Det er jo en diskussion, som har flere lag i sig og flere facetter i sig.
Der er den generelle økonomiske politik i Europa i de her år, og det er ikke vores holdning, at man bare skal give los for budgetunderskud i EU.
Jeg mener sådan set, at det er fornuftigt nok, at der er forsøg på at styre den økonomiske politik i EU-medlemslandene, og derfor er vi også tilhængere af finanspagten som princip.
Vi mener måske, at den er rigelig stram.
Det er jo en diskussion, der kører i adskillige europæiske lande og de forskellige europæiske partier.
Det er, om den der lidt Merkelske austerity policy, som man også kalder den, er til gavn for Europa og for væksten i Europa i de her år.
Vi har ved flere lejligheder argumenteret for, at man burde lempe den dels på investeringssiden, på infrastruktursiden kunne man gøre det, og så nu også her med hensyn til flygtningeudgifter.
Men det er jo ikke ensbetydende med, at man bare giver fuldstændig los, som nogle forsøger at give indtryk af.
Det er det rene sludder, og det er jo ikke det, der er tale om her.
Der er tale om noget midlertidigt.
Der er tale om, at man står over for et problem, der vælter ind over hele Europa, som man er nødt til at håndtere på en fornuftig måde.
Det er så det, der er vores udgangspunkt.
Vi er tilhængere af, at der er en styring af den økonomiske politik.
Vi mener den er for stram i øjeblikket.
Med hensyn til hele flygtningepolitikken er jeg da også enig med dem, der siger, at det her ikke er løsningen på hele flygtningeproblematikken.
Selvfølgelig er det ikke det.
Der er mange flere ting, der kommer ind – fordelingen af flygtninge, hvordan man får, om jeg så må sige, bedre håndteret de ydre grænser, og hvordan man får behandlet flygtningene bedre, og alt det der.
Men det er dog alligevel et problem, i hvert fald efter vores mening, at med det økonomiske pres, der er på de offentlige finanser i EU-landene, er man kommet over for det meget, meget ubehagelige valg, som fru Zenia Stampe illustrerede meget klart, at man kan skære i ulandsbistanden, som man jo gør i de fleste lande – også her i Danmark; der har man også gjort det – men hvor det jo er sådan, at hvis man ikke gør det, bliver man nødt til at skære i velfærden.
Begge dele er dårligt.
For Det Radikale Venstre er det ligegyldigt med velfærd, kan jeg forstå, men vi er nogle, der faktisk mener, at velfærdsområdet er vigtigt også for den folkelige forståelse af hele flygtningesituationen.
Det er jo meget vanskeligt at få folkelig forståelse for, at vi skal tage imod de her flygtninge, og Det Radikale Venstre har en meget, meget høj profil, må man sige.
Der er jo ikke grænser for, hvor mange man skal tage.
At folk skal kunne forstå det – at man ikke skal skære ned i velfærdsudgifterne – er man så ligeglad med fra Det Radikale Venstres side.
Det er meget, meget interessant og betegnende.
Men i hvert fald er det et dårligt valg, og det, vi kan konstatere i de her år, er, at det er ulandene, der bliver ramt.
Man DAC'er det i flere og flere lande, og det giver nogle langsigtede konsekvenser for den fattigdomsorienterede ulandsbistand, men også for at kunne håndtere flygtningeproblematikken på længere sigt.
Det er derfor, at vi foreslår her, at man midlertidigt – midlertidigt – får lov til ligesom at tage de udgifter ud af den beregning, som man laver, når man skal opgøre underskuddene i medfør af EU's budgetregler, for netop at få luft til, at man ikke skal skære i ulandsbistanden, alternativt velfærdsområdet, for som sagt er begge dele dårlige løsninger.
Så er der nogle, der får det til at betyde, at fordi man gennemfører det her, vil det gå ud over vækst og beskæftigelse i mange år frem i tiden, og jeg ved ikke hvad.
Det er fornuftigt, at vi i Danmark gør meget for at have styr på vores offentlige budgetter, men på den anden side vil jeg også godt sige, at jeg godt ved, at Keynes – det er ikke en, som man sådan ynder at tage frem – altså alligevel ikke er helt død, og der er faktisk fornuft i, at man i visse tilfælde, om jeg så må sige, stimulerer økonomien, ved at man har underskud på de offentlige budgetter; dels er det vækstfremmende, dels kan det i det her tilfælde løse nogle politiske problemer.
Så er det jo rigtigt nok, at hvis det er noget, som man bare gør i al evighed, er der en regning, der skal betales, men det ligger jo også i økonomisk teori, at man i perioder godt kan underfinansiere for netop at få gang i væksten igen, forudsat at man bruger pengene fornuftigt på uddannelse, på forskning, og også at man har øje for arbejdsudbudsproblematikken.
Det er vi med på.
Men den modsætning skal bare ikke bruges til, som der er nogle der gør her i Folketingssalen, fuldstændig at underkende betydningen af, at man også i særlige tilfælde, som vi foreslår her, kan sige, at det her flygtningepres, vi står over for, de flygtningeudgifter, vi står med, skal vi have ret til ikke at medregne, når vi skal opgøre de strukturelle underskud i forhold til EU.
Jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er mere forståelse for det, også fordi Europa-Kommissionen jo har stor forståelse for problemet.
Så vidt jeg ved, gav man en dispensation til Italien – det er man i gang med at gøre i hvert fald.
Man udsendte i går en pressemeddelelse, hvor man erkender, at det her flygtningepres giver meget, meget store vanskeligheder for landenes økonomier.
Det betyder, at man så er villig til at bruge den her dispensationsordning i en række tilfælde, og det er fint nok, men vi vil sådan set gerne kunne sige til den danske regering, at det ikke er nødvendigt, at den skærer så meget i ulandsbistanden på grund af flygtningepresset, på grund af EU's budgetregler, og at den faktisk har mulighed for at finansiere flygtningeudgifterne og finansiere en ansvarlig ulandsbistand, og at der bliver den her midlertidige lempelse i budgetreglerne, for at man kan gøre det.
Så derfor håber jeg stadig væk på, at et flertal i Folketinget vil være opmærksom på problematikken, som man er det i en række andre europæiske lande, hvor man udmærket er klar over, hvad det er for en udfordring, man står med her i forbindelse med hele flygtningeudgiftsproblematikken.