Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 30:

Forespørgsel til finansministeren:

Finansministeren bedes redegøre for den økonomiske situation i kommunerne i 2017 og frem, herunder bl.a. i forhold til omprioriteringsbidraget, udgifter til modtagelse af flygtninge og demografiske udgifter.

Af Rune Lund (EL) og Finn Sørensen (EL).

(Omtryk 05.04.2016. Anmeldelse 05.04.2016. Fremme 08.04.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 17. maj 2016.

Først skal vi have en begrundelse, og den er fra ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund, Enhedslisten, værsgo.

I går, den 12. maj, demonstrerede 20.000 mennesker i hele landet, i 74 kommuner, for mere velfærd og imod regeringens planlagte milliardnedskæringer. Og i dag, dagen efter, afholder Folketinget så en forespørgselsdebat om kommunernes økonomi i 2017, som skal følge op på det krav, der lød fra hele landet i går, om, at vi vil have mere og ikke mindre velfærd.

I forbindelse med demonstrationerne i går konkluderede Jan Hoby, som er talsmand for Velfærdsalliance-DK, at det historisk set var en kæmpe succes med de mange demonstrationer og de mange deltagere. Derudover sagde han:

Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været så stor folkelig modstand og så mod et så teknisk begreb som omprioriteringsbidrag. Det tyder på, at danskerne for alvor er blevet bekymrede for det velfærdssamfund, som det har taget 150 år at bygge op.

Det er jo det, der er bagtæppet for dagens debat. Kombinationen af udenomsparlamentarisk pres og parlamentarisk arbejde er det, der skal til for at skrotte omprioriteringsbidraget; det, der skal til for at skrotte milliardnedskæringer på velfærden; det, der skal til for at skrotte forringelser. Kommunernes Landsforening og regeringen er her i starten af maj begyndt forhandlingerne om en økonomiaftale for 2017. Formålet med den her debat er at kaste lys på de forhandlinger, men det er også at fortsætte presset på regeringen, så der ikke bliver indgået en dårlig økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så giver jeg ordet til finansministeren for besvarelse af forespørgslen.

Enhedslisten har bedt mig om at redegøre for den økonomiske situation i kommunerne, som vi allerede tidligere i dag også har drøftet i forbindelse med beslutningsforslag B 89.

I den forbindelse er det selvfølgelig relevant at se på den samlede offentlige økonomi og på det råderum, som vi har i den offentlige økonomi i de kommende år. Som jeg også gjorde klart i min tale her i salen tidligere i dag, var der i september 2015, sidst vi opgjorde det finanspolitiske råderum, godt 15 mia. kr. frem mod 2020. Siden da er de strukturelle indtægter fra Nordsøen nedjusteret med 5 mia. kr., og derfor har vi nu også måttet reducere det økonomiske råderum over de næste 4 år til ca. 10 mia. kr. Det betyder samlet set, at vi har færre penge at gøre godt med i den offentlige økonomi, end vi tidligere troede.

Set i historisk perspektiv er det et begrænset råderum, vi har. Samlet set er de strukturelle indtægter fra Nordsøen siden 2013, altså på bare 3 år, faldet med knap 20 mia. kr. Det svarer stort set til halvdelen af de årlige udgifter til folkeskolen, og dermed er situationen en helt anden end under den tidligere regering.

Samtidig betyder tilstrømningen af flygtninge og migranter, at udgiftspresset inden for råderummet øges de kommende år. Det øger behovet for skarpe prioriteringer, ligesom der er behov for at se på, om man ikke kan løse en række offentlige opgaver smartere, så man får mere for pengene. Med andre ord har vi en fælles udfordring med at udvikle vores velfærdssamfund i en tid, hvor stramme økonomiske rammer er et grundvilkår. Der er derfor behov for, at vi sammen sikrer en vedholdende udvikling i den offentlige sektor, og at vi sørger for, at pengene omprioriteres til der, hvor de gør mest gavn for danskerne.

Det er bl.a. i lyset af udsigten til stramme rammer, at regeringen har fundet det nødvendigt og rigtigt at udbrede omprioriteringsbidraget til også at omfatte kommunerne. Omprioriteringsbidraget er et redskab, som har været anvendt i staten i mange år. Det styrker muligheden for at ompriotere på tværs af sektorer og understøtter løbende effektivisering og udvikling. Og ja, så er det også et redskab, som stiller store krav til at gennemføre effektiviseringer og prioriteringer ude i hver enkelt kommune og i hver en statslig organisation. Men det er et nødvendigt redskab, for at vi kan sikre en vedvarende udvikling af den offentlige sektor, ikke mindst i lyset af de stramme rammer for den offentlige økonomi.

Man bliver nødt til at erkende, at der ikke er nogen lette alternativer, hvis vi også fremover skal have råd til en stærk velfærdsstat. Det burde oppositionen også være de første til at anerkende, da det som bekendt var under den tidligere regering, altså med Enhedslisten som parlamentarisk støtteparti, at kommunerne kunne bruge 3 mia. kr. mindre på service. Den nedskæring i rammerne formoder jeg at den tidligere regering fandt nødvendig i lyset af det begrænsede råderum i den samlede offentlige økonomi på samme vis som nu, hvor vi siger, at det er nødvendigt, at kommunerne fortsætter effektiviseringen.

Derfor kan man jo godt undre sig, når rød blok nu, hvor de ikke har regeringsmagten, tegner et billede af, at lavere rammer automatisk giver dårligere offentlig service – altså at vi nu er nået til det punkt, hvor tingene ikke kan gøres smartere i morgen, end de gøres i dag – og at vi ikke skal kunne omprioritere på tværs af den offentlige sektor.

Det billede er jeg lodret uenig i. For det første mener jeg ikke, at vi kan leve med en offentlig sektor, som er støbt i beton, og hvor vi ikke kan omprioritere til de områder, hvor behovet viser sig at være størst. For det andet køber jeg ikke præmissen om, at kommunerne med en samlet serviceramme på knap 240 mia. kr. ikke fortsat kan realisere store effektiviseringsgevinster. Tværtimod er jeg overbevist om, at kommunerne fortsat kan gøre tingene smartere ved at lære af hinanden, via digitalisering, ved at konkurrenceudsætte flere opgaver – på samme vis som kommunerne har gjort de seneste år, hvor kommunerne ifølge KL hvert år har effektiviseret for mellem 2,5 og 3,0 mia. kr. Der er altså behov for, at kommunerne også gør dette fremadrettet.

De midler, vi frigør ved omprioriteringsbidraget, vil løbende blive udmøntet hen over regeringsperioden til prioriterede indsatser i den borgernære velfærd, dér hvor vi vurderer behovet er størst.

1,9 mia. kr. af omprioriteringsbidraget er i 2016 tilbageført til kommunerne til prioriterede indsatser på de borgernære serviceområder. Og med finanslovsaftalen for 2016 valgte vi at prioritere ældreområdet, da vi afsatte 1 mia. kr. til en værdig ældrepleje. Samlet set blev kommunernes service dermed løftet med 0,5 mia. kr. fra 2015 til 2016. Det vil altså sige, at kommunerne rent faktisk har flere penge til rådighed til service i 2016, end de havde i 2015. Dermed har denne regering styrket den kommunale velfærd siden sin tiltræden. For 2017 har vi besluttet at prioritere de kommunale velfærdsområder, bl.a. for at sikre den borgernære velfærd i lyset af flygtningetilstrømningen, ved at alle midlerne fra omprioriteringsbidraget vil blive tilbageført til kommunerne i forbindelse med økonomiforhandlingerne og finansloven for 2017.

I den forbindelse er det også væsentligt at bemærke, at regeringen og KL før påske indgik en aftale om integrationsområdet, hvor kommunerne bl.a. fik en økonomisk håndsrækning til at etablere nye boliger. Samtidig med det er vi blevet enige om en lang række regelforenklinger, som gør integrationsindsatsen i kommunerne bedre og billigere, og som dermed understøtter ressourceudnyttelsen i kommunerne.

Tidligere i dag har Socialdemokraterne så foreslået, at vi garanterer, at kommunerne også får omprioriteringsbidraget tilbage i 2018 og i de efterfølgende år. At give den garanti mener jeg er uansvarligt, ikke mindst i lyset af den nuværende økonomiske situation. For som jeg også tidligere har gjort det klart, er det vores ansvar som ansvarlig regering at prioritere de årlige midler til de områder, hvor behovet er størst, og hvor der f.eks. opstår uforudsete merudgifter, på samme vis som vi skal kunne styre udgifterne og reagere, når centrale forudsætninger i økonomien ændrer sig, f.eks. når de strukturelle indtægter fra Nordsøen siden 2013 er faldet med knap 20 mia. kr.

Derfor vil vi ikke allerede nu tage stilling til anvendelsen af omprioriteringsbidraget for 2018 og frem. Når det er sagt, har vi gjort det klart, at omprioriteringsbidraget vil gå til borgernær service, men om det bliver til sundhed, ældre eller noget helt tredje, vil vi tage stilling til i de relevante økonomiforhandlinger og finanslove efter normal praksis.

En anden væsentlig del af den kommunale økonomi vedrører de kommunale investeringer. De offentlige investeringer har i de senere år været historisk høje. Det gælder også de kommunale investeringer. Det høje investeringsniveau har understøttet vækst og beskæftigelse under den økonomiske krise. I takt med at den økonomiske vækst tager til, er der et behov for en normalisering af niveauet for de offentlige investeringer, og det er i tråd med en fornuftig stabiliseringspolitik, at lempelser under en lavkonjunktur modsvares af tilsvarende stramninger, når konjunkturerne bedres.

I de kommende år er det derfor en forudsætning, at de offentlige investeringer normaliseres svarende til de finansierede niveauer. Hvis det ikke sker, vil vi skulle bruge vores begrænsede råderum til at finansiere investeringsniveauerne, og dermed vil der være endnu mindre at prioritere til service i de kommende år. For kommunernes vedkommende er de første skridt til tilpasningen allerede taget bl.a. også under den tidligere regering. De næste skridt vil blive taget i de kommende år, så vi sikrer, at de offentlige investeringer svarer til de finansierede niveauer.

Samlet set vil kommunernes økonomiske rammer også være stramme i de kommende år. Det er nødvendigt i en tid, hvor rammerne for den offentlige økonomi er snævre. De stramme rammer vil stille krav til kommunerne om at foretage de nødvendige prioriteringer og effektiviseringer, på samme vis som det vil stille krav til regionerne og staten. Det bliver ingen let opgave, det anerkender jeg fuldt ud. Men betyder det så, at det ikke er muligt, og at det derfor automatisk vil føre til dårligere service? Nej, det gør det bestemt ikke. For der er stadig masser af muligheder for at effektivisere i kommunerne ved at lære af hinanden, via digitalisering, ved at konkurrenceudsætte flere opgaver osv.

Det er helt nødvendigt, at vi også gør det, hvis vi skal sikre, at vi også fremover har et stærkt velfærdssamfund, uden at vi efterlader regningen til de kommende generationer.

Når det så er sagt, at det dog også værd at huske på, at denne regering sidste år valgte at prioritere flere midler til kommunerne end året før, og at det for 2017 er besluttet, at kommunerne vil have de samme midler til rådighed til service, som de har i 2016. Tak for ordet.

Tak til finansministeren for besvarelsen. Så går vi over til forhandlingen, og den første taler er ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund, Enhedslisten.

I begyndelsen af maj startede forhandlingerne om kommuneaftalen for 2017 mellem regeringen og kommunerne. Regeringen lægger jo op til en aftale, der vil betyde mindre velfærd og store milliardnedskæringer i kommunerne. Det var også derfor, at vi i går så, at 20.000 mennesker demonstrerede i 74 byer, for de og vi vil have mere velfærd og ikke mindre velfærd. De nedskæringer, der er planlagt, vil nemlig føre til fyringer af offentligt ansatte og stærkt forringet tryghed for børn, ældre, syge og udsatte.

Regeringen vil tage 2,4 mia. kr. fra kommunerne hvert år gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag. Samtidig vil regeringen ikke kompensere kommunerne fuldt ud for de mange nye opgaver med at modtage og integrere mennesker, der flygter fra krig, forfølgelser og katastrofer. Regeringen vil helt generelt ikke love, at velfærden i 2017 som minimum skal være på samme niveau som i 2016. Tværtimod vil regeringen skære milliarder væk, hvis den kan komme til det.

Der er råd til velfærd i Danmark. Hvis vi f.eks. slår hårdere ned på de velhavere, der gemmer deres formue ulovligt i skattely, kan vi skaffe flere penge til velfærd. Ifølge Nationalbanken gemmer danskere mellem 100 mia. kr. og 150 mia. kr. i skattely, hvilket betyder, at fælleskassen hvert år går glip af mellem 3 mia. kr. og 5 mia. kr. Vi har også indkøbet af kampfly, som blev annonceret i går. Regeringen har annonceret, at Danmark, hvis det står til regeringen, skal købe 27 kampfly, som vil koste omkring 1 mia. kr. stykket – det er det, Norge har indkøbt dem for – og det vil betyde driftsudgifter i de næste 20-30 år på mellem 80 mia. kr. og 100 mia. kr. Der er altså penge til velfærd, hvis vi henter dem de rigtige steder.

Presset på regeringen virker faktisk. Der har været et intenst pres på regeringen, og siden januar har finansministeren måttet bøje sig for det massive pres, der har været fra hele landet. Det er fra både venstrefløjen, fagbevægelsen, men også fra kommunalpolitikere, herunder mange Venstreborgmestre, altså fra ministerens eget bagland. Regeringen har måttet give efter og f.eks. love, at penge fra omprioriteringsbidraget i 2017 skal gå tilbage til kommunerne. Indtil for nylig mente finansministeren ellers her i Folketingssalen – det var i februar måned – at pengene skulle gå til bl.a. skattelettelser. Ud over de milliarder kroner er finansministeren også blevet presset til at give kommunerne ekstra penge i 2016 til at håndtere og modtage flygtninge. Der var det jo ellers også sådan, at finansministeren bl.a. på et samråd i januar i år sagde: Jeg forhandler økonomi en gang om året med kommunerne. Det blev så alligevel til to gange – igen som et resultat af det pres, der har været på regeringen, fra hele landet.

Det gør også, at vi skal sikre os, at presset på regeringen fortsætter. Regeringens indrømmelser viser, at presset fra befolkningen, fagbevægelsen og politikere virker. Derfor skal vi fortsætte. For selv om regeringen måske lægger op til en mindre milliardnedskæring, end regeringen oprindelig lagde ud med, er der stadig massive nedskæringer på menuen, hvis ikke protesterne mod regeringens politik fortsætter. I går, den 12. maj, demonstrerede hele landet jo imod regeringens milliardnedskæringer, og folk sendte det klare signal til både Kommunernes Landsforening og regeringen, at der er råd til velfærd, og at vi vil have mere og ikke mindre velfærd. I går demonstrerede tusindvis af mennesker, og i dag, dagen efter, sender oppositionen her i Folketinget et klart signal om, at omprioriteringsbidraget og milliardnedskæringerne skal tages af bordet. Forringelserne skal væk.

I forbindelse med denne debat her i dag vil de fem partier i oppositionen, og det er jo Enhedslisten, Alternativet, SF, Socialdemokraterne og Radikale, fremsætte et forslag til vedtagelse, som afviser omprioriteringsbidraget og nedskæringer på velfærden i 2017, og jeg vil gerne læse forslaget til vedtagelse op. Det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen fastholder et helt uacceptabelt indgreb i det kommunale selvstyre ved forlods at budgettere ikkeaftalte kommunale besparelser i de kommende år. Løftet om at tilbageføre midler i 2017 ændrer ikke herpå. Folketinget pålægger derfor regeringen at annullere omprioriteringsbidraget fra 2017 og frem inden indgåelsen af næste kommuneaftale.

I lyset af blandt andet det stigende antal ældre og kommunernes opgaver i forhold til at modtage og integrere mennesker, der flygter fra krig, pålægger Folketinget regeringen i de kommende forhandlinger med KL at arbejde for en økonomisk løsning i 2017, der ikke indbefatter et omprioriteringsbidrag, som pålægger kommunerne at skære i velfærden, og som betyder, at kommunerne ikke har økonomisk rum til investeringer i mennesker for at sikre en bæredygtig økonomi på lang sigt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 59).

Tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling. Der er foreløbig en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Nu har hr. Rune Lund to gange nævnt, at der i går var 20.000 danskere fra hele landet til demonstration mod omprioriteringsbidraget. Det skulle så være et argument for, tror jeg, at Rune Lund har ret i det, han siger fra talerstolen.

Jeg vil gerne høre, om hr. Rune Lund kan bekræfte, at der i Danmark er 5.620.000 indbyggere, og at der således var 5.600.000 danskere, som ikke var til demonstration mod omprioriteringsbidraget i går.

Ordføreren.

Det er jo faktuelt rigtigt. Men det, der er vigtigt ved demonstrationerne i går, er jo, at det lykkedes på en måde, som ikke er set i årevis, at samle mennesker på tværs af hele landet og at få mennesker til at arrangere demonstrationer i hver enkelt kommune og få 20.000 mennesker til at dukke op fra hele landet. Det er en vigtig begivenhed, som for mig er et tegn på, at der er noget i grøde her, og at der er en bekymring over, at vi ser forringelser af velfærden, samtidig med at vi ser, at der bliver givet gaver til de rigeste, sådan som vi f.eks. så med den finanslov for 2016, som Liberal Alliance jo er en del af, hvor vi så gaver til erhvervslivet, og hvor vi så, at f.eks. luksusbiler blev gjort billigere.

Den alvorlige bekymring, tror jeg, fik mange mennesker til at gå på gaden, og jeg tror, at der er grøde i noget, som gør, at vi har noget at bygge videre på i forhold til at presse de borgerlige partier og regeringen til at føre en anden politik, men også i forhold til at vise, at der faktisk er et alternativ til den politik, som lige p.t. bliver ført herinde i Folketinget.

Spørgeren.

Jeg er helt med på, at der på venstrefløjen og i fagforeningskredse er en tradition for at mødes og holde taler om venstrefløjsting osv., og at det så er lykkedes at samle folk på venstrefløjen – en lille skare på 20.000 ud af over 5,6 millioner danskere – i går til sådan et arrangement.

Borgerlige gør ikke så meget det der. Vi holder vores fester i anledning af sølvbryllup, konfirmationer, byfester osv., så vi gør ikke rigtig det der. Men hvis vi havde gjort det, kunne vi nok have samlet betydelig flere end 20.000 personer, som synes, det er godt, at der er styr på den offentlige sektors økonomi, og at man gerne vil lette skatterne.

Ordføreren.

Men det synes jeg da at Liberal Alliance skal tage et initiativ til. Jeg synes da bare, at Liberal Alliance skal indkalde til en event, hvor man kan dukke op, hvis man mener, at der skal være mindre velfærd her i Danmark.

Vi er jo i Enhedslisten ikke særlig enige med Liberal Alliance om, hvordan det her samfund skal udvikle sig. Vi ser gerne, at vi får mere og ikke mindre velfærd, og vi tager gerne pengene lige præcis der, hvor Liberal Alliance allermindst vil tage dem fra, nemlig de rigeste, men også fra de mennesker, som ikke bidrager nok til fællesskabet, f.eks. dem, der gemmer penge i skattely.

Den næste spørger er minsandten en partifælle til ordføreren, nemlig hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Jo, det er det minsandten , og jeg håber ikke, at der i det lille ord lå en eller anden form for misbilligelse af, at jeg stiller spørgsmål. Jeg vil gerne høre, om ordføreren kan bekræfte, at der aldeles ikke er nogen tradition for, at mennesker samles den samme dag på rådhuspladser landet over – i dette tilfælde 74 rådhuspladser – altså at der aldeles ikke er nogen tradition for det. Det er nemlig aldrig set før.

Det vil jeg bare lige høre om ordføreren kan bekræfte. Og så vil jeg høre, om ordføreren kan bekræfte, at der for nylig har været meningsmålinger, som viste, at et flertal af befolkningen synes, at det er en dårlig idé med flere skattelettelser – man vil hellere prioritere pengene på velfærd. Og vi kan lige tage endnu en måling med, som viste, at et klart flertal synes, at det er en rigtig dårlig idé at bruge alle disse mange milliarder på kampfly.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at der er et stort flertal i befolkningen, som synes, at det er utrolig uklogt at bruge mange milliarder af kroner på bombefly, som skal bruges til at starte endnu flere tåbelige og uduelige krige rundtomkring i verden – katastrofale krige. Der er også modstand mod omprioriteringsbidraget i befolkningen, selv om der desværre er et mandats flertal for det herinde i Folketinget.

Jeg kan bekræfte, at det at arrangere så mange demonstrationer simultant i så mange byer er noget nyt, vi ikke har set før i Danmark, og det viser, at der er en bekymring for, hvilken vej velfærden går. Det viser, at mennesker tager initiativ og bliver aktive og aktivt går ind og arbejder for, at der bliver ført en anden politik end den, der bliver ført i dag. Jeg tror, at vi kommer til at se flere initiativer, hvor vi ser partier og brugergrupper og fagbevægelse og almindelige mennesker engagere sig i forhold til at sikre, at vi ikke får mindre, men at vi netop skal have mere velfærd her i Danmark.

Spørgeren? Nej. Så siger vi tak til ordføreren. Den næste taler i rækken er hr. Magnus Heunicke som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. Den her debat, som tages i dag, er jo virkelig på rette tid og på rette sted, for forhandlingerne med kommunerne netop er gået i gang, og når man følger dem, både når man taler med borgmestre, når man hører regeringen i pressen og her i Folketingssalen, så er der i hvert fald grund til at være alvorlig bekymret for vores velfærdssamfund.

Det, der er på spil, er et omprioriteringsbidrag, som jo er lidt af en nyskabelse inden for den kommunale verden. Det var ikke noget, vi hørte et ord om i valgkampen, men det er det, der er på spil, og det vil koste kommunerne 2,4 mia. kr., som man altså fra regeringens side vil kradse ind fra kommunerne, og så har vi via hårdt parlamentarisk arbejde fået regeringen til at love, at pengene trods alt næste år vil komme tilbage igen til kommunerne.

Der spørger borgmestrene jo så: Jamen til hvilke kommuner, hvad kan vi regne med? Og så spørger de også: Hvorfor er det så, at vi skal tvinges til her til sommer at skære ned, dvs. at afskedige personale? Og hvor er det, der er store personalegrupper? Det er jo i ældreplejen, det er i børnepasning, det er i skoler, altså de virkelig tunge velfærdsområder. Hvorfor er det, man skal skære ned der, og så håbe på at få så mange af pengene som muligt tilbage i den finanslov, som så skal indgås med de partier, der bliver indbudt til de forhandlinger? Hvad er det kloge, hvad er det logiske, hvad er den fornuftige økonomistyring i det?

Det giver usikkerhed om vores velfærd. Det giver afskedigelser. Det giver forhåbninger om at få så mange af pengene som muligt tilbage, men med de meldinger, der har været i dag, hersker der jo i den grad usikkerhed fra de blå partiers side, som lægger ryg til det her, om, hvilke kommuner og hvilke kriterier og hvordan de penge skal komme tilbage. Derfor er det, vi siger i den her debat: Så lad os da droppe det. Lad os få droppet det omprioriteringsbidrag. Lad os få droppet den minusvækst, og lad os opfordre regeringen til at indgå en ordentlig, fornuftig aftale med landets kommuner.

At vi overhovedet har den her debat, er jo noget overraskende, hvis man bare sammenligner med valgkampen. Jeg har fundet nogle citater fra valgkampen, bl.a. af den nuværende statsminister, der dengang jo var oppositionsleder, det er faktisk for præcis et år siden eller deromkring, nemlig den 19. maj 2015. Lige uden for den her Folketingssal ved indgangen til valgkampen sagde den nuværende statsminister:

»Det udgiftsstop, vi går til valg på, betyder, at vi hvert år øger de offentlige udgifter med det, der skal til, for at følge med lønstigninger og prisstigninger. Det betyder, at man har råd til at have præcist så mange ansatte i morgen, som man havde i går.«

Altså, man blev lovet af samtlige politikere helt fra partiformanden, den nuværende statsminister, at man vil have præcis lige så mange ansatte i morgen, som man havde i går. Der vil overhovedet ikke blive skåret i velfærden, hvis Venstre kom til. Når vi prøvede at advare, blev det kaldt løgn. De borgmestre, som prøvede at advare og sagde, at det her altså kan gå rigtig galt og gøre rigtig ondt og betyde rigtig mange fyringer, fik at vide, at det bare var spin, og det skulle de ikke høre på.

Nu kan vi så se realiteterne, og realiteterne er – og jeg vil da egentlig citere kulturministeren, som har sagt her i december måned, lige før jul: Managementsflosklerne er mange. Min egen regerings omprioriteringsbidrag er jo ganske enkelt besparelser.

Jeg må sige, at kulturministeren jo har helt ret. Omprioriteringsbidraget er en ny floskel, for det dækker nemlig over kontante fyringer, kontante nedskæringer, på trods af at vi blev lovet, at hånden blev holdt under den offentlige sektor, under vores alle sammens velfærd.

Resultatet af det valg, hvor det her var et stort tema, var jo også, at der i det her Folketing, på de stole her, var 126 mandater, som gik til valg imod minusvækst. Der var faktisk kun 53 medlemmer, som stillede op for partier, som ville have nulvækst eller minusvækst, og derfor skylder de partier, som har skiftet holdning, en rigtig god forklaring på, hvorfor vi står med den her debat nu, og hvorfor man ude i kommunerne skal spare, skal skære, skal afskedige og håbe på, at så mange af pengene som muligt kommer tilbage igen.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge hr. Magnus Heunicke, om han kan huske noget tidspunkt, hvor borgmestre har sagt: Vi har penge nok, send ikke flere penge til os. Eller kan hr. Magnus Heunicke huske, at Dennis Kristensen eller andre har sagt: Der er masser af penge i den offentlige sektor, vi har ikke brug for flere penge? Det er jo aldrig nogen sinde forekommet. Selv op gennem 00'erne, da man øgede de offentlige udgifter og fik omkring 70.000 nye offentligt ansatte, sagde borgmestre stadig væk, at velfærden var under pres, og Dennis Kristensen sagde også, at velfærden var under pres.

Altså, det, at der er nogle borgmestre, der beklager sig over, at man skal effektivisere, er jo ikke nyt – det gør borgmestre altid. Så det er jo ikke noget argument i den her diskussion, i forhold til om der skal foretages politiske prioriteringer.

Ordføreren.

Jo, men det her handler jo om et omprioriteringsbidrag, og det er altså penge, der skal leveres fra kommunerne til statens konto i budgetloven. Det kan man jo altså ikke gøre, uanset hvor meget man effektiviserer. Man kan kun gøre det, hvis man afskediger, hvis man fyrer, og derfor er det her en ny situation, i forhold til hvad vi havde tidligere. Det kan jo ikke lade sig gøre at effektivisere, uanset hvor meget digitalisering man indfører, uanset hvor meget man arbejder klogere og mere effektivt – og jeg er for det hele. Det stod vi jo også for, da vi havde regeringsansvaret, altså at vi også skulle effektivisere i den offentlige sektor. Det er jeg stor tilhænger af, og det er helt nødvendigt at fortsætte det. Men når man kræver minusvækst, og at der skal afleveres penge, er det sådan, at de penge jo kun kommer, hvis man afskediger. Og det er der, vi har situationen, som er ny i forhold til f.eks. 00'erne, som spørgeren nævner.

Spørgeren.

Det er ikke en ny situation, i forhold til hvordan det var under den socialdemokratiske regering, hvor man reducerede den offentlige beskæftigelse med 10.000. Det gjorde man vel, fordi man mente, det også var nødvendigt at se på de offentlige udgifter dengang. Der blev fyret 10.000 offentligt ansatte, da hr. Magnus Heunicke var minister i den socialdemokratiske regering. Det stod hr. Magnus Heunicke på mål for.

Nu er der så en ny situation, hvor der fortsat er et fokus på, at en af verdens største offentlige sektorer skal drives for færre penge, sådan at de penge, den drives mindre for, kan bruges på andre vigtige ting i et samfund, der f.eks. har meget, meget lav økonomisk vækst. Det er en helt rigtig prioritering, og det er en ansvarlig prioritering, og jeg forstår ærlig talt ikke, at Socialdemokratiet ikke kan se det. Jeg tror faktisk godt, at Socialdemokratiet kan se det, men de er mere optaget af at kritisere regeringen, i håb om at det muligvis kan hjælpe dem tilbage i Statsministeriet. Det håber jeg ikke lykkes.

Ordføreren.

Næh, vi er optaget af at stå vagt om vores velfærdssamfund; vi er optaget af ældreplejen, vi er optaget af børnepasning, vi er optaget af kvalitet i folkeskolen – af de kæmpestore opgaver, som kommunerne varetager. Vi er optaget af, at de varetages godt og effektivt, men også så det giver tryghed og sikkerhed.

Med hensyn til den kommunale økonomi under SR-regeringen i de 4 år vil jeg sige, at hvis man slår op i regnskabstallene – de seneste, vi har, er fra 2014; vi venter stadig væk på 2015-tallene – kan man se, at fra 2011 til 2014 steg kommunernes udgifter med 1,5 mia. kr. Og det er jo simpelt hen det, der står på bundlinjen.

Den næste spørger er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en meget sådan indlevende ordførertale om, hvor slemt det kommer til at blive, hvis man kigger på 1 pct. af den samlede økonomi, men det er fair nok, og vi havde før også en debat om det her omprioriteringsbidrag. Jeg vil bare lige høre: Kan ordføreren her fra Folketingets talerstol garantere, at Socialdemokratiet er imod omprioriteringsbidraget? For man kan jo godt blive sådan lidt forvirret, når man hører, hvad det handler om. Så kan ordføreren bekræfte, at det ønsker man ikke?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet fra Dansk Folkeparti. Hvis jeg nu prøver at svare helt klart på det her spørgsmål, kan vi måske komme videre, efter at Dansk Folkeparti har prøvet at spinne den her debat om, at der skulle være usikkerhed om det. Det overgår næsten min fantasi, at man efter min ordførertale skulle stille det spørgsmål, men det er blevet stillet, og nu kommer svaret: Vi Socialdemokrater er imod omprioriteringsbidraget. Derfor stillede vi et ændringsforslag om, at det helt blev annulleret i budgetloven. Det kunne vi desværre ikke få opbakning til fra Dansk Folkeparti, så det blev ikke vedtaget. Derfor har vi debatten i dag, og derfor er vi jo medforslagsstillere til det forslag til vedtagelse, som opfordrer regeringen til at komme af med det i forbindelse med kommuneforhandlingerne.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... et beslutningsforslag, der skulle cementere omprioriteringsbidraget frem til 2019, og nu står jeg her med en JP-artikel fra den 10. marts, hvor man skriver:

»Socialdemokratiets aktuelle anstrengelser for at få afmonteret omprioriteringsbidraget står i kontrast til det forhold, at partitoppen er åben for at beholde den kommunale grønthøster, når flertallet måtte skifte ...«

Så bliver partiets finansordfører spurgt: Mener I så, at det bør afskaffes?

»Det ville være afskaffet, hvis vi sad i regering nu. Men hvordan den økonomiske ramme for Danmark ser ud engang i fremtiden, når vi måtte få den chance at overtage regeringsmagten, det er jo svært at forholde sig til i dag. Derfor kan jeg ikke give nogen garantier for, hvad der kommer til at ske i fremtiden.«

Det siger hr. Benny Engelbrecht.

Jeg vil sige, at den der garanti jo er noget hul, når finansordføreren går ud og siger, at det da godt kunne være, at man i fremtiden vil bruge det redskab.

Ordføreren.

Det er Dansk Folkeparti, som har valgt at lægge stemmer til omprioriteringsbidraget, og det er Dansk Folkeparti, som har valgt at bruge sine stemmer på minusvækst. Vi har lige hørt i debatten før, at der kun var ét parti, nemlig Liberal Alliance, der gik til valg på at få minusvækst i den offentlige sektor, og derfor må Dansk Folkeparti jo svare for det. Vi har stillet forslag imod, vi har stillet ændringsforslag imod, og vi har en debat i dag, hvor vi er imod. Spørgsmålet er jo: Hvad er Dansk Folkeparti?

Den næste spørger er fru Eva Kjer Hansen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare spørge den socialdemokratiske ordfører, om han kan bekræfte, at man under den tidligere socialdemokratisk ledede regering beskar kommunernes servicerammer fra 2012 til 2015, helt konkret med 3 mia. kr.

Ordføreren.

Jeg tror, at den debat kræver, at man går dybere ned i tallene og ser på det, altså ikke bare på servicerammen, men på, hvor mange penge der blev brugt, og nu er vi nede i historiebøgerne, men fru Eva Kjer Hansen spørger jo selv, og jeg vil meget, meget gerne gå den vej og svare på det. Sagen var jo den, at vi tilbage i 2011 arvede en situation, hvor det i kommunerne lå langt, langt under servicerammen. Det var jo situationen, og derfor må man se på, hvor mange penge der rent faktisk blev brugt på den kommunale velfærd, som vi har på dagsordenen i dag. Og hvor mange penge blev der så brugt? Ja, ifølge de seneste regnskabstal, som vi har, som er tallene fra 2014, blev der brugt 1,5 mia. kr. mere, end der blev brugt i 2011. Det er de tal, som er de faktuelle, med hensyn til hvor mange penge der blev brugt, og det må være det, der er det relevante. Det er i hvert fald det, som har skabt konkrete resultater derude.

Spørgeren.

Jo, men jeg skal nok hjælpe ordføreren med at stille spørgsmål til finansministeren, så vi kan få tallene frem og på den måde få klargjort, at man faktisk beskar servicerammen med 3 mia. kr. i årene 2012-2015. Men lad mig så bare spørge ordføreren, om ordføreren kan bekræfte, at kommunernes serviceramme samlet set er blevet løftet med 0,5 mia. kr. fra 2015 til 2016, altså at kommunerne har flere penge til service i 2016, end de havde i 2015. Eller skal vi også have det undersøgt, for at ordføreren kan bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at det faktisk er lykkedes via et arbejde her i Folketingssalen formentlig at sikre – vi kender jo ikke resultatet endnu, men det er manifesteret i vedtagelser – at for i år og næste år kan de planer, som man har i partiet Venstre om at bruge omprioriteringsbidraget, altså bruge kommunernes velfærdspenge, til skattelettelser, ikke lade sig gøre. Vi har jo lige har haft en debat om, om vi ikke kan gå videre med det de næste 2 år, og det vil man så ikke være med til, fordi man stadig væk vil have muligheden for at bruge pengene på skattelettelser, og det er vi lodret imod. Men jeg kan bekræfte, at det er lykkedes os at forhindre det i de første par år.

Den næste spørger er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Det var jo ikke kun, da Socialdemokraterne var i regering i sidste valgperiode, at det lykkedes at overholde stramme budgetter for kommunerne, som førte til et lavere offentligt forbrug, men det var jo også en målsætning, at man ville gøre det i denne valgperiode, hvis man genvandt regeringsmagten. Hr. Magnus Heunickes regering gik jo til valg på, at der skulle effektiviseres for sammenlagt 12 mia. kr. i den offentlige sektor frem mod 2020, og det svarer til et omprioriteringsbidrag på 0,5 pct. om året. Man kaldte det ikke et omprioriteringsbidrag, men det var det samme som et omprioriteringsbidrag, altså 0,5 pct. om året, og nogle af de effektiviseringer skulle selvfølgelig også foretages ude i kommunerne. Så jeg vil høre hr. Magnus Heunicke: Hvad er der sket siden valgkampen, hvor man ville effektivisere i kommunerne for i alt at opnå en besparelse på 12 mia. kr. i den offentlige sektor, og til nu, hvor man vender sig meget kraftigt imod det og synes, det er meget frygteligt?

Ordføreren.

Vores politik er overhovedet ikke ændret. Vores socialdemokratiske politik er nøjagtig den samme, og vi er, som jeg også sagde i min ordførertale og i mine svar til partifællen fra Liberal Alliance, store tilhængere af, at der effektiviseres og arbejdes mere effektivt, også i den offentlige sektor. Og der synes jeg også, man helt nøgternt set må sige, at vi har bevist, at vi kan levere, når vi har haft lederskabet af den her nation. Spørgsmålet er jo så bare, om man skal tage de penge, man effektiviserer for, og fjerne dem fra den offentlige sektor og bruge dem på skattelettelser, eller om man skal bruge dem til at styrke velfærden. Der er vores politik, at man skal bruge dem til at styrke velfærden, for det er der i den grad brug for. Så man får altså med vores politik en mere effektiv offentlig sektor og samtidig også en styrkelse af velfærden. Omprioriteringsbidraget vil jo betyde, at det ikke er nok at effektivisere, men at man også skal ud og direkte fyre. Så det er altså en anden politik end det, vi har talt om.

Spørgeren.

Det er jo fint. Det betyder jo så, at Socialdemokraterne åbenbart er enige med Venstre i, at når man har effektiviseret, så skal pengene bruges på noget andet velfærd. For det er jo Venstres synspunkt, og det er så også Socialdemokraternes synspunkt. Men summa summarum er jo, at det er det samme. Socialdemokraterne gik til valg på, at der skulle effektiviseres i kommunerne, og pengene tog de så med ind i deres 2020-plan, så de kunne fordeles alle mulige steder i den offentlige sektor, og det er jo ligesom det, som Venstre vil nu, og som Dansk Folkeparti vil. Det er bare et spørgsmål om, om det er 0,5 pct. eller det er en hel procent ude i kommunerne.

Ordføreren.

Hvis man skal udlægge den her debat, som om Socialdemokraterne nu er enige med partiet Venstre eller Dansk Folkeparti, så skal man nok være meget, meget langt ude på højrefløjen for at kunne se, at der ikke er forskel. Men det er klart, at jo længere ude på højrefløjen man er, jo længere væk er man så også fra partierne her, og så er det måske svært at se de store, store forskelle, der er. Omprioriteringsbidraget var ikke en del af vores 2020-plan og har aldrig været det. Det var i øvrigt heller ikke en del af Venstres valggrundlag, var det? For der blev ikke sagt et ord om det før efter valget, hvor det så blev opfundet. Det var i øvrigt heller ikke noget, som Dansk Folkeparti talte om før efter valget. Det er sagen.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Næste taler i rækken er hr. René Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det er egentlig en lidt ærgerlig debat, der kommer her, men det er nok, fordi der var det her rodede beslutningsforslag, inden vi skulle til den her forespørgsel. Hvis man læser forespørgslen, ser man, at den er ret interessant og man kunne få en god drøftelse. Der står, at finansministeren bedes redegøre for den økonomiske situation i kommunerne i 2017 og frem, herunder bl.a. for omprioriteringsbidraget, udgifter til modtagelse af flygtninge og demografiske udgifter.

Jeg glædede mig egentlig til at komme herned og tale om de udfordringer, der er ude i kommunerne, for der er nogle udfordringer ude i kommunerne, også på grund af de demografiske udgifter. Det, Dansk Folkeparti er enig med regeringen i, er, at et af løsningsforslagene bl.a. er omprioriteringsbidraget. De kommuner, som har økonomisk svært ved at løfte opgaven, kan få noget hjælp igennem den solidaritet, der kan være i, at andre kommuner bidrager til, at vi kan få et mere lige Danmark.

Den diskussion har vi bare slet ikke fået her og nu. Hvad er det egentlig for en udfordring, kommunerne står med derude? Der kommer sådan en debat heroppe, særlig fra Socialdemokratiet, om, at nu bliver der minusvækst i kommunerne. Det gør der jo ikke. Der kommer 2,4 mia. kr. ind, og så kommer der 2,4 mia. kr. ud. Så er det rigtigt, at der er nogle kommuner, som vil opleve, at de vil få færre penge, og der er nogle kommuner, der vil opleve, at de vil få flere penge.

Det vil sige, at kommunerne set under et ikke får færre penge, så der er ikke minusvækst. Det er korrekt, at der var minusvækst under den socialdemokratisk ledede regering, og der var minusvækst hvert af årene. Det er heldigvis blevet ændret nu med en borgerlig regering; nu er der kommet plusvækst i kommunerne. Det er et faktum. Der er kommet flere penge ud til kommunerne til velfærd, efter der er kommet et regeringsskifte og Dansk Folkeparti er blevet støtteparti. Det er et faktum. Det var der ikke under den tidligere socialdemokratisk ledede regering.

Derfor er der stadig udfordringer ude i det kommunale landskab, og det vil jeg gerne forholde mig til. Det er sådan, og heldigvis for det, at når man oplever, at væksten er ved at komme tilbage nogle steder i Danmark, men bestemt ikke alle steder, oplever man, at væksten kommer i de større byer, bl.a. København, Aalborg og Aarhus. Det er de steder, hvor der er vækst og beskæftigelse. Det glæder vi os over i Dansk Folkeparti.

Det, der også sker, og det kender vi også alle sammen, er bl.a., at når væksten kommer, der kommer optimisme, så begynder huslejepriserne også at stige. Det oplever man bl.a. også i Københavnsområdet. Nu skal man passe på med udtryk som socialt udsatte. Der er nogle borgere på overførselsindkomst; det kan være kontanthjælpsmodtagere, det kan være folk på førtidspension eller andet, som selvfølgelig står og kigger på de boligudgifter, som ryger til himmels, og siger: Hvor skal vi så flytte hen? Det er jo helt fair, at de borgere så vælger at flytte fra f.eks. Københavns Kommune og ud til provinskommunerne, hvor man kan få en god bolig, man kan få et langt bedre liv og et godt liv, også på førtidspension. Der ser vi bare nu, at udfordringen er, at de kommuner har rigtig svært ved at løfte opgaverne, fordi de får så mange borgere, der har behov for ekstra hjælp fra velfærdssamfundet. Det er det velfærdssamfund, vi alle sammen også har en fornemmelse af at hele Folketingssalen er enig om vi skal værne om.

Det, vi kan se, er, at kvaliteten i velfærdssamfundet er meget forskellig fra kommune til kommune. Vi er et lillebitte land, i hvert fald geografisk set, det må vi sige. Og derfor er det utroligt, at der kan være så stor forskel på, hvad det er for et serviceniveau, man kan have i den ene kommune sammenlignet med den anden kommune. Det var det, som jeg egentlig troede den her forespørgselsdebat skulle handle om. Det hilser jeg i hvert fald velkommen. Vi siger, at som punkt 1 i sådan en hurtig øvelse uden en meget stor øvelse med at lave et helt ny system, som KL også skal ind over, er omprioriteringsbidraget et stykke på vejen. Det er 1 pct. af kommunernes økonomi, man lægger ind. Vi har også sagt, at vi meget gerne ser, at en stor del eller for den sags skyld det hele kan blive aftalt i forbindelse med kommuneforhandlingerne. Det vil sige, at kommunerne ikke skal ud og fyre folk, som efterfølgende skal ansættes. Det er et reelt forsøg på at få et mere lige Danmark.

Så er det rigtigt, at der er nogle kommuner, der er sure over, at nu kommer Folketinget og tager det kommunale selvstyre væk, for det kunne jo være, at der var nogle, der i sådan nogle forhandlinger fandt på at sige, at det skal gå til de sociale områder. Det kan måske ikke gå til, at man skal sponsorere sin lokale fodboldklub, fordi man forventer den skal i Superligaen. Det kan godt være, at man ikke kan bruge pengene på lysende bænke.

Det kan godt være, at der er nogle ting, man ikke kan bruge penge på, så man skal bruge dem på nogle andre områder, altså kernevelfærden. Det er sådan set rigtigt. Det er jo det, borgmestrene er sure over. Borgmestrene er sure over, at de ikke får en pengepose, der er umarkeret, og så kan de gøre med den, hvad de vil.

Men vi tør sådan set godt i Dansk Folkeparti at påtage os det ansvar, også i forbindelse med de her aftaler, selv om vi ikke sidder med i kommuneaftalen, hvis der skulle være noget tilbage i forbindelse med finansloven. Men der er da ingen tvivl om, at vi har sagt meget klart til regeringen, at vi håber, de går til forhandlingerne med det mandat. Og jeg håber sådan set også, at KL vil gå til de forhandlinger med en vis form for solidaritet og sige, hvad vi kan gøre med 1 pct. af vores samlede økonomi. Hvordan kan vi få et mere lige Danmark? Derfor blev jeg også i går skuffet over, at fagbevægelsen vil stille op så mange steder og kæmpe imod solidaritet. Hvis nogle skulle kæmpe for solidaritet, burde det da være fagbevægelsen.

Når vi ser på, hvad der er sket af nedskæringer – der var gode begrundelser for det, det er slet ikke det, der diskuteres, men der skete også nedskæringer under den tidligere regering – var man ikke på banen, men nu er man det i en sag, hvor vi ønsker mere solidaritet. Det er uforståeligt.

Der er et forslag til vedtagelse, og ordføreren bedes læse det op.

Det skal jeg gøre. Det er fra Dansk Folkeparti og Venstre.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at kommunernes økonomiske ramme i 2016 samlet set er øget med 500 mio. kr. i forhold til året før under den tidligere SR-regering.

Folketinget har endvidere vedtaget, at frigjorte midler i 2017 som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag skal bruges til at sikre kernevelfærden i kommunerne.

Midlerne skal således prioriteres anvendt dér, hvor behovet er størst. Den konkrete udmøntning sker i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi og finanslovsforhandlingerne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er en række korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Martin Lidegaard, Venstre. Værsgo.

Vi har stået her et par gange efterhånden, og jeg tror ikke, der er grund til at gentage sig selv i de her julelege, så jeg vil egentlig stille et helt konkret, specifikt spørgsmål til hr. René Christensen: Når nu de her penge skal tilbage til kommunerne – og det forstår jeg Dansk Folkeparti er garant for – vil det så ikke være bedst, at man forhandler det i kommuneaftalerne om foråret, sådan at kommunerne får indflydelse, men især sådan at alle de økonomisk svagt bemidlede kommuner, som hr. René Christensen gerne vil hjælpe, ikke først skal ud og fyre i daginstitutionerne, plejehjemmene og alt det der, og så et halvt år senere, måske/måske ikke, får nogle penge tilbage og så skal til at ansætte de samme kommunalmedarbejdere igen, så man altså fik et stringent forløb, som kommunerne kan planlægge og budgettere efter fremfor det der stop and go? Hvis vi nu glemmer den anden diskussion lidt, vil det så ikke være bedst at få det her afklaret om foråret i stedet for langt ind i efteråret?

Ordføreren.

Jo, men det er sådan set også det, der ligger i den beslutning, som regeringen og Dansk Folkeparti har truffet sammen, altså at man starter ud med det i kommuneforhandlingerne. Vi forventer selvfølgelig også, at KL kommer ind med god mine og prøver, om ikke det her kan komme til at lykkes, så man kan få et mere lige Danmark. Det er også derfor, at vi ikke ønsker at støtte det tidligere beslutningsforslag, for der cementerer man bare, at pengene skal tilbage.

Vi ved jo ikke, hvordan de forhandlinger ender, og derfor vil vi også gerne have et frit mandat fremadrettet i forhold til at arbejde med omprioriteringsbidraget. Men jeg er meget enig med spørgeren i, at den optimale løsning er, at man får lavet en god løsning i forbindelse med kommuneforhandlingerne, således at vi ikke skal ud at fyre medarbejdere for derefter at skulle ansætte dem igen. Vi håber, at både regeringen og KL har mulighed for at lave en aftale, der giver et mere lige Danmark.

Spørgeren.

Det her synes jeg er en meget vigtig melding. En ting står klart – det vil under alle omstændigheder fremgå af forhandlingerne – og det er, at omprioriteringsbidraget skal tilbage til kommunerne. Det er der jo flertal for i Folketinget, når situationen nu er, som den er. Men skal vi så ikke også tage det næste skridt og ligesom give finansministeren det bundne mandat, at 1) pengene skal tilbage – det mandat har han sådan set allerede – og 2) det skal forhandles med kommunerne, ikke, hvad indholdet så skal være, og hvor det skal prioriteres, men det skal forhandles med kommunerne, så kommunerne ved, hvad de har at gøre godt med i efteråret?

Ordføreren.

Det, man kan frygte, er, at man kunne komme med et mandat, der hed, at pengene bare skal tilbage krone til krone, altså at en kommune, der har leveret 10 mio. kr., også skal have 10 mio. kr. tilbage. Så er vi jo bare ude i et beskæftigelsesprojekt.

Vi håber virkelig, at både KL og også regeringen ønsker at arbejde konstruktivt med, hvordan vi får et mere lige Danmark. Vi oplever i forbindelse med kommunerne, at vi har en folkeskole, hvor der er så stor forskel på både karaktergennemsnit og på, hvem der får en kompetencegivende uddannelse efter 9. og 10. klasse.

Det er ikke i orden, når man kigger på, hvor lille et land Danmark er. Det ønsker vi der skal ændres på, og derfor håber vi, at den model, som jeg egentlig tror både De Radikale og Dansk Folkeparti taler om her, altså at man kan klare det i kommuneforhandlingerne, bliver den måde, man kan gøre det på fremadrettet.

Næste spørger er hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Hr. René Christensen siger, at omprioriteringsbidraget skal bruges til at lave noget omfordeling mellem kommunerne. Men kan hr. René Christensen ikke bekræfte, at der ikke er flertal for sådan en model her i Folketinget?

Vi hørte tidligere hr. Brian Mikkelsen i hvert fald ikke give opbakning til sådan en model. Jeg vil æde min gamle hat, hvis jeg havde sådan en, på, at Liberal Alliance nok heller ikke vil støtte sådan en model. Det er jo også derfor, at der kun står to partier fra blå blok bag det forslag til vedtagelse, som hr. René Christensen har læst op. Så mit spørgsmål vil være: Hvis der ikke bliver den omfordeling, som hr. René Christensen gerne vil have, betyder det så, at hr. René Christensen til næste år vil støtte oppositionen i, at omprioriteringsbidraget skal afskaffes helt?

Ordføreren.

Det er sådan, at det, jeg hørte De Konservatives ordfører hr. Brian Mikkelsen sige, var, at pengene skal bruges dér, hvor de gør bedst gavn. Det er vi sådan set enige i. Vi ser så, at der, hvor de gør bedst gavn, er der, hvor de kan være med til at give et mere lige Danmark, når man ser på de velfærdsydelser, som kommunerne har mulighed for at give og nogle steder ikke har økonomi til at give. For jeg tror ikke på, at der findes onde kommuner, som ikke ønsker at hjælpe deres borgere, men der er nogle, der er så hårdt ramt økonomisk, at de har svært ved at yde den service. Og i forhold til det andet er det jo meget vigtigt at huske, også i forhold til den debat, der var omkring det tidligere beslutningsforslag, at hvis man havde stemt det igennem, var der ikke mulighed for at ændre på, hvordan man vil bruge omprioriteringsbidraget. Så havde det været cementeret fast. Det mandat står heldigvis åbent, fordi der ikke bliver flertal for Socialdemokratiets forslag om at cementere omprioriteringsbidraget frem til 2019.

Spørgeren.

Vi kan konstatere, at der ikke er flertal for den omfordelingsmodel, som ikke er udpenslet yderligere fra Dansk Folkepartis side. Det er ikke yderligere klargjort, hvad den præcist indeholder, men der er i hvert fald ikke i dag et flertal i Folketingssalen for en sådan model. Så er mit spørgsmål bare: Hvis det er sådan i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, at Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance siger: Den model med, at kommuner i Nordsjælland og andre rige kommuner skal betale til Guldborgsund eller Langeland eller andre fattige kommuner, er vi ikke med på, den vil vi ikke have, betyder det så, at Dansk Folkeparti vil afskaffe omprioriteringsbidraget til næste år?

Ordføreren.

Nu har vi jo sådan set et ret godt samarbejde i blå blok, så det skal man ikke bekymre sig om, det skal vi nok finde ud af. Nej, det, der bliver interessant, bliver aftalen med regeringen og KL. Hvis den løber helt ud i sandet, kunne man jo også forestille sig, at man så siger: Det kan ikke lade sig gøre at lave aftalen der, og så bliver man nødt til at overflytte hele beløbet til finansloven. Det tror jeg sådan set ikke er i kommunernes interesse. Jeg tror, det er meget vigtigt, at kommunerne går ind i det her med den, hvad skal man sige, intention om, at man med 1 pct. af økonomien i solidaritet ønsker at få et mere lige Danmark. Jeg håber virkelig, at KL får det mandat med til de forhandlinger, de skal have med regeringen, ellers er der jo også andre muligheder at fordele midlerne på.

Den næste spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Solidaritet snakker ordføreren om og omfordeling mellem kommunerne, det er en rigtig god idé, men det gør man gennem en udligningsaftale. Det er sådan, man har gjort det historisk. Enhedslisten var med til at lave en udligningsaftale, da vi havde en socialdemokratisk regering, som, i modsætning til hvad ordføreren sagde, sidst han var på talerstolen, betød, at de rige kommuner, herunder de store byer som København, Aalborg og Odense, betalte til kommuner som Guldborgsund, Lolland, Vordingborg, Kalundborg og Norddjurs. Det er sådan, man håndterer det, hvis man ønsker solidaritet – så laver man en udligningsaftale. Ordføreren har fået et tilbud om at sætte sig ned og lave en sådan udligningsaftale. Omprioriteringsbidraget er jo at stikke poten ned i kommunernes kasse i stedet for at lave en varig omfordeling. Det er en rigtig god idé, det er vi gerne med til, men vær nu ærlig – det er jo ikke det, omprioriteringsbidraget handler om.

Ordføreren.

Jeg vil gerne bekræfte, at selvfølgelig er det her ikke en ny udligning, der er mellem kommunerne. Det vil jeg sådan set gerne bekræfte, det er det ikke, men resultatet bliver jo det samme. Resultatet bliver jo, at hvis KL og regeringen får lavet en god aftale, vil der gå penge fra de økonomisk stærke kommuner – ikke, fordi de skal straffes, man skal glæde sig over, der er kommuner, hvor det går godt. Men der, hvor det så også går godt, er det jo også, fordi der er truffet beslutninger herinde om, at man har lavet metro, man har lavet alverdens ting og sager rundtomkring, så der kommer noget vækst og beskæftigelse, og det glæder vi os over. Og så siger vi, at så kigger man på 1 pct., og den ene procent kan så være med til at skabe et mere lige Danmark. Og det er det, som gør, at vi siger, at det derfor handler om solidaritet. Jeg er sådan set enig i, at det her på den lange bane ikke er en omprioritering af kommunernes økonomi i en udligningsaftale – det er sådan set korrekt.

Spørgeren.

Nej, forskellen er, at hvis ordføreren satte sig ned, f.eks. sammen med partierne i rød blok, og lavede en udligningsaftale, så ville den blive solidarisk. Hvis ordføreren skal forhandle en finanslov med hr. Joachim B. Olsen og med Det Konservative Folkeparti i efteråret, så tvivler jeg stærkt på, at det omprioriteringsbidrag betyder, at kommuner som Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og andre rige kommuner kommer til at levere til de mere fattige og udsatte kommuner, som jeg er fuldstændig enig i har brug for en hjælpende hånd. Det kommer ikke til at ske, det er jo problemet. I tager pengene op af lommen, og så lægger I dem på et bord, hvor I skal blive enige med hr. Joachim B. Olsen og Det Konservative Folkeparti om fordelingen af dem. Lad os da sætte os ned og lave en udligningsaftale, og så lad os afskaffe det håbløse omprioriteringsbidrag.

Ordføreren.

Det er egentlig skægt, for Enhedslisten var jo igennem en lang årrække støtteparti til den tidligere socialdemokratisk ledede regering, og der var minusvækst i kommunerne. Nu er det sådan, at Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance er støttepartier til en Venstreledet regering, og det går egentlig meget godt ude i kommunerne, for nu er der blevet plusvækst ude i kommunerne. Så det der med at sidde og sige, at det her ikke kan lade sig gøre, fordi der er nogle stygge partier ovre i blå blok, der ikke vil det her, går ikke. Hør nu her, der er kommet plusvækst i kommunernes økonomi under den nuværende regering, og under den tidligere regering var der minusvækst. Så det går jo egentlig meget godt.

Den næste spørger er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det har jo ikke noget med solidaritet at gøre, at man fodrer hunden med dens egen hale. Det er jo det, hele den her øvelse går ud på, og det er det, Dansk Folkeparti vil.

Jeg synes virkelig, det er rystende at se Dansk Folkepartis optræden i den her sag. Man støtter regeringen i et rent tyveri fra kommunerne, der ikke kan undgå at gå ud over velfærden. Man tvinger kommunerne til at opsige tusindvis af mennesker med udgangen af juni måned til fratræden den 1. januar 2017. Man foretager et groft indgreb i det kommunale selvstyre, men man aner ikke, hvad der skal komme ud af det. Man har ikke noget flertal bag det, man gerne vil. Det fremgår jo af, at man kun kan fremsætte et forslag til vedtagelse sammen med regeringen.

Jeg synes, det er rystende. Jeg synes, det er dybt talentløst. Kan jeg lige få ordførerens forklaring på, hvordan man bevæger sig ud i en sådan øvelse uden at vide, hvad den skal ende med?

Ordføreren.

Ja, det kan ordføreren sagtens forklare. Det er faktisk sådan, at det ikke er rigtigt. Det er jo ikke rigtigt. Hvis det lykkes for KL og regeringen at blive enige om det i kommuneaftalen, er der ikke nogen, der skal ud at fyre nogen, eller tale om, at man ikke ved, hvad der kommer til at ske. Så er det, ligesom det plejer at være, under den nuværende regering og under tidligere regeringer. Så laver man en kommuneaftale, og det er det, kommunerne har at arbejde med, når de skal lægge budget for det år, der kommer. Det er, ligesom det plejer at være. Og der håber vi sådan set at man får lavet en god løsning.

Så vil jeg, med hensyn til om man laver en kommunal udligning eller laver det her, sige, at en kommunal udligning jo heller ikke skaber flere penge. Det er jo de samme penge, man flytter over kommunegrænser; det er det også med et omprioriteringsbidrag.

Så til den der retorik med, at man nu skal ud at fyre, at nu skærer man ned, og at det giver minusvækst, vil jeg sige: Det gør det altså ikke. Det er altså de penge, man flytter, uanset om man gør det med et omprioriteringsbidrag eller en kommunal udligning. Kommunal udligning er jeg enig i er bedre på den lange bane. Det her kan man gøre på den korte bane. Men det handler altså om det samme. Så det der med minusvækst, og at kommunerne ikke kender deres økonomi, er simpelt hen forkert.

Spørgeren.

Vi har jo Kommunernes Landsforenings ord for, at der ikke kan komme nogen god løsning ud af det her. Det er en ond løsning, har KL's formand sagt. Det, som Dansk Folkeparti gør, er jo at stille sig på finansministerens side i de forhandlinger, og det er at give finansministeren en stor kølle i hånden, for finansministeren ved jo, at hvis kommunerne ikke makker ret i økonomiforhandlingerne, så kommer køllen i brug; så bliver den brugt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Jeg synes, det er skændigt, at Dansk Folkeparti, der vil sælge sig som velfærdens forsvarer og de ældres og de svages beskytter og ven, i den grad stiller sig på finansministerens side – en finansminister, som kun har et ønske, og det er at banke velfærden ned under gulvbrædderne og at bruge besparelsen til skattelettelser.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om man i Enhedslisten ikke er enige med hinanden. Men for ikke ret længe siden blev jeg inviteret til kaffe af Enhedslisten, som sagde: Kom nu over, og så kigger vi på, hvordan man kan lave en kommunal udligning. Og nu står ordføreren og siger, at hvis man bare tænker på at lave en kommunal udligning, så banker man velfærden fuldstændig i bund. Altså, hold nu op, det er jo ikke det, det handler om.

Hvornår har ordføreren nogen sinde hørt KL komme med et forslag, hvor de spørger: Skulle vi ikke lave noget mere udligning? Skulle vi ikke få et mere lige Danmark? Det gør KL ikke, fordi de store kommuner fylder så meget, også i den forening. Og det er også svært at være forening for 98 kommuner og at skulle varetage alles interesser. Det er selvfølgelig vanskeligt, og derfor bliver man også nogle gange nødt til at stå på mål for noget i Folketinget, og det gør vi bl.a. med omprioriteringsbidraget.

Den næste spørger er hr. Magnus Heunicke, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er jo altid en god idé at stille et spørgsmål, når man hører en ordfører stå og sige, at den her ting bliver sådan i fremtiden efter nogle politiske forhandlinger med både kommuner og dernæst blandt finanslovspartierne. Det ender med at gå sådan, fra der og dertil – og jeg taler altså om omprioriteringsbidraget, hvor DF siger, at det kommer til at gå til de vanskeligst stillede kommuner. Man kan jo se på, hvilke partier man så har fået samlet ovre i den blå blok bag sit vedtagelsesforslag. Det er ret sparsomt. De ordførere, der har været på talerstolen i løbet af formiddagen her, har ikke bakket op om det. Derfor har jeg et spørgsmål. Ideen er at se på, hvordan det så gik, sidste gang vi havde nøjagtig samme situation og samme debat, nemlig om omprioriteringsbidraget, der blev udrullet i det her år.

Hvordan gik det? Det gik jo sådan, at de fem kommuner med højest skattegrundlag – Rudersdal, Hørsholm, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Allerød – er nettovindere af den øvelse. Hvorfor skal vi overhovedet tro på det, når Dansk Folkeparti siger, at det handler om at begunstige de vanskeligst stillede kommuner, når man sidste gang, man gjorde det, lige før årsskiftet, begunstigede de kommuner, som har det højeste skattegrundlag?

Ordføreren.

Det er sjovt, at Socialdemokratiet siger, at man skal være helt sikker på, hvad det skal bruges til. Vi har altså lige stået igennem flere timer og behandlet et beslutningsforslag fra Socialdemokratiet, hvor man sagde, at omprioriteringsbidraget skal bestå frem til 2019, og at pengene skal tilbage til kommunerne. Der var ikke et ord om, hvordan man ville gøre det. Der var netop nøjagtig samme formulering, som Dansk Folkeparti og regeringen er enige om, nemlig at det selvfølgelig skal ske i en dialog med KL. Det er den tilgang, vi har til det. Det undrer mig, at man nu fra sin plads stiller et spørgsmål og siger, at vi skal kunne garantere, hvad pengene skal bruges til, når vi lige har stået med et beslutningsforslag, der ikke tog hånd om det, men kun sagde, at pengene skulle tilbage til kommunerne, hvilket vi jo sådan set er enige i.

Spørgeren.

Tak. Det er lidt en udfordring at følge med i, hvordan Dansk Folkeparti forsvarer sig i den her sag. Det forstår jeg godt. Det kan ikke være en nem situation at stå i, altså at være gået til valg på mere velfærd, men nu lægge stemmer til omprioriteringsbidraget. Det må mildest talt være vanskeligt. Derfor kæmper man også i alle landets kommuner, både i storbyerne og i landdistrikterne og blandt dem, der har været allersværest. Alle kæmper skulder ved skulder imod omprioriteringsbidraget. Det gør alle kommuner, endda også ordførerens eget parti. Hvorfor gør de det? Fordi de overhovedet ikke tror det mindste på de løfter, der kommer fra DF's side. Og DF har endnu ikke svaret på, at de løfter også var der sidste år, og der blev ikke leveret på det. Hvorfor skal vi tro på jer nu?

Ordføreren.

Der blev leveret på det sidste år. Jeg kan sige det sådan, at tidligere havde man fået lavet en rigtig dårlig aftale fra KL's side, og det er faktisk det, der skræmmer lidt. Der kom man ind, og så sagde man, at joh, det er meget godt, at der kommer et omprioriteringsbidrag. Hvad var prisen? Hvad var det, KL skulle have? De sagde, at så skulle den milliard, der tidligere gik til ældreområdet, over blokken. Og det gjorde nemlig, at der, hvor de ældre var, fik man færre penge, fordi det gik over blokken. Hvad var det så, vi gik ind og lavede med værdighedsmilliarden? Der sagde vi, at pengene selvfølgelig skal følge de ældre dér, hvor de ældre er. Det gjorde jo netop, at pengene kommer derud, hvor de ældre er.

Det er jo det, der skræmmer lidt, også i forhold til at skulle have stemt ja til Socialdemokratiets beslutningsforslag før, hvor man cementerer det her i årene frem. Vi vil have lov til at se, hvordan det her går, altså om KL stadig væk har den mening, at man ikke vil have et mere lige Danmark. Dansk Folkeparti ønsker et mere lige Danmark.

Tak. Næste spørger er fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Jamen det er, fordi ordføreren i sin tidligere tale udtrykte det på den måde, at efter ordførerens opfattelse ville omprioriteringsbidraget frem til 2019 konsekvent gå fuldstændig ud til kommunerne. Altså, omprioriteringsbidraget, som vi får ind, vil ryge retur til kommunerne.

Er det korrekt forstået? Det var sådan jeg opfattede ordføreren i den tidligere debat, vi havde.

Ordføreren.

Det er helt klart Dansk Folkepartis holdning. Men jeg vil også gerne stå her og være helt ærlig og så sige, at den aftale, der er lavet med regeringen, kun gælder for 2017 – den gælder ikke for 2018 og 2019. Men vi har selvfølgelig helt klart den holdning.

For Dansk Folkeparti er det meget vigtigt, at vi ikke er låst fast på, at der skal være et omprioriteringsbidrag frem til 2019, men at vi får lejlighed til at se, om KL og regeringen ikke kan lykkes med at skabe et mere lige Danmark med et omprioriteringsbidrag på 1 pct. Derfor vil vi ikke lave et folketingsflertal her i Folketingssalen i dag, som vil låse regeringen fast på, at der er et folketingsflertal, som siger, at der skal være et omprioriteringsbidrag. Det mandat vil vi gerne have stående frit.

Spørgeren.

Tak for det svar, fordi jeg opfatter det, som om det kun er i 2017, der er lavet den aftale om, at det skal ryge tilbage til kommunerne, men at der ikke er nogen sikkerhed for, at Dansk Folkeparti, om man så må sige, får sin vilje igennem over for regeringen, sådan som jeg opfatter det. Men det vil man selvfølgelig arbejde på, som jeg hører det

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig vil vi det. Men det, der er vigtigt for os, er jo, hvad det er for en øvelse, vi laver her. Altså, vi ønsker jo ikke et omprioriteringsbidrag for omprioriteringsbidragets skyld; vi ønsker det, fordi vi gerne vil flytte noget politisk. Så er det selvfølgelig vigtigt for os at se, om øvelsen med et omprioriteringsbidrag nu også giver den gevinst, som vi forventer det skal, og så forholder vi os selvfølgelig til det i forhold til finansloven for 2018 og finansloven for 2019.

Det er det mandat, vi gerne vil lade stå åbent. Det havde vi låst os fast på, hvis vi havde stemt ja til Socialdemokratiets beslutningsforslag.

Den næste spørger er hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren er meget optaget af Socialdemokratiet, og det er jo dejligt. Det ville være så rart, hvis man også citerede os rigtigt. Ordføreren nægter at anerkende, at vi sådan set helt er imod omprioriteringsbidraget. Men lad nu det ligge.

Jeg har hæftet mig ved noget andet, som ordføreren har sagt, nemlig her til sidst: Jamen det går jo sådan set meget godt i kommunerne. Men for ikke ret mange minutter siden sagde ordføreren også, at nogle kommuner er så hårdt ramt, at de ikke kan levere en offentlig service. Altså, begge dele kan i og for sig ikke være fuldstændig rigtigt. Så må man vælge. Det er jo sådan, virkeligheden er, og det er derfor, vi har de problemer, vi har, med omprioriteringsbidraget.

Så vil jeg gerne spørge helt konkret: Når ordføreren siger, at hvis ikke kommunerne kan blive enige med regeringen om en aftale, havner alle pengene på finansloven, skal jeg så forstå ordføreren sådan, at det er et signal fra Dansk Folkeparti til kommunerne om, at de skal indgå en aftale med regeringen, og at hvis de ikke gør det, tager man pengene alligevel, og så havner de på finansloven. Det må det jo betyde. Det er det, jeg ville kalde for pistoldemokrati, hvor man sætter en pistol for panden af kommunerne og siger: Indgå aftalen, og hvis ikke I gør det, tager vi pengene og sætter dem ind på finansloven.

Ordføreren.

Sådan er aftalesystemet jo skruet sammen. Det er ikke nyt, at det er sådan, det er.

Så vil jeg gerne sige til det der med at citere hinanden, at jeg sagde, i forhold til at der er kommet plusvækst i kommunerne, og jeg kan faktisk huske det ordret: Det går egentlig meget godt. Jeg sagde ikke, at det går meget godt, i forhold til hvad det er for en velfærd, man kan yde derude. Det var udelukkende i forhold til økonomien. Og der er kommet plusvækst i kommunerne, efter der har været et regeringsskifte, i forhold til den minusvækst, der var der før.

Så siger hr. Jeppe Bruus her i Folketingssalen: Det er da utroligt, at man ikke kan høre, at Socialdemokratiet er imod et omprioriteringsbidrag. Jeg skal bare lige gentage, at hr. Jeppe Bruus' finansordfører har udtalt til Jyllands-Posten om omprioriteringsbidraget: Derfor kan jeg jo ikke give nogen garantier for, hvad der vil komme til at ske i fremtiden, hvis der skulle komme en ny rød regering.

Altså, man holder sådan lige en dør på klem for, at man selvfølgelig kan beholde omprioriteringsbidraget, og det var nok også derfor, vi havde beslutningsforslaget før om, at vi skulle cementere omprioriteringsbidraget til 2019. Det er jo fair nok, at man ønsker det, men stå nu ved jeres politik.

Spørgeren.

Altså, ordføreren kan stå her hele dagen og lade være med at svare på spørgsmål og så referere til Socialdemokratiet. Men man kunne også vælge at svare på spørgsmålene.

Spørgsmålet er, hvorfor Dansk Folkeparti går ind for at hive pengene ud af kommunerne, for at staten skal kunne dele dem ud mere eller mindre rimeligt. Sagen er jo, at Dansk Folkeparti ikke kan garantere, at de penge ikke kan blive brugt på skattelettelser eller noget andet i årene fremover. Det er det, der er sagens kerne her.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at Dansk Folkeparti er her, fordi vi gerne vil drive politik. Vi synes, vi har et Danmark, der ikke hænger godt nok sammen, et skævt Danmark. Finansministeren og KL skal forhandle det her, og der har Socialdemokratiet sådan set lavet en aftale om, at den aftale stemmer man for. Hvis finansministeren laver en god aftale med KL, bliver den stemt igennem. Det gør den også, selv om man faktisk laver en dårlig aftale med KL, og det er derfor, vi ikke vil låses fast på, hvad der skal ske i 2018 og 2019.

Husk nu på, at Socialdemokratiet altså har forpligtet sig til at stemme for den aftale, som finansministeren laver med KL – det skal man lige huske – også selv om den indeholder et omprioriteringsbidrag. Det er sådan, det er. Det er det aftalesystem, der er: Regeringen sidder og repræsenterer Folketinget, og KL repræsenterer de 98 kommuner. Derfor er det da rigtig vigtigt for Dansk Folkeparti, at der er lavet en aftale med regeringen om, at man vil arbejde for, at pengene kommer tilbage. Jeg er også helt sikker på, at finansministeren har hørt, at det er vigtigt, at vi får et mere lige Danmark.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste, der indtager talerstolen, er fru Eva Kjer Hansen som ordfører for Venstre.

Tak. Det er jo i høj grad en gentagelse af den debat, vi lige har haft på baggrund af et beslutningsforslag, hvor emnet var omprioriteringsbidraget. Derfor vil mit indlæg her blive et par gentagelser af tidligere fremførte synspunkter. Vi har fra Venstres side gjort det meget klart, at de frigjorte midler fra omprioriteringsbidraget ikke kommer til at forlade det offentlige system. I 2016 fik kommunerne 500 mio. kr. ekstra, og i 2017 bliver midlerne tilbageført til kommunerne igennem finansloven og økonomiaftalen med KL. I 2018 og 2019 vil pengene også blive brugt til tiltag, der kan styrke den borgernære velfærd i den offentlige sektor. Så på mange måder bliver det nye tider i kommunerne efter årene under den tidligere regering med Socialdemokratiet i spidsen, der jo sørgede for en serviceramme, der blev 3 mia. kr. mindre i årene 2012-2015.

Hvis der er noget, der står tilbage, efter debatten i dag, er det jo, hvor forunderlig den socialdemokratiske tilgang er i denne debat. Man fremsætter et beslutningsforslag om, at man ønsker at diskutere, hvordan omprioriteringsbidraget skal bruges i de kommende år, men man lægger så nu alligevel afstand til omprioriteringsbidraget. Men det må også være svært for medlemmerne af den socialdemokratiske gruppe at finde deres standpunkter i en situation, hvor der rent faktisk er sket et løft i den kommunale serviceramme fra 2015 til 2016.

Lad mig bare også slå fast, at når vi ikke vil låse os fast på, at kommunerne får tilbageført midlerne efter 2017, er det efter min opfattelse ud fra et fornuftigt princip om, at vi skal lave de økonomiske prioriteringer for 1 år ad gangen. Derfor vil det være forkert at fastlægge, hvor der lige præcis er brug for pengene i årene fremover. Det er ikke statisk, og der er det vigtigt, at man kan tage højde for, om det er ældreområdet, sundhedsområdet, børneområdet eller noget helt fjerde, der har størst behov for en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Den fleksibilitet ønsker vi at holde fast i.

Derudover skal jeg kun henvise til det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti og Venstre har fremsat i fællesskab.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil bare høre, om ordføreren kan bekræfte, at omprioriteringsbidraget kun er ét af de elementer, som der er til forhandling, når regeringen forhandler med Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi for 2017. Det vil sige, at hvis kommunerne f.eks. ikke bliver fuldt kompenseret for de stigende udgifter, de har, ved at modtage mennesker, som flygter fra krig, og hvis kommunerne ikke bliver kompenseret fuldt ud for det stigende antal ældre, som jo medfører, at der også bliver et demografisk træk, som det hedder, altså i forhold til at der er stigende udgifter, så vil det jo betyde, at kommunerne alligevel vil blive nødt til at skære ned – altså selv om omprioriteringsbidraget måtte blive tilbageført 100 pct.

Kan ordføreren ikke bekræfte, at det hænger sådan sammen?

Ordføreren.

Jeg kan til fulde bekræfte, at der er mange andre ting end omprioriteringsbidraget, der vil indgå i forhandlingerne med kommunerne om, hvordan det ser ud i de kommende år. Og det er jo derfor, det er så vigtigt og faktisk udmærket, at vi i dag har den her diskussion om, hvad det er for nogle effektiviseringsmuligheder, der er ude i kommunerne. Og det er værd at fremhæve, at en række kommuner jo på mange områder har fundet ud af at gøre tingene på en anderledes måde og dermed har fået en bedre økonomi til rådighed til at prioritere nogle af de økonomiske udfordringer, man har derude. Og derfor er jeg sådan set fuldstændig enig med hr. Rune Lund i, at den her diskussion rækker langt ud over omprioriteringsbidraget og handler om, at kommunerne bliver bedre til at lære af hinanden og se på, hvordan man kan optimere ressourceudnyttelsen i de kommunale aktiviteter.

Spørgeren.

Det synes jeg også er vigtigt at få frem her, netop at omprioriteringsbidraget kun er, hvad skal man sige, en del af den samlede diskussion. Og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Vil Venstres ordfører garantere, at kommunerne som minimum i 2017 kan opretholde det serviceniveau, de har i 2016, forstået på den måde, at de øgede opgavemængder, der kommer, f.eks. i forbindelse med det stigende antal ældre og det stigende antal flygtninge, ikke må gå ud over velfærdsniveauet? Kan ordføreren garantere, at det vil være Venstres tilgang til forhandlingerne?

Ordføreren.

Jeg har mange gange her i salen sagt, at jeg ikke begiver mig ud i at give garantier. Men jeg er faktisk overbevist om, at kommunerne vil være i stand til at fastholde, men også udbygge deres serviceniveau ved at gå ind og se på, hvordan de egentlig anvender ressourcerne i dag, og på den måde i virkeligheden gå meget længere i forhold til omprioriteringsbidraget end den diskussion, vi har udelukkende om omprioriteringsbidraget, lægger op til – og i det hele taget finde ud af, hvordan man bedst imødekommer det servicebehov, der er i kommunerne, som jo også varierer. Altså, tingene derude er ikke statiske. Det er, som om hr. Rune Lund mener, at vi bare skal fastholde tingene på det niveau, de nu er på lige præcis i dag. Og så kan man jo lidt skælmsk sige, at det er godt, at det er med udgangspunkt i dag og ikke under den tidligere regering, som hr. Rune Lund ellers støttede.

Men det, jeg synes er værd at fremhæve, er de kommuner, der er rigtig dygtige til at se på, hvordan de kan få mere ud af pengene. Altså, lad mig bare som eksempel nævne København, der har samlet de administrative opgaver og it under ét tag og sparet penge; Hjørring, der har sparet penge via e-handel; og Faxe, der har sparet penge via bedre ejendomsdrift. Og sådan er der jo et utal af eksempler på, at kommunerne kan få mere ud af de ressourcer, de har til rådighed.

Næste spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Serviceniveau, ressourceoptimering, effektivisering. De ældre derude, som ikke får skiftet deres lagener, og som skal ligge i deres eget, undskyld mig, urin, fordi de har inkontinens, som vi har hørt om, og de pædagoger og pædagogmedhjælpere, der står med 20 børn i åbnings- og lukketider, ved godt, hvad alle de der begreber betyder. Det betyder, at de offentligt ansatte skal løbe hurtigere og levere en dårligere omsorg for ældre og børn.

Venstreborgmestre, konservative borgmestre har været ude at sige klart: Vi har effektiviseret år efter år. Alle lavthængende frugter er plukket. Nu skærer vi ind i kernevelfærden.

Det er det, der kommer til at ske. De nedskæringer, I vil gennemføre, kommer til at ramme de ældre. Det er færre besøg fra hjemmehjælperen. Det er færre voksne i daginstitutionerne. Det er nye rettigheder, der skal tages fra de mennesker, der er ramt af handicap. Kan ordføreren garantere, at det ikke er det, der kommer til at ske, at det ikke er de historier, vi vil høre i 2017, 2018 og 2019?

Ordføreren.

Måske er det i modsætning til ordføreren, men jeg har stor tillid til, at man ude i kommunerne magter opgaven og er i stand til at levere den service, som deres borgere har brug for. Jeg er fuldstændig uenig i, at der ikke er mere at hente i kommunerne i forhold til at omlægge, i forhold til at effektivisere, i forhold til at forbedre, i forhold til at udvise god ledelse og lignende.

Lad mig bare minde ordføreren om, at kommunerne selv har angivet, at siden 2011 har de effektiviseret for et sted mellem 2,4 mia. kr. og 3 mia. kr. om året, og det er de da ikke færdige med. Selvfølgelig kan der laves andre prioriteringer, og det tror jeg i øvrigt er en forudsætning for at bevare et rigtig godt serviceniveau derude.

Spørgeren.

Og hvad har den effektivisering, ordføreren taler om, bl.a. betydet? Det har betydet, at der er skåret 5 millioner hjemmehjælpstimer væk. 5 millioner hjemmehjælpstimer er skåret væk i en periode, hvor gruppen af ældre med behov for hjælp er vokset.

I sagde, at vi skulle gennemføre alle mulige reformer, fordi der kom flere ældre og udgifterne ville stige. Det var det, I bildte danskerne ind. Hvad er der sket? I stedet for har I skåret ned i hjælpen til de ældre, og det er det, der vil fortsætte med at ske fremadrettet. Det er uærligt.

Ordføreren.

Jeg skal bare sige til hr. Pelle Dragsted, at der er flere penge til service i 2016 i kommunerne, end der var i 2015.

Næste spørger er hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Ordføreren siger, at ordføreren – og, antager jeg, dermed også Venstre og formentlig også regeringen – har stor tillid til, at kommunerne magter at levere den service, som der skal til over for borgerne. Så kan vi jo konstatere, at ordføreren må have mistillid til, at kommunerne kan administrere økonomien effektivt, hvorfor man ønsker at pådutte dem et omprioriteringsbidrag. Jeg må vel også spørge ordføreren, om man har tillid til KL-formand, Martin Damm, ordførerens egen partifælle, som jo er imod det synspunkt, at det er fuldstændig uden konsekvenser at indføre det omprioriteringsbidrag.

Ordføreren.

Ud af den her debat i dag må man virkelig sige, at der er opstået total forvirring om Socialdemokraternes politik på området. For lidt siden ville man forhandle om anvendelsen af beløbet, der kommer via omprioriteringsbidraget. Det var der et helt beslutningsforslag om stillet af tre tidligere socialdemokratiske borgmestre. Nu har vi så en repræsentant for folketingsgruppen, der siger, at man er imod omprioriteringsbidraget. Så det står jo tilbage, hvad det egentlig er, der er Socialdemokratiets politik på området. Jeg kan godt forstå, hvis man har svært ved at finde sine ben i den her debat, for det var jo den tidligere regering, der beskar servicerammen for kommunerne med 3 mia. kr. for 2012-2015. Så må det jo også være svært at se på, at kommunerne nu har flere penge til service i 2016, end de havde i 2015. Det er det, der er udgangspunktet for diskussionen i dag.

Spørgeren.

Jeg tror, jeg har misforstået konceptet her. Jeg troede egentlig, at jeg stillede spørgsmål, og så skulle ordføreren svare. Så nu prøver jeg bare igen: Hvordan kan det være, at man har tillid til, at kommunerne magter at levere service til borgerne, men ikke har tillid til, at kommunerne kan administrere deres økonomi effektivt?

Ordføreren.

Jeg har faktisk tillid til, at kommunerne kan administrere deres økonomi effektivt, men det er jo en nødvendighed, at det indgår i den økonomiske ramme, der er til rådighed i den offentlige sektor i det hele taget og i den velfærd, der er til danskerne. Jeg synes, det er fuldt ud rimeligt, at vi stiller nogle krav om, at man finder nogle penge i kommunerne, at man effektiviserer, og at vi diskuterer med kommunerne, hvordan det kan lade sig gøre. Og som jeg nævnte tidligere i min besvarelse til en anden ordfører i dag, er der jo rigtig gode muligheder i kommunerne for at hente nogle penge. Det kan vi se. Det har de selv oplyst faktisk er muligt. Der appellerer jeg bare til, at kommunerne kigger lidt mere til hinanden, i forhold til hvordan man allerbedst prioriterer.

Tak til Venstres ordfører. Den næste, der indtager talerstolen, er hr. Ole Birk Olesen som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Først vil jeg gerne oplæse lidt poesi. Det er et gruk af Piet Hein, det hedder »Staten og vi«:

»For hver ting, man skal ha lov for,/for hver mønt til skattens sum/knappes af det alburum,/livet i os har behov for./Staten gør sig stor og bred a’/at den gør os pladsen trang./Under magtens sejrsgang/voxer menneskene nedad.«

Det centrale her er jo det her med »for hver mønt til skattens sum/knappes af det alburum,/livet i os har behov for«.

Jeg kunne også have citeret fra »Internationale« om skattens skarpe klo, som flår arbejderklassen. Det er et vers, som man åbenbart ikke synger med stor styrke længere. I hvert fald arbejder arbejderklassens partier her i Folketinget meget for, at skatten skal være dygtig høj, for man synes, det er rigtig godt at beskatte arbejderne hårdt. Jeg siger det her, fordi vi i en forespørgsel om kommunernes økonomi ikke kommer uden om, at kommunerne er en del af et samfund som et hele, og samfundet som et hele i Danmark er belastet af, at vi har verdens højeste skatter.

En gang imellem deler venstrefløjen glædestrålende på sociale medier opgørelser af, at der i Danmark ikke er verdens højeste skat på arbejdsindkomst, og så siger man: Ha, der kan I se, vi har ikke verdens højeste skatter i Danmark. Men den arbejdende dansker betaler jo ikke kun indkomstskat. Den arbejdende dansker får et beløb tilbage efter indkomstskatten, hvoraf der så skal betales verdens højeste moms, verdens højeste registreringsafgift på biler, nogle af verdens højeste ejendomsskatter osv. osv. Der er punktafgifter, som findes i Danmark, og som ikke findes i andre lande. Tilsammen bliver det til verdens højeste skattetryk, og det gør ondt på dansk økonomi, på virksomheders konkurrenceevne og på lønmodtageres konkurrenceevne, og det er uretfærdigt.

Derfor går vi ind for, at vi skal begrænse det offentlige forbrug i Danmark. Det er også, fordi vi ved fra en ekspertkommission, som er nedsat af den tidligere regering, at det offentlige forbrug i Danmark er højere, end det behøver at være. Den offentlige sektor kan effektivisere, og det kan kommunerne også, og så vil borgerne kunne beholde en større andel af deres indkomst, uden at servicen bliver dårligere, fordi den simpelt hen produceres mere effektivt. Det er det, som kommunerne taler ind i. Det er det, som det handler om, når man taler om omprioriteringsbidraget og kommunerne, nemlig at kommunerne skal levere deres bidrag til, at den offentlige sektor i Danmark bliver mere effektiv, sådan at vi i stedet for at bruge pengene på ineffektivitet kan bruge pengene på f.eks. at lette skattebyrden på borgere og virksomheder.

Derfor støtter vi ikke det her forslag til vedtagelse, som er blevet læst op i dag. Vi støtter ikke den pessimistiske tankegang om, at det går galt ude i kommunerne, hvis de skal give et bidrag til effektiviseringsindsatsen i Danmark. Vi har vores eget forslag til vedtagelse, og det er stort set en gentagelse af det forslag til vedtagelse, som vi også stillede med ved debatten tilbage i marts, og jeg oplæser:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fastslår, at frigjorte midler i 2017-2019 som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag skal bruges til at understøtte den fremtidige kommunale økonomi, f.eks. gennem øget service og højere beskæftigelse. Midlerne skal prioriteres anvendt, hvor behovet er størst. Den konkrete udmøntning sker i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi og finanslovsforhandlingerne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er nogle korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo igen i dag tydeligt, at blå blok ikke er enige om, hvad der skal ske med det her omprioriteringsbidrag. Der er et flertal for, at pengene skal tages fra kommunerne, men der er ikke konstateret noget flertal for, hvordan pengene rent faktisk skal ende med at blive brugt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren fra Liberal Alliance, hvad Liberal Alliance vil stemme, hvis det ender med at blive en model som den, hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti foreslår, hvor der sker en omfordeling fra nogle rige kommuner, f.eks. nordsjællandske kommuner, til kommuner som f.eks. Guldborgsund Kommune. Er det en model, som Liberal Alliance vil støtte, eller er det en model, som Liberal Alliance under ingen omstændigheder vil støtte? Hvor ligger Liberal Alliance egentlig her?

Ordføreren.

Det er ikke Liberal Alliances politik, at vi skal øge udligningen mellem kommunerne i Danmark, men hvordan vi vil stemme til sådan et forslag, afhænger jo helt af, hvad der ellers er med i den pakke, det forlig, den aftale om finansloven eller den 2025-plan, som vi på det tidspunkt forhåbentlig har fået forhandlet igennem med de øvrige blå partier, også gerne Enhedslisten, hvis Enhedslisten vil være med. Sådan er det jo i sådan en forhandling. Hvis vi får imødekommet vores ønsker på nogle af de områder, vi synes er meget vigtige, så kan det godt være, at vi også kan bakke op om nogle af de ønsker, som Dansk Folkeparti måtte komme med, eller som regeringen måtte komme med, eller som Konservative måtte komme med. Så det kan jeg ikke afsløre nu.

Hr. Rune Lund.

Så det skal forstås sådan, at hr. Ole Birk Olesen gerne vil tage penge fra kommuner i Nordsjælland og give til kommuner som f.eks. Guldborgsund, hvis bare hr. Ole Birk Olesen kan få noget igen, altså f.eks. hvis hr. Ole Birk Olesen kan få topskattelettelser i forbindelse med den kommende finanslov? Men skal det også forstås sådan, at hvis hr. Ole Birk Olesen ikke får topskattelettelser, vil hr. Ole Birk Olesen ikke medvirke til at lave en omfordelingsordning a la den, som Dansk Folkeparti har præsenteret i dag, og som vi godt nok ikke kender det nærmere indhold af, men altså en omfordelingsordning a la den, som vi har hørt DF fremlægge i dag?

Ordføreren.

Hvis vi under forhandlinger om en kommende 2025-plan, altså en plan, der rækker 10 år ud i fremtiden, f.eks. på et tidspunkt sidder med en pose penge på bordet, som er udmøntningen af alle reformtiltag og råderum osv., og den pose penge udgør, lad os sige 50 mia. kr., og Dansk Folkeparti så siger, at de gerne vil bruge nogle af de 50 mia. kr. til nogle bestemte kommuner, og hvis det for Dansk Folkeparti er et meget afgørende punkt for, at vi kan nå i mål, og Dansk Folkeparti så til gengæld er villig til at imødekomme Liberal Alliance på, at topskatten skal lettes, vil jeg ikke afvise, at det kan ske.

Tak. Så var der en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Jeg bliver bare nødt til at korrigere noget, som ordføreren siger, nemlig at Enhedslisten skulle ønske det højest muligt skattetryk og skulle ønske at hæve skatten for almindelige mennesker. Det er jo notorisk forkert. De skatteforslag, vi har fremlagt gang på gang, har jo handlet om at sænke skatten på lave indkomster. Så vil vi til gengæld gerne øge skatten på nogle af de arbejdsfri indkomster, f.eks. afkast på spekulation og værdipapirer. Det synes jeg er helt rimeligt, hvis det skal kunne betale sig at arbejde. Så det er ganske enkelt bare misinformation.

Så snakker ordføreren om det her med, at danskerne betaler meget i skat, og det er jo rigtigt. Det tror jeg heller aldrig at der er nogen der har påstået at vi ikke gør. Det er jo, fordi vi har indrettet os på den måde, at nogle af de ting, der er brugerbetalt i andre lande, er skatteyderbetalt herhjemme. Det er en rigtig god idé for det store flertal af danskere. Det medfører en omfordeling af en rigdom, som ellers er uheldigt og forkert fordelt. Det er den måde, vi beskytter os på og beskytter vores frihed på. Det betyder, at vi kan tage på hospitalet, hvis vi bliver syge, det betyder, at vi har noget at leve af, hvis vi bliver arbejdsløse. Det er fornuftigt, det er det, vi har gjort i Danmark. Det er det, I ikke kan lide i Liberal Alliance.

Ordføreren.

Jeg konstaterer, hvordan der stemmes her i salen, og igennem de år, hvor jeg har fulgt dansk politik, hvor Enhedslisten har været medlem af Folketinget, har været et parti i Folketinget, har der flere gange været forhøjelser af skatter og afgifter, som også har ramt folk med lave indkomster. Det har der i form af miljøafgifter, i form af andre afgifter osv. Jeg kan ikke huske, at Enhedslisten nogen sinde har stemt imod de forhøjelser af afgifter, som også har ramt folk med lave indkomster.

Omvendt har der været forslag her i Folketinget, som er blevet vedtaget, om at sænke skatten for folk med lave indkomster, f.eks. indførelse af beskæftigelsesfradraget, forhøjelse af beskæftigelsesfradraget osv., og så vidt jeg husker, har Enhedslisten altid stemt imod de forslag. Så det er det, jeg konstaterer, nemlig at Enhedslisten her i salen stemmer for forhøjelser af skatter og afgifter for folk med små indkomster og imod sænkning af skatter og afgifter for folk med små indkomster.

Værsgo, hr. Pelle Dragsted.

Jamen det er bare faktuelt forkert. Da vi var med til at indføre nogle afgifter på den første finanslov, vi lavede i sidste regeringsperiode, kompenserede vi jo netop lavindkomstgrupperne. Det gjorde vi jo bl.a. med den grønne check, som De Konservative nu vil afskaffe. Jeg har også hørt Liberal Alliance pippe i den retning. Hver eneste gang der er en finanslov – jeg ved jo, at ordføreren har siddet hernede – har vi fremlagt finansieringsforslag, hvor vi også har sænket skatterne. Så der har været masser af gange, hvor vi har stemt for at sænke skatterne.

Det, der er problemet, er jo, at den skattepolitik, der er ført i det her Folketing, desværre fra begge sider af salen i en årrække har øget uligheden i vores samfund og reduceret den frihed, det giver også at have et stærkt velfærdssamfund, og det er klart, at det støtter vi ikke fra Enhedslistens side.

Ordføreren.

Jeg må igen sige, at jeg kun kigger på, hvordan Enhedslisten stemmer i salen, ikke hvad der står i Enhedslistens principprogram at man ville gøre, hvis man havde 90 mandater. Og når jeg ser på, hvordan Enhedslisten stemmer i salen, så er det rigtigt, at i forhold til en bestemt afgiftsforhøjelse af nogle grønne afgifter har man indført en grøn check, men der har også været andre afgiftsforhøjelser i den seneste valgperiode, f.eks. på cigaretter, som man har gennemført uden at kompensere rygerne i de lavere sociale klasser for, at de nu skal betale mere for deres cigaretter.

Så jeg kan ikke huske afgiftsforhøjelser, som Enhedslisten ikke har stemt for, og de har ramt også folk med lave indkomster.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører i rækken er fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. I Alternativet har vi ikke en principiel holdning til størrelsen på de offentlige udgifter, heller ikke de kommunale udgifter. Men som vi ser det, er kommunerne i øjeblikket i en situation, hvor de har brug for flere penge, ikke færre.

Man har over en årrække tøjlet kommunernes økonomi ved hjælp af nedskæringer og skattestop, hvilket gør, at mange kommuner allerede har skåret ind til benet. Samtidig kommer der i øjeblikket flere flygtninge til Danmark, end der plejer, og flygtninge og familiesammenføringer medfører flere udgifter de første år, hvor der skal sættes massivt ind i forhold til uddannelse og integration.

Men vi ved også, at hvis vi investerer i nye medborgere nu, bliver de på lang sigt en gevinst for samfundet, både socialt, kulturelt og økonomisk, og der skal derfor være flere penge til flere mennesker. Der skal være flere penge til pædagoger, lærere osv., når kommunerne skal modtage de her nye borgere. De skal have plads i institutioner og skoler, som vi i forvejen ved er pressede på bemandingen. Der skal være råd til flere tolke og videreuddannelse og til behandling af dem, der kommer hertil med traumer og andre lidelser. Vi bliver kort sagt nødt til at investere i mennesker, og vi skal investere i mennesker.

Lang størstedelen af udgifterne til integration ligger jo ude i kommunerne, og derfor er det sådan en særlig form for dårlig timing, at regeringen nu ønsker at trække penge væk fra kommunerne og netop nu skabe mere usikkerhed for kommunerne.

I Folketinget er vi alle sammen, måske på nær et enkelt parti, enige om, at der skal skabes langt bedre integration i Danmark. Under de nylige to- og trepartsforhandlinger opfordrede regeringen ligesom Alternativet og mange andre partier og organisationer kommunerne til at lære af hinanden. Hvis kommunerne skal kunne handle på opfordringen om at lære af hinanden og implementere de projekter, der virker, så kræver det overskud og råderum. Og det har kommunerne mange steder ikke lige nu, selv om de gerne vil løfte opgaven og har høje ambitioner.

Derfor er det også afgørende for Alternativet, at kommunerne i de kommende år ikke reguleres af den budgetlov, som gør det umuligt for dem at overføre penge fra år til år, og som indebærer sanktioner ved budgetoverskridelser. Det kræver et handlerum, både økonomisk og bureaukratisk, at investere i mennesker, hvis det skal gøres langsigtet. Derfor mener vi, at kommunerne skal kompenseres nu for de ekstra opgaver og de investeringer i mennesker, som giver økonomisk bæredygtighed på lang sigt.

Jeg sagde, at vi ikke er principielle i forhold til størrelsen på de offentlige udgifter helt generelt, selv om vi altså mener, at kommunerne har et øget økonomisk behov lige nu. Men noget er vi principielle omkring, og det er vigtigheden af det kommunale selvstyre. Og det lokale selvstyre og demokrati fungerer kun, hvis vi respekterer kommunernes ret til at planlægge og prioritere og udfolde den kommunalpolitik, kommunalpolitikerne er blevet valgt på. Det indebærer, at kommunerne ved, hvad de har at budgettere med.

Omprioriteringsbidraget er det nyeste af en række tiltag, der har indskrænket det kommunale selvstyre og kommunernes ret til at prioritere. Det synes jeg vidner om, at der ikke er tillid til kommunerne, altså når de først modtager penge og dernæst får dem taget fra sig igen, for at regeringen kan prioritere for dem – som om de ikke ved, hvad der er bedst for deres borgere.

Den konstruktion mener vi er helt forkert. I Alternativets øjne skal vi have mindre stat og mere samfund, og det indebærer, at løsningerne skal findes tæt på borgerne ude i kommunerne, hvor man ved bedst.

Derfor håber vi også, at regeringen vil tage oppositionens og kommunernes indvendinger alvorligt og afskaffe omprioriteringsbidraget. Vi håber, at kommunerne vil få et økonomisk rum til at investere i mennesker, så der sikres økonomisk og social bæredygtighed på lang sigt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Der er brugt en del timer på debatten om omprioriteringsbidraget, og derfor vil jeg gøre det relativt kort og sige, at vi fra radikal side er inderligt imod det omprioriteringsbidrag. Vi synes ikke, det gavner noget; vi synes, det er en forkert måde at fremme effektiviseringer i den kommunale sektor på og en forkert måde at beslutte, hvordan de effektiviseringer så skal anvendes, på.

Vi anerkender, at der er behov – det er der altid – for at gøre tingene bedre, og at der er et potentiale for at gøre det, men det her er altså ikke måden at sikre en god, effektiv offentlig sektor på i Danmark, og vi står derfor også bag det forslag til vedtagelse, som er fremsat af flere andre partier, der tænker som os.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jonas Dahl, Socialistisk Folkeparti.

Jeg synes jo, det er rigtig positivt, at vi får den her forespørgselsdebat, også lidt som opfølgning på den debat, vi havde for en halvanden times tid siden, om det beslutningsforslag, som er fremsat af Socialdemokraterne. Men det er jo også lidt sigende, at vi så ser de forslag til vedtagelse, der er fremsat i dag; ikke mindst er det, der står tilbage – i hvert fald for mig at se – hvad det reelt er for en politik, men får fra borgerlig side. Og svaret blafrer jo om noget i vinden.

Vi har Dansk Folkeparti og regeringen, som går sammen om, at der i hvert fald i 2017 skal anvendes penge på kernevelfærden, når man har omprioriteret. Det vil sige, at når man har taget nogle penge, vil man gerne love, at dem får kommunerne nok igen. Men hvad så med regeringens parlamentariske grundlag – Liberal Alliance og De Konservative? For de har i hvert fald ikke tænkt sig at give penge til kernevelfærden.

Derfor må man sige, at det næsten er en absurd situation. Vi sidder med en finansminister hernede i Folketingssalen, som reelt set ikke har flertal for den politik, han lægger frem, og reelt set ikke kan give et klart svar på, hvad det er for en aftale, man kommer til at indgå om halvanden måneds tid med kommunerne og Danske Regioner, men som heller ikke kan give et klart billede eller en pejling af, hvor man lander med finanslovsaftalen i efteråret. For bliver det mon, som vi så sidste år, boligejerne, der skal have skattelettelser? Skal dem, der har de største biler, have dem lidt billigere? Eller bliver der rent faktisk råd til også at give nogle af pengene til velfærden?

Ja, man kan jo sige, at det er fint, at man gør sig nogle flotte tanker fra Dansk Folkepartis side, men når det kommer til stykket, lander det jo på, at man lægger stemmer til at bruge pengene på at sænke registreringsafgiften, så de dyreste biler bliver billigere, og så boligejerne får en skattelettelse. Samtidig er der borgerlige partier, der sikkert også vil have lettet i topskatten. Så til syvende og sidst bliver det børnene, de ældre, de svageste – dem, der egentlig har brug for velfærden – som kommer til at betale en stor del af den regning.

Derfor er det jo paradoksalt, at man igen har hørt hr. René Christensen og også fru Eva Kjer Hansen plædere for det her forslag med, at man nu i 2017 sandelig kan regne med, at omprioriteringsbidraget bliver brugt til velfærd, når sandheden er, at det sidste år blæste kraftigt i vinden, hvordan man endte med at bruge de penge. Når man så dertil kan lægge regeringens politik på en lang række andre områder, er det klart, at det bliver en udhuling af den velfærd, som vi kender i dag, og det vil sige ringere vilkår for de svageste og mere gunstige vilkår for dem, der i forvejen har rigeligt.

Så må jeg sige, at jeg også er en lille smule forundret over, hvad det er, man rent faktisk vil med det kommunale selvstyre, fordi man jo de facto sætter selvstyret ud af kraft. Jeg glæder mig sådan set også over, at vi har set en udvikling, og hvis jeg skal sætte en lille krølle på det, så glæder jeg mig over, at Socialdemokraterne har flyttet sig fra, hvor man var sidste sommer, da man stemte for et omprioriteringsbidrag i Finansudvalget, til, at man faktisk har fundet tilbage i rød blok, vil jeg tillade mig sige, hvor man nu bakker op.

Men man må så sige tilsvarende, at Dansk Folkeparti jo også har bevæget sig endnu længere ud på flanken, hvor man forsøger at komme med sproglige formuleringer om, at jamen det er ikke helt det, man vil, som man gjorde i forhold til det socialdemokratiske beslutningsforslag, B 89, vi behandlede her før det her forslag. Men når det så kommer til realiteterne, er man ikke villig til at bide til bolle.

Så jeg må sige, at alt i sol og måne tyder på, at det, vi står med i dag, og den mulighed, vi står med, når vi har en kommuneaftale her lige inden sommerferien, kommer til at blive en aftale, som rummer et omprioriteringsbidrag. Det er en usikkerhed for kommunerne, som i august-september skal lave planlægning for det kommende år, at de rent faktisk ikke ved, hvor mange penge de kommer til at have til rådighed for det kommende år. Det vil sige, at man allerede i september måned kommer til at melde massive besparelser ud i kommunerne.

Så må man sidde med krydsede fingre og håbe på, at Liberal Alliance måske ikke den her gang skal have topskattelettelser, måske ikke skal have sænkelser af registreringsafgiften, og at Det Konservative Folkeparti heller ikke skal have lettelser til boligejerne. Men hvis de skal, bliver det igen på bekostning af velfærden. Pengene kommer til at gå fra kommunerne.

Men det må man sige: Med den vedtagelse, man også lægger op til fra regeringens og Dansk Folkepartis side, står det i hvert fald lysende klart, at det godt kan være, man har nogle intentioner, men man har i hvert fald ikke dækning for sit parlamentariske flertal. Og det er paradoksalt, at vi kommer til at stå med et forslag til vedtagelse på baggrund af den her debat, som faktisk ikke giver regeringen opbakning til den økonomiske politik, den agter at føre.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Jeg har kun en enkelt. Ordføreren kommer meget ind på, at der også tidligere har været et beslutningsforslag. Det gik jo netop ud på, at man skulle cementere omprioriteringsbidraget frem til 2019. Det var et beslutningsforslag, Socialdemokratiet havde fremsat. Så kom det frem under debatten, at det egentlig ikke var det, man mente. Man mente, at det skulle væk, og det kan jeg forstå SF også mener. Er SF sådan helt klar over, hvor det er, Socialdemokratiet står?

Før fortalte jeg, hvad finansordføreren for Socialdemokratiet har sagt. Nu er det så Mette Frederiksen:

Mette Frederiksen har ingen planer om videreføre et omprioriteringsbidrag, understregede hun over for Politiken, men hun vil ikke give garanti for, hvis hun bliver statsminister, at hun vil skrotte besparelserne i kommunerne.

Kan man i SF så være sikker på, hvad det er, man går ind til i et samarbejde med Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er ret klart, hvad Socialdemokraterne siger i dag. Jeg synes, der var lidt uklarhed sidste sommer, men jeg er meget glad for den politiske linje, man nu har lagt i Socialdemokratiet, hvor man faktisk klart har sagt, som jeg også hørte den socialdemokratiske finansordfører klart sige tidligere i dag, at man ikke ønsker et omprioriteringsbidrag.

Hvad der derimod står mig temmelig uklart, er, at vi nu hører hr. René Christensen stå at sige, at Dansk Folkeparti faktisk gerne vil være med til at afskaffe omprioriteringsbidraget – det er næsten det, vi hører – og i det forslag til vedtagelse, man lægger frem her i dag, står der, at i 2017 vil man i hvert fald forsøge at begrænse besparelserne på velfærden på baggrund af omprioriteringsbidraget, men 2018 og 2019 vil man end ikke forholde sig til i Dansk Folkeparti. Så klinger den kritik lidt hult.

Hr. René Christensen.

Det er da utroligt, at man sådan prøver at skyde på Dansk Folkeparti ved at sige, at vi gerne vil af med omprioriteringsbidraget. Hvis man virkelig vil noget, skulle man jo sige, at Dansk Folkeparti vil beholde omprioriteringsbidraget. Altså, hør nu her: Vi siger ja til omprioriteringsbidraget, fordi vi mener, det er en mulighed for at få et mere lige Danmark. Sådan er det. Der er vi så uenige.

Så vil jeg bare sige, at det her ikke har noget at gøre med, at før sidste sommer mente Socialdemokratiet noget andet. Det er fra den 9. marts. Der mente Mette Frederiksen ikke, at hun kunne garantere, at der ikke ville være nedskæringer i kommunerne, hvis hun blev statsminister – det er altså statsministerkandidaten fra Socialdemokratiet. Og så står vi her i dag og skal høre på, at nogle ordførere kan garantere, at det vil man ikke. Men statsministerkandidaten fra Socialdemokratiet kan ikke garantere det. Er SF sikker på, at man har en god og loyal samarbejdspartner om det her?

Ordføreren.

Ja. Det, jeg til gengæld ikke føler mig særlig tryg ved, er den måde, som Dansk Folkeparti agerer på. Man vil gerne lave mere omfordeling mellem kommunerne – hører jeg Dansk Folkeparti sige – og jeg er enig, men hvad skete der med det omprioriteringsbidrag, da man implementerede det og rullede det ud? Man gav flere penge til de rigeste kommuner. Hvordan var resten af den finanslov, man lavede sidste efterår? Hvor gav man lettelser? På registreringsafgiften på de dyreste biler og til boligejerne! Og man hører blå blok snakke massivt om topskattelettelser. Det kan man da kalde omfordeling, der vil noget. Det er bare en omfordeling, som jeg i hvert fald ikke kan stå inde for. Jeg undrer mig over, at Dansk Folkeparti kan.

Tak til hr. Jonas Dahl. Den næste ordfører i rækken er hr. Brian Mikkelsen, Det Konservative Folkeparti.

Det allervigtigste og allervæsentligste, når man taler om kommuneøkonomi, er jo, at samfundsøkonomien har det godt. Der er status for vores samlede økonomi, at Danmarks vækst er i slæbegear, at vi står til at få en af de laveste vækstrater i OECD-landene – den fjerde-femte laveste vækst de kommende 5 år – og at vi i forhold til de omkringliggende lande har en lavere vækst, end de har. Senest har Tyskland i dag offentliggjort deres BNP-tal, som viser en væsentlig højere BNP-vækst, end vi har i Danmark. Så hvis man virkelig vil gøre noget godt for den kommunale velfærd, hvis man virkelig oprigtig vil kommunerne det godt, skal man jo se på, hvordan samfundsøkonomien får det bedre, så vi får en vækst i BNP, og så vi også får økonomi til at finansiere de velfærdsudgifter og også de demografisk betingede udgifter, som naturligt må stige, fordi der bliver flere ældre og på grund af det tryk, der kom, efter at der kom 21.000 flygtninge til Danmark sidste år – lad os se, hvad tallet ender på i år. Så igen, hvis man vil sikre en kommunal velfærd på et ordentligt niveau, skal vi gennemføre nogle reformer i det danske samfund, som sikrer, at der er arbejdskraft til rådighed, og som sikrer, at folk har lyst til at investere i arbejdspladser i Danmark.

Derfor burde temaet for sådan en forespørgselsdebat, som vi har i dag, jo være: Hvordan får vi indrettet samfundet sådan, at der bliver nogle flere arbejdspladser i Danmark og flere skatteborgere Danmark, som kan betale for den velfærd, som vi stadig væk godt vil værne om, så vi har et velfungerende samfund og en sammenhængskraft i årene frem?

Hvad skal der til? Der skal komme reformer, så det hele tiden kan betale sig at arbejde. Vi skal have sat skatten ned i bunden og toppen. Vi skal have skabt et bedre erhvervsklima ved at fjerne nogle skatter og afgifter, så det bedre kan betale sig at investere i arbejdspladser i Danmark. Vi skal sørge for at omstille den offentlige sektor, så vi får kigget noget mere på digitaliseringen og på, hvordan nogle private aktører kan komme ind og løse nogle opgaver, så man får et bedre arbejdsklima og eksempelvis et mindre sygefravær. Så der er en hel palet af forskellige aktiviteter og initiativer, man kan tage fat i, for at sikre fundamentet for en ordentlig velfærd i kommunerne.

Så hele debatten burde have været vendt om i forhold til mange af de indlæg, der har været her i dag, for der burde have været et fokus på skaffedyrene, altså de mennesker, som finansierer det velfærdssamfund, vi har i dag, i stedet for udelukkende at kigge på, hvordan man bruger pengene i velfærdssamfundet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Da Liberal Alliances ordfører, hr. Ole Birk Olesen, var på talerstolen, sagde han, at han da godt kunne forestille sig en aftale, hvor man tog nogle penge fra rige nordsjællandske kommuner og så gav til fattigere kommuner, hvis Liberal Alliance samtidig kunne få nogle indrømmelser på topskatten. Er det en logik, som Det Konservative Folkeparti er enig i?

Ordføreren.

Det må man jo som parti selv vurdere. Jeg har sagt, hvad rammen er for vores udligningspolitik, og det er, at man skal køre efter objektive kriterier. Vi vil gerne gøre noget for de ældre, for børnene, hvor der er hjælp behov; ikke i de kommuner, hvor man gør det godt nok, og hvor man bruger rigeligt med penge – for man skal heller ikke overpolstre folk. Så vi har kun nogle objektive kriterier. Vi kigger ikke på geografi, vi kigger ikke på den politiske styring i kommunerne – det kan jeg høre mange andre partier gør hele tiden, i forhold til hvordan de prøver at målrette pengene rundtomkring. Vi har kun ét formål, og det er at sikre ordentlig kernevelfærd i kommunerne, og det vil vi godt være med til at udligne til.

Hr. Rune Lund.

Jeg hørte det, som om Det Konservative Folkeparti gerne vil være med til at tage penge fra f.eks. rige kommuner i Nordsjælland og så give til fattigere kommuner, det kunne være Guldborgsund. Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Det skal forstås sådan, at vi skal have nogle bedre drevne kommuner, vi skal have fokus på borgernær velfærd, og vi skal have fokus på, at man har et eneste formål i kommunerne, og det er at sikre, at man leverer den bedst mulige service til den mindst mulige pris, så man også sparer nogle skatte- og afgiftskroner for virksomheder og borgere, så man får et bedre og friere liv. Så kan man målrette den udligning, vi har, til de kommuner, som har brug for mere støtte til ældre og børn og skoler osv. Og det er meget forskelligt geografisk, der kan man ikke bare nævne x antal kommuner ditten eller datten sted. Man bliver nødt til at gå ind at se på, hvordan de gør det, og så skal man selvfølgelig heller ikke straffe de kommuner, som gør det godt.

Tak til ordføreren. Dermed giver jeg ordet til finansministeren. Undskyld, der er endnu en kort bemærkning, som kom på i sidste øjeblik. Hr. Jonas Dahl, Socialistisk Folkeparti.

Jeg har faktisk meget stor respekt for den ærlighed, som den konservative ordfører fremfører synspunktet i forhold til omprioriteringsbidraget med. Det er helt rimeligt at have en politisk uenighed, og det har vi så, og det synes jeg at der skal være plads til.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre: Når Det Konservative Folkeparti nu går ind for omprioriteringsbidraget, hvad har man så af ønsker i forhold til finansloven? Det er jo klart og også helt åbenlyst, at der på det punkt er nogle politiske forskelle mellem os, men er det igen topskattelettelser, man forestiller sig at bruge omprioriteringsbidraget til, eller er det registreringsafgifter? Kan den konservative ordfører løfte lidt af sløret for det?

Ordføreren.

Altså vores indgang til det er, at når man har et omprioriteringsbidrag, er der tale om en reel omprioritering, og det er derfor, vi ikke kan støtte forslag, som siger, at man umiddelbart bare skal give pengene til kommunerne – det må der være en forhandling om.

Med i den verden, vi lever i, handler det om, at vi mener, at kommunerne godt kan gøre det bedre. Vi kan lave noget best practice; vi kan sørge for, at nogle private løser nogle opgaver; vi kan styre udgifterne meget bedre, end det bliver gjort; og altså det i hele taget lave nogle metoder, som sikrer, at der er mindre sygefravær. Hvorfor skal der f.eks. være større sygefravær i den kommunale sektor i forhold til i den private sektor ? Vi kan bruge pengene meget bedre, og på den måde kan man så få samme velfærd for færre penge, og så kan borgerne jo få nogle af pengene tilbage.

Hr. Jonas Dahl.

Jeg tror ikke, vi er uenige om, at kommunerne helt sikkert kan gøre det bedre, og at de kan sænke sygefraværet. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi skal bruge pengene til. Men kan den konservative ordfører uddybe, hvad det er, Det Konservative Folkeparti ønsker at bruge den omprioritering, der så har fundet sted, når man har taget pengene fra kommunerne, til? Hvad kunne man fra konservativ side forestille sig at bruge pengene på?

Ordføreren.

Det må jo komme an på en forhandling, men vi vil gerne gøre Danmark rigere, og hvordan gør man Danmark rigere? Det gør man ved at fortsætte reformsporet, ved at gøre det mere attraktivt at arbejde og ved at sørge for, at virksomheder har lyst til at investere i det danske samfund. Det er de nøgleord, der er. Der er altså ikke brug for flere penge til offentlig velfærd, for det er vi ikke råd til på sigt.

Så siger vi tak til ordføreren. Finansministeren ønsker ikke ordet, men det gør til gengæld hr. Rune Lund, Enhedslisten, for en anden runde.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at finansministeren ikke tager ordet, for der er jo en del af debatten her, som vi ikke har fået fuldstændigt afklaret, nemlig det faktum, at regeringen sådan set ikke har flertal for den politik, som regeringen gerne vil føre. Der er et flertal for at skære i kommunernes økonomi, for at tage 2,4 mia. kr. fra kommunerne om året, men der er ikke noget flertal, der forholder sig til, hvad de penge så skal bruges til. Vi ved, at Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance gerne vil bruge dem på topskattelettelser. Vi har et forslag fra DF og regeringen om, at de skal gå til en eller anden form for omfordeling, som ikke er nærmere defineret. Men det sejler jo fuldstændig, i forhold til hvad man skal bruge de penge til, som et blåt flertal herinde gerne vil tage fra kommunerne.

Men derudover har det været en interessant debat i dag, og det er jo også en debat, som er foregået i lyset af de meget store demonstrationer, der var i går over hele landet. Over 20.000 mennesker demonstrerede i 74 kommuner og sagde: Vi vil have mere og ikke mindre velfærd. Og det er også en debat, som viser, at det er nødvendigt at fortsætte presset på regeringen og også fortsætte presset på kommunerne for at sikre, at vi får en aftale, der ikke er dårlig, i forbindelse med de forhandlinger om kommunernes økonomi, som foregår lige nu, og som handler om den økonomiske situation i kommunerne i 2017.

Det er nu, vi skal sætte presset ind, det er nu, vi skal presse regeringen, og det er også derfor, jeg er glad for, at en samlet opposition bestående af Enhedslisten, Alternativet, SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre klart i det forslag til vedtagelse, der er fremsat, siger: Vi vil ikke have noget omprioriteringsbidrag; det skal skrottes helt; vi vil ikke have nedskæringer; vi vil ikke have forringelser. Det er det, der står tilbage fra debatten i dag. Og det, der i øvrigt også står tilbage, er, at i den tid, der kommer nu her, den næste måned, hvor forhandlingerne kører på, er det vigtigt at vi lægger det maksimale pres, for at vi kan få en aftale, der ikke er dårlig, og som vil betyde, at vi undgår milliardnedskæringer i kommunerne i 2017.

I Danmark har vi råd til velfærd. Vi skal have mere og ikke mindre velfærd. Vi kan finde pengene til velfærd, hvis bare vi tager dem der, hvor de er. Vi ved, at danskere i skattely gemmer mellem 100 og 150 mia. kr. – det siger Nationalbanken. Vi ved, at det vil kunne give 3-5 mia. kr. ekstra i statskassen, hvis vi beskattede de penge. Vi så i går, at det fra regeringens side blev fremført, at man vil købe nye bombefly, som koster 1 mia. kr. stykket – bombefly, som det de næste 20-30 år vil koste mellem 80 og 100 mia. kr. at drifte og vedligeholde. Der er råd til velfærd i det her land. Det handler bare om, at vi skal tage pengene der, hvor de er; tage dem de fornuftige steder og bruge dem de fornuftige steder. Så vi skal have mere og ikke mindre velfærd.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 17. maj 2016.