Det er rart at komme på lige efter Enhedslistens hr. Henning Hyllested, også for at få præciseret nogle ting i den her debat. Fra socialdemokratisk side er vi som sagt rigtig glade for det initiativ, som Enhedslisten har taget, til at få diskuteret taxatjenesten Uber, for der er ikke nogen tvivl om, at der er en hel masse usikkerheder derude, og der er en hel masse, der kører almindelig taxa, som føler, at der foregår en unfair konkurrence, og som går og venter på, at de her domme falder, så der kan komme klarhed over feltet. Så vi er glade for at få debatten. Vi er også glade for de redegørelser, der er kommet fra de to indkaldte ministre. Det har været rigtig udmærket at få de præciseringer.
Da Socialdemokratiet havde regeringsmagten og vi havde hr. Magnus Heunicke som transportminister, startede Uber op i København. Det var også der, at initiativet blev taget af Trafikstyrelsen til at anmelde Uber til politiet for at få afgjort det her med, om det er på den ene side af loven eller det er på den anden side af loven. Så vi har altså fra socialdemokratisk side på det her område været aktive lige fra dag et.
For os at se er der en hel masse usikkerhedsmomenter i forhold til den måde, som Uber kører på i øjeblikket. Der er en hel masse, der skal afklares. Vi synes, det er dybt problematisk, at der tilsyneladende ikke bliver betalt skat af de kørsler, der er. Vi synes, det er dybt problematisk, at der ikke er den sikkerhed, som gør sig gældende, når man er omfattet af taxalovgivningen. Det er ikke chauffører med erhvervskørekort, der er ikke de samme forsikringer, der er ikke de samme miljøkrav til de biler, der kører, og andet. Så vi har en stor skepsis over for hele det koncept, der er ved Uber.
Vi har også konstateret, at man rundtomkring i andre europæiske lande og sågar også i lande uden for Europa sådan set har sagt fra over for Uber. Der er netop kommet et nyhedsbrev fra fagforbundet 3F med en oversigt, hvoraf vi kan se, at der er hele 71 lande, som opfatter Uber som værende på kanten af deres lovgivning, og der er faktisk tale om, at der er 41 lande, som har indført et direkte kørselsforbud – sågar Sydkorea har grebet ind over for Uber. Så det er også vigtigt, at vi i Danmark får klarhed på det her område. Så der er et meget stort behov for at få klarhed over det her område, og derfor vil vi også gerne være med til at bruge den her debat til at få sikret nogle klare linjer på området.
Vi lægger an til, at der bliver lavet en taskforce, som skal sikre, at dem, der kører taxakørsel – det være sig også dem, der kører for Uber, for selv om de siger, at det ikke er taxa, så opfatter vi det som sådan – selvfølgelig skal overholde den lovgivning, der er gældende på taxaområdet. Det skal den her Ubertaskforce sikre, sådan at vi får styr på tingene. Vi lægger i vores vedtagelsestekst også op til, at der skal tages meget klart og tydeligt afstand fra social dumping.
Når vi så ikke er medforslagsstillere til det forslag til vedtagelse, som bl.a. Enhedslisten har formuleret, hænger det sammen med, at vi synes, man går for langt i formuleringen, og at man nærmer sig det, som vi vil mene er at agere dømmende magt. Vi respekterer altså fra socialdemokratisk side magtens tredeling, og der skal vi huske på, at vi er den lovgivende magt, som med et flertal kan pålægge regeringen, som er den udøvende magt, noget, men når det handler om at være dømmende magt, har vi overladt det til domstolene. Derfor er vi ikke med på en helt så kradsbørstig formulering, som den Enhedslisten og andre er med på. Vi formulerer vores eget forslag, men vi synes stadig væk, at det politiske sigte er det samme. Derfor håber vi også i sidste ende, at i hvert fald Enhedslisten og SF vil stemme for vores forslag, hvis det er sådan, at deres eget falder.
Vi har også valgt, da vi ved, at den nye Venstreregering barsler med en ny taxalovgivning, at sige, at det giver god mening, når vi har den her debat, at sætte nogle ord på, hvad sådan en lovgivning kunne indeholde. Der har vi altså lagt vægt på, at vi skal have en klogere udnyttelse af ressourcerne, inddragelse af ny teknologi og bekæmpelse af trængsel samt tage miljøhensyn og andet. Så det er altså også vigtigt for os at få sat nogle streger der.
Vi har lavet en vedtagelsestekst, som i første omgang har opbakning fra Alternativet. Det vil sige, at det er en vedtagelsestekst fremsat af Socialdemokratiet og Alternativet, og den vil jeg læse op nu:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget konstaterer, at Trafikstyrelsen den 19. november 2014 politianmeldte firmaet Uber for overtrædelse af taxiloven, at Københavns Politi den 17. marts 2015 rejste sigtelse mod Uber for overtrædelse af taxiloven, og at flere sigtede Uberchauffører skal for retten i foråret 2016. Folketinget tager afstand fra al social dumping – også i taxibranchen. Folketinget imødeser derfor den nødvendige afklaring, en domstolsafgørelse giver, og forventer, at regeringen sikrer en effektiv håndhævelse af den danske taxilov og betaling af skat bl.a. ved nedsættelse af en taskforce. Folketinget er generelt meget positivt indstillet over for nye tekonologier, der sikrer større brugervenlighed, miljøforbedringer m.m.
Folketinget ønsker, at juridiske gråzoner, der opstår som følge af ny teknologi, identificeres og håndteres. Eventuelt må ny lovgivning gennemføres, så samme betingelser gælder for nye aktører som for etablerede. Ved ændringer af taxiloven ønsker Folketinget bedre service til forbrugerne, klogere udnyttelse af ressourcerne, inddragelse af ny teknologi og bekæmpelse af trængsel.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 42).