Forsvarsudvalget 2015-16
B 26
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 13. november 2015
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til
udenrigsministeren af 11. november 2015.
FOU B 26 – spørgsmål 13 stillet af René
Gade (ALT)
FOU B 26 – spørgsmål 13:
”Hvad er regeringens forventning til den samlede FN-indsats mulighed for at skabe fred i
området, der er præget af meget stor fattigdom og voksende terrorisme?”
Svar:
FNs samlede indsats i Mali omfatter for det første MINUSMA, der med sit multi-dimensionelle
mandat har en central rolle i bestræbelserne på at skabe varig fred og stabilitet i Mali. Missionen
skal således bl.a. støtte op om gennemførelsen af fredsaftalen, ligesom MINUSMA
gennemfører vigtige aktiviteter på nationalt og lokalt niveau for at fremme dialog og forsoning.
I tillæg hertil yder MINUSMA en vigtig indsats i bestræbelserne på at skabe konkrete
forbedringer i befolkningens hverdag. Missionen er et eksempel på en moderne fredsbevarende
indsats med en stort civil komponent, herunder i alt 1.500 udstationerede civile medarbejdere.
For det andet er FN til stede i Mali i form af en række af dets underorganisationer, herunder
FN´s Udviklingsprogram, Verdensfødevareorganisationen, FN´s Flygtningehøjkommissariat og
FN´s Børnefond, der alle bidrager til at skabe udvikling og stabilitet, sikre kapacitetsudvikling
og styrke befolkningens modstandskraft. Hele FN´s indsats koordineres i et lande ”team” med
henblik på at sikre bedst mulig synergi mellem den humanitære, udviklingsmæssige og militære
indsats.
Forventningen er, at FN´s indsats vil bidrage til at tilvejebringe de rette betingelser for, at den
maliske regering, støttet af det internationale samfund, kan gå forrest i arbejdet med at
stabilisere Mali, herunder adressere de underliggende årsager til fattigdom og radikalisering.
Samtidig synes det klart, at den aktuelle krise i landet har rødder i dybe og vanskelige spørgsmål
vedrørerende blandt andet fordeling af økonomiske og politiske ressourcer. FN´s arbejde
foregår derudover under vanskelige logistiske og sikkerhedsmæssige forhold. Det er derfor
regeringens forventning, at det vil tage tid at skabe varig fred og stabilitet i Mali.