Forsvarsudvalget 2015-16
B 26
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 13. november 2015
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til
udenrigsministeren af 11. november 2015.
FOU B 26 – spørgsmål 16 stillet af René
Gade (ALT)
FOU B 26 – spørgsmål 16:
”Vil regeringen prioritere flere midler til det humanitære arbejde i området?”
Svar:
Regeringen har besluttet, at Mali i 2016 fortsat skal være prioritetsland inden for den
humanitære ramme. Størrelsen af den humanitære assistance til landet i 2016 kendes endnu
ikke, idet fordelingen af midler inden for den humanitære ramme er behovsdrevet og til dels
afhænger af ansøgninger fra de organisationer, der har en humanitær partnerskabsaftale med
Udenrigsministeriet. I 2014 bidrog Danmark med humanitær assistance til Mali og maliske
flygtninge i nabolandene for 58,9 mio. kr., og i 2015 er der frem til 12. november givet 32,6
mio. kr.
Derudover har Danmark et langsigtet udviklingssamarbejde med Mali, idet regeringen med
forslag til finanslov for finansåret 2016 har foreslået at hæve udviklingsbistanden til Mali fra
den nuværende gennemsnitlige årlige udbetalingsramme på 175 mio. kr. til en gennemsnitlig
årlig udbetalingsramme på 195 mio. kr. fra 2017. Endelig beslutning herom afventer udfaldet af
de igangværende finanslovsforhandlinger.
I tillæg hertil yder Danmark støtte til indsatser vedr. bl.a. mægling og konfliktløsning indenfor
rammerne af det danske regionale Freds- og Stabiliseringsprogram for Sahel, der i perioden
2013-2017 beløber sig til i alt 150,3 mio. danske kroner.