UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 30. marts 2016
Spørgsmål nr. 16 fra Finansudvalgets til
udenrigsministeren af 29. marts 2016 ad
Forslag til folketingsbeslutning B 107 om at
trække aktstykke 73 af 17. marts 2016 om
formålsbestemte indtægter til
flygtningefaciliteten for Tyrkiet tilbage.
FIU ad. B 107, spørgsmål 16:
Vil ministeren redegøre for, hvordan den danske støtte til flygtningefaciliteten
for Tyrkiet og til EU’s beslutning om fra Grækenland og fra Det Ægæiske Hav
at sende personer, der ønsker at søge asyl i et EU-land, tilbage til Tyrkiet,
stemmer overens med:
a) Tyrkiets manglende tilslutning til FN’s flygtningekonvention for så vidt angår
ikke-europæiske flygtninge,
b) Danmarks manglende anerkendelse af Tyrkiet som sikkert tredjeland i asylretlig
forstand,
c) oplysninger om Tyrkiets tilbagesendelse af, frihedsberøvelse af og vold
mod syriske flygtninge som beskrevet af bl.a. Human Rights Watch (https://
www.hrw.org/news/2015/11/23/turkey-syrians-pushed-back-border) og Amnesty
International (https://www.amnesty.org/en/documents/eur44/3022/2015/
en/), og
d) Folketingets énstemmige vedtagelse af V 28, hvor menneskerettighedssituationen
i Tyrkiet giver anledning til ”alvorlig bekymring”??”
Svar:
Det fremgår af den fælles erklæring efter mødet mellem EU’s stats- og regeringschefer og deres
tyrkiske kollega den 18. marts, at EU og Tyrkiet på mødet blev enige om at standse irregulær
migration fra Tyrkiet til EU med henblik på at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel
og give migranter et alternativ til at sætte deres liv på spil.
I aftalen indgår som et ekstraordinært og midlertidigt tiltag med henblik på at standse
menneskelig lidelse og genetablere offentlig orden, at irregulære migranter, der bevæger sig fra
Tyrkiet til de græske øer, vil blive returneret til Tyrkiet, at dette vil ske i fuld overensstemmelse
med EU og international ret, at alle migranter vil være beskyttet i overensstemmelse med
relevante internationale standarder og i respekt for princippet om non-refoulement, og at de
nødvendige, videre skridt tages og bilaterale aftaler træffes af Grækenland og Tyrkiet med
assistance fra EU’s institutioner og agenturer.