Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 99:

Forslag til folketingsbeslutning om øget regulering af realkreditinstitutters og realkreditforeningers mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer.

Af Pelle Dragsted (EL), Josephine Fock (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 18.03.2016).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til erhvervs- og vækstministeren.

Tak for det. Forslagsstillerne ønsker med det fremsatte beslutningsforslag at regulere realkreditinstitutternes mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer. Det foreslås konkret, at bidragssatser og kursskæringsgebyrer som udgangspunkt ikke kan forhøjes i lånets løbetid. I særlige tilfælde, hvor skærpet lovgivningskrav indebærer øgede kapitalkrav, foreslås det, at tilsynsmyndighederne kan give dispensation til at hæve bidragssatserne midlertidigt. Finanstilsynet skal i disse tilfælde sikre, at bidragssatserne alene svarer til det øgede kapitalbehov, og at satserne sættes ned igen, når kapitalbehovet er opfyldt. Dispenseres der fra reglen om ikke at forhøje bidragssatserne, bliver realkreditinstituttet bl.a. forpligtet til ikke at betale udbytte til ejer eller bonus til ledelsen i en periode på 2 år.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det ligger regeringen meget på sinde at sikre gode lånemuligheder for de danske boligejere i alle dele af Danmark. Det mener jeg også at vores særlige danske realkreditsystem medvirker til. Jeg vil dog samtidig gøre det helt klart, at den priskontrol, som beslutningsforslaget lægger op til, ikke er en fornuftig vej at gå. Det er nemlig en vej, der risikerer at gøre danske realkreditlån dyrere.

Realkreditinstitutternes primære indtægtskilde er bidragssatserne, og derved vil den foreslåede begrænsning være et væsentligt indgreb i institutternes indtjeningsgrundlag. Det kan få både alvorlige og uhensigtsmæssige følger for institutterne og også for låntagerne. Behovet for at øge indtægterne foranlediges ikke blot af øget kapitalkrav, men kan også opstå på baggrund af en lang række andre forhold. Beslutningsforslaget overser, at realkreditinstitutterne kan opleve uforudsete tab på lån som følge af ejendomsprisfald og finansielle kriser. Derudover kan der også opstå øgede krav til rentabilitet fra ratingbureauer, investorer m.v.

Indfører man priskontrol på realkreditmarkedet vil de danske realkreditinstitutter ikke kunne handle og imødekomme markedets krav og forventninger. Det kommer potentielt til at skade de finansielle markeders tillid til realkreditinstitutterne. En forringet tillid kan bl.a. resultere i en forringet rating på obligationerne. Det betyder jo så, at kursen på obligationerne vil falde og renten stige, og da renten på realkreditobligationer er den rente, som låntager betaler, vil forslaget derfor indebære højere renter for alle boligejere. Samlet set kan forslaget altså gøre det dyrere at få realkreditlån for de danske boligejere.

De foreslåede begrænsninger i institutternes indtjeningsmuligheder kan i øvrigt medføre, at bidragssatsen vil blive sat højere ved låneaftalens indgåelse end i dag. Det kan ske for at sikre instituttets dækning for øgede omkostninger, som måtte opstå i lånets løbetid. Det er regeringens opfattelse, at det er den frie konkurrence på lånemarkedet, der skaber de bedste muligheder for, at kunderne kan opnå de gode og billige lån. Det er den konkurrence, vi skal sikre og styrke, og dette gøres ikke ved at indføre en priskontrol.

For at øge gennemsigtigheden og forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med finansielle virksomheders fastsættelse af renter og gebyrer skærpede jeg i efteråret reglerne, bl.a. i forhold til ændring af renter og gebyrer i løbende kundeforhold og varsling af sådanne ændringer. Det blev f.eks. præciseret, at de finansielle virksomheder skal give en fyldestgørende begrundelse for ændrede gebyrer og rentesatser. Reglerne gælder også for realkreditinstitutter.

Regeringen ønsker at skabe yderligere klarhed på området. Jeg har på den baggrund iværksat en række initiativer. Jeg har først og fremmest som tidligere nævnt i et samråd her i Folketinget nedsat et ekspertudvalg, der skal se på gennemsigtigheden og mobiliteten på realkreditmarkedet. I ekspertudvalget skal bl.a. udviklingen i bidragssatserne behandles, herunder hvordan kommende kapitalkrav påvirker realkreditinstitutterne samt de omkostninger, der er forbundet med kundernes skifte af realkreditinstitut. Udvalgets rapport skal ligge klar omkring den 1. september og skal indeholde anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne.

Endelig kan jeg også oplyse, at Konkursrådet vil undersøge konkurrencen på realkreditmarkedet, og så vil der inden årets udgang blive lanceret en prisportal for boliglån, så de danske boligejere kan sammenligne priser og finde de billigste lån. Det er endda en del af en bred politisk aftale, som udmønter den her prisportal.

På baggrund af de nævnte årsager kan regeringen ikke støtte det beslutningsforslag, der er fremsat.

Tak. Jeg har foreløbig tre indtegnet til korte bemærkninger. Den første er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Der var jo en stor debat her for et par måneder siden, og ministeren har også taget nogle initiativer. Men det her med bidragssatserne har jo været undersøgt og debatteret i årevis. Nu fik debatten fornyet styrke. Men jeg har nogle helt klare spørgsmål til ministeren.

Synes ministeren, at der i dag er fair konkurrence og gennemsigtighed? Synes ministeren, at det i dag er rimelige omkostninger, der er forbundet med at skifte fra et selskab til et andet? Og synes ministeren, det er rimeligt, at man, hvis man har taget et 30-årigt fastforrentet lån og man selv synes, at det er det konservative og fornuftige valg, så kan opleve meget, meget høje stigninger i bidragssatserne, altså når man allerede har indgået en aftale og det er meget, meget dyrt at skifte?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålene, som jeg heldigvis har fået tidligere, nemlig da vi havde fornøjelsen af at sidde i samråd om den samme problemstilling. Jeg vil også gerne kvittere for, at SF jo er en del af den finansielle forligskreds om det her tema. Fru Lisbeth Bech Poulsen deltog jo også i det møde, hvor jeg fremlagde, hvad jeg havde tænkt mig at tage af initiativer. Derfor håber jeg selvfølgelig også, at SF stadig væk er en del af den forligskreds, til trods for at man nu har fremsat et beslutningsforslag. Men det skal ikke komme SF til skade den her fredag.

Men jeg vil sådan set blot igen give det samme svar, som jeg gav sidst. Der er jo rejst en lang række kritikpunkter, og det, som har været nævnt fra SF's side, er det med endnu en undersøgelse. Nej, den undersøgelse, der er nu, har et helt andet formål end den undersøgelse, som jeg tror var færdig i 2014, og som så på delelementer af det her område. Med de mange bekymringer og med de mange relevante betragtninger, der har været fremme i den offentlige debat, så synes jeg, at det her fortjener en tilbundsgående undersøgelse. Men inden den er færdig, har jeg ikke tænkt mig at konkludere på baggrund af den.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg stillede egentlig nogle meget konkrete spørgsmål, altså om ministeren synes, det er for dyrt at skifte fra et selskab til et andet. Det er jo ikke kun de administrative omkostninger, der bliver dækket ind der. Og jeg spurgte, om ministeren synes, at der er nok gennemsigtighed og konkurrence osv.

Men nu nævnte ministeren det her med forligskredsen. Og jeg nævnte jo også, at jeg egentlig synes, at det her var et spørgsmål om konkurrence og forbrugerbeskyttelse, som alle partier godt kunne være inde over. Men jeg møder jo op, når ministeren indkalder. Og på mødet sagde jeg jo også på vegne af SF, at vi ikke syntes, at det her var en god idé. Nu er det jo normalt sådan i en forligskreds, at man skal være enige, for at man går videre. Men ministeren sagde, at det kan godt være, at SF har det synspunkt, men nu tager jeg som minister det her initiativ.

Så man kan jo ikke både opretholde illusionen om en forligskreds og så bryde princippet om, at alle partier skal være enige. Derfor må vi jo selvfølgelig også tage nogle skridt. Og der synes vi at det her forslag er meget balanceret.

Ministeren.

Jamen nu har jeg sådan set ikke tænkt mig at skulle botanisere, i forhold til hvad der skete på det møde, vistnok den 4. marts. Det kan vi jo gøre bagefter. Det tror jeg fortjener en dyberegående snak. Men hvis det var sådan, at jeg ikke mente, at der var en udfordring, så var der jo ikke nogen grund til at nedsætte det her ekspertudvalg. Hvis alt kørte efter en snor, var der jo ikke nogen grund til at lade nogle mennesker analysere, om gennemsigtigheden er god nok; om god skik-bekendtgørelsen er klar nok; om konkurrencesituationen er god nok. Der er en lang række udfordringer, men hvis det var sådan, at jeg allerede i dag kunne fastslå, hvordan de udfordringer skulle løftes, så var der jo, synes jeg, heller ikke nogen grund til at have den her debat eller for den sags skyld afvente udvalgets arbejde. Og jeg er ikke i stand til at diagnosticere det fuldstændig lige så klart som fru Lisbeth Bech Poulsen, det må jeg sige. Der er jeg nok desværre ikke så godt begavet, at jeg lige fuldstændig kan gennemskue, hvordan man skal gøre det.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Det, som er baggrunden for det her forslag, er jo, at der ikke er en reel konkurrence på det her område, og at bidragssatserne er blevet en decideret pengemaskine for realkreditinstitutterne. Realkreditinstitutterne er gået fra at være noget, som var kundeejet og tog udgangspunkt i princippet om at hvile i sig selv, til i dag at være noget, som er ejet af aktionærer og banker, og som derfor i de nye ejerskabsformer bruger bidragssatserne til at øge indtjeningen, ja, som en pengemaskine.

Et af forslagene i det her beslutningsforslag går ud på at sige, at når man har indgået en aftale, så er en aftale en aftale. Man skal ikke bare efterfølgende fra realkreditinstituttets side kunne sige: Nu hæver vi så bare bidragssatsen, for at vi kan skabe et større overskud. Samtidig placerer man kunden i en situation, hvor kunden reelt er låst, fordi det er så dyrt at flytte realkreditinstitut, at der i realiteten ikke er nogen mulighed for at vælge noget andet. Så hvordan har ministeren det med princippet om, at en aftale er en aftale?

Ministeren.

Hvis der er nogen, der følger med i den her debat – og det kan man jo ikke udelukke at der er – så må man vel først og fremmest blot sige, at bidragssatserne er én side af de her drøftelser. Den anden side er jo renteudviklingen. Hvis vi ser på, hvordan renteudviklingen har været over de seneste år, kan vi se, at renten heldigvis – kan man sige, hvis man skal låne penge – er faldet, og derfor ligger Danmark, hvis vi ser på det aftryk, der er fra andre bidrag, stadig væk rigtig, rigtig godt placeret. Vi er et af de billigste lande i Europa, når det gælder om at skaffe boligfinansiering. Det siger jeg sådan set bare for at fortælle dem, der ikke lige måtte være klar over det, at vi er i en, synes jeg, meget, meget gunstig situation i forhold til belåning.

Det med, at en aftale er en aftale, havde vi også en drøftelse af under samrådet, og der sagde jeg, tror jeg, at det jo er sådan, at når man laver en aftale med et realkreditinstitut, skriver man også under på, at der kan komme bidragssatsstigninger. Men så er spørgsmålet jo – og det synes jeg er meget relevant, og der er ikke nødvendigvis nogen grund til på sådan en eftermiddag her at tale os væk fra hinanden desangående – hvordan man giver de begrundelser, og om de regler, vi i dag har, for, hvordan man skal give de begrundelser, er klare nok og gode nok. Det synes jeg absolut er en god diskussion at tage, og det er lige præcis også derfor, jeg synes, at vi skal få det gennemanalyseret. Det kan da godt være, at der er ting, der skal præciseres. Det vil jeg bestemt ikke udelukke.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det er også fint at gå ind i det, men det, som jo danner baggrund for det her forslag, er, at vi igennem flere år efterhånden har set, hvordan realkreditinstitutterne har udnyttet bidragssatsen til at trække penge ud af forbrugerne og komme dem i aktionærernes og bankernes lommer. Det er jo rigtigt, at renten er faldet, men når vi stadig væk har en bidragssats, som bliver brugt til det her, så har vi en regulær omfordeling fra kunder til banker og aktionærer, som vi synes er unfair, fordi der ikke er en reel konkurrencesituation. Det er vores opfattelse, at vi i lyset af den manglende konkurrence, der er, så simpelt hen bliver nødt til at lave nogle skrappere regler for, hvordan man kan hæve bidragssatsen. Det er dér, hvor vi siger, at udgangspunktet må være, at man ikke kan hæve bidragssatsen, hvis der er indgået en aftale. Det er et princip, som vi mener er nødvendigt for simpelt hen at beskytte forbrugerne.

Ministeren.

Det er jo meningen med demokratiet. Det her er altså bare en model, som jeg synes er fuldstændig forkert. Det er jo helt fair. Det er også derfor, vi står her i Folketinget. Vi skulle jo på nogle punkter gerne være uenige. Det er jo meningen med demokratiet. Det her er bare en model, som jeg synes er fuldstændig forkert. Altså at lave sådan en dogmatisk prisloftsmodel, hvor vogternes råd i Finanstilsynet nærmest skal sidde og godkende det, mener jeg simpelt hen ikke overhovedet er i de danske boligejeres interesse. Det kommer til at betyde, at ratingen bliver dårligere, og det kommer ikke mindst til at betyde, tror jeg, at renten kommer til at stige, som jeg også sagde i mit indlæg, og så er vi jo lige vidt. For så kan det være, at man prøver at fastlåse bidragssatserne, men hvis renteudviklingen så går den anden vej, bliver resultatet måske det samme, eller måske bliver det endnu dyrere.

Den umiddelbart sidste til en kort bemærkning er fru Josephine Fock. Værsgo.

Tak. Jeg skal lige høre, om ministeren virkelig mener, at Finanstilsynet eller Konkurrencestyrelsen er vogternes råd. Det, vi har foreslået her, er jo lige præcis, at realkreditinstitutterne godt kan hæve bidragssatserne, hvis de kan dokumentere, at der er et reelt kapitalbehov. Og jeg har svært ved at forstå, hvorfor ministeren ikke er interesseret i at beskytte boligejerne mod de her pludselige ændringer af bidragssatserne. Man kan altid i forhold til de lånetyper, man tager, diskutere, om der skal være den samme sikkerhed, hvis man tager et flekslån, for der er man på en eller anden måde forberedt på, at der kan ske ændringer. Men det er anderledes for en kunde, en boligejer, der tager et 30-årigt fast forrentet lån, fordi kunden så præcis ved, hvad husholdningen kan holde til, og hvor mange penge der er til de faste udgifter. Mener ministeren virkelig, at realkreditinstitutterne alt efter forgodtbefindende bare skal have lov til at hæve bidragssatsen?

Ministeren.

Jeg skal så starte med at læse op fra beslutningsforslaget, for det er rigtigt nok, at der står i beslutningsforslaget, at der skal være en tilsynsmyndighed. Det blev i min verden udlagt til, at det måtte være Finanstilsynet. Det kan selvfølgelig også være en helt anden tilsynsmyndighed. Det skal jeg da ikke lægge skjul på. Og når jeg sagde vogternes råd, var det trods alt nok også ment i anførselstegn.

Det, spørgsmålet går på, er jo udtryk for, at der her er en politisk uenighed. Jeg køber ikke præmissen om, at man ikke skal lade markedet råde her. Jeg mener ikke, at det vil gavne de boligejere, der er, hvis man indfører den her prisloftsmodel, som der jo er lagt op til både i forslaget, men ikke mindst i bemærkningerne. Jeg har meget pædagogisk, synes jeg, redegjort for, hvorfor jeg synes at det går den anden vej ved at skabe utryghed og ustabilitet omkring den danske realkreditmodel, nemlig fordi man har en markedsmekanisme, der er sat ud af kraft.

Fru Josephine Fock.

Men sådan som jeg også hørte ministerens tale, sammenligner ministeren jo realkreditinstitutterne med almindelige finansielle institutioner. Der vil jeg bare minde om, at den gamle realkreditinstituttanke jo var, at det var ejet af borgerne, at det var ejet af låntagerne. Dermed havde de en sikkerhed for, at bidragene ikke bare pludselig steg. Vil ministeren bakke op om vores danske realkreditinstitution, eller er den fremadrettet at sidestille med almindelige finansielle institutioner?

Ministeren.

Jeg bakker op om den danske realkreditmodel. Jeg laver sådan set ikke andet i øjeblikket end at rejse rundt i Europa for at forklare, hvilke rigtig gode egenskaber den model har i sig, og hvordan den har overlevet igennem flere hundrede år.

Men spørgsmålet er jo, og det synes jeg er meget relevant at diskutere, og det er også derfor, jeg synes, at det er en lidt ærgerlig diskussion – vi er selvfølgelig politisk uenige – om bidragssatserne, som vi jo diskuterer meget. Hvis bidragssatserne stiger, hvilket argument bruger man så for, at bidragssatserne kan stige? Det er jo lige præcis det, jeg nu har bedt om at få analyseret, for det kan sagtens være – og det kan der være gode argumenter for – at vi bliver nødt til at skærpe bekendtgørelsen, i forhold til hvilke argumenter man skal give for det, men der kan også være gode argumenter for, at man kan hæve bidragssatsen uden problemer.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi over til ordførerrækken, og den første er fru Mette Reissmann, Socialdemokraterne.

Forslaget om øget regulering af bankernes og realkreditforeningernes mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer rammer ned i en meget vigtig debat. Grundlæggende handler det om, hvorvidt det er okay, at forbrugerne pludselig skal opleve store stigninger i forbindelse med deres lån på baggrund af netop førnævnte finansielle institutioners forgodtbefindende. Spørgsmålet er særlig aktuelt igen, efter at Nykredit, som vi jo alle sammen er bekendt med, kom med en meget diffus besked til deres kunder om – der var i hvert fald ikke særlig mange kunder, der forstod, hvad det var, der foregik – at nu skulle bidragssatserne hæves.

Jeg synes ikke, at de stigninger, vi har set, hverken i nyere tid eller igennem de sidste 4-5 år og muligvis længere tid tilbage, er i orden, og den holdning er jo ikke ny hos Socialdemokraterne. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at realkreditinstitutterne er helt bekendt med, at jeg ikke altid er tilfreds med deres gøren og laden, men når vi ikke er tilfredse med disse prisstigninger, er det jo netop, fordi der ikke er en tydelig sammenhæng i begrundelserne angivet af Nykredit for dem. Man får tværtimod lidt et indtryk af, at det ses som en enkel og nem vej til at forøge sin egen indtjening, og det skal ikke ligge forbrugerne til last. Forbrugerne kan dårligt flytte deres lån, hvis de er utilfredse med de her prisstigninger, fordi det er behæftet med en betydelig omkostning at skulle flytte sine lån, typisk 1 pct. af hovedstolen. Jeg har tidligere sagt i forskellige sammenhænge, at det er ligesom en slags dummebøde, man kommer til at betale, hvis man ønsker at flytte det, og det er noget, der hæmmer mobiliteten på realkreditinstitutmarkedet, og dermed risikerer konkurrencen jo også at blive svækket.

Jeg anerkender, at disse virksomheder selvfølgelig skal tjene penge, og jeg støtter også op om, at realkreditinstitutterne opfylder de stærke kapitalkrav, der bliver stillet fra lovgivers side, fordi deres rating risikerer at blive dårligere, hvis ikke de er tilstrækkeligt polstret, og det vil bare betyde dyrere lån for danske boligejere. Men jeg vil gerne understrege, at der altså ikke er nok gennemsigtighed i, hvordan realkreditinstitutternes gebyrstruktur er skruet sammen, og Socialdemokraterne har også forskellige forslag til, hvordan man kan arbejde med den gennemsigtighed og netop øge den på en måde, som i hvert fald kommer forbrugerne til gode, sådan at vi kan fremme konkurrencen.

Socialdemokraterne synes, det er positivt, at ministeren nu har lanceret fem initiativer, der skal sikre et fremtidigt realkreditsystem. Rygtet går jo på, at det også kan forventes, at de øvrige realkreditselskaber vil varsle stigninger i bidragssatserne – det er altså ikke kun Nykredit – og derfor er det selvfølgelig vigtigt at få grundigt belyst, hvad det er, der ligger til grund for disse aktiviteter. Et af ministerens initiativer er i hvert fald, at han har nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der bl.a. skal kulegrave området for bidragssatser, og det er jo det, vi står og taler om i dag. Vi skal også se på de skærpede kapitalkrav og se på, om der er juridiske og økonomiske barrierer ved at skifte realkreditinstitut, og om god skik-reglerne i lov om finansiel virksomhed er up to date. Det er alt sammen ting, som den tidligere regering også havde på dagsordenen, bl.a. med to SF-ministre om bord som erhvervsministre og sidenhen også en socialdemokratisk minister. Så der har været fokus på det her område igennem rigtig lang tid. Socialdemokraterne ønsker altså at afvente udvalgsarbejdet, som forventes færdigt den 1. september i år, så vi på baggrund af det kan tage de rigtige skridt mod den situation, som vi er i nu. Og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget.

Men jeg vil godt have lov at minde om, at der som bekendt er en bankforligskreds, som bl.a. en af forslagsstillerne i dag er medlem af, så derfor håber jeg jo, at problemet kan løses og håndteres inden for forligskredsen. Alt andet er måske nok lige en tand for hurtigt og for smart efter min mening, fordi man netop er en del af forligskredsen, og jeg håber, at hele forligskredsen vil gå konstruktivt ind i det arbejde, der venter. For det er af usædvanlig stor betydning for rigtig mange menneskers økonomi og også virksomhedsejeres økonomi at få løst det her problem. Fra socialdemokratisk side er det i hvert fald ikke viljen, der mangler, til at styrke konkurrencen, sikre gennemsigtighed og ordentlige vilkår på realkreditmarkedet, men det er altså ikke det her beslutningsforslag, vi støtter.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Ordføreren taler om at ville styrke konkurrencen, og det ville vi sådan set også gerne på det her område. Men det, som er det reelle problem, er jo, at der aldrig nogen sinde på det her område vil komme en reel konkurrence. Og det skyldes jo, at omkostningerne ved at skifte låneudbyder er så store, som de er, altså at det tager flere år at tjene ind – og når de så skulle være tjent ind, kan renten hos den nye låneudbyder være steget i mellemtiden. Der er tale om et område, hvor konkurrencen er så ikkeeksisterende, at vi fra Folketingets side simpelt hen bliver nødt til at lave en regulering, som stiller forbrugerne stærkere. Og det er jo det, der er baggrunden for det her forslag.

Når jeg hører det, som ordføreren siger, hører jeg mange gode intentioner, og jeg hører også meget god vilje – og også en vrede over det, der sker i øjeblikket, som værende totalt uacceptabelt. Men jeg må også sige, at de initiativer, som jeg hører at Socialdemokraterne vil være med til – i den her situation, hvor realkreditinstitutterne er blevet nogle deciderede pengemaskiner, der tager penge fra forbrugerne – synes jeg simpelt hen ikke er nok.

Så hvad skal der til for, at Socialdemokraterne vil være med til at stramme skruen yderligere over for realkreditinstitutterne, sådan at de ikke bare fortsætter med at være pengemaskiner?

Ordføreren.

Som jeg sagde, afventer vi arbejdet fra det udvalg, som ministeren har nedsat. Og udvalgets kommissorie indeholder lige nøjagtig de ting, som Socialdemokraterne sammen med bl.a. SF, da de også var med i den tidligere regering, har lagt på bordet i forhold til at skulle forhandle de ting. Så det arbejde afventer vi.

Men jeg vil dog godt lige have lov til at bemærke, at jeg synes, det er flot, at hr. Rune Lund har en krystalkugle, som jeg åbenbart ikke har, siden han mener, at der aldrig nogen sinde kommer en reel konkurrence. Lad os nu lige se, om ikke de initiativer, når de bliver trillet ud over scenekanten – for det er de ikke blevet endnu – kan medvirke til at understøtte konkurrencen. Og den senere tids konkrete polemik omkring Nykredit har jo netop vist, at der ved gud er konkurrence. Kunderne flytter jo. Altså, de flytter jo til andre udbydere på markedet.

Den sidste ting, jeg gerne vil sige, er, at jeg ærlig talt synes, at Enhedslisten optræder en smule usolidarisk med danske boligejere, idet de ønsker at gå solo på lige præcis det her punkt. Det er da at spille hasard med den fremtidige økonomiske struktur på det danske realkreditmarked, hvis man begynder at sætte vores internationale rating under pres. Det synes jeg er usolidarisk.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at vi ikke hidkalder de højere magter her i Folketingssalen.

Hr. Rune Lund, værsgo.

Tak for det. Det, som vi er sikre på vil ske med det her forslag – og det er derfor, at vi fremsætter det – er en omfordeling fra banker og aktionærer til kunderne. Og grunden til, at det er nødvendigt at lave en skrappere regulering her, er jo, at banker og aktionærer i dag kan pumpe penge ud af forbrugerne, fordi der ikke er en reel konkurrence.

Det er meget, meget svært at se, at den reelle konkurrence skulle komme, medmindre man i hvert fald begynder at lave nogle af de initiativer, der ligger i det her forslag – f.eks. det, at man som kunde kun skal betale de reelle administrative omkostninger, der ligger i at skifte, og ikke en profit eller et overhead til realkreditselskabet.

Så jeg vil sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at gå hårdere til værks i forhold til de realkreditinstitutioner, som i øjeblikket agerer pengemaskiner over for kunderne.

Ordføreren.

Altså, nu er det netop sådan, at jeg er socialdemokrat og ikke medlem af Enhedslisten, og derfor anerkender jeg, at det er helt okay, at vi har privatejede virksomheder, som faktisk tjener penge. Jeg synes også, det er okay, at man tjener penge til sine aktionærer eller til sine ejere. Det er faktisk den måde, hvorpå man kan få vækst og skabe arbejdspladser – i øvrigt til gavn for samfundet. Og jeg vil gerne understrege, at det er private penge, vi har med at gøre; det er nogle penge, en kapital, som er ejet af nogle.

Det, vi vil have fra Socialdemokratiets side, er konkurrence og en øget gennemsigtighed, og det mangler der. Og hvis ordføreren, hr. Rune Lund, havde lyttet efter, hvad jeg sagde i min ordførertale, ville han have hørt, at i hvert fald 75 pct. af den var særdeles kritisk over for realkreditinstitutterne. Vi ønsker bare ikke at støtte det beslutningsforslag, som hr. Rune Lund har fremsat sammen med andre, idet det går i den forkerte retning.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren. Vil det arbejde, der bliver sat i gang, og som Socialdemokratiet er med i, sikre, at der bliver strammet, i forhold til at realkreditinstitutterne kan hæve bidragssatserne, sådan når det passer dem? Vil det også tage hånd om, at bidragssatserne bliver sat ned igen, når der f.eks. har været et kapitalbehov og bidragssatserne derfor har været hævet og det kapitalbehov ikke er der mere? Vil der kunne være en regel, der sikrer, at realkreditinstitutterne så ikke ved hjælp af øgede bidragssatser får råd til at udbetale udbytte til aktionærerne? Og vil der være en mulighed for, at kunderne kan skifte billigere, i hvert fald billigere, end de kan i dag? Vi opfordrer jo til, at man skal kunne skifte realkreditinstitut omkostningsfrit. Er det sådan nogle ting, der ligger i det arbejde, Socialdemokratiet er gået med i?

Ordføreren.

Jeg skal lige rette fru Josephine Fock: Vi er ikke gået med i noget arbejde. Det er et regeringsudvalg, der er nedsat. Vi afventer med stor spænding, ligesom jeg forestiller mig at Alternativet også gør, resultatet af arbejdet. Og så skal vi nok gå kritisk til makronerne, når vi ser resultatet af det. Vi er ikke med i noget arbejde.

Med hensyn til om man omkostningsfrit kan flytte, vil jeg sige, at der ikke er noget, der er gratis i det her liv, og det er der heller ikke, når man skal flytte ting. Jeg vil bare lige understrege, at det, vi mener om gebyrer og altid har ment som et godt forbrugerpolitisk standpunkt, er, at når vi har med gebyrer at gøre – og i øvrigt også flyttegebyrer – skal det alene dække de administrative omkostninger, der er ved det. Det skal netop ikke være en malkemaskine. Men det skal vi nok forholde os til alt sammen i god tid, når vi ser resultatet.

Så med hensyn til om bidragssatsen kan fluktuere op og ned, vil jeg sige, at når realkreditinstituttet på den ene side giver realkreditlån, som er uopsigelige, er det jo helt afgørende, at realkreditinstituttet på den anden side også har adgang til at ændre de vilkår, særlig så man kan tilpasse sig ændrede forhold i samfundet. Det er altså 30 år, vi taler om. Det kan både være stigende tab, og det kan være øgede krav fra myndighederne, som vi ser det, eller fra investorerne. Jeg ved ikke, om fru Josephine Fock er bekendt med låneaftalens ordlyd, men der er jo altså en passus i den, hvori der står – og man kan læse den igennem – at det har man ret til i dag som realkreditinstitut. Så derfor er en aftale en aftale.

Tak. Fru Josephine Fock.

Tak. Vi følger også arbejdet spændt. Men det var, fordi fru Mette Reissmann næsten fik det til at lyde, som om Socialdemokratiet var en del af det pågældende arbejde, for hvor er det så, Socialdemokratiet har en sikkerhed for at de ting, som Socialdemokratiet lægger vægt på, er? Så forsøger jeg, for jeg har svært ved ligesom at finde ud af det, at spørge ind til – hvis vi nu siger, at det udvalgsarbejde ikke lander på den måde, som Socialdemokratiet vil have det – hvad det er, Socialdemokratiet egentlig ønsker at stramme op på, således at forbrugerne har en større chance for at opnå gennemsigtighed osv.

Ordføreren.

Jeg er ked af, at jeg har udtrykt mig på en sådan måde, at fru Josephine Fock indfortolker, at jeg ligesom selv skulle have set mig i det der udvalg. Det beklager jeg meget. Det er bestemt ikke den måde, vi ser det på.

Dernæst vil jeg sige, at vi afventer det arbejde med det kommissorium, som der lige præcis ligger for udvalget. Vi vil gå meget kritisk til det, såfremt vi ikke ser de ting. Igen vil jeg sige, at 75 pct. af de ting, jeg har sagt i min tale, har været yderst kritiske over for realkreditinstitutterne, men samtidig med er jeg også meget, meget bevidst om, at vi skal have en meget stærk realkreditinstitutbranche i Danmark til glæde for danske boligejere.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Forbrugerrådet Tænk, som jeg i hvert fald i andre sammenhænge har hørt ordføreren være meget glad for at vi har som forbrugernes vagthund – og det betyder jo ikke, at man skal følge alle anbefalinger slavisk, men det er i hvert fald noget, som vi er nogle der lytter til – har jo været ude at foreslå, at for at skabe øget konkurrence skal det være gratis eller meget billigt at skifte realkreditselskab. Og et af forslagene i det her beslutningsforslag er jo netop at sige, som hr. Rune Lund også var inde på, at der ikke må være en fortjeneste for et realkreditselskab ved et sådant skifte, men at det alene må være de administrative omkostninger, der kan være forbundet med det. Hvad synes ordføreren om det forslag fra Forbrugerrådet Tænk?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at fru Lisbeth Bech Poulsen nævner Forbrugerrådet Tænk, for det er jo min gamle arbejdsplads. Så jeg holder såmænd meget af Forbrugerrådet Tænk, og jeg vil sige, at et godt mantra hos Forbrugerrådet Tænk altid har været, at gebyrer netop skulle afspejle de arbejdsrelaterede omkostninger – det er det meget fine, lange ord, som Forbrugerrådet Tænk bruger. Og derfor er det det, som jeg også forventer at der kommer ud af det her arbejde – det er de arbejdsrelaterede omkostninger ved at håndtere gebyrer, som vi kommer til at se på. Og det må man jo lægge frem fra realkreditinstitutternes side, sådan at vi ved, hvad det er for et niveau, vi bevæger os på. Det er nok ikke i nærheden af lige præcis de omkostninger, som vi har set i dag.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Det er jeg glad for at ordføreren anerkender – ordføreren har jo også en stor indsigt i det her område. Og jeg tror, de fleste er enige om, at der ikke er et 1:1-forhold, med hensyn til hvad der bliver opkrævet ved et skifte, og hvad de reelle omkostninger er.

Hvis det her forslag alene omhandlede den del, ville ordføreren så kunne støtte det?

Ordføreren.

Det er et yderst hypotetisk spørgsmål; det vil jo afhænge af formuleringen osv. Men det, vi har set her i forbindelse med gebyrer og gebyrsatser ved netop at skulle flytte lån af den her karakter, er helt uacceptabelt og helt urimeligt. Og derfor vil Socialdemokratiet også forlange at få en større gennemsigtighed i, hvordan realkreditinstitutternes gebyrstruktur er strikket sammen. For som det er i dag, er det som at kigge ind i en sort boks.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Jeg vil da også gerne kvittere for det beslutningsforslag, som de tre partier har valgt at fremsætte til behandling her i Folketinget i dag. Som ordførere før mig har sagt, er det jo helt på sin plads, at vi også her i Folketinget tager nogle principielle diskussioner om den måde, som der ageres på i øjeblikket med hensyn til de meget store bidragssatsstigninger og de kursskæringsudgifter, som man har pålagt danske realkreditkunder, både virksomheder og i særdeleshed også private, set i forhold til den måde, som det gået på de senere år.

De samlede bidragssatsudgifter i 2003 udgjorde omkring 6 mia. kr., men frem mod 2013 var beløbet steget til 12 mia. kr. I 2014 var beløbet steget til 18,4 mia. kr., og det nyeste tal for 2015 viser et godt stykke over 20 mia. kr. De relaterede tab på de her udlån er på under 2 mia. kr., ergo er der et pænt overskud til realkreditinstitutterne, og tabet har i hvert fald ikke gjort sig gældende. Og oven i de 20 mia. kr. kan man så lægge omkring 2 mia. kr. i form af kursskæringsbidrag, som jo også er en indtægtsgivende foranstaltning for de danske realkreditinstitutter.

På den baggrund fremsatte Dansk Folkeparti faktisk et forslag tilbage i maj måned 2014 om, at vi skulle have en realkreditkommission i Danmark. Det var vigtigt, at vi ikke bare på den korte bane fik undersøgt, hvad det var for nogle ting, der skete på det danske realkreditmarked – hvad det var for en konkurrence, der var der, og hvad det var for en konkurrence, der ikke var der – men også hvad det var for nogle ting, vi kunne se på den lange bane, i forhold til hvad der kunne ske i Danmark fremadrettet med en ny konjunkturudvikling osv., og hvad det ville kunne få af indflydelse på de her meget divergerende opfattelser af, hvad det var for en god og robust realkredit, vi havde i Danmark.

Derfor var vi selvfølgelig også overraskede over, at der ikke var nogen partier overhovedet, som støttede forslaget om en realkreditkommission, som vi anbefalede i 2014. Det var der ingen der ville – heller ikke nogen af de partier, som har fremsat det her beslutningsforslag. Og det har vi selvfølgelig erkendt – det er der ikke noget at gøre ved, for når man ikke har et flertal, har man jo ikke et flertal, og så må man agere ud fra det. Men det ændrer jo bare ikke på, at vi havde den politik også dengang, for flere år siden, og inden den her megen debat, der lige pludselig kom, i forhold til at det, der foregår, er en skævvridning, set i forhold til de bidragssatsstigninger, der har været.

Vi kan også se, at de store bidragssatsstigninger, der har været, faktisk har udhulet over 75 pct. af den rentegevinst, som boligejere har fået, ved at de har kunnet få en billigere rente på deres lån i stedet for. Og så kan man jo spørge, om det er godt eller skidt. Ja, det er da godt, at man får en lavere renteudgift, men hvad nytter det, hvis man så får en udgift et andet sted? Det er de berømte gynger og karruseller, og det betyder jo, at folk egentlig ikke har fået flere midler til rådighed.

Derfor er vi selvfølgelig glade for, at der nu endelig er blevet nedsat et ekspertudvalg – det var da det næstbedste, vi kunne få. Det kom så et par år for sent, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Nu skal vi selvfølgelig også afvente den kulegravning, som er i gang, og vi skal selvfølgelig også forholde os til alle de anbefalinger og forslag, som der måtte komme fra ekspertudvalget, i forhold til hvad der er af transparens på området – er der noget, vi kan gøre bedre, for at skabe større gennemsigtighed og konkurrence mellem de enkelte realkreditinstitutter? Og hvad kan vi gøre for at gøre det bedre for folk at flytte deres lån fra det ene realkreditinstitut til det andet med færre udgifter end det, der er forbundet med det i dag?

Der er flere forskellige ting, som man kan gøre, og jeg anerkender, at der ikke er taletid til at forklare det hele, men nogle af de ting, som vi i hvert fald gerne vil have belyst fra Dansk Folkepartis side, er f.eks., at man jo kan indføre nogle regler om, at der kun kan være afdragsfrihed på en mindre del af lånesummen end det, der er tilfældet i dag. For vi kan jo også se, at der, hvor den højeste bidragssats er, er på de lån, som har den relativt højeste risiko. Og det er jo bl.a., hvis folk vælger afdragsfrihed. Så det kan give god mening at få undersøgt de elementer.

Så vil vi også gerne have sat et stop for bidragssatsstigningerne og de øgede kursskæringsudgifter, eksempelvis i de første 5 år af et låns løbetid. Og det vil vi ud fra den betragtning, at det gennemsnitlige realkreditlån, sådan som vi har fået det oplyst, løber i 7 år, så refinansierer folk, eller også skal de ud at købe en større ejendom eller en mindre ejendom, eller også skal de flytte i lejebolig eller andet. Derfor vil der være god ræson i, at man indfører en form for sikkerhed for de låntagere, hvor der er en åremålsbestemt passus på de låneaftaler, der måtte komme.

Vi vil også gerne være med til at kigge på de god skik- regler, som der ligger inden for realkreditsektoren. Vi synes faktisk, det vil give god mening, at man går ind og kigger på god skik-reglerne. Og så vil vi også kigge på konditionerne omkring omlægning af lån.

Så der er nok at se til. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Hvad mener ordføreren så om de konkrete elementer, som indgår i det her beslutningsforslag? For det hørte jeg nemlig ikke så meget om. Altså, ideen om, at i et marked, som er marked uden reel konkurrence, og som kræver mere regulering, at man siger, at man ikke bare kan hæve bidragssatserne, uden at der er særlige betingelser, som gør sig gældende, og der så skal gives en tilladelse; ideen om, at hvis det sker, kan der ikke udbetales udbytte til ejerne de næste 2 år; og det tredje punkt, at hvis en kunde så oplever, at bidragssatsen bliver hævet, skal kunden kunne flytte til et andet realkreditselskab og kun betale de direkte administrative omkostninger, der er forbundet med det. Hvad mener ordføreren om indholdet i beslutningsforslaget, som jo indeholder de tre hovedpunkter?

Ordføreren.

Tak. Vi kan prøve at tage dem. Med hensyn til den her med, at hvis man får en dispensation til at forhøje bidragssatsen, er man forpligtet til ikke at udbetale udbytte til ejere, er ikke noget, vi kan tilslutte os. Det er til ugunst for dem, der er kunder i butikken. Hvis vi skal tilbyde gode realkreditprodukter i Danmark, er vi også nødt til at sikre, at dem, der investerer penge inden for området, også får dem honoreret, og hvis man lukker for udbytte, gør man det også til mindre interessant papir at købe obligationer, som ligger til grund for de lån, som danske låntagere får. Så kan man jo sige: Har man så gjort en god gerning ved at lave den her begrænsning? Nej, det har man faktisk ikke. Man har faktisk sørget for, at vores låntagere kommer til at betale mere for deres lån. Så det kan vi ikke støtte.

Hr. Rune Lund.

Det var så det ene forslag. For mig at se er det logik, at hvis man har en bidragssats, som er aftalt, kan man ikke bare hæve den. Hvis der så er særlige omstændigheder, der gør, at den skal hæves, f.eks. lovgivningskrav, skal det jo ikke være sådan, at man så samtidig netop kan hive penge ud til aktionærerne i den sammenhæng. Det er logik for mig.

Men det var det ene af de forslag, som er der. Der er også de to andre, som jeg nævnte før. Lad os tage den med de administrative omkostninger, som fru Mette Reissmann også var inde på. Som jeg hørte fru Mette Reissmann, sagde hun, at det egentlig var noget, som var en rigtig måde at tænke det på. Hvordan er Dansk Folkepartis holdning i den her sag, for man kunne jo eventuelt skære det her i forslag til, sådan at der kunne samles opbakning og dermed flertal i det her Folketing, hvis det f.eks. handlede om de administrative omkostninger?

Ordføreren.

Det sidste tror jeg nu ikke at man kan. Jeg afventer som sagt det ekspertudvalgs anbefalinger, og jeg henholder mig også til, at vi er med i et forlig. Vi er nogle partier her i Folketinget, som har valgt at tage ansvar for den samlede finansielle politik i Danmark under Finansiel Stabilitet, hvor Enhedslisten jo har valgt at stå uden for. Det kan der være nogle fordele ved, bl.a. at man kan fremsætte paradeforslag her i Folketinget, det anerkender jeg blankt, men det gør jo ikke, at vi skal støtte dem. Vi ville gerne have, at det bliver gratis for folk at få deres lån flyttet, eksempelvis at der ikke ville blive nogen tinglysningsafgift til staten på lånene, men det vil stadig væk være sådan, at hvis folk vælger før tid at indfri deres lån, må man også kunne påtage sig en risiko for kurstab eller kursgevinst. Sådan bliver det.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Nu nævnte ordføreren lidt om gynger og karruseller tidligere, men det er jo ikke kun husejere eller folk, der har en ejerlejlighed, der bliver ramt af det her. Andelshavere bliver jo også ramt. Hvis du køber en andelslejlighed, vil du jo tage et banklån til en højere rente end et realkreditlån, men andelsforeningen vil jo typisk have lån i et realkreditinstitut. Derfor vil du jo som andelshaver blive ramt dobbelt, fordi du både har de højere banklånsrenter, som jo ikke er faldet, i takt med at renten generelt er faldet, og du vil også se dit bidrag til andelsforeningen stige, fordi andelsforeningen samlet set vil blive ramt af de her stigende bidragssatser. Så der kan man vel i hvert fald slet ikke tale om gynger og karruseller. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jo, jeg er i hvert fald enig i, at der også er de samme udfordringer for mange af dem, som har optaget realkreditlån, enten f.eks. i fællesskab igennem en ejerforening eller igennem en andelsforening. Det er klart, at det er sådan, hvis man har realkreditlån. Mange har jo også de her meget berømte swaplån, også nogle ligefrem i udenlandsk valuta og alt mulig andet. Der findes et hav af forskellige lån, og dem kan jeg jo selvfølgelig ikke redegøre for på det minut, jeg har til rådighed. Men det er rigtigt, at andelsboligerne selvfølgelig har de samme udfordringer – også i forhold til at få deres finansieringsform tilpasset på et konkurrencedygtigt niveau – som alle mulige andre, som skal optage lån i fast ejendom i Danmark.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Min pointe var faktisk, at de bliver ramt endnu hårdere og ikke ligesom alle andre, fordi de både har de høje renter ved deres banklån, men også bliver ramt af stigende bidrag til andelsforeningen, fordi andelsforeningens realkreditlån via bidragssatserne stiger. Så der bliver man ramt dobbelt. Derfor mener jeg egentlig, at man ikke engang kan sige, at man er i en lige så dårlig situation som folk, der har en ejerlejlighed eller et hus. Man har det faktisk endnu værre. Det var min pointe. Og så synes jeg ikke, at man ligesom skal sige, at der også er rigtig mange, der har swaplån. Altså, rigtig mange andelsforeninger inklusive min egen har en meget konservativ og forsigtig økonomi og har ikke alle mulige mærkelige lån. Der bliver folk jo også ramt.

Ordføreren.

Jamen jeg tror stadig væk, at der er langt over hundrede andelsboligforeninger i Danmark, som har de meget dårlige swaplån. Jeg synes da, at de også er værd at nævne i dagens anledning.

Men hvem der er ramt, og hvem der er mest ramt, ja, det kan vi tage en lang diskussion om. Vi kan jo også tage de mange husejere, som er teknisk insolvente på grund af husprisudviklingen, og hvor muligheden for salg af deres huse i handel og vandel er svære. Der er simpelt hen færre købere til dem end andre steder. Vi har jo også folk, som har dyrere ejendomslån på den sidste finansieringskrone af deres ejendom. Altså, hvis de kun kan låne 80 pct. i realkreditlån, er der nogle, der vælger at låne måske 20 pct. ekstra oven i i en bank, og der er nogle, der har højere renter end andre. Så det kan man jo ikke lave sådan en definition over, som er helt på plads.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig, om ordføreren kunne uddybe, hvad det er for nogle forventninger, ordføreren har til ekspertudvalget, for ekspertudvalget skal jo afdække, hvordan det ser ud. Men hvad er det så for nogle krav, Dansk Folkeparti vil stille, når nu det her arbejde er færdigt?

Ordføreren.

Ja, jeg prøvede på at nævne nogle af dem i min ordførertale, men jeg havde jo kun 5 minutter til rådighed, og vi har heldigvis så mange punkter, vi gerne vil have med ind, at jeg ikke kunne nå at nævne dem. Men jeg nævnte da nogle af dem, og jeg vil gerne prøve at gøre det igen.

Vi vil jo gerne have, at der kommer en række anbefalinger til, hvordan vi får øget transparens og åbenhed omkring konkurrencesituationen mellem de danske realkreditinstitutter. Vi vil gerne have, at der kommer nogle forbedrede konditioner i forbindelse med omlægning og skifte mellem forskellige realkreditinstitutter. Vi vil gerne have, at der bliver en aftale om det, at du kun kan få de dyrere og mere risikable lån på en mindre del af din ejendom, f.eks. at der kun kan være afdragsfrihed på 60 pct. af købesummen. Vi siger også, at der skal være stop for øgede bidragssatser og kursskæring, eksempelvis i de første 5 år af et låns løbetid. Vi siger også, at der skal være mere skærpede krav til de god skik-regler, som man jo også i dag stiller til realkreditinstitutterne, og så beder vi også om, at der skal være en klar dokumentation, når realkreditinstitutterne kommer og meddeler, at de vil komme med meget store bidragssatsstigninger over for deres låntagere.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Som andre har været inde på, har sagen om bidragsforhøjelserne hos Nykredit og Totalkredit selvfølgelig fyldt rigtig meget, og vi, der er medlemmer af Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg, blev i starten af januar inviteret på besøg hos Nykredit for at få en beskrivelse af sagen. Det har så efterfølgende også betydet, at vi i den finansielle forligskreds har været til møde hos erhvervs- og vækstministeren, og som der allerede er redegjort for her i dag, har erhvervs- og vækstministeren nedsat en arbejdsgruppe, et ekspertudvalg, som i løbet af meget kort tid skal komme med analyser af og anbefalinger til det danske realkreditmarked.

Lad mig egentlig lige bruge den her lejlighed til at hæve mig lidt op i helikopterperspektiv og prøve at bruge lidt tid på, hvad det egentlig er, der kendetegner det danske realkreditsystem. Det danske realkreditsystem er vi jo grundlæggende enormt stolte af. Det er et system, der har fungeret, uden at nogen har tabt penge på det, i over 200 år. Og vi har på tværs af politiske partier i Folketinget igennem en årrække sammen rejst både til EU og andre institutioner for at skabe en forståelse for, at det danske realkreditsystem er rigtig, rigtig godt. Det skaber nemlig en enestående lav boligfinansiering til gavn for både borgere og virksomheder.

Det ligner ikke noget, man kender fra mange andre steder, og det betyder, at når der kommer stigende kapitalkrav til den finansielle sektor for at sikre den finansielle robusthed, som vi jo alle sammen er interesserede i er til stede, har vi desværre nogle gange set, at det ikke har passet til det danske realkreditsystem. Det har udfordret det i forhold til den måde, man opgjorde værdien af kapital på, eksempelvis af danske realkreditobligationer, for kunne det nu ligestilles med eksempelvis statsobligationer? Det kan vi jo rolig sige at man rolig kan gøre, når man ser på det danske realkreditsystem, for det har igennem flere hundrede år vist sig at være ekstremt robust.

Når man har et rigtig godt system, skal man tænke sig godt om. Og jeg synes et eller andet sted, at den her debat bliver en smule for simpel, for hvis vi kunne tage initiativer, der sådan med et snuptag gjorde det billigere at være boligejer, så tror jeg faktisk, at vi havde gjort det. Vi er optaget af, at der er en så effektiv konkurrence som muligt, at der er så gennemsigtige priser som muligt, og at vi har et system, der fungerer. Jeg forstår selvfølgelig godt den frustration, som mange har oplevet, fordi bidragssatserne stiger. Det tror jeg egentlig at vi alle sammen gerne vil være foruden.

Men så er det bare, at man en gang imellem lige skal tænke sig om. Er det, der lyder klogt at sige på 12 sekunder i tv, så også klogt i morgen, hvis det bliver gennemført? Og noget af det, der lyder fristende i det her beslutningsforslag, var måske ikke så sjovt i morgen, hvis det blev gennemført. For hvis man laver nogle meget rigide regler om, hvordan vores realkreditsystem kan ruste sig, i tilfælde af at der kommer tab, i tilfælde af nye kapitalkrav, i tilfælde af at der sker ting, der rykker ved økonomien, er det så superklogt for de danske boligejere? For virkeligheden er, at hvis vi ikke har et realkreditsystem, der er robust, og som kan sikre, at der er den kapitaldækning, der stilles krav om, at der er en sikkerhed for, at hvis der måtte komme tab, er man også polstret til at kunne imødegå det, så giver det sig selv, at vi bliver presset på ratingen af vores realkreditobligationer. Hvis ratingen presses, altså bliver dårligere, slår det direkte igennem på prisen på obligationerne, og det vil betyde stigende renter for boligejerne. Så kan det godt være, at man har lavet et eller andet ved bidragssatserne, der lyder populært, men man har så skubbet regningen over på renterne. Jeg tror, at de fleste boligejere er temmelig ligeglade med, om de betaler bidrag eller renter. Det er nettobeløbet, der rammer os på privatøkonomien.

I den samme forbindelse kan man sige, at man kan låse bidragssatserne, for så ved folk præcis, hvad de har med at gøre. Jeg tror, at ministeren og faktisk også den socialdemokratiske ordfører var inde på, at hvis tingene ændrer sig, og hvis man så ikke har mulighed for at justere det, der er realkreditbranchens eneste indtægtskilde, så vil man tage sig godt betalt på forhånd. Jeg kunne sådan set godt forestille mig, at man kunne lave en realkreditaftale i dag om at få en fast bidragssats. Jeg kunne bare frygte, at den så ville være på 3 procentpoint, for så havde realkreditinstituttet fuldstændig sikkerhed for, at selv hvis der skete det ene eller det andet, havde de i hvert fald taget nok. Men det er lidt tåbeligt at lave en ordning, der låser folk i så lang tid frem, at man er nødt til at tage en overpræmie. Så er det jo bedre at have et system, hvor der er nogle regler. Det er så nogle af dem, ekspertgruppen skal kigge på, og erhvervs- og vækstministeren har allerede skærpet reglerne fra 2015.

Budskabet fra Venstre er, at vi skal tænke os rigtig, rigtig grundigt om. Vi er optagede af at sikre en så billig og effektiv boligfinansiering for danskerne som muligt. Vi skal tænke os grundigt om, med hensyn til hvilke justeringer vi skal lave. Derfor er der nedsat et ekspertudvalg, og vi er meget optagede af at sikre de formål, der kendetegner det danske realkreditsystem. Vi skal gøre det klogt og velovervejet. Derfor glæder vi os til ekspertudvalgets rapport.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Hr. Torsten Schack Pedersen synes, det er nogle rigide forslag, vi kommer med. Men vil ordføreren ikke sige, om ordføreren er enig med mig i, at de regler, vi har i øjeblikket, er alt for løse, og at de har givet frit spil til, at realkreditinstitutter har kunnet pumpe kunderne for penge og dermed har udnyttet og taget for sig af retterne i en situation, hvor man har villet give en fleksibilitet til realkreditinstitutterne, for at de kunne manøvrere mere fleksibelt, men at de har ageret uetisk ved med den fleksibilitet, de er blevet givet, at have udnyttet situationen til at bruge bidragssatserne som en pengemaskine?

Er det en beskrivelse, som ordføreren synes er nogenlunde retvisende for, hvordan situationen er i dag?

Ordføreren.

Jeg glæder mig sådan set over, at det, vi har set oven på de stigende bidragssatser, som er udgangspunktet i den her diskussion, jo har været, at andre realkreditinstitutter har været noget mere offensivt på banen, har tilbudt at skifte billigere og komme med nogle skarpere tilbud. For jeg tror sådan set, at den bedste regulering, vi kan have, er, at der er så meget konkurrence som muligt, så man som forbruger har en bedre valgmulighed. Det tror jeg er den bedste beskyttelse, vi kan give forbrugerne i den her situation.

Derfor er det også et af de temaer, som ekspertudvalget kigger på: Hvordan kan man styrke gennemsigtigheden, hvordan kan man styrke konkurrencen? For som liberal er jeg altid optaget af at sikre mest mulig konkurrence, fordi det er til gavn for forbrugerne. Derfor er det et af de temaer, som ekspertudvalget kigger på, og jeg glæder mig meget til at se de konkrete forslag, de kommer med.

Hr. Rune Lund.

Men når man har de diskussioner, synes jeg, det er meget vigtigt, hvad forståelsen af den nuværende situation er, altså hvad der ligesom danner bagtæppet for de diskussioner, der er i en ekspertgruppe. Og der vil jeg gerne spørge igen: Mener ordføreren for Venstre, at den situation, vi har nu, hvor der ikke er en reel konkurrence, er blevet udnyttet af realkreditinstitutter – som er ejet af aktionærer og banker – til at hæve bidragssatserne og dermed pumpe kunderne for penge?

For det er det, Enhedslisten mener. Vi mener, at man simpelt hen fra realkreditinstitutternes side har udnyttet, at der ikke er konkurrence, til at trække penge ud af kunderne, og er det i virkeligheden ikke det, der så skal gøres noget ved?

Ordføreren.

Jamen det er klart, at for Venstre er det afgørende, at vi skaber så meget gennemsigtighed og så meget konkurrence som muligt. Ud over at der er et ekspertudvalg, der sidder og kigger på det for at se på, om der er steder, hvor vi kan styrke de forhold, så er der samtidig ting, som Finanstilsynet kigger på for at se, om de er helt, som de skal være. Og jeg synes, det er naturligt, at det bliver grundigt undersøgt.

Men jeg må sige, at man skal tænke sig om her, så vi får lavet noget, der er velovervejet. Det her med snuptagsløsninger, og at tingene bare lige kan fikses, vil jeg være lidt varsom med, for jeg ønsker ikke at skabe usikkerhed omkring det danske realkreditsystem. Vi skal fremme de formål, som vi er enige om. Det er det, ekspertudvalget kigger på, og jeg glæder mig til at se deres afrapportering.

Så siger vi tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Enhedslisten og Alternativet foreslår, at bidragssatser og kursskæringsgebyrer som udgangspunkt ikke må forhøjes i et låns løbetid.

Det her er jo et forslag, som er blevet fremsat, går jeg ud fra, på baggrund af den seneste tids forhøjelser af bidragssatserne fra realkreditinstitutternes side – noget, som selvfølgelig har skabt ærgrelse hos mange boligejere. Jeg er selv en af dem, og det er ikke sjovt at skulle betale et højere bidrag på sit lån. Men som hr. Torsten Schack Pedersen rigtig godt, synes jeg, redegjorde for lige før, er det vigtigt, at vi flyver op i helikopteren og ser det hele lidt ovenfra.

For det første har vi stadig væk verdens billigste boligfinansiering i Danmark. Vi har et gennemsigtigt realkreditsystem. Jeg burde næsten forklare, hvordan det hænger sammen, for det er i virkeligheden meget smukt, men jeg vil prøve at holde mig til emnet her, nemlig bidragene.

Som andre også har redegjort for, dækker bidragsbetalingerne til realkreditinstitutterne deres omkostninger til drift, tab, sikkerhed, likviditet og kapital. Drift er bl.a. løn og administration. Tab er tab på lån til private og til erhvervslivet, hvor lånene ikke kan tilbagebetales. Kapital er de stadig stigende udgifter til at honorere de fortsat stigende kapitalkrav fra myndighederne og markedets forventninger.

Forudsætningen for, at man kan få et 30-årigt uopsigeligt lån med fast rente, er naturligvis, at bidragene kan ændre sig. Tag sådan et 30-årigt realkreditlån, som udløber i år, og som altså blev stiftet i 1986. Der er immer væk sket en del siden 1986. Der har været en del højkonjunkturer, der har været lavkonjunkturer, der har været finansielle kriser. Der er mange ting, der har ændret sig, herunder lovgivningen. Det er en forudsætning for forbrugerne, at hvis de skal kunne få lange, uopsigelige lån, skal man kunne ændre på bidragene, når omkostningerne ændrer sig, når kravene fra markedet ændrer sig osv. Og det system har som sagt sikret den billigste boligfinansiering i hele verden. Vi skal være meget, meget påpasselige med at ændre på reguleringen af realkreditsektoren på baggrund af en krise.

Det her er jo klassisk politik, der opstår i en situation, som medierne kaster sig over – i det her tilfælde stigende bidragssatser. Så farer politikerne ud og vil komme med ny regulering. Jeg synes faktisk, at det, vi har oplevet, har været ganske, ganske uskønt, nemlig at man har taget en specifik virksomhed, som vi oplevede med Nykredit, og forlangt møder og regulering på baggrund af de dispositioner, den her virksomhed havde foretaget. Jeg synes, det har været meget, meget uskønt.

Det konkrete forslag er efter vores opfattelse dybt usolidarisk. Konsekvensen vil være, at bidragene vil blive sat op for nye kunder. Det vil være unge mennesker, som køber deres første hus. Det er det jo ofte. De vil skulle betale et langt højere bidrag end kunder, der allerede har et lån. Det er usolidarisk.

Det vil også betyde, at investorerne ville miste noget af den høje tillid, som de har til det danske realkreditsystem, og derfor forlange højere renter. Summa summarum vil regningen blive sendt videre til boligejerne, og den regning vil blive højere end det, man skal betale i dag. Det vil altså have den stik modsatte konsekvens af det, som man ønsker at opnå. Sådan er det tit med venstrefløjens forslag. Det her forslag vil ikke øge konkurrencen, det vil dræbe konkurrencen. Det vil betyde mindre konkurrence.

I stedet for det her forslag burde vi bruge al vores tid herinde i Folketinget på at appellere til EU og andre om at holde fingrene fra det danske realkreditsystem.

Så vil jeg sige til slut, og jeg skal nok gøre det kort: Hvis det var sandt, at det danske realkreditsystem og realkreditinstitutterne var en pengemaskine – en pengemaskine er der blevet sagt – så er det da underligt, at man ikke har indført det her system i andre lande, at de her griske kapitalister ikke har indført det i andre lande. Men det har de ikke. Skyldes det muligvis, at det her ikke er lige så rentabel en forretning som andre former for boligfinansiering? Det tror jeg det gør.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det er altid spændende med de her helikopterdiskussioner om store begreber som solidaritet osv. Jeg tror bare, at både ordføreren og jeg erkender, at vi har forskellige definitioner af det. Jeg synes ikke, at det er solidarisk at gøre ingenting. Det her er husejere, folk, der har ejerlejlighed, og det er også folk i andelsforeninger. Jeg kan ikke forstå, at en ordfører for et liberalt parti kan leve med en situation, hvor konkurrencen er sat ud af kraft.

En ret stor del af vores forslag er jo at sige, at der kan være administrative omkostninger ved at skifte selskab. De er nok ikke så høje. Burde man ikke lave noget regulering, som gør, at folk skal have friheden til at vælge et andet selskab? Det troede jeg var god liberal politik. Så kan folk gå et andet sted hen, stemme med fødderne og betale de administrative omkostninger, der er, men ikke overhead og ugennemsigtige priser, som ikke har noget at gøre med at flytte.

Ordføreren.

Bare fordi hr. Rune Lund og fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at der ikke er nogen konkurrence, så er det jo ikke sandt. Det er jo ikke sandt, bare fordi der sidder politikere herinde i Folketingssalen og siger, at der ikke er nogen konkurrence. Det gør det jo ikke sandt. Der er jo lavet rapporter tidligere. Nu blev der lavet en ny, hvor det her bliver undersøgt. Der er det jo ikke blevet konstateret, at der ikke er nogen konkurrence i det danske realkreditsystem. Det er der jo ikke. Så hvad er det, man bygger det på, andet end nogle avisoverskrifter og nogle, som er ærgerlige over og kede af, at bidragssatserne er steget, og derfor siger, at der ikke er nogen konkurrence? Men man kan jo ikke dokumentere, at det skulle være sådan.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg tror, at den eneste person, jeg har hørt sige, at der ikke er et problem med konkurrencen, er hr. Joachim B. Olsen. Ministeren har sagt, at der er et problem med konkurrencen, Forbrugerrådet, økonomerne. Det argument, jeg måske kunne forstå at hr. Joachim B. Olsen kom med – nu ved jeg ikke, om jeg hjælper argumentationen på vej – var det her med: Hvad ville det betyde i forhold til private virksomheders vurdering af de her selskaber osv.? Det kunne man tage en diskussion om.

Men det her giver jo ingen mening. Det er et reelt konkurrenceproblem. Hvis det bliver for dyrt at gå i Kvickly, jamen så kan man da bare meget nemt gå hen i Brugsen eller omvendt. Her er der jo reelt ingen konkurrence, og jeg har aldrig hørt nogen sige, at der ikke er et problem med konkurrencen på det her område.

Ordføreren.

Men det er måske, fordi ordføreren lytter til dem, som ordføreren ønsker at lytte til, for som jeg lige har sagt, er der blevet lavet analyser af det her område før. Det gjorde den tidligere regering i øvrigt. Og den analyse viste ikke, at der var store problemer med konkurrencen. Jeg har heller ikke hørt erhvervsministeren sige, at der er problemer med konkurrencen. Jeg har hørt erhvervsministeren sige, at man nu har nedsat en ekspertgruppe, som skal kigge på sektoren og herunder også, om der er konkurrence. Men det er jo ikke det samme som at sige, at der ikke er konkurrence.

Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Til at starte med vil jeg sige, at noget af det sidste, ordføreren sagde, nemlig at EU skal blande sig uden om den danske realkredit og lade være med at stille yderligere krav, er vi fuldstændig enige i. Om det har vi heldigvis et beslutningsforslag, som vi skal behandle den 20. i den her måned, og der ser jeg frem til Liberal Alliances støtte.

Så siger ordføreren, at det er uskønt med den kritik, der har været af et selskab. Nej, det, der er uskønt i den her sag, er, at flere hundrede tusinde danskere er vågnet op til endnu et drej på en gebyrskrue og et gebyr, som er steget og steget i årevis. Det er det uskønne her. Og i en situation, hvor ti tusindvis af danskere har engageret sig i det her og sagt, at det kan simpelt hen ikke gå, har vi så en ordfører, der står og siger, at der ikke er noget problem. Det er jo mennesker, som oplever det som et problem. De kan faktisk se, at hvis de f.eks. har et fastforrentet lån og skal skifte til et andet realkreditinstitut, så vil omkostningerne ved at skifte være så store, at det, de kan spare ved det, er væk.

Der er ikke konkurrence, og der bliver aldrig en perfekt konkurrence. Og der burde selv en liberalist erkende, at når man ikke kan etablere det, er der brug for en form for regulering, for ellers rammer det kunderne.

Ordføreren.

Men igen er jeg ikke enig i præmissen. Det må jeg sige, det er jeg ikke. Så vil jeg sige, at hvis man går ind for konkurrence, og det gør jeg – jeg går bestemt ind for konkurrence, jeg vil have, at private virksomheder konkurrerer, til blodet sprøjter, for at give kunderne lave priser – hvis man ønsker det, så lægger man altså ikke loft over priserne. Det er ikke noget, der fremmer konkurrence. Hvis der skal være konkurrence, så er det en helt grundlæggende forudsætning, at der er fri prisdannelse.

Så måske er det her udtryk for, at folkesocialisterne og neokommunisterne i Enhedslisten egentlig ikke interesserer sig for, hvordan markedet virker, når man kan komme med forslag som det her, som er et udtryk for, at man ikke forstår, hvordan konkurrence virker, og at en forudsætning for konkurrence er fri prisdannelse og ikke maksimalpriser.

Hr. Pelle Dragsted.

Forudsætningen for konkurrence er, at du kan vælge et andet produkt. Det er den helt grundlæggende forudsætning for konkurrence. Hvis du ikke kan det, bevæger du dig i retning af forskellige former for monopoldannelse. Det er derfor, vi har en regulering mod monopoldannelse. Det formoder jeg heller ikke at ordføreren er imod.

Situationen for de her boligkunder er, at de ikke kan flytte sig, fordi omkostningerne ved at flytte er større end det, de kan spare. I øvrigt aner de ikke, om man dér, hvor de flytter hen og laver en ny 30-årig aftale, strammer gebyrskruen en uge efter. Vi foreslår jo ikke, at man ikke må hæve gebyrerne, vi foreslår bare, at der skal en uafhængig instans til at vurdere, om der er sagligt belæg for at gøre det.

Ordføreren.

Men man kan flytte til et andet realkreditinstitut. Og det er der virkelig mennesker ude i Danmark der gør. Der er tusindvis af dem, der gør det. Og man kan ikke sige, at fordi man har nogle meget lave omkostninger på et boliglån, som vi har i Danmark, og at det koster noget at skifte, og at marginen mellem de to ting er af en vis størrelse, er det i sig selv et udtryk for manglende konkurrence. Det kan man simpelt hen ikke. Vil det så sige, at hvis renterne var endnu højere og de faste udgifter på lånet var endnu højere og det dermed ville blive relativt billigere at skifte til et andet realkreditinstitut, så var det pludselig konkurrence, fordi det nu var blevet billigere at skifte? Nej, sådan hænger verden naturligvis ikke sammen.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Josephine Fock, Alternativet.

Ja, det der bliver jeg jo nødt til at fortsætte, for jeg synes, det er helt utroligt, at ordføreren kan stå deroppe og sige, at der er konkurrence. Hvis det er så dyrt at flytte fra et selskab til et andet, at kunden skal betale for det, om man så må sige, altså betale mere, end at det kan betale sig at flytte, så er der da ikke konkurrence.

Præcis som hr. Pelle Dragsted siger, siger vi jo ikke, at det skal være fuldstændig gratis. Vi siger bare, at der skal være saglige hensyn til, at bidragene stiger, og vi synes, at man skal kunne flytte og kun betale den reelle omkostning for selskabet.

Ordføreren.

Så må jeg gentage mig selv. Man kan ikke påstå, at det, at de faste omkostninger ved et lån er lave og der er en højere omkostning ved at skifte, er et udtryk for manglende konkurrence. Det kan man ikke sige. Hvis den logik var rigtig, skulle de her partier jo også sige, at hvis renten steg på lånene eller bidragene på lånene steg endnu mere, altså de faste bidrag, og margenen mellem det faste lån og omkostningen ved at skifte dermed blev mindre, så var der pludselig konkurrence. Altså, sådan hænger det da ikke sammen.

Man blander altså nogle ting sammen og drager nogle konklusioner, som ikke er rigtige.

Fru Josephine Fock.

Jamen jeg synes, det er en rigtig interessant udlægning af ordet konkurrence, Liberal Alliance her lægger for dagen.

Så vil jeg sådan set lidt skifte emne til de kunder, der tager et fastforrentet lån. Igen: Vi siger jo ikke, at bidragene ikke kan stige. Vi siger bare, at der skal være en reel begrundelse, som en uafhængig instans, f.eks. Finanstilsynet, godkender.

Er ordføreren ikke enig i, at der i forbindelse med en kunde, som tager et fastforrentet lån for at være fuldstændig sikker på at vide, hvad der ligger i det daglige budget, er en problematik i, at der bare kan komme stigninger ud af den blå luft?

Ordføreren.

Det er en forudsætning for at kunne tage f.eks. et 30-årigt fastforrentet lån, at bidragene kan ændre sig. Det er en forudsætning for det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for ordet. Det danske realkreditsystem er det bedste i verden. Det har historisk set været det billigste, og det har også historisk set været det sikreste. Sådan har det været, og sådan vil vi gerne have at det bliver ved med at være.

Når man tager et lån, er det vigtigt, at man ved, på hvilke vilkår man låner. Det er vigtigt, at man ved, hvor meget man skal betale i termin hver måned, så man ved, hvor stort et rådighedsbeløb man har efter lån og husleje. Men det kan man ikke være sikker på i dag. Selv kunder med fastforrentede lån, hvor man umiddelbart skulle tro, at betalingerne ligger fast, kan risikere, at deres bidrag stiger. Og som reglerne er i dag, er der ikke noget loft for, hvor meget realkreditinstitutterne kan hæve bidragssatserne. Det er derfor, at vi fremsætter det her beslutningsforslag.

De danske andelskasser kom ud af noget af det, vi er bedst til i Danmark, nemlig at samarbejde gennem andelsbevægelser. Realkreditten startede i slutningen af 1700-tallet efter den store brand på Holmen i København i 1795, hvor 900 huse brændte ned. Efter branden havde de mange nye hjemløse brug for nye lån til nye huse, og derfor gik man sammen og startede det første realkreditinstitut. Historisk er realkreditinstitutter altså på mange måder en grundpille i andelsbevægelsen, som de sidste 200 år har ydet lån til høj og lav.

Et realkreditlån består af tre dele: renter, afdrag og bidrag. Renter og afdrag bliver bestemt ved, at kunden og realkreditinstituttet sammen finder ud af, hvilket lån kunden skal have, og hvor lang tid der skal afdrages over. Så tager realkreditinstituttet det til obligationsmarkedet, hvor det bliver solgt til den, som er villig til at give de laveste renter. Realkreditinstitutterne skal formidle og administrere lånet, og det koster selvfølgelig nogle penge. Det er det, bidragssatserne i princippet skal gå til. Historisk er realkreditinstitutterne altså bare en slags mellemmand, som skal formidle lån mellem låner og udlåner. Fordi realkreditinstitutterne har været andelsfunderet, altså ejet af lånerne, har den eneste interesse for realkreditinstitutterne været at holde bidragssatserne så lave som muligt. Derfor har det ikke været nødvendigt at lave lovgivning, som regulerede bidragssatserne.

Men i 1989 blev der lavet en reform af realkreditten. Den betød, at realkreditinstitutter ikke længere behøvede at være andelsbaserede. Nu kunne banker og eksterne investorer også oprette realkreditinstitutter. Det har betydet, at vi i de sidste 25 år har set en udvikling mod flere og flere kommercielle realkreditinstitutter, og i dag er Nykredit det sidste af de store realkreditinstitutter, som er kundeejet, og Nykredit barsler allerede med en børsnotering.

At det andelsbaserede realkreditinstitut er ved at forsvinde, er ikke bare synd for den demokratiske andelsbevægelse, hvor man tæller efter hoveder og ikke efter høveder, det er også et problem for låntagerne. Det betyder nemlig, at realkreditinstitutterne går fra kun at skulle varetage låntagernes interesser til nu også at varetage de eksterne aktionærers interesser. Og da realkreditinstitutterne kun formidler lån, er det eneste sted, de kan tjene penge til deres aktionærer, igennem gebyrerne og bidragssatserne. Aktionærerne er altså interesseret i så høje bidragssatser som muligt, men låntagerne er interesseret i så lave bidragssatser som muligt. Derved er der opstået en interessekonflikt, og det er derfor, at vi foreslår at lave loven om.

Nogle gange kan det være nødvendigt for et realkreditinstitut at sætte bidragssatserne op. Sådan har det altid været. Men i øjeblikket står realkreditinstitutterne over for nogle ekstra udfordringer, fordi de efter finanskrisen bliver pålagt flere og flere kapitalkrav. Derfor skal det også være muligt for realkreditinstitutterne at hæve bidragssatserne, men kun hvis det bliver godkendt af et uafhængigt organ som f.eks. Finanstilsynet eller Konkurrencestyrelsen. På den måde kan vi sikre, at bidrag kun bliver sat op, hvis der er et reelt behov og altså ikke bare for at betale ekstra udbytte til aktionærer. Derfor er det også naturligt, at der følger nogle betingelser med, hvis realkreditinstitutterne sætter deres bidragssatser op.

For det første skal det ikke være muligt for realkreditinstitutterne at udbetale afkast til aktionærer 2 år efter, at de har hævet bidragssatserne. Det mener vi er helt naturligt. For hvis det er strengt nødvendigt at hæve bidragssatserne, bør der heller ikke være penge til at udbetale afkast til aktionærer.

For det andet skal det være muligt at skifte realkreditinstitut med færrest mulige omkostninger, hvis ens bidragssats bliver sat op. I mange andre situationer i samfundet er det ikke et stort problem, hvis priserne bliver sat op. Hvis prisen f.eks. bliver sat op på havregryn i den gule pakke, jeg plejer at købe, ja, så vælger jeg bare havregryn i den røde eller den grønne pakke. Men det kan man jo ikke med realkreditlån. Hvis man skal skifte realkreditlån i dag, er der store omkostninger, både fordi der f.eks. kan være kurstab på den obligation, som lånet er bundet op på, og fordi det realkreditinstitut, man flytter til, opkræver et omlægningsgebyr. Derfor er mange lånere kommet i klemme nu her, hvor bidragssatserne bliver sat op. Det er både dyrt at blive, og det er dyrt at skifte. Derfor foreslår vi også, at hvis et realkreditinstitut hæver bidragssatserne på et lån, så må det ikke pålægge gebyrer ud over de administrative omkostninger, som realkreditinstituttet kan påvise, i forbindelse med f.eks. låneomlægning.

Vi har som sagt verdens bedste realkreditsystem, og det skal det blive ved med at være. Det er det sted i verden, hvor man kan få de billigste lån. Det er et af de sikreste systemer i verden, og så er store dele af det endda demokratisk. Det synes vi vi skal holde fast ved og fremtidssikre. Derfor håber jeg, at flere vil støtte vores forslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Reissmann, Socialdemokraterne.

Tak for det. Mener fru Josephine Fock, at et loft over bidragssatserne vil fremme konkurrencen?

Ordføreren.

Jeg synes, at der skal være sikkerhed for, når man tager et lån, særlig et fastforrentet lån, at man kan regne med, hvad det skal være. Jeg synes, at det i dag er for omkostningsfyldt at skifte. Det vil sige, at hvis man som realkreditinstitut bare har lov til at hæve bidragssatsen uhæmmet og der ikke er mulighed for at skifte, uden at det er frygtelig bekosteligt, så vil det hæmme konkurrencen.

Fru Mette Reissmann.

Kan fru Josephine Fock redegøre for de konsekvenser, det vil få for danske boligejere, hvis man fjerner realkreditinstitutternes ret til at hæve bidragssatserne?

Ordføreren.

Vi foreslår jo præcis ikke, at man ikke har ret til det. Vi siger præcis, at der kan være en god grund til, at realkreditinstituttet hæver bidragssatsen. Det synes jeg også jeg kom ind på her i min tale. Der skal bare være en objektiv begrundelse for det. Det skal ikke bare være for f.eks. at udbetale udbytte til aktionærerne. Det er derfor, vi siger, at hvis man har hævet bidragssatsen med en god begrundelse, så foreslår vi, at man ikke skal kunne udbetale udbytte til aktionærerne de første 2 år.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Ida Auken, Radikale Venstre.

Mange tak. Der har været bred enighed i dag om et par ting. Det ene er, at vi har verdens bedste realkreditsystem. Det andet er, at vi har et problem med bidragssatserne. Så langt, så godt. Så er spørgsmålet, hvordan man bedst løser det. Forslagsstillerne vil gerne regulere og gøre det sværere for virksomhederne og realkreditinstitutterne at hæve bidragssatserne. Det lyder sådan set fornuftigt, for jeg kan udmærket forstå de mange kunder, som synes, at når man indgår en kontrakt og det kun er den ene part, der har ret til at ændre kontrakten, virker det uretfærdigt. Derfor kan det virke mere rimeligt, at man ikke har mulighed for at ændre bidragssatserne.

Det, vi så bare skal vide, er, at resultatet af den her lovgivning er, at man fra realkreditinstitutternes side fra starten af begynder at polstre sig mere og sikre sig mere, fordi man ikke har den her fleksibilitet, hvis man f.eks. skal give et lån, der kan vare 30 år. Jeg tror bare, vi skal være ærlige og sige det her. Det tog mig sådan set ret lang tid at forstå, at det er det, der er problemet. Jeg er jo ikke uddannet på dette område som f.eks. Socialdemokratiets ordfører. Men da jeg endelig fattede det, kunne jeg godt se, at det egentlig ikke er i kundernes interesse, at de bare skal betale en højere pris fra starten af, fordi den her fleksibilitet mangler.

Hvad kan vi så gøre, når vi alle sammen er enige om, at bidragssatserne er et problem? Alternativets ordfører, fru Josephine Fock, siger, at en god ting vil være at kunne vælge de røde og de blå havregryn, altså mere konkurrence. Der synes også at være enighed om, at det ville være et godt svar på det her, altså at kunderne kunne stemme med fødderne. Skulle vi så ikke prøve at tale om, hvordan vi kunne få noget mere konkurrence ind i den her sektor ved f.eks. at se, om vi kunne forhandle en aftale med realkreditinstitutterne om, at det er muligt at skifte? Hvis de f.eks. vælger at hæve bidragssatserne, skal det være nemmere for kunderne at skifte ved f.eks. at dele nogle af omkostningerne. At lade kunderne stemme med fødderne ville da være en mulighed for at øge konkurrencen. Det er det, vi fra radikal side har foreslået som en mulighed. Det er en af de ting, som vi forsøger at lægge pres med for at se, om ikke man kan forhandle sådan en aftale, når regeringens arbejde er færdiggjort.

Så vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Problemet i den her sag er, at vi har et reguleringsregime, som hører en anden tid til. Vi har haft nogle realkreditforeninger, som var kundeejede, og det har betydet, at der ikke var nogen modsætning mellem dem, som hævede bidragene, og dem, som skulle betale for dem, for det var de samme personer. Over de sidste 20 år er der så sket en liberalisering, som har betydet, at bankerne er kommet ind og nu ejer de fleste af vores realkreditforeninger, og de er ikke længere kundeejede, og af den årsag er der opstået et skel, så der er nogle, der har en interesse i at hæve bidragene, og nogle andre, der har den modsatte interesse.

Men den regulering, man har af området, er den samme som dengang, hvor den modsætning ikke var der, og det er sådan set det, som vi prøver at adressere med det her forslag. Og derfor synes jeg, det er så ærgerligt, at man som et parti, der ellers kalder sig et ansvarligt parti, ikke vil være med til det. Når vi har at gøre med en sektor, der er en helt anden, end den var før, er vi da nødt til at sige, at det kalder på et andet svar. Hvad vil De Radikale gøre for at hjælpe de mennesker, som er kommet i klemme, og som får slået bunden ud af deres husholdningsbudget på grund af de her gebyrstigninger?

Ordføreren.

Nu er Radikale Venstre et ansvarligt parti, og det første, et ansvarligt parti gør, er, at man står ved de forlig, man har indgået, og det vil sige, at det, hvis man vil ændre på de her ting, så ikke er i Folketingssalen med et beslutningsforslag, men at det selvfølgelig er i en forligskreds. Jeg tror også, hr. Pelle Dragsted vil være enig med mig i, at man ikke kan stå og stemme for aftaler på et område, hvor man er med i et forlig, og det er Radikale Venstre, og derfor vil vi, når regeringen kommer med sin redegørelse, gerne være med til at diskutere nogle af de her ting. Jeg tror også, hr. Pelle Dragsted kan have ret i, at der er en anden incitamentsstruktur, men vi må bare sige, at det er Nykredit, som jo stadig væk er kundeejet, som faktisk har hævet bidragssatserne for nylig.

Så vi tror på, at det vil være bedre at prøve at gøre det nemmere for kunderne at skifte, sådan at man får mere konkurrence ind i det her system. Men det gør man altså ikke ved at gøre det dyrere for alle at optage nye boliglån, fordi man så fra starten lægger en større risiko over på realkreditinstitutterne og de derfor bliver nødt til at tage en højere pris.

Hr. Pelle Dragsted.

Men nu er grunden til, at Nykredit igen hæver gebyrerne – og det siger de jo også selv – at de skal på Børsen. Så det er jo for at gøre sig lækre, før de skal det, men ikke, fordi de er kundeejet, at de så bliver nødt til det. Men jeg var faktisk ikke klar over, at De Radikale var med i et forlig på det her område, og det kan være, at ordføreren kan redegøre for, hvad det er for et forlig. Men jeg kvitterer for, at der er en vilje til at gøre noget ved det her. Jeg synes, det er vigtigt, men jeg tror ikke, at det med at gøre noget ved konkurrencen alene er nok. Men det er jo faktisk også en af de ting, der ligger i vores forslag.

Ordføreren.

Det siger jo egentlig det hele. Hr. Pelle Dragsted vælger efter at have været til et møde og han udmærket ved, hvorfor det er, at Nykredit er i gang med en børsnotering – hvor han forstår det hele helt tydeligt – at stå her og køre en populistisk dagsorden, som om det bare handler om, at nu kommer der nogle private og skal score kassen. Nykredit bliver nødt til at lave en børsnotering, fordi der kommer nogle kapitalkrav, og den gevinst, der kommer derved, kommer stadig væk deres ejere til gavn, og det vil sige, at hr. Pelle Dragsted taler imod bedre vidende. For det er svært at forstå det her, og det er meget folkeligt at stå og sige, at det nok bare er et ondt firma, der skal på Børsen. Men så let er verden desværre bare ikke, og sådan løser man ikke problemerne.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Vil ordføreren forklare mig, hvorfor det her område omkring konkurrence osv. helt naturligt hører ind under forligskredsen bag Finansiel Stabilitet, ud over at ministeren synes, at det gør? Hvordan hører det ind under det i ordførerens optik?

Ordføreren.

Fordi det f.eks. er i den forligskreds, hvor vi har fået lov at sidde sammen med SF, hvor vi har været med til at diskutere, hvordan det arbejde skulle se ud, også det store redegørelsesarbejde, som regeringen har sat i gang. Det har vi da været inviteret til og været med til at diskutere hvordan skulle se ud og komme med input til. For vi bliver indbudt til at være med til at beslutte det, og jeg kan også forstå, at det er meget klogt at lytte til, hvad regeringen siger. For det er faktisk tit dem, der har styr på, hvad der ligger inden for og uden for aftaler.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg har aldrig fået noget godt svar på – og heller ikke nu – hvorfor det her skulle ligge inden for forligskredsen bag Finansiel Stabilitet. SF har været med, og vi har talt om mange andre ting, men ikke den her specifikke situation. Så det kan jeg ikke forstå. Jeg mødte selvfølgelig gerne op på vegne af SF, når ministeren indkaldte, men jeg har også sagt, at jeg ikke syntes, at det lå i forligskredsen. Det smukke ved en forligskreds – hvis man anerkender, at det er en forligskreds – er jo, at alle partier i den har vetoret, og jeg vil spørge ordføreren: Er ikke rigtigt, at SF har sagt, at vi ikke ville lave en syltekrukke og udskyde det her endnu en gang, og at den indvending blev overhørt?

Ordføreren.

Jeg vil sige, det er rigtigt, at vi var til et møde hos Nykredit, og at vi så gik direkte over i ministeriet og var med til at drøfte, hvordan de næste skridt skulle være på et område, hvor vi også tidligere har arbejdet med bidragssatserne, og hvor vi også tidligere som parti, der er med i en aftale, har fået indflydelse på, hvordan det her skal behandles og reguleres. Så ja, jeg opfatter det her som et område, hvor man har en aftale. Og i øvrigt vil jeg også ud fra et indflydelsesperspektiv mene, at det er meget mere relevant at sidde derovre og lægge arm med en regering, end det er at sidde her i Folketingssalen og lave symbolpolitik.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Det her med forligskreds eller ej, og hvor det hører hjemme, kan man jo diskutere længe. Jeg synes, at det her er en selvstændig problematik, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med Finansiel Stabilitet, og at alle partier i det her Folketing – tror jeg oprigtig – har en klar interesse i, at det system, der er så vigtigt for det danske boligmarked og for den danske økonomi egentlig også og for så mange mennesker i det her land, er noget, som vi alle sammen gerne vil være med til at forbedre. Det tror jeg egentlig oprigtig, uanset den uenighed, der måske har været her i salen i dag, at alle partier gerne vil, for det er så vigtigt for den samfundsmodel, vi har.

Vi roser jo det danske realkreditsystem og den danske model, og vi taler alle sammen så smukt om den, men vi maler altså også et lidt for rosenrødt billede af det. Det er rigtigt, at det sikrer billige og trygge lån til danskerne, men som fru Josephine Fock også var inde på, skete der noget for 27 år siden. Man lavede en kæmpe omkalfatring at det realkreditsystem, som man havde. Så derfor skal vi også være ærlige nu og sige, at det altså ikke er det realkreditsystem, der var engang, som vi taler om i dag, men det er det nye – hvad skal man sige? – mere kommercialiserede, liberaliserede realkreditsystem, vi har, hvor vi har realkredit, der er blandet fuldstændig sammen med kommercielle banker, og det er nogle af de problemstillinger, vi ser.

Jeg tror, at det var DF's ordfører, der talte om gynger og karruseller, og der har vi jo også set, at der har været nogle indtjeningsproblemer i bankerne, og så har man så flyttet sit fokus andre steder hen.

Der er flere delelementer i det her forslag, og der vil jeg da også mene, at hvis der er nogle, der kun kan gå ind for dele af det, f.eks. det at gøre det billigere at flytte fra et institut til et andet, så man kun skal betale de reelle administrative omkostninger, så tror jeg da, at ordførerne bag forslaget vil være meget optaget af f.eks. at splitte forslaget op.

Der er en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, som jo er gået meget aktivt ind i den her debat, fordi de synes, at det er et forbruger- og kundeproblem, at bidragssatserne er steget så meget, og i 2005 kom de med en undersøgelse, der viste, at bidragene i gennemsnit var steget med 97 pct. fra 2011 til 2015. Deres forkvinde, talsmand, Anja Philip, var ude at sige, at for at sikre en reel konkurrence, der ikke er der i dag, burde man – og det var anbefalingen fra Forbrugerrådet Tænk – gøre det gratis eller meget, meget billigt at kunne skifte realkreditinstitut, for at man netop kan stemme med fødderne, som man kan, når man køber dagligvarer eller alle mulige andre ting.

Hun sagde: Vi mener, at det skal være gratis eller billigt for forbrugerne at skifte til et andet selskab, når der pludselig bliver skruet op for satserne. Og en af økonomerne ansat i Forbrugerrådet Tænk sagde også: Vi mener, at det er helt urimeligt, at den ene part i en aftale pludselig kan hæve prisen markant, uden at den anden part kan gøre noget ved det, og det her forslag vil øge konkurrencen om kunderne i realkreditsektoren og dermed sætte en stopper for det tag selv-bord, som bidragssatserne har udviklet sig til, sagde Morten Bruun Pedersen, økonom i Forbrugerrådet Tænk.

Noget af det, jeg spurgte ind til hos DF's ordfører var også, at nu har vi haft meget fokus på husejerne, på folk, der har ejerlejligheder, men faktisk bliver andelshaverne jo også dobbelt ramt, fordi som andelshaver får du et banklån med markant højere renter. Der har vi set, at de ikke er fulgt med ned, når renterne er faldet. Der er relativt høje renter inden for banklån. Der får man så sit lån, men ens andelsforening har ofte et realkreditlån samlet set, og der vil man jo blive ramt af det her. Så man vil både blive ramt af, at ens husleje eller bidrag til andelsforeningen stiger, samtidig med at man har de høje renter, der ikke er faldet. Der bliver der i hvert fald ikke tale om gynger og karruseller. Så får vi andelshavere, der bliver ramt dobbelt. Så det er også bare for at sige, at det her er en meget, meget bred kreds af mennesker i Danmark. Det er husejere, det er folk, der bor i ejerlejlighed, det er andelshavere.

Så synes jeg simpelt hen også, at det er utroligt at høre folk, der har et liberalt udgangspunkt, specielt Liberal Alliances ordfører, sige: Der er ikke et konkurrenceproblem, det oplever vi ikke. Jamen selvfølgelig er der det, fordi hvis de omkostninger ved at skifte er nogenlunde de samme som de prisstigninger, man får, har vi selvfølgelig et konkurrenceproblem, og det er de konkrete forslag, der ligger i det her beslutningsforslag fra os.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Reissmann, Socialdemokraterne.

Tak for det. Anerkender fru Lisbeth Bech Poulsen, at SF er med i aftalen om bankpakke VI, som handler om SIFI og kapitalkrav, hvor det absolut primære formål er, at der bliver stillet krav til alle pengeinstitutters, alle realkreditinstitutioners polstring?

Ja.

Værsgo, fru Mette Reissmann.

Tak. Mener fru Lisbeth Bech Poulsen, at SF også er med i aftalen om lov om håndtering af realkreditinstitutternes refinansieringsrisiko af 6. februar i år, hvor vi bl.a. har aftalt etablering af en portal med boligpriser, sådan at det bliver nemmere for kunderne at kunne se, hvorledes priser på boliglån reguleres?

Ordføreren.

Ja, det gør jeg også. Og siden ordføreren ikke har mulighed for at stille mig et tredje spørgsmål, vil jeg gerne svare på det, jeg faktisk er ret sikker på ordføreren spørger om i forbindelse med den her forligskreds.

Som jeg indledte med at sige, anerkender jeg ikke som det naturligste i verden – og det gør Alternativet og Enhedslisten heller ikke – at det her er et spørgsmål om polstring, eller at det er på grund af Baselkravene, kapitalkravene. Og hvis man ikke anerkender det, kan man jo heller ikke som det mest naturlige i verden sige, at det er koblet op på den diskussion.

Vi mener, at det her er et isoleret konkurrenceproblem inden for realkreditsektoren, og det var derfor, jeg syntes, at alle Folketingets partier skulle være med i en diskussion omkring det her.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Brian Mikkelsen, Det Konservative Folkeparti.

Det danske realkreditsystem er unikt; det fungerer rigtig godt i forhold til boligkøbere, fungerer rigtig godt i forhold til det danske system. Og det danske realkreditsystem har jo også fungeret upåklageligt igennem krisen, efter at det hele brød sammen i september 2008. Hvor banker var under pres, banker faldt, banker blev reddet, oplevede vi jo, at realkreditinstitutionerne kom igennem. De tabte også penge, men de kom igennem med skindet på næsen og fik sikret et solidt fundament under flere hundredtusinde boligejere, som havde penge i klemme – boligejere, som trygt og roligt kunne sidde i deres hus eller lejlighed, fordi de havde optaget et realkreditlån, formidlet af et realkreditinstitut. Det system har altså fungeret rigtig godt.

Så har der været nogle udfordringer i forhold til at flytte, i forhold til forklaring af, hvordan udgifterne har været for at have et sådant lån. Men vores udgangspunkt fra konservativ side er, at der ikke er brug for yderligere priskontrol på det her område. Vi har et marked, et marked, der fungerer i forhold til at kunne flytte, i forhold til som familie selv at kunne vælge at optage lån, og det kan man så gøre i en bank, hvis man vil det, eller i et andet realkreditinstitut.

Hvis man går ind og laver priskontrol, som der helt eksplicit er lagt op til i forslaget her, B 99, vil det give ringere vilkår for familierne, for i sidste ende vil man få en dårligere rating hos ratingbureauerne, og det vil sige, at det så vil koste flere penge at låne penge ud for realkreditinstitutterne til kunderne, fordi man ikke vil kunne agere offensivt og mobilt i forhold til ændringer i markedet. Så hvis man virkelig vil have et velfungerende realkreditsystem til gavn for hele Danmark, til gavn for forbrugerne og familierne, bliver man nødt til også at have en respekt for, at der er et marked, der fungerer.

Der er så nogle krøller og nogle krusninger, man selvfølgelig skal have kigget på, og som jeg også er meget opmærksom på, og derfor er jeg tilfreds med, at ministeren har nedsat et udvalg, som skal se på det, og der er jeg da parat til, også på De Konservatives vegne, at se på de forslag, som udvalget kommer med, og se på, om der er brug for nogle tilpasninger, nogle justeringer, som gør, at verdens bedste realkreditsystem bliver ved med at være verdens bedste realkreditsystem til gavn for alle sammen i det danske samfund.

Så vi kan fra konservativ side ikke støtte B 99.

Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted.

Upåklageligt har realkreditten klaret sig igennem krisen. Det tror jeg altså ikke de familier, som er blevet ramt af en stigning på flere tusinde kroner om året, synes. De synes ikke, det er upåklageligt. Så det synes jeg på sin vis er upassende at sige.

Jeg er fuldstændig enig i, at Danmark har haft et fantastisk realkreditsystem – dengang det var kundekontrolleret og andelsdrevet. Erkender ordføreren ikke, at med de sidste 10-20 års forandringer er det et helt andet realkreditsystem, vi har i dag, og at det er det, der skaber problemerne? Dengang hvor kunderne ejede realkreditten, var der ikke nogen interesse for eksterne aktører i at hæve bidragssatserne, for det gik jo bare ud over en selv, når man var kunde. Nu er der kommet banker ind som ejere, og de har en interesse i at hæve bidragssatserne, for det kan øge afkastet. Derfor synes jeg, det er naturligt at diskutere, om vi har brug for et andet reguleringsregime i dag, end vi havde dengang.

Jeg så da helst, at I ikke havde gennemført den liberalisering, som ordførerens parti også var med i, og at vi faktisk stadig væk havde det utrolig fantastiske internationale system, hvor kunderne selv ejede realkreditinstitutterne.

Ordføreren.

Jeg vil godt vove den påstand at sige, at forbrugerne på grund af realkreditinstitutterne er kommet upåklageligt igennem krisen, for hvis man ser på så godt som alle andre lande og deres boligejere, så ser man, at de er blevet langt, langt hårdere ramt, og hvis man som alternativ har haft sit lån i en bank i den periode, har man oplevet, at renten er steget eksplosivt. Det er jo kendsgerningen.

Så er det rigtigt, at nogle af bidragssatserne er steget, og det kan der være rigtig mange forskellige årsager til. Men så må man flytte. Hvis man er utilfreds med den bidragssats, man har, må man optage sit lån i et andet institut, så må der være en konkurrence på området.

Jeg synes, vi har et godt system. Der er nogle udfordringer, som vi senest også oplevede her for et par måneder siden, og så må man se på, om det skal justeres. Men det fungerer rigtig godt til gavn for de danske familier, og det har jeg ikke tænkt mig at ville ændre ved.

Spørgeren.

Der er ikke, og der bliver aldrig en velfungerende konkurrence på de lange realkreditlån af den simple årsag, at hvis f.eks. renten i mellemtiden mellem det første lån og det næste er steget, ved vi jo godt, at det bliver dyrere at optage et nyt lån. Det vil sige, man kan ikke bare kan flytte, hvis det realkreditinstitut, man er i, pludselig hæver bidragssatsen med 10.000 kr. om året. Der bliver aldrig en perfekt konkurrencesituation, men det er der andre steder, som det har været nævnt. F.eks. kan man gå fra det ene supermarked til det andet, for der fungerer markedet.

Men selv Det Konservative Folkeparti må erkende, at der er områder – vi har det også med telemarkedet og alle mulige andre – hvor det ikke er muligt at skabe reel konkurrence, og der er brug for regulering.

Er ordføreren ikke enig i, at der er områder, hvor man, fordi man ikke kan opnå reel fri konkurrence, er nødt til at have en eller anden form for regulering, for at der ikke udvikler sig sådan nogle overnormale profitter?

Ordføreren.

Jeg er for det første ikke imod profit, og for det andet tror jeg, at når markedet fungerer – lige så vel, som jeg også kunne høre ordføreren erkende det på f.eks. supermarkedsområdet – vil det jo også fungere på boligområdet med hensyn til formidling af lån, for så vil man shoppe hen, hvor det er billigst.

Der er den lille krølle på det, at når man indgår en aftale omkring et realkreditlån, er realkreditinstituttet blot en formidler – en formidler af et lån, som nogle andre ligesom tilbyder. Og der gør det det selvfølgelig lidt vanskeligere at shoppe rundt, fordi man skal ud at have en dialog mellem to parter, som er indgået under et givet forhold. Så man kan ikke bare shoppe rundt på den måde, for det er jo en del af konstruktionen.

Jeg synes, at en af de ting, man skal have kigget på, også i forbindelse med udvalgsarbejdet, er, hvordan man kan gøre det nemmere at flytte, for så kan man øge konkurrencen. Og hvad man kan gøre for at gøre det nemmere at flytte, vil vi til hver en tid støtte, også regulativt.

Tak til hr. Brian Mikkelsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Til allersidst er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Her for et par måneder siden vågnede flere hundredtusinde danskere op til en rigtig kedelig overraskelse, nemlig at et af Danmarks største realkreditinstitutter uden videre satte gebyrerne på deres boliglån op. For nogle drejede det sig om mange tusinde kroner, altså familier, som har sat sig i et lån, har forventet og oven i købet er blevet orienteret om, at det her var den sikre lånetype, men som pludselig får slået bunden ud af deres husholdningsbudget. Om halvanden måned, den 1. juli, sætter de gebyrerne op. Man fik lige et par måneder til at forberede sig på det, og så må vi jo se, om der bliver råd til sommerferien i mange af de familier.

Det har med god grund udløst meget massive protester fra mange af kunderne. Facebookgruppen, der hedder »Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit«, følges af flere end 40.000 danskere, som debatterer. Det er danskere, som er engagerede. Der er dannet en forening med mange tusinde medlemmer, som hedder »Fair Bidragssats«. Jeg vil egentlig gerne benytte lejligheden til at takke de mange tusinde danskere, der har blandet sig i den her debat, lagt pres på Nykredit, lagt pres på politikerne og sendt gode ideer og synspunkter ind til os. Det tror jeg også der er mange andre end mig som har modtaget.

Det beslutningsforslaget, som vi sammen med SF og Alternativet har fremsat, er i meget høj grad resultatet af de gode ideer, som er kommet fra mange af de her borgerinitiativer på området og de økonomer, som de har alliereret sig med.

Forslagets hensigt er jo grundlæggende at regulere realkreditinstitutternes mulighed for at hæve bidragssatserne. Hvorfor er det så nødvendigt? Jo, det skyldes en, synes jeg, sørgelig udvikling i vores realkreditsystem. Som ordføreren for Alternativet også var inde på, har vores realkreditsystem været noget helt enestående, nemlig kundeejede og kundekontrollerede realkreditforeninger. Det var borgere, der slog sig sammen om at skabe realkreditforeninger for at sikre billig boligfinansiering. Det var kunderne, der ejede realkreditten, og de fungerede i meget høj grad som sådan nogle hvile i sig selv-selskaber. Der var ikke nogen udenfor, der skulle tjene penge på at tilbyde danskerne realkreditlån, og bidragssatserne, og det er jo det, det handler om, altså bidragssatser eller gebyrer, skulle alene dække administrationsomkostningerne og mulige tab, som man så hæftede kollektivt for.

Som årene er gået, er det danske realkreditsystem desværre i stigende grad blevet integreret i de finansielle supermarkeder. En række af realkreditinstitutterne er blevet købt op af banker, og baggrunden for Nykredits nye gebyreksplosion er jo også netop, at direktionen ønsker at børsnotere selskabet. Men med forvandlingen af realkreditforeningerne fra demokratiske, kundeejede selskaber til finansielle supermarkeder ejet af aktionærer udefra, er der opstået et problem. For hvor ingen havde interesse i at hæve bidragssatserne, da foreningen var kundeejet, er bidragssatserne nu blevet et muligt redskab for at øge indtjeningen til aktionærerne og de banker, der ejer realkreditten. Bidrag og gebyrer er blevet til en pengemaskine, som man kan skrue op for efter forgodtbefindende. Derfor er der brug for regulering af, hvor meget og hvornår realkreditinstitutterne må hæve bidragssatserne. Det er, hvad det her forslag handler om.

Det handler simpelt hen om, at igennem de sidste 20 år er vores realkreditsystem blevet grundlæggende forandret, men vi har det gamle reguleringsregime, og det fanger ikke de problemer, som opstår her. Så vores forslag vil sætte klare grænser for, hvornår realkreditinstitutterne har mulighed for at ændre vilkår i allerede indgåede låneaftaler. Kunderne bør som udgangspunkt kunne stole på at kunne planlægge deres privatøkonomi på en hensigtsmæssig måde ved at vide, at de her bidragssatser ikke kan sættes op på allerede indgåede lån.

Så anerkender vi i Enhedslisten og Alternativet og SF, at der kan være situationer, f.eks. ved stigende kapitalkrav, som nødvendiggør øgede bidragssatser, og i de tilfælde skal realkreditinstitutterne selvfølgelig have mulighed for at gøre det, men det skal ikke være et tag selv-bord. De skal kunne dokumentere, at det er det, der er baggrunden for det. De skal også forpligte sig til at sætte bidragssatserne ned igen, når de har fået indhentet den kapitalisering, og de skal først og fremmest ikke kunne bruge den kapitalisering til at øge deres udbytteudbetalinger, når de lige har hævet bidragssatserne. Så det er de krav, vi stiller, for at man kan få lov til at hæve bidragssatserne.

Så er der flere af ordførerne, der her i debatten har sagt, at det vigtigste er at skabe konkurrence, og at det i sig selv vil presse bidragene ned. Jeg synes også, det er vigtigt at skabe konkurrence. Problemet er bare, at der formentlig aldrig vil komme en fuldstændig fri konkurrence på det her område, fordi omkostningerne ved at skifte låneudbyder er så stor, og det vil de være, for det er ikke bare gebyrerne, det er også det, at du kan have optaget et lån på et tidspunkt, hvor renten var lav, men når renten så stiger, sidder du jo fast i dit lån.

Det ligger ligesom i sagens natur med de her langsigtede lån, at der aldrig vil være en rigtig velfungerende konkurrence, og det gælder også andre områder i vores samfund, og der har vi også som samfund taget ansvar og sagt, at i de tilfælde, f.eks. monopoler og andet, er der nødt til at være en regulering.

Så vi vil gerne være med til at prøve at øge konkurrencen, og vi foreslår i øvrigt en række tiltag i det her forslag, som der måske ikke er blevet lagt så meget mærke til, bl.a. at man altså skal have ret, når bidragene bliver hævet, til at flytte billigere til et andet realkreditinstitut, f.eks. ved at man ikke må bruge de her kursskæringsgebyrer.

Så tanken med det her forslag fra Enhedslisten, Alternativet og SF er egentlig bare at sikre en større grad af rimelighed i den måde, som bidragssatserne administreres på; kunderne skal simpelt hen have en større sikring, og vi vil forsvare, at den danske realkredit fortsat skal vedblive med at være en af de billigste – noget, som den her udvikling desværre truer.

Vi har tilbudt både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti at være medforslagsstillere på forslaget, fordi vi jo noterede os, at da det her kørte, var der, synes vi, positive toner fra begge partier om, at det her var noget, der skulle tages alvorligt, men der var ikke en interesse for at være medforslagsstiller. Men jeg vil gerne kvittere for, at der har været en række indlæg heroppefra, hvori det er erkendt, at der er et problem. Det tror jeg rigtig mange af de mennesker, der ser med derude, er glade for. Men der står altså bare op imod en halv million danskere, som om halvanden måned bliver ramt af de her gebyrer, og når vi har fremsat det her forslag, er det selvfølgelig for at forsøge at hjælpe dem.

Jeg ser selvfølgelig frem til, at der kommer en rapport fra regeringen i efteråret, så vi så kan se, om det kan ende med, at man når frem til noget. Det hjælper bare ikke de mennesker, som er kommet i klemme her og nu.

Men jeg siger under alle omstændigheder tak for en interessant og god debat. Jeg synes jo, at det her spørgsmål i virkeligheden er et af de virkelig, virkelig vigtige spørgsmål, fordi boligøkonomien nok er noget af det vigtigste for rigtig, rigtig mange mennesker, og derfor synes jeg, det er godt, at det er blevet taget alvorligt. Vi kan være uenige i, hvilke ting der skal til, men jeg er glad for, at der er den opmærksomhed, som der er på det her spørgsmål.

Det er lige tidligt nok at sige tak for debatten, for den fortsætter. Fru Mette Reissmann.

Tak for det. Jeg har bemærket, at Enhedslisten kører med flyvende udskiftning i dag på ordførerposten, så ordføreren har ikke lyttet til, hvad jeg har sagt, medmindre naturligvis han har fulgt det fra et andet sted end her i Folketingssalen. Det skal jeg jo ikke kunne udelukke.

Vi mener bl.a., og det sagde jeg jo også i min tale, at lige præcis det her spørgsmål skal belyses grundigt. Og det bliver det altså ikke med det her beslutningsforslag, og derfor ønskede Socialdemokraterne ikke at være med som medforslagsstillere, desuagtet at vi naturligvis er enige i den kritik, der har været rejst. Men ordføreren kan jo gå hjem og gense min tale, og ellers sender jeg den gerne til ham.

Mit spørgsmål går kort og godt på: Vil Enhedslisten have et loft over bidragssatser, og hvis ja, hvad skal det være?

Ordføreren.

Om det første, fru Mette Reissmann siger, vil jeg sige, at jeg var nødt til at løbe for at forsvare vores togfond og vores timemodel. Der har været forhandlinger ovre i Finansministeriet. Det beklager jeg meget, men jeg synes, det er en vigtig kamp at slås, og derfor erstattede Rune Lund mig, og han har selvfølgelig orienteret mig om, hvad de forskellige ordførere har sagt, men jeg ser frem til at se den socialdemokratiske ordførers tale, når jeg kommer hjem.

Om spørgsmålet vil jeg sige: Vi foreslår det, vi foreslår i forslaget. Det blev en mærkelig formulering. Det er jo ikke, at der er et loft. Det er, at der skal være en regulering. Det vil sige, at hvis du som realkreditinstitut ønsker at hæve bidraget, f.eks. fordi der er kommet et kapitalkrav fra politisk hold, så skal du dokumentere dit behov for kapitalisering og polstring. Hvis det bliver godkendt, forpligter du dig samtidig til, at du ikke ugen efter øger udbytteudbetalingen til dine aktionærer. Og du forpligter dig til, at når kapitaliseringen er indhentet, altså når du har polstret dig tilstrækkeligt, at du så sænker bidragssatserne igen. Det handler simpelt hen om at beskytte boligejerne.

Jeg så allerhelst, at vi stadig væk havde realkreditforeninger, som var kundeejede, for så var det her problem aldrig opstået. Desværre var der et bredt flertal i Folketinget i de år, hvor alt skulle liberaliseres, som åbnede for, at bankerne kunne gå ind og overtage realkreditinstitutterne. Det er jeg rigtig ked af. Det var en kæmpefejl. Nu er det der, vi står, og så må vi prøve at finde løsninger på det.

Spørgeren.

Tak for det. Hr. Pelle Dragsted nævner så også i sin tale, hvilket jeg glæder mig over, at konkurrence er godt. Det er kun positivt, for der har vi jo virkelig en fælles platform, vi kan kæmpe fra. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Pelle Dragsted kan nævne en branche, hvor konkurrencen er øget, ved at man har reguleret gebyrerne.

Ordføreren.

Det, at vi indfører en regulering af gebyrerne, betyder jo altså ikke, at folk ikke må sætte bidragssatserne ned. Vi forhindrer altså ikke realkreditinstitutterne i at konkurrere på lavere bidragssatser. Regulering kan være godt og dårligt, der er masser af områder, vi har reguleret; telesektoren er reguleret, vandsektoren er reguleret, og det er jo altid forskellige hensyn, vi vejer op imod hinanden: hensyn til kunderne, hensyn til virksomhederne, hensyn til, hvordan vi kan få den bedste balance inden for den særlige sektor. Altså, i forhold til de der sådan ideologiske udbrud om, at regulering er forkert eller regulering er godt, vil jeg sige, at god regulering er godt. Og der er masser af områder, der har brug for regulering, og det her område er et af dem.

Tak til hr. Pelle Dragsted. Der er ikke flere korte bemærkninger.

(Talen er under udarbejdelse)