplodere. I medicinindustrien bliver man jo ved med at opfinde nye, fine, gode midler, som meget få politikere vil have let ved at sige nej til. Og derfor bliver vi nødt til at få os et prioriteringsinstitut og få styr på udgifterne til det her område.

Ikke fordi vi ønsker at forhindre nogen i at få en optimal medicinsk behandling, men for at vi også kan presse medicinalindustrien, i forhold til at vi ikke kan acceptere alt, hvad der kommer derfra. Vi må også arbejde på den måde, altså presse medicinalindustrien til at komme med nogle fornuftige og konkurrencedygtige priser.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg er fuldstændig enig i den sidste del. Vi kan bare tage Novo Nordisk, som sidste år udbetalte 13 mia. kr. til deres aktionærer af det overskud, de havde fået, efter de havde betalt udgifter til forskning, innovation, lønninger og alt muligt andet. Så der er jo nogle helt ekstremt høje profitter inden for medicinalindustrien. Det skal vi selvfølgelig arbejde på.

I dag er det jo sådan, at der skal laves en prioritering, altså at der skal måles effekt i forhold til pris og sådan noget. Men er ordføreren ikke enig i, at hvis udgifterne fortsætter med at stige, vil det blive nødvendigt at kompensere regionerne for den øgede udgift?

Ordføreren.

Det må jo indgå i de forhandlinger, regionerne har med staten om de udgifter, der er. Og der må regionernes argument jo være, at hvis medicinpriserne kommer under stærkt pres, bliver det svært at løse de øvrige opgaver. Det er jo ikke, fordi skiftende regeringer ikke har ønsket at pålægge regionerne nye opgaver, skal jeg hilse og sige.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Ole Birk Olesen.

I USA kan vi risikere at få højrepopulisten Donald Trump som præsident, men her i Danmark har vi i mange år haft det venstrepopulistiske parti Enhedslisten i Folketinget. Der er ikke så stor forskel på populismen der, bortset fra at det ene kommer fra højre og det andet kommer fra Venstre. Nu handler det nye venstrepopulistiske slagord jo om jagerfly, og at alle pengene dertil skal bruges til noget andet.

Nu er det sådan, at vi er med i NATO, og vi er mange partier, der fortsat ønsker, at Danmark fortsat skal være det. For at man kan være med i NATO, skal man også give sit bidrag til det fælles forsvar af NATO-landene.

Jeg vil gerne høre hr. Johannes Lebech, om NATO accepterer udgifter til sundhedsvæsenet, altså hvis man flytter udgifter fra jagerfly over til blindtarmsoperationer, knæoperationer og kræftbehandlinger osv., som et bidrag til det fælles forsvar af NATO-området.

Ordføreren.

Jeg synes, at spørgeren begynder at være polemisk morsom, for selvfølgelig kan det ikke det. Jeg vedkendte mig jo også den argumentation, der ligger. Læg lige mærke til, at det er en folkelig argumentation. Man har svært ved at forstå, at der skal købes så dyre jagerfly, når vi på andre områder siger, at der er få ressourcer. Folkeligt set er det meget vanskeligt at forklare det her, men det betyder jo ikke, at jeg ikke som politiker står ved mine forpligtelser internationalt. Vi er medlem af NATO, og derfor må vi i et rimeligt omfang have et dansk bidrag til vores deltagelse i NATO-alliancen.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tingene kommer lidt væk fra emnet, men det må vi takke Enhedslisten for. Når hr. Johannes Lebech siger, at det er svært at forklare, at man bruger penge på jagerfly, når det måske nogle steder opfattes sådan, at der ikke er penge nok til sundhedsvæsenet, vil jeg bare opfordre hr. Johannes Lebech til at sige til disse mennesker, der ikke kan forstå det, at Danmark i forhold til landets størrelse osv. yder et forholdsvis lille bidrag til NATO's fælles forsvarsbudget, også målt som procent af BNP, i forhold til hvad andre lande gør. Det er forklaringen på, at vi i hvert fald ikke så godt kan gå meget længere ned, og vi bliver nødt til at yde sådan cirka det samme bidrag.

Ordføreren.

Jeg kan garantere hr. Ole Birk Olesen for, at jeg deltager i de debatter, også i de folkelige debatter. Men jeg anerkender, at det folkeligt er virkelig vanskeligt at forstå det her. Det gør ikke debatten lettere for politikerne, men selvfølgelig skal politikerne tage den og turde tage den.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Den næste taler er ordføreren for SF, fru Trine Torp. Værsgo.

Tak til forespørgerne for at indkalde til debatten, og tak til finansministeren for redegørelsen.

Selv om finansministeren ikke har lukket helt op for godteposen eller været meget præcis med, hvor regionsforhandlingerne vil ende, her lige før forhandlingerne går ind i deres slutfase, er det godt, at vi har de her drøftelser i Folketingssalen. På den måde kan det stå mere klart for borgerne og de ansatte i regionerne, hvordan de politiske partier stiller sig, hvad angår udviklingen af primært sundhedsvæsenet i 2017 og i overslagsårene. Det er nemlig en helt afgørende forudsætning, at regionerne sikres ordentlige økonomiske rammer, hvis sundhedsvæsenet både skal sikres en ordentlig drift og sikres ordentlige investeringsrammer til en fortsat udvikling.

For SF er det derfor helt afgørende, at der sikres ordentlige driftsrammer og kapacitet til at håndtere det stigende pres og de nye patientrettigheder, som regeringen nu lægger op til. Hvis ikke det sker, ved vi ud fra historisk erfaring, at ressourcerne igen vil vandre fra de ældre medicinske patienter, fra kronikerne og psykiatrien og hele forebyggelsesområdet. Her og nu har regeringen dog haft fokus på det medicinske område og demensområdet, og det skal de kun have ros for. Men presset vil komme tilbage, hvis regeringens primære fokus fremadrettet bliver ventetidsgarantier og indfasning af kræftplan IV.

I psykiatrien ved vi at der fortsat er brug for udbygning, eftersom der stadig væk er folk, der går forgæves eller bliver udskrevet alt for hurtigt eller alt for tidligt overføres til alt for belastede bosteder i socialpsykiatrien. Det sidste går altså ikke. Jeg forventer derfor, at regeringen tager det her spørgsmål ind i både kommune- og regionsforhandlingerne. Der skal flere ressourcer til, og der skal skabes et bedre samarbejde og opbygges nogle fælles løsninger mellem den behandlende psykiatri og socialpsykiatrien, hvis vi skal have løst de problemer, vi bl.a. har set på Lindegården de sidste par måneder.

Forebyggelsesområdet skal der mere fokus på, hvis vi både vil sikre folkesundheden, men også hvis vi vil undgå en række tikkende økonomiske bomber under fremtidens sundhedsvæsen. I løbet af få år kan vi forvente en fordobling i antallet af borgere med diabetes, hvis ikke vi får styrket forebyggelsen for børn og unge. Det samme gælder på rygerområdet, hvor det ser ud til, at antallet af unge rygere igen er stigende.

For SF er det også helt afgørende, at den kommende aftale med regionerne mindst fastholder en anlægsramme i 2017 svarende til niveauet for 2016 tillagt statslige puljer og et realistisk skøn for afløb for kvalitetsfondbyggerierne. Det er nemlig forudsætningen for, at vi kan komme i land med de omtalte og planlagte supersygehuse, uden at der bliver barberet alt for mange etager og sygehuskøkkener væk fra de byggeprojekter, men også for at regionerne kan komme i gang med at renovere den øvrige sygehusbygningsmasse, der skal leve, indtil de nye supersygehuse tages i brug – det tager immer væk 5-10 år, før de er bygget – eller de sygehusmatrikler, der skal leve videre.

Eftersom sundhedsområdet dækker en så stor del af regionernes budget, har jeg slet ikke berørt den regionale udvikling, men her vil jeg blot gentage SF's kritik af omprioriteringsbidraget, der alt andet lige vil føre flere og flere penge væk fra bl.a. den kollektive trafik.

Så jeg vil bare afslutningsvis sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som Enhedslistens ordfører fremsatte, fordi vi mener, det er afgørende, at aftalen om regionernes økonomi for 2017 samlet set ikke belaster deres økonomi yderligere, hvis de får nye opgaver.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen med korte bemærkninger til denne ordfører, så tak. Jeg ser heller ikke flere nye ordførere i salen, og jeg har forstået, at finansministeren ikke ønsker ordet igen, hvorfor jeg skal spørge, om ordføreren for forslagsstillerne, hr. Rune Lund, ønsker ordet. Det gør hr. Rune Lund. Værsgo.

Tak. Vi har haft den her forespørgselsdebat i dag, fordi der i øjeblikket foregår forhandlinger mellem regeringen og Danske Regioner om en økonomiaftale for 2017. Som en del af debatten har kredset om i dag, er et af de store problemer for vores sundhedsvæsen i dag, at de ansatte skal løbe stærkere og stærkere, for at budgetterne hænger sammen. Alle er interesserede i, at der skal foregå innovation; alle er interesserede i, at der skal være god ledelse; vi vil alle sammen gøre tingene på den gode og den rigtige og den ordentlige måde. Det er der ikke nogen problemer i.

Men det har vist sig, at det kun er et mindretal her i Folketinget, som for alvor ønsker at tage en seriøs diskussion af de økonomiske rammer, som regionerne bliver nødt til at have, hvis de skal have muligheden for og hvis de ansatte i regionerne skal have muligheden for at levere en ordentlig og optimal ydelse til borgerne. Det er det, som de ansatte allerhelst vil i hele verden, nemlig levere den mest optimale ydelse. Derfor er det vores ansvar som politikere at tilvejebringe de rammer, der skal til, for at de ansatte får mulighed for at gøre dette.

Det er tid til at vågne op for de politikere, som insisterer på at sende regningen for flere behandlinger til de ansatte på landets sygehuse og dermed i sidste ende patienterne. Det er jo ikke ting, der er grebet ud af den blå luft. Jeg har bl.a. i forbindelse med debatten i dag nævnt, at jordemødrene rundtomkring i landet er underlagt et usædvanlig hårdt arbejdspres. Jeg vil læse endnu et citat op fra den video, som gik viralt i oktober 2015, hvor 50 jordemødre fotograferede deres fødder, mens de udtalte sig:

»... jeg har lige afsluttet 25 timers vagt på fødegangen med en følelse af simpelthen at være så ked af, ikke at kunne give de sidste kræfter til en fødende, fordi jeg ikke havde nogle selv ...«

Et andet eksempel er fra Jyllands-Posten i går med speciallæge i lungemedicin Pia Holland Gjørup, som har taget konsekvensen af det store arbejdspres og er fratrådt sin stilling hos Hospitalsenheden Vest i Holstebro. Hun siger:

»Arbejdspresset er enormt, og man bliver så frygteligt slidt ...«

»Men hver gang jeg tager hjem fra arbejde til tiden, så ligger der nogle opgaver, der ikke bliver løst«.

»Jeg synes, det er hårdt at se, at vi ikke kan nå alt det, vi burde, og at vi svigter nogle undervejs.«

I debatten er der også indgået undersøgelser, som Dansk Sygeplejeråd har lavet, bl.a. en rundspørge blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer fra 2015. Her svarer 82 pct. af de 750 adspurgte sygeplejersker, at de inden for den seneste måned har oplevet, at borgere er blevet udskrevet fra hospitalet til eget hjem, før de er blevet færdigbehandlet. Disse eksempler viser jo, at diskussionen om økonomi og sikring af ordentlige økonomiske rammer for de ansattes arbejde er en helt central diskussion, og det er en diskussion, man ikke kan snige sig uden om ved at snakke om, at der skal være bedre ledelse og vi skal gøre tingene på ny og bedre måde og der er nye maskiner og ny teknologi og der er masser af ting, vi kan gøre anderledes. Det er også vigtige emner, men det må ikke være emner, som bliver bragt på bane med det formål at snige sig uden om den diskussion, der handler om, at vi skal have den rigtige økonomi til, at de ansatte i vores sundhedsvæsen kan levere den ydelse til borgerne, som de allerhelst vil levere, og som er den fagligt forsvarlige ydelse.

Så jeg er også rigtig glad for i dag, at i hvert fald Enhedslisten, Alternativet og SF har fundet frem til et forslag til vedtagelse, som tager ordentlig hånd om den her problematik med teksten:

»Folketinget pålægger regeringen i forhandlingerne med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2017 at indgå en aftale med Danske Regioner, hvor regionernes økonomi samlet set ikke belastes, hvis de får nye opgaver.«

Det viser to ting. Det viser, at der er en politisk kraft i det her Folketing, som gerne vil tage ordentlig fat om problemerne, men det viser også, at det politiske pres bliver nødt til at fortsætte, hvis vi fremadrettet skal have nogle ordentlige rammer for, at de ansatte i vores sundhedsvæsen kan levere det mest optimale til gavn for alle dem, som har brug for at benytte sundhedsvæsenet. Med de ord vil jeg sige tak for debatten i dag.

Den er så knap helt færdig, for der er endnu en – i hvert fald ifølge min skærm – med en kort bemærkning, nemlig hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Vi har jo igennem et folketingsår rigtig mange debatter, hvor Enhedslisten synes, der skal bruges flere penge på ting og sager. Det er nærmest Enhedslistens eksistensberettigelse at sige, at der skal bruges flere penge. Det er sådan en automatting. For tiden bliver disse debatter jo krydret med, at man bare skal tage pengene fra jagerfly, og det er også det, som hr. Rune Lund har gjort i dag – tag bare pengene fra de der jagerfly.

Nu er det jo sådan, at vi er medlem af NATO, og man skal betale et vist kontingent for at være medlem af NATO, man skal bidrage til det fælles forsvar. Det kan man selvfølgelig godt lade være med, hvis man ønsker, at Danmark skal udmeldes af NATO, og derfor er mit spørgsmål til hr. Rune Lund: Er det Enhedslistens ønske – for jeg kan faktisk ikke huske det – at Danmark skal udmeldes af NATO, så vi ikke længere behøver at betale vores kontingent der?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at Enhedslistens politik er, at hvis vi fik muligheden for en udmeldelse af NATO, en militær blok, som bidrager til militarisering, som bidrager til frygtelige og katastrofale krige rundtomkring i verden, vi så det f.eks. i Afghanistan, så er det Enhedslistens politik, at vi helt bestemt skulle gøre det. Det vil jo netop også frigive midler til andre ting, f.eks. sundhedsvæsenet, som vi diskuterer i dag.

Jeg har det sådan, at når bombefly koster 1 mia. kr. pr. stk. – bombefly, som kun kan bruges til at flyve ud i verden og slå mennesker ihjel – så ville jeg faktisk hellere bruge de penge på vores sundhedsvæsen, hvor vi kan bruge præcis de samme penge på ikke at slå mennesker ihjel, men rent faktisk at redde liv og skabe et bedre liv for de mennesker, som har brug for et sundhedsvæsen her i Danmark.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Jeg kan så glæde hr. Rune Lund med, at vi har muligheden for at melde os ud af NATO, det er ikke noget tvangsfællesskab. Jeg går ud fra, at hvis der er et simpelt flertal her i Folketinget for, at Danmark skal meldes ud af NATO, kan vi gøre det.

Men jeg vil spørge hr. Rune Lund om noget: Er det Enhedslistens forestilling, at det forsvar, som Danmark ville skulle have uden for NATO-alliancen, ville være billigere end det forsvar, vi kan nøjes med at have inden for NATO-alliancen? Har f.eks. Sverige et billigere forsvar, end Danmark har, og er det Enhedslistens forestilling, at Danmark kunne have et billigere forsvar?

Ordføreren.

Nu kan vi jo starte en længere sikkerhedspolitisk debat, for det bidrager jeg gerne til. Vi ser sikkerhed og internationalt samarbejde på en helt anden måde end den måde, som det store flertal herinde i Folketinget ser det på. Vi vil i langt højere grad, i stedet for at fokusere på en aggressiv, militaristisk udenrigspolitik, fokusere på, hvordan vi kan styrke FN, fokusere på, hvordan vi kan skabe politiske løsninger, fokusere på, hvordan vi kan lave konfliktløsning, og vi vil dirigere penge i den retning.

Vi vil samtidig også skære ned på militæret. Vi mener, vi skal have et militær, som er baseret på et territorialforsvar. I vores partiprogram kalder vi det en helt anderledes organisation, som skal være af en væsentlig mindre størrelse, og som har det formål at stå for et territorialforsvar, og ikke en organisation, som i virkeligheden ikke er et forsvar, men er et angreb, og som er indrettet på at smide bomber og starte krige rundtomkring i verden.

For Danmark har jo desværre de seneste år, også siden starten af 00'erne, haft en meget aggressiv udenrigspolitik og har ageret som et meget aggressivt land, som har deltaget i stort set alle de krige, som USA har villet starte, og som har vist sig at være meget katastrofale; vi ser jo f.eks., hvad der er sket i Afghanistan og i Irak. Men det er en længere debat, og den tager vi ikke nu.

Taletiden er opbrugt, så jeg vil gerne sige tak til ordføreren. Der er ikke flere med korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Som nævnt vil afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse først finde sted tirsdag den 24. maj 2016.