Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 16. marts 2016
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh.: DEPKNI
Sagsnr.: 1602383
Dok. nr.: 40025
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 28. januar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 9 vedr. B 25 (forslag til folketingsbeslutning om ny strategi for behand-
ling af patienter med flåtbårne infektioner) til sundheds- og ældreministeren, som
hermed besvares endeligt.
Spørgsmål nr. 9:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. januar 2016 fra en gruppe ram-
te patienter med flåtbårne infektioner, jf. B 25 - bilag 8.”
Svar:
Til brug for min besvarelse har ministeriet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen,
som oplyser følgende i forhold til henvendelsen (B25 - bilag 8):
”Vedr.
diagnostik
Det er vigtigt at skelne mellem den diagnostiske metode i de forskellige stadier af
Lyme Borreliose. I det første stadie (velafgrænset udslæt, der langsomt spreder sig
fra bidstedet over uger til måneder, undertiden med central opklaring) er den kliniske
diagnose den vigtigste, da der på det tidspunkt er lav følsomhed (kun 60 % udvikler
specifikke Borrelia antistoffer) på laboratoriediagnostikken (ELISA). Hvis der tages en
blodprøve for måling af Borrelia-antistoffer, er den kliniske bedømmelse af sygdoms-
udvikling afgørende for tolkningen.
Det er karakteristisk for infektion med B. burgdorferi, at de cirkulerende antistoffer
kan udvikles over uger, således at følsomheden først nærmer sig 100 % efter 6 ugers
klinisk sygdom.
Når vi taler om Neuroborreliose (2. stadie) kan den kliniske diagnose solidt underbyg-
ges ved undersøgelse af rygmarvsvæsken (det kræver, at der tages en prøve fra ryg-
marven = lumbalpunktur). Der måles dels på antallet af hvide blodleger (pleocytose),
som udtryk for inflammation, og der testes for påvisning af specifik Borrelia antistof-
dannelse i spinalvæsken.
Ved at udregne et forhold mellem antistof i blodet og i spinalvæske, antistof-indexet,
og sammenholde resultatet med, hvorvidt der er inflammation at måle i centralner-
vesystemet, bliver diagnosen meget sikker.
I USA brugte man 1. generations ELISA-tests som var helcelle- assays, dvs. at der blev
anvendt hele bakterier. Denne test gav mange falsk positive resultater og var bag-
grunden for, at USA i 1995 indførte western blot (WB) som to trins-procedure som en
konsensus beslutning uden solid videnskabelig dokumentation. Dette blev kopieret
især i Tyskland, men kun delvist i nogle andre lande. 1. Generations assays har ikke
været brugt i egentlig klinisk rutine i Danmark, da Statens Serum Institut allerede om-
kring 1990 indførte en forbedret og veldokumenteret 2. generations assay. Det er
ifølge den danske klaringsrapport og Statens Serum Institut ikke dokumenteret, at en
to-trins-test (ELISA–test med efterfølgende WB-test på positive udfald) giver yderlige-