Det sidste punkt på dagsordenen er:

12) Forespørgsel nr. F 21:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om regeringens reaktion på den seneste udvikling i Tyrkiet, herunder bl.a. angrebene på pressefriheden, truslerne mod akademikere og intellektuelle og overgrebene på syriske flygtninge samt massakren i Cizre og belejringen af andre kurdiske områder af Tyrkiet?

Af Søren Søndergaard (EL), Eva Flyvholm (EL), Christian Juhl (EL), Pernille Skipper (EL) og Nikolaj Villumsen (EL).

(Anmeldelse 11.02.2016. Fremme 23.02.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 15. marts 2016.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Søndergaard, for begrundelse.

Tak, formand. Jeg vil godt begrunde den her forespørgsel. Begrundelsen for forespørgslen er udviklingen især det sidste år i Tyrkiet, og udgangspunktet er, at udviklingen fuldstændig entydigt er gået i den forkerte retning. De sidste måneder har vi ovenikøbet oplevet en dramatisk forværret udvikling. Det er en situation, som er præget af massive angreb på pressefriheden, fængsling af redaktører, vilde anklager om statsfjendtlig virksomhed, trusler mod journalister og endda drab, hvilket vi har oplevet her så sent som i den forløbne uge – eller var det i weekenden? – hvor en redaktør blev myrdet.

Vi har oplevet, hvordan det tyrkiske regime mere eller mindre direkte har understøttet Islamisk Stat. Ironisk nok var det sådan, at nogle af redaktørerne blev fængslet, fordi de dokumenterede, hvordan tyrkisk militær havde sendt materiel til Islamisk Stat. Vi har selv oplevet, hvordan man har løsladt en dansk statsborger, som var mistænkt for at have begået et mordforsøg i Danmark, og som så forsvandt til Islamisk Stat. Vi har oplevet voldsomme terroraktioner. Langt de fleste og de mest voldsomme af de terroraktioner har været rettet mod venstrefløjen og mod kurderne, men vi har jo også senest set en terroraktion i Ankara imod tyrkiske soldater, hvor der også var civile ofre. Vi har set overgreb på flygtninge, der kom fra grænsen til Syrien, og vi har også set, hvordan Tyrkiets regering har gennemført trusler mod kurderne i Syrien og ovenikøbet bombarderet kurderne inde i Syrien, altså inde i et andet land.

Det er jo alt det, der gør, at vi står i den situation, at et så vigtigt og så væsentligt og på så mange måder fantastisk land som Tyrkiet nu står over for at risikere at ryge ud i en borgerkrig – noget, som vi har advaret mod i længere tid. Det er klart, at i og med at Tyrkiet er en allieret til Danmark i NATO, og i og med at vi har en række forbindelser – også privilegerede forbindelser til Tyrkiet – er det selvfølgelig helt afgørende, at vi også diskuterer en så alvorlig udvikling i et sådant land. Det er baggrunden for forespørgslen.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Så er det ministeren for en besvarelse.

Tak for lejligheden til her i salen at drøfte den seneste udvikling i Tyrkiet. Det er et emne, som vi nogle gange også har snakket om i udvalgene i den seneste tid, for Tyrkiet er en sag, som optager både spørgeren og mig selv ganske meget, og regeringen tillægger efterlevelsen af grundlæggende menneskerettigheder i Tyrkiet stor vægt. Spørgsmålet vedrørende retsstatsprincipper og fundamentale rettigheder rejses jævnligt i Danmarks dialog med Tyrkiet, hvor regeringen klart tilkendegiver danske bekymringer og understreger behovet for en udvikling i positiv retning, og det agter regeringen at blive ved med.

Det er samtidig regeringens opfattelse, at dialogen med Tyrkiet om generelle politiske forhold i Tyrkiet bedst varetages i fælles europæisk og internationalt regi. Her har EU en helt særlig rolle, både igennem EU's fælles udenrigspolitik og som følge af Tyrkiets status som EU-kandidatland, hvilket gør EU's udvidelsesproces til den naturlige ramme for en politisk dialog med henblik på Tyrkiets opfyldelse og efterlevelse af europæiske standarder.

I sin seneste landerapport om Tyrkiet, der kom som en del af udvidelsespakken den 10. november 2015, konstaterer Europa-Kommissionen, at udviklingen i Tyrkiet efter vigtige fremskridt de foregående år det seneste år har været præget af stilstand og i visse tilfælde tilbageskridt, herunder en forværring i forhold til forsamlings- og ytringsfriheden og mediernes vilkår, sammenbrud af fredsforhandlingerne med det kurdiske mindretals repræsentanter og en forværret sikkerhedssituation relateret hertil, politisk indblanding i politi og retsvæsen og et generelt nedsat reformtempo. Det udtalte Rådet en meget klar kritik af den 15. december som led i EU's konklusioner om EU's udvidelse – en kritik, som vi i forberedelsen til rådskonklusionerne fra dansk side klart bakkede op. Regeringen anser udvidelsesprocessen som den bedste ramme for en dialog med Tyrkiet på disse vigtige områder.

Kommissionen anbefalede i november en snarlig åbning af seks kapitler i forhandlingerne med Tyrkiet, og et af disse, nemlig kapitel 17 om den økonomiske og monetære politik, er efterfølgende blevet åbnet. Det er en tilgang, som regeringen støtter, idet vi fra dansk side særlig prioriterer åbningen af kapitel 23 om domstole og fundamentale rettigheder og kapitel 24 om retfærdighed, sikkerhed og frihed, det vil sige kapitler, der netop fokuserer på demokrati og fundamentale rettigheder. Med åbningen af disse kapitler, der p.t. blokeres af Cypern, kan vi med større vægt adressere den type udfordringer i Tyrkiet. Ikke mindst spørgsmålet om pressefrihed og mediernes frihed i Tyrkiet går til kernen af det større spørgsmål om Tyrkiets efterlevelse af basale europæiske standarder på centrale områder i relation til demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder, dvs. Københavnerkriterierne.

Som nævnt fremgår det af Europa-Kommissionens seneste landerapport, at der er sket tilbageskridt med hensyn til forsamlings- og ytringsfriheden, inklusive mediernes vilkår, i Tyrkiet, ikke mindst i forbindelse med parlamentsvalget den 7. juni og den 1. november 2015.

Forholdene omkring journalisters vilkår i Tyrkiet fik for nylig ekstra opmærksomhed, da chefredaktøren og en ledende journalist på den regeringskritiske avis Cumhuriyet i slutningen af november 2015 blev tilbageholdt på anklager om bl.a. spionage og propaganda til fordel for en terrororganisation, fordi avisen bragte en historie om angivelige tyrkiske våbenleverancer til grupper i Syrien. Tilbageholdelsen og anklagerens påstand om livstridsstraf er blevet kraftigt kritiseret af EU, Europarådet og andre. Det var derfor positivt, at Tyrkiets egen forfatningsdomstol den 25. februar kendte fængslingen ulovlig og i strid med de to journalisters ret til bl.a. ytringsfrihed og personlig sikkerhed, hvorefter de blev løsladt af myndighederne. Anklagerne mod de to journalister består dog indtil videre, og det er en sag, som naturligvis vil blive fulgt nøje fra Danmarks og EU's side. Hvad angår mediesituationen i Tyrkiet, vil jeg også nævne, at Danmark som en del af den danske naboskabsbistand støtter udviklingen af et uafhængigt, åbent og frit mediemiljø i Tyrkiet i regi af et regionalt medie- og demokratiseringsprogram. Formålet er at fremme demokrati og menneskerettigheder gennem en styrkelse af ytringsfriheden, herunder mediernes mulighed for at spille en aktiv, uvildig og professionel rolle i udbredelsen af nyhedsformidlinger og analyser.

Et andet eksempel på ytringsfrihedens til tider trange kår kom i januar i forbindelse med den såkaldte deklaration for fred underskrevet af 1.128 akademikere, hvori der opfordres til en afslutning på kamphandlingerne i det sydøstlige Tyrkiet og en tilbagevenden til fredsforhandlingerne mellem regeringen og det kurdiske mindretal.

Deklarationen anklager regeringen for at stå bag tilsigtet og planlagt nedslagtning og en massakre, og den har affødt hårde bemærkninger fra bl.a. den tyrkiske præsident, ligesom det tyrkiske politi og anklagemyndigheden har indledt en undersøgelse for at afdække, om deklarationen er et brud på den tyrkiske lovgivning. EU's høje repræsentant har udtalt dyb bekymring over de tyrkiske myndigheders foranstaltninger mod de medunderskrivende akademikere og klart påpeget, at ytringsfrihed er et centralt element i Københavnerkriterierne, som Tyrkiet forventes at leve op til.

Selve deklarationen fra de 1.128 akademikere og de tyrkiske myndigheders reaktion afspejler desværre også, at det kurdiske spørgsmål ikke bare er komplekst, men at det i høj grad deler vandene i Tyrkiet. Tyrkiet forbeholder sig ligesom andre lande ret til at foretage de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at bekæmpe terrorisme og voldelig ekstremisme i landet.

PKK har taget ansvaret for en lang række terrorangreb mod Tyrkiet og tyrkiske statsborgere og har i den sammenhæng benyttet sig af bl.a. selvmordsangreb og vejsidebomber samt som noget nyt indledt omfattende operationer i både byer og bydele. På den baggrund har de tyrkiske sikkerhedsmyndigheder udstedt periodevise udgangsforbud i visse byer, omringet bydele under PKK-militantes kontrol, hvor myndighederne nægtes adgang, og foretaget arrestationer af personer, der mistænkes for at være medlemmer af PKK. Det er centralt, at sikkerhedsmyndighederne i den proces bør udvise størst muligt hensyn til civile og agere med proportionalitet i sin bekæmpelse af terrorisme.

Siden december 2015 har de tyrkiske sikkerhedsstyrker gennemført operationer, særlig i byerne Silopi og Cizre i Sirnakprovinen og bydelen Sur i det centrale Diyarbakir. På disse steder har militante grupper, primært fra PKK's ungdomsgruppe YDG-H, forsøgt at overtage kontrollen med hele byer eller bydele, de har forvist alle tyrkiske myndighedspersoner, gravet jordvolde og skyttegrave og udråbt de således isolerede områder som autonome kurdiske kantoner. Den 29. januar i år meddelte premierministeren, at sikkerhedsoperationerne i Silopi er tilendebragt, og at området er – citat – renset for militante, og mange flygtede beboere er angiveligt nu begyndt at vende tilbage til byen.

Den 13. februar afsluttedes også sikkerhedsoperationerne i Cizre, og ifølge premierministeren havde de tyrkiske sikkerhedsstyrker nu tilbagevundet kontrollen over hovedparten af distriktet Sur i Diyarbakir. Regeringen fastholdt således, at operationerne ville fortsætte, så længe det er nødvendigt, for at udrydde PKK-militante i de sydøstlige områder, og ifølge tyrkisk presse er byen Idil i Sirnakprovinsen og en by i Mardinprovinsen de næste mål for sikkerhedsoperationer mod PKK.

Fra international side, ikke mindst fra EU's side, understreges behovet for, at alle parter deskalerer konflikten og genoptager fredsforhandlingerne snarest muligt, da det er den eneste farbare vej frem for at skabe en holdbar løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, og EU har klart påpeget, at Tyrkiet i sin kamp mod terrorisme fuldt ud skal respektere sine forpligtelser under international ret, herunder i relation til menneskerettigheder og humanitær ret.

Fra regeringens side har vi selv løbende og med EU klart opfordret til en hurtig tilbagevenden til fredsprocessen. Vi har i den forbindelse udtrykt vores bekymring over en negativ voldsspiral i konflikten imellem Tyrkiet og PKK og på den baggrund også opfordret til proportionalitet i Tyrkiets militære modsvar på PKK's terrorhandlinger. Regeringen er i kontakt om spørgsmålet, både på politisk niveau og på embedsmandsniveau, ud over med selve den tyrkiske regering.

Der er registreret ca. 2,6 millioner flygtninge fra Syrien i Tyrkiet og anslået yderligere 300.000 flygtninge og migranter fra andre lande. Det er selvsagt en kæmpestor udfordring og belastning, selv for et land af Tyrkiets størrelse. I januar 2016 vedtog Tyrkiet efter indgåelsen af EU-Tyrkiet-handlingsplanen i november 2015 en række tiltag, der dels sigter mod at mindske indrejseantallet af syriske flygtninge til Tyrkiet fra tredjelande i form af et visumkrav for syrere, der ikke kommer direkte fra Syrien, dels vil skabe bedre levevilkår for syrere, der opholder sig i Tyrkiet, gennem øget adgang til uddannelse og mulighed for arbejdstilladelse. Det er i den forbindelse grundlæggende at erindre om, at EU og Tyrkiet må og skal arbejde sammen om at begrænse migrationsstrømmen mod Europa, og at det skal ske i overensstemmelse med den fælles handlingsplan, som vi tiltrådte på EU-Tyrkiet-topmødet den 29. november sidste år.

I EU's samarbejde med Tyrkiet på migrationsområdet står respekten om de grundlæggende menneskerettigheder som noget helt centralt. Det skal vi sikre at de bliver ved med.

Tak til ministeren – også for redegørelsen for situationen i Diyarbakır. Nu går vi over til forhandlingerne, og ordføreren for forespørgerne får det første ord, og det er hr. Søren Søndergaard.

Tak. For det første vil jeg godt takke ministeren for hans besvarelse. Jeg synes, at den på lange stræk var meget i overensstemmelse med den virkelighed, som vi ser i Enhedslisten. Man kan selvfølgelig godt komme med den ene og anden vurdering, men det vil jeg sådan set undlade, for jeg synes, det var positivt, at ministeren sagde tingene så klart. Men der er nok stadig væk en diskussion om, om hønen eller ægget kom først, og der er en diskussion om, hvordan vi kommer videre.

Jeg deltog i den store newroz, altså nytårsfestlighed, i marts 2015 i Diyarbakır eller Amed på kurdisk. Der var ca. 1 million mennesker. Jeg talte dem ikke, det kan godt være, der kun var 999.999, men der var ca. 1 million mennesker. Og der var en feststemning. Da der på et tidspunkt bliver oplæst en tale af Abdullah Öcalan, som jo sidder fængslet, på kurdisk og på tyrkisk, var der fuldstændig tavshed. Og hvad var det så for en tale? Det var en tale, der handlede om fortsat forhandling. Det var en tale, der handlede om at fortsætte fredsprocessen, det var en tale om, at nu var der en mulighed for at komme videre. Det var også stemningen, en stemning af glæde. I modsætning til andre gange, hvor jeg har været der i lignende situationer, hvor det er endt med tåregas og ballade osv., endte det her med fest og farver. Det var i marts 2015.

Men hvorfor blev det ikke ved på den måde? Faktisk var det sådan, at samtidig gik den tyrkiske regering ud og sagde, at man nu var blevet enige om at igangsætte nogle forhandlinger med den kurdiske modpart PKK, man ønskede at etablere et eller andet forum, hvor de forhandlinger kunne foregå. Men så gik præsident Erdogan ud og meddelte, at det havde han aldrig hørt noget om; det var ikke noget, han kendte noget til. Han fik så at vide, at han havde siddet på alle de møder, hvor det var blevet vedtaget, men alligevel sagde han: Det kender jeg ikke noget til, jeg skal ikke være med i nogen forhandlinger. Fra det tidspunkt blev konflikten optrappet.

Den første alvorlige optrapning kom jo i Suruc, hvor 35 unge socialister blev sprængt i luften, efter en selvmordsbomber havde passeret den ene sikkerhedsvagt fra det tyrkiske politi efter den anden. Jeg har selv været det sted, hvor bomben sprang, jeg ved, hvor meget vi blev visiteret, men en selvmordsbomber kunne gå ind og sætte sig og sprænge 35 mennesker i luften. Det er rigtigt, at det blev besvaret af nogle grupper med tilknytning til PKK med at likvidere to politibetjente, som de beskyldte for at have været ansvarlig for, at selvmordsbomberen kom igennem. Det er absolut ikke acceptabelt, men det er jo bare vigtigt at forstå, at der er en sammenhæng i de her ting.

Helt systematisk har Erdogan siden da forsøgt at få en konfrontation. Mange fortolker det som et ønske om at få en konfrontation op til valget i juni for dermed at få nationalisterne over på sin side. Det lykkedes ikke, og så fortsatte konfrontationerne op til valget i november. Jeg var selv valgobservatør ved valget i november og var med til at formulere den resolution, som OSCE's valgmission lavede, en valgmission, som jo bare måtte konstatere, at det godt kunne være, at valget var fair i den forstand, at stemmerne var talt rigtigt op, men hele valgkampen havde ikke været det, fordi der ikke havde været demokrati i valgkampen. Der havde været mødeforbud i de kurdiske områder, redaktører var blevet anholdt, aviser var blevet lukket. Dagen efter eller to dage efter kom de samme aviser, der havde været oppositionsaviser, nu med forsider, hvor de hyldede præsident Erdogan og så fremdeles.

Der har været et fuldstændig klart mønster i det her, og det mønster er et mønster, der påhviler den tyrkiske regering. Det er derfor, jeg mener, det er nødvendigt, ikke bare at beskrive situationen, men også at sige nogle ting klart til den tyrkiske regering. F.eks. må vi klart sige, at de skal overholde menneskerettighederne, de skal leve op til dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som jo har afsagt en række kendelser, det skal de gøre, og hvis ikke de gør det, må det få nogle konsekvenser. Det giver ikke nogen mening at sige: Man kan gøre hvad som helst, man kan overtræde hvad som helst, man kan sidde domme overhørig, for det har i øvrigt ikke nogen konsekvenser.

Og så er jeg så fuldstændig enig med ministeren i, at så skal vi sige til alle kræfter i Tyrkiet uden undtagelse, at der kun er én løsning, og det er at finde en fredelig løsning, og derfor skal alle kræfter på det kraftigste opfordres til at gå tilbage på fredssporet. Tak.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Yildiz Akdogan.

Tak for det. Tyrkiet er en vigtig alliancepartner for Vesten, ligesom Tyrkiet er officielt kandidatland til EU, og i de her noget svære tider med flygtningestrømme til Europa har Tyrkiet vist sig at være en ret vigtig aktør i forhold til forslag til løsning af flygtningestrømmene til Europa.

Men når det er sagt, har Tyrkiet også døjet med mange uheldige, til tider meget problematiske, udviklinger, som Europa-Kommissionens årlige rapport også har påpeget. Ifølge rapporten »Tyrkiet 2015« går den politiske udvikling i landet den helt forkerte vej. Reformtempoet er bremset. En række tiltag fra AKP-regeringens side har sat spørgsmålstegn ved relevante områder som retssikkerhed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Domstolenes uafhængighed og princippet om magtens deling er blevet undermineret, og dommere og anklagere har været under stærkt politisk pres, skriver Europa-Kommissionen bl.a. og slår fast, at der er behov for en betydelig indsats for at genoprette og sikre retsvæsenets uafhængighed.

Mange tyrkiske journalister, også udenlandske journalister, er blevet fængslet, og antallet har desværre været stigende inden for det sidste års tid, især blandt de kritiske journalister. Vi hørte lige om episoden med de to journalister fra Cumhuriyet, der blev anklaget for at udgøre en trussel mod staten, og selv om de er løsladt, er der stadig væk en række andre journalister, der sidder i fængsel.

Så sent som i dag har vi kunnet læse, at der er rejst anklager mod 1.845 borgere – det er bl.a. journalister, studerende, satiretegnere, unge mennesker – fordi de har fornærmet præsidenten. Så der er noget at komme efter i forhold til retsprincipper, i forhold til menneskerettigheder, i forhold til ytringsfrihed, i forhold til pressefrihed.

Men parallelt med det her har landet også været truet af terror. Flere af bombeangrebene har været rettet mod civile mål og har kostet flere hundrede uskyldige mennesker livet. Seneste i Ankara, landets hovedstad og nok den mest overvågede by i Tyrkiet, tæt på regeringsbygningerne og Tyrkiets militære hovedkvarter blev der udløst en bilbombe med fatale konsekvenser, hvor 28 mennesker døde og mange uskyldige civile blev såret.

Tidligere på året har der også været angreb i storbyen Istanbul, hvor 10 mistede livet og 15 blev såret. Dette angreb blev kædet sammen med bl.a. IS, mens angrebet for nylig i Ankara blev kædet sammen med TAK, en kurdisk oprørsgruppe, som også har været koblet sammen med et andet terrorangreb i Istanbul på Sabiha Gokcen-lufthavnen.

Når jeg nævner alt det her, er det også for at understrege, at det er et stort kaos, der hærger i landet, og det ansvar, der egentlig påhviler Erdogan og AKP-regeringen, er jo at finde holdbare løsninger i forhold til både den tyrkiske befolkning, minoriteterne, herunder den kurdiske befolkning, og også religiøse minoriteter.

Det er også vigtigt for Socialdemokraterne at understrege, at terror aldrig kan være et middel til at opnå fred og rettigheder. Derfor er det også mit håb, at den nuværende regering, hvor AKP jo har flertallet, prøver at finde demokratiske løsninger og prøver at finde holdbare og vedvarende løsninger, som både kan skabe stabilitet, tryghed og sikkerhed og også få skabt en balance i forhold til den meget pressede ytringsfrihed og pressefrihed, der desværre hærger i landet.

Det er vigtigt, at man overholder menneskerettighederne, både af hensyn til optagelseskriterierne, men især af hensyn til befolkningen – de 80 millioner mennesker, der udgør den meget mangfoldige befolkningsgruppe, der bor i Tyrkiet.

Så til slut i min tale vil jeg på vegne af et enigt Folketing læse et forslag til vedtagelse op. Det er et forslag til vedtagelse støttet af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Konservative.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at udviklingen i Tyrkiet på retsstatsområdet og med hensyn til grundlæggende rettigheder giver anledning til alvorlig bekymring. Tyrkiet bør straks adressere de store mangler desangående, der er identificeret i Europa-Kommissionens landerapport, og efterleve dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Folketinget fordømmer terroranslagene i Tyrkiet og understreger vigtigheden af, at terroristvolden øjeblikkeligt standses, og at de tyrkiske myndigheders sikkerhedsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe denne udøves med proportionalitet og under størst mulige hensyn til civile.

For så vidt angår det kurdiske spørgsmål, opfordrer Folketinget indtrængende parterne til at genoptage fredsforhandlingerne for at finde en holdbar politisk løsning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 28).

Tak. Den næste i ordførerrækken er hr. Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti ser helt grundlæggende med skepsis på Tyrkiet og dets præsident Recep Erdogan; det være sig vedrørende Tyrkiets egne forhold – dvs. frihedsrettigheder for egne borgere – men så sandelig også i forhold til Tyrkiets respekt for udenlandske statsborgere og den vestlige verdens demokratiske traditioner i det hele taget. Et eksempel så vi i december, hvor tyrkiske myndigheder overfaldt den danske journalist Najib Khaja, og i denne uge hører vi så, at tyrkiske domstole skal i gang med 1.845 sager, hvor tyrkere anklages for at have fornærmet præsident Recep Erdogan. De anklagede skal efter sigende være bl.a. journalister, satiretegnere og også skolebørn; jamen det er jo en bananrepublik værdigt.

Dansk Folkepartis skepsis gør sig også gældende vedrørende Tyrkiets tilsyneladende opfattelse af Europa som et slags tag selv-bord, som forventes at bistå Tyrkiet økonomisk til både udvikling, men også i forhold til den aktuelle migrantkrise. Dansk Folkeparti kan med beklagelse konstatere, at EU i et forgæves forsøg på at bestikke Tyrkiet til at agere stopventil for migranttilstrømningen til Europa stiller landet økonomiske gevinster i udsigt. Hidtil har Tyrkiets vilje og evne til at begrænse migrantstrømmen til Europa forekommet behersket for ikke at sige fraværende, og Dansk Folkeparti finder det naivt, hvis nogen forventer, at Tyrkiet medvirker til en løsning på migrantstrømmene.

I slutningen af 1990'erne udtalte Erdogan følgende: Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores skjolde og moskeerne vores kaserner, de troende vores soldater. Denne hellige hær beskytter min religion.

Med dette citat in mente kan man spørge sig selv, hvor sandsynligt det mon er, at Erdogan føler sig særlig forpligtet til reelt at hjælpe Europa, uanset hvor mange indrømmelser han gives.

Tidligere i dag blev der talt en del om vikinger på kryds og tværs, og jeg synes, jeg vil slutte af med igen at bringe vore forfædre ind, for det er jo nok sådan, at vore forfædre, vikingerne, ville rotere i deres grave, hvis de kunne se, hvordan vi i dag fuldstændig impotent betaler en islamist for at beskytte vores grænse. Dansk Folkeparti støtter det fremsatte forslag til vedtagelse.

Tak til hr. Claus Kvist Hansen. Den næste ordfører er ordføreren for Venstre, hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Tyrkiet er selvsagt et vigtigt land for EU, og som medlem af NATO er der ekstra god grund til at holde øje med Tyrkiet og landets politiske udvikling. Som medlem af NATO og som kandidatland til EU er der nogle helt andre forpligtelser, for så vidt angår menneskerettigheder og almindelige retsstatsprincipper. Forventningerne og kravene til Tyrkiet må og skal være højere. Derfor er den seneste udvikling i Tyrkiet yderst problematisk. Listen over krænkelser af menneskerettighederne er alenlang.

For blot at begynde et sted er pressefriheden i den grad under pres. Kritiske journalister fængsles i stor stil, og den deraf følgende selvcensur bliver selvsagt mere og mere omfattende. Fredsprocessen mellem den tyrkiske hær og kurderne er ligeledes desværre gået helt i stå, og forhandlingsbordet er blevet erstattet med blodige terrorangreb og voldsomme aktioner fra den tyrkiske hærs side. Tyrkiets tvivlsomme rolle i konflikten i Syrien har ligeledes forværret kurdernes situation på begge sider af grænsen. Listen over tilbageskridt i Tyrkiet er lang, og fra dansk side kan vi naturligvis ikke bare se til, alt imens det går den forkerte vej med demokratiet i Tyrkiet.

Venstre er af den opfattelse, at den bedste måde at adressere problemerne i Tyrkiet på er igennem EU. Vores stemme er langt stærkere, når den bliver bragt frem sammen med de øvrige EU-lande. På den måde får kritikken langt større vægt, end hvis vi blot sendte en protest af sted til Ankara. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at Tyrkiet, hvordan man end vender og drejer det, er et vigtigt land for EU. Den tyrkiske økonomi er blomstret gevaldigt op igennem de seneste to årtier, og samtidig spiller Tyrkiet en uhyre vigtig rolle rent sikkerhedspolitisk, en rolle, som bestemt ikke er blevet mindre i forbindelse med borgerkrigen i Syrien og den politiske ustabilitet i Irak.

Meget håndgribeligt spiller Tyrkiet ligeledes en nøglerolle i forbindelse med asylkrisen. Som naboland til Syrien har Tyrkiet et ansvar for de mange hundredtusinder, der er kommet ind over grænsen i forbindelse med den syriske borgerkrig. Og dog er det helt afgørende, at vi, desuagtet Tyrkiets rolle i forbindelse med asylkrisen, holder Tyrkiet op på sine internationale forpligtelser i forhold til demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Tyrkiet er ligesom alle andre medlemmer af Europarådet forpligtet til at overholde menneskerettighederne og efterleve afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det gør Tyrkiet bare ikke altid. Tværtimod er Tyrkiet det land, der er dømt suverænt flest gange ved domstolen, og der er langt ned til nr. 2 på listen, Rusland. Alene i 2015 blev Tyrkiet dømt 79 gange.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at spørgsmål om demokrati og frihedsrettigheder i Tyrkiet er et meget vigtigt emne, og derfor bør det stå højt på dagsordenen både i EU og Europarådet, hvor den danske delegation fra Folketinget har mulighed for at rejse spørgsmål og holde Tyrkiet op på sine forpligtelser.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Den næste ordfører er fru Christina Egelund, ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Udviklingen i Tyrkiet er dybt bekymrende. Landet har været ramt af en række modbydelige terrorangreb, som har ført til store tab af menneskeliv. I oktober sidste år blev Ankara f.eks. ramt af to selvmordsbomber, og det kostede mere end hundrede mennesker livet. Det er dog ikke alene terrorrisikoen, der forværrer sikkerhedssituationen i landet. Der udkæmpes hårde kampe mellem tyrkisk militær og militante kurdere især i byer i det sydøstlige Tyrkiet. Flere tusinde soldater og tungt artilleri og kampvogne er sat ind for at fjerne såkaldte modstandslommer i hovedsagelig kurdiske områder, og civile bliver fanget i krydsilden. Ifølge Amnesty International har op mod 150 civile kurdere mistet livet som uskyldige ofre i kampen mellem den bevæbnede kurdiske bevægelse PKK og de tyrkiske sikkerhedsstyrker. Op mod 200.000 civile kurdere er på intern flugt på et tidspunkt, hvor Tyrkiet har modtaget over 2 millioner flygtninge fra Syrien.

Endelig ser vi en kedelig udvikling i det tyrkiske demokrati. Der opleves f.eks. alvorlige brud på ytrings- og pressefriheden. Freedom har jo så derfor i lyset af chikane og arrestationer af kritiske journalister og akademikere nedgraderet landets placering på både sin prioriterede liste over landes pressefrihed, hvor Tyrkiet nu findes i kategorien ikke fri, og på deres overordnede indeks, hvor Tyrkiet er faldet til statussen delvist fri. Billedet er broget og nedslående. Det gør det relevant at understrege forskellige politiske pointer.

For det første må terrorangreb mod Tyrkiet fordømmes, og det må konstateres, at Tyrkiet inden for retsstatens normale rammer har en hel legal ret til at nedkæmpe personer og bevægelser, der truer landets borgere og institutioner.

For det andet må vi holde fast i, at kurdere er alt fra terrorister til helt almindelige fredelige mennesker. Derfor må Tyrkiets kamp mod væbnede styrker og grupperinger ske med den fornødne proportionalitet og med en langt større respekt for de civile, der er fanget i de konfliktområder, end det, vi oplever i dag. Samtidig må Tyrkiets myndigheder arbejde for en normalisering af forholdene og derfor aktivt søge at genoptage fredsforhandlingerne. Det samme krav gælder naturligvis for de kurdiske beslutningstagere.

For det tredje må Tyrkiet holdes fast på dets demokratiske forpligtelser. Europa-Kommissionen har påpeget en række forhold, der må adresseres absolut snarest muligt. Et skred i opretholdelsen af menneskers grundlæggende rettigheder er naturligvis helt uacceptabelt.

For det fjerde står vi selvfølgelig fortsat klar til at bidrage til håndteringen af den svære situation, som tilstrømningen af flygtninge fra Syrien og andre konfliktområder sætter Tyrkiet i. Vi anerkender, at problemet har et omfang og medfører byrder, der er langt ud over, hvad et enkelt land kan klare alene.

Liberal Alliance bakker med disse ord op om det fremsatte forslag til vedtagelse. Tak.

Vi siger også tak til fru Christina Egelund. Den næste ordfører er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

I Alternativet er vi selvfølgelig også meget bekymrede over den forværrede situation i Tyrkiet. Særlig bekymrer det os, at EU, netop nu hvor situationen forværres så markant, anbefaler en opgradering af samarbejdet med Tyrkiet om håndteringen af flygtninge og immigranter og ikke på en ordentlig måde får sat krav om forbedringer af netop alle de problemer, der er, ind i aftalen. Det er afgørende, at vi ikke ser igennem fingre med brud på menneskerettighederne.

Der hersker ingen tvivl om, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Tyrkiet er blevet forværret igennem de seneste år. For nylig har Europa-Kommissionen fremført en skarp kritik af den seneste udvikling i landet. Her understreger man behovet for at genopbygge retsvæsenets uafhængighed og for at forbedre betingelserne for forsamlings- og ytringsfriheden. Den negative udvikling går særlig ud over politiske, etniske og religiøse mindretal i landet. Vi deler Kommissionens bekymring.

Sikkerhedssituationen er også blevet stærk forværret, og der er akut brug for, at fredsprocessen mellem Tyrkiet og det kurdiske mindretal genoptages, og her skal Tyrkiet gå forrest og tage initiativet. Jeg er også stærk bekymret over Tyrkiets fremfærd over for journalister. Alene inden for kort tid har vi set bare to danske journalister, der har oplevet at være blevet afvist og endda særdeles hårdt behandlet. Det anslås, at op imod 30 journalister sidder i tyrkiske fængsler, og Tyrkiet befinder sig i bunden af Journalister uden Grænsers pressefrihedsindeks. Landet strammer fortsat sin linje over for pressen, og det er både i forhold til den nationale og internationale. Pressefriheden i Tyrkiet er altså under et massivt pres.

Jeg mener, det er dybt problematisk, at Tyrkiet blokerer for adgang for medierne i en tid, hvor flere millioner flygtninge opholder sig i Tyrkiet; en tid, hvor pressens bedste adgang til Nordsyrien er gennem Tyrkiet; på et tidspunkt, hvor Tyrkiet er aktivt involveret i kampen mod Daesh; på et tidspunkt, hvor Tyrkiet sætter ind over for kurdiske mål i stedet for kun at gå efter netop Daesh. Det er afgørende at sikre, at pressen har fri adgang til at dokumentere vigtige begivenheder, og det er en afgørende betingelse for en oplyst debat og for, at vi kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Fra dansk og europæisk side er det afgørende, at vi lægger pres på Tyrkiet og kræver fri adgang for pressen. Netop fordi vi har valgt at samarbejde med Tyrkiet, har vi et særligt ansvar, naturligvis over for de pågældende journalister, men også for at sikre, at udviklingen i Tyrkiet formidles videre til den bredere befolkning.

Oven i lurer en anden menneskerettighedskrise. De op mod 2,5 millioner flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet, primært fra Syrien, udsættes ifølge Amnesty International for uretmæssige fængslinger og deporteringer. Faktisk har Amnesty dokumenteret, at de centre, hvor man på ulovlig vis tilbageholder flygtninge og migranter, i mange tilfælde er finansieret af EU-midler.

Tyrkiet burde med massiv støtte og opbakning udefra sikre flygtninge basale fornødenheder, men generelt er mangel på adgang til bolig, uddannelse og sundhed faktisk med til at presse flygtninge til at søge mod Europa. Det er en tur, der nemt kan koste menneskeliv. Og som jeg også fremhævede i går i debatten om EU-Tyrkiet-aftalen, så frygter jeg, at EU-aftalen med Tyrkiet om håndtering af netop flygtningesituationen kun vil betyde, at flere flygtninge og migranter tager ud på den farlige rejse over Middelhavet.

Vi må og kan ikke udlicitere vores håndtering af flygtningekrisen til Tyrkiet, og slet ikke, når landet så åbenlyst gør livet svært for bl.a. flygtninge, bl.a. ved at lukke grænser til Syrien og gennemføre umenneskelige kontroloperationer på Middelhavet. Vores samarbejde med Tyrkiet bør handle om, hvordan vi styrker menneskerettigheder og udvikling af samfundet, ikke blot begrænse adgangen for immigranter. Tak.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Så er det hr. Emrah Tuncer fra Radikale Venstre.

Tak for det. Der er sket meget i Tyrkiet det sidste års tid. Civile i titusindvis er fanget mellem fronterne i en krig, der udkæmpes mellem tyrkisk militær og militante kurdere i det sydøstlige Tyrkiet. Den tyrkiske hær har indledt en storstilet offensiv for at fordrive militante fra det forbudte kurdiske parti PKK. Flere tusinde soldater og kampvogne er sat ind for at fjerne modstandslommer i hovedsagelig kurdiske områder. Nogle steder har der været udgangsforbud døgnet rundt, og på grund af udgangsforbuddet har byens butikker faktisk været lukket i op til flere uger. Mange havde set frem til en genoptagelse af de sammenbrudte fredsforhandlinger efter valget i november, men i stedet er kampene blevet værre. Flere hundrede meldes dræbt i de seneste par måneder. Regeringen beskylder de militante kurdere for at bruge civile i de ramte landsbyer som levende skjolde mod regeringsstyrker ved at kæmpe fra private hjem og forhindre civile i at flygte.

Den 10. november 2015 offentliggjorde Europa-Kommissionen den årlige rapport om udviklingen i Tyrkiet. Rapporten, som er en del af Kommissionens udvidelsespakke fra 2015 gør status over landets formelle optagelsesforhandlinger som EU-kandidatland. Kommissionen gennemgår særlig udviklingen siden de seneste parlamentsvalg den 7. juni og den 1. november sidste år. Der er skepsis i en række EU-medlemslande i forhold til et fremtidigt tyrkisk EU-medlemskab. Til trods for at EU netop har intensiveret sit samarbejde med Tyrkiet om flygtninge og migranter, lægger Kommissionen ikke fingre imellem og peger i rapporten på, at udviklingen i landet på en række områder er gået i den forkerte retning. Der er behov for en større indsats for at genoprette retsvæsenets uafhængighed og for at få en reel tredeling af magten. Landet kritiseres for ikke at overholde grundlæggende retsstatsprincipper. Samtidig er der mangler i retssystemet i forhold til respekten for grundlæggende rettigheder, ikke mindst hvad angår forsamlings- og ytringsfriheden. Ifølge Kommissionen er der særlig i de sidste 2 år sket en tilbagegang i Tyrkiet.

På positivsiden kan det dog nævnes, at der ved de sidste parlamentsvalg var en rekordhøj valgdeltagelse på henholdsvis 84 og 85 pct. Det betegner Kommissionen trods alt umiddelbart som et sundhedstegn for det tyrkiske demokrati.

Så selv om der er et aktivt civilsamfund i Tyrkiet, som har engageret sig i debatten og andre offentlige aktiviteter, er der stadig tegn på begrænsning af landets grundlæggende forsamlings- og ytringsfrihedsrettigheder. Dette betegner Kommissionen som en alvorlig udvikling. Efter en årrække med en positiv udvikling på området for ytringsfrihed er der over de seneste år sket en alvorlig tilbagegang.

Der er også sket en mærkbar forringelse af sikkerhedssituationen i Tyrkiet. Det tyrkiske parlamentsvalg fandt sted i kølvandet på et antal voldelige episode og konflikter mellem den tyrkiske regering og PKK, der fortsat er på EU's terrorliste. Kommissionen opfordrer derfor den tyrkiske regering til at genoptage fredsforhandlingerne med det kurdiske mindretal. Kommissionen understreger i rapporten trods alt også en række positive elementer i landets udvikling i relationerne til EU. Det gælder især forhandlingerne om en fælles migrationshandlingsplan, som forhandles nu. Dette spørgsmål ventes at blive kædet sammen med en styrket toldunion og liberaliseringer på visumområdet.

Forbedring af pressefriheden i Tyrkiet, som jeg var inde på, er vigtig. Det handler om ramme- og arbejdsvilkår for ikke bare danske og udenlandske journalister, men for alle journalister i Tyrkiet, og det går til kernen af spørgsmålet om tyrkisk efterlevelse af basale europæiske standarder på et helt centralt område i relation til demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder – de Københavnerkriterier, vi var inde på. Så med de ord kan Radikale Venstre tilslutte sig dette forslag til vedtagelse. Tak.

Tak til Det Radikale Venstres ordfører. Ønsker ministeren ordet? Det gør ministeren ikke.

Så har hr. Søren Søndergaard ønsket ordet sikkert til en afsluttende bemærkning. Jeg skal meddele, at jeg hverken har nævnt SF eller De Konservative, da jeg ikke ser, de er til stede i salen. Værsgo til hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil godt sige tak for debatten, ja, debat er måske et stærkt ord, men så for meningsfremlæggelserne, som jo i hvert fald på lange stræk har været meget identiske, og det synes jeg sådan set er positivt og et godt udgangspunkt for, at vi måske så ved en anden lejlighed kan diskutere, hvad vi yderligere kan gøre for at følge op på de meget entydige meldinger, der er kommet.

Jeg vil knytte nogle enkelte bemærkninger til nogle af de ting, der har været oppe, og jeg vil sådan set tage udgangspunkt i den terroraktion i Ankara, som Christina Egelund fra Liberal Alliance nævnte, og som jo ganske rigtigt er den største terroraktion, der overhovedet har været, og hvor problemet måske ikke så meget er tyrkisk politi og spørgsmålet om proportionalitet, men mere, hvad tyrkisk politi gør for at forhindre den slags terroraktioner. Altså, det, der var tale om, var jo, at den tyrkiske fagbevægelse havde besluttet, at de ville lave en demonstration for fred, og den fik opbakning fra det kurdiske HDP-parti og fra venstrefløjen, og man samledes så til en fredelig demonstration for fred. Og så forsvandt alle politibetjentene, og derefter røg bomberne i luften, og over 100 mennesker blev sprængt i småstykker. Så kampen mod terror har mange facetter, og jeg synes, det her er vigtigt at understrege, at en af de kampe mod terror, der skal føres, jo altså også er at forhindre, at terror finder sted, f.eks. i forhold til fredelige demonstranter eller fredelige folk, der samles på en plads i Ankara for at markere deres ønske om fred.

Et emne, som vi måske ikke har været så meget inde på, er spørgsmålet om det udenrigspolitiske, og her synes jeg det er vigtigt at holde fast i, at det, vi ser fra Tyrkiets side i forhold til Syrien, er et ensidigt angreb ind i et andet land. Det er jo ikke sådan, at de kurdiske styrker i Syrien, YPG og YPJ eller den frie syriske formation, de indgår i, ligger og skyder ind i Tyrkiet. Det er der jo ikke tale om, og det gør de overhovedet ikke. Der er tale om, at Tyrkiet fuldstændig ensidigt fra tyrkisk territorium sender granater ind og skyder efter frihedskæmpere, der kæmper for deres områder, og som kæmper mod Assad og Islamisk Stat, og det er jo i virkeligheden en grov krænkelse, som også er en krænkelse, som har bragt dem på kant med USA ved utallige lejligheder, og det kan man jo godt forstå.

Derudover vil jeg sige, at det jo er vigtigt, at vi her giver en klar melding, og det er der også andre der gør. Dansk PEN holder jo en demonstration foran den tyrkiske ambassade i morgen kl. 15.30 for at markere lige præcis modstanden mod overgrebene på journalisterne, som jo nåede et nyt højdepunkt her forleden dag, hvor en tyrkisk-kurdisk redaktør, Rohat Aktas, blev myrdet. Det er jo vigtigt, at det også bliver markeret af det danske civilsamfund, og det hilser vi i hvert fald velkommen.

Jeg synes, det er godt, at vi med det her fælles forslag til vedtagelse har kunnet sende et klart signal, et signal om, at der må gang i fredsforhandlingerne, og at alle må sætte sig til det bord, et signal om, at Tyrkiet skal leve op til menneskerettighederne, og at de skal efterleve dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De har selv meldt sig ind i Europarådet, og når de selv har ønsket at være med i foreningen, må de selvfølgelig også leve op til de domme, der kommer derfra.

Så skal jeg afslutningsvis hilse og sige på vegne af SF, som desværre var forhindret i at være til stede her lige til sidst, at de også ønsker at støtte forslaget til vedtagelse. Tak.

Tak til hr. Søren Søndergaard.

Der er ikke andre, der ønsker ordet, og da det ikke er tilfældet, er forhandlingerne sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 15. marts 2016.