Vi er glade for, at vi har den her debat i dag.
Da vi havde debat med finansministeren for 14 dage siden i onsdagsspørgetiden, spurgte finansministeren, hvorfor vi diskuterer det her hele tiden.
Man kan sige, at en af grundene er, at det kan lykkes at presse regeringen i det her spørgsmål ved bl.a.
at tage debatterne op med jævne mellemrum.
Vi har i hvert fald hørt både ordføreren for Dansk Folkeparti og ordføreren for Venstre sige, at det forslag til vedtagelse, som Venstre og DF sammen har fremsat, betyder, at pengene fra omprioriteringsbidraget, de 2,4 mia.
kr., skal gå tilbage til kommunerne.
Det er jo en interessant udvikling, for da vi havde onsdagsspørgetiden, sagde finansministeren, at man ikke kan garantere, at de penge skulle gå tilbage til kommunerne.
De skulle gå til prioriterede områder, herunder skattelettelser.
Der må man bare konstatere, at debat nytter.
Det nytter at presse regeringen.
Vi har nu fået en regering, som med det her forslag til vedtagelse jo faktisk offentligt har meldt ud forud for de forhandlinger, der foregår i Kommunernes Landsforening, at man er parat til at give alle pengene tilbage.
Det er da klart en styrkelse af forhandlingspositionen hos Kommunernes Landsforening, og det er vi da rigtig glade for i Enhedslisten.
I den sammenhæng vil jeg også godt sige, at vi håber virkelig meget, at kommunerne, Kommunernes Landsforening og de 17 medlemmer af Kommunernes Landsforening, som skal tage stilling til en eventuel aftale med regeringen, ikke vil indgå en aftale med regeringen, hvori der indgår et omprioriteringsbidrag.
For jeg kunne ikke være mere enig med finansministerens partifælle i Kalundborg, Venstreborgmesteren Martin Damm, formand for KL, som skitserer tre mulige løsninger for omprioriteringsbidraget:
den gode løsning, hvor det hele bliver skrottet; den onde løsning, som er en løsning, hvor pengene bliver ført tilbage – det er den løsning, der ligger i det forslag til vedtagelse, som ligger fra Venstre og DF; og så den grusomme løsning, som er den, som regeringen i hvert fald indtil for nylig har turneret med og haft som sin holdning.
Så måske er vi i det forhandlingsspil, der kører, tilbage til at snakke om at have muligheden mellem en ond løsning og en god løsning med den grusomme løsning som værende gledet ud.
Det er i hvert fald det, som regeringen nu offentligt har imødekommet.
Det synes jeg er rigtig dejligt.
Jeg synes også, det er rigtig interessant med det forslag til vedtagelse, som er fremsat af partierne Enhedslisten, Alternativet, SF, S og R, hvor vi jo alle fem partier, som gerne vil have et andet politisk flertal i det her Folketing, går ud og siger klart, at omprioriteringsbidraget skal skrottes.
Kommer der en ny regering, bliver der ikke noget omprioriteringsbidrag.
Den fælles politiske melding synes jeg er meget værd, og den sender et klart signal om, hvad de fem partier, som står bag det forslag til vedtagelse, mener.
Det synes jeg er ekstremt relevant.
Det er selvfølgelig relevant for at undgå de milliardnedskæringer, der er tale om.
Det handler jo ikke bare om at fjerne 1 pct.
Man skal se på det på en helt anden måde.
Man kan ikke fjerne penge fra kommunerne, uden at det får konkrete konsekvenser.
Der er 98 kommuner.
En kommune er ca.
1 pct.
Omprioriteringsbidraget svarer jo faktisk til at skære en kommune væk.
Når vi samtidig har så mange flygtninge, som kommer til landet, og som har brug for hjælp, så svarer det jo faktisk til, at der kommer en kommune til, som ikke er finansieret, for foreløbig har regeringen meldt ud, at man ikke vil kompensere kommunerne for de stigende udgifter.
Det indgår selvfølgelig også i forhandlingerne med Kommunernes Landsforening, som der er i øjeblikket.
Det er jo helt centralt, at omprioriteringsbidraget bliver skrottet, for ellers får vi fyringer af SOSU-hjælpere, der bliver flere ældre, der bliver nødt til at gå rundt med en våd ble, der bliver flere børn, der bliver svigtet, og vi vil se, at der bliver færre normeringer i børneinstitutionerne.
Det er det, der vil ske, hvis der kommer et omprioriteringsbidrag og pengene ikke bliver ført tilbage.
Så kan man sige, at hvis pengene bliver ført tilbage, har vi stadig det styringsmæssige problem, der går ud på, at først indgår kommunerne budgetaftaler i efteråret, og så går de ud og fyrer en masse mennesker, og så kommer der nogle penge tilbage til finansloven, og så skal de til at ansætte de mennesker igen, undtagen hvis nogle af de folk, de har valgt at fyre, er så heldige at have 6 måneders opsigelsesvarsel.
Altså, rent styringsmæssigt er det fuldstændig galimatias og i øvrigt også en undergravning af det kommunale selvstyre.
Jeg synes, det er vigtigt også at påpege i den her debat, at de fem partier, som står bag forslaget til vedtagelse her, de røde partier, faktisk også repræsenterer et flertal i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, nemlig 9 ud af 17 medlemmer i Kommunernes Landsforenings bestyrelse.
Så hermed er der også lagt pres på regeringen i forhandlingerne.
Hvis partierne står fast, repræsenterer vi et flertal i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, og det er jeg helt sikker på også vil indgå i regeringens overvejelser i de forhandlinger, der kommer til at være.